Ruten

Det er ikke uden grund, at mange hold har valgt at neddrosle sprinterambitionerne i årets løb, der kaldes det mest sprinterfjendtlige i mange år. Et godt eksempel kommer på løbets 3. etape, der ligner en af løbets muligheder for de hurtige folk. Det skyldes imidlertid kun, at de sidste 80 km er stort set flade, for i alt skal der klatres 3000 højdemeter i bakkerne omkring Nice på etapens første del. Det kan derfor sagtens vise sig helt umuligt at kontrollere en dag, hvor mange angribere utvivlsomt lugter blod og mulig førertrøje, og derfor skal de mest holdbare sprintere virkelig have deres hold i arbejdstøjet, hvis de vil have chancen for at spurte efter en lang og vanskelig dag i Sydfrankrig.

I alt skal der tilbagelægges 198,0 km, der fører feltet fra Nice til Sisteron. For tredje dag i træk går starten altså i storbyen ved Middelhavet, men denne gang er der tale om rigtig transportetape, der fører feltet mod nordvest frem mod udkanten af Alperne, hvor det første store bjergslag venter på 4. etape. Fra start kører man mod nord ud gennem byen, men meget hurtigt drejer man mod vest for at bestige den ikke-kategoriserede Cote de Gattieres (4,4 km, 4,3%), der er en helt jævn opkørsel, som bliver lidt stejlere undervejs med 5,3% over de sidste 1400 m frem til toppen, der rundes efter 10,5 km. Der venter ingen nedkørsel, da man via en let stigende vej kører mod sydvest gennem byen Vence, inden en nedkørsel leder mod nordvest frem til bunden af den ikke kategoriserede Montee du Pre-du-Lac (6,1 km, 3,6%), der ligeledes er en jævn opkørsel, som aldrig bliver stejl.

Toppen rundes efter 41,5 km, men heller ikke denne gang er der megen nedkørsel. Man kører mod sydvest ned til Grasse, men her kører man med det samme mod nordvest ind på kategori 3-stigningen Col du Pilon (8,4 km, 5,1%), der efter en næsten flad start stiger med 5-6% det meste af vejen op til toppen, der rundes efter 55,0 km. Den leder stort set direkte over i kategori 3-stigningen Pas de la Faye (5,3 km, 4,8%), som er temmelig ujævn med nogle kilometer med 6-7% og flere fladere stykker undervejs frem mod toppen, som kommer efter 63,5 km. Heller ikke nu falder det meget, mens man fortsætter mod nordvest, for snart rammer man den ikke-kategoriserede Col de Valferriere (5,3 km, 3,4%), som er en let og aldrig stejl opkørsel, der fører op til etapens højeste punkt i 1169 m højde efter 80,5 km.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Nu bliver det langt om længe lettere. Det går videre mod nordvest ad en vej, der er let kuperet, men hovedsageligt faldende, inden en lidt stejlere nedkørsel fører ned til Castellane. Her tager man hul på kategori 3-stigningen Col des Leques (6,9 km, 5,4%), der er dagens sværeste stigning. Efter en blød start stiger den nemlig med 6-8% over fire kilometer, inden det flade ud nær toppen, som kommer efter 117,5 km.

Her er dagens vanskeligheder stort set overstået med 80 km igen. En lidt teknisk nedkørsel fører mod nordvest, inden det går videres mod nordvest ad et let faldende stykke. Det afbrydes kortvarigt af den lille kategori 4-stigning Col de l’Orne (2,7 km, 5,0%), der efter en let første kilometer stiger med ca. 6% over de sidste 2 km frem mod toppen, som passeres med 45,5 km igen. Herfra forsætter man den let faldende vej, der nu snor sig mod nord, sydvest og nordvest gennem byen Digne-les-Bains, hvor dagens spurt kommer efter 160,5 km på en lang, lige og flad vej, og frem til byen Malijai. Nu kører man mod nordvest op langs Durance-floden ad en vej, der stiger ganske let, frem til Sisteron. Her er de sidste 5 km stort set helt flade, og det sidste sving kommer med mere end 5 km igen, hvorefter vejen bugter sig let, indtil man rammer den 900 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2978 højdemeter.

Sisteron har ofte været målby i Paris-Nice og Criterium du Dauphiné. Førstnævnte var senest forbi i 2018, hvor Jerome Cousin udnyttede en lidt naiv Nils Politt til at tage karrierens største sejr i en tomandsspurt, mens Luis Leon Sanchez spurtbesejrede Jens Voigt i en duel i 2012. I 2008 var det Carlos Barredo, der kørte alene hjem fra et udbrud, og i 2001 slog Alex Zülle akkurat Jose Azevedo i deres indbyrdes duel. Året forinden snød Matteo Tosatto feltet med en margin på 2 sekunder, og i 1999 tog Jacky Durand en af karrierens solosejre. Dauphiné var senest forbi i 2015, hvor Nacer Bouhanni vandt en massespurt i byen, og i 2004, hvor Stuart O’Grady var hurtigere end George Hincapie i en tomandsspurt.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Vejret

Efter den regnfulde start venter der endnu en smuk dag til 3. etape. Der vil ikke være en sky på himlen, og temperaturen vil nå et maksimum på behagelige 23 grader. Det vil dog være relativt blæsende med en tiltagende nordvestlig vind, der mod slutningen vil blæse med 20-25 km/t. Det giver indledende sidevind frem til kort før første kategoriserede stigning. Herefter vil der være direkte modvind nærmest hele dagen, dog afbrudt af et sidevindsstykke kort efter spurten, inden man atter får modvind med 19 km. Herefter er der direkte modvind hele vejen til stregen, også i finalen.

Analyse af 2. etape

Nu tvivler jeg stærkt på, at Julian Alaphilippe har den fjerneste anelse om, hvem Egon Olsen er. Men skulle Brian Holm eller nogle af hans danske holdkammerater have indført ham i den danske forbryders meritter, kunne han godt give Olsen et kald. Manden med bowlerhatten kunne nemlig godt lære et og andet af den franske puncheur, når det handler om at føre geniale planer ud i livet.

Nu kan man selvfølgelig diskutere, om Alaphilippe matcher Olsen i genialitet, for hans planer betydeligt mere simple end de sindrige ideer, vaneforbryderen får. Til gengæld mestrer franskmanden noget, der i den grad mangler hos Olsen: evnen til at føre dem ud i livet.

Faktisk er det en evne, en hel cykelverden må beundre den elegante puncheur. Det kom nemlig ikke som nogen overraskelse, at Alaphilippe på dagens 2. etape til Nice havde set sig varm på den gule trøje. Præcis det scenarium har enhver med lidt cykelforstand kunnet indse, siden ruten blev præsenteret, og hvis nogen stadig var i tvivl, indrømmede han det sågar selv på pressekonferencen forud for løbet. På præcis samme vis vidste alle, at Alaphilippe havde lagt planer om at køre sig i gult på sidste års 3. etape til Epernay, hvor netop den gule trøje på den etape var hele hovedmålet med deltagelsen i en Tour, der så endte med at blive langt mere vidtrækkende end bare et kort bekendtskab med løbets vigtigste trøje.

Præcis som da han kom flyvende ud af feltet for et år siden i bakkerne i det nordlige Frankrig, vidste alle, hvad der var i vente, da feltet efter en lang og slidsom dag ramte Col d’Eze for sidste gang i udkanten af Nice. Nok kunne han have ventet på en spurt, men udsigten til at spurte mod Wout van Aert eller Greg van Avermaet har næppe været tillokkende - præcis som han for et år siden ville have været favorit til puncheurspurten i Epernay, men med et soloangreb alligevel valgte at gå med livrem og seler.

Det gjorde han også denne søndag i Nice. Ja, han kunne have forladt sig på sin spurtstyrke, men når man ser på sammensætningen af det felt, der endte med at spurte om 4. pladsen, havde den strategi ingen garantier givet. Derfor måtte han bruge sit guddommelige punch til nok engang at køre fri. Hans problem var bare, at det efter sidste års mirakelridt er slut med gratis gaver, som det var tilfældet for et år siden, og med udsigt til en lang, ikke alt for vanskelig nedkørsel i relativt hård og direkte modvind, lignede et soloridt ikke en realistisk option.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Alligevel gjorde han forsøget, og selvom han i tiden op til løbet havde beklaget sig over en form, der bestemt heller ikke så prangende ud i Dauphiné, slog han alligevel et hul, som samme guddommelige punch skabte, da han for et par uger siden kørte selv formstærke Wout van Aert ud af hjulet på Poggio. Nej, der var ingen gaver i år, men nok engang beviste Alaphilippe, at hans punch ikke har sit lige noget sted i cykelverdenen.

Selv den mest veltilrettelagte plan er imidlertid også afhængig af omstændighederne for at lykkes, og de var i den grad med Alaphilippe denne gang. Når man ser på den meget jævne kamp mellem den fronttrio, der etableredes, og et felt anført af Astana og Ineos, står det ret klart, at et soloridt i modvinden havde været en dødssejler. Derfor bør der om fire måneder gå et par julekort til Schweiz og Storbritannien, for havde Marc Hirschi og Adam Yates ikke brilleret stort, kunne vi meget vel have talt om belgisk etapesejr og førertrøje til Van Avermaet.

Schweizeren og briten var imidlertid de perfekte allierede, og da uheld havde sendt Jumbo i en uventet defensiv, var det akkurat nok til at holde feltet stangen - ikke fordi Alaphilippe fik lov, men fordi han ganske enkelt var flyvende. Og selvom det taktiske spil gjorde det hele lidt for nervepirrende til sidst for en Alaphilippe, der klogelig valgte ikke at undervurdere lynhurtige Hirschi, kunne han akkurat sikre sig karrierens femte etapesejr og nok en smag af den gule trøje, han sidste år nærmest gjorde til sin ejendom.

Det åbner naturligvis de perspektiver, som længe har ligget i kortene. Allerede i min beskrivelse af Alaphilippe i favoritoptakten beskrev jeg dette scenarium som et sandsynligt udkomme af denne etape, og nu befinder vi os præcis i den deja-vu-situation, som man kunne have forudsagt. Alaphilippe har nok engang nægtet, at klassementet er et tema, men vi så også sidste år, at han vil kæmpe med næb og kløer for at fastholde sin genvundne ejendom. Og da noget tyder på, at superformen ligesom for et år siden atter er dukket op mellem Dauphiné og Touren, må alle vide, at de nu skal tage sig i agt.

Alligevel bliver det svært for Alaphilippe at gentage kunststykket. Nok udeblev eksplosionen længe for 12 måneder siden, men hver eneste gang, han kørte to bjergetaper i træk, faldt niveauet kraftigt på den anden. For et år siden havde han endda den hjælp, at det først var på 14. dagen, at klassementskampen i bjergene indledtes, men denne gang skal han grave dybt uafbrudt ud over de tre uger. Det virker som en vanskelig opgave for en Alaphilippe, selv hvis formen er den samme for et år siden. Men hvis holdet kan holde stand på etaper, der bliver svære at kontrollere for de tunge belgiere, er det bestemt ikke helt umuligt, at den kan holde helt frem til den anden side af Pyrenæerne, der i år kommer i en light-udgave.

Det var dog lige ved, at den nøje tilrettelagte plan blev forpurret. Ikke af en verdensstjerne med et alenlangt generalieblad. Nej, manden, der nær havde spoleret den veltilrettelagte franske fest, var derimod en ung schweizisk opkomling, der kunne have været i gult nu, hvis blot den fordømte målstreg var placeret få meter senere.

Nogen vil sikkert være overraskende, men det skal man ingenlunde. Hirschi er ganske vist gået under radaren i dette mylder af supertalenter og vidunderbørn, men han har længe fortjent at blive inkluderet i den kategori. Faktisk ville meget af cykelverdenen formentlig have talt om ham allerede sidste år, da han gik på podiet i storløbet Clasica San Sebastian - et løb, der altid domineres af ryttere med god Tour-form. Det havde Hirschi ikke, men alligevel endte han som nr. 3 - lidt af en bedrift af den regerende U23-verdensmester. Problemet var bare, at kun få bemærkede det, fordi vinderen af samme løb var den regerende juniorverdensmester!

Det kunne også have været anderledes, hvis Hirschi havde fået presset hjulet forbi Tim Wellens i spurten på kongeetapen i BinckBank Tour. Den dag i Ardennerne var han nemlig muligvis stærkeste mand, men blev akkurat snydt for sejren med en ringbredde. Og da en blunder fra både ham og Wellens kostede den efterfølgende dag, blev det ikke til det store resultat, niveauet rakte til.

Hirschi gled derefter lidt i glemmebogen efter et forår, hvor helbredsproblemer gjorde han usædvanligt ringe. Ringe var han til gengæld ingenlunde i det netop overståede Dauphiné, hvor det blev klart, at han var tilbage på det tårnhøje niveau, vi så fra et år siden. Bjerge har nemlig ikke været spidskompetencen for den lille puncheur, men her klatrede han længe med de bedste i de tårnhøje Alper. Og da vi så ramte hans terræn i bakkerne omkring Nice, fik han lejlighed til at vise, at det altså ikke kun var i juniorklassen, at vi i Innsbruck i 2018 fik et vidunderbarn som verdensmester. Desværre for ham var Alaphilippe akkurat hurtigere på stregen, præcis som Wellens var det for et år siden, men det er bare et spørgsmål om tid, inden Alaphilippe får sit hyr med at slå lynhurtige Hirschi. Til gengæld kan den gule drøm meget vel være knust for nu, for de længere stigninger bliver for hård kost for den schweiziske guldfugl.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Alaphilippes og Hirschis bedrifter var ikke svært uventede, og derfor var det mest opløftende i dag måske i virkeligheden Yates. Efter hans svage Dauphiné, som han forklarede med sygdom, var der nemlig begrundet frygt for, at det skulle ende med et hattrick af Tour-skuffelser efter de gigantiske nedture i 2018 og 2019. I dag viste han imidlertid, hvorfor han - i mine øjne - altid har været den mest talentfulde af de to Yates-brødre, og hvorfor han har været blandt de allerbedste i snart sagt ethvert cykelløb, han har kørt i 2019 og 2020 - i hvert fald hvis han ser bort fra det løb, der betyder allermest.

Allerede sidste år gjorde han det, han er en af bare to, der gjorde i 2019: kørte fra en fit og rask Roglic på en stigning. Alligevel nåede han måske endda et helt nyt niveau i foråret, hvor han nærmest ydmygede en ellers uhyre formstærk Tadej Pogacar i modvinden på Jebel Hafeet i UAE Tour, som han vandt i suveræn stil. Faktisk gik Yates på corona-pause som en af forårets allermest overbevisende ryttere, men den sløje præstation i Dauphiné fik sammen med meldingerne om manglende klassementsambitioner hans stjerne til at dale.

Som det fremgår af min favoritbeskrivelse af ham, har jeg imidlertid aldrig troet ham over en dørtærskel. Hvorfor udtager man udprægede hjælpere som Christopher Juul og Sam Bewley, hvis man kun jagter etapesejre? Og hvorfor rekognoscerer man enkeltstarten, når man slet ikke kører klassement? Nej, det ligner alt sammen et forsøg på at fjerne det pres, der nu to gange har knækket ham i Touren. Og som jeg skriver i nævnte favoritbeskrivelse, ligner det en tilbagevenden til opskriften fra Tour-gennembruddet i 2016, hvor han og holdet dag for dag også stædigt insisterede på, at klassementet slet ikke var et tema, selvom han længe lå til en podieplads.

I sidste ende blev det til en 4. plads, og det viser, at Yates med den form, han viste i dag, skal tages alvorligt. Alligevel er det svært at se ham vinde løbet, for ligesom bror Simon er Adam puncheur mere end klatrer. Holdbarhed har aldrig været spidskompetencen og var det heller ikke i 2016, hvor det kneb gevaldigt med overskuddet i den tredje uge. Og det kan man frygte igen i år, hvor de gigantiske bjergetaper fra 15. etape og frem meget vel kan blive lidt for voldsomme for den ellers flyvende brite.

De øvrige klassementsryttere holdt sig alle i skindet, og det var helt forventeligt. Det er alt for tidligt at blotte sig på en etape, der med en faldende finale i modvind ikke indbød til at skabe forskelle. Alligevel må Jumbo sidde tilbage med en lidt mærkelig smag i munden efter en dag, der slet ikke gik som håbet.

Det så ellers lovende ud. Holdets meldinger om, at Wout van Aert kun var en eftertanke blev tydeligt gjort til skamme, da mandskabet, der ligesom i Ain og Dauphiné har vist, at de kører som feltets nye herskere, satte sig frem i dalstykket efter Turini for at sætte den hurtige belgier op til sejr. Det så da også lovende ud, indtil Michal Kwiatkowski kørte til højre, mens Tom Dumoulin så den forkerte vej, og da hollænderen lå i asfalten, måtte stakkels Van Aert leve op til forhåndsaftalen og agere den hjælper, han først og fremmest er og stoppe op for at vente på kaptajnen.

Spørgsmålet er alligevel, om der var så meget mere i Van Aert. Han var allerede gledet langt tilbage i gruppen forinden, og han gav ikke Dumoulin sin cykel. Faktisk havde han heller ikke kræfter til at give am blot skyggen af hjælp, og noget kunne tyde på, at han slet og ret var ristet.

Det rejser nogle faresignaler. Evigt ustabile Sepp Kuss havde nemlig en af de offdays, man altid frygter fra den svingende amerikaner, og selvom han leverede en fornem indsats på sidste stigning, viste George Bennett også tydeligt, at Lombardiet-benene er væk - formentlig grundet gårsdagens styrt. Og pludselig sad Roglic og Dumoulin ganske alene, så superholdet måtte lade andre forhindre, at Alaphilippe og Yates kørte dem for meget agterud. Og så hjælper det ikke meget, at Tony Martin, Amund Grøndahl Jansen og Robert Gesink alle imponerede, når de to vigtigste klatrere begge var under niveau.

I det hele taget må rivalerne lugte blod. Det andet storhold, Ineos, lignede nemlig også et såret dyr. Den skadede Pavel Sivakov kæmpede sig igennem i gruppettoen sammen med den ligeledes skadede Andrey Amador, og Dylan van Baarles og Jonathan Castroviejos pludselig opståede klatreben var atter væk. Tilbage var kun en heldigvis genfødt Kwiatkowski, der kæmpede heroisk til sidst, men tilbage står indtrykket af et kollektivt svaghedstegn fra begge de to supermandskaber.

Læs også

Evenepoel tilbage på landevejen

Det kan naturligvis få mange til at lugte blod, men faktisk var der bekymringer hos alle favoritholdene. Lad os tage dem ét ad gangen. Thibaut Pinot lider voldsomt under, at hans vigtigste hjælper, David Gaudu, kæmper for blot at blive i løbet, og både Rudy Molard og Valentin Madouas bekræftede det skuffende niveau fra optakten. Hos Emanuel Buchmann er Felix Grossschartner og Gregor Mühlberger stadig chokerende dårligt kørende, og så hjælper det ikke meget, at Maximilian Schachmann er kommet sig imponerende hurtigt over et brækket kraveben, der blot er 15 dage gammelt - slet ikke når Lennard Kämna samtidig rammes af uheld med et ærgerligt styrt.

Tadej Pogacar må konstatere, at Fabio Arus sammenbrud bliver mere og mere komplet, og bedre bliver det ikke af, at David de la Cruz kører rundt med brud og ligner en mand på vej ud af løbet. Miguel Angel Lopez måtte nok engang indse, at hans vigtigste hjælper, Ion Izagirre, fortsætter sit enorme niveaufald siden sidste års Baskerlandet, og så er det kun en beskeden trøst, at Alexey Lutsenko endelig har fundet formen, og at Gorka Izagirre og Luis Leon Sanchez i dag gjorde det godt, særligt førstnævnte, der arbejdede hårdt sammen med Kwiatkowski for at sætte Lutsenko op til sejr. Mikel Landa må indse, at Wout Poels med et brækket ribben ikke er meget værd, men han kan sætte sin lidt til et velkørende par i Damiano Caruso og Pello Bilbao.

Helt galt gik det for Nairo Quintana, hvis Arkea-hold nærmest kollektivt kollapsede, så end ikke Warren Barguil kunne være med trods tegn på en lille genrejsning. Alaphilippes tropper gjorde det fornemt, men de er pr. definition ikke klatrere, og Mitchelton-mandskabet må igen sande, at Mikel Nieves tid på toppen desværre er ved at være ovre. Måske havde Movistar mest grund til glæde med en genrejst Marc Soler, der sågar havde overskud til at angribe, en Alejandro Valverde, der trods defekter sad med de bedste hjem, en Nelson Oliveira, der reddede selvsamme Valverde, og en kaptajn Enric Mas, der i hvert fald bestod den første test trods den store usikkerhed om hans niveau.

I det hele taget blev vi ikke meget klogere på niveauet hos mange, men vi vidste alle, at det var en dag, hvor vi snarere ville finde ud af, hvem der ikke vinder Touren. Den store taber var naturligvis stakkels Daniel Martinez, hvis EF-hold ellers virkede meget stærkt, tog initiativ for at vinde etapen med Sergio Higuita, der nok engang viste sin imponerende hurtighed i en lille krop og havde en endelig formstærk Hugh Carthy til at bringe kaptajnen tilbage. Desværre kostede styrt og jagt for meget, og dermed kan EFs klassementsambitioner se svære ud i lyset af tvivlen om Higuitas niveau efter et skidt forår og Dauphiné og en Rigoberto Uran i konstant tilbagegang de senere år.

Andre tabere var naturligvis Ilnur Zakarin, der desværre må indse, at genfødslen efter skiftet til CCC ikke kom, som man ellers fornemmede i foråret. Og dermed blev det endnu en trist dag for det stadig sejrsløse polske hold, der ellers kunne se Greg van Avermaet vise den form, han manglede i optakten, og som måske kunne have givet sejr og gul trøje, hvis Zakarin og de skuffende Simon Geschke og Alessandro de Marchi havde siddet hos kaptajnen. Og dertil skal naturligvis lægges Barguil og Aru, der nu definitivt er rene hjælperryttere for stærkere kaptajner.

Nej, der er næppe mange, der er helt tilfredse efter en søndag, hvor særligt svaghedstegnene hos Jumbo og Ineos vil vække opsigt som dagens hovedkonklusioner. Der er dog i hvert fald én undtagelse. Præcis som for et år siden gennemførte Alaphilippe verdens simpleste og mest oplagte plan til UG og kryds og slange, så han atter han genindtaget som den franske darling, han solede sig i for et år siden.

Planer behøver slet ikke at være så komplicerede, kære Egon. Måske du skulle give ham den spinkle franskmand et kald næste gang, der ruskes tremmer i Vridsløselille?

Favoritterne

Efter dagens første lille test får klassementsrytterne en chance for at puste ud, inden det bliver endnu mere alvorligt med den første lille bjergafslutning allerede tirsdag. I stedet skal sprinterne forsøge at gribe ud efter en af de få muligheder, der er i årets meget bjergrige Tour.

Denne etape er imidlertid skoleeksemplet på, hvorfor folk som Dylan Groenewegen, Fabio Jakobsen, Pascal Ackermann, Arnaud Demare, Nacer Bouhanni og Fernando Gaviria enten valgte frivilligt eller fik besked på, at der skulle prioriteres anderledes. Ser man bort fra Paris-etapen og den flade 10. etape ved den måske blæsende vestfranske kyst er alle sprinteretaperne nemlig enten stærkt kuperede eller har vanskelige finaler.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

I dette tilfælde taler vi om det første. Det sidste 80 km er meget lette, men til gengæld er de første 80 km decideret brutale. Man skal have luppen frem for at finde fladt terræn eller nedkørsler, det går nærmest opad hele vejen, og man kunne sagtens have lavet flere kategoriserede stigninger. Senere venter endda dagens sværeste stigning, Leques, inden det endelig bliver lettere, så vi samlet når op på næsten 3000 højdemeter.

Det er lidt af en mundfuld, der skaber to komplikationer. For det første risikerer starten at blive så voldsom og hurtig, at en klatresvag sprinter kan havne i en gruppetto, der måske aldrig kommer tilbage, hvis der skal jagtes hårdt hele dagen. Og netop sidstnævnte bliver formentlig nødvendigt, for vi skal næppe vente os en gentagelse af det klassiske sprinteretapescenarium, hvor et tv-udbrud kører fra km 0, og hvor det herefter stille og roligt trækkes ind.

Nej, denne knaldhårde indledning må uundgåeligt give ideer, og derfor er der lagt op til en hektisk og aggressiv start. Deceuninck og Lotto skal i den grad være på mærkerne for at sikre, at udbruddet ikke bliver for stort og stærkt, og det bliver vanskeligt i terræn, der må inspirere snart sagt alle feltets klassikertyper, som har relativt frit lejde. Naturligvis skal klatrerne ingen steder på en dag med så let en sidste tredjedel, men folk som Greg van Avermaet, Matteo Trentin, Oliver Naesen, Jasper Stuyven, Daryl Impey, Tiesj Benoot, Søren Kragh og muligvis også Alexey Lutsenko, Maximilian Schachmann og Alberto Bettiol kan alle meget vel tænkes at have kigget sig etapen ud.

Derfor bliver det svært at undgå, at udbruddet har en vis styrke, og derfor skal der også jagtes med det samme, når gruppen er kommet fri. Der bliver næppe tid til at vente på megen regruppering, og der bliver bestemt heller ikke tid for sprinterne til at komme sig voldsomt. Med den start kan vi regne med en knaldhård og svær dag, hvor alle vil være mærkede til sidst.

Kan det så lade sig gøre for udbruddet at holde hjem? Det er bestemt muligt. Danner man en gruppe med nogle af de ovennævnte navne, kan man sagtens se, at der bliver så meget muskelkraft, at man skal stå meget tidligt op for at skabe samling. Det er langt fra givet, at det vil kunne lade sig gøre, og jeg mener, at chancen for en udbrudssejr er uhyre reel.

Alligevel hælder jeg til en spurt. Deceuninck har måske ikke et klatrehold, men i dette terræn er de brølstærke med folk som Tim Declercq, Kasper Asgreen, Dries Devenyns, Remi Cavagna og Bob Jungels til at jagte. Lotto er i knæ og kan måske ikke bidrage med så meget, men til gengæld vil NTT helt sikkert også satse entydigt på en spurt. Om UAE er klar til at hjælpe efter en hård dag i dag, er måske mere tvivlsomt, men udelukkes kan det ikke. Man må også formode, at Cofidis og B&B er klar på at hjælpe, hvis lokummet brænder, og det samme vil Bora, Sunweb, Trek og Mitchelton med stor sandsynlighed, hvis de skulle misse udbruddet.

Det bør give en ret solid muskelkraft, og kombinerer man det med den ret hårde modvind, der vil være hele dagen, tror jeg, at der kan skabes samling. En joker kan være det sidevindsstykke, der venter efter spurten - som rytterne nok vil være meget forsigtige med at bruge mange kræfter i, når den kommer så tæt på mål - for her kan vinden godt skabe noget ravage. Jeg tror ikke helt, at den er stærk nok, men det kan bestemt ikke udelukkes. Under alle omstændigheder forventer jeg gigantisk positionskamp forud for det stykke, og det vil også gøre det svært for udbruddet. Til gengæld kan det godt blive svært at holde en eventuel splittelse på de sidste 20 km, hvor vinden vil stå direkte i ansigtet. Der skal i hvert fald være gjort nogle forskelle, der kan bruges til noget i klassementssammenhæng.

Hvad er så konklusionen? Jeg udelukker slet ikke en udbrudssejr, men jeg tror mest på en spurt. Det bliver dog en spurt efter en knaldhård dag, hvor alle er trætte, og det kan måske være i et decimeret felt efter sidevindskørsel i finalen. Vi skal altså se i retning af holdbare typer, der kan afslutte efter 200 km med 3000 højdemeter og mulig vind - alt sammen formentlig tilbagelagt i høj fart trods den generelle modvind. Til gengæld er opløbet helt enkelt og ukompliceret med en lang, lige vej, der indbyder til en rigtig powerspurt, der dog skal times helt rigtigt i den hårde modvind.

Jeg vælger igen at pege på Sam Bennett. Egentlig så han ikke alt for overbevisende ud i gårsdagens spurt, men det var til gengæld opløftende at høre ham tale om ”gode ben”. Sidste år, hvor han var et uhyggeligt monster, var benene nemlig angiveligt altid ringe, og derfor tør man slet ikke tænke på, hvor stærk han er, når de faktisk er gode. Det er da også sandt, at han så flyvende ud på bakkerne forleden, og hans svage spurt kan meget vel forklares med den nedbremsning, han ifølge eget udsagn blev tvunget til at foretage i finalen.

Læs også

Vidunderbarn lykkedes med sit ”første udbrud i karrieren”

Er han på toppen, er Bennett meget holdbar. Det så vi i sidste års Vuelta, hvor han var dybt imponerende, også på den knaldhårde og historisk hårde sidevindsetape, hvor han dog fik reageret lidt for sent på Philippe Gilberts angreb i et suverænt Deceuninck-overtal. Samtidig har han det måske stærkeste sidevindshold til sin rådighed, og vi så forleden, at Michael Mørkøv godt kan aflevere ham på egen hånd. Naturligvis er det en ulempe, at toget er meget svækket, men efter en hård dag og i en ukompliceret finale betyder det knap så meget. Her handler det først og fremmest om ben, og noget tyder på, at Bennett har fundet netop dem - især fordi vi nu er tre dage henne i løbet, hvor han plejer at have banket rusten af. Derfor tror jeg på ny Deceuninck-sejr.

Hans værste rival er i mine øjne Alexander Kristoff . Nordmanden kunne næppe have designet denne etape bedre. Knaldhård dag afsluttet med en powerspurt i modvind. Det er præcis sådan, han elsker dem, og vi ved fra klassikerne - senest sidste år - at Kristoff er næsten umulig at slå efter lange og hårde løb. Formen er åbenlyst fremragende efter den suveræne sejr i Nice, hvor han endda kørte en lang spurt i modvinden, og han viste tillige atter, at han er en mester i positionskampen, selv når han kun har Marco Marcato som støtte. Sidst Kristoff kørte en lang powerspurt i modvind efter en hård dag i sadlen, var ved sidste års Gent-Wevelgem, hvor han fik resten af feltet til at ligne en flok skolebørn på søndagstur. Spurter han lige så godt i morgen, bliver han i hvert fald ikke let at slå. En udfordring kan være sidevinden, hvor han har en kedelig tendens til at blive sat, og det ser ikke just stærkt ud for UAE på den front.

Det er imidlertid også en god i det at holde øje med en anden skandinav. Det er stadig uafklaret, om Trek kører for Mads Pedersen, Jasper Stuyven eller Edward Theuns¸ men i lyset af sine spurter i Polen og Nice vil det være hovedløst ikke at satse på danske Mads. Det gælder særligt, fordi vi her taler om en spurt efter en lang og hård dag, og sidst han kørte en sådan, blev han som bekendt verdensmester. Samtidig så vi i Nice, at Trek-toget ikke helt uventet er det stærkeste, og hvis Pedersen denne gang kan holde Stuyvens hjul, skal de andre stå tidligt op for at gå forbi. Selvom han havde glæde af læ forleden, viste han i hvert fald fornem fart, og efter en hård dag vil han være endnu stærkere. Derfor kan det godt blive til dansk regnbuesejr. Belært af erfaringerne fra BinckBank Tour og Polen skal man imidlertid ikke udelukke, at der byttes rundt på rollerne, og at det i stedet bliver en af de to belgiere, der satses på. I en flad finale er det normalt Theuns, der står først af de to, men den hårde rute taler til Stuyvens fordel. Begge vil kunne lukrere af supertoget, hvis de får chancen, men det er tvivlsomt, om de har farten til at vinde, også selvom særligt Stuyven har glæde af en hård dag. Uanset hvad er de blandt de stærkeste i sidevinden som kollektiv.

Mange troede, at Giacomo Nizzolo var i asfalten på 1. etape, men det handlede i stedet om en defekt. Alligevel blev italieneren sat overraskende tidligt i dag, og det kunne indikere, at han ikke har diamanter i benene. I går var han imidlertid ”super happy” for netop benene, og han viste da faktisk også god fart i spurten, indtil han blev lukket inde. Normalt er Nizzolo ikke i stand til at vinde klassiske massespurter - i hvert fald ikke efter knæskaden - men spidskompetencen er spurterne efter hårde dage. Faktisk slog han selveste Kristoff efter en hård klassiker i Kuurne tidligere i år, og det er som sagt lidt af en bedrift i den slags løb. Det kan han sagtens gøre igen med de ben, han viste ved de italienske mesterskaber og ved EM. Jeg er dog stadig bekymret for den positionering, det har haltet med i de seneste år, især fordi NTT-toget fejlede på 1. etape, hvor han var ganske alene, da Edvald Boasson Hagen havde slået ud.

Jeg er til gengæld meget i tvivl om Caleb Ewan . Han klatrede dårligt i Sanremo, han klatrede dårligt i Vallonien, og han så slidt ud på bakkerne i Nice allerede inden styrtet. Bedre blev det bestemt ikke af, at han så røg i asfalten, og i dag faldt han også meget tidligt fra i bjergene. Ewans spidskompetence er ellers blevet at spurte efter hårde dage, men sådan har det faktisk ikke rigtigt været efter sidste års Giro. Her han først og fremmest vist sig på de lette dage, og med det, han har vist indtil nu, er jeg bekymret for, om han kan gøre det færdigt. Dertil skal lægges, at han aldrig har været nogen stor sidevindsrytter. Det betyder naturligvis ikke, at han ikke skal regnes som en mulig vinder, for Ewan er en af løbets to på papiret hurtigste, som han senest viste i Vallonien. Samtidig har han i Roger Kluge og Jasper de Buyst et af de stærkeste tog, og en modvindsspurt er altid god for lille aerodynamiske Ewan.

Cees Bol er egentlig specialist i at spurte efter lidt hårde etaper. Det var blandt andet sådan, han vandt i Californien sidste år, og her blev han altid brugt som alternativ, når det var for hårdt for Max Walscheid. I det lys burde han være en indlysende kandidat til denne etape, men der er trods alt forskel på de løb, han vandt sidste år, og en Tour-etape med over 3000 højdemeter. Bol er i dette felt af klatrestærke folk en af de tungere sprintere, og jeg frygter, at han vil være for mærket til at vise sin fart. Den så ellers god ud på 1. etape, hvor han dog fik åbnet lidt for tidligt, og han synes at være hurtig nok til at gøre sig gældende. Sidevind er han også knaldgod til, som vi har set i Gent-Wevelgem og Paris-Nice. Et problem er altid positioneringen, men trods den skadede Nikias Arndt burde han have god støtte i Joris Nieuwenhuis og Casper Pedersen, der er holdbar, og som har kørt fornemme lead-outs i Polen og i forbindelse med sejren i Algarve.

Så er der naturligvis også Wout van Aert. Som skrevet i analysen lignede han ikke en mand med diamanter i benene i dag, og jeg tvivler også på, at han får chancen i morgen. Sidevindsstykket vil skabe stress, og her er han vigtigste mand for Jumbo. Det kan koste for mange kræfter og måske endda skabe splittelse, der kan efterlade ham som måske eneste mand hos de to kaptajner. Til gengæld er selve spurten så ukompliceret, at han nok kan undværes, hvis der er styr på tingene, og han er lynhurtig efter en hård dag. Glem nemlig ikke, hvem der slog alle sprinterne på sidste års knaldhårde sidevindsetape, og han er bestemt ikke blevet langsommere siden dengang.

Naturligvis skal Peter Sagan også nævnes, men jeg er ikke meget fortrøstningsfuld. Igen i dag viste slovakken, at han er en skygge af sit gamle selv. Det kneb med klatringen, og han led endda den tort i den indlagte spurt at blive slået af den normalt langsommere Matteo Trentin. Heller ikke på 1. etape spurtede han overbevisende, selvom han længe lå i vinden. Det betyder dog ikke, at han ikke kan vinde. Sagan har naturligvis glæde af, at det er hårdt, og selvom han svigtede i Paris-Nice, bør han klare sidevinden. Hans positionering og timing er som regel til UG med kryds og slange, og vi så senest i Sanremo, at han altså stadig er hurtig, når alle er trætte.

Det var lidt ærgerligt at se, at Bryan Coquard med sin superform ikke havde mere fart på 1. etape. Til gengæld har han været så stærkt kørende i optakten, at han burde have glæde af denne hårdere etape. En modvindsspurt burde også tiltale ham, men til gengæld har også udfordringer. Hans tog er ikke specielt holdbart, og han kan meget vel være alene til sidst. I forvejen er han svag i positionskampen, og han er tillige meget sårbar i sidevinden. Heldigvis er finalen så ukompliceret, at han forhåbentlig kan sidde rigtigt, men det er trods alt nok svært at se ham vinde spurten.

Læs også

Topsprinter får debut efter lang skadesperiode

I går var jeg måske lidt hård ved Elia Viviani i min analyse. Faktisk viste den fallerede supersprinter ganske god fart fra en ikke alt for god position. Det lignede i hvert fald en af hans bedste spurter i år, og det kunne indikere en vis fremgang. Hans tog med Simone Consonni og Christophe Laporte er også et af de stærkeste, og alle tre er de holdbare, også selvom Viviani i år har været mere skrøbelig end tidligere. Til gengæld har han haft for vane at tabe lidt fart på de hårde dage, og kombinerer man det med det generelle niveaufald, er det nok svært at se, at det er her, han genrejser sig.

En rytter, der har meget glæde af den generelt hårde etape, er Luka Mezgec, der klatrer bedre end de fleste. Til gengæld er han ikke verdens hurtigste i en flad spurt, som vi senest fik bekræftet i Polen, og de mange højdemeter kan næppe pludselig gøre ham i stand til at vinde i dette selskab. I forvejen har han det svært i positionskampen, og på 1. etape gik det også helt galt, da han ramte fronten alt for tidligt. Mitchelton er heller ikke suveræne i sidevinden, og der er derfor meget, der taler mod Mezgec. Hans chancer er dog betydeligt større på en etape som denne end på en klassisk sprinteretape.

Det samme gælder for Matteo Trentin, der må være indebrændt efter dagens ærgerlige punktering. Heller ikke han er nogen supersprinter, men efter en hård dag har han faktisk før vundet en Tour-etape i en reduceret massespurt. Spørgsmålet er bare, om det lader sig gøre her, hvor udskilningen vil være mindre grundet stigningernes placering, og hvor det i stedet er rivalernes træthed, der er hans våben. Samtidig har hans positionering svigtet meget i år, og han har ikke et decideret tog trods tilstedeværelse af Greg van Avermaet og Jonas Koch. Hans chance er nok en god gang sidevind, for sammen med Sagan er han nok den sprinter, der historisk har været bedst i den disciplin.

Endelig vil jeg pege på Sonny Colbrelli. Italieneren har egentlig fået at vide, at han kun måtte spurte på 1. etape, og at det fra nu handler om Mikel Landa. Han får da også en vigtig opgave i at holde baskeren ude af problemer i sidevinden, hvor holdet er svagt, men lad os nu se, hvad der sker, hvis Landa er sikker i finalen. Afslutningen er nemlig meget enkel, og man kunne derfor godt give Colbrelli lidt spillerum. Normalt er han ikke hurtig nok til en klassisk massespurt, men efter hårde dage er han flyvende, som sejrene i Schweiz og Paris-Nic vidner om. Udfordringen er som altid positioneringen, særligt på egen hånd, ligesom han også selv er ret sårbar i sidevinden.

Blandt de øvrige sprintere har Clement Venturini også glæde af den hårde rute, men han er ikke hurtig nok i en sand boulevardspurt uden tekniske udfordringer. Niccolo Bonifazio virker så formsvag, at det meget vel kan ende med, at Anthony Turgis igen må tage over. Jeg tror, at den samlede etape bliver lidt for hård til, at André Greipel kan vinde, da han på sine gamle dage har tabt både fart og holdbarhed, slet ikke nu med sting i knæet. Som alternativ har Israel SUN Hugo Hofstetter og Tom van Asbroeck, men de mangler farten til at vinde.

Som sagt udelukker jeg bestemt ikke en udbrudssejr. Her er mit bedste bud Greg van Avermaet, der i dag endelig viste den form, han hidtil har manglet, Mads Pedersen, der sagtens kan spille på to heste på denne etape, Jasper Stuyven, der er stærk i dette terræn og viste form i dag, Matteo Trentin, der ikke virker flyvende, men stadig er stærk, Daryl Impey, der også er skabt til denne etape, Oliver Naesen, der har virket rusten i år, men passer perfekt til terrænet og har mere frihed i år, samt Søren Kragh, der gjorde det ganske pænt i dag og ligeledes har de helt rette kvaliteter. Jeg tvivler desværre på, at Alexey Lutsenko, Maximilian Schachmann og Alberto Bettiol får lov, og finalen er for let til Tiesj Benoot, der også virker overraskende svag, formentlig grundet ryggen.