Ruten

I de seneste år har det været en tradition, at de første tre etaper udgøres af et indledende holdløb efterfulgt af en etape for hhv. sprintere og eksplosive klassikerryttere, dog i lidt varierende rækkefølge. I år er holdløbet taget af plakaten, hvilket har givet sprinterne to muligheder i de første dage, men det ændrer ikke på, at de eksplosive puncheurtyper også får deres chance. I år kommer den på tredjedagen, hvor der helt i overensstemmelse med traditionen lægges op til et alenlangt maraton, som rytterne dog denne gang ikke kan bruge til forberedelse til Milano-Sanremos 300 km - en ellers fast tradition. Kort sagt venter der fredag eftermiddag en rigtig klassikeretape med 217 km og mere end 3000 højdemeter, inden det hele slutter med et par eksplosive småbakker, herunder en sand mur, og en rigtig puncheurspurt.

I alt skal der altså tilbagelægges 217,0 km, der fører feltet fra Follonica til Saturnia. Vi befinder os stadig ude ved vestkysten, og en stor del af etapen fortsætter turen ned langs vandet, inden man mod slutningen indleder rejsen mellem de to have. Fra start kører man mod sydøst ned gennem fladlandet, der kun byder på en ganske lille bakke, idet man skærer ind gennem landet. Kort efter når man atter havet, og nu følges den flade kystvej videre mod sydøst. Lidt senere drejer man mod øst for at køre ind i landet, men det ændrer ikke på, at det er helt fladt.

Efter 40,5 km når man byen Grossetto, hvor man drejer mod sydøst for at køre parallelt med vandet, men et stykke inde i landet. Det betyder, at terrænet bliver en anelse mere kuperet med en bakke (2,3 km, 5,2%), som har top efter knap 55 km. Herefter falder det let, hvorefter terrænet kun er småkuperet og senere fladt, mens man fortsætter mod sydøst. Slutteligt når man det sydligste punkt i byen Capalbio, hvor dagens spurt kommer efter 91,0 km på toppen af en bakke (2,0 km, 5,0%).

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Efter spurten vender man rundt for at køre mod nord igennem fladt terrænet op til forplejningen, der nås efter 110,4 km. Her drejer man med det samme mod nordøst for at køre op ad en ikke-kategoriseret stigning (8,0 km, 3,8%), der leder op til en rundstrækning, som nås på toppen i byen Manciano efter 118,4 km.

Nu kører man en hel omgang på den i alt 74,2 km lange runde. Den indledes med en kringlet nedkørsel der leder mod nordvest, inden det falder let mod nordøst ned til dagens kategoriserede stigning Poggio Murella (3,4 km, 7,5%). Der er tale om en meget ujævn mur, hvis første 2,5 km skiftevis stiger med 6-7% og er let faldende, indtil man rammer 500 m med 14,8% og et maksimum på 21%, inden den stiger med 8,0% på de sidste 400 m frem til toppen, der rundes efter 134,6 km. Derfra stiger det let mod nordøst op til det nordligste punkt, inden det går mod syd via en kringlet nedkørsel. Derfra stiger det let mod nordvest, inden en nedkørsel leder ned til en bakke (1,4 km, 6,2%), hvis top nås efter 165,6 km. Derfra falder det let mod syd og sydvest, inden det slutteligt stiger tilbage op til Manciano, der atter kommer efter en bakke, denne gang 2,1 km med 5,6%.

Her afsluttes rundstrækningen efter 192,6 km, hvorefter man atter kører første del. Det betyder, at man igen kører ned til Poggio Murella, som bestiges for anden gang med top efter 208,5 km. Herfra resterer bare 8,5 km, der indledes med et let faldende stykke. Her forlader man rundstrækningen for at køre mod sydvest ad en nedkørsel, der ikke er alt for krævende. Den ender med 2,5 km igen, hvor man rammer bakken op til, der stiger med 3,4% i snit. Efter 1000 m med ca. 3% flader den ud over 500 m, indtil man efter den røde flamme rammer 500 m med 6,4% og slutteligt 500 m med 3,7%. Finalen er ikke alt for teknisk, da der kun er skarpe sving med 2000 m og 400 m til stregen.

Etapen byder på i alt 3088 højdemeter.

Saturnia har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Vejret

Det meget varme efterårsvejr fortsætter på en onsdag, der vil være helt skyfri og byde på temperaturer på hele 30 grader i målbyen. Vinden vil blot være svag til let og komme fra sydvest. Det giver sidevind ned langs kysten og medvind ud til rundstrækningen, hvor der først vil være medvind og siden modvind, inden man atter får medvind på det sidste stykke frem til og op over muren. På toppen drejer man ind i modvind, der varer ved hele vejen til mål.

Favoritterne

Efter to meget lette dage sker der nu får alvor noget. Dette er nemlig rigtig Tirreno-Adriatico. Efter den flade start går det konstant op eller ned ad snoede veje via småbakker, der tilsammen giver 3000 højdemeter på en dag med næsten klassikerdistance. Det hele slutter med en sand mur og så en lille puncheurspurt - alt sammen ingredienser, der indgår i de klassikeragtige etaper, vi kender løbet for.

Det er imidlertid også en svært aflæselig etape, for det er svært at gennemskue, præcis hvor hård den bliver. Muren i sig selv er voldsom, for selvom den stejle del er relativt kort, er der tale om en næsten 3,5 km lang stigning med relativt stejle dele hele vejen. Det er der i forvejen ikke mange, der kan klare, og vi kan være næsten sikre på, at vi ser forceringer fra klassementsrytterne på den stejle del - dels for at teste benene, dels for at holde sig til på de smalle veje.

Muren vil altså i sig selv rydde gevaldigt ud i feltet, men det vil etapens helhed også. De 3000 højdemeter kommer næsten alle i den anden halvdel, hvor det stort set går op eller ned hele vejen. Kombinerer man det med varmen, og den lange distance peger det på, at vi får en relativt selektiv etape, hvor det er meget svært at spå om, hvem der kommer med over.

Allerede første del af etapen er svær at fortolke, for hvem skal kontrollere. Bora kan ikke forsvare trøjen, så det kan godt blive lidt af et pokerspil. Det er dog tænkeligt, at både Alpecin og Sunweb vil tage kontrol for hhv. Mathieu van der Poel og Michael Matthews, men Bahrain kan måske også se muligheder med Dylan Teuns og EF med Michael Woods og Simon Clarke. Og hvis ikke andre gør, vil Astana og Ineos formentlig påtage sig ansvaret for at sikre, at klassementet ikke smuldrer helt.

Derfor vil jeg tro, at der er interesse i at sørge for, at udbruddet ikke er for stærkt - og det er muligt med en let start - og at køre dem ind. Herefter bliver det interessant at se, hvem der vil gøre det hårdt inde på rundstrækningen. Her kunne pilen først og fremmest pege på EF, som meget vel kan være det initiativrige hold, der sørger for, at folk slides ned, men det skulle heller ikke undre, om Astana tager et ansvar som løbets store favoritter, også selvom holdets bedste vinderbud, Alex Aranburu, næppe har glæde af, at det bliver alt for hårdt. Uanset hvad tror jeg ikke, at det lader sig gøre at angribe fra distancen - særligt EF vil formentlig lægge for tungt et pres - og derfor regner jeg med samling i bunden af muren. Her forventer jeg som sagt, at klassementsrytterne skal spille med musklerne, men den stejle del er nok for kort til, at en enlig rytter kan køre væk. Det vil også blive svært med direkte modvind og lange, lige veje efter toppen, og da favoritter sjældent kan samarbejde, venter jeg en regruppering, dog ikke til nogen specielt stor gruppe. Det hele skal så formentlig afsluttes i en puncheurspurt på en bakke, der ikke er specielt stejl, men som alligevel gør ondt på de første 500 m efter den røde flamme, hvor man kan tabe så meget terræn, at det kan blive svært at nå frem efter svinget, der leder ind på det lettere stykke til slut i en ellers ikke specielt teknisk finale.

Læs også

Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt

Efter moden overvejelse er jeg endt med at pege på Mathieu van der Poel. Der er ingen tvivl om, at han bliver svær at slå på målbakken, men spørgsmålet er, om han klarer muren. Den er både for lang og stejl til, at den handler om andet end overlevelse, og han har vitterligt viste en vist rust efter pausen. Til gengæld er det gået fremad siden Lombardiet - ikke mindst md magtdemonstrationen ved de hollandske mesterskaber - og han viste netop i Lombardiet imponerende evne til at forsvare sig også i meget svært terræn. Hans monsterføring i dag tyder på fin form efter en pause - klassikerne nærmer sig jo også - og det taler for, at han næppe er ringere nu. Derfor tror jeg, at han holder sig så godt til, at han i hvert fald kan komme tilbage, og så bliver han svær at slå på bakken, også selvom den stejle del ikke taler til fordel for en Van der Poel, der vil være mere mærket end de lette folk.

Astana skal primært hjælpe Jakob Fuglsang og Aleksandr Vlasov , men lad os håbe, at de giver Alex Aranburu chancen. Han er meget svær at spå om og viste klart aftagende form med skuffende præstationer i Piemonte og Bretagne, men er han klar igen frem mod Giroen passer finalen ham perfekt. Han viste i Vueltaen, at han mestrer disse korte mure, som han har en fin chance for at overleve, og han vil elske den afsluttende puncheurspurt. Han kan ende som ren hjælper, og han kan med sin utilregnelighed sagtens blive sat af, men for en formstærk Aranburu er det en perfekt etape. Fuglsang og Vlasov kan begge efterhånden godt afslutte på en bakke, så de kan gå i top 10, men det er svært at se et scenarium, hvor de ikke i en spurt er oppe mod hurtigere folk, hvorfor de næppe vinder etapen.

EF har et uhyre interessant hold med hele fire kandidater. Bedst chance tilskriver jeg Simon Clarke. Finalen kan være for hård for ham - især efter en skuffende start efter pausen - men en 14. plads i Lombardiet indikerer betydelig fremgang. Er han på toppen, har han en fin chance for at klare den, især efter sidste års flotte præstation i netop denne slags terræn, og han viste med sejren i Drome, at niveauet fortsat er tårnhøjt. Spurten passer ham, især fordi den flader lidt ud til sidst.

Bliver det for hårdt for Clarke, kan de i stedet satse på Michael Woods. Ingen elsker stejle procenter som ham, og han kan meget vel være manden, der tager initiativ på muren. Til gengæld er målbakken lidt for let til at passe ham ideelt, men særligt hvis gruppen er lille, er han blandt klassementsrytterne en af de bedre afsluttere. Til gengæld er det også stadig uklart, hvor han står efter lårbensbruddet og en alt andet end overbevisende start på sæsonen efter pausen. Holdet har også en velkørende Ruben Guerreiro¸ der også kan afsluttes, men han må regnes som den langsomste af de tre. Endelig er der Magnus Cort, men en 3,4 km lang stigning med så stejl en passage må trods alt efter al sandsynlighed være for voldsomt, selvom han efterhånden klatrer fremragende.

Dylan Teuns er her for at køre efter de to klassikeretaper, og derfor må han have udset sig denne. Problemet er, at vi ikke aner, hvor han står efter rygproblemerne og den ringe sæsonstart. Hvis han er på toppen, burde dette dog være rigtigt Teuns-terræn med en stejl mur, som han vil elske. Til gengæld er målbakken lidt for let, men han har vist i blandt andet Polen, at han godt kan afslutte i denne slags finaler. Bahrain har også Ivan Garcia Cortina, der jo klatrer uhyre godt, når han er i form, men denne stigning må være for stejl, især med den heldigvis stigende form, han har vist efter pausen.

Jeg kan ikke finde ud af, hvor jeg har Andrea Vendrame. I topform burde han have gode chancer på denne etape, hvor han kan overleve muren og slå de fleste i spurten, men han har skuffet mig voldsomt i Vallonien. Han rejste sig med et fint italiensk mesterskab, men ruten her var noget lettere. Han viste sin fart med en god spurt både i Poitou-Charentes og på 1. etape, og der er ingen tvivl om, at han er en af favoritterne, hvis han klarer bakken. Den handler om overlevelse, men det kan også lade sig gøre for den Vendrame, der sidste år uden uheld havde vundet en bjergetape i Giroen.

Hvis etapen bliver kørt hårdt, kommer Simon Yates også i spil. Han kører stort set aldrig denne slags spurter længere, men bliver det en lille gruppe af klassementsryttere, må man tro, at han går efter bonussekunder. Vi så senest i Touren sidste år, at den tidligere pointløbsverdensmester stadig har lidt af sin gamle fart, selvom han sjældent viser det. Det kræver et hårdt løb, hvis han skal i spil, men blandt topfavoritterne til den samlede sejr er han formentlig den hurtigste.

Løbets joker er Michael Matthews. Den Matthews, der blev nr. 5 i Fleche Wallonne, kan godt være med her, men findes han stadig? Det gjorde han i hvert fald ikke i 2019, og selvom han spurtede fint i Sanremo og vandt i Bretagne, skal han stadig bevise, at han er så god, at han kan være med her. Det tror jeg desværre ikke, at han kan, men overrasker han mig positivt, er han manden, der kan slå Van der Poel på målbakken, der passer ham storartet. Ellers kan Wilco Kelderman sagtens afslutte på denne bakke, men næppe så godt, at han kan vinde.

Det er lidt svært at finde ud af, hvor Rui Costa står. Han var ikke alt for overbevisende i Limousin, men dog fornuftigt kørende, ligesom han kørte i top 10 i Polen. Målet er Ardennerne, hvorfor han burde være bedre nu, og er han kørende, passer finalen ham. Muren handler om ren overlevelse grundet de stejle procenter, men han har i Baskerlandet og Fleche Wallonne vist, at det er muligt, og på målbakken står han stærkt, som vi så i Saudi Tour. Det kræver dog form for portugiseren, der efterhånden er blevet uhyre svingende. UAE har også Sergio Henao, men jeg tror, at målbakken er for let til, at han kan vinde en spurt, og Aleksandr Riabushenko er formsvag og ren hjælper.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Som skrevet i den store optakt er jeg meget i tvivl om, hvor Geraint Thomas står. Jeg har min store skepsis i forhold til niveauet, men hans kørsel de første dage viser, at han er kommet for at vinde. Derfor bør han også være med de bedste hjem, og han var i sine unge dage ganske hurtig. Det er han dog ikke i samme omfang længere, men bliver det meget hårdt og kun favoritter til sidst, bør han have en ganske god chance for at tage kampen op med folk som Woods og Yates. Til gengæld er det nu klart, at hurtige Tao Geoghegan Hart er ren hjælper.

Bora har Patrick Konrad, der i teorien burde passe til denne finale. Han var tidligere ganske hurtig, men det har han ikke rigtigt vist på det sidste. Dertil kommer, at han som skrevet i den store optakt har været en skygge af sig selv på det sidste. Med Giroen i horisonten kan man håbe, at han er bedre nu, og så skal han bare vise, at han stadig har lidt af sin hurtighed. Holdet har også Rafal Majka , der kan spurte pænt på sådan en bakke, men ikke vinde.

Trek er her primært for Vincenzo Nibali, der bare skal holde sig til, men måske kan Gianluca Brambilla få lov at vise, at han stadig har lidt af den gamle hurtighed. Han er slet ikke så stærk som tidligere, men en 10. plads i Emilia viste dog lidt form. I sin nuværende tilstand skal han have det relativt let, men får han det, og får han lov, kan han måske igen køre en sjælden spurt.

I storform havde Giovanni Visconti elsket denne etape, men han har været uhyre skuffende siden pausen, senest i Coppi e Bartali. Han viste dog med 9. pladsen i Emilia, at der måske er håb om et eller andet, men det kræver et let løb, hvis han skal med hjem. Til gengæld er han også så hurtig, at han er en af de absolut tungeste favoritter, hvis han er der efter muren. Vini har også Luca Wackermann, men trods genfødslen og sejren i Limousin må dette være for svært for den store italiener.

Blandt de øvrige ryttere vil jeg tro, at det bliver for hårdt for de hurtige puncheurs Nicola Bagioli, Davide Gabburo, Jhonatan Restrepo og en formsvag Simone Velasco samt også for den ellers spændende Matteo Jorgenson. Nathan Haas er ikke længere god nok til at være med og koncentrerer sig vist om bjergtrøjen, og Enrico Gasparotto synes faldet helt sammen. Også for Samuel Battistella må det være for svært. Carl Fredrik Hagen kan holde sig til, men ikke vinde. En joker er Davide Ballerini, der klatrede så flot ved de italienske mesterskaber, men det her må være for stejlt for både ham og en ellers formstærk Florian Senechal. Endelig er Jonathan Hivert nok engang helt fra den, og Julien Simon er først på vej tilbage efter en skade.

Feltet.dks vinderbud: Mathieu van der Poel

Øvrige vinderkandidater: Alex Aranburu, Simon Clarke

Outsidere: Dylan Teuns, Michael Woods, Andrea Vendrame, Simon Yates, Michael Matthews,

Jokers: Rui Costa, Geraint Thomas, Patrick Konrad, Gianluca Brambilla, Giovanni Visconti, Ruben Guerreiro