Ruten

Tour de Romandie, Itzulia Basque Country og Volta a Catalunya afvikles alle i meget kuperede regioner, som ikke levner meget plads til rene sprintere. I stedet tilbyder de som regel adskillige muligheder for hurtige folk, der kan overleve nogle ganske hårde stigninger, og derfor er det perfekte løb for stærke sprintere og ardennerspecialister. Sådan er det også i år, hvor der efter 1. etape venter endnu en mulighed på 3. etape, der med knap 2000 højdemeter bestemt ikke er historiens sværeste. Til gengæld bydes der igen på to ganske stejle stigninger i finalen og denne gang endda ganske tæt på mål, og de vil både kunne fungere som ramper for angreb og utvivlsomt rydde pænt ud i feltet inden en forventet spurtafgørelse.

I alt skal der tilbagelægges 168,7 km, der både har start og mål i Estavayer, som er en by ved den sydlige bred af Neuchatel-søen, og der er tale om et rundstrækningsløb bestående af to forskellige rundstrækninger. Den første af disse er 65,4 km lang og henlagt til området syd for byen og søen. Fra start går det igennem fladt terræn mod nordøst hen langs vandet, inden man snor sig mod syd og sydvest videre igennem fladlandet. Kortvarigt forlader man dalen for at køre mod vest op på et højdedrag via kategori 3-stigningen Surpierre (2,1 km, 6,7%, max. 9%), der er sværest i bunden med ca. 7,5% over den første kilometer og siden ca. 5,5% frem mod toppen, der rundes efter 31,4 km. Herfra fortsætter det med at stige let, mens man snor sig mod sydvest og nordvest frem til dagens første spurt, der kommer efter 44,1 km. Rundstrækningen afsluttes nu med et let faldende stykke, der først kortvarigt leder mod nord og siden ad en lang, relativt lige vej mod nordøst ind til Estavayer, hvor stregen krydses første gang efter 65,4 km.

Etapen afsluttes nu med tre omgange på den anden rundstrækning, der med sine 34,5 km er betydeligt kortere og henlagt til området sydvest for målbyen. Fra start går det videre mod nordøst hen langs søen igennem fladlandet forbi et punkt i byens udkant, hvor der på sidste omgang efter 136,6 km kommer dagens sidste spurt. Kort efter drejer man mod syd og sydvest for at køre i fladt terræn tilbage til Estavayer, inden man fortsætter mod sydvest ud af byen hen langs søen.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Nu melder første udfordring sig, når man fortsætter mod sydvest op ad kategori 3-stigningen Chables (1,8 km, 5,7%, max. 15%), der har tre 500 m-segmenter på hhv. 3,7%. 7,6% og 10,0%, inden den er næsten flad over de sidste 300 m frem til toppen, der rundes efter hhv. 85,4 km, 119,8 km og 154,3 km. En kort nedkørsel med to hårnålesving leder videre mod sydvest, inden man drejer mod syd for at passere kategori 3-stigningen Les Granges (2,5 km, 7,9%, max. 11%), der byder på 7-9% over de første 2 km, inden den flader ud med 5,1% over de sidste 500 m frem mod toppen, som rundes efter hhv. 90,7 km, 125,1 km og 159,5 km, dvs. sidste gang med 9,2 km igen.

Derfra falder det let resten af vejen, idet man først kortvarigt kører mod syd, inden man rammer samme vej, som også afsluttede første rundstrækning, dvs. en lang, lige og let faldende vej, som fører mod nordøst. Således er eneste udfordringer på de sidste 3 km en serie rundkørsler med hhv. 2000 m, 1200 m og 500 m igen, hvoraf den sidste endda er en dobbeltrundkørsel. Det falder let ned mod de sidste 500 m, der til gengæld er let stigende med 2,2% i snit.

Etapen byder på i alt 1973 højdemeter.

Estavayer har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Vejret

Rytterne har været heldige med at undgå regnen indtil nu, men det er tvivlsomt, og det holder fredag. Her meldes nemlig igen om dagregn, og med en nedbørsrisiko i løbet af eftermiddagen på 90-95% skal de være svineheldige for at komme tørskoede i land. Temperaturen vil nå 14 grader sidst på eftermiddagen, og det vil næsten være vindstille med en svag vind (5-7 km/t), der fra start kommer fra nord, men langsomt drejer mod nordvest, vest og slutteligt sydvest. Det giver på sidste omgang først medvind og siden modvind på det lange stykke frem til bunden af den sidste stigning. Her får man sidevind på bakken og den nedkørslen, inden der vil være direkte medvind på den lange vej ind mod mål, herunder på opløbsstrækningen.

Analyse af 2. etape

Inden for cykelsporten er der én forbandelse, der er mere kendt end alle andre. Det er naturligvis regnbuetrøjens forbandelse, der har lagt mangen en verdensmester ned i det år, hvor han har båret sportens smukkeste trikot. Det er langt fra alle, der rammes af det uheld, der altid er blevet tilskrevet manden med det spraglede bånd på maven, men det er nu sandt, at der er slående mange eksempler på, at sæsonen som sportens mest overvågede rytter har haft svært ved at leve op til de foregående.

I de senere år har der dog været en anden forbandelse, der burde have fået en betydelig omtale. Det er nemlig skræmmende, så uheldig Sonny Colbrelli har været i Tour de Romandie, og hans nærmest endeløse serie af ”lige-ved-og-næsten”-oplevelser har i de senere år været næsten lige så markant en fortælling om det schweiziske etapeløb, som Michael Albasini var det i 2014 og 2015, hvor han fra 2. etape i førstnævnte år til 2. etape i sidstnævnte vandt ikke færre end fem af de otte etaper!!!

Colbrelli burde ellers for længst have vundet i Romandiet. Med sin hurtighed og klatrestyrke er han den holdbare sprintertype, der er som skabt til det bjergrige løb, hvor sprinterfeltet ofte er så svagt, at italieneren har skilt sig ud som en af de klart hurtigste, i hvert fald blandt de mere klatrestærke afsluttere. Derfor er det da heller ikke underligt, at han siden ankomsten på WorldTouren i 2017 har haft det schweiziske løb som en fast bestanddel af sin kalender, og hans evner i det schweiziske terræn er kommet til udtryk ved, at han i de 13 linjeløbsetaper, han havde kørt inden i dag, er kommet i top 6 ikke færre end syv gange fordel over hele fire 2. pladser, to 3. pladser og en 6. plads.

Alligevel er der altid kommet et eller andet i vejen. Af og til er han slet og ret blevet slået af hurtigere folk, som da Peter Sagan henviste ham til 2. pladsen i går, da Pascal Ackermann slog ham i 2018, og Elia Viviani slog ham i 2017. Andre gange er han blevet snydt af feltets udbryderkonger, som da Bahrain mislykkedes med at hente Stefan Küng i både 2017 og 2019 og aldrig fik fanget Thomas de Gendt i 2018. Mest markant var forbandelsen dog på første etape i 2018, hvor Colbrelli var eneste overlevende sprinter i et felt på 55 mand og i særklasse den hurtigste, men hvor han Bahrain-hold svigtede ham så meget, at han totalt blev overrumplet af chokvinderen Omar Fraile.

I år så det ud til, at forbandelsen skulle fortsætte. I går blev det nemlig klart, at Colbrelli lige nu slet ikke har samme fart som Sagan, selvom han jo faktisk slog slovakken, da han i 2018 tog karrierens vel nok største sejr ved at overspurte Fernando Gaviria og Sagan på en knaldhård dag i Tour de Suisse. Samtidig kørte han en halvsløj prolog, der bestemt ikke antydede, at han var i form til at brillere på stigningerne på samme måde, som han gjorde på den nu så berømte Fraile-etape for tre år siden. Colbrelli har nemlig haft et helt igennem trist forår, hvor det forhold, at han sad på rette side af styrtet i Gent-Wevelgem ikke kan opveje, at han var milevidt fra de bedste i alle de store brostensløb samt i Brabantse Pijl og Amstel Gold Race.

Derfor skal jeg da også blankt indrømme, at jeg havde afskrevet ham til dagens 2. etape, der med sine seks stejle stigninger og 3300 højdemeter lignede en alt for stor mundfuld for Colbrelli anno 2021. Havde han været med i 2015, hvor samme finalerundstrækning blev benyttet på en dog generelt lettere etape med kun 2600 højdemeter, og hvor Albasini (selvfølgelig!) spurtede sig til sejr i en gruppe på 49 mand, havde jeg med det samme indskrevet ham som en af favoritterne. Bare ikke i år, hvor etapen var hårdere og formen tilsyneladende ringere.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Tilsyneladende var var det bare kun tilsyneladende. I hvert fald var vi sikkert mange, der tabt både næse og mund, da en ellers stille og begivenhedsfattig etape endelig kom til live mod slutningen af det sidste kategori 1-bjerg, da først Thymen Arensman og siden store navne som Sepp Kuss, Michael Woods og Fausto Masnada langt om længe åbnede ballet. Da røgen havde lagt sig, og feltets øvrige sprintere - herunder de heroisk kæmpende Magnus Cort og Dion Smith - var blevet skivet af, så der kun var 36 mand tilbage i feltet, dukkede Colbrellis runde hoved pludselig op - endda ganske komfortabelt midt i feltet.

På det tidspunkt var det ellers gået helt som ventet. Ineos havde lagt løbet i et jerngreb i et forsøg på at forsvare trøjen, først med Andrey Amador og Owain Doull, siden med Eddie Dunbar og Filippo Ganna og slutteligt med den overmenneskelige Rohan Dennis, der med den ene finger i næsen neutraliserede angrebene fra blandt andre Woods og Kuss. Tilbage var kun de hurtige folk, man på forhånd kunne have udpeget som de mest klatrestærke, mest markant den uhyre formstærke Patrick Bevin og Marc Hirschi - og så altså en pludselig formstærk Colbrelli!

I det øjeblik var der kurs mod et brud på forbandelsen - altså lige indtil man huskede på, hvordan Colbrelli var blevet slået af Fraile i en gruppe, hvor han var endnu større favorit. Modsat dengang blev han her dog ikke svigtet af sit hold, da Damiano Caruso leverede samme fornemme lead-out, som Jan Tratnik gjorde i går, og for anden dag i træk kunne Colbrelli åbne en spurt, præcis som han ønskede det.

I det øjeblik må han dog hurtigt have fået et ubehageligt flashback. Op på siden af ham kom nemlig Bevin, der som en anden Fraile truede med at holde live i den forbandelse, der kortvarigt ellers så ud til at være på vej mod at blive brudt. Men denne gang var selvsamme forbandelse efter fire år vitterligt ophævet, og bedst som Bevin lignede etapevinderen, ophørte newzealænderens momentum, og det lykkedes akkurat for Colbrelli at gøre den syvende podieplads i løbet til den første sejr.

I lyset af de mange ”lige-ved-og-næsten”-oplevelser er der næppe nogen, der kan have noget imod Colbrellis sejr. Alligevel var den nu også faldet et fortjent sted, hvis Bevin vitterligt var gået forbi. Newzealænderen, der i denne sæson har rejst sig som en anden Fugl Føniks fra en hensygnende tilværelse på CCC, har nemlig siden den fabelagtige kørsel i Baskerlandet været tæt på så mange gange, at hans gode form snart fortjener den store sejr. Når man samtidig tænker på, at han hele tre gange er blevet nr. 2 på den WorldTour-enkeltstart, han endnu ikke har vundet, at han ved VM i enkeltstart i 2019 var bare 3 sekunder fra at få medalje, og at han i 2018 styrtede i et Tour Down Under, hvor han med førertrøjen på sine skuldre havde kurs mod en mulig samlet sejr, havde det nu også været ganske fortjent, hvis det var Bevin, som havde fået ophævet sin personlige forbandelse. Men måske Colbrelli nu har vist vejen, så det kan lykkes for Bevin i morgen!

Til gengæld er det svært at have voldsomt ondt af UAE-mandskabet, der kom fra etapen med en 3., en 5. og en 9. plads. Netop denne etape var det stjernebesatte arabiske holds helt store chance, og det største problem for dem var vel at bestemme, om de skulle satse på Marc Hirschi, Diego Ulissi og Rui Costa. Tilsyneladende var de også præget af den ubeslutsomhed, for mens Caruso kørte så flot et lead-out for Colbrelli, endte de tre halvhurtige UAE-folk med at køre hver deres spurt og alle ende med en sekundær placering.

Det overtal kunne være blevet brugt meget bedre. Hvad kunne der ikke være sket, hvis Ulissi og Costa havde kørt lead-out for den stadig mere formstærke Hirschi? Og hvad var der sket med Colbrelli og Bevin, hvis UAE ikke havde været totalt passive på hele finalestigningen, der uden Arensmans angreb formentlig var blevet kørt så langsomt, at også Cort og Smith var kommet med over. Og så var Hirschi næppe overhovedet blevet nr. 3!

UAE var dog ikke alene om den passive kørsel. Store dele af finalebjerget var præget af en mærkelig tilbageholdenhed, der kortvarigt truede med at gøre det muligt for Ineos faktisk at spare hurtige Dennis til en mulig spurt. Heldigvis for underholdningen var Arensman, Kuss, Masnada, Woods, Kenny Elissonde og Sebastien Reichenbach med på at teste benene lidt, og dermed lykkedes det dem effektivt at få vist, at Ineos med den knap så stærke trup til dette løb ikke kan slippe afsted med drømmen om at spare tre kaptajner, der således kan rydde podiet, som de gjorde det i Catalonien.

Og så alligevel… Dennis var nemlig på grænsen til det uhyggelige i dag, og han ser igen ud til at have fundet de vanvidsben, der var hovedårsagen til, at det i dag er Tao Geoghegan Hart og ikke Wilco Kelderman eller Jai Hindley, som kan kalde sig Giro d’Italia-vinder. Australieren så end ikke besværet ud, da han hentede Kuss og Woods, og slutteligt kørte han så modbydeligt hurtigt på det flade stykke, at det kun var O’Connor, der turde komme med et forkølet angreb - et angreb, som Dennis endda gik med i, selvom hans intention med sin overlegne styrke egentlig bare var at neutralisere det. Og hvis han på lørdag fører, som han gjorde, da han førte for Geoghegan Hart på Stelvio og Sestriere i oktober, ender det jo sikkert med, at det alligevel kun er Geraint Thomas og Richie Porte, der kan følge med!

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Det kunne faktisk have været lidt sjovt, hvis Ineos havde levet op til deres løfte om at køre, som de gjorde i den Giro, og ikke med samme maskinagtige kørsel, som vi ellers kender dem for. Tænk, hvis de på det flade stykke ind mod mål havde smidt atombomben og var gået i angreb med en af deres tre ryttere, særligt Dennis eller Thomas, der kan køre skræmmende stærkt på en let faldende hovedvej som den, der førte dem ind til målet i Saint-Imier. I et felt, hvor næsten alle rytterne var kaptajner, er det meget svært at se, hvem der skulle have mobiliseret en jagt, og jeg vil tro, at både Dennis og Thomas vil have haft en ganske fair chance for at have taget en solosejr, hvis atombomben var blevet smidt.

Det blev den imidlertid ikke, og det er måske også meget forståeligt. Tænk hvis Dennis havde fået et par farlige mand med sig, og gruppen efterfølgende var holdt hjem, selvom australieren havde sat sig på hjul. Da kunne en offensiv taktik have ramt holdet i nakken, hvis kongeetapen alligevel bliver for hård for Dennis. Med dagens udkomme taler alt jo stadig for, at den samlede vinder hedder enten Thomas eller Porte, og derfor var der vel ingen grund til at tage unødige risici - selvom det havde været ganske sjovt at se udkommet!

Og det havde jo også været smaddersynd for Colbrelli. Så var det nemlig sikkert igen gået, som det plejer, nemlig at Colbrelli havde vundet en spurt bag en udbryder, som han tidligere har gjort det i forbindelse med sejrene til Küng og De Gendt. I det tilfælde havde man i sandhed kunnet tale om en næsten urimelig forbandelse, som nu på helt retfærdig vis har fået sin afslutning.

Etapen kunne måske være endt med fortsat forbandelse og et genialt Ineos-kup, men endte nu i stedet med brudt forbandelse og muligvis en forspildt chance. Det andet havde altså heller ikke været til at bære for den indtil i dag så uheldige Colbrelli.

Favoritterne

Hvis der er noget om, at den første sejr er den sværeste, kan Sonny Colbrelli håbe på, at han nu har gang i en stime, efter at forbandelsen endelig er blevet brudt. I hvert fald får italieneren endnu en oplagt chance bare 24 timer efter karrierens første etapesejr i det schweiziske løb, når det fredag går løs med endnu et rundstrækningsløb, denne gang i Estavayer ved bredden af Neuchatelsøen.

På mange måder minder etapen om gårsdagens. Igen er der tale om en rundstrækning med to korte, men også ganske stejle stigninger, der endda kommer lige i rap, og igen sluttes der af med et let stykke ind mod mål. Antallet af højdemeter på en generelt hovedsageligt flad dag samt distancen er endda også stort set som på 1. etape, og det er faktisk lidt utroligt, at man har designet to etaper, der er så identiske.

Alligevel er der i hvert fald fire væsentlige forskelle. For det første kommer stigningerne denne gang meget tættere på mål. For det andet er det denne gang den klart vanskeligste af de to stigninger, der kommer sidst. For det tredje skal rytterne altså denne gang være slemt heldige, hvis de skal slippe for det varslede og for Romandiet så velkendte regnvejr. Og for det fjerde er der denne gang medvind hjem fra stigningen og ikke den modvind, der i går hensatte feltet i en tilstand af apati.

Hver og et af de fire elementer peger i samme retning, nemlig at finalen bliver betydeligt mere selektiv. Det giver langt bedre mening for feltets puncheurs at forsøge sig med et sent angreb, og det virker stærkt usandsynligt, at vi vil se samme passivitet som i går. Også for de hold, der gerne vil have nogen udskilning inden en forventet spurt, giver det langt bedre mening at lægge et pres, for nu skal man ikke føre 20 km i fladt terræn for at holde de tabte sprintere bag sig. Mister man først kontakten på stigningen i morgen, er det formentlig uigenkaldeligt, for der er ikke megen tid til at komme tilbage - og da slet ikke til at finde benene til en spurt.

Det øger chancen for at snyde sprinterne, enten ved at et angreb lykkes, eller ved at sprinterne slet og ret sættes af. Der bør dog ikke være nogen tvivl om, at de vil gå efter sejren. Det er sidste chance i løbet, inden klassementskampen tager over i weekenden, og derfor er der ingen grund til ikke at give den et skud. Jeg føler mig i hvert fald ret overbevist om, at en nu selvtillidsfuld Colbrelli vil gå benhårdt efter endnu en sejr, og mon ikke også Bahrain kan regne med hjælp fra Bora og måske endda også Israel SUN og EF. Til gengæld skal de nok ikke regne med den store hjælp fra Ineos. Forskellene er nu så store, at briterne formentlig vil forsøge at få et ufarligt udbrud afsted, så de efter nogle hårde dage kan spare på kræfterne inden lørdagens gigantiske slag, hvor de i den grad kommer på arbejde.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Udbrud har en god historik i løbet - spørg bare Colbrelli til hans forbandelse - og derfor regner jeg med en aggressiv start. Begyndelsen er dog meget let, og det vil undre mig, om ikke sprinterholdene kan sikre, at udbruddet bliver til at have med at gøre. Den store risiko er særligt Stefan Küng, der som bekendt altid snyder sprinterne på en regnvejrsdag i Romandiet i ulige år, samt den uhyre velkørende Remi Cavagna, men med en flad start vil jeg tro, at Bora og Bahrain kan forhindre, at de to kommer afsted. Udfordringen er, at stigningen kommer relativt tidligt, og er udbruddet ikke kørt her, kan gruppen blive stærkere end som så, og derfor skal man i Romandiet aldrig afskrive et udbrud på en regnvejrsdag, slet ikke da hvis Cavagna og/eller Küng er kommet afsted som motorer på de flade veje.

Mit bedste bud er dog, at det generelt lette terræn kan kontrolleres af de ovenfor omtalte sprinterhold, og jeg tror derfor, at det vil være et samlet felt, der tager hul på stigningerne for sidste gang. De første passager kommer formentlig for tidligt til at blive brugt til noget, men man kan måske tro, at UAE endelig dropper passiviteten og bruger også de tidlige stigninger til at gøre løbet lidt hårdt, efter at de som omtalt i analysen bestemt ikke brillerede på dagens etape.

Jeg forventer altså, at det skal afgøres til sidst, og jeg tror på en mere animeret finale. Medmindre UAE er blevet lammet af et eller andet, kan jeg ikke tro, at de ikke enten forsøger at lægge pres på eller at angribe på bakkerne med en eller flere af deres fire puncheurs Marc Hirschi, Diego Ulissi, Rui Costa og Alessandro Covi. Regnvejr rimer også på Izagirre-brødrene, ligesom Jesus Herrada er et oplagt bud på en mand, der kan prøve noget, og jeg tror derfor, at der vil blive gået helt anderledes til stålet denne gang.

Kan de så holde hjem? Med medvind og våde veje kan det bestemt ikke udelukkes, men jeg tror mest på en spurt. Ineos ligner ikke et hold, der har lyst til at afgive trøjen, og når de stærke folk angriber i finalen, vil jeg tro, at briterne tager kontrol. Man må i hvert fald ønske god fornøjelse til alle, der vil forsøge at holde Rohan Dennis bag sig, hvis den lige nu uhyggelige australier får besked på at køre et udbrud ind. Og tænk, hvis Filippo Ganna også kommer over stigningerne og er klar til at give en hånd med. Så skal man vel have en belgisk alliance mellem Wout van Aert og Remco Evenepoel for at finde en lignende tempostærk duo til at matche dem på den let faldende vej ind mos Estavayer.

Jeg tror altså på, at vi igen får en spurt, men jeg regner med et betydeligt mindre felt end forleden. Medvind, regn, kortere afstand til mål og en betydeligt sværere sidste stigning taler for, at det bliver en ganske selektiv etape, og selvom det ikke bliver så hårdt som i dag, vil langt de fleste af feltets sprintere få det for svært. Vi får formentlig en mellemting mellem det, vi så onsdag og torsdag. Finalen er også en mellemting, for mens den ikke er så teknisk som på 1. etape betyder rundkørslerne på de våde veje, at der stilles større krav til positionering end i dag, hvor indløbet var helt enkelt. Og så er det jo værd at bemærke, at de sidste 500 m stiger med 2,2%, hvilket nok kan mærkes.

For at vende tilbage til min diskussion om momentum peger jeg på Sonny Colbrelli. I dag blev forbandelsen brudt, og meget kunne tale for, at han kan vinde igen. Med de klatreben, han viste i dag, er det i hvert fald svært at tro, at han ikke også kommer hjem i morgen, og med tanke på spurten i onsdags er det kun Sagan, han for alvor skal frygte. Med den form, slovakken viste i dag, er det meget tænkeligt, at stjernen får det for svært, og så står Colbrelli fremragende.

Det gør han faktisk af flere årsager. Colbrellis bedste resultater kommer som regel i regn, og regnvejrsrytteren Colbrelli vil elske den kedelige vejrudsigt. Samtidig burde det ikke være umuligt at få formstærke Jan Tratnik med over stigningerne, og som vi så i onsdags, er han i stand til at levere et strålende lead-out igennem rundkørslerne. Som alternativ har han Damiano Caruso, der gjorde det så godt i dag, og dermed taler meget for, at han for tredje dag i træk kan sættes perfekt op. En stigende spurt er ennda det, Colbrellli elsker allermest. Derfor tror jeg på, at lavinen nu ruller, og at vi får endnu en sejr til vores superpuncheur, Colbrelli.

Hans værste rival kan igen være Patrick Bevin. Newzealænderen så endnu mere overbevisende ud end Colbrelli på dagens bjerg, og med hans skræmmende gode form kommer han utvivlsomt med hjem. Det eneste ærgerlige for ham er, at hans hold er så svagt, at de ikke rigtigt kan lægge pres på, og derfor kan han ikke rigtigt gøre andet end at håbe, at andre går det hårdt. Her kan han få god hjælp af UAE, og jo mindre feltet er, jo bedre for Bevin. Som vi så både i går og i dag, er han og Colbrelli stort set lige hurtige, og det er bestemt ikke utænkeligt, at udfaldet kan være et andet i morgen. Han har samtidig klaret positioneringen eminent, og det gør han formentlig igen i morgen. Den let stigende spurt minder endda også om den, han i sin tid vandt i Tour Down Under, og selvom den tiltaler både ham og Colbrelli, er det bestemt ikke umuligt, at det er det, der tipper balancen i hans retning.

Endelig vil jeg faktisk ikke udelukke, at det denne gang kun er Bevin, der kommer med hjem. Den sidste stigning er nemlig meget stejlere end dagens målbjerg, hvor der først blev kørt cykelløb på den lette del nær toppen. De stejlere procenter kan blive for meget for den knap så klatrestærke og lidt tunge Colbrelli, og derfor har også Bevin en fremragende chance for at bryde sin egen personlige forbandelse.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Bliver det for hårdt for Peter Sagan? Det er jeg virkelig i tvivl om. Han så allerede presset ud på stigningen i går, og i dag slap han som en af de allerførste. På den anden side lignede han i dag en mand, der allerede havde givet op på forhånd, og det gør han utvivlsomt ikke i morgen. Nogle korte bakker på en generelt flad rute er også langt bedre for slovakken, der er bedst i eksplosivt terræn, og i gamle dage havde denne finale været så meget guf for ham, at han sikkert kunne være gået med i angrebene.

Alligevel tvivler jeg på ham. Han har virkelig ikke virket overbevisende på stigninger i år, og vi så i Monselice i Giroen sidste år, hvor han var i langt bedre form, at han altså nu har betydeligt større begrænsninger end tidligere på denne slags etaper. Derfor tror jeg, at et generelt højere tempo i finalen sætter ham af. Til gengæld vil han være den store favorit, hvis han overlever, for som vi så i går, er han klart den hurtigste. Han vil utvivlsomt sidde perfekt i rundkørslerne på de våde veje, og den let stigende spurt passer ham som fod i hose. Udfordringen kommer alene på bakkerne.

Kan Magnus Cort komme med over? I dag manglede han ikke meget, og selvom han stadig ikke synes at klatre lige så godt, som da han vandt sin Vuelta-etape sidste år, er det i hvert fald inden for mulighedens grænser at komme med hjem her. I topform burde han være sikker, men hans kørsel i de seneste løb viser, at der ingen garantier er. Særligt hvis Sagan falder fra, burde han også have farten til at vinde, men desværre er jeg igen bekymret for hans positionering. Egentlig er finalen enkel, men i rundkørslerne på de våde veje kan han meget vel miste for mange positioner igen. Han er heller ikke hjulpet af sit hold, der næppe får Stefan Bissegger, og uden schweizeren er det svært at se, hvem der skal føre ham frem. Derfor tror jeg desværre, at positionen igen koster Cort en mulig sejr i en let stigende spurt, det ellers burde være muligt at vinde.

Som sagt tror jeg på, at UAE denne gang vil gå til stålet, og med tanke på den stejlere finalestigning er det vel ikke umuligt, at Marc Hirschi kan vinde. Kommer de af med Colbrelli, Cort og Sagan, er det primært Bevin, der er truslen, og han burde være til at matche, særligt i en let stigende spurt, hvor Hirschis chancer trods alt må værre større. Det vil dog formentlig kræve, at de denne gang kører det lead-out, de ikke kørte i dag, men har Hirschi virkelig Diego Ulissi og Rui Costa til at sætte sig op, burde han med så sene rundkørsler være i stand til at vinde, hvis det har været hårdt nok. Samtidig er han vel nok det bedste bud på en mand, der kan vinde med et angreb på sidste stigning, og derfor har han to gode veje til den hjemmebanesejr, hele Romandiet håbet på.

I Catalonien var det uhyre skuffende at se, hvor ringe Clement Venturini klatrede, men nu synes den gode form at være tilbage. Han kom i hvert fald fint med anden gruppe hjem i dag, og i teorien passer kortere og mere eksplosive stigninger ham betydeligt bedre.  Desværre har han i år spurtet meget skuffende, og han var heller ikke spor tæt på i går. Som det gælder for alle favoritterne, er også han dog bedre i en stigende spurt, og den teknisk dygtige crossrytter burde have det fint med sene og regnvåde rundkørsler. Mest er jeg dog bekymret for hans engang så gode positionering, der i år har været helt væk, og med et svagt hold til at støtte sig, vil det sikkert koste for dyrt.

Ligesom Cort kom Dion Smith akkurat til kort på dagens stigning, men han bør have en bedre chance i morgen. I går var han endda så velkørende, at det var BikeExchange, der lagde trykket, og det vidner om, at den gode form fra Catalonien burde være intakt. Derfor bør Smith have en af de bedste chancer for at overleve, men desværre har vi både i Vueltaen og i går set, at han altså har betydelige mangler som sprinter. Heldigvis kan han glæde sig over det let stigende opløb. Problemet er bare, at favoritterne i dette løb foretrækker et stigende fremfor et fladt opløb, og heller ikke som puncheur kan vi regne Smith, der også er positioneringssvag, som den hurtigste.

Bliver det for hårdt for Andrea Pasqualon? Det tror jeg umiddelbart. Havde vi talt om den Pasqualon, der vandt i Plumelec og Luxembourg for nogle år siden, burde han snildt have klaret den, men han er bestemt ikke på samme niveau længere. Heldigvis har højdetræningen frem mod Giroen forbedret de i klassikerne så ringe ben betydeligt, og grundlæggende passer finalen godt til en klassikeragtig puncheur som ham. Også han har stigende spurter som speciale, og han er god i positionskampen. Spørgsmålet er bare dels, om han er hurtig nok, og dels om han overhovedet kommer med hjem. Begge dele tvivler jeg på.

Det var lidt skuffende at se Alessandro Covi blive sat i dag, men jeg er nu blevet gjort bekendt med, at hans missede ardennerklassikere vitterligt skyldtes en skade. Derfor er der gode forklaringer på den manglende form, og det kan derfor sagtens vise sig, at han falder fra igen i morgen. Denne type afslutning passer dog bedre til en puncheur som ham, og kommer han med hjem, er det meget tænkeligt, at UAE igen lader alle mand køre deres egen spurt. Som vi så i går, har han en ganske fair chance for at være med i dette felt, og det stigende opløb bør kun gøre det endnu bedre for en mand, der er puncheur og ikke sprinter.

Skal vi ikke fortsætte med UAE? Fortsætter de med ”vi skyder løs med hele banden”-strategien, er det slet ikke en ringe finale for Diego Ulissi. Ligesom Covi og Hirschi er han nemlig også puncheur og ikke sprinter, og i en let stigende spurt har han derfor bedre muligheder mod de tungere folk. Han er også god i positionskampen, og formen efter hjerteproblemerne er heller ikke ringe. Han var dog så lidende i dag, at jeg ikke tror, at vi ser ham som det stærke angrebskort, han egentlig burde være, men med god position kan han efter et meget selektivt løb godt vinde denne spurt.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

Og lad os så tage den sidste fra UAE. Rui Costa har som altid fundet Romandiet-benene, og han er kendt om en fremragende regnvejrsrytter. Ligesom resten af UAE-banden er han også langt bedre stillet i en stigende spurt, men som den langsomste af de fire får han nok svært ved faktisk at vinde en spurt. Til gengæld vil han være et oplagt kort at spille ud i finalen, og han ligner et af de bedste bud på en mand, der både kan køre væk og gøre det færdigt i en spurt til sidst.

Den lidt mere kreative kandidat er Rohan Dennis. Jeg tror mest af alt, at Ineos bare skal sikkert igennem denne etape, men det er meget tænkeligt, at de tager kontrol igennem de mange våde rundkørsler til sidst. Denne let stigende spurt er ikke helt anderledes end den spurt, Dennis vandt i Tour of the Alps for nogle år siden, og hvis Ineos dominerer i finalen, eksempelvis med Filippo Ganna forrest igennem de sidste rundkørsler, vil jeg slet ikke udelukke, at Dennis med den nuværende superform og enorme power i kraft af god position og forspring gennem rundkørslerne faktisk kan vinde. Formentlig prøver han slet ikke, men det ville godt nok være sjovt, hvis han gjorde.

Så er der Jake Stewart. Havde han været i storform, havde jeg givet ham gode chance for at komme med hjem, men nu er jeg i tvivl. Ganske vist kom han bedre igennem 1. etape end ventet, men i dag så vi vel, at hans styrt i Cholet har kostet på formen. Det kan dog også tænkes, at han slet og ret sparede på kræfterne på en dag, der alligevel var for svær, og hvis han vitterligt er i god form, har han en god chance for at komme med hjem. Det stigende opløb passer ham også, men som vi så igen i går, er hans positionering så håbløs, at han næppe vinder - også fordi der er folk, der er hurtigere end ham.

Kan Carlos Barbero overleve? Jeg tvivler stærkt, men han overraskede efter sin lange løbspause med flot kørsel i går. Denne finale bliver formentlig for svær, men den er ikke uden for rækkevidde, hvis han har sin bedste form. Han er ikke specielt hurtig på flad vej, men stigende spurter har han spist til morgenmad i Burgos. Han vinder næppe, men overlever han, bør han gøre det betydeligt bedre end i går.

Endelig er der Philippe Gilbert. Igen i dag blev det soleklart, at den tidligere stjerne er milevidt fra fordums styrke, og det vil derfor slet ikke overraske mig, hvis han falder fra. På den anden side er dette terræn bedre for en puncheur som ham, og han er altid bedre i dårligt vejr. Det stigende opløb passer ham også, og vi så i går, at han meget gerne vil deltage i spurten. Her gik det bare igen helt galt, og med hans nuværende niveau sker det sikkert igen i morgen, selvom han normalt er god i positionskampen. Det kunne også være en god spurt for Andreas Kron, men vi så i dag, at han er så mærket af sygdommen, at det er svært at se, at han skulle komme med hjem uden at skulle køre for Gilbert.

Jeg ser ikke feltets øvrige sprintere komme med hjem, for jeg antager, at det bliver for hårdt for Maximiliano Richeze, Matteo Moschetti, Phil Bauhaus, Reinardt van Rensburg, Albert Torres, Gerben Thijssen, Elia Viviani, Nico Denz og Riccardo Minali . Det er meget tænkeligt, at Jacopo Mosca, Mattia Cattaneo, Wilco Kelderman og Gorka Izagirre måske vil spurte, men de bør ikke have en chance for at vinde.

Som kandidater til sene angreb har jeg allerede peget på Hirschi og Costa som oplagte kandidater, men derudover vil jeg fremhæve Jesus Herrada og Gorka Izagirre, der begge kan køre på bakken, samt Remi Cavagna og Stefan Küng på det flade, hvis de skulle overleve stigningerne. Michael Woods kan måske også angribe på bakken, men han får formentlig Ineos i nakken. Hvis et tidligt udbrud skal have en chance, skal vi formentlig også ud i de store motorer, og derfor tror jeg, at de eneste virkelige bud også her er Remi Cavagna og Stefan Küng, der begge i hhv. Ardeche og Romandiet har vist, at de kan lave de mest mageløse soloridt i regnvejr. Udfordringen for Küng er, at han har tabt så lidt tid, at Ineos formentlig vil lukke ham ned med det samme.

Feltet.dks vinderbud: Sonny Colbrelli

Øvrige vinderkandidater: Patrick Bevin, Peter Sagan

Outsidere: Magnus Cort, Marc Hirschi, Clement Venturini, Dion Smith, Andrea Pasqualon

Jokers: Alessandro Covi, Diego Ulissi, Rui Costa, Rohan Dennis, Jake Stewart, Carlos Barbero, Philippe Gilbert, Jesus Herrada, Gorka Izagirre, Remi Cavagna, Stefan Küng