Prøv vores nye app
Optakt: 3. etape af Criterium du Dauphiné
07. juni 2022 15:13Foto: A.S.O./Auru00e9lien Vialatte
af Emil Axelgaard

Alexis Vuillermoz skabte en stor overraskelse ved at snyde sprinterne og fortsætte Totals hang til i 2022 at overraske de hurtige folk i de store franske etapeløb. Med sejren følger den første gule trøje, men han skal på arbejde under sit første forsvar af 1. pladsen, når det tirsdag gælder det første lille klassementsslag i en puncheuragtig finale på en kort stigning i Massif-Central tirsdag eftermiddag.

Annonce

Artiklen fortsætter efter videoen.

 Livestream Criterium du Dauphiné og Tour de Suisse uden afbrydelser

 Sæt dit managerhold Tour de Suisse og vind flotte præmier

 

 

Ruten

I de senere år, hvor løbet er begyndt at besøge Massif-Central, er det blevet kutyme, at man i den første halvdel har en etape, der er så svær, at den måske kan vise lidt om styrkeforholdet mellem klassementsrytterne. Sådan er det også i år, hvor et ekstra langt ophold i regionen betyder, at den kommer en dag senere, end den plejer. Som noget nyt er der også mål på toppen af en stigning, og selvom der blot er tale om en kategori 2-stigning med en næsten flad sidste kilometer, hvorfor der formentlig lægges op en spurt i en lille favoritgruppe, er det på denne tirsdag, at vi måske kan få en første lille ide om, hvem der kan vinde løbet - eller rettere hvem der ikke kan.

 

Læs også
Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

 

I alt skal der tilbagelægges 169,0 km mellem Saint-Paulien og Chastreix-Sancy. Hele etapen foregår i Massif-Central, og det er derfor hårdt fra start, når man kører mod nord ad en stigende vej frem til Sambadel, som passeres efter 16,4 km. Her drejer man mod nordvest for at køre ad en vej, der generelt er let faldende, med afbrydes af en bakke, frem til byen Laval-sur-Doulon, som passeres efter 39,7 km. Herfra går det med det samme mod nordvest op ad kategori 3-stigningen Cote de Saint-Vert (3,5 km, 6,5%), der stiger relativt jævnt frem mod toppen, som nås efter 44,7 km.

 

Nu følger etapens letteste fase. En ikke alt for kringlet nedkørsel leder mod nordvest ned til det helt flade område i Issoire-dalen. Derfor bliver det helt fladt, når man først snor sig mod nordvest frem til byen Moriat, som passeres efter 77,5 km, hvorefter det går mod nord ad en lige og flad vej frem til byen Issoire, hvor dagens spurt kommer efter 96,9 km. Her drejer man mod vest for at køre mod vest, nordvest, igen vest og nordvest og slutteligt sydvest, idet det langsomt begynder at stige.

 

Efter 124,8 km når man frem til Murol, hvor man drejer mod syd for at køre op ad en stigning (2,6 km, 6,2%), hvorefter et kort plateau leder videre mod syd. Nu går det mod sydvest op ad kategori 4-stigningen Cote de Besse-en-Chandesse (1,2 km, 6,0%), der er en jævn stigning med top efter 136,4 km, men herefter fortsætter det med at stige, når man fortsætter mod sydvest, inden det faldet let mod sydvest ned til Picherande, hvor man efter 151,4 km skal over en lille bakke (1,3 km, 4,5%).

Annonce

 

Derfra går det mod nordvest og nord igennem terræn, der går først let nedad, siden let opad, da atter let nedad og slutteligt igen let opad frem til byen Chastreix, hvor finalen indledes. Det sker, når man drejer mod nordøst for at køre op ad den afsluttende kategori 2-stigning. Den stiger med 5,6% over 6,2 km, men tallene snyder. Over de første 5 km er der således 3 km med 7-8% og to kilometer med 5-6%, men derefter følger 1000 m med bare 0,5%, inden det slutter med en 200 m lang rampe med 8,1%. Stigningen går ad en relativt lige og 6 m bred vej med kun to hårnålesving, det sidste med 2000 m igen, mens der på den sidste kilometer er to kurver, hvoraf den sidste er relativt kraftig og leder ind på den bare 50 m lange opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 2707 højdemeter.

 

Chastreix-Sancy har ikke tidligere været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

 

 

 

 

Læs også
Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

 

 

 

 

Annonce

 

 

 Livestream Criterium du Dauphiné og Tour de Suisse uden afbrydelser

 Sæt dit managerhold Tour de Suisse og vind flotte præmier

 

Vejret

Efter et par dage med varmt og ustadigt vejr bliver det koldere og mere blæsende, men også mere stabilt. Således bliver tirsdagen en tør solskinsdag med kun få skyer, en temperatur i startbyen på 19 grader og i bunden af sidste stigning på 16 grader. Der vil være en jævn til frisk vind (19-21 km/t) fra en vestlig retning. Det giver en hel dag med mod- og sidemodvind, idet de dog vil være sidevind på det første stykke og på stykket fem til spurten. Ind mod bunden af sidst stigning bliver direkte modvind til sidemodvind og slutteligt kortvarigt sidevind, inden man får sidemedvind hele vejen op ad målstigningen, endda næsten ren medvind frem til de sidste 2 km.

 

Analyse af 2. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan Wout van Aert for anden gang i år på 2. etape blev snydt af sine nye franske uvenner.

 

Favoritterne

Med de seneste års dyrkelse af Massif-Central i den tidlige del af løbet har arrangørerne sørget for, at vi ikke altid skal vente til Alperne med at få den første ide om styrkeforholdet. De har nemlig altid sørget for at lægge en halvvanskelige etape ind i løbet af de første tre dage.

Annonce

 

Læs også
Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

 

Der har dog været stor variation i sværhedsgraden. Sidste år blev vi i hvert fald ikke meget klogere på 2. etape, for selvom den havde et lille potentiale, blev det aldrig udnyttet. Langt mere dramatisk var det i 2019, hvor etapen indledtes med et udbrud med blandt andre Tom Dumoulin og Emanuel Buchmann, og hvor favoritterne angreb hinanden så meget, at Dylan Teuns og Guillaume Martin i det taktiske spil kunne køre væk, Teuns vinde etapen og tage førertrøjen og de øvrige favoritter straffe Buchmann så hårdt for hans udbrud, at det formentlig kostede ham den samlede sejr, som i stedet gik til Jakob Fuglsang.

 

I år er vi heldigvis i den hårdere afdeling, hvilket også kun er rimeligt i en udgave, hvor der kun er to alpeetaper. Som noget nyt er der endda mål på toppen, og derfor burde der være garanti for, at vi får en ide om styrkeforholdet. Det er klart, at vi ikke taler om nogen lang eller specielt stejl stigning, men den har trods alt 2 km med 7-8% lige inden den sidste flade kilometer. Det vil være nok til at skabe nogen udskilning, hvis der gås til stålet, særligt fordi der er medvind hele vejen op.

 

Stigningen er dog næppe svær nok til, at vi vil se, hvem der er stærkest. Dertil er det stejle stykke lidt for kort, og det er snarere en dag, der vil vise, hvem der ikke vil vinde løbet. Derudover er det første test for mange Tour-ryttere efter højdetræningen, og det plejer at lægge en dæmper på angrebslysten. Det er først og fremmest en dag, hvor benene skal føles lidt an - også fordi kræfterne kan bruges meget, meget bedre på onsdag, hvor forskellene vil være betydeligt større, end de vil være i morgen.

 

Det første spørgsmål er dog, om vi får endnu en udbrudssejr. Det kan i Dauphiné aldrig afvises, for der er altid et stort pokerspil. Det gælder på sprinteretaperne, hvor der mangler sprintere, men det gælder også på en etape som denne. Det er nemlig ikke nogen rigtig klassementsetape, og derfor er det tvivlsomt, hvem der vil jagte.

 

Det er klart, at Total vil gøre alt for at forsvare trøjen. Stigningen passer godt til Alexis Vuillermoz, der bestemt ikke er uden chance for at holde sig i gult, og derfor vil Total gøre alt for, at trøjen ikke bliver truet. For dem vil det ideelle være, at et ufarligt udbrud tager bonussekunderne, men det bliver svært at opnå. Mere end 100 mand er inden for et minut af førertrøjen, og selvom det hjælper Total, at starten ikke er alt for svær, er det meget usandsynligt, at ikke mindst én af de mere end 100 mand kommer afsted. Vi bør nemlig også igen få en kamp om at ramme udbruddet, særligt nu hvor det allerede er holdt hjem én gang, og det kan derfor godt blive en vild start på etapen.

Annonce

 

Derfor regner jeg med, at Total er nødt til at føre relativt hårdt, og de vil næppe tage store risici. Spørgsmålet er, hvor meget hjælp de får. Vi så i dag, at Jumbo ikke bruger alt for mange kræfter på at jagte etapesejre, og det vil næppe være en katastrofe for dem, hvis de heller ikke vinder denne, og hvis trøjen går til en anden. De vil formentlig overlade så meget som muligt til Total, men bliver det nødvendigt tror jeg alligevel, at de kommer frem. Van Aert lød ikke i går som en rytter, der havde tænkt sig at afgive trøjen frivilligt, og jeg tror meget gerne, at han vil vinde denne etape og tilbage i gult.

 

Til gengæld er det tvivlsomt, om andre hold vil komme frem. Måske kunne Bahrain gå efter den med Dylan Teuns, hvis han er i form igen, og derudover kan man heller ikke afskrive Uno-X, der aldrig er bange for at føre for Tobias Johannessen, eller måske UAE med Juan Ayuso. Jeg tvivler mere på, at vi vil se Ineos fremme, for de vil formentlig frygte, at den er for hård for Ethan Hayter.

 

Ender det med, at det kun er Total, der skal føre, måske med lidt hjælp fra Chris Harper, er endnu en udbrudssejr ikke umulig. Jeg vil dog tro, at der bør være stor nok interesse i at hente dem, også fordi der er hård modvind det meste af dagen, hvilket ikke er til fordel for de forreste. Første del af etapen er også så let, at Total kan køre med stram elastik, selvom holdet ikke er så stærkt. Derudover er der vinden. Der vil være relativt kraftig sidevind i starten og ikke mindst i dalen frem mod spurten. Da der efterfølgende er modvind, vil vi næppe se splittelse, der betyder noget, men det kan meget vel blive nervøst, hvilket vil koste udbruddet ekstra tid. Mit bud er altså, at det bliver samlet

 

Dernæst er spørgsmålet, om den lange stigning vil blive brugt til at lægge pres. Det tvivler jeg på. Jeg har svært ved at se, hvem der har en klar interesse i det, også fordi den er relativt let, og fordi der er hård modvind. Derfor tror jeg, at det vil være et relativt stort felt, der efter en dag i modvind vil komme til bunden af stigningen uden at være alt for kvæstede.

 

Læs også
Se Tobias Lunds anden store sejr

 

Her får rytterne medvind, og derfor kan det gøres hårdt, hvis man vil. Alle øjne vil være rettet mod Jumbo, og de kan vælge én af to ting. De kan køre kontrollerende for at sikre en spurtsejr med Wout van Aert, og de kan skabe et blodbad for at gå efter sejren med Primoz Roglic.

Annonce

 

Jeg tror på det første. Van Aert har ikke lagt skjul på, at han har ambitioner på denne etape, og da den alligevel næppe er svær nok til, at Roglic kan gøre forskellen, vil jeg tro, at Jumbo kører tog uden at lægge et alt for voldsomt pres. Skal det gøres hårdt, skal det være op ti andre, og her er det tvivlsomt, om nogen vil prøve. Jeg kunne måske pege på FDJ, der har et fremragende hold, eller UAE, men jeg tror mest af alt, at det vil være Jumbo i kontrol. Hvis ikke de kører alt for stærkt, er chancen for angreb bestemt til stede, særligt i medvind, men jeg vil tro, at Jumbo vil kunne kontrollere. Jeg tvivler også på, at vi vil se angreb fra favoritterne, men det kan ikke udelukkes på de stejle 2 km frem mod den sidste kilometer. Jeg ser dog ikkke Jumbo komme i problemer.

 

Det betyder også, at Jumbo bør sidde med flere mand, når de rammer den flade del, og dermed kan de formentlig undgå, at det bliver et taktisk kaos, hvor man kan snige sig væk inden den sidste rampe. Mit bud er derfor, at et favoritfelt skal spurte op ad de relativt stejle sidste 200 m, hvor man også skal sørge for at sidde fremme, da vejen er relativt smal og bugter kraftigt til højre lige inden mål.

 

Det får mig til at pege på Wout van Aert. Det er en stigning, der i gamle dage godt kunne have været for svær for belgieren, men det burde den ikke være længere. Det er klart, at vi ikke kender hans form, men med hans tårnhøje bundniveau og meldinger om gode ben vil det komme bag på mig, hvis de kan presse ham her, særlig hvis Jumbo får lov at sætte farten hele vejen op. Det er også til hans fordel, at den flader ud til sidst, for selvom han godt kunne have vundet en spurt på toppen, er det helt perfekt, at det nu bare bliver en eksplosion op ad en 200 m lang rampe. Her bør han være langt den mest kraftfulde af de ryttere, der har en chance for at overleve, og han er endda også god i positionskampen og bakket op af det stærkeste hold. Stigningen er svær nok til, at der vil være klassementsryttere, der kommer friskere til toppen, men med bare få uger til Touren bør Van Aert klatre så godt, at han kan gøre det færdigt her.

 

Hans største trussel er en holdkammerat. Det kan godt være, at jeg tror, at Jumbo kører afventende og ikke vil skabe det blodbad, der kan gøre det muligt for Primoz Roglic måske at gøre en forskel, men sloveneren er stadig en god vinderkandidat. Han skal spurte mod Van Aert for at jagte bonus, og så må bedste mand vinde. Havde der været mål ved den røde flamme, havde jeg utvivlsomt haft Roglic som favorit, for i en spurt på toppen af så stejle en stigning, vil en af feltets bedste puncheurs have en overhånd. Nu er det imidlertid bare en 200 m lang rampe, og her har han ikke samme power som Van Aert. Udelukkes kan han dog ikke. Dels er Van Aerts nuværende klatring et spørgsmål, dels kan Jumbo have en anden taktik, end jeg  venter, og dels er Roglic altså en uhyggeligt god puncheur, som han har vist med sejre på relativt bløde bakker i Vueltaen og Paris-Nice. De var dog længere, og over bare 200 m får han det svært mod sin holdkammerat.

 

UAE har en god kandidat i Juan Ayuso, der jo bare bliver ved med at imponere. To gange har han vist, at han kan køre med om sejren i WorldTour-etapeløb, selvom han bare er 19 år, og han synes bare at blive bedre og bedre. Dette er endda hans sommermål, og han bør derfor være ganske flyvende. Han er ret uprøvet i denne slags finaler, men vi så hans forrygende flotte spurt på La Molina i Catalonien, hvo han havde vundet, hvis de havde holdt styr på Ben O’Connor. Også i Romandiet, hvor han ikke var på toppen, endte han som nr. 3 i spurten på kongeetapen. Han havde foretrukket mål på toppen, men han burde stadig være en af de hurtigste på en rampe som denne.

Annonce

 

Det samme gør Tobias Johannessen. Modsat Ayuso har han nok fordel af, at den flader ud til sidst, for selvom han er en god puncheur, så vi i Catalonien, at Ayuso havde en overhånd. Til gengæld så vi senest i Norge, at han er lynhurtig på flad vej, og dermed burde han være ganske fremragende på en kort, eksplosiv rampe som denne. Til gengæld er jeg usikker på hans form efter en skuffende indsats i Norge, og da dette er et nyt niveau for ham i det måske hårdeste ugelange etapeløb, kan han falde igennem. Er han frisk og med Catalonien-form burde han dog kunne køre stærkt i en spurt som denne.

 

Det er ret imponerende, som Wilco Kelderman udvikler sin spurt i disse år. Han synes bare år for år at forbedre sig som puncheur. Det så vi senest i Giroen, hvor han blev nr. 5 i Budapest og nr. 4 i den kun let stigende spurt i Jesi bag Biniam Girmay, Mathieu van der Poel og Vincenzo Albanese. Her stiger det kun over 200 m, og derfor kunne han nok have fundet en bedre afslutning, men særligt spurten i Jesi tilsiger, at han også vil være stærk her. Til gengæld kan han også falde helt igennem. Kombinationen Giro-Dauphiné er pokkers svær, som Phil Bauhaus sandede i dag, og han kan derfor sagtens ende med at blive sat tidligt. Han har dog før haft succes med modellen, og han blev som bekendt bedre og bedre gennem Giroen,

 

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal mene om Dylan Teuns. Belgieren er jo ikke særligt hurtig på flad vej, men han er som puncheur ganske fremragende. Det så vi senest med hans sejre i Fleche Wallonne og i Romandiet, men det her er trods alt kun en 200 m lang bakke. Det er spørgsmålet, om det er nok til, at han kan måle sig med folk, der ville slå ham i en spurt på flad vej. Vi aner heller ikke, hvor han står formmæssigt, for selvom han nåede nye højder i sit vilde forår, har han været så svingende, at man ikke skal spille pensionsopsparingen på, at han er lige så god nu. Det finder vi ud af i morgen, og her får vi forhåbentlig også at se, hvor langt punchet rækker på så kort en bakke. Er han ikke i form, er stigningen til gengæld svær nok til, at han bliver sat.

 

Læs også
Tobias Lund vinder for anden dag i træk

 

Hvad så med Ethan Hayter? Jeg tror, at den er for svær, selv hvis Jumbo bare kører ganske moderat. De tre første kilometer skal han nok klare, men de sidste to bør være for svære. I år har han nemlig ikke klatret på samme niveau som i 2021, og han lød heller ikke alt for optimistisk om sin form i går. Nu rangerer jeg imidlertid efter vinderpotentiale, og derfor er han nødt til at have en relativt høj rangering. Kommer han først op på den flade del, er han i hvert fald klart den største trussel mod Van Aert, for den korte, eksplosive rampe burde passe ham så godt, at han vil have en fair chance for at slå belgieren, måske endda også større end i en flad spurt.

 

Vi kan tage samme smøre om Andrea Bagioli. Italienerens klatreevner har skuffet mig negativt, og derfor vil jeg forvente, at denne stigning er for lang. I forvejen fandt han trods sin sejr i Catalonien aldrig formen i foråret, og da heller ikke hans Vuelta var alt for imponerende i klatremæssig forstand, er det længe siden, vi har set ham imponere. Mit bud er derfor også, at han kommer til kort, men hvis jeg tager fejl, er han farlig. Vi har mange gange, blandt andet da han vandt i Ain foran Roglic, var nærmeste trussel mod Roglic på Cullera i Vueltaen og næsten slog Magnus Cort i en flad spurt i samme løb, vist, at han har den helt rette kombination af punch og fart til denne finale. Jeg tvivler bare på, at han får lov at vise det.

Annonce

 

I de senere år har Michal Kwiatkowski haft en kedelig tendens til at være meget formsvag i Dauphiné. I forvejen er han - taktisk Amstel-sejr eller ej - et stykke fra fordums styrke, og derfor er der mange ting, der taler for, at han falder fra i morgen. Holdet har dog åbnet muligheden for, at han vil køre klassement i dette løb, og hvis det er tilfældet, kan han måske være bedre end ventet. Er han på toppen, burde denne stigning ikke være uden for rækkevidde, heller ikke for ”gamle Kwiatkowski”, særligt ikke hvis Jumbo kører lidt afdæmpet op ad den. Han spurter ikke meget længere, men hans spurt i Amstel, hvor han slog hurtige Cosnefroy, vidner om, at han stadig har en vis fart, og denne lille rampe burde passe ham som fod i hose, hvis ikke han, som jeg tror, bliver sat forinden.

 

Vi skal vel også til at vænne os til, at Sean Quinn skal tages seriøst i denne slags afslutninger. Amerikaneren har i Alperne og nu også i dette løb vist, at han har fundet en vis hurtighed, og han bør have en fair chance for at klare stigningen. Han var fornuftigt med fremme i Alperne, hvor han blev nr. 15, og han endte som nr. 16 på kongeetapen i Romandiet. Her løb han imidlertid tør for kræfter til sidst, og medvinden er modsat den schweiziske modvind ikke en gave. Der er en betydelig risiko for, at dette bliver en tand for svært, men sidder han med til toppen, burde han - hvis han klarer positionskampen - have en god afslutning på denne rampe.

 

Det burde også være en perfekt afslutning for Patrick Konrad. Østrigeren har altid været kendt for sin hurtighed, selvom det er sjældent, han viser det, og blandt klassementsrytterne i dette felt bør han være blandt de hurtigste. Hans form er imidlertid et stort, stort spørgsmålstegn efter et mareridtsår, og i forvejen er han ikke nogen stor klatrer. En formstærk Konrad klarer dog denne bakke, og så bør han også køre en god spurt. Han melder heldigvis om gode ben, men så sent som i Ungarn for nogle uger siden var han fortsat meget formsvag.

 

En af årets positive overraskelser har været at se, hvor godt Samuele Battistella klatrer. Italieneren har klaret lange stigninger flot i Algarve, Provence og senest Ungarn, men vi har også set, at han har sine begrænsninger. Jeg vil derfor tro, at denne meget vel i dette skarpe felt kan blive for svær, men udelukkes kan han bestemt ikke. Overlever han, burde han i hvert fald køre en god spurt i en finale, der passer ham, som vi så i Algarve og Provence, men jeg har stadig lidt svært ved at se ham faktisk vinde etapen.

 

For et år siden viste Brandon McNulty en hurtighed, vi ikke har set meget til, da han gik på podiet i en puncheurspurt vundet af Sonny Colbrelli. Det vidner om, at han burde køre en god spurt her, også fordi han tidligere i år slog Søren Kragh i en flad spurt i Paris-Nice. Han bør naturligvis sidde med til toppen, selvom hans niveau kan være svingende. Til gengæld vil det undre, hvis han er eksplosiv nok til at vinde på en 200 m lang rampe.

Annonce

 

Alexis Vuillermoz skal forsvare sin trøje, men han kan også lave et godt resultat. Han er jo kendt som puncheur, og derfor burde dette være guf for ham. I de senere år har han dog bevidst arbejdet på sit punch på bekostning af sin klatring, og effekten har været klar. Han klatrer slet ikke så godt, som han gjorde tidligere, og derfor tror jeg, at denne bliver for lang. Han skuffede nemlig også i tirsdags, og har han samme ben nu - også efter en hård dag i dag - ryger han formentlig af forinden. Han har dog også imponeret i en lignende finale i Besancon tidligere i år, hvor han i et svagere felt lignede stærkeste mand, og derfor har han en chance for at komme til toppen, hvor han vil være lynhurtig på en rampe som denne.

 

Det bør Tao Geoghegan Hart også være. Det så vi blandt andet i Giroen i 2020 eller på 6. etape i dette løb i 2021, men desværre synes hans formkrise at være endeløs. For bare en god uge siden skuffede han fælt i Norge, og han skal have forbedret sig markant for at spille en rolle her. Hans hold er dog kommet for at køre klassement med ham, og derfor må man håbe, at han viser lidt af de ben, vi ikke har set siden sidste års udgave af dette løb, hvor han i det mindste var hæderlig. Gør han det, kan han køre en god spurt her, men i dette felt vinder han næppe.

 

Læs også
Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser

 

En anden rytter, der meget vel kan falde fra, er Warren Barguil. Franskmandens klatring har været yderst skuffende i år og bliver ringere og ringere år for år. Han er også en langsom starter og floppede fælt i et svagt felt i tirsdags. Derfor vil min forventning være, at det samme kan ske igen denne gang, men det er til gengæld også klart, at det er en stigning, der på papiret passer ham. Overlever han, er han hurtig, som han viste med sejren i Indurain, og rampen her burde passe ham endnu bedre, selvom han er en usandsynlig vinder i dette felt.

 

EF har et alternativ til Quinn i Ruben Guerreiro. Også hans form er ukendt, og da stigningen kan være for lang for ham, er der ingen garantier. En formstærk Guerreiro burde dog have en chance for at klare sig, og da han har udsigt til Tour-debut, må han ventes at være på et rimeligt niveau. Han er en glimrende puncheur og burde køre en god spurt her, men han har ikke farten til at vinde.

 

Jeg vil også gerne se Matteo Jorgenson spurte. Det har vi ikke rigtigt set, siden han blev professionel, men han vandt altså pointtrøjen i l’Avenir i sit sidste år som U23. Han viste efter sin skadespause overraskende god form i tirsdags, men niveauet er et helt andet her. I forvejen er han ikke nogen stor klatrer, og chancen for, at han falder fr,a er betydelig. Hvis til gengæld han klarer den, skal det blive interessant at se ham spurte.

 

Endelig vil jeg pege på to tungere folk, nemlig Mikkel Honoré og Filippo Ganna. Honoré viste i går, at han synes tilbage i storform efter sit ærgerlige forår, og så er spørgsmålet, om han kan være med her. Som udgangspunkt er stigningen for lang, men han imponerede med sin klatring flere gange sidste år i Polen og England. Det var dog stadig på kortere stigninger, og jeg vil blive overrasket, hvis han klarer den. Han imponerede mig dog så meget i går og udvikler sig så flot, at det bestemt ikke synes umuligt.  Jeg vil forvente, at stigningen i et Dauphiné-felt bliver kørt for hårdt til Ganna, særligt fordi de sidste to kilometer er stejle, en han klatrede jo som en drøm i Provence, Emiraterne og til dels i Tirreno. Jeg tør ikke udelukke, at dette er inden for rækkevidde, og da det herefter flader ud, og han i Provence kørte en god puncheurspurt alene på sin power, kan han gøre det pænt. Mit gæt vil dog være, at han sparer sig til onsdag.

 

Damiano Caruso genfandt sin hurtighed på Sicilien, men han har spurtet så lidt de seneste mange år, at han næppe spurter her. Det kunne David Gaudu godt finde på, da han ikke er uden punch, men jeg tror, at 200 m er for lidt til, at han for alvor kan være med. Mere eksplosiv er Valentin Madouas, men han skuffede i gå, og derfor tror jeg, at stigningen bliver for lang, og selvom Rudy Molard kan spurte, er han ikke hurtig nok. Jeg ville gerne nævne Victor Lafay, der virkelig er slået igennem som puncheur i år, men han skuffede stort i tirsdags, og rampen er for kort. Klassementsryttere som Enric Mas, Jack Haig og Ben O’Connor bør ende fint, men de er ikke eksplosive nok til at være med helt fremme. Steff Cras har punch og bør blande sig, men helt fremme kan han ikke være. Maxim van Gils er hurtigere, men han synes ikke at have klatrebenene lige nu. Aurelien Paret-Peintre er begyndt at spurte, men han er ikke hurtig nok til at begå sig helt fremme, og den bør være for lang for Simon Clarke og Benjamin Thomas samt formsvage James Shaw. Simon Geschke var hurtig som ung, men spurter aldrig længere, og han synes ikke at have den mageløse Romandiet-form nu, hvorfor han næppe kommer med hele vejen. Stigningen bør være for svær for Kevin Vermaerke, og det er den nok desværre også for Franck Bonnamour, der med Tour-form havde været en oplagt kandidat, men som synes i en formkrise - en formkrise, der også har ramt Nick Schultz. Endelig regner jeg ikke med at se Jonas Vingegaard fremme. Formentlig mister han tid frivilligt, og hvis ikke har han andre kaptajner at køre for.

 

Som sagt kan et udbrud ikke udelukkes. Igen er Remi Cavagna et navn, da han er på hjemmebane og meget af etapen passer ham, men han skal have et forspring inden stigningen. Også Mikkel Honoré, Benjamin Thomas, Geoffrey Bouchard, Bruno Armirail, Valentin Madouas, Rudy Molard, Simon Clarke, Nick Schultz, Toms Skujins, Kenny Elissonde, Simon Geschke, Sean Quinn, Ruben Guerreiro, Maxime Bouet, Laurens Huys, Samuele Battistella, Maxim van Gils, Marco Brenner og Franck Bonnamour kunne være udbrudskandidater.

 

BEMÆRK: Husk igen, at der rangeres efter vinderpotentiale.

 

Feltet.dks vinderbud: Wout van Aert

Øvrige vinderkandidater: Primoz Roglic, Juan Ayuso

Outsidere: Tobias Johannessen, Wilco Kelderman, Dylan Teuns, Ethan Hayter, Andrea Bagioli

Jokers: Michal Kwiatkowski, Sean Quinn, Patrick Konrad, Samuele Battistella, Brandon McNulty, Alexis Vuillermoz, Tao Geoghegan Hart, Warren Barguil, Ruben Guerreiro, Matteo Jorgenson, Mikkel Honoré, Filippo Ganna

 

Kandidater til et udbrud: Mikkel Honoré, Bruno Armirail, Benjamin Thomas, Valentin Madouas, Simon Clarke, Rudy Molard, Remi Cavagna, Geoffrey Bouchard, Sean Quinn, Ruben Guerreiro, Samuele Battistella, Simon Geschke

 

 Livestream Criterium du Dauphiné og Tour de Suisse uden afbrydelser

 Sæt dit managerhold Tour de Suisse og vind flotte præmier

Feltet.dks vinderbud

Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder.
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere.
Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering.
Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig.
Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering.
Wout van Aert
Primoz Roglic, Juan Ayuso
Tobias Johannessen, Wilco Kelderman, Dylan Teuns, Ethan Hayter, Andrea Bagioli
Michal Kwiatkowski, Sean Quinn, Patrick Konrad, Samuele Battistella, Brandon McNulty, Alexis Vuillermoz, Tao Geoghegan Hart, Warren Barguil, Ruben Guerreiro, Matteo Jorgenson, Mikkel Honoré, Filippo Ganna
Damiano Caruso, David Gaudu, Victor Lafay, Enric Mas, Jack Haig, Ben O’Connor, Jonas Vingegaard, Steff Cras, Maxim van Gils, Aurelien Paret-Peintre, Bruno Armirail, Benjamin Thomas, Valentin Madouas, Simon Clarke, Rudy Molard, Remi Cavagna, Geoffrey Bouchard, Simon Geschke
INFO
Optakter
Nyheder
Criterium du Dauphine
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Torsdag den 25. april 2024

Landevej
Danske hold uden succes i Italien
Landevej
Ny triumf til Lidl-Trek-talent
Landevej
Oversigt: Se alle danske UCI-sejre i 2024
Landevej
Vidunderbarn lykkedes med sit ”første udbrud i karrieren”
Landevej
Video i artiklenSe Lunds reaktion på ny sejr
Landevej
Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg
Landevej
Sådan vandt dansk stortalent for anden dag i træk
Landevej
Video i artiklenSe Tobias Lunds anden store sejr
Landevej
Total dominans af UAE
Landevej
Video i artiklenLund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?
Landevej
Video i artiklenTobias Lund vinder for anden dag i træk
Landevej
Ayuso ser frem til enkeltstart: Perfekt på papiret
Landevej
Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye
Landevej
Optakt: 2. etape af Tour de Romandie
Landevej
Tour de Romandie-analyse: Da den franske plasterkrise blev endnu mere akut
Landevej
Geraint Thomas skal stå i spidsen til årets Giro d’Italia
Landevej
Kron før 2. etape: Håber på at vise noget
Landevej
Danskerduo udtaget til spansk etapeløb
Landevej
Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx
Landevej
Video i artiklenSe Tobias Lund triumfere i Tyrkiet
Motion
Vi vil lave Danmarks bedste cykelmagasin - hjælp os!
Landevej
Følg Romandiet Rundt på Feltet.dk's app
Motion
Første cykelmagasin på gaden
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewDansk stortalent har forelsket sig i monument: Jeg går også efter det i fremtiden
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewHjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre
Landevej
Oversigt: 41 danskere i aktion i dag

Onsdag den 24. april 2024

Landevej
Officielt: Disse hold skal køre 2024 Tour de France Femmes avec Zwift
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewDansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt
Landevej
Overrasket Alpecin-Deceuninck-rytter reagerer på podieplads
Landevej
Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet
Landevej
Skuffet dansker reagerer på fjerdeplads
Landevej
Tobias Lund reagerer på første professionelle sejr
Landevej
Video i artiklenDansk sprintertalent tager stor sejr
Bane
Ny arrangør af VM i banecykling fundet i 2025
Landevej
Opdateret: Giro-feltet tager form - udskiftning i deltagende danskere
Landevej
Fra arbejdsløs til guldfugl: Giro-aktuel stortalent har målsætningen klar
Landevej
Optakt: 4. etape af Presidential Tour of Türkiye
Landevej
Optakt: 1. etape af Tour de Romandie
Landevej
Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag
Landevej
Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads
Landevej
Mørkøv får afgørende rolle i rekordforsøg
Landevej
Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024
Landevej
Soudal-QuickStep skriver med ny rytter
Landevej
Emma Norsgaard udtaget til Grand Tour
Landevej
Quintana kører Giroen i en ny rolle
Landevej
Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe
Landevej
Reserve leverede kæmpe overraskelse
Landevej
Journalist: Her er Pogacars Giro-hold

Tirsdag den 23. april 2024

Landevej
Video i artiklenSe spurten, der fik Bora-profil deklasseret
Landevej
Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg
Landevej
Favorit kommenterer afgørende fejl
Landevej
Hot seat var hårdt for dagens vinder: Værste timer i mit liv
Landevej
Sensationel hollænder stryger til tops på teknisk Romandiet-prolog
Landevej
Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder
Landevej
Lefevere afviser: Selvfølgelig havde han sidste ord
Landevej
Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest
Udstyr og test
Video i artiklenProduktnyt: Cannondales nye Scalpel er bygget til at begejstre
Landevej
Optakt: 3. etape af Presidential Tour of Türkiye
Landevej
Optakt: Prolog til Tour de Romandie
Landevej
Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024
Landevej
Optakt: Tour de Romandie
Landevej
Verdensmesteren dropper Tour de France
Landevej
Verdensstjerne sæsondebuterer i stort etapeløb
Landevej
Pogacar øger - tronskifte hos kvinderne
Landevej
Fem danskere stiller til start i WorldTour-etapeløb
Udstyr og test
Elcyklernes kvalitet stiger: Nu er producent klar med elcykel fra øverste hylde
Landevej
Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt
Landevej
Første rytter fra nyt samarbejde: Visma sikrer talentfuld polak
Landevej
To danskere indgår: Se Uno-X Tour de France-bruttotrup

Mandag den 22. april 2024

Landevej
Ineos tager bomstærkt klatrehold med til WorldTour-etapeløb
Landevej
Tobias Lund reagerer på tredjeplads i hård spurt
Landevej
Bernal bedre end før det skæbnesvangre styrt: Vil være verdens bedste
Landevej
Cykelsportens Myter: Oplev Rolf, Holm og Bastian Emil
Landevej
Stortalent tager førertrøjen: Philipsen bliver glad, når han ser det
Udstyr og test
Test: Ekoi Gara MIPS Air
Landevej
Tysker i tårer efter triumf: Der står mange mennesker bag
Landevej
Dansk sprintertalent på podiet i tysk jomfrusejr
Landevej
Verdens bedste sprinter skriver lang kontrakt
Landevej
Quick-Step vil overveje ny Evenepoel-satsning
VIS FLERE

Annonce