Prøv vores nye app
Optakt: 3. etape af Itzulia Basque Country
09. april 2019 20:45Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

Julian Alaphilippe levede op til sin status som storfavorit og tog en knusende suveræn sejr i dagens miniudgave af Strade Bianche. Dermed er han nu blot fem sekunder fra førertrøjen, som han får en stor chance for at sikre sig, når det onsdag går løs med løbets letteste etape, der med endnu en puncheurfinale er som skabt til den franske superpuncheur.

Annonce

Artiklen fortsætter efter videoen.

Ruten

Baskerlandet Rundt har kun meget lidt at tilbyde sprinterne, men til gengæld er det som regel et slaraffenland for puncheurs og stærke sprintertyper. Det er årets 3. etape et ganske glimrende eksempel på, for hen venter en ganske kuperet dag med mere end 2000 højdemeter, men uden væsentlige stigninger. Det hele afsluttes til slut med en lille bakke op mod mål, og derfor er der for anden dag i træk lagt op til, at de eksplosive ardennerspecialister kan teste sprinterbenene inden de kommende klassikere.

 

Med sine 191,35 km er 3. etape en for Baskerlandet ret lang etape, der fører feltet fra Sarriguren i udkanten af Pamplona til målet i Estibalitz. Fra start går det igennem fladt terræn mod vest direkte frem til dagens første udfordring, kategori 2-stigningen Goni (8,9 km, 4,7%, max. 8%), der er en jævn, regulær sag med top efter 26,8 km. Herfra går det via en nedkørsel og en kontrabakke mod sydvest, inden man fortsætter via en længere nedkørsel ned mod fladlandet.

 

Derfra går det igennem fladt terræn mod vest frem til forplejningszonen, inden man kører mod nordvest og siden mod øst for at bestige en 4,35 km lang stigning, der stiger med 5,9% i snit. Den efterfølges af dagens første spurt, der kommer efter 125,3 km, inden det går mod nordvest op ad kategori 3-stigningen Opakua (4,6 km, 4,7%, max. 12%), der har top efter 133,9 km. Nu går det via en hurtig nedkørsel mod nordvest, inden man kører igennem fladlandet mod vest frem til dagens sidste spurt, der kommer efter 172,5 km. Derfra går det mod syd ned mod storbyen Vitoria, men til slut kører man mod sydøst udenom centrum, indtil man med 2 km drejer mod nordøst. Herefter stiger de sidste 2 km med 4,0% i snit og relativt konstant med 4% over den sidste kilometer, hvor vejen bugter sig let, inden den buer mod venstre lige inden stregen.

 

Læs også
Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

 

Etapen byder på i alt 2356 højdemeter.

 

Estibalitz har ikke tidligere været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

 

Annonce

 

 

 

 

 

Vejret

Det ser ud til, at solen vil melde sin ankomst til de sidste to dage, men forinden venter yderligere et par typiske våde baskiske etaper. Onsdag vil starte tørt, men allerede fra sidst på eftermiddagen ventes byger, der vil gå over i let regn fra midt på eftermiddagen og frem til slutningen på etapen. Temperaturen vil være bare 12 grader, og der vil være en jævn, lidt tiltagende vind fra nord. Det giver primært sidevind på stykket fra start og frem til sidste spurt, dog afbrudt af strækninger med både sidemed- og sidemodvind. Efter spurten vil der være medvind, indtil man med 2 km igen drejer ind i sidemodvind, der bliver til direkte modvind på de sidste ca. 700 m.

 

Analyse af 2. etape               

Lige siden Julian Alaphilippe i 2015 skabte en mageløs sensation ved i sine debuter at blive nr. 2 bag suveræne Alejandro Valverde i både Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege, har det stået klart, at den unge franskmand havde indtaget rollen som ardennerklassikernes kronprins. Den status konfirmerede han ved i 2016 atter at blive nr. 2 bag den spanske konge af Mur de Huy i Fleche Wallonne, inden de begge havde det svært i det års særegne Liege, hvor en sen brostensbakke satte alle de lette folk til vægs. I 2017 måtte en skadet Alaphilippe se til fra sidelinjen, mens Valverde igen knuste alt og alle i sine to yndlingsklassikere, men det har længe blot været et spørgsmål om tid, inden den endelige magtovertagelse ville finde sted.

 

Læs også
Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

 

Sidste år tog Alaphilippe endelig næste skridt mod tronen, da han fik skovlen under den spanske veteran på Muren. Få dage senere blev det i Liege imidlertid også tydeligt, at det var en Valverde, der var langt under niveau, ikke mindst fordi han efter sin skadespause var kommet ud af vinterpausen i en superform, han ikke kunne holde hele vejen frem til slutningen af april. Derfor har mange også imødeset årets ardennerklassikere som et af sæsonens højdepunkter, ganske enkelt fordi der er lagt op til den helt store styrkeprøve mellem kongen og kronprinsen.

 

Valverde viste nemlig både ved VM og i sidste års Vuelta, at han stadig er en eminent klassikerrytter, og hvis nogen havde ham mistænkt for at være ved at falde af på den, gjorde han den tvivl til skamme med fornemme præstation i Milano-Sanremo og ikke mindst Flandern Rundt - to løb, der ellers er alt andet end skræddersyede til en fyr som ham. Problemet er bare, at der ellers ikke er meget, der har fungeret for Valverde i en sæson, hvor regnbuetrøjens forbandelse synes at have ramt ham hårdt, og samtidig har han kunnet se til, mens en ustoppelig Alaphilippe har været her, der og alle vegne med den fornemme sejr i Sanremo som det store højdepunkt i en sæsonstart, hvor der ellers er nok af sejre at vælge imellem.

 

Hvis Valverde havde håbet, at en lille pause måske havde slået Alaphilippe lidt ud af kurs, må han på andre tanker. Måske var der lidt håb, efter at det franske fænomen kørte en lidt halvskuffende enkeltstart, da Baskerlandet Rundt i går blev skudt i gang, men da feltet i dag ramte Alaphilippes sande terræn, var der ingen slinger i valsen. Her fortsatte han, hvor han startede i San Juan og fortsatte i Colombia, Strade Bianche, Tirreno-Adriatico og Milano-Sanremo - løb, der alle har budt på sejre. I dag tog han nemlig triumf nr. 8 og sikrede sig, at han fortsat kan prale med at have vundet i alle de løb, han har deltaget i, uanset om de har strakt sig over én eller flere dage.

 

Dagens sejr var endda næsten skræmmende. Ganske vist har Alaphilippe med sine sejre i Tirreno-Adriatico og Milano-Sanremo vist, at han i øjeblikket spurter bedre end nogensinde, men det var alligevel bemærkelsesværdigt, hvor suveræn han var, da dagens miniudgave af Strade Bianche som forventet skulle afgøres i en spurt på den halvstejle bakke i udkanten af Pamplona. En brølstærk Bjorg Lambrecht var ellers lige ved at snyde hele feltet med et overraskelsesangreb, som end ikke formstærke Maximilian Schachmann kunne lukke, og også dagens tredje store favorit, Michal Kwiatkowski, havde tydeligvis nået si grænse.

Annonce

 

Det havde Alaphilippe imidlertid ikke. Med ganske få tråd spurtede han først op til og siden let forbi Lambrecht, inden han endda med god afstand til stregen kunne fejre sin ottende sejr, der måske endda var den hidtil mest overlegne. Faktisk var han så suveræn, at arrangørerne registrerede en tidsforskel på 1 sekund ned til Lambrecht og Kwiatkowski, der førte første del af feltet an. Efter den opvisning er det efterhånden meget svært at se, hvem der kan røre Alaphilippe i denne type finaler, og det vil i hvert fald kræve en Valverde i absolut topform at sætte franskmanden til vægs i klassikerne. Det er klart, at Fleche Wallonne med den stejlere mur og Liege med sin nye rute er to helt anderledes løb, men Alaphilippes sæsonstart får i den grad Valverdes ardennertrone til at vakle.

 

Sejren bringer også Alaphilippe ganske tæt på at generobre den førertrøje, han også bar i tre dage i sidste års løb, inden han på spektakulær vis eksploderede på de svære etaper mod slutningen. Den frygt må man stadig have for en mand, der traditionelt har svært ved at holde sit niveau efter et par dage i et etapeløb, men inden da kan han meget vel have sat sig solidt på 1. pladsen og vundet ikke færre end tre etaper.

 

Det betyder også, at det formentlig er et spørgsmål om tid, inden Schachmann må tilbage i Bora-trøjen. Den hidtil ellers så usårlige tysker så for første gang helt menneskelig ud, da hans forsøg på at lukke hullet til Lambrecht fejlede. Heldigvis havde han med årvågen kørsel sikret sig fire bonussekunder undervejs på ruten, så han stadig har en buffer på 5 sekunder, men med tanke på den finale, der venter i morgen, er det sandsynligt, at det er Alaphilippe, der sover i gult, når det bliver sengetid onsdag aften.

 

For Michal Kwiatkowski må dagens etape også have været svær at sluge. Polakken fik ganske vist sikret sig fire vigtige bonussekunder, men det må vække alvorlige panderynker, at han end ikke var i nærheden af at matche Alaphilippe i en finale, der ellers burde have passet ham. Det var i hvert fald tydeligt, at det var en helt udkørt polak, der kæmpede for at komme forbi den unge belgier, og hans drøm om at vinde en af ardennerklassikerne er i hvert fald ikke kommet tættere på efter dagens etape.

 

Til gengæld var det en fornøjelse at se to af sportens mest lovende talenter vise deres enorme potentiale. Særligt Lambrecht overraskede positivt med en præstation, der havde givet en etapesejr, hvis det ikke havde været for fænomenale Alaphilippe. Belgieren havde ganske vist allerede fra sæsonstart sagt, at han ville forsøge at time formen til Baskerlandet og Ardennerne, men efter et halvsvagt Catalonien Rundt og en ikke alt for nem første sæsonstart var der ikke meget, der tydede på, at han skulle være med i kampen mod sejren. I dag fik han imidlertid konfirmeret sit enorme potentiale som puncheur - en egenskab, der også indbragte ham en flot etapesejr på kongeetapen i Tour des Fjords sidste år - og det synes således at være helt velvalgt, at han i karrierens første år har valgt at satse på klassikerne og ikke etapeløb, hvor han ellers også har et vist talent.

Annonce

 

Læs også
Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

 

For det andet talent, Valentin Madouas, er tingene lidt enklere. For ham synes det at være givet, at det første og fremmest er de kuperede endagsløb, der er hans force, og i dag tog han næste skridt i en allerede meget lovende karriere ved at sikre sig en 5. plads. I det hele taget har han været knivskarp gennem hele sæsonen, hvor han har været tæt på sejre i de to endagsløb i Ardeche og Drome, og senest konfirmerede han sin gode form i fredags, hvor han var tæt på at snyde alle sprinterne i Route Adelié de Vitré. I dag opnåede han så sit første store WorldTour-resultat med en spurt, der viser, at han bliver meget interessant at holde øje med, også i Ardennerne om et par uger.

 

Præstationerne bliver ikke mere imponerende af, at det faktisk udviklede sig til en hårdere og mere selektiv dag, end man kunne have ventet af den ellers relativt flade rute. Det skyldes, at Astana, der nærmest kan fodre svin med potentielle kaptajner i dette løb, til fulde dokumenterede, at de er kommet til Baskerlandet med det stærkeste mandskab. Med en fuldstændig klar rollefordeling, der tilsagde, at Omar Fraile skulle have sin chance for at spurte på sin baskiske hjemmebane, brugte man Luis Leon Sanchez, Gorka Izagirre og senere Alexey Lutsenko og Pello Bilbao til at gøre løbet knaldhårdt og skabe stor udskilning. Til slut viste Fraile med en 4. plads, at han virkelig har udviklet sig til en glimrende afslutter efter choksejren over Sonny Colbrelli sidste år, og selvom det ikke blev til sejr, må man tage hatten af for, at Astana igen viste sig som et hold, der ikke er bange for at tage initiativ.

 

Det belønnede sig også i klassementet. Ikke blot sikrede Ion Izagirre sig et par bonussekunder undervejs, de to kaptajner, Jakob Fuglsang og samme Izagirre, var nemlig nogle af de få topkandidater til sejren, der holdt sig foran det split, der i finalen kostede lidt tid til flere af rivalerne. Dermed fik de begge bekræftet den gode form på en dag, hvor alle vidste, at der kunne opstå huller til sidst.

 

Samtidig kom de et stort skridt tættere på sejren, da løbets vel nok største favorit, Adam Yates, effektivt blev taget ud af kampen om sejren. Den stakkels brite, der nærmest har været forfulgt af uheld i de seneste sæsoner, punkterede på det værst tænkelige tidspunkt, hvor bilerne blev holdt tilbage som følge af den store udskilning. Selvom holdet jagtede med alt, hvad de havde, og Yates spurtede op ad bakken, var det ikke nok, og det fornemme udgangspunkt, han havde sikret sig på enkeltstarten, er nu gået op i røg. Tidstabet gør ham nu blot til en endnu større favorit til kongeetapen, men klassementsansvaret på Mitchelton-Scott må nu overlades til en heldigvis ret velkørende Mikel Nieve, der fik lov at holde sig i feltet og med en fin 20. plads bekræftede den superform, han stillede til skue i GP Miguel Indurain i lørdags.

 

Dagens anden taber var outsideren Rudy Molard, der ellers på våde veje havde kørt en flot enkeltstart, men som ligeledes som følge af en punktering blev sat tilbage. Heldigvis har FDJ stadig den i år så flyvende David Gaudu, der var en af de få, der undgik tidstab i finalen, og med tanke på Madouas’ 5. plads var det ikke nogen helt dårlig dag for FDJ trods det ærgerlige tidstab.

Annonce

 

Med Yates ude af billedet kunne mange pile nu pege på Enric Mas som vinder. Hans enkeltstart under de våde betingelser i går tyder i hvert fald på, at han er i forrygende form, og det indtryk bekræftede han blot med dagens fine 11. plads. Samtidig viste den ellers så stærke Daniel Martinez lidt svaghedstegn på bakken, selvom det akkurat lykkedes ham at undgå tidstab, og Mas kn derfor håbe på, at han på fredag kan få skovlen unde den colombianske komet.

 

Ellers var det primært de eksplosive folk som den velkørende Patrick Konrad, Dylan Teuns og Dan Martin, der benyttede deres punch til at undgå tidstab, men også dieselmotoren Emanuel Buchmann imponerede endnu engang ved at holde sig foran splittet. Forudsigeligt var det til gengæld, at folk som Mikel Landa, George Bennett og Hugh Carthy, der pludselig har fundet formen, ikke havde accelerationen til at holde sig helt fremme. Mere skuffende var det, at det ikke lykkedes for Geraint Thomas, der ellers plejer at være glimrende i disse finaler, og det synes efter to dage at stå klart, at Tour-kongen ikke er kommet til Baskerlandet i den form, han havde håbet, og at den lidt for søde vinter måske har givet ham et lidt større efterslæb, end han havde håbet.

 

Den slags kvaler har Alaphilippe ikke. For ham stod vinteren nemlig ikke på flødeskumskager, champagne og fejring af en Tour-sejr. Han trænede derimod så hårdt, at han efter tre løbsdage havde to sejre, og siden da er han bare gået fra succes til succes. Hvis Valverde sover lidt halvdårligt i disse dage, skyldes det nok ikke kun, at han er øm i hele kroppen efter sit uvante møde med de flamske brosten. Og desværre må han nok indstille sig på, at de næste to etaper ikke giver ham grund til at sove blot det mindste roligere.

 

Favoritterne

Mens bjergrytterne må have været dybt frustrerede over årets lette rute, har klassikerrytterne til gengæld slikket sig om munden. Baskerlandet Rundt spiller en sjov dobbeltrolle som et af årets hårdeste etapeløb og samtidig den perfekte opvarmning til ardennerklassikerne. I år har man særligt taget sidstnævnte opgave alvorligt, for man har på 2., 3. og 4. etape sammensat hele tre etaper, der alle synes som skabt til de eksplosive folk, der skal slås om hæder i Holland og Belgien i de kommende uger. Samtidig har sprinterne været mindst lige så frustrerede som klatrerne, for hvor der normalt plejer at være i hvert fald én etape, der ender i en reduceret massespurt, er de tre etaper inden de to bjergrige etaper til slut alle krydret med en bakke op mod mål eller en stigning i den absolutte finale, som betyder, at vi ikke vil få den klassiske spurtafgørelse, vi plejer at få.

 

Læs også
Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

 

3. etape er utvivlsomt løbets letteste. Ganske vist er der en anelse flere højdemeter på menuen end på tirsdagens 2. etape, men denne gang er der ikke grusveje til at skabe stress og nervøsitet. Faktisk skyldes det øgede antal højdemeter mere den længere distance end vanskelige terræn, og samtidig har man for anden dag i træk samlet de vanskeligste udfordringer i de første to tredjedele af ruten. Faktisk er de sidste godt 50 km stort set helt flade, og det ligner derfor en dag, der for de fleste bare skal overstås.

Annonce

 

Den eneste potentielle fare er vinden. Baskerlandet er mere kendt for regn end for vind, og det er da også primært vandet, der vil være udfordringen onsdagen. Det er dog en anelse mere blæsende end hidtil, og der vil være sidevind på store dele af ruten. Det vil ikke kunne skabe splittelse, men nok en anelse nervøsitet, særligt i den sidste del af etapen. På de sidste 20 km er der imidlertid hovedsageligt ren medvind, og derfor skal vi ikke forvente os drama på grund af vejret.

 

Det ligner derfor en relativt stille dag, hvor et udbrud relativt hurtigt vil blive etableret. Herefter vil det være op til Bora at holde styr på tingene, og da tidsforskellene er små, kan de næppe tillade sig at lade udbruddet sejle alt for langt væk. Det ville sikkert ellers passe dem fint at kunne lade et udbrud stjæle bonussekunderne fra Julian Alaphilippe, men det bliver vanskeligt. Deceuninck vil nemlig utvivlsomt også jagte en etapesejr, og alene deres arbejde vil formentlig være nok til at skabe samling. CCC kunne også øjne muligheder med Patrick Bevin, og misser de udbruddet, vil Euskadi måske på hjemmebanen også køre for Enrique Sanz. Først og fremmest vil det dog være Alap+hilippes mandskab, der vil sikre, at der bør blive skabt samling til en spurt. Forinden kan man ikke udelukke, at den sidste spurt, der ligger relativt sent, måske kan komme i spil som en chance for klassementsrytterne til at jagte bonussekunder.

 

I sidste ende regner vi med, at et næsten samlet felt skal afgøre det i en rasende hurtig finale, hvor medvind og fladt terræn vil få dem til at blæse frem mod den sidste rampe. Igen er der tale om en stigende finale, men denne gang er den betydeligt lettere end i dag. Med en længde på 2 km er bakken længere, men den stiger ikke med mere end 4,0% over den sidste kilometer. Det er derfor betydeligt mindre stejlt end på 2. etape, og det vil derfor være langt lettere for de lidt tungere folk, der kan spurte på en bakke, og afslutningen minder mere om det, vi så på 2. etape i Catalonien for et par uger siden. Samtidig er finalen ikke specielt teknisk med et sidste skarpt sving med 2 km igen, og på bakken vil det derfor primært være benene og ikke mindst timingen i modvinden, der vil være afgørende, inden vejen buer igen lige inden stregen.

 

Det ligner derfor et opgør mellem puncheurs og muligvis stærke sprintere, og blandt dem er der én mand, der skiller sig ud. I dag var Julian Alaphilippe i særklasse, og det virker meget svært at se, hvem der skal kunne slå ham onsdag. Den knap så stejle finale passer ham måske ikke helt så godt som den, han knuste rivaler i på 2. etape, men vi så to gange i Tirreno-Adriatico, at han også er meget svært at bide skeer med på de lidt lettere procenter. Faktisk var han sågar en betydeligt lettere sprint på 6. etape i det italienske løb, og når han kan vinde der, er der vel snart sagt intet sted, han ikke kan gøre det. Hans positionering svigter aldrig, og hans timing er altid uovertruffen, og han ventes ikke at have svært ved at håndtere modvinden. I virkeligheden er han så suveræn, at han kan lave adskillige fejl uden at smide sejren væk af den grund, og derfor er konklusionen soleklar: Alaphilippe er tårnhøj favorit til at tage sæsonens 9. sejr onsdag eftermiddag.

 

Er der da slet ikke nogen, der kan røre ham? Formentlig ikke. Det er nok stadig Michal Kwiatkowski, der har den bedste chance, for selvom også han nok havde foretrukket stejlere finaler, så vi på 5. etape i Polen og på 2. etape af Vueltaen sidste år, at han også er ganske habil i disse afslutninger. I dag levede han da også fint op til forventningerne med en 3. plads, og heller ikke han begår mange fejl i afslutninger som disse. Det vil kræve en helt særlig kanin op af hatten, hvis han skal slå Alaphilippe, men er der en, der kan gøre det, ligner den formstærke polak det bedste bud.

Annonce

 

Den lidt lettere finale burde også give Omar Fraile en bedre chance. Baskeren er en ret stor fyr, og derfor var det slet ikke ringe, at han i dag spurtede sig til en 4. plads. Det er klart, at det slet ikke er sikkert, at han får chancen på et hold, der også tæller afsluttere som Alexey Lutsenko, Pello Bilbao, Gorka Izagirre og Luis Leon Sanchez. I denne type finale er Fraile dog den hurtigste af de fem, og da i hvert fald Izagirre og Sanchez synes at være i rene hjælperroller, og da Fraile er i aktion på sin baskiske hjemmebane, burde det være ham, der igen bærer anførerbindet. Afslutningen mindre mere om den, der sidste år gav ham en choksejr foran Sonny Colbrelli i Romandiet, og derfor må man formode, at han her har en bedre chance. Skal man pege på en alternativ Astana-kaptajn, er Lutsenko nok det bedste bud, men spørgsmålet er, om finalen er helt hård nok til at passe ham ideelt.

 

Det burde Patrick Bevin også have. I dag var newzealænderen ikke i stand til at sidde med fremme, men det var ikke helt uventet i en spurt, hvor det mod slutningen sted med mere end 8%. På en 4%-bakke burde han have det langt nemmere mod letvægterne, hvilket vi også så på 2. etape i Catalonien. Siden da er han blevet betydeligt mere formstærk, og han burde nærme sig det niveau, der gjorde det muligt for ham at slå alle sprinterne i den stigende spurt på 2. etape af Tour Down Under. Afslutningen her kan stadig være en anelse for hård til ham, men han burde være en af de få med en fart, der kan bringe ham i moderat afstand af Alaphilippe.

 

Dagens angreb fra Bjorg Lambrecht var intet mindre end imponerende. Som nævnt ovenfor var det kun en ustoppelig Alaphilippe, der forhindrede ham i at rende med det hele, og han sled endda formstærke Maxmilian Schachmann op undervejs. Vi har dog vores tvivl, om han vil være helt lige så skarp i morgendagens knap så stejle finale, der ikke burde passe ham helt så godt. Omvendt faldt sidste års sejr i Tour des Fjords på en bakke, der kun var en anelse stejlere end denne, og med de ben, han viste i dag, er det bestemt ikke umuligt, at han atter vil være med helt i front.

 

Læs også
Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

 

I dag viste Maximilian Schachmann som sagt endelig lidt menneskelighed, men han endte trods alt stadig på en 6. plads, selvom det var ham, der påtog sig ansvaret for at jagte Lambrecht. Formen kan der i hvert fald ikke stilles spørgsmålstegn ved, og han vil helt sikkert forsøge sig igen på denne etape. Han har ikke Alaphilippes eller Kwiatkowskis fart, men med 4. pladsen på 2. etape i Catalonien viste han, at han også godt kan spurte på en bakke, der ikke er helt så stejl. Længden burde også slide lidt på de hurtigere folk, og med sin gode form burde han som minimum være med helt fremme.

 

Det burde Valentin Madouas også være igen. Som nævnt ovenfor bekræftede franskmanden i dag, at han skal regnes som et af de største talenter til de kuperede klassikere, og nu har han også vist, at han kan agere superpuncheur på WorldTour-niveau. Han er stadig lidt uprøvet i dette selskab, men han har i de franske løb vist, at han også er hurtig på flad vej. Derfor burde han også være ganske stærk på en lidt lettere bakke som denne.

Annonce

 

I dag kørte Simon Clarke ikke spurten, men vi ved ikke hvorfor. Var det, fordi benene ikke rakte, eller skyldtes det, at EF tror så meget på Martinez, at den erfarne vejkaptajn skulle holde ham ude af problemer? Det er svært at vide, men man kan håbe, at han får chancen i denne finale. Den burde nemlig passe den australske veteran, der i år har fundet sin anden ungdom og aldrig været bedre. Han har holdt pause siden Sanremo, men har han de ben, han havde både der og i Tirreno-Adriatico bør han køre med om de sjove plavering i en finale som denne.

 

I dag måtte Jay McCarthy loyalt agere hjælper for Schachmann, men måske får han chancen i morgen. Den lidt lettere bakke burde i hvert fald være bedre for ham, da den minder mere om Stirling-bakken, der tidligere har givet ham en sejr i Tour Down Under. Hans form har været lidt svingende i år, men i dag virkede han brølstærk som hjælper for sin kaptajn. I morgen er hele etapen lettere og mindre stressende, og man kan håbe, at det giver McCarthy en mulighed. Bakken kan dog også vise sig stadig at være for hård, da McCarthy endnu har til gode at vise evnerne i en finale af denne type i Europa.

 

To dark horses er Enrico Battaglin og Michael Albasini. Begge har været usædvanligt formsvage i år, men begge har de også traditionelt været blandt verdens bedste i stigende spurter som disse. I dag endte de langt efter feltet, men morgendagens etape er så let, at de burde have en rimelig chance for at sidde med i front. Med Yates’ tidstab burde Albasini også få friheden til at spurte. Nu skal de bare begge vise, at de har den form, de endnu ikke har vist endnu i år. Katusha har et par alternativer i Jose Goncalves og Dmitry Strakhov, men de er nok ikke hurtige nok til at vinde.

 

Efter lidt sygdom synes Dylan Teuns at have genfundet formen. I dag endte han langt fremme trods hård jagt efter to sene punkteringer, og han kørte også en fin enkeltstart i går. Hans speciale er egentlig stejle mure, men vi så i Polen i 2018, at han også kan spurte i finaler som disse. Det er stadig ikke en perfekt afslutning for ham, men med de ben, han har vist hidtil, burde han ende relativt langt fremme.

 

I dag måtte Diego Ulissi igen sande, at han er milevidt fra sit gamle niveau, men heldigvis er denne etape lidt lettere. Han har heller aldrig været den bedste afslutter på de lidt stejlere bakker, og faktisk burde denne finale passe ham bedre. Han må efterhånden være sulten efter at opnå et resultat, og han burde i hvert fald som minimum forsøge sig her. Måske vil hans holdkammerat Dan Martin gøre det samme, men efter at han ikke var med helt fremme i dag, vil han nok heller ikke være det i en afslutning, der slet ikke er lige så stejl.

Annonce

 

Endelig vil vi pege på Anthony Perez. I dag blev det lidt for hårdt for franskmanden, men det burde det ikke blive i morgen. Tværtimod synes det at være en perfekt afslutning for Cofidis-rytteren, der fik sit gennembrud, da han i 2017 slog Greg Van Avermaet i en puncheurafslutning af denne type. Han har generelt været i god form i år, hvilket han har bekræftet med dagens fine præstation, og derfor burde det være på tide, at han også viser sig frem på WorldTour-niveau som andet end en holdbar udbryder i Liege-Bastogne-Liege.

 

Andre kandidater til spurten er Patrick Konrad, Alexandre Geniez, Jose Joaquin Rojas, Tom-Jelte Slagter, Toms Skujins, Alex Aranburu og Jonathan Lastra, men de får alle svært ved at vinde - selvom Aranburu så kort tid efter sin skadespause overraskede positivt i dag og egentlig er specialist i finaler som disse. Vi tror, at det bliver lidt for langt for den ellers formstærke Enrique Sanz, og heller ikke sprinterne Jon Aberasturi og Grega Bole bør kunne være med i dette selskab. Endelig er det den perfekte finale for Fabio Felline, men vi tør stadig ikke tro på et comeback til italieneren, selvom han faktisk kørte en hæderlig enkeltstart i går.

 

Feltet.dks vinderbud: Julian Alaphilippe

Øvrige vinderkandidater: Michal Kwiatkowski, Omar Fraile

Outsidere: Patrick Bevin, Bjorg Lambrecht, Maximilian Schachmann, Valentin Madouas, Jay McCarthy

Jokers: Simon Clarke, Enrico Battaglin, Michael Albasini, Dylan Teuns, Diego Ulissi, Anthony Perez, Alexey Lutsenko

INFO
Optakter
Nyheder
Itzulia Basque Country
Nyheder Profil Startliste Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Onsdag den 24. april 2024

Landevej
Følg Lunds trøjeforsvar og det schweiziske bjergslag
Landevej
Officielt: Disse hold skal køre 2024 Tour de France Femmes avec Zwift
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewDansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt
Landevej
Overrasket Alpecin-Deceuninck-rytter reagerer på podieplads
Landevej
Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet
Landevej
Skuffet dansker reagerer på fjerdeplads
Landevej
Tobias Lund reagerer på første professionelle sejr
Landevej
Video i artiklenDansk sprintertalent tager stor sejr
Bane
Ny arrangør af VM i banecykling fundet i 2025
Landevej
Opdateret: Giro-feltet tager form - udskiftning i deltagende danskere
Landevej
Fra arbejdsløs til guldfugl: Giro-aktuel stortalent har målsætningen klar
Landevej
Optakt: 4. etape af Presidential Tour of Türkiye
Landevej
Optakt: 1. etape af Tour de Romandie
Landevej
Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag
Landevej
Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads
Landevej
Mørkøv får afgørende rolle i rekordforsøg
Landevej
Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024
Landevej
Soudal-QuickStep skriver med ny rytter
Landevej
Følg Romandiet Rundt på Feltet.dk's app
Landevej
Emma Norsgaard udtaget til Grand Tour
Landevej
Quintana kører Giroen i en ny rolle
Landevej
Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe
Landevej
Reserve leverede kæmpe overraskelse
Landevej
Journalist: Her er Pogacars Giro-hold

Tirsdag den 23. april 2024

Landevej
Video i artiklenSe spurten, der fik Bora-profil deklasseret
Landevej
Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg
Landevej
Favorit kommenterer afgørende fejl
Landevej
Hot seat var hårdt for dagens vinder: Værste timer i mit liv
Landevej
Sensationel hollænder stryger til tops på teknisk Romandiet-prolog
Landevej
Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder
Landevej
Lefevere afviser: Selvfølgelig havde han sidste ord
Landevej
Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest
Udstyr og test
Video i artiklenProduktnyt: Cannondales nye Scalpel er bygget til at begejstre
Landevej
Optakt: 3. etape af Presidential Tour of Türkiye
Landevej
Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024
Landevej
Optakt: Prolog til Tour de Romandie
Landevej
Optakt: Tour de Romandie
Landevej
Verdensmesteren dropper Tour de France
Landevej
Verdensstjerne sæsondebuterer i stort etapeløb
Landevej
Pogacar øger - tronskifte hos kvinderne
Landevej
Fem danskere stiller til start i WorldTour-etapeløb
Udstyr og test
Elcyklernes kvalitet stiger: Nu er producent klar med elcykel fra øverste hylde
Landevej
Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt
Landevej
Første rytter fra nyt samarbejde: Visma sikrer talentfuld polak
Landevej
To danskere indgår: Se Uno-X Tour de France-bruttotrup

Mandag den 22. april 2024

Landevej
Ineos tager bomstærkt klatrehold med til WorldTour-etapeløb
Landevej
Tobias Lund reagerer på tredjeplads i hård spurt
Landevej
Bernal bedre end før det skæbnesvangre styrt: Vil være verdens bedste
Landevej
Cykelsportens Myter: Oplev Rolf, Holm og Bastian Emil
Landevej
Stortalent tager førertrøjen: Philipsen bliver glad, når han ser det
Udstyr og test
Test: Ekoi Gara MIPS Air
Landevej
Tysker i tårer efter triumf: Der står mange mennesker bag
Landevej
Dansk sprintertalent på podiet i tysk jomfrusejr
Landevej
Verdens bedste sprinter skriver lang kontrakt
Landevej
Quick-Step vil overveje ny Evenepoel-satsning
Landevej
Optakt: 2. etape af Presidential Tour of Türkiye
Landevej
Tidligere toprytter om sportsdirektørjob: Et helvedes job
Landevej
Kron udtaget til stort etapeløb
Motion
Vi vil lave Danmarks bedste cykelmagasin - hjælp os!
MTB
Video i artiklenHør dansk MTB-stjerne sætte ord på triumf
Landevej
Stærke danskere udtages til WorldTour-etapeløb
Landevej
Sådan gik søndagens A-løb i Uvelse
MTB
Video i artiklenSe Simon Andreassen vinde stor World Cup-sejr
Landevej
Det smadrede mine ben, siger frustreret Pidcock
Udstyr og test
Test: ABUS Gamechanger 2.0

Søndag den 21. april 2024

MTB
Video i artiklenSimon Andreassen vinder i World Cuppen
Landevej
Tre danskere i top-10 i hollandsk endagsløb
Landevej
Cort med skadesopdatering: Min mor ville køre hurtigere ned end mig
Landevej
Brown reagerer på første monumentsejr
Landevej
FDJ – SUEZ-rytter snyder favoritterne i imponerende spurt
Landevej
Danmarksmester kører sig til nyt topresultat
Landevej
ColoQuick vinder dobbeltsejr i Vejle
Landevej
Van der Poel fik "stof til eftertanke" i Liège
Landevej
Video i artiklenSe Pogacars kraftfulde angreb på La Redoute
Landevej
Rørt Pogacar tog revanche med svigermor i tankerne
Landevej
Malmberg henter topresultat i Bosnien-Hercegovina
Landevej
Skjelmose: Dét kostede mig løbet
VIS FLERE

Annonce