STREAM ARCTIC RACE OF NORWAY UDEN AFBRYDELSER

Ruten

Efter den første udgave, der var som skabt til stærke sprintere, har man med 2018 som en undtagelse hver gang haft en afslutning på en stigning, hvor klatrerne har haft mulighed for at gøre en forskel. Sværhedsgraden har været varierende, og denne gang har man ikke fundet den sværeste stigning. For første gang skal der nemlig sluttes på Skallstugu, der er relativt kort, men dog har to kilometer med ca. 8% inden en næsten flad sidste kilometer. Det er altså mere ardenner- end klatreterræn, og det vil således være ardennerspecialisterne, der her skal udkæmpe det vigtigste slag om den samlede sejr i en finale, hvor den flade afslutning kan betyde, at der kan ske ting og sager til slut, og at både taktik og spurtstyrke kan komme i spil.

I alt skal der tilbagelægges 177,7 km, der fører feltet fra Namsos til toppen af Skallstuggu i udkanten af Levanger. Starten er ganske let, idet man lægger ud med at køre mod sydvest ned lang en fjord igennem relativt fladt og kun ganske let kuperet terræn. Efter ca. 25 km forlader man vandet for at køre mod syd igennem let stigende terræn frem til dagens første spurt, som kommer efter 33,1 km. Dernæst er det først let stigende og siden let faldende, når man kører mod syd og sydøst tilbage til vandet, som kortvarigt følges mod sydøst, inden man igen forlader kysten for at køre mod sydøst op ad kategori 2-stigningen Strugstad (1,6 km, 6,2%), der er relativt jævn og har top efter 85,8 km.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Stigningen var kun en kort afveksling, for det bliver herefter stort set helt fladt, når man fortsætter mod syd over et længere stykke, der undervejs går via bredden af en større sø. Det bliver en smule mere kuperet, når man drejer mod sydøst for at køre op og ned ad en bakke, inden man drejer mod syd for at passere kategori 2-stigningen Stene (2,2 km, 6,7%), der er ganske irregulær og har en kilometer med 14,2% og slutter med 300 m med 9,6%, men derudover er ganske let. Toppen rundes efter 126,4 km, hvorefter et kort, fladt stykke og en nedkørsel leder mod vest, inden det går mod sydvest op ad kategori 3-stigningen Reinslia (1,1 km, 8,9%), der undervejs har 500 m med 10,8%, og hvis top rundes efter 139,5 km.

Nu bliver det igen lettere, når man via en nedkørsel og et fladt stykke kører mod nordvest og syd ned til en rundstrækning, hvor man kører en omgang. Den sender først rytterne mod vest ad en lige og let faldende vej ud til kystbyen Levanger, hvor dagens anden spurt køres efter 156,8 km. Her vender man rundt for at køre ad en let stigende vej mod først nordøst og siden sydøst forbi dagens sidste spurt, som kommer på en bakke (1,5 km, 5,6%) efter 163,9 km, inden man slutteligt kører et kort, fladt stykke mod øst tilbage til rundstrækningens udgangspunkt.

Herfra går det mod sydøst ad en ganske let stigende vej, der leder direkte frem til målbjerget. Kort efter kører man nemlig mod sydøst op ad kategori 1-stigningen Skallstuggu, der over 3,8 km stiger med 6,5%, men hvis data snyder. Efter en lettere start med 5,3% følger således 2 km med hhv. 8,3% og 7,5%, inden den sidste kilometer blot stiger med 1,7%. Stigningen går ad en næsten lige vej, der blot har to hårnålesving med ca. 2 km igen.

Etapen byder på i alt 2636 højdemeter.

Skallstugu har aldrig tidligere været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

STREAM ARCTIC RACE OF NORWAY UDEN AFBRYDELSER

Vejret

Efter to dage med kulde og fugtigt vejr kan rytterne se frem til tørvejr og lidt mere varme. Ganske vist vil det mest være skyet med kun lidt sol, men temperaturen vil være en anelse mere sommerlige med et maksimum på 17 grader i bunden af sidste stigning. Vinden vil nu bare være let (9-11 km/t) og komme fra vest. Det giver forskellige former for sidevind stort set hele dagen, idet der dog følger et modvindsstykke mellem den anden stigning og den anden spurt. Derefter vil der være med- og sidemedvind, indtil man får stort set direkte sidevind på den lange, lige vej op ad målstigningen.

Favoritterne

Mine data kan ikke have været rigtige, for der var bestemt ikke meget 9%-mur over den lille stigning i dagens finale, men det sikrede heldigvis, at det normalt så sprintervenlige løb i det mindste gav én chance til sprinterne. Nu slutter festen til gengæld også for de hurtige folk, for de kommende to dage handler det om klassementet.

Vi lægger ud med kongeetapen, der må regnes som en af de lettere i løbets korte historie. Ganske vist har vi nok engang afslutning på en stigning, men der bestemt ikke tale om nogen Storheia eller Målselv, som er de to sværeste stigninger, der har været benyttet. Her er der reelt bare tale om en 2 km lang stigning med 7-8%, og det slutter endda med en flad sidste kilometer. Det kan bestemt ikke udelukkes, at bedste mand kører alene, men hvis ikke det lykkes, vil der næsten med sikkerhed gå taktik i den, når den flader ud. Efter så kort en stigning kan der ske en ganske betydelig regruppering, og så er døren åben for taktik og tilfældigheder. Det kan være, at det ender med en spurt, men det er bestemt også sandsynligt, at man kan snige sig væk i stilstanden, som vi senest så det med Guillaume Martin på 2. etape i Tour de l’Ain. Det er således slet ikke givet, at det er en af løbets bedste klatrere/puncheurs, der vil vinde årets kongeetape.

Jeg anser det dog som ret sikkert, at de i hvert fald får chancen. Det kan godt være, at der kommer lidt kamp om at ramme udbruddet denne gang - selvom det ikke er sikkert - men der vil være mange hold, der er kommet efter at vinde løbet og dermed også denne etape. Intermarché, Israel-PT, Cofidis, DSM, BikeExchange og måske endda Uno-X vil sørge for, at vi ikke i den lette start får noget stort og stærkt udbrud.

Derefter kan de alle tænkes at bidrage til føringsarbejdet, og dermed burde der ikke være nogen chance for, at udbruddet kan holde. De kan gå efter lidt bjergpoint, men der bør komme samling til sidst. Vind er der næsten intet af, og det bliver således heller ikke et tema i en weekend, hvor klimaets elendigheder endelig stopper. Der kan til gengæld komme lidt action i de to indlagte spurter, der kommet så sent, at der er sandsynligt, at udbruddet bliver hentet. Her er det muligt at gå efter bonussekunder, men hvem tør det så tæt på finalen, når den sidste af de to spurter endda ligge på toppen af en bakke?

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Det bør altså ende i et opgør mellem klassementsrytterne, og da stigningen er kort og let, skal presset lægges fra bunden. Det er nærliggende at tro, at det pres vil komme fra DSM og Israel-PT, der har de mest spurtsvage klassementsryttere, men det kan også komme fra BikeExchange og Intermarché. Derefter skal de bedste klatrere angribe på de stejle to kilometer, men jeg tror, at det bliver svært for bedste mand at køre alene. Mere sandsynligt er det med den omtalte regruppering i den flade finale, og så kan alt ske i det taktiske spil.

Min favoritvurdering er i et vist omfang en gentagelse af vurderingen fra den store optakt, der meget var baseret på denne etape, men vi har dog fået enkelte svar, der har givet anledning til ændringer.

Jeg fortsætter med at pege på Quinten Hermans, men det er med endnu større usikkerhed end for to dage siden. Belgieren har nået nye højder i år, mest markant med 2. pladsen i Liege, men også sejren på kongeetapen i Belgien og senest 3. pladsen på muretapen i Polen. Sidstnævnte viser, at han er i form efter Tour-skuffelsen, og alle tre resultater viser, at han bør være en af de bedste i eksplosivt terræn. Jeg kan være lidt bekymret for stigningen længde, for vi har vel endnu ikke set ham excellere over så lange stigninger, men vi taler trods alt kun om 2 km.

Det burde være noget, han vil elske, men jeg er blevet bekymret de seneste to dage. Hans spurt i går var ringe, og selvom han blot forklarede den med tunge regnvejrsben, var det bemærkelsesværdigt, at han slet ikke var at se i top 20 på dagens sidste stigning. Jeg er altså ikke længere overbevist om hans form, men hvis det bare handlede om kulden, kan han glæde sig over de varmere og tørre betingelser. Derudover regner jeg ikke med, at finalen bliver voldsomt hård, så selv en knap så flyvende Hermans bør kunne overleve, i hvert fald efter en regruppering. I denne næsten flade spurt vil jeg stadig regne ham som hurtigst, og han har den i dag så flyvende Sven Erik Bystrøm til at holde det samlet. Vælger de at gå efter en spurt med Hermans, tror jeg på, at han kan gøre det færdigt. Bystrøm er dog også meget spændende, fordi han i dag lignede en mand, der vil sidde der til sidst. Han kan selv spurte, hvis Hermans er sat, men han kan også angribe i det taktiske spil, hvor han vil være hjulpet af Hermans’ tilstedeværelse.

men den vigtigste evne er hans spurtstyrke. Blandt favoritterne er han formentlig den hurtigste med den fart, han har vist i år, og det kan blive afgørende i et løb afgjort på bonussekunder.

Jeg er også tryg ved holdets evner i sidevinden, men min bekymring er holdets evne til at kontrollere på søndag. Her virker en trup med tunge ryttere bestemt ikke skræmmende, og han er endda sendt til Norge med to helt uerfarne og tunge stagiaires i en trup på bare seks mand. Heldigvis har han Sven Erik Bystrøm, der selv kan køre klassement på denne lidt lettere rute, da han også har punch og er hurtig, og bliver det taktiske spil en faktor, kan han sågar vinde løbet. Han har efter sine skader endnu ikke fundet sin bedste form, men kommer han stærkt ud af Touren, burde han være så god, at han sammen med de dog relativt tunge Taco van der Hoorn og Adrien Petit kommer et godt stykke i at kontrollere løbet. Det kan glide ham af hænde, men med sin spurtstyrke må Hermans være min favorit.

En anden rytter, der passer godt til løbet, er Nick Schultz. Hans katastrofale 2021 blev vendt på hovedet i en fremragende Tour, hvor han på 10. etape viste, at han har de puncheurevner, der skal til for at vinde her, og at han er lynhurtig, og i den tredje uge viste storform ved at klatre med de bedste i Pyrenæerne. Han udgik dog af San Sebastian, og selvom han melder dig godt kørende, ved man aldrig, hvor han står efter en grand tour. Han så dog ganske skarp ud i gårsdagens finale, og derfor er jeg meget optimistisk. Han er formentlig bedste bud på en mand, der kan køre alene, men også i en spurt bør han have en chance. Han har også den enorme fordel af et overtal, når han er til start med formstærke Kevin Colleoni, der endte på det samlede podium i Tjekkiet. Italieneren passer dårligt til løbet, men han kan vinde det i kraft af taktik og overtal. Jeg tør heller ikke udelukke Dion Smith, der viste gode klatreben i Ordizia og Castilla y Leon. Stigningen er lidt for svær, men med en regruppering efter toppen er han et godt kort til at slå alle i en spurt. Desværre var hans kørsel i går så bekymrende, at jeg tror, at han kommer til kort - også fordi han i dag smed tid og således formentlig har opgivet sit klassement.

En rytter, der er avanceret i mit hierarki, er Mathieu Burgaudeau. Vi anede ikke, hvordan han er kommet ud af Touren, men en 24. plads på en bjergetape i den tredje uge vidnede i hvert fald om en vis friskhed. Den har han til fulde bekræftet i de to første dage, hvor han vel har været løbets mest synlige rytter. Jeg kan være bekymret for, at stigningen er lidt for lang, men det burde bestemt være inden for rækkevidde, når vi ser på, hvordan han klarede Tourens 8. etape - særligt hvis vi får en regruppering. Han er også ganske hurtig med en reel chance for en spurtsejr og har aggressionen til at deltage i det taktiske spil. Holdets alternativ er Edvald Boasson Hagen, der i gamle dage havde været perfekt til denne etape. Selvom han er bedre nu, regner jeg dog finalen som værende for hård, særligt efter i går, men helt udelukke en spurtsejr til ham, tør jeg ikke. De ledsages af Fabien Doubey, der dog har skuffet i år, og Victor de la Parte og Fabien Grellier virker formsvage.

Jeg er også virkelig spændt på Axel Zingle, der i hvert fald har hurtighed og punch, men hans klatring har skuffet i år. Til gengæld så han godt ud både i går og i dag, og med en regruppering bør han have en god chance. Sker det, må han regnes som den sandsynligvis største trussel mod Hermans i en spurt, men holdet regner tilsyneladende ikke med ham i klassementet. Her satser de på sidste års nr. 3, Victor Lafay, men han er en af taberne ved den lette rute. Han er ikke langsom, som vi så på 3. etape i Dauphiné, men på flad vej er han ikke hurtig. Han vinder således kun løbet via taktik, eller hvis han kører fra alt og alle. Det sidste tør jeg til gengæld ikke udelukke, for i dag lignede han en mand, der har lagt den gedigne formkrise, der sendte ham ud af Touren i helt udkørt tilstand, bag sig, og vi så, hvor fremragende en puncheur, han var tidligere i år. En joker er Anthony Perez, der burde have en chance for at være med i dette terræn og her hurtig, men han skal vinde via taktik.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Kan vi udelukke Tobias Johannessen? Formentlig, men jeg tør det ikke helt. Inden løbet troede han, at han var kommet sig over sin polske sygdom, og han kom for at vinde løbet. Gårsdagens nedtur viser, at det ikke helt var sandt, men det kan også have været kulden og chokket efter pausen. Naturligvis er han ikke i topform, men finalen er ikke voldsomt svær, og han er vel løbets bedste klatrer og en storartet puncheur. I en spurt har han en reel chance for at vinde, og i det taktiske spil vil han nu slet ikke være en trussel for nogen som helst. Ellers må holdet satse på Idar Andersen, der dog kun vinder via taktik, for både Anders Johannessen og Fredrik Dversnes virker formsvage.

Israel-PT kommer med det vel nok stærkeste hold, men de mangler den hurtige mand. Det var Simon Clarke, der havde ambitioner, men på 1. etape fandt ud af, at han var formsvag, og derfor i dag agerede hjælper. Jeg tør dog ikke helt udelukke ham, for det kan også have været kulden eller pausen, der slog ham ud. Får vi en spurt i en større gruppe, har han en reel chance for at vinde. Eller skal de vinde via taktik, for de har ikke manden, der kører fra alt og alle. Taktik er også vejen for Hugo Houle, der jo bare klatrer bedre og bedre, men han lider under et manglende punch. Han får svært ved at være med de bedste, men en regruppering giver ham muligheder. Endelig er der også Krists Neilands, der er et stykke fra det niveau, han havde, da han i 2019 blev nr. 3, men er han frisk efter Touren kan han være med på denne lettere rute. Endelig er der Sebastian Berwick, der viste fremragende form på muren i Polen, hvor han dog fik åbnet for tidligt. Han smed desværre en bondegård i går, men han er en spinkel fyr, der meget vel kan være blevet slået ud af kulden. Problemet er, at han nu formentlig bare skal bruges til at lægge pres fra bunden sammen med Clarke.

DSM kommer med Andreas Leknessund, men han lider i den grad under den lette rute. Han kom ud af Touren i storform, og hans dieselmotor betyder garanteret, at han er i god form, men uden spurtstyrke vinder han kun via taktik. Heldigvis har han virket meget velkørende, men jeg kan ikke se ham køre alene væk fra en mand som Schultz. Han skal altså vinde i den taktiske finale, og her er jeg bange for, at han er en rytter, alle holder lidt for meget øje med. Det kan til gengæld åbne døren for Max Poole, der i Tjekkiet viste storform, og særligt den spurt, han kørte på 4. etape, viser, at han kan have de rette karakteristika. Det er dog meget at tro, at han er hurtigere end Hermans. Holdet har også den i år skuffende Mark Donovan, der med formen fra San Sebastian bør være med langt fremme, men kun vinder via taktik.

Arkea kommer med Kevin Vauquelin, der har imponeret i år. Med sit punch og sin fart er han egentlig skabt til løbet, men efter de lovende takter i Oman og Asturien skuffede hans klatring mig i Belgien og senest i Vallonien, hvor han virkede formsvag. Han var heller ikke flyvende i går. Han skal nok bruge et lettere løb, men har han fundet benene fra foråret er han spændende, også fordi han reelt må kunne vinde en spurt. Til gengæld er han ret alene, for hverken lottokuponen Alessandro Verre, Louis Barré eller Winner Anacona synes at kunne være med.

Alpecin giver en sjælden kaptajnrolle til Kristian Sbaragli. Desværre klatrer han slet ikke, som da han i 2019 kørte i top 10 i Montreal, og derfor tror jeg, at det bliver for hårdt. Han viste dog hæderlig form i Leuven i søndags, og får vi et lettere løb med en regruppering, er han ikke uden chance, da han også har en spurt. Dagens styrt og gårsdagens præstation gør dog det hele endnu mere usikkert. Derfor tror jeg, at den bedste chance er Nicola Conci, der viste fornemt punch og fart i Coppi e Bartali og Slovenien, og således passer ganske perfekt til ruten. Han var desværre rystende formsvag i Vallonien og er kun hentet ind som reserve for David van der Poel, men gårsdagens løb giver mig lidt håb. Sidste år viste Sjoerd Bax evner i dette terræn, og han viste hæderlig form i Polen og på 1. etape, men niveauet er nok en anelse for højt, ligesom han kun vinder via taktik. Endelig er der den tidligere roer Jason Osborne, der har vist storform med to samlede sejre i lokale belgiske etapeløb i juli, men vi har stadig til gode at se ham folde sig ud på dette niveau. Han kom i hvert fald til kort i Leuven og ved mesterskaberne. Finalen bør være for hård for Maurice Ballerstedt, selvom han overraskede positivt i går.

Astana kommer med vores nye joker, Gleb Syritsa. Han er stadig et meget ubeskrevet blad, men ser man på de få UCI-løb, han har kørt, bør denne finale være for hård. Til gengæld er han helt sikkert hurtig nok til at vinde, hvos han overlever. Alternativet er Alexandr Riabushenko. Alt taler for, at han får det for hårdt, for nu om dage er han meget tung. Vi er dog nødt til at åbne døren på klem for, at han efter Touren måske kan finde de drømmeben, han havde, da han slog Alexey Lutsenko på en knaldhård rute i Coppa Agostoni. Han er lynhurtig og har punch, og får vi et lettere løb, kan han vel ikke helt afskrives, selvom min optimisme ikke er alt for stor efter i går, hvor Antonio Nibali meldte sig ud af kampen.

Sport Vlaanderen har altid solide Kenneth van Rooy. Belgieren kommer sjældent i top 10, men næsten altid i top 20 i snart sagt alle terræner, der ikke er deciderede bjerge. Senest blev han nr. 14 i både Leuven og Vallonien, så formen er fin, og han har allerede vundet bonussekunder. Dette terræn er på grænsen, men i et lidt lettere løb kan han være med, og han er halvhurtig. Alternativt kan Ward Vanhoof gøre det hæderligt.

Human Powered Health har sidste års nr. 5, Kristian Aasvold, men han har ikke været i nærheden af det niveau siden dengang. Han passer dog ret godt til denne lettere rute, og hans kørsel i Getxo giver en smule håb, ligesom han allerede har jagtet bonussekunder. Hurtig er han også. Til gengæld var den i år ellers så flyvende Paul Double uhyre formsvag i Tjekkiet, og det fik vi bekræftet i går.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Hos Euskaltel stiller man med Antonio Angulo. Han lagde stærkt fra land sidste år, hvor kongeetapen dog viste sig at være for svær, men på denne lettere rute kan han som halvhurtig puncheurtype måske være med. Han blev trods alt nr. 8 i Limousin sidste år, hvor terrænet ikke var alt for meget lettere. Formen har set hæderlig ud i Spanien på det sidste. Kaptajnen er veteranen Luis Angel Maté, men han fortsatte sine katastrofale takter i går.

Jeg tror ikke rigtigt på de øvrige hold. Hos B&B burde løbet passe godt til mountainbikeren Victor Koretzky, der begyndte at vise takter i Ardennerne, men i Vallonien faldt han helt igennem, og jeg regner løbet som værende for hårdt for Thibault Ferasse og Axel Laurance. Hos Burgos vil man køre klassement med Angel Madrazo, men han kan ikke længere være med på dette niveau og tabte tid i går. Hos Bingoal burde løbet egentlig passe ret perfekt til halvhurtige Luc Wirtgen, men han fortsat på et meget lavt niveau i går.
 

Endelig er der kontinentalholdene, der faktisk har ganske meget at skyde med. Mest interesse er der om Sean Bennett, der både i Tyrkiet og Slovenien viste, at han er bedre end nogensinde efter skiftet væk fra WorldTouren. Særligt i Slovenien, hvor det ikke kunne ses i resultaterne, så han godt ud, men han skuffede fælt i går. I varmere betingelser er der dog en mulighed for, at han måske kan rejse sig, men desværre er ruten nok lidt for let. Coop har den unge komet Embret Svestad-Bårdseng, der med en samlet 18. plads i Tour of Norway viste, at han i dette svagere felt kan tillade sig at have ambitioner, men efter i går er det næppe realistisk. I stedet er det mest interessant Trinity med stortalentet Thomas Gloag, der endelig er sine skader kvit og forbereder sig til l’Avenir. Formen i Alsace så dog stadig ud til at have visse mangler hos den kommende Jumbo-rytter, men han var fint med i går. Et alternativ var Rudy Porter, der i år er blevet nr. 2 i Fredsløbet og nr. 4 i Alpes Isere, men faldt igennem i går.

Feltet.dks vinderbud: Quinten Hermans

Øvrige vinderkandidater: Nick Schultz, Mathieu Burgaudeau

Outsidere: Axel Zingle, Sven Erik Bystrøm, Tobias Johannessen, Victor Lafay, Kevin Colleoni

Jokers: Carl Fredrik Hagen, Andreas Leknessund, Kevin Vauquelin, Nicola Conci, Hugo Houle, Mark Donovan, Krists Neilands, Gleb Syritsa, Kristian Sbaragli, Dion Smith, Max Poole, Edvald Boasson Hagen, Simon Clarke

STREAM ARCTIC RACE OF NORWAY UDEN AFBRYDELSER