Ruten

I de senere år har der som regel været en tidskørsel på programmet i løbet af de første dage, men sådan vil det ikke være i 2019, hvor alle nøgleetaperne er koncentreret i løbets sidste dage. Det betyder, at sprinterne kan se frem til at boltre sig endnu en dag, når Belgien om onsdagen vil være vært for endnu en helt flad etape. Nyskabelsen er, at der er start og mål i samme by, men det er også eneste variation på en dag, hvor det vil være en overraskelse, hvis ikke de hurtige folk skal til fadet for tredje dag i træk.

I alt skal der tilbagelægges 166,6 km, der både har start og mål i den belgiske by Aalter, hvor rytterne skal køre omgange på to forskellige rundstrækninger. Den første af disse er med sine 67,0 km den længste og er henlagt til det flade terræn syd og nordøst for byen. Først går det mod syd og sydvest ned mod den 1750 m lange pavé Neringenstraat, der passeres allerede efter 10,8 km. Kort efter når man det sydligste punkt, hvorefter man kører mod nord tilbage mod Aalter. Modsat senere i løbet kører man denne gang ikke ind til mål, men fortsætter mod nord frem til Knesselare, hvorfra det går mod øst og nordøst frem til det nordligste punkt. Herefter drejer man mod sydøst, inden man fortsætter mod vest, sydvest og til sidst syd tilbage til Aalter, hvor stregen krydses for første gang.

Etapen af afsluttes nu med tre omgange på en kortere 33,2 km lang rundstrækning, der i alt væsentlig blot er første halvdel af den forrige runde. Således kører man først mod syd og sydvest ned til Neringenstraat, der altså skal passeres yderligere tre gange med hhv. 84,8 km, 51,6 km og 18,4 km igen. Kort efter vender man igen rundt for at køre tilbage mod nord, idet man undervejs passerer et punkt, hvor Den Gyldne Kilometer på sidste omgang med bare 8,3 km igen er placeret. Til slut korter man den store rundstrækning af ved at dreje mod øst for at køre ind mod Aalter, hvor der venter en flad, men teknisk finale med sving med 4000, 2800 og 400 m til stregen. På anden og tredje omgang er dagens to Checkpoint-spurter placeret bare 900 m efter stregen, dvs. efter hhv. 101,1 og 134,3 km.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

Etapen byder på i alt 201 højdemeter.

Aalter har hyppigt været startby i løbet, men har kun ageret målby én gang tidligere, nemlig i 2012, hvor Giacomo Nizzolo vandt en massespurt foran Jurgen Roelandts og Manuel Belletti.

Vejret

Efter en dag, hvor rytterne var heldige med at undgå byger, kan de ikke regne med samme held onsdag. For tredje dag i træk vil formiddagen være solrig, men fra middagstid vil det sky til, hvorefter det ventes at regne let gennem resten af dagen, hvor der i målbyen ventes at falde i alt 4 mm. Vinden vil have stort set samme styrke som de foregående dage, men denne gang vil den komme fra syd. Det giver på den store rundstrækning først mod- og siden medvind, inden man primært får sidevind på den sidste del. På den lille rundstrækning vil der være modvind på første del og medvind på anden del, inden man på de sidste kilometer for sidemed- og sidevind og til slut sidemodvind på den 400 m lange opløbsstrækning.

Analyse af 2. etape

Forestil jer, at Chris Froome blev kørt ud på et sidespor og indirekte af sin ledelse blev bedt finde et andet hold. Forestil jer, at Egan Bernal blev vraget og fundet for let og måtte tage telefonen for at ringe rundt til hold, der kunne være interesserede i at samle ham op. Eller forestil jeg, hvis Peter Sagan, Julian Alaphilippe, Remco Evenepoel eller Mathieu van der Poel blev til overs på deres hold og måtte gå den triste gang til cykelsportens arbejdsformidling for at se, om der da ikke skulle være bare et enkelt hold, der kunne bruge deres beskedne kvaliteter på en cykel.

Nu er ovenstående billede måske en anelse fortegnet, men der er alligevel en gran af lighed mellem det og den situation, Sam Bennett befinder sig i. Det hører i den grad til sjældenhederne, at verdens måske bedste i et af sportens mange specialer nærmest synes at være til overs på sit hold og relativt let kan samles som det pureste guld på gaden. Bare tænk på, hvordan en rytter som Sagan i sin tid nærmest kunne låse hele transfermarkedet, fordi alle ventede på, hvor den slovakiske superstjerne skulle hen i de år, hvor han har haft kontraktudløb.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Alligevel har der været påfaldende lille hype om Bennett, selvom det vel reelt siden decembers offentlige udmelding om, at han var vraget til Giroen, har været en offentlig hemmelighed, at det irske fænomen skulle finde sig et nyt hold. Heller ikke da han i løbet af foråret tog den ene WorldTour-sejr efter den anden og undervejs satte alle feltets topsprintere til vægs, virkede det til, at der var særligt mange hold, der stod klar til at åbne tegnedrengen og tilbyde ireren en kontrakt.

Det kunne man måske forstå, hvis der var tale om Marcel Kittel. Tyskeren var kendt for at være stærkt afhængig af sit hold, hvis hans ringe positionering ikke skulle umuliggøre, at han kunne omsætte sin skræmmende topfart til sejre. Derfor er Kittel ikke en rytter, man skriver kontrakt med på fem minutter en sen eftermiddag, for han har brug for at få bygget et helt hold op omkring.

Sådan er det imidlertid ikke med Bennett. Som jeg skrev i går, har nøden lært den nøgne irske kvinde at spinde, og efter at Bora-ledelsen adskilte ham fra hele hans vanlige tog, som i stedet blev stillet til rådighed for Pascal Ackermann, har han lært at klare sig på egen hånd. Som han så mesterligt viste i går og igen i dag, da han fordoblede sin score i BinckBank Tour, har Bennett udviklet sig til en ny Sagan i positionskampen, hvor han dag efter dag finder det hjul, han skal bruge. Således behøver han nærmest ingen støtte, og alligevel står han nu med hele 10 sæsonsejre, heraf 8 på WorldTouren. Med andre ord er Bennett for relativt få penge nærmest en garanti for et hav af store sejre, da man stort set kun skal binde lønkroner i ireren selv.

Derfor kan det heller ikke undre, at alt i sol og måne peger i retning af, at Bennett skal erstatte Elia Viviani som Deceunincks nye topsprinter. Nok mangler vi den endelige bekræftelse, men rygterne er så vedholdende, at det vil være et af sæsonens største chok, hvis ikke det snart bliver meldt ud, at den irske raket næste år vil tørne ud i de blå farver. Og når det er så selvfølgeligt, er det, at Patrick Lefeveres fantastiske købmandsnæse er hovedårsagen til Deceunincks enorme succes.

Lefevere har særligt haft en fantastisk evne til at samle supersprintere, der er blevet til overs, op. Det gjorde han, da han hentede Mark Cavendish fra et Sky-hold, der dybest set var uinteresserede i at have en topsprinter på holdet, og det førte til et lykkeligt ægteskab, der indbragte The Manx Missile yderlige et par Tour-etapesejre. Dernæst slog han til, da Marcel Kittel og det nuværende Sunweb ragede uklar og sikrede sig via en kontrakt med den tyske supermarkedskæde Lidl den økonomi, der skulle til for at bringe Kittel tilbage på sporet med hjælp fra sportens bedste tog - en succes, der kulminerede med de fantastiske fem etapesejre i Touren i 2017. Og det gjorde han, da Kittel af frygt for konkurrencen fra Fernando Gaviria ikke turde forlænge med holdet, og hvor han i stedet gik på strandhugst hos Sky, hvor Elia Viviani ligesom Cavendish havde måttet sande, at sprintere bare ikke har den store prioritet.

Nu er han så ved at gøre det for fjerde gang. Egentlig kunne han have holdt på Viviani, men tilsyneladende kunne han få Bennett til en billigere penge. I hvert fald var det angiveligt økonomien, der ”tvang” Viviani til at søge nye græsgange, da en stor del af budgettet blev bundet i en forlængelse med Alaphilippe, og derfor kan det næsten ikke læses på anden vis, end at Bennett stadig på markedet fremstår som lidt af et røverkøb - ikke mindst fordi han gang på gang har vist en hel cykelverden, at han er langt hurtigere end den sprinter, han nu erstatter.

På den facon synes Lefevere at have en fantastisk næse for at skifte hest i tide. Det gjorde han, da han udskiftede Kittel med Cavendish i de år, hvor briten trods en opblomstring i 2016 var begyndt at tabe fart og var klart langsommere end den tyske gigant. Det gjorde han, da han hentede Viviani på et tidspunkt, hvor den italienske sprinter vandt det ene store løb efter det andet i løbet af et efterår, netop som hans nye kontrakt var blevet en realitet. Og det ser han ud til at gøre igen nu, hvor det er svært at argumentere for, at det er et ringe bytte at få Bennett ind som erstatning for Viviani.

Hvis man er i tvivl om værdien i det skifte, skal man blot se på dagens etape i BinckBank Tour. Allerede i går fremhævede jeg Bennetts helt eminente positionering, som gør ham til feltets vel nok mest stabile supersprinter. Nok er Peter Sagan ham måske stadig overlegen i positionskampen, men det kompenserer ireren for med sin højere topfart, der efter dagens sejr har sendt ham direkte på kurs mod en dominerende Vuelta og formentlig en position som årets mest vindende rytter.

Den positionering kom fornemt til udtryk igen i dag. Man skal ikke have set mange af de tidligere etaper, som er endt med den klassiske og yderst kringlede finale i Ardooie for at vide, at det kan være et sandt helvede at skulle finde den rette position i det virvar af sving, der følger i rap lige omkring den røde flamme, ligesom mangen en sprinter efterfølgende er blevet lukket inde på den smalle vej i den flamske by. Ikke desto mindre var Bennett for anden dag i træk præcis, hvor han skulle være, da han med flere kilometer igen sad limet til baghjulet på Dylan Groenewegen, der som forventet havde udsigt til at få det bedste lead-out.

Læs også

Se Tobias Lunds anden store sejr

Dermed var den vanskeligste del af missionen udført, men der ventede stadig en opgave, der nok kunne knække de fleste. Groenewegen har igennem de seneste år gang på gang vist, at han er verdens hurtigste sprinter, og derfor har det i de senere år været nærmest en umulighed at slå hollænderen, når han er blevet afleveret perfekt. Og det var præcis, hvad han gjorde denne solbeskinnede tirsdag i Belgien, hvor Mike Teunissen på fornem vis rettede op for sin fæle fejl på 1. etape, da han serverede sin kaptajn på et sølvfad på den fine maner, han har gjort det igen og igen gennem en fantastisk 2019-sæson.

Desværre må Groenewegen nok sande, at han efterhånden er ved at være træt. Forud for i dag har han kunnet undskylde nederlagene under Touren, ved EM og i går med forskellige omstændigheder, men i dag var der ingen tvivl om årsagen til 3. pladsen. Ganske vist blev han snydt af Jasper Philipsens lange spurt, men da han åbnede for gassen, skulle han ikke træde mange gange, inden en tilsyneladende udkørt hollandsk kanonkugle atter måtte sætte sig i sadlen.

Det kan naturligvis få mange til at konkludere, at Bennett nu er gået forbi Groenewegen i det internationale hierarki. Den konklusion er dog nok en postgang for tidlig, for naturligvis er træthed en helt legitim og meget plausibel forklaring for hollænderens pauvre spurt. Til gengæld blev spurten også endnu en understregning af Bennetts tårnhøje klasse, for modsat Groenewegen reagerede han med imponerende snilde, da Philipsen var ved at snyde dem alle. Som en mis sprang han ind på talentets baghjul, og herefter kunne den stakkels UAE-rytter naturligvis intet stille op, da han på sin venstre side kunne se det irske monster nærmest med lethed gå forbi. Nok er Bennett lynhurtig, men hans sejre skyldes altså mindst lige så meget hans fantastiske evne til at læse og gøre alt rigtigt i finalerne.

Philipsen blev slået, men han har alligevel ikke megen grund til at være utilfreds. Det var nemlig en ganske imponerende manøvre, som både viste en ganske fornem fart, men også en snarrådighed, som fortjener applaus. Det stærke UAE-tog med Roberto Ferrari og Juan Sebastian Molano kunne nemlig ikke helt gentage gårsdagens fine præstation, og derfor var stortalentet fanget for langt tilbage efter svingene. Den situation rettede han imidlertid op på med sin snu manøvre fra en position, hvor han ni ud af ti gange ville være blevet lukket inde, og det vidner om, at også han har den løbsnæse, som Bennet så fornemt har vist frem de seneste dage.

Modsat UAE, som altså ikke kunne gentage gårsdagens fine lead-out, imponerede Trek igen. For anden dag i træk satte de sig på flæsket i finalen, hvor det atter var Alex Kirsch, der viste fantastiske evner som tredje mand i toget. Af helt uforståelige grunde havde holdet imidlertid valgt at give Mads Pedersen chancen på bekostning af den både på papiret hurtigere og tillige mere formstærke Edward Theuns. Belgieren fuldførte endda til fulde in opgav ved at køre den sikkert hjem for danskeren, men desværre måtte Pedersen sande, at han altså er bedre i rollen som sidste mand end som manden, der selv skal afslutte.

Den rolle plejer Alvaro Hodeg til gengæld at mestre, men i dette løb har han måttet sande, at han altså er den lille i det triumvirat af Deceuninck-sprintere, der ventes i 2020 også at tælle Bennett og Fabio Jakobsen. I går blev han nemlig klart overspurtet af adskillige ryttere, og heller ikke i dag blev det til den store succes. Denne gang var han dog undskyldt, da han faktisk havde gjort meget rigtigt ved at finde Bennetts hjul i finalen. Desværre var han ikke så snarrådig som ireren og blev i stedet fanget bag hjulet på Groenewegen, som endte med at lukke ham inde, da den trætte hollænder indså, at benene ikke rakte til sejr.

Faktisk blev han på stregen akkurat slået af et andet talent. For anden dag i træk viste Kristoffer Halvorsen, at han altså har nogle evner i positionskampen, som de færreste kan matche. Efter tabet af Chris Lawless var han igen helt alene i finalen, men alligevel lykkedes det ham med sin begrænsede erfaring at bokse sig til en god position. Selve spurten viste igen, at hans topfart stadig ikke helt er den, mange troede, den ville blive, men hans positionering er så fornem, at han efterhånden er blevet en af feltets mest stabile.

Helt modsat forholder det sig med Phil Bauhaus. I dag kunne Bahrain slet ikke gentage gårsdagens flotte bedrift, og derfor lykkedes det aldrig tyskeren at komme frem, selvom Ivan Garcia med dagens flotteste føring i finalen havde givet ham fin støtte. Mod slutningen viste tyskeren ligesom i går fornem fart, men desværre var det igen alt for sent. Det er en skam, for på papiret er Bahrain-toget et af de bedste, men gennem hele sæsonen har de gang på gang fejlet i forsøget på at bringe deres ganske hurtige kaptajn frem.

På samme måde har det altid været med Arnaud Demare, indtil han fik sit supertog med erhvervelsen af Jacopo Guarnieri og Ramon Sinkeldam. Desværre brækkede Guarnieri kravebenet i London, og det har efterladt Demare uden sin vanlige støtte. I dag blev det atter synligt, hvor meget toget betyder for franskmanden, der slet ikke kom frem i spurten og endte med en skuffende 9. plads. Heldigvis kan han glæde sig over, at gårsdagens styrt ikke synes at have påført ham væsentlige skader.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Heldigvis undgik vi at se flere topnavne ryge i asfalten i dag. For klassementsrytterne blev det endnu en relativt stille dag, selvom vinden igen kortvarigt skabte splittelse. Zdenek Stybar forsøgte sig med et lidt hovedløst angreb på et langt modvindsstykke, men derudover var det ikke meget, vi så til de navne, der skal slås om den samlede sejr - ikke mindst fordi bonussekunderne igen blev spist af udbruddet.

Og så alligevel. Nu har Bennett efterhånden samlet 20 bonussekunder op, og vinder han de sidste to sprinteretaper, bliver det pludselig til 40. Med den holdbarhed, han har opnået, skal man bestemt ikke udelukke, at han kan hænge på på løbets to sværeste etaper, og med en kun 8 km lang enkeltstart er der grænser for, hvor meget tid han vil tabe lørdag. Det er stadig et longshot, når de store hold går grassat i Ardennerne og på Muren, men Bennett fremstår mere og mere som outsider til også måske at kunne lave et lille nummer i klassementet. Og skulle han ende med ligefrem at vinde hele skidtet, vil det blot blive endnu tydeligere, at købmanden Lefevere igen har samlet guld op fra gaden.

Favoritterne

Man forstår godt, at sprinterne var særligt glade, da årets rute blev præsenteret. Ikke blot får de med fire helt flade etaper en chance mere, end det har været normen i de senere år, de tre første kommer endda lige efter hinanden i løbets indledning. Det betød, at der forud for løbet så ud til at være gode chancer for at få en dag i førertrøjen, også selvom man måtte have misset ud i den første spurt i går.

Den mulighed er nu forsvundet, for hvis ikke et udbrud snyder feltet, eller han rammes af uheld, burde Bennett med sikkerhed kunne tilbringe også natten mellem onsdag og torsdag i den grønne førertrøje. Det betyder dog ikke, at onsdagens etape af den grund er mindre vigtig, for Bennetts dominans betyder også, at man i det sprintertunge felt kan fodre svin med de mange hurtige folk, der endnu ikke har vundet en etape.

Efter i morgen venter der stadig en sidste sprinteretape fredag, men presset vil kunne mærkes på mange skuldre, når det går løs onsdag eftermiddag. Heldigvis kan de glæde sig over, at etapen bør ende i endnu en massespurt. Finalen i Aalter er kun benyttet én gang tidligere, helt tilbage i 2012, og det skulle undre, om det ikke ligesom dengang bliver en dag for de hurtige folk. Ganske vist er der på den lille rundstrækning lidt brosten af en længde, som nok burde kunne bruges til noget, men det kommer for tidligt til at iværksætte en reel offensiv. Splittelse kan det måske nok skabe, men man skal ikke forvente at se folk som Van Avermaet, Vanmarcke, Gilbert, Stybar og Naesen folde sig ud i fuldt flor.

I stedet er det som altid vinden, der er den store trussel. Uheldigvis går den fra den hidtidige vestlige retning til nu at komme fra syd. Det har den ærgerlige konsekvens, at det kun er på den store rundstrækning, at der vil være sidevind af betydning, mens der på den lille rundstrækning stort set kun vil være med- eller modvind. På de to foregående etaper har vi begge dage set splittelse, men det er blevet samlet hurtigt igen. På samme vis kan vi sagtens se splittelse på det lange sidevindsstykke mod slutningen af den store rundstrækning, men derefter følger et langt stykke med direkte modvind. På den lille rundstrækning afvikler man de sidste knap 100 km, og her er vinden slet ikke til at skabe drama.

Stress og nervøsitet vil der være masser af, og vi føler os også ret overbevist om, at der nok skal være hold, formentlig Deceuninck, der kunne tænkes at forcere ved sidste passage af pavéen. Splittelse vil dog nok kun kunne opstå for alvor, hvis der sker styrt på de i morgen sandsynligvis våde veje. Til gengæld kan vi så håbe, at udbruddet bliver hentet så tidligt, at vi får kamp mellem hurtige klassementsryttere som Greg Van Avermaet, Philippe Gilbert, Zdenek Stybar, Søren Kragh, Oliver Naesen og Sep Vanmarcke ved Den Gyldne Kilometer, som kommer bare 8 km fra mål.

Den største trussel mod en massespurt er en udbrudssejr i stil med dem, der var to af sidste år. Ligesom de foregående dage bør udbruddet blive etableret tidligt uden de store sværdslag, men de vil næppe få megen snor. Hidtil har Bora, Jumbo, Deceuninck og UAE arbejdet i en skøn forening, og det forventes de også at gøre igen denne gang. Især i går var de lige alligevel ved at snyde favoritterne, men med hele fire af de stærkeste hold til at arbejde, er det usandsynligt, at vi ikke får en spurt.

Denne gang er spurten ikke helt så kringlet som de foregående dage, men til gengæld har den ekstra feature, at der er et meget sent sving bare 400 m fra stregen. Det betyder, at det er langt vigtigere at sidde godt her, end det er at være lynhurtig. På 400 m kan man alligevel ikke redde meget, og det er derfor en spurt, hvor positionering og dermed også et godt tog er livsvigtigt. Omvendt er det ikke nødvendigvis godt, at man sammen med sin lead-out man kommer allerførst igennem svinget, for 400 m i modvind kan være en anelse for meget at skulle holde for to mand. Der er en risiko for, at første sprinter kan blive tvunget til at åbne for tidligt, og derfor kan den ideelle position meget vel være at sidde som sprinter nr. 2 eller måske nr. 3.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Det går os til at pege på Sam Bennett som vores favorit. Vi har allerede rost irerens positioneringsevne til skyerne, og med den træfsikkerhed, han har vist, er det overordentlig sandsynligt, at han vil sidde limet til hjulet på det bedste tog igennem sidste sving. Naturligvis kan man altid spille på den forkerte hest, men som Bennett i dag viste, da han lynhurtigt reagerede på Philipsens forcering, er han en mester i at skifte hest undervejs og læse spurten rigtigt. Meget peger derfor på, at han vil være den anden eller den tredje sprinter igennem svinget, og det kan som sagt vise sig at være den bedste position.

Samtidig viste han i dag, at han i kamp med en træt Groenewegen åbenlyst er feltets hurtigste mand, og derfor vil han formentlig også kunne vinde, selvom han skulle sidde en position eller to længere tilbage. Naturligvis er der meget, der kan gå galt i et sprinterlotteri for en mand, der er helt uden støtte, men med den positionering, han har vist i år, virker en kikser usandsynlig. Kombinerer man det med den skræmmende fart, ligner det et hattrick til Bennett.

Naturligvis er det Dylan Groenewegen, der er værste rival. Nok blev det i dag åbenbart for enhver, at hollænderen efterhånden er træt, men til gengæld imponerede Mike Teunissen nok engang i rollen som lead-out man. I virkeligheden var Groenewegen blevet afleveret perfekt begge dage, hvis ikke Teunissen i går havde troet, at han havde tabt sin kaptajn, og dermed står det lysende klart, at Teunissen er feltets bedste lead-out man. Sandsynligheden for, at det er ham og Groenewegen, der kommer først igennem svinget, er derfor ret stor, og kan Teunissen holde dampen oppe i modvinden, så Groenewegen ikke skal åbne for tidligt, kan hollænderen ikke få det bedre foræret. Herefter er det så op til ham selv at vise, at han stadig har lidt kræfter til en sidste spurt eller to, og da han trods alt alligevel blev nr. 3 på dagens etape, burde det kunne lade sig gøre at vinde, i hvert fald hvis han ikke har Bennett lige på bagsmækken.

Som sagt betyder lead-outs mere end fart i denne finale, og det gør Edward Theuns til et brandvarmt navn. Igen i dag imponerede Trek igen med deres fremragende tog, hvor man dog af uransagelige grunde havde valgt at satse på Mads Pedersen i stedet for den hurtigere belgier. Efter danskerens skuffende spurt i dag siger al logik, at man i morgen går tilbage til plan A, og så kan Pedersen for alvor komme til sin ret. Både på 1. etape her og i Polen har han kørt nogle eminente lead-outs, og da Alex Kirsch samtidig har imponeret som tredjesidste mand, har Theuns alle forudsætninger for at blive ført først igennem svinget. Herefter er det op til Pedersen at holde farten så længe, at Theuns ikke skal åbne for tidligt. Sidder de hurtigere sprinter fanget lidt for langt tilbage, så vi mandag, at Theuns har farten til at vinde etapen.

Vi har allerede i analysen rost Jasper Philipsen, og det er der grund til at gøre igen. Belgieren har flere gange vist god positionering og høj fart, og i dag viste han også snarrådighed og mod, da han var fanget for langt tilbage i svingene. Igen i dag så UAE-toget med Roberto Ferarri og Juan Sebastian Molano fremragende ud, men de fik startet en anelse for tidligt. Det gjorde de også i går, men her viste Molano (ikke Ferrari, som jeg skrev i går) til gengæld, at han har farten til at matche de andre lead-outs. Kan han time det en anelse bedre, burde det være muligt for de to at komme først rundt i svinget eller som minimum bringe Philipsen frem til en god position. Nok er Bennett og Groenewegen på papiret hurtigere, men vi så i dag, at der ikke skal gå meget galt, før Pedersen kan vinde etapen.

Det var lidt en skam, at Alvaro Hodeg i dag blev lukket inde. Colombianeren havde ellers klaret positionskampen godt, men modsat Bennett fik han ikke reageret, da Philipsen skød frem. Derfor blev han lukket inde af Groenewegen og kom aldrig til at spurte. Desværre viste 1. etape, at han ikke er helt så hurtig som de bedste, og desværre har løbet også vist, at Florian Senechal ikke er stærk nok til at tage kontrol i finalen. Alligevel sad Hodeg godt placeret i dag, og kan han gentage det i morgen, bør han være en af de hurtigste i feltet med en chance for at vinde, hvis de hurtigste fanges eller får åbnet lidt for tidligt i modvinden.

Det har været lidt ærgerligt at se, at Phil Bauhaus nu to dage i træk har skullet starte sin spurt for langt tilbage. Farten ser ud til at være der, men han har manglet positionen til at omsætte det. Til gengæld så holdet stærkt ud mandag, hvor de fik startet for tidligt, og i dag var Ivan Garcia skræmmende stærk, da han ene mand lukkede de sidste 15 sekunder til udbruddet. Garcia, Marcel Sieberg og Heinrich Haussler burde altså have både fart og erfaring til at sætte sig igennem i finalen og bringe Bauhaus godt frem inden sidste sving. Herfra synes tyskeren hurtig nok til at kunne gøre det færdigt.

Som nævnt i analysen er det svært ikke at være imponeret over Kristoffer Halvorsen. Nok er han helt alene i finalerne, men alligevel tilkæmper han sig konstant på heroisk vis en god position til sidst. Det er blevet hans helt store styrke og har gjort ham ufatteligt stabil, men desværre har vi også set, at han har manglet den sidste fart. Det kan skyldes, at han har skullet bruge for mange kræfter i den hårde og ensomme kamp, men skulle det lykkes ham at komme relativt frisk frem til svinget, er han farlig. Som sagt er det position, der betyder mest i denne spurt, og det gør Halvorsen til en farlig outsider, hvis tingene flasker sig i finalen.

Det gør det til gengæld svært for Arnaud Demare. Nok er franskmanden heldigvis ikke hæmmet af sit styrt, men vi så i dag, at han fortsat har det svært i positionskampen. Uden Jacopo Guarnieri er han en skygge af sig selv, for han har aldrig været god til at bokse med de andre sprintere. Man kan håbe, at Ramon Sinkeldam kan vise større styrke frem mod sidste sving, for naturligvis er Demare en af de få, der med det rette held i positionskampen kan gøre det færdigt. Han kan sagtens ende uden for top 10, men han er en af de få med en reel vinderchance.

Læs også

Vidunderbarn lykkedes med sit ”første udbrud i karrieren”

Dagens afslutning gik ikke som håbet for Timothy Dupont, men han viste på 1. etape, at han er en af feltets hurtigste. Positionskampen har han også fået fod på igen, men han er hæmmet af, at hans tog langt fra er det bedste. I går mistede han Boris Vallee, og i dag var han også meget på egen hånd. Heldigvis er morgendagens finale ikke helt så kringlet, og dermed burde Wanty have en lidt bedre chance for at føre formstærke Dupont frem til en hæderlig position, så han alligevel kan vise den fine form, der gav en sejr i Vallonien forleden.

En af de positive oplevelser i de seneste uger har været Amaury Capiot. Den ellers lidt fallerede sprinter havde ikke det bedste forår, men siden sommerpausen har han gjort det godt. Vi havde egentlig troet, at han ville komme til kort i dette felt, men han er nu to dage i træk endt med fine placeringer. Selvom Sport Vlaanderen stadig kører med ”vi prøver med alle mand”-strategien, så Edward Planckaert og Milan Menten kan ventes også at spurte, har belgieren imponeret i positionskampen. Han er slet ikke hurtig nok til at vinde, men med den fine positionering og gode form kan det blive til endnu et flot resultat.

Vi prøver også med Lionel Taminiaux igen. Det er ikke helt til at finde ud af, om Wallonie spurter med ham eller Aksel Nommela , men i går blev belgieren i hvert fald sat ud af spillet af et styrt. I dag var han fint med fremme, og det så ud til, at Nommela faktisk kørte for ham, selvom de endte i den ”forkerte” rækkefølge. Taminiaux har vist et vist potentiale i år, og i Nommela har han en ganske kapabel lead-out man. Han vinder naturligvis ikke etapen, men kan han bringes godt frem inden svinget, kan han måske lave et godt resultat.

Endelig vil vi pege på Davide Ballerini. Nok er han ikke ren sprinter, men måske kan han begå sig i denne spurt. Han er uden noget væsentligt tog og derfor meget alene, men han er en af de absolut stærkeste sprintere. Kan han udnytte den råstyrke til at tilkæmpe sig en god position inden svinget, er det i en finale som denne, han kan ende hæderligt, også selvom farten ikke rækker til at vinde. I dag så det i hvert fald hæderligt ud i positionskampen, efter at han punkterede på 1. etape.

Ligesom på de foregående etaper er det usandsynligt, at positioneringssvage Jakub Mareczko og Thomas Boudat kan spille en rolle i denne finale. Dimension Data har slet ikke fået det til at fungere med Reinardt van Rensburg og Ryan Gibbons, og Nikolas Maes, Stan Dewulf, Boy Van Poppel Oliver Naesen, Jurgen Roelandts og Jens Debusschere er for ensomme til at have de store chancer. Endelig ser det ikke ud til, at Sacha Modolo har tænkt sig at blande sig i spurterne.

Feltet.dks vinderbud: Sam Bennett

Øvrige vinderkandidater: Dylan Groenewegen, Edward Theuns

Outsidere: Jasper Philipsen, Alvaro Hodeg, Phil Bauhaus, Kristoffer Halvorsen, Arnaud Demare

Jokers: Timothy Dupont, Amaury Capiot, Lionel Taminiaux, Davide Ballerini