Ruten

Det kan godt være, at Vuelta a Burgos afgøres i bjergene, men det meste af Burgos-regionen er flad. Det kom til udtryk på 1. etape, og det kommer i den grad også til udtryk på 2. etape, der er om muligt endnu fladere end den første. Denne gang har arrangørerne dog ikke gjort brug af deres hang til små finalebakker, som ofte har ødelagt det for sprinterne. Tværtimod venter der denne gang en helt flad finale, hvor det kun synes at være vinden, som kan true en massespurt.

Med en distance på 168,0 km er 2. etape en af de længere i løbet, og den fører feltet fra Castrojeriz til Villadiego. Fra starten følger man en næsten helt flad vej mod nordvest frem til byen Melgar de Fernamental, der nås efter 15,0 km. Her drejer man mod øst, hvorefter man i længere tid snor sig i denne retning igennem terræn, der langsomt bliver en anelse mere kuperet med et par mindre bakker undervejs. Efter 54,0 km når man Las Quintanillas, hvor man drejer mod nord, inden man 6 km senere sætter kursen mod nordvest igennem terræn, der stadig er småkuperet. Nu slår man en sløjfe mod syd, inden man kører mod nord med retning mod Villadiego. Inden man når frem slår man et lille smut mod nordøst, inden man kører mod sydvest ind til målbyen, som passeres efter 96,0 km.

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 72 km lang rundstrækning, der er stort set helt flad og kun har en mindre bakke i finalen. Først går det mod nordvest ud til Sotresgudo, hvor man efter 112,0 km drejer mod sydøst. En lang, lige vej leder ned til Sasamon, som man passerer efter 133,0 km, hvorefter en lige vej leder mod nordøst tilbage til udkanten af Villadiego, som nås efter 144,0 km. Nu går det mod nordøst til det nordligste punkt, inden man kører mod sydøst, syd og sydvest for slutteligt at køre ad en lige vej mod nordvest tilbage til Villadiego. Den eneste lille bakke (1,5 km, 5,2%) kommer med 8 km igen, men derudover er terrænet fladt. I finalen følger man en lige vej, der over de sidste 2 km er ganske let faldende, indtil man med bare 215 m igen drejer skarp til højre ind på den 6 m brede opløbsstrækning.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Etapen har i alt 1180 højdemeter.

Villadiego har to gange i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, begge gange i forbindelse med dette løb. Det skete i 2015, hvor Vladimir Isaychev var hurtigst i et firemandsudbrud, der højst overraskende snød sprinterne, og i 2014, hvor Matteo Pelucchi vandt den ventede massespurt foran Steven Lammertink og Thomas Damuseau.

Vejret

For et par dage siden så det ud til, at også onsdag skulle blive en blæsende affære, men den varmebølge med mindre blæst, som hele tiden har været varslet fra torsdag, ser ud til at ramme området allerede nu. Således skrues der op for de temperaturer, der ventes at nå urimelige højder senere på ugen, og en skyfri himmel vil sikre, at vi onsdag når op på 33 grader. Samtidig vil den nordøstlige vind aftage gennem hele dagen, så den allerede vil være bare let til jævn ved etapen start og til slut blot vil være svag til let, samtidig med at den er drejet over i en mere østlig retning. Der vil være sidevind fra start inden et længere stykke med sidemedvind, men derefter vil der faktisk være sidevind på det meste af den sidste halvdel af etapen. Slutteligt vil der være et sidste sidevindsstykke med 13 km igen, men med 8 km igen drejer man ind i medvind på toppen af bakken, indtil man har sidemedvind på de sidste 4 km frem til det sene sving, hvorefter der vil være modvind på den korte opløbsstrækning.

Favoritterne

Måske er der lige nu ryttere, der spørger sig selv, hvorfor de har savnet cykelløb de seneste måneder. I hvert fald fik de, der drømte om en let start, en brat opvågnen på en 1. etape, der blev mere dramatisk end ventet. Kombinationen af sidevind og de to ture op ad Alto del Castillo betød i hvert fald, at etapen blev hårdere end i de seneste mange år, hvilket blev helt tydeligt i finalen, hvor afslutterne Giacomo Nizzolo, Matteo Trentin, Jasper Stuyven og Fernando Gaviria alle løb helt tør for kræfter, og i stedet blev det en kombination af puncheurs og klassementsryttere, som dominerede top 10 bag den snu Felix Grossschartner, der med sit veltimede angreb i en kortvarig stilstand fortsatte Boras og Østrigs eminente start på den ”nye” sæson.

Desværre var der langt flere styrt, end man så på tv-billederne. FDJ rapporterer, at det var styrt, der sendte Arnaud Demare ud af spillet, og hos Mitchelton kan Jack Haig, Simon Yates og Lucas Hamilton også glemme deres klassement som følge af uheld. Derudover kan Marc Soler, Pello Bilbao, Andres Ardila, Ben O’Connor, Nikolay Cherkasov og Mikel Bizkarra og allerede skyde en hvid pind efter et topresultat, og selvom det ikke er bekræftet, er det sandsynligvis også styrtene, der er forklaringen for hovedparten, selvom sidevind også har spillet en rolle for i hvert fald de fire sidstnævnte.

Sprinterne fik sig altså en gedigen skuffelse, da benene syrede til på Castillo, men heldigvis er der en ny chance allerede onsdag. Forud for løbet lignede det ellers en nøgleetape, da den kraftige vind meldtes at skulle fortsætte endnu en dag, men sådan bliver det ikke. Tværtimod kommer varmebølgen en dag tidligere end ventet, og nu bliver det i stedet heden, der bliver udfordringen. Den aftagende vind vil bare blive svagere og svagere gennem hele dagen og til sidst være nærmest helt væk. Måske vil der være en smule nervøsitet i starten, da der er mange sidevindsstykker undervejs, men hurtigt vil folk formentlig forstå, at de kan tage den med ro.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Derfor venter formentlig også en stille dag på kontoret. Et tidligt udbrud vil sikkert blive etableret uden store sværdslag, og herefter vil Bora tage kontrol. De kan regne med hjælp fra Deceuninck, UAE, FDJ og NTT, som alle kan ventes at gå efter en spurt, og de bør ikke få problemer med at skabe samling. Derfor bør det ende en let etape, der kulminerer med en massespurt.

Det interessant bliver naturligvis, hvad der sker på den sidste bakke. Det er tænkeligt, at CCC og NTT vil lægge pres på for at sætte hhv. Matteo Trentin og Giacomo Nizzolo i scene, men derudover er der næppe nogen af sprinterholdene, der har en interesse. Måske kunne Astana finde på noget for Alex Aranburu, som de ofte gør, men selvom bakken ikke er helt let, tror jeg interessen for udskilning er for lille til, at den vil gøre en alt for stor forskel. De tunge folk vil dog falde fra.

Spurten kan til gengæld også godt blive halsbrækkende. Ikke blot falder det let på den lange, lige vej tilbage mod Villadiego, der venter også et næsten urimeligt sving med bare 215 m igen. Der venter altså en gigantisk drag race mellem de forskellige tog på vejen ned mod svinget, og reelt finder spurten sted allerede sted her. Kommer man ikke igennem svinget som en af de første tre sprintere - og måske også de første to - er det i hvert fald svært at se, at der er nogen chance - medmindre man da er så overlegen som Marcel Kittel var ved mirakelspurten i Irland under Giroen i 2014.

Det betyder også, at sprinterevner slet ikke er det afgørende. Det er derimod toget og positioneringsevnen. Det er imidlertid langt fra indlysende, hvem der har det bedste lead-out, og der er flere hold, der kan ventes at komme først igennem svinget. I hvert fald synes Deceuninck, UAE, FDJ og Trek alle at have råstyrken og farten til netop det.

Det får mig til igen at pege på Sam Bennett som favorit. I skrivende stund er det ikke klart, om hans fravær i dag skyldtes de mange styrt, eller om han slet og ret havde en af de dårlige dage, han ofte har i starten af etapeløb. I sidstnævnte tilfælde skal man slet ikke udelukke, at det kan ske igen, især fordi han vil have det svært med de højere temperaturer, men vi ved også, at han ofte hurtigt bliver god igen, når rusten er banket af. Med mindre han er helt væk, bør bakken heller ikke være et problem.

Her kan han regne med toget med Yves Lampaert, Shane Archbold og Michael Mørkøv. Nok kom Bennett selv meget skidt fra start i år, men kombinationen med Archbold og Mørkøv fungerede med enkelte undtagelser glimrende. Her er konkurrencen mellem togene skarp, men umiddelbart er der gode chancer for, at Mørkøv og Bennett kommer først igennem svinget. Sker det ikke, var Bennett sidste år en konge til at finde præcis det hjul, han skulle, og derfor var han uhyre træfsikker i sine spurter, og dermed står han fornuftigt, selv hvis Archbold falder fra på bakken. Han skal stadig vise, at han er lige så hurtig som i 2019, men her skal han først og fremmest stole på sit tog og sin positionering, Derfor er han min favorit.

For nogle dage siden troede jeg ikke meget på Matteo Moschetti. Italieneren brækkede nemlig lårbenet i februar, men ifølge ham selv er han fuldt tilbage. Det så vi også i dag, hvor han sad med, da feltet splittedes i sidevinden, og derfor burde han i hvert fald ikke få problemer med at spurte på denne etape, selvom han er en af de ryttere, der kan blive rystet på bakken. Inden styrtet nåede han at cementere sin plads som en fremtidig sprinterstjerne ved at give Pascal Ackermann bøllebank to gange på Mallorca, og det viser, at hans fart også rækker til at tage kampen op med Bennett og Gaviria. Her er det dog særligt toget, der gør ham livsfarlig. Sidste efterår kørte Mads Pedersen og Edward Theuns sammen med Alex Kirsch nogle guddommelige lead-outs, og det bliver bestemt ikke ringere af, at de her også har Jasper Stuyven til deres rådighed. Kan de finde samme rytme som i BinchBank Tour, kan Moschetti sagtens blive ført først igennem sidste sving af en af sine tre lead-out-venner, formentlig Theuns eller Stuyven, og så er der ikke mange, der kan gå forbi.

Det var opløftende at se Fernando Gaviria i dag. Colombianeren var en af få sprintere, der sad med til sidst, og selvom han i sidste ende eksploderede, var det endnu en indikation på, at han har lagt det svære 2019 bag sig. Han viste i Guangxi sidste efter år og i Emiraterne i år, at farten er intakt, og han er i dette løb den eneste, som kan true Bennett på topfart. Desværre pegede foråret også i retning af, at verdens engang bedste lead-out man, Maximiliano Richeze, er ved at være ”over the hill”, og da Gaviria samtidig er blevet uhyre positioneringssvag, kan det blive svært i denne finale. Denne gang har han imidlertid også Juan Sebastian Molano til start igen, og på papiret er toget altså blandt de stærkeste, ligesom bakken med den nuværende form ikke er et problem. Risikoen for, at det går galt med positioneringen igen, er stadig stor, men har Richeze fundet sig selv igen i corona-pausen - hvor han og Gaviria jo rent faktisk har været syge med covid-19 - er toget så stærkt, at Gaviria sagtens kan vinde også her.

Som sagt var Arnaud Demare i dag uheldig, men FDJs tidlige arbejde viste, at han har ambitioner. Normalt kan han ellers ikke matche de tre ovennævnte på topfart, men lige netop i denne finale ser det slet ikke ringe ud. Ganske vist er Jacopo Guarnieri ikke så suveræn som lead-out man som i gamle dage, men toget med ham og Ramon Sinkeldam er stadig brølstærkt, og det er kun blevet bedre med tilføjelsen af Miles Scotson. Vi så i Emiraterne, at de manglede den sidste power til at slå de allerbedste tog, men de manglede ikke meget. Har de fundet den, og er Guarnieri i topform, kan Demare med et godt lead-out vinde foran de hurtigere folk. Guarnieri kan dog være sårbar på bakken, og uden ham bliver det svært.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

Også Giacomo Nizzolo måtte i dag indse, at det alligevel blev en anelse for hårdt, men han fik i det mindste bekræftet de lovende takter fra sæsonstarten. I gamle dage ville man med det samme have peget på ham som oplagt i denne finale, da få matchede ham i positionskampen. Desværre er netop den evne ikke kommet tilbage efter knæskaden, og det var den heller ikke i det ellers imponerende forår. Desværre er toget med Danilo Wyss og Max Walscheid, der med sin ringe positionering ikke er en oplagt lead-out man, heller ikke imponerende. Jeg frygter, at det bliver svært at finde den rette position med den form for støtte, men genfinder han sine gamle takter i positionskampen, er han ikke uden chance, også selvom vi i Tour Down Under så, at han ikke helt kan matche de allerhurtigste på ren topfart. Størst chance har han, hvis det lykkes at skabe udskilning på bakken, men det vil formentlig koste Walscheid livet.

Davide Cimolai var helt væk i dag, men i morgen vil han være der. Tabet af Itamar Einhorn og Alex Dowsett, der er årets første ofre for coronatruslen, svækker ham gevaldigt, men han kan stadig regne med Tom van Asbroeck og Rick Zabel til sidst. Det er slet ikke et dårligt tog, når man samtidig ihukommer, at Cimolai selv mestrer kunsten at positionere sig. Toget og farten er nok ikke stærkt nok til, at det bliver til sejr, men med et stærkt lead-out er podiet bestemt muligt, og bakken er heller ikke et problem.

Matteo Trentin og CCC dominerede finalen i dag, men som alle andre sprintere måtte italieneren indse, at det blev for hårdt. Alligevel endte han i top 10, og det vidner om form. Desværre har han ikke farten til en flad spurt som denne, men til gengæld kan han glæde sig over den styrke, CCC viste i dag, hvor særligt hans lead-out man, Szymon Sajnok, som måske i virkeligheden kan være endnu hurtigere i en flad spurt, var lovende. Meldingen er, at de kører for Trentin, men med Sajnok som hjælp kan han forhåbentlig komme godt igennem svinget. Det bliver næppe først, og derfor mangler han farten til at vinde, men et topresultat kan det sagtens blive til, især hvis han får rystet folk på bakken.

Dagens positive overraskelse var Jon Aberasturi. Selvom han har vist sig som en glimrende afslutter på bakker, var der næppe mange, der havde regnet med, at han ville være den bedste sprinter. Det vidner om storform, men desværre er han meget alene på et Caja Rural uden et rigtigt lead-out. Det betyder, at det bliver helt umuligt at vinde, men vi så i foråret, at hans gode positionering næsten gør ham til garant for en top 10. Det vil den sikkert også gøre denne gang, selvom sejren er uden for rækkevidde.

En joker kunne være Martin Laas. Esteren var ret god på lavere niveau tidligere, og han nåede i Tour Down Under at vise visse evner i positionskampen, selvom han ofte kørte for Erik Baska. Det kneb så gevaldigt i Algarve, og da Bora er her med et klassementshold, så han kun har Jay McCarthy til at hjælpe sig, ser det svært ud i en finale, hvor holdet betyder meget. Han synes dog at have både positioneringsevnerne og farten til at klare det i hvert fald hæderligt, men bakken kan være et problem.

Damiano Cima arbejder ofte for sin bror, Imerio, men her får han chancen. Chokvinderen fra Giroen sidste år kan endda regne med støtte fra Marco Canola, som dog også kan tænkes selv at køre en spurt. Det vil være dumt i en så flad finale, og han bør i stedet hjælpe sin landsmand. Om Cima har farten til at være med helt i front, er nok tvivlsomt, men kommer han og Canola godt frem, kan det gå fornuftigt. Også han er dog sårbar på bakken.

Enrique Sanz har aldrig været en voldsomt hurtig sprinter, men han gjorde det faktisk ganske godt sidste år. Til gengæld skuffede han for det meste i foråret, men hans 4. plads i Mallorca i en meget kringlet finale vidner om, at han kan positionere sig, også selvom han er uden megen støtte på Kern Pharma. Gør han det igen, vil det kunne ende fornuftigt.

Alex Edmondson og enten Timo Roosen eller Pascal Eenkhoorn vil også forsøge sig. Desværre er de på egen hånd på hold med klassementsfokus, og det gør det umuligt, især fordi de ikke har den højeste topfart. Lidt held til sidst betyder dog, at de sagtens kan ende hæderligt. Bedst er det for dem alle, hvis bakken skaber udskilning.

Juan Jose Lobato skal på Euskaltel spurte med hjælp fra Mikel Aristi, men i en afslutning med et sent sving bør hans svage positionering koste det hele. Det samme er tilfældet for positioneringssvage Riccardo Minali , der næppe klarer bakken, og skulle Nippo i stedet køre for den lovende Biniam Ghirmay, betyder den manglende rutine nok, at også han får det svært i positionskampen. Hos Burgos er Jaume Sureda alt for alene, ligesom han mangler fart, og farten er også hovedproblemet hos Bingoal, der skal køre for enten Lionel Taminiaux eller Baptiste Planckaert.

Endelig skal Mark Cavendish nævnes. Det er nu eller aldrig for briten, hvis han skal til Tour de France. Derfor har han utvivlsomt trænet som et æsel, men desværre er der intet - som i absolut intet - der tyder på, at han er på vej tilbage. Senest så han sløj ud i Saudi Tour og UAE Tour, og da skal et mindre corona-mirakel til for at tro på et comeback. I dag smed han 11 minutter, og derfor tror jeg ikke, at han klarer bakken. Skulle det lykkedes, er toget med Marco Haller og Henrich Haussler ellers fint, men det kan meget vel ende, at en af dem i stedet skal spurte.

Feltet.dks vinderbud: Sam Bennett

Øvrige vinderkandidater: Matteo Moschetti, Fernando Gaviria

Outsidere: Arnaud Demare, Giacomo Nizzolo, Matteo Trentin, Davide Cimolai

Jokers: Jon Aberasturi, Martin Laas, Damiano Cima, Enrique Sanz, Alex Edmondson, Timo Roosen, Marco Haller

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Vladimir Isaychevs sejr fra 2015 og Matteo Pelucchis sejr fra 2014.