Ruten

En af de helt faste traditioner i Danmark Rundt har været, at det på tredjedagen gælder løbets klassiske kongeetape i Vejle, hvor den samme rundstrækning med mål kort efter toppen af 21%-stigningen Kiddesvej år efter år skaber helt afgørende forskelle i klassementet. I 2018 ville man afvikle mere af løbet i Østdanmark, og derfor var den som noget nyt flyttet til andendagen, men den er nu tilbage på sin vante plads som 3. etape og igen inden enkeltstarten, hvilket ikke var tilfældet for to år siden. Som altid varmes der op med en tur rundt i Vejles bakker, men da man denne gang kommer sydfra og ikke fra Aarhus, er der knap så mange højdemeter som i de hårdeste udgaver. Det ændrer dog ikke på, at dette er chancen for løbets puncheurs og mere klatrestærke typer til at vinde tid på de tungere enkeltstartsspecialister og måske score et par bonussekunder inden det altafgørende opgør på Frederiksberg to dage senere.

Med en distance på 219,2 km er der tale om en for løbet sjældent lang etape, der fører feltet fra Tønder til Vejle. Starten går i det flade Sønderjylland, og der er derfor ingen terrænmæssige udfordringer, når man fra start kører mod nordøst frem til Løgumkloster, hvor dagens første spurt kommer allerede efter 14,0 km. Umiddelbart herefter drejer man mod øst for at køre videre mod øst og nordøst igennem fladlandet, idet der dog er en bakkespurt på Vongshøj (600 m, 4,7%) efter 18,2 km, frem til Vojens, hvor dagens anden spurt kommer 56,4 km.

Nu drejer man kortvarigt mod nord, hvorfra det går videre op mod Vamdrup, der passeres efter 92,0 km, inden man kører tæt forbi Kolding, stadig i terræn, der er relativt fladt. I Vester Nebel, der passeres efter 113,9 km, drejer man mod nordvest for at køre ind i bakkerne, der ligger sydvest for Vejle. Undervejs skal man over den første bakkespurt (400 m, 5,0%) efter 124,5 km i udkanten af Egtved, inden man efter 128,1 km drejer ind på en 18,2 km lang og kuperet rundstrækning, hvor man kører en omgang og skal over kendte stigninger som Blue Horse (700 m, 7,2%) og Tørskind (560 m, 9,5%).

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Herefter fortsætter man mod nord op til Ravning, hvor der efter 153,2 km er endnu en af områdets bakker (830 m, 6,3%), inden man kører mod nordøst frem til Bredsten, der passeres efter 156,2 km. Her drejer man mod øst for at følge hovedvejen ind mod Vejle, men i Skibet drejer man mod nord og nordøst for at passere Østengård-stigningen (900 m, 8,1%), hvor der efter 163,9 km er endnu en bakkespurt. Herfra går det mod nordøst, øst og sydøst ind til Vejle, hvor man skal over den stejle Gl. Kongevej/Chr. Winthersvej (520 m, 12,9%), som efter 171,4 km byder på endnu en bakkespurt.

Nu forlader man igen Vejle for at køre mod nordvest og sydvest tilbage til Skibet, som nås efter 161,5 km for derfra at køre mod sydøst ned til endnu en rundstrækning, der nås efter 186,7 km. Den er 8,8 km lang og byder efter 184,6 km på stigningen på Skibetvej (700 m, 5,9%) og efter 187,1 km på stigningen op ad Højen Skovvej (930 m, 7,5%), som er ny i løbet, en passage gennem Gl. Højen og slutteligt dagens sidste spurt efter 195,3 km. Efter rundstrækningen kører man mod nordøst ad hovedvejen ind til Vejle, hvor man med det samme kører op ad de to finalebakker på Koldingvej og Kiddesvej, som rammes for første gang med 18,1 km, inden man kører op til målstregen, der krydses efter 202,1 km.

Etapen afsluttes nu med tre omgange på den klassiske 5,7 km lange rundstrækning, der indledes med knap 2 flade kilometer, hvor det går mod vest og nordvest, inden det falder mod nordøst ad en lige vej over 1 km. Med 2,4 km igen drejer man ind på en mindre og snoet vej, der er stigende (600 m, 6,4%), inden man med 2,0 km igen drejer ind på den store Koldingvej (325 m, 13,2%, max. 21%)., hvorfra det falder ned til bunden af Kiddesvej. Den rammes i forbindelse med et højresving med præcis 1,0 km igen. Efter toppen drejer først til højre med 500 m igen og siden til venstre ind på den 400 m lange, let stigende opløbsstrækning. I alt stiger de sidste 900 m med 6,4% i gennemsnit.

Etapen byder på i alt 1769 højdemeter, hvilket er ca. 300 flere end i 2019.

Vejle har været mål for kongeetapen hvert år siden 2004. I 2019 blev det er rent dansk opgør, da en dansk kvartet spurtede om sejren efter bakken med sejr til Lasse Norman foran Jonas Vingegaard, Niklas Larsen og Rasmus Quaade. I 2018 lykkedes det Wout Van Aert at køre alene op og forbi et udbrud, der var lige ved at snyde favoritterne, så han sejrede med 2 sekunder ned til Alexander Kamp og 4 sekunder til Robin Carpenter, der sammen med Julius Johansen overlevede fra udbruddet. I 2017 tog Mads Pedersen en solosejr, da han på Kiddesvej kørte alene hjem med 3 sekunder ned til Michael Valgren og seks sekunder ned til Lennard Hofstede og Rasmus Guldhammer. I 2016 sejrede Valgren med 2 sekunder ned til de nærmeste forfølgere, mens Matti Breschel var stærkest i 2015. Manuele Boaro satte de nærmeste konkurrenter til vægs med 12 sekunder i 2014, og Breschel vandt en spurt i en lille gruppe i 2013. Det samme gjorde Lars Petter Nordhaug i 2012, mens Jakob Fuglsang sejrede 2 sekunder foran Simon Gerrans i 2011. Breschel krydsede stregen før holdkammeraten Fuglsang efter en Saxo Bank-magtdemonstration i 2010, og Fuglsang tog en klar solosejr i 2009. I 2009 var Breschel 2 sekunder bedre end Fuglsang og Tom Stamsnijder, efter at Kurt Asle Arvesen havde slået Lasse Bøchman i en spurt i 2007. Fabian Cancellara tog en solosejr i 2006, og det samme gjorde Ivan Basso i 2005, efter at Janek Tombak havde sejret i 2004. Arvesen vandt også i 2002, mens Nicola Loda sejrede helt tilbage i 1999.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

Vejret

Det er endelig slut med det ustadige danske sommervejr på det, der ligner ugens flotteste dag.  Der synes at være næsten garanti for tørvejr, skyerne vil kun være få, og temperaturen i Vejle kan runde hele 24 grader. Det vil til gengæld også være den hidtil mest blæsende dag med en jævn vind (17-18 km/t) fra sydvest. Det giver skiftevis med- og sidemedvind stort set hele vejen frem til Gammel Kongevej. Her venter et stykke med primært mod- og sidemodvind, indtil man får sidemed- og medvind tilbage mod Vejle. På rundstrækningen til sidst vil der først være mod- og sidevind, inden man rammer et langt medvindsstykke. Der vil være sidevind på den første bakke og nedkørslen, inden man får sidemodvind fra bunden af Kiddesvej og frem til mål.

Favoritterne

Da arrangørerne designede ruten, havde de formentlig håbet mest af alt håbet, at sidevinden ville rase på de første to etaper. Den mission lykkedes som bekendt ikke, men næstøverst på ønskesedlen stod utvivlsomt ønsket om, at nogle af de hurtige folk med chancer i klassementet kunne vinde bonussekunder og dermed sætte de bedre klatrere og temporyttere under pres.

Den del af planen må i den grad siges at være lykkedes, efter at to af de fem forhåndsfavoritter, Giacomo Nizzolo og Mads Pedersen, over de første to dage har distanceret de to øvrige af de fire tilbageværende topnavne - vi savner jo nu Yves Lampaert - med hhv. 12 og 10 sekunder. Dermed er Remco Evenepoel og Søren Kragh sat under pres, inden vi rammer ”deres” etaper torsdag og lørdag, hvor de skal forsøge at vinde løbet. Det betyder naturligvis ikke, at Pedersen og Nizzolo ikke har muligheder på en eller flere af de dage - tværtimod - men for Evenepoel og Kragh har de to første dage alene handlet om at begrænse tabet, og den mission er ikke helt lykkedes.

Evenepoel kan imidlertid selv siges at være uden om det. Hans lange føring virkede temmelig bizar og tjente mest af alt det formål at mærke Mark Cavendish så meget, at hans holdkammerat ikke kunne vinde og stjæle bonussekunderne fra rivalerne. Samtidig lykkedes det ham at trætte den anden supersprinter, Dylan Groenewegen, så meget, at hollænderen blev slået af to af Evenepoels største rivaler, og dermed må hans føringsarbejde i den grad siges at have været kontraproduktiv.

Til gengæld fik Evenepoel efterladt et temmelig overbevisende indtryk, og det lover godt inden den for ham vigtigste etape. Som jeg skrev i den overordnede optakt, er jeg meget i tvivl om, hvorvidt han kan slå den teknisk uhyre stærke Kragh på Frederiksbergs urimeligt tekniske enkeltstartsrute, og derfor er det formentlig i Vejle, at han skal vinde løbet - i hvert fald hvis han vil vide sig nogenlunde sikker. Kragh og Pedersen kan begge stole nogenlunde på deres enkeltstart og skal først og fremmest forsøge at holde sig til belgieren - og gerne slå ham i en spurt - mens Nizzolo helst skal vinde etapen og sikre sig de 10 bonussekunder, hvis han fortsat skal være en realistisk option inden Frederiksberg.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Lampaerts exit burde gøre det hele meget klarere. Tidligere kunne man diskutere, om Deceuninck havde en entydig interesse i at gøre løbet hårdt, men nu er det ret klart, at det må være ambitionen. Ganske vist har de stadig Jannik Steimle, der i kraft af enkeltstarten bestemt ikke skal undervurderes og lurer som en alvorlig outsider, men det er næppe ham, der satses på. Det må være Deceunincks mission at gøre det så hårdt, at Evenepoel kan gøre forskellen.

Det kræver formentlig, at han skal angribe fra distancen. Det er bestemt ikke udelukket, at han er så stærk, at han slet og ret kan køre fra alt og alle også sidste gang op ad Kiddesvej - hans sejr på Foia-stigningen i Algarve sidste år viste, at han efterhånden har fået et fornuftigt punch - men det er en risikabel strategi at skulle køre fra eksplosive puncheurtyper som Kragh, Pedersen og Nizzolo der. Skal han føle sig tryg, skal han afsted tidligere.

Det er formentlig også planen. Man skal kende Evenepoel dårligt for ikke at vide, at han elsker disse soloridt, hvor han kan gøre forskellen tidligt og herefter køre feltet midt over. Det har han gjort talrige gange, blandt andet i San Sebastian, Polen og Belgium Tour (endda to gange). I sidstnævnte løb har vi endda set, at han stort set intet terræn behøver. Kiddesvej er bestemt ikke noget Alpe d’Huez, for den er så kort, at det er muligt for de tunge folk bare at spurte fra bund til top, og den passer derfor betydeligt dårligere til Evenepoel end til de øvrige favoritter. Men den er vanskeligere end det terræn, hvor han har gjort forskelle på sin hjemmebane i Belgium Tour.

Inden rundstrækningen skal første del af etapen klares, og her vil vi formentlig se det klassiske mønster med en aggressiv start, hvor det vil tage lidt tid at finde den rette kombination af ryttere fra de mindre hold i dagens udbrud. Interessant er det, at den første spurt kommer tidligt, og man kan vel ikke udelukke, at Trek vil holde det samlet, så Pedersen kan sikre sig nogle tidlige bonussekunder. Herefter vil de få lov at sejle væk, mens det igen formentlig vil være Jumbo og Deceuninck, der tager kontrollen. Meget taler for, at de også vil få hjælp af DSM og Trek, der begge må satse stort på denne etape, mens jeg til gengæld er ret spændt på at se, hvor meget Nizzolo tror på sig selv i denne finale, og om vi derfor vil se Qhubeka i front også. Med så stor en interesse i samling burde udbruddet i hvert fald ikke have en chance. Vinden vil være lidt kraftigere i morgen, men da det mest af alt vil være med- og sidevind, vil den næppe skabe andet og mere end lidt nervøsitet.

Jeg er spændt på, hvornår løbet åbnes. Fra Østengård og frem er terrænet hårdt nok til, at der kan ske noget. Deceuninck har uden Lampaert et problematisk tungt hold, hvis de vil gøre det hårdt, men jeg tror, at de kan finde en allieret i DSM og faktisk også Riwal, hvis hold er nærmest designet alene med denne etape som formål, og som utvivlsomt gerne vil vise sig frem på hjemmebane. Vi vil helt sikkert også se angreb på bakkerne ind mod Vejle, måske særligt fra Riwal.

De fleste af favoritterne vil formentlig have det fint med at vente til rundstrækningen, men spørgsmålet er, hvor længe vidunderbarnet kan holde sig i ro. Vi ved, at man ikke skal fjerne øjnene fra ham i bare ét sekund - det kan Jakob Fuglsang fortælle alt om efter vanvidsridtet i Polen sidste år - og han har en imponerende evne til at køre væk i rolige momenter, hvor ingen venter det. Det vil ikke forbavse mig, hvis han forsøger at køre væk enten på eller mellem bakkerne fra Østengård og frem - måske særligt på Gammel Kongevej - og efter at have set hans kørsel i dag, hvor ene mand kørte feltet ned til det rene ingenting, synes han også at have formen til nok engang at gøre det færdigt, hvis først han får hullet.

Hvis ikke, vil han helt sikkert prøve på rundstrækningen, hvor han utvivlsomt ikke venter til sidste omgang. Derfor tror jeg også, at vi får en af de hårdere udgaver af etapen, og jeg tror godt, at vi kan se ganske store forskelle, også selvom Deceuninck ikke har det ideelle hold til at gøre det hårdt. Til gengæld vil han selv formentlig kun have Jannik Steimle til at støtte sig i finalen, og hvis ikke han kan gøre forskellen, kan det godt blive ret svært at kontrollere. Vi så i 2018, at Julius Johansen og Robin Carpenter var meget tæt på at køre hjem med et outsiderangreb. Man skal være i god form og klatre godt for at have chancen, hvis etapen bliver selektiv, men det er ikke nødvendigvis stærkeste eller hurtigste mand, der vinder. I den sammenhæng er det dog værd at bemærke, at Pedersen har et ret klatrestærkt Trek-hold, der formentlig vil arbejde for at sætte ham i scene på sidste omgang, og også DSM har lidt at skyde med, hvis de går efter, at Kragh skal vinde på sidste omgang. Risikoen for en outsidersejr er derfor ikke alt for stor. Det største spørgsmål er formentlig, om Evenepoel kan køre væk fra distancen, eller om det hele skal afgøres på sidste tur op ad Kiddesvej, som det plejer.

I den overordnede optakt skrev jeg, at jeg troede, at Remco Evenepoel kunne gøre forskellen, og det holder jeg fast i. Måske var hans OL skuffende, men i dag beviste han i hvert fald, at han i dette felt, er temmelig overbevisende, da han ene mand sendte mere end halvdelen af feltet til tælling. Vi så på 1. etape i Belgium Tour, at der i mindre løb ikke skal mange bakker til, inden han kører fra alt og alle, og det var endda på et tidspunkt, hvor han form næppe var så fremskreden, som den er nu, da han netop var kommet tilbage fra det styrt, der sendte ham ud af Giroen, mens han denne gang har trænet i højderne frem mod OL. Det er klart, at feltet er stærkere her, men det er også klart, at ruten er hårdere end i Belgium, og Kiddesvej er vanskeligere end de belgiske bakker.

Evenepoel kan endda vinde på tre måder. Han kan køre fra distancen allerede inden rundstrækningen, han kan køre på de første omgange, og han kan også vise sig så stærk, at han kan gøre forskellen på bakken til allersidst. Det eneste, der synes givet er, at han skal af med Kragh, Pedersen, Nizzolo og andre hurtige kandidater inden stregen, men etapen har også potentiale til, at det kan lade sig gøre. Tabet af Lampaert kan gøre det sværere at gøre etapen hård nok og efterlade ham problematisk meget alene, men jeg tror på, at vi i morgen vil se endnu et af hans allerede legendariske soloridt. Derfor er han min favorit.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Hvem kan slå ham? Mit bedste bud er Giacomo Nizzolo. Måske er han ikke prototypen på en Vejle-vinder, men jeg er har helt ondt i rumpen af konstant at falde ned at stolen hver gang, jeg tænker på hans sejr i Getxo. Her klatrede han skræmmende godt på stigninger, der i stejlhed kan matche Kiddesvej, men var betydeligt længere, og det vidner om fremragende form og holdbarhed. En kort, stejl stigning ligger slet ikke ringe til ham, og faktisk kan Kiddesvej kaldes en lidt forlænget udgave af Hatta Dam, som vi kender fra UAE Tour. Her er han tidligere blevet nr. 2 efter at være kørt fra folk som Fabian Cancellara og Philippe Gilbert, og det vidner om, at hans power bringer ham langt også på de stejleste procenter. Det er svært at se, at han kan slås på stregen - det er kun Pedersen, der vil have en chance - og hans mission bliver derfor blot at følge med. Når man ser på den klatring, Nizzolo også har leveret i lignende finaler de to gange, han er blevet italienske mester på betydeligt hårdere ruter, står det klart, at dette er en etape, der passer ham, når han er i den forrygende form, han viste i Baskerlandet for små to uger siden.

Dernæst vil jeg pege på Søren Kragh, men det er med stor usikkerhed. Mens det står ret klart, at Nizzolo, Pedersen og Evenepoel er i ganske fin form, er det ret uklart, hvor danskeren står efter den hjernerystelse, der tvang ham ud af Touren. Der er dog ingen tvivl om, at finalen passer ham, og hvis han bare nærmer sig de ben, der sendte ham med verdenseliten på Poggio i Sanremo tidligere i år, eller som han viste på kongeetapen i BinckBank Tour sidste år, står han uhyre stærkt i denne form for terræn. Han befinder sig i en mellemposition, hvor han skal bruge et løb, der er for hårdt for Nizzolo og Pedersen, men ikke så svært, at Evenepoel kører ham over, og det virker ikke til at være et umuligt scenarium, hvis han har sin bedste form. Hans spurt skal bestemt heller ikke undervurderes - han er endt som nr. 3 i spurten i Madrid i Vueltaen - og særligt når det stiger, kan han faktisk også måske true Nizzolo og Pedersen i en afslutning, hvor alle vil have syre op til halsen. Dermed står han ganske stærkt, men det kræver, at han har sin bedste form. Om det er tilfældet, aner vi ikke.

Forud for løbet havde jeg Mads Pedersen som nr. 4 på denne etape, men efter i dag var jeg ganske tæt på at hæve ham op på listen. Det er efterhånden ret velkendt, at han altid er flyvende i efteråret, når motoren er varm, og Touren plejer at efterlade ham med gylden form. Dagens uhyre overbevisende spurt indikerer, at det også er tilfældet denne gang, og han lyder også selv ganske fortrøstningsfuld. Af de fire favoritter er han den tungeste, og Kiddesvej er derfor nok en anelse for stejl til at passe ham ideelt, men han har immervæk vundet her før, da han slet og ret kørte Michael Valgren ud af hjulet. Det er et problem, at Evenepeol kan gøre løbet betydeligt hårdere end sidst, og Pedersen er også får eksploderet totalt på etapen, som han gjorde i 2018. Med dagens præstation in mente virker det imidlertid mindre sandsynligt, og med sin gode spurt kan han tro på, at han kan slå alle - også Nizzolo - på toppen. Det kan sagtens blive to i træk for den danske eksverdensmester.

De bør dog alle fire gøre klogt i ikke at undervurdere Mike Teunissen . Finalen burde også være ganske perfekt for den hollandske puncheur, der har den rette kombination af punch, hurtighed og robusthed. Vi ved, hvor skræmmende hurtig han er i stigende spurter - spørg bare Peter Sagan, der smed en gul trøje væk til hollænderen i Bruxelles i 2019 - og derfor kan ingen være helt tryg ved at slæbe ham ved til stregen. Det er dog temmelig uklart, hvor han står efter Touren, og hans lead-out i dag bekymrede mig en anelse. Normalt burde han nok kunne have svaret på Pedersens lange spurt, men han virkede mærkeligt passiv i finalen. Til gengæld så vi ham køre med om sejren på den hårde 19. etape i Frankrig, hvor han i hvert fald ikke var helt død, ligesom han ikke var det, da han serverede Paris-sejren til Van Aert på et sølvfad. Er han på toppen, kan han køre med de bedste, og han vil have en fair chance for at slå alle på toppen.

Det var opløftende at se Rasmus Tiller spurte i dag. En 4. plads i det selskab indikerer, at han har lagt den skuffende præstation i Vallonien bag sig, og hvis han begynder at nærme sig den form, der gav ham 2. pladsen bag Benoit Cosnefroy i Finistere eller sejren i Hageland, burde han være flyvende på denne rute. Han viste i begge løb, at han er en fremragende puncheur, og han har også vist sig uhyre robust på hårde ruter. Måske er procenterne lidt for stejle til at passe ham ideelt, men efter hans opvisninger tidligere på året, synes han at være i stand til at levere et absolut topresultat.

Kniber det for Evenepoel med at gøre forskellen, kan Jannik Steimle måske komme i spil. Egentlig havde jeg vurderet denne etape som lidt for hård til ham, men efter at have set hans fabelagtige kørsel i Jura-bjergene i Tour de l’Ain, har jeg revurderet min opfattelse. Der er stadig en betydelig risiko for, at han kommer til kort, når de bedste åbner op, men han er stadig så ubeskrevet et blad, at det synes inden for rækkevidde at hænge på de bedste. Hans speciale er en stigende spurt, og han kunne uden en fejl formentlig have vundet 15. etape i Vueltaen sidste år. Han risikerer at skulle ofre sig for Evenepoel, men skulle belgieren eksempelvis blive hentet efter et soloridt, skal man bestemt ikke afskrive en Steimle, der har kunnet sidde på hjul i hele finalen.

Det er heller ikke en tosset finale for Tosh van der Sande . Desværre er hans niveau ret svingende, men i foråret, hvor han blev nr. 10 i Amstel Gold Race, var han bedre end i mange år. Han har måske til gode at bevise sig selv på så stejle procenter, men har det rette punch til at være med og den rette spurt til at blande sig på toppen. Han er tillige en outsider, og det kan måske give ham lidt frihed, når favoritholdene lurer på hinanden.

Jeg føler mig overbevist om, at Lukas Eriksson vil være en af de stærkeste. Svenskeren var slet og ret flyvende i Vallonien, hvor han lignede en af de allerstærkeste, og dette burde være en finale, der passer ham. Han har et glimrende punch, og faktisk er han heller ikke helt langsom på stregen. Problemet er bare, at de fleste favoritter er hurtigere, og derfor skal han formentlig spille det taktiske spil rigtigt. Det kan imidlertid også lade sig gøre, da han er underdog, og som nævnt var vi i 2018 tæt på at få en sejr til netop en sådan. Han har også sin Riwal-holdkammerat Nick van der Lijke, der er hurtigere og endnu mere eksplosiv, men selvom han lige har vundet i Frankrig, var han i Vallonien slet ikke så overbevisende som den flyvende Eriksson.

DSM kan også spille på Casper Pedersen¸ der med den form, som gav sejr i Paris-Tours, burde være ganske stærk i denne form for finale. Vi så også på Tourens 19. etape, at han var i fremragende form, men skal man tro Mads Pedersen kneb det ham lidt med at holde farten i dagens finale. I forvejen er der store udsving i hans niveau, og skal han vinde et løb med så stejl en finale, skal han formentlig være på toppen. Han slår næppe favoritterne i et direkte opgør, men om DSMs plan B kan han måske angribe fra distancen i det taktiske spil. Egentlig er det også en god etape for Joris Nieuwenhuis, men han må være hjælper for de to danskere.

Læs også

Sådan vandt dansk stortalent for anden dag i træk

Det er også på den måde, Mattias Skjelmose skal vidne. Vi så i Ain, at han er i fremragende form og sammen med Evenepoel formentlig feltets næststærkeste klatrer, men ligesom belgieren er han ikke skabt til denne rute. Han har ikke det punch og den hurtighed, der gør ham til en indlysende vinder, og han skal formentlig udnytte det taktiske spil, hvis han skal sejre. Til gengæld vil han være en af de få, der kan drømme om at gå med Evenepoel, hvis belgieren kan køre alle midt over relativt tidligt på bakkerne, og det kan måske åbne en mulighed, hvis han sætter sig på hjul - præcis som da Robbe Ghys sejrede foran Evenepoel på 1. etape i Belgien tidligere i år.

Egentlig ville jeg også gerne have Timo Roosen højt på denne liste. Med sin 3. plads på Hatta Dam har han vist, at han kan køre denne slags finaler, og han har da også både det rette punch og den rette hurtighed til at vidne her. Hans kørsel i foråret som hjælper for Van Aert var ganske overbevisende, og han vandt som bekendt også det hollandske mesterskab. Desværre skuffede han mig ganske meget i Vallonien, hvor han ikke var i nærheden af de bedste på bakkerne, og derfor ender han længere nede på listen, end han burde. Jumbo har også klatreren Chris Harper, men han er ikke skabt til denne etape og ligner en hjælper, da han er ude af klassementet.

En spændende kandidat er Milan Menten . Belgieren har de rette karakteristika til at køre denne finale og viste fornem form i Vallonien. Han har dog stadig til gode at bevise, at han kan være med i så hårdt terræn, og det kneb da også lidt på den vallonske kongeetape. Han har den rette gode spurt på toppen, men heg frygter, at han kan få det en anelse for hårdt.

Endelig er der Anthon Charmig . Vi så i Tyrkiet, hvor langt det danske stortalents klatreevner rækker også på højt niveau, men ligesom for Skjelmose og Evenepoel gælder, at det næppe er den ideelle etape. Hans form er også temmelig ukendt, men som en af feltets bedre klatrere vil han i et benhårdt løb måske kunne lukrere på det taktiske spil, også selvom han får sværere ved at gøre det færdigt. Uno-X har også formstærke Morten Hulgaard, der burde kunne gøre det fint.

Egentlig burde Enrico Battaglin og Filippo Fiorelli med deres hurtighed og punch stå godt, men efter dagens store tidstab synes de svingende italienere at være ramt af en af deres formsvage perioder. Qhubeka har 2019-vinderen Lasse Norman, der dog synes at være ren hjælper, samt de solide puncheurtyper Michael Gogl og Mauro Schmid, men ligesom den lovende Antonio Puppio ligner de hjælpere for Nizzolo. Vini kan håbe på Davide Orrico, Rally har Colin Joyce og Robin Carpenter og Sport Vlaanderen Kenneth van Rooy og Jordi Warlop, men de bør ikke kunne vinde. På de mindre danske hold e r det særligt interessant at se, hvor langt Magnus Bak Klaris, Louis Bendixen, Jeppe Aaskov Pallesen, Mads Østergaard og Mads Rahbek kan komme.

Feltet.dks vinderbud: Remco Evenepoel

Øvrige vinderkandidater: Giacomo Nizzolo, Søren Kragh

Outsidere: Mads Pedersen, Mike Teunissen, Rasmus Tiller, Jannik Steimle, Tosh van der Sande

Jokers: Lukas Eriksson, Casper Pedersen, Mattias Skjelmose, Timo Roosen, Milan Menten, Anthon Charmig

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Lasse Normans sejr fra 2019, Wout van Aerts sejr fra 2018, Mads Pedersens sejr fra 2017, Michael Valgrens sejr fra 2016 og Matti Breschels sejr fra 2015.