Ruten

Tredjedagen er altid dagen for løbets kongeetape, og det ændres der ikke på i år. Typisk skal man undervejs op over Col du Tourmalet, men den tradition er blevet brudt i de seneste tre år. I stedet er det to andre af Pyrenæernes legendariske bjerge, som er på programmet, da man skal over Port de Bales og Col de Peyresourde med efterfølgende nedkørsel til Loudenvielle i det, der præcis er finalen på Tourens 8. etape. I dette løb fortsætter man imidlertid yderligere godt 20 km frem til bunden af den helt nye og meget stejle Col de Beyrède, der vil være rammen om det altafgørende slag i kampen om den samlede sejr.

I alt skal der tilbagelægges 163,5 km, som fører feltet fra Saint-Gaudens til toppen af Col de Beyrède. Startbyen bruges ofte som udgangspunkt for pyrenæeretaper, da den ligger lige nord for bjergene. Herfra slår man først en sløjfe mod nordvest via et par mindre bakker og en nedkørsel, inden man følger en let stigende vej mod sydvest. Herefter drejer man mod sydøst via et par småbakker, inden man når frem til dagens første spurt, som kommer efter 35,9 km. Nu går det igennem dalen mod vest, inden man drejer mod syd og kører op over kategori 3-stigningen Cap de la Serre (1,2 km, 5,6%), der stiger med 6,4% på den anden halvdel frem til toppen, som rundes efter 49,7 km. Herfra falder det let, når man vender rundt for at køre mod nord, inden man følger en let stigende dalvej mod sydøst og syd ned mod Pyrenæerne.

Etapen ændrer karakter, når man drejer mod sydøst ind på kategori 1-stigningen Port de Balès, hvor man tager hul på den del af ruten, som svarer til finalen på 8. etape af Touren. Stigningen, der er kendt for Andy Schlecks chaingate-episode, stiger med 6,2% over 19,2 km, men skal deles i tre. De første 7 km er nemlig meget lette, inden der følger et ujævnt midterstykke med to kilometer på 9-10% afbrudt af lettere strækninger. De sidste godt 5 km er de vanskeligste, da den her stiger med 9-10% stort set hele vejen op til toppen, som rundes efter 94,0 km.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Efter bjerget venter en ikke alt for svær nedkørsel, som fører mod sydøst, inden man med det samme i dalen drejer mod vest for at køre op ad kategori 1-stigningen Col de Peyresourde (9,7 km, 7,5%). Den er kendt som en ekstremt regulær stigning, hvor stigningsprocenter er meget konstant hele vejen frem til toppen, som kommer efter 119,1 km. De sidste 44,4 km indledes med en ikke alt for svær nedkørsel, som leder mod vest, nord og syd ned til Loudienvielle, hvor Tourens 8. etape slutter, og hvor dagens anden spurt er placeret efter 130,3 km.

Modsat i Touren kører man nu mod nord, nordvest og slutteligt nordøst via en let faldende dalvej ned til Beyrède-Jumet-Camous. Her drejer man mod vest for at bestige den nye kategori 1-stigning Col de Beyrède, der leder op til mål. Den stiger med 7,2% over 10,9 km, men skal deles i to. Efter en svær første kilometer med 9,9% venter fire relativt lette kilometer med lange stykker på under 5%, men derefter tager den fat. De næste kilometer stiger med hhv. 7,0%, 11,0%, 11,8%, 9,0% og 7,5%, inden den flader ud med 2,3% over de sidste 900 m. Den nedre del af stigningen følger en relativt lige vej, men mod slutningen er der fem hårnålesving. Det sidste kommer med 1200 m igen, hvorefter vejen bugter sig med en lidt skarpere kurve 400 m fra stregen, inden man rammer den 100 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3977 højdemeter.

Col de Beyrède har ikke tidligere i dette årtusinde været brugt som mål for et stort cykelløb.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Vejret

Der venter rytterne lidt at et temperaturchok mandag. Efter de næsten 40 grader på 1. etape kan rytterne nemlig se frem til en grå dag i Pyrenæerne. Det vil endda regne fra morgenstunden, men etapen burde finde sted i tørvejr med enkelte kig til solen. Temperaturen i bunden af sidste stigning vil ikke nå mere end bare 18 grader, og vinden vil være ubetydelig med blot en svag til let brise fra nord. Det giver hovedsageligt medvind frem til bunden af Peyresourde, hvor der vil være sidevind på både op- og nedkørsel. Der vil være modvind på det sidste dalstykke samt side- og sidemodvind på målbjerget.

Favoritterne

Heldigvis slap favoritterne - særligt Thibaut Pinot, der uden følger faktisk var nede - med skrækken, da 1. etape endte med et stort styrt, og da 2. etape var langt mindre begivenhedsrig for de store navne, er det status quo forud for løbets altafgørende etape, der med meget stor sandsynlighed næsten fuldstændigt vil fastlægge det samlede klassement, selvom muren på 4. etape kan bruges til noget, hvis stillingen fortsat skulle være tæt efter mandag. Det virker dog usandsynligt i lyset af mandagens udfordringer, der er en meget vigtig test frem mod Touren.

Der er tale om en helt klassisk pyrenæeretape, som vi kender dem fra Touren, dvs. med flere store bjerge. Rytterne får endda lov at teste finalen af Tourens 8. etape, men det er tvivlsomt, om den del bliver afgørende. Alle er nemlig usikre på formen, og jeg tror på, at der vil blive kørt offensivt allerede på Bales og Peyresourde. Dels venter der et ret langt modvindsstykke nede i dalen, dels er alle forsigtige i lyset af tvivlen om eget niveau, og dels tror jeg, at Ineos vil gribe løbet kontrollerende an for dermed at forberede sig på den måde, de får brug for at køre i Touren.

Starten skal nok være aggressiv, som vi ofte ser det på kongeetapen i dette løb, men den lette start gør det muligt at sikre et svagt udbrud. B&B Hotels har ingen klatrere til start, og da Bryan Coquard ikke kan forsvare trøjen, vil deres eventuelle føringsarbejde alene være for syns skyld. Jeg forventer i stedet, at Ineos vil tage den fulde kontrol, og selvom man ikke kan afvise, at der vil være hjælp af hente fra særligt FDJ og måske Astana, tror jeg, at Ineos vil være meget alene om arbejdet.

Som sagt tror jeg ikke, at vi vil se angreb på de første to bjerge, i hvert fald ikke fra de tunge navne. Ineos har ellers mange kort at spille, og det kunne være et friskt initiativ, hvis de med en tidlig offensiv spillede et af de lidt mindre navne ud. Ag2r, Astana, Trek og til dels FDJ har alle flere klatrere, og skulle der blive etableret en gruppe med nogle løjtnanter, kunne den faktisk godt holde hjem. Jeg tvivler dog på, at de mange kaptajner vil lade det ske.

Derfor regner jeg med, at Ineos vil skabe betydelig udskilning, inden favoritterne skal slås om det på målbjerget. Her forventer jeg også, at det vil være dem, der svinger taktstokken og sætter fart, men man kan ikke udelukke, at de eksempelvis spillede lokale og meget formstærke Pavel Sivakov tidligt ud. Skulle han komme afsted med folk som Aleksandr Vlasov, Pierre Latour, Bauke Mollema og Sebastien Reichenbach har vi igen en interessant situation, der kan skabe overraskelser. Alle de store hold er dog så klatrestærke, at det kan blive svært at skabe en sådan situation, ikke mindst da der vil være sidemodvind på flere strækninger, og da den nedre del af stigningen er meget let.

Formentli skal det derfor afgøres på de sidste 5 km, der til gengæld også er modbydelige. Efter så svær en dag vil der blive skabt betydelige forskelle, og modvinden vil næppe heller være alt for afgørende. Formentlig vil bedste klatrer køre alene hjem, men da sidste kilometer er næsten flad, kan en god spurt måske blive et våben.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

De første etaper har stort set ikke fortalt os noget som helst om formniveauet, og derfor er min optakt mere eller mindre end gentagelse af det, jeg allerede skrev for et par dage siden, dog med enkelte modifikationer. Derfor fortsætter jeg med at pege på Egan Bernal som min favorit. Ingen kan naturligvis benægte, at Tour-kongen er en af verdens allerbedste klatrere, og han vil utvivlsomt elske en gigantisk bjergetape som denne. Samtidig ved vi, at han altid er fremragende til at træne sig i form, og han har haft masser af plads og tid til at træne i Colombia, da først hans hjemby under nedlukningen gav ham særlig tilladelse til at forlade sit hjem. Holdet er nærmest skræmmende, og stabile Bernal kører altid med om sejren, når han stiller til start. Det er særligt vigtigt denne gang, da Ineos-ledelsen har gjort det klart, at hierarkiet blandt de tre Tour-kaptajner i høj grad vil være bestemt af formen forud for løbet.

Alligevel kan man godt være lidt skeptisk. Nok er Bernal altid god, men han er sjældent skræmmende i ugelange etapeløb. Ser man bort fra det klatrermæssigt svagt besatte Tour de Suisse sidste år, har colombianeren aldrig vundet en bjergetape i et ugelangt WorldTour-etapeløb i Europa, og han er heller aldrig kørt alene væk fra favoritterne. Han er altid blandt de bedste, men hans motor er først for alvor varm dybt inde i en grand tour, som vi så det i Touren sidste år. Alligevel tror jeg, at han kan gøre det færdigt på denne stejle stigning, der passer ham. Dels har han formentlig kun forbedret sig yderligere sidste år, og dels betyder den interne Ineos-rivalisering, at motivationen er enorm. Hans positionering de seneste dage tyder på vilje til sejr, og da selv hans spurt i dette felt ikke er helt uden betydning, har han flere kort at spille. Derfor peger jeg på ham.

Jeg holder fast i at værste rival er Thibaut Pinot, men jeg er kommet lidt mere i tvivl. Det er nemlig kommet frem, at han missede en del træning på træningslejren grundet tandsmerter, og han er derfor lidt varsom med at vurdere egne chance. Alligevel jagter han en bekræftelse på formen, og han bør være langt fremme i forberedelserne Det tog noget tid, men siden efteråret 2018, hvor jeg stadig har en teori om, at han kunne være blevet verdensmester, hvis ikke han havde ofret sig for sine franske holdkaptajner, har han endelig taget det skridt, vi længe har ventet på. Som bekendt var han i særklasse i Pyrenæerne under Touren sidste år, hvor han endda gav Bernal bøllebank på Prat d’Albis-etapen, inden den tragiske lårskade bragte ham på kanten af en depression. Finder han samme form igen i år, bliver han helt uregerlig igen.

Er han så lige så god nu? Det ved vi naturligvis ikke efter så lang en pause, men vi ved, at Pinot er en mester i at træne sig i form. Han kommer altid flyvende ud til sæsonstarten, og selvom han var sjældent ringe i starten af sæsonen, var det undtagelsen, der bekræftede reglen. Sidste år var efter Froomes udsagn også skræmmende stærk efter en lang pause i Dauphiné, hvor han kørte som en motorcykel på den hårde 2. etape, indtil sygdom slog ham ud. Alt peger i retning af, at Pinot vil være skarp, men han er hæmmet af et hold, der slet ikke kan matche Ineos. Heldigvis er bjergetapen ret ”ren”, og den vindes formentlig af bedste mand. Og så har Pinot sin spurt som et våben, hvis flere mand skulle være samlet til sidst, ligesom han vil elske, at det bliver rigtigt Pinot-vejr.

Jeg er meget i tvivl med Miguel Angel Lopez. Colombianeren har for vane at være lidt halvrusten i sine forberedelsesløb til grand tours. Han er altid konkurrencedygtig - han har eksempelvis vundet bjergetaper i Tour of the Alps og Vuelta a Burgos - men han mangler også altid nogle procent. Det er der ikke råd til i dette felt, hvor han er oppe mod et sandt klassefelt. Til gengæld peger meget på, at Lopez efter en svær tid endelig er sig selv igen. Han var flyvende i Vueltaen, hvor han sågar satte selveste Primoz Roglic på Javalambre, indtil styrtet i Andorra slog ham ud af kurs, og han kom flyvende fra land i år i Algarve, hvor han vandt på Malhao (foran blandt andre Remco Evenepoel) og kørte sit livs enkeltstart. For ham er det en ny situation at skulle forberede sig til Touren, og selvom historikken taler lidt imod det, kan han sagtens være flyvende allerede nu.

Den store joker er naturligvis Chris Froome. Egentlig taler historikken for, at han vinder. Der er nemlig få, der kan træne sig i form som briten, der altid har været ustyrlig i Dauphiné, når han har finpudset Tour-formen på Teide. I år er alt imidlertid anderledes for grand tour-fænomenet, der først er på vej tilbage efter sin voldsomme skade, og i en alder af 35 år må han leve med en usikkerhed. Bliver han nogensinde sig selv igen, eller endte hans grand tour-drømme på en blæsende dag i Roanne? Ifølge ham selv og de data, han skulle have sendt til Israel SUN forud for kontraktunderskrivelsen, er han helt tilbage, men det er først i en løbssammenhæng, at vi får svaret.

Selvfølgelig mangler han masser af løbsrytme i tillæg til den tvivl, der naturligt er for en 35-årig, som ikke har vundet et cykelløb i mere end 2 år, men Froome har altid kunnet præstere uden forudgående løb i benene. Det har været påfaldende, at han slet ikke har holdt sig til på de to sprinteretaper, men det skyldes helt sikkert, at han tager nul risici. I morgen skal han ud at teste benene! Hans vilje til at sætte Bernal på plads og dermed sikre sig den ønskede plads i Ineos’ Tour-hierarki er så stor, at Froome utvivlsomt vil gøre alt for at vinde sit comebackløb.

Trek-Segafredo stiller med begge deres Tour-kaptajner, men skal de vinde løbet, er det nok kun Richie Porte , der kan gøre det. Det kræver imidlertid, at den lille australier vitterligt kan genfinde det fabelagtige niveau, der måske gjorde ham til verdens bedste klatrer i årene 2016 og 2017. Desværre er det yderst tvivlsomt. Ikke siden farvellet i Touren i 2018 har han været på toppen, og særligt hans 2019 var en decideret katastrofe. Han lignede dog sig selv igen i Tour Down Under, hvor han var i absolut særklasse - også mere end i andre år - men feltet var heller ikke det stærkeste. Ned på jorden kom han i hvert fald i de Haut-Var og ikke mindst Paris-Nice, hvor han ganske vist ikke kørte klassement, men ikke kunne føre længe for Vincenzo Nibali i bjergene. Meldingerne fra Trek-lejren er, at han skulle være flyvende, men for Porte er det stadig en stor opgave at vise, at han atter kan blive den rytter, der spiste denne slags etapeløb til morgenmad. Og manden, der altid er overlegen på stigningerne i Tour Down Under, mestrer i hvert fald kunsten at træne sig i form.

Som udgangspunkt satser Ineos på Bernal og Froome, men måske får Pavel Sivakov lidt ekstra frihed. Han kommer nemlig fra området, selvom han er russer, og kender vejene så godt, at det endda er ham, der i løbsbogen beskriver løbets kongeetape. Rygterne om hans storform er kommet vidt omkring, og Bernal pegede forud for løbet også på ham som kandidat. Alligevel må han nok leve med, at sulten hos Bernal og Froome er så stor, at han kun er nummer 3 i hierarkiet, og så kan det blive svært at vinde løbet. I forvejen har Sivakov stadig til gode at vise, at han kan begå sig med verdens allerbedste i de høje bjerge, som vi senest så i den ellers fine Giro. Skal han vinde, skal Ineos nok spille på et overtal, hvor han kan snige sig væk, men det er heller ikke umuligt for løbets i særklasse stærkeste mandskab. Tao Geoghegan Hart var utvivlsomt også topkandidat, men det er svært at se ham få den nødvendige plads på så stærkt et hold, og det samme gælder for Andrey Amador, Jonathan Castroviejo og selv den stadig mere klatrestærke Dylan van Baarle, der alle kunne være gået i top 20, hvis de kørte på egen hånd.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Hos Trek har man naturligvis Bauke Mollema. Hollænderen oplevede i 2019 lidt af en renæssance, da han kørte en fornem Giro og sejrede i Il Lombardia. Alligevel var han altid et stykke under de bedste - også i Lombardiet - og det vil han formentlig være igen i dette løb. Samtidig er han en dieselmotor, der ofte skal bruge løb for at finde formen, og vi så blandt andet forud for hans hidtil bedste Tour i 2016, hvor han ganske enkelt var flyvende, at han var helt fra den i Dauphiné forinden. Mollema synes dog at være blevet mere stabil, og hans sejr i Lombardiet og Tour-etapesejr viste, at han har evnen til at snige sig væk, når andre ser lidt for meget på hinanden. Det kunne meget vel ske i dette løb, hvor mange vil se på Ineos, Pinot og Lopez, og det kan den snu hollænder måske udnytte igen, ligesom han også har en god spurt som våben. Holdet har også Kenny Elissonde og Niklas Eg, der i et relativt smal felt begge kan køre top 20, men som er med som rene hjælpere. Og så skal det blive interessant at se, hvor længe den unge klatrer Michel Ries sidder med.

Løbet er en første eksamen for Romain Bardet. Ikke siden VM-sølvmedaljen i 2018 har franskmanden været på sit niveau, og drømmen om, at en sjældent lang vinterpause kunne bringe ham tilbage på sporet, blev knust af svage præstationer i Tour Down Under og Paris-Nice. Nu gav coronavirus ham endnu en chance for at trykke på reset-knappen, men hans toppræstationer er efterhånden så bedagede, at man må have sin seriøse tvivl, om Bardet simpelthen var en af de ryttere, der toppede i en tidlig alder. Normalt er Bardet god til at træne sig i form, og løbet her vil derfor formentlig give en god indikation på hans fremtidige muligheder, og han bakkes i hvert fald op af et af de stærkeste hold.

Astana valgte i sidste øjeblik at udtage Aleksandr Vlasov. Den tidligere vinder af Baby-Giroen bekræftede sit potentiale med etapesejr og 2. plads i et stærkt besat Tour de la Provence, og han har dermed vist, at han allerede nu kan begå sig på dette niveau. Han er næppe blevet ringere siden - tværtimod - men til gengæld er niveauet her et helt andet. Ikke blot er feltet stærkere, rytterne er også næsten i Tour-form. Til gengæld er Vlasov en underdog, og han viste i Provence, at han kunne spille på netop det. Astana har også Merhawi Kudus, der dog har været skuffende i de sidste mange løb og ikke synes at blive til det, vi håbede, samt den unge Harold Tejada, der gjorde det pænt som hjælper i Algarve, men må være overmatchet her.

Warren Barguil har ligesom Bardet haft en svær tid, men modsat sin landsmand kom han tilbage på sporet i 2019, hvor han endte i top 10 i Touren og vandt det franske mesterskab. Hans sæsonstart i Drome-Ardeche var også lovende, indtil han blev smidt ud af Paris-Nice efter et styrt. Desværre er han stadig ikke så god som i jubelåret 2017, og han er tillige en lidt langsom starter, der som regel skal bruge mange løb for at finde benene. Derfor vil han formentlig mangle lidt i forhold til de bedste, men han bør være i stand til at vise, at Arkea bliver en kraft, der skal regnes med i Touren. Desværre bakkes han op af et svagt hold, hvor kun den fallerede Maxime Bouet klatrer rimeligt.

En spændende dark horse er Hermann Pernsteiner . Den tidligere mountainbiker brugte lidt tid på at finde sig til rette på WorldTouren, men i sidste års Vuelta slog han fuldt igennem. Særligt i den tredje uge med en stærk kulmination på den sidste bjergetape viste han, at han kan klatre med verdens bedste, og hvis han har fundet de ben, kan han blive ganske farlig i et rent bjergløb som dette. Selvom han vandt to svagt besatte bjergenkeltstarter i Østrig i juni, er han dog også en langsom starter, der måske ikke er helt i gang endnu. Hos sig har han Rafael Valls , der dog stadig ikke er på sit gamle niveau, samt de unge klatrere Santiago Buitrago, Kevin Inkelaar og Scott Davies, der dog er overmatchet her.

Ag2r har også Pierre Latour, der nu må leve med at skulle dele kaptajnrollen i Touren med Bardet. Han kommer fra et svært år, hvor han tidligt blev sat ud af spillet med en skade, men rejste sig fint med en pæn Vuelta. Latour har før været flyvende i Dauphiné, og han synes at mestre kunsten at træne sig i form. Til gengæld er han også en stor fyr, der i bjergene primært skal forsvare sig, og i dette felt vil han være overmatchet af de allerbedste, især på så stejl en stigning. Hans spurt er dog et våben, hvis han i et taktisk spil får sneget sig væk. Det samme vil Tony Gallopin, som efter den overraskende topplacering i Vueltaen i 2018 med mange uheld er faldet af på den, og da dette er første løb for Alexis Vuillermoz efter en lang knæskade, vil han nok være for rusten til at være med helt i front.

Pinot bakkes på FDJ op af Sebastien Reichenbach og Valentin Madouas. De er formentlig rene hjælpere, men bliver det taktisk kan de måske gribe en mulighed. I gamle dage var Reichenbach tæt på de allerbedste i bjergene, men desværre har han tabt lidt niveau de senere år, og han er næppe længere god nok. Madouas vil nok trods alt finde stigningerne for lange. Han er nemlig først og fremmest puncheur, og selvom han i Giroen viste, at han klatrer bedre, end han troede, er der lang vej til de allerbedste i et felt som dette.

CCC stiller med Fausto Masnada, der som bekendt fik sit store gennembrud i 2019, hvor han vandt en Giro-etaper og ikke færre end to etaper i et stærkt besat Tour of the Alps. Han kom også hæderligt fra start hos CCC i Haut-Var, men han er også en formmæssigt meget svingende fyr, der er svær at regne med. Han har stadig til gode at blande sig med de bedste på dette niveau, og top 10 må være målet. Hos sig har han den unge Georg Zimmermann, men han vil primært være med for at lære-

Ser man på de øvrige hold, vil jeg fremhæve Giovanni Carboni, der sidste år bar den hvide ungdomstrøje i Giroen, inden han kort efter blev nr. 6 i dette løb. Desværre har han siden dengang ikke kunnet træde en bule i selv den blødeste hat, og erfaringen siger desværre, at formen kun sjældent er værd at skrive hjem om. Man kan frygte, at den lange pause ikke har tilgodeset ham, men som ren klatrer vil han i hvert fald elske ruten. Som alternativ har Bardiani Manuel Senni¸ der sog er gået helt i stå, samt unge Alessandro Monaco.

Hos Total Direct Energie handler det naturligvis om Lilian Calmejane, men selvom han oplevede en renæssance i efteråret, er han stadig ikke på sit gamle niveau, og bjergene her er for voldsomme - en erkendelse, hans angreb på 1. etape indikerer, at han også selv er nået til. Nippo har Remy Rochas, der fik lidt af et gennembrud i Sibiu Cycling Tour, men med al respekt for Mühlberger, Konrad og Badilatti er niveauet her et helt, helt andet, og det er også for svært for holdkammeraterne Romain Combaud og den fallerede Jose Goncalves. Circus har Odd Christian Eiking, men han vil finde stigningerne for lange, og Simone Petilli blev aldrig til det ønskede. Til gengæld skal det blive spændende at se unge Alexander Evans, der sidste år vandt en bjergetape i Tour de l’Avenir. Det skal også blive interessant at se Adrien Guillonet, der imponerede i Mont Ventoux-løbet sidste år. Endelig vil folk som Garikoitz Bravo, Mikel Iturria, Julien Antomatchi, Jhojan Garcia, Julen Amezqueta, Adne van Engelen, Erik Bergström Frisk, og danske Andreas Kron forsøge at se, hvor langt han kan komme på dette niveau.

BEMÆRK: Modsat det ovenfor angivne var Bardet faktisk involveret i et styrt. Han kan fortsætte, men han har slået sin venstre side og en del sår på flere del af kroppen.

Feltet.dks vinderbud: Egan Bernal

Øvrige vinderkandidater: Thibaut Pinot, Miguel Angel Lopez

Outsidere: Chris Froome, Richie Porte, Pavel Sivakov, Bauke Mollema, Romain Bardet

Jokers: Warren Barguil, Aleksandr Vlasov, Hermann Pernsteiner, Pierre Latour, Sebastien Reichenbach, Fausto Masnada, Alexis Vuillermoz, Giovanni Carboni, Valentin Madouas