Livestream Itzulia Basque Country, Scheldeprijs og Amstel Gold Race uden afbrydelser

Ruten

Sidste år havde Baskerlandet Rundt flere etaper med en meget svær stigning i finalen efterfulgt af et længere fladt stykke. Tilsyneladende er det en ide, de er blevet stadig mere begejstrede for, da man i år har hele tre af den slags etaper. Den første af disse kommer om onsdagen, hvor der skal der køres omgange på en meget kuperet rundstrækning, der byder på de to første af de korte og stejle mure, løbet og regionen er så kendt for, og undervejs skal der klatres mere end 3200 højdemeter. Til gengæld er de sidste godt 20 km relativt lette - dog med endnu en stejl lille rampe 5 km fra stregen - og dermed burde der være en chance for at skabe en regruppering. Terrænet er dog også så kuperet, at det kan blive en aggressiv og ukontrollerbar finale, hvis de to mure udnyttes til at køre cykelløb, og derfor synes alt at kunne ske på en uforudsigelig onsdagsetape.

I alt skal der tilbagelægges 181,7 km, der fører feltet fa Laudio til Amurrio. De to byer ligger bare få kilometer fra hinanden i bakkerne nordøst for storbyen Vitoria-Gasteiz, og derfor består etapen af en kringlet tur rundt i det kuperede terræn. Fra start følger man en let stigende vej mod syd, indtil man drejer mod sydøst for at køre mod op ad kategori 3-stigningen Altube (4,5 km, 5,7%, max. 11%), der kan deles i to. De første 2 km er således lette med bare 3,8% i snit, men derefter stiger den relativt jævnt med 7,3% frem mod toppen, som rundes efter 22,5 km.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Stigningen leder op på det relativt flade plateau, hvorpå Vitoria-Gasteiz ligger. Her kører man sydøst ad en flad vej frem til byen Murgia, som passeres efter 26,7 km, og hvor man tager hul på en omgang på en 32,2 km lang rundstrækning i området sydøst for byen. Den starter ganske hårdt med to bakker med top efter hhv. 30 km (1,6 km, 7,3%) og 34,4 km (1,6 km, 4,9%), men derefter er det kun ganske let kuperet, indtil man efter 58,9 km er tilbage i Murgia. Herfra kører man mod nordvest ned ad Altube-stigningen, som tidligere blev besteget, inden man fortsætter mod nordvest op ad den lille Alto de la Chozas (1,8 km, 5,5%), der har top efter 73 km, hvorfra det falder let mod nordvest ind til målbyen Amurrio, som nås efter 80,2 km. Man passerer dog ikke stregen, men forsætter mod nord og nordøst ad en let faldende vej langs Nerbioi-floden, indtil man kommer tilbage til startbyen Laudio, hvor dagens første spurt køres efter 91,7 km.

Nu er det snart slut med den lette del af etapen. Herfra kører man med det samme mod nordvest op ad en bakke (3,6 km, 4,0%), som leder frem til det nordligste punkt, som nås efter 96 km. En lille nedkørsel leder mod sydvest, inden man kører mod sydvest ad en let stigende vej langs Irzalde-floden ned til en 36,3 km lang rundstrækning, hvor man skal køre næsten to hele omgange, og hvor dagens vanskeligste udfordringer er samlet.

Den indledes med, at man kører mod nordvest op ad en bakke (2,7 km, 4,0%), inden en kort og kringlet nedkørsel leder ned til bunden af kategori 3-stigningen Opellora (1,1 km, 13,0%, max. 18%), der er en klassisk baskisk mur med hele 14,4% over de sidste 600 m, og som bestiges fra øst. Toppen rundes efter hhv. 114,2 km og 150,5 km og efterfølges af en ikke alt for svær nedkørsel, der går mod syd, inden det går mod sydvest op ad en bakke (600 m, 6,1%), hvorefter man drejer mod øst for at passere kategori 2-stigningen Ozeka (3,5 km, 7,4%, max. 17%). Der er tale om en irregulær stigning, der efter de første 1600 m har en kilometer med 11-13%, inden den stiger med 6-9% frem til toppen, som rundes efter hhv. 121,4 km og 157,7 km - dvs. for sidste gang med 24,0 km igen.

Rundstrækningen afsluttes med en relativt let nedkørsel, der leder mod syd og nordøst, inden det går fladt mod nordøst frem til byen Arespalditza, hvor der på første omgang er en spurt efter 128,4 km. Herfra kører man mod sydøst op ad en bakke (1,2 km, 5,0%), der i finalen har top med 12 km igen, inden det falder ind til målbyen, hvor man foretager sig to forskellige ting. På første omgang krydser man ikke stregen, men kører fladt tilbage mod nordvest til Arespalditza, idet stykket afsluttes med en bakke (1,4 km, 5,7%), inden det falder mod nord ned til rundstrækningens udgangspunkt, hvor anden omgang indledes.

På anden omgang krydser man heller ikke målstregen. I stedet kører man mod sydøst op ad et let stigende stykke, som slutter med en bakke (500 m, 9,8%), som har top bare 5 km fra stregen. Her vender man rundt for at køre mod nordvest tilbage til Amurrio ad en let faldende vej, der flader ud ved 2 km-mærket, inden det sidste kilometer stiger let med 2,1% i snit og med kortvarigt 6% med ca. 500 m igen. Over de sidste 3 km gå det ad en lige vej frem til en rundkørsel, der passeres med 1,3 km igen, inden der er et sidste skarpt sving i en rundkørsel med bare 300 m igen, hvorefter vejen bugter sig og retter sig ud over de sidste 200 m.

Etapen byder på i alt 3278 højdemeter.

Amurrio har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i dette løb i 2010, hvor Francesco Gavazzi vandt en reduceret massespurt foran Oscar Freire og Peter Velits.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

 Livestream Itzulia Basque Country, Scheldeprijs og Amstel Gold Race uden afbrydelser

Vejret

Inden løbets start var det onsdag, der måske kunne komme lidt regn, men det slipper feltet for. I stedet venter en hovedsageligt overskyet dag, men også med nogen sol midt på eftermiddagen. Temperaturen er fortsat stigende, så den nu vil nå 14 grader, og igen vil der bare være en svag til let vind (4-12 km/t) fra nord. Det giver naturligvis vind fra alle retninger på den kringlede rute, men i finalen vil der være sidevind på de to mure. Derefter vil der først være sidemod- og dernæst sidemedvind, inden man efter den lille finalebakke får sidemodvind igen. Det varer ved hele vejen frem til sidste sving, hvorefter man vil have medvind over de sidste 300 m.

Analyse af 2. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan Julian Alaphilippe og Remco Evenepoel midlertidigt fik sat Quick-Steps krise på pause på tirsdagens 2. etape.

Favoritterne

Det, der for alvor kendetegner Baskerlandet, er - udover det regnvejr, der i år er fraværende - de stejle mure. Det er imidlertid ikke altid, de får lov at spille den rolle, de egentlig fortjener, og man kan af og til blive lidt skuffet over, at arrangørerne altid sørger for at have en sen mur mindst én gang i løbet. Sådan er det blandt andet i år, hvor løbets stejle stigninger alle ligger relativt langt fra stregen.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Noget kunne imidlertid tyde på, at det er udtryk for en bevidst strategi. Årets rute er nemlig designet, så det er svært ikke at læse det som et forsøg på at skabe den slags aggressivt og ukontrollerbart cykelløb, som sidste år gjorde det muligt for Jonas Vingegaard og Brandon McNulty at gennemføre deres fælles løjtnantkup mod kaptajnerne Primoz Roglic og Tadej Pogacar. Ikke færre end tre af de seks etaper - og måske endda fire, hvis man tager kongeetapen med - er nemlig sammensat på præcis samme facon, som vi så det på ”løjtnantetaper” sidste år. Først indlægger man så svær en stigning, at der kan køres klassement, og derefter indlægger man en relativt let finale, hvor isolerede kaptajner får meget svært ved at kontrollere.

Den første af disse etaper kommer onsdag, og det siger sig selv, at den slags etaper er pokkers uforudsigelie. Hvis stigningerne ikke bruges til noget, kan man i princippet ende med noget, der minder om den massespurt, vi så i dag. Hvis til gengæld de bruges offensivt, kan det blive et sandt blodbad, og så kan der ske 117 ting. Det kan ende i en spurt i en favoritgruppe, eller det kan lykkes folk at udnytte den manglende kontrol til at køre væk. Sidste år havde to etaper dette design, og ingen af gangene fik vi en spurt. Først var det Alex Aranburu, der var snu nok til at snyde ”sprinterne”, og senere kom løjtnantkuppet, der endte med sejr til Ion Izagirre.

Hvad sker der så denne gang? Det er bestemt ikke indlysende. De to mure er svære, men de kommer også langt fra mål. Skal man tro lokale Izagirre, er det en etape, der er vanskeligere, end man skulle tro, men alt vil afhænge af, om terrænet bruges.

Her peger mine pile på Ineos. Jumbo skal naturligvis køre etapen defensivt, men Ineos bør udnytte, at de har så bredt et spektrum af klassementsryttere. Det må være en drømmesituation for dem at forsøge at isolere Roglic og Vingegaard over de sidste 20 km og herefter angribe dem på skift. Vi så i dag, at Ben Tulett er ren hjælper, og han vil sammen med Omar Fraile og måske også Carlos Rodriguez kunne åbne løbet op med et benhårdt tempo. Derefter skal kaptajnerne selv angribe, som vi så det for et år siden, og selvom det næppe fører til, at man på selve stigningen kan sætte Roglic, kan det tømme ham og Vingegaard for hjælpere - i hvert fald hvis Sepp Kuss ikke er bedre, end han var i Tirreno.

Der er også andre hold, der kunne have samme plan. Det gælder Quick-Step, der gerne vil have et uforudsigeligt og åbent cykelløb. Og det gælder for Movistar, der altid er aktive på deres hjemmebane, og måske endda FDJ, hvis David Gaudu har fået lagt tvivlen om sin nylige skade bag sig. Der burde altså være flere hold med interesse i at skabe det blodbad, der kan gøre løbet åbent og uforudsigeligt. Det vil undre mig, hvis ikke vi ser angreb fra klassement på anden og sidste tur op ad murene.

Spørgsmålet er så, om der også bliver en etapesejr at køre om. I dag kom pokerspillet til fuldt udtryk, og i morgen er risikoen endnu større. Hvor der i dag trods alt var nogle relativt klare favoritter, som måske kunne tænkes at arbejde, kan morgendagens etape gå i så mange retninger, at ingen kan kalde sig selv favorit. Derfor er det langt fra indlysende, hvem der skal kontrollere.

Jeg håber, at der er hold, der har lært lektien fra i dag. Som jeg skriver i analysen, må der være røde ører hos sportsdirektørerne, som slet ikke så muligheden for en udbrudssejr i dag, og jeg vil tro, at femøren er faldet. I morgen må der altså komme lidt kamp om at ramme udbruddet, og da det igen er en hård start, kan det blive et ganske stærkt udbrud, der kommer væk. Derefter skal Jumbo kontrollere, og så er spørgsmålet, om de får hjælp. Vi så i dag, at de ikke har et problem med at aflevere trøjen til en ufarlig rytter.

Jeg tør ikke udelukke et udbrud, men jeg tror, at de bliver hentet. Jumbo viste også i dag, at de ikke tog risici med et meget svagt udbrud, og de lader ikke et stærkt udbrud sejle langt væk. Holder de snoren lige så stram som i dag, tror jeg, at udbruddet kommer tilbage af sig selv. Alene positionskampen frem mod de smalle veje og murene vil koste megen tid, og hvis jeg har ret i, at der bliver kørt cykelløb på sidste omgang, vil det gå så stærkt, at en stram snor vil være nok til at sikre samling. Jeg vil heller ikke udelukke, at Quick-Step igen vil give Jumbo en hånd med, og måske vil UAE endda det samme.

Hvad sker der så efter blodbadet på murene? Jeg regner med, at vi får samme slags angrebsfest som sidste år, og det er bestemt muligt, at en lille gruppe - også med klassementsryttere som i sidste års løjtnantkup - kan køre væk. Jeg vil også blive forundret, hvis ikke der bliver angrebet hårdt på den stejle lille mur med 5 km igen, men det er næppe på en sådan, at man bringer Roglic i problemer. Det er mere et taktisk løjtnantagtigt kup, der kan forhindre en spurt.

Læs også

Danskerduo udtaget til spansk etapeløb

Jeg hælder dog til en spurtafgørelse. Dels må man formode, at Kuss vil være stærkere, end han var i Tirreno, og det vil give Jumbo i hvert fald en chance for at kontrollere. Derudover er det sandsynligt, at Quick-Step vil sidde med Remco Evenepoel, Julian Alaphilippe og den tilsyneladende uhyre formstærke Mauri Vansevenant i finalen. De vil helt sikkert angribe, men Evenepoel får næppe noget forærende af Roglic. Alaphilippe er altid en overvåget mand i kraft af sin trøje, og kommer Vansevenant ikke med i det rette hug, kunne de meget vel gå efter en spurt. Det samme gælder for UAE, hvis de får Alessandro Covi og/eller Diego Ulissi med over. I det lys hælder jeg til en spurt i en lille gruppe, men et taktisk løb, hvor en gruppe kører væk, er stort set lige så sandsynligt. Jeg tror dog, at en solosejr kan blive svær. Et udbrud vil næppe få megen snor, og derfor er der næppe tid til at for meget taktisk spil i stil med det, Pogacar og Van der Poel leverede forleden. En vis form for hurtighed synes at være en vigtig egenskab, hvis man vil vinde.

Skal der spurtes, er det igen en lidt tricky afslutning. Denne gang regner jeg med en ret lille gruppe, og position bliver derfor ikke på samme møde en nøglekomponent, men man skal sidde godt, når de rammer svinget med 300 m igen. Derudover er opløbet igen ganske let stigende, selvom det ikke er Monte Zoncolan, de skal spurte op ad.

Jeg vælger igen af pege på Julian Alaphilippe. Verdensmesteren var uheldig på enkeltstarten, men han synes i ganske fin form efter sin højdetræningslejr. Disse mure passer ham godt, og han burde derfor være i stand til at køre finale. Lykkes det, har han to muligheder. I en spurt vil han formentlig igen være favorit. Atter vil han nemlig have Evenepoel til at sætte sig i scene inden sidste sving, og selvom det denne gang ikke er altafgørende, er det en fordel, særligt når man dertil lægger, at der er ganske få, der har en chance for at slå ham på fart. Derudover er han måske nok overvåget, men han har allerede tabt til grundet sit uheld i går. Derfor er det næppe ham, Roglic reagerer først på, og derfor udelukker jeg ikke, at han kan snige sig væk i et taktisk spil. Med andre ord kan han vinde både i en spurt og i et taktisk spil, og det gør ham til en god kandidat.

Jeg tror dog, at han skal frygte Sergio Higuita. Den lille colombianer kørte en skuffende enkeltstart, men hans gode form kan umuligt være forduftet. Murene passer ham perfekt, og selvom vi aldrig har set ham spurte mod Alaphilippe, burde han have en ganske god chance for at vinde en spurt i dette felt, nu hvor position slet ikke betyder så meget. Derudover kan også han deltage i det taktiske spil. Han vil være overvåget, men kommer han afsted sammen med Vingegaard - Roglic kan jo ikke svare på alt selv - vil de have en god chance for at holde. Sker det, vil han efter alt at dømme være gruppens hurtigste mand. Også han kan derfor vinde på to måder.

Det kan også blive til sejr til Primoz Roglic. Det er klart, at han kun vinder, hvis det holdes samlet til en spurt - medmindre han da kører fra alt og alle på den sidste lille mur - men den kan også vinde. Vi ved, at han har vundet Liege i en ganske vist kontroversiel spurt, og hans chance for at vinde er kun større, når det stiger. Vi ved, at han har vundet puncheurafslutninger i både Paris-Nice og Touren, men denne er dog lidt for blød til, at han for alvor kan bruge det. Her handler det lidt for meget om fart, og derfor vil Alaphilippe og Higuita nok have en overhånd. Det vil dog ikke være en sensation, hvis Roglic spurter sig til sejr her, og i et lille felt bør han også gøre forsøget.

Jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg skal mene om Alessandro Covi. Hans klatreevner er nemlig lidt svære at blive kloge på. Han kom til kort på det lange bjerg i Andalusien og skuffede i Sanremo, hvor han ikke virkede formstærk længere, men i Laigueglia klatrede han meget bedre end ventet. Disse stigninger er relativt korte, og selvom han ikke vil kunne køre med i klassementsrytternes angreb, burde det være muligt for ham i hvert fald at kæmpe sig tilbage. Derefter vil også han have to muligheder. Han er en aggressiv fyr, de sagtens kan snige sig væk i en lille gruppe, men han er også så hurtig, at han vil have en god chance for at vinde en spurt. Det kræver bare, at han overlever, hvilket ikke synes stensikkert.

UAE har et godt alternativ i Diego Ulissi. Også han kan vinde på begge måder. Han er så hurtig i en let stigende spurt, at han bør have en reel chance for at vinde en større spurt, hvis Covi er faldet fra, men han vil også sagtens kunne deltage i det taktiske spil, da han ikke er farlig for Roglic. Der er ikke mange, der kan slå ham i en spurt, men det kræver, at han overlever. Det føler jeg mig ikke helt overbevist om, at han gør. Han er bestemt blevet bedre, som vi så i både Coppi e Bartali og Larciano, men det var svagt besatte løb. Efter en skuffende sæsonstart er jeg ikke overbevist om, at han har niveauet, hvis det bliver meget hårdt.

Jeg har allerede nævnt Mauri Vansevenant som et knaldgodt bud. Quick-Step vil formentlig sidde med tre mand, og de satser næppe hele butikken på en spurt. De vil deltage i angrebene, og her er det åbenlyst den upåagtede Vansevenant, der har den bedste chance for at komme afsted. Sidder han først med, har gruppen endda en knaldgod chance for at holde, da Quick-Step så ikke vil jagte. Vi har flere gange i år, blandt andet i Andalusien og Paris-Nice, set, at han faktisk er betydeligt hurtigere, end jeg troede ved sæsonstart, og hvis bare gruppen er den rette, vil han være en af de hurtigste. Hans enkeltstart indikerer, at han er i storform.

En anden rytter, der vil elske det taktiske spil, er Pierre Latour. Han er hurtig nok til at være med i en større spurt, men her tror jeg, at han vil mangle farten til at vinde. Til gengæld er han herligt angrebslysten, og med sin power står han stærkt i forhold til at ramme et udbrud efter murene. Han er ikke alt for frygtet, og han viste i lørdags, at han er i fremragende form. Vi har til gengæld også set, at han i år er kommet til kort i bjergene, men disse eksplosive stigninger burde passe ham så godt, at han burde overleve med de bedste.

Læs også

Dansk stortalent har forelsket sig i monument: Jeg går også efter det i fremtiden

Ineos vil som sagt formodentlig sidde i et markant overtal, og så skal der angribes. Skal de vinde etapen, er det nok Tao Geoghegan Hart , der er bedste bud. Han er i hvert fald den hurtigste på holdet, som han senest viste med sin 2. plads bag Valverde i Dauphiné sidste år. Man skal dog altid være varsom med hans form, og det var måske lidt bekymrende, at han skuffede i går og sad langt tilbage i dag, hvilket indikerer, at han måske er hjælper. Det er dog helt sikkert ikke ham, der ofres først, og med de ben, han havde i Tirreno inden sin sygdom, sidder han formentlig med de bedste. Derefter skal han forsøge at udnytte overtallet til at komme med i den rette gruppe.

Det kunne også være en god chance for Geraint Thomas . Han vil formentlig i kraft af sit navn være lidt overvåget, men han er næppe længere den mand, Roglic frygter mest, og han kan altid komme afsted sammen med Vingegaard. Han spurter i dag sjældent, men som ung var han altså ganske hurtig, og al den fart kan ikke være forsvundet. Gruppen skal være den rette, men får han den, kan han bestemt godt vinde en spurt her. Han burde i hvert fald klare bakkerne, nu hvor han endelig har fundet sin form, som vi så i går.

Kommer Alexis Vuillermoz med hjem? Det er ikke stensikkert, da franskmanden ikke er ved fordums styrke, men han har oplevet en lille renæssance i år. Han så godt ud i lørdags, og vi ved, at stejle mure er specialet for en mand, der har været i top 5 i Fleche Wallonne. Disse er længere og vanskeligere og kan være for lange, men det skal formentlig være et solidt blodbad, hvis ikke han skal med hjem. Han vinder næppe en spurt mod Alaphilippe eller Higuita, men kommer han med i den rette gruppe, er han hurtig nok, som vi senest så i lørdags.

En anden rytter, der vil elske det taktiske spil, er Ruben Guerreiro. Der er dog ingen garanti for, at han kommer med over murene, der kan være for svære. Hans niveau er nemlig meget svingende, og efter en pause ved man aldrig, hvor man har ham. Hans to første etaper, der i dag inkluderede et angreb i finalen, har dog været fornuftige, og han vil have en langt bedre chance for at overleve stejle mure end længere bjerge. I en spurt kan han slå mange, hvis han kommer med i den rette gruppe, og vi ved, at han vil angribe, indtil han segner.

Jeg vil tro, at murene bliver kørt så hårdt, at Quinten Hermans ikke kan være med, men det kan bestemt ikke udelukkes, at han overlever. Han klatrede imponerende godt i dette løb sidste år, og han var tæt på en top 10 i Fleche Wallonne. Hans landevejsfokus og udvikling betyder, at han formentlig er bedre i år, og han burde være i form efter sin højdetræning frem mod det store mål i Ardennerne. I dag viste han endelig lidt af den hurtighed, der gav ham en massespurtsejr i Vallonien, og selvom han næppe slå Alaphilippe, vil han kunne vinde i en gruppe, der sniger sig væk. Han frygtes i hvert fald ikke.

Hvor står Michael Woods? Efter maveproblemerne har han nu meldt ud, at han mest bruger løbet som træning, og derfor er forventningerne begrænsede. Han siger dog samtidig, at han håber på en god uge med resultater, og vi ved jo, hvor god han var, inden han blev syg. Spørger man efter noget, der rimer på stejle mure, dukker navnet Woods først op, og derfor er det en glimrende etape for ham. Han vinder ikke den store spurt, men sniger han sig væk i det taktiske spil, er han i den rette gruppe hurtig nok til at vinde.

Vi må også bringe Jonas Vingegaard i spil. Som sagt er en gentagelse af løjtnantkuppet på denne etape meget sandsynlig, og Vingegaard vil være manden, der skal gå med i de angreb, Roglic og Kuss ikke får lukket. Den mission lykkedes sidste år, og så er spørgsmålet, om danskeren er hurtig nok til at vinde. Her kan jeg være bekymret, når han sidste år blev slået af relativt spurtsvage Ion Izagirre, selvom han havde siddet på hjul hele finalen. Nogen stor sprinter er han ikke, men vi så i Danmark Rundt tidligere, at han altså burde have mere fart, end han viste sidste år. Han har den store fordel, at han vil kunne sidde på hjul i hele finalen, og det kan give den friskhed, der skal bruges til at slå måske hurtigere folk.

Ineos’ tredje kort er Adam Yates. Det er næppe en mand, Roglic gerne vil lade køre, men kommer han afsted sammen med Vingegaard, har han en chance. Desværre er en af de få forskelle på Simon og Adam, at Simon er hurtigere end sin bror, og derfor står Adam ikke alt for godt, hvis det skal afgøres i en spurt. Helt langsom er han dog ikke, som han blandt andet viste i dag, og kommer han væk med de rette folk, er han ikke uden chance.

Jeg nævner også Andrea Vendrame, men uden den store overbevisning. Italieneren er utvivlsomt hurtig nok til at slå alle i denne let stigende spurt, men han skal lige overleve murene. Hvis Ineos går bersærk på den facon, jeg forventer, bør han ikke kommer med over, men man skal aldrig sige aldrig. Sidste år var hans etapesejr i Giroen i hvert fald dybt imponerende, og han har klatret storartet i Larciano og Indurain, hvor stigningerne dog var betydeligt lettere. Sker der en lidt større regruppering, og bliver etapen mindre hård, end jeg venter, vil han være i spil.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

David Gaudu vil også deltage i det taktiske spil. Han var usikker på formen inden løbet, men han havde en god fornemmelse i går, hvor han dog var forsigtig på den tekniske del. Han vil være overvåget, men kommer han afsted sammen med Vingegaard, kan Roglic lade ham køre. Han er ikke helt spurtsvag, som vi har set flere gange, senest i dag, hvor han viste det punch, der også gav ham sejren i Ardeche sidste år, hvor modstanden i spurten dog var begrænset.

Jeg vil også nævne Rigoberto Uran, Maxim van Gils og Aurelien Paret-Peintre. Alle tre bør have en god chance for at klare selektionen. De vinder ikke en stor spurt, men de vil næppe være specielt overvågede i det taktiske spil. Uran var tidligere lynhurtig, men han har stort set ikke kørt en spurt i de sidste 100 år, og hvor hurtig han er i dag, er derfor svært at vide. Van Gils og Paret-Peintre kan afslutte uden at være decideret hurtige, og i den rette gruppe har de måske en chance.

Endelig er jeg nødt til at nævne Remco Evenepoel. Det er klart, at han skal alene hjem for at vinde, og det ligner en umulig mission, når han har Roglic i nakken gennem hele dagen. Omvendt har han en utrolig evne til at komme væk, selv når det burde være umuligt, og skulle han måske endda komme afsted i en gruppe med Vingegaard, vil han have en endnu større chance for senere at køre alene. Danskeren bør i hvert fald være lettere at sætte i dette terræn end Roglic. Evenepoel er en usandsynlig vinder, men han har før vundet mange cykelløb, hvor han var netop det.

Der er mange folk, der vil kunne deltage i det taktiske spil. Det gælder folk som Davide Formolo, Marc Soler, George Bennett, Rafal Majka, Gino Mäder, Enric Mas, Daniel Martinez, Carlos Rodriguez, Ion Izagirre, Victor Lafay, Aleksandr Vlasov, Lennard Kämna, Emanuel Buchmann, Lucas Hamilton, Cristian Rodriguez, Koobe Goossens, Andreas Leknessund, Jefferson Cepeda, Rudy Molard, Sebastien Reichenbach, Steff Cras og Sylvain Moniquet, men med manglende spurtstyrke er de usandsynlige vindere. Pello Bilbao har mistet al sin hurtighed, og jeg vil tro, at den bliver for hård til halvhurtige Gianluca Brambilla og Luis Leon Sanchez med det nuværende niveau samt Nick Schultz og James Shaw med den nuværende form, og trods superformen bør Bruno Armirail også komme til kort på disse procenter. Formstærke Fernando Barcelo og Gorka Izagirre, der ellers er halvhurtige, kommer formentlig også til kort, hvis Ineos åbner op, som jeg forventer.

Feltet.dks vinderbud: Julian Alaphilippe

Øvrige vinderkandidater: Sergio Higuita, Primoz Roglic

Outsidere: Alessandro Covi, Diego Ulissi, Mauri Vansevenant, Pierre Latour, Tao Geoghegan Hart

Jokers: Geraint Thomas, Alexis Vuillermoz, Ruben Guerreiro, Quinten Hermans, Michael Woods, Jonas Vingegaard, Adam Yates, Andrea Vendrame, David Gaudu, Rigoberto Uran, Maxim van Gils, Aurelien Paret-Peintre, Remco Evenepoel

 Livestream Itzulia Basque Country, Scheldeprijs og Amstel Gold Race uden afbrydelser