SPECIAL TILBUD: LIVESTREAM VOLTA AO ALGARVE OG GIRO D'ITALIA 

Ruten

I de sidste seks år har 2. etape signaleret starten på klassementskampen, og hver gang har etapen skabt tidsforskelle, der har vist sig at være udslagsgivende i kampen om den samlede sejr. De første to år skete det på en kuperet rundstrækning omkring byen Monchique, men i 2016 valgte man som noget nyt at inkludere en ekstra bjergafslutning på regionens højeste bjerg, Alto da Foia. Som ventet gjorde den nye etape betydeligt mere skade end forgængeren, og arrangørerne var tilsyneladende tilfredse med formatet, idet de valgte en tilbagevenden i 2017, 2018, 2019 og 2020. Også i år vil Foia-stigningen være rammen om det første klassementsslag, og selvom man ikke genbruger modellen fra 2018, hvor man kørte den helt nede fra bunden, har man som i 2020 med inklusionen af den lille Pomba-stigning umiddelbart inden bunden sikret, at afslutningen er hårdere end tidligere, selvom Foia i sig selv er en ganske let stigning.

Rytterne skal i alt tilbagelægge 182,8 km mellem Sagres og toppen af det berømte bjerg i 900 m højde. Startbyen ligger helt nede i Portugals sydvestligste hjørne, hvorfra man igennem småkuperet terræn kører mod nordøst op langs vandet frem til Aljezur, hvor dagens første spurt kommer efter 41,6 km, idet man efter 29,0 km skal over en bakke (2,0 km, 5,2%). Her drejer man mod øst for at køre ind i landet via kategori 3-stigningen Marmelete (3,8 km, 6,7%), som er ganske svær med tre kilometer med hhv. 6,3%, 7,2% og 10,4%, inden den flader ud over de sidste 800 m frem mod toppen, der rundes efter 48,9 km. Herfra stiger det let, mens man kringler sig mod nordvest frem til udkanten af Monchique, der ligger i bunden af målstigningen.

I stedet for at køre hen til Foia slår man imidlertid en stor sløjfe i området sydøst for byen, hvor terrænet ikke er alt for vanskeligt. Det falder således først mod nordvest, inden man skal op og ned ad to bakker, hvoraf den første stiger med hele 10,3% over 1,2 km. Dernæst bliver det imidlertid helt fladt, når man kører mod nordvest og sydvest ind gennem dalen frem til dagens anden spurt, der kommer efter 113,2 km i etapens østligste punkt. Her vender man rundt for at køre igennem fladlandet mod sydvest, men inden man når kysten, drejer man mod nord for at køre tilbage mod Monchique.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Kort inden byen indledes finalen, når man kører mod nord op ad kategori 3-stigningen Alferce (5,7 km, 6,5%), der er en helt jævn stigning med top efter 156,4 km. Nu følger man et kuperet stykke mod nord og vest, inden det går via en nedkørsel mod nordvest frem til bunden af kategori 2-stigningen Pomba (3,5 km, 8,1%), der er særligt stejl i bunden med 9,2% over den første kilometer og bestiges fra øst. Toppen kommer efter 169,1 km, men efterfølges ikke af en nedkørsel. I stedet går det ad en meget snoet og småkuperet vej mod sydvest og syd ned til Monchique, hvor dagens sidste spurt kommer efter 174,9 km.

Derfra drejer man mod sydvest for at køre op ad den afsluttende udfordring, kategori 1-stigningen Alto da Foia, der i alt er 7,7 km lang og stiger med 5,8% i gennemsnit. Stigningsprocenten ligger hovedsageligt på 5-6%, men den bliver en anelse stejlere mod toppen med 6,8% over en kilometer frem mod de sidste 700 m, der stiger med 6,1%. Stigningen følger en snoet bjergvej med flere bløde sving, inden en blød U-kurve leder ind på den mindre end 100 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3026 højdemeter, hvilket er ca. 300 færre end sidste år.

Da etapen gjorde debut i 2016, var det Luis Leon Sanchez, der med sin store power gjorde forskellen på den vindblæste sidste kilometer og tog sejren et sekund foran Geraint Thomas og tre sekunder foran Primoz Roglic og Ion Izagirre. Thibaut Pinot mistede fem sekunder, mens Fabio Aru var yderligere fire sekunder bagude. Hele 18 mand sluttede imidlertid inden for 20 sekunder af vindertiden, herunder kraftfulde folk som Tony Martin og Tiesj Benoot. Den store taber var Alberto Contador, der havde en sjælden dårlig dag og tabte 24 sekunder som nummer 21. I 2017 gjorde Dan Martin og Primoz Roglic en langt større forskel, inden ireren vandt spurten. Michal Kwiatkowski tabte 20 sekunder på 3. pladsen, og i alt 11 ryttere sluttede inden for et minut af vindertiden. I 2018 endte det trods mange angreb i en spurt i en relativt stor gruppe, hvor Michael Kwiatkowski var hurtigste mand foran Bauke Mollema og Geraint Thomas, mens medvinden i 2019 betød, at fem mand spurtede om sejren med Tadej Pogacar som den hurtigste foran Wout Poels og Enric Mas. Sidste år var det også en relativt stor gruppe, der spurtede, og her lykkedes det Remco Evenepoel med et overraskelsesangreb at vinde foran Maximilian Schachmann og Dan Martin. Tidligere er bjerget blevet besøgt i 2002, hvor Alex Zülle tog en solosejr. Jose Azevedo vandt i både 2001 og 2000, mens en ung Andreas Klöden var hurtigste mand på stigningen i 1999.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

SPECIAL TILBUD: LIVESTREAM VOLTA AO ALGARVE OG GIRO D'ITALIA 

Vejret

Løbets helt uvante sommertemperaturer fortsætter på en smuk torsdag, hvor der kun vil være ganske få skyer den sidste del af eftermiddagen. Temperaturen i Monchique vil nå 25 grader, men det vil stadig være lidt blæsende med en tiltagende nordvestlig vind, der i løbet af etapen går fra en styrke på 12 km/t til slutteligt 22 km/t. Det giver sidevind på langs kysten og sidemedvind frem til rundstrækningen, hvor der vil være sidemedvind på første halvdel og sidmodvind på anden halvdel. Det vil der også være på Pomba, inden der vil være sidemedvind frem til bunden af Foia. Her vil der være sidemodvind, indtil man får sidevind på de sidste godt 1500 m.

Favoritterne

Åbningsetapen skulle have været helt udramatisk, men endte nu i stedet med at blive måske afgørende i kampen om den samlede sejr. Der var ellers ikke megen dramatik i, at Sam Bennett spurtede sig til den ventede sejr - heller ikke selvom han efter eget udsagn led af den klassiske rust, han altid har efter en pause - men det ærgerlige styrt i finalen sendte desværre flere klassementsryttere ud af kampen om den samlede sejr. Det gjaldt først og fremmest for løbets to tempogiganter, Benjamin Thomas og Kasper Asgreen, der i forvejen skulle grave dybt for at begrænse tabet i bjergene, og som nu er sat så meget tilbage, at selv ikke en sublim enkeltstart vil være nok til at tage den samlede sejr. Det er særligt ærgerligt, fordi Asgreen krydsede stregen først i den jagtende gruppe, som desværre ikke var tv-dækket, og det tyder på, at han faktisk har kæmpet hårdt for at begrænse tabet og således vitterligt var kommet til Algarve med klassementsambitioner.

De to tempospecialister var ikke alene. Også Federico Figueiredo, der er en af de bedste portugisere, samt Brandon Rivera, Kyle Murphy, Andrés Ardila, Remy Mertz, Keegan Swirbul, Jelle Vanendert, Maurits Lammertink og Joey Rosskopf, der alle kunne være kommet til løbet med en eller anden form for klassementsambitioner er ude af billedet. Til gengæld var det godt nyt for løbets ”overlevende” klatrere, at de nu ikke længere behøver at bekymre sig om, hvorvidt de får sat Asgreen og Thomas tilstrækkeligt langt tilbage.

De får den første chance for at slås om sekunder torsdag, når det gælder det klassiske slag på Foia, der dog ikke skal overvurderes.  Der er ganske vist tale om en lang, men ikke en svær stigning. Det første besøg viste, at den passer mere til kraftfulde typer end de rene klatrere, ikke mindst fordi det dengang blæste voldsomt. I 2017 var udskilningen mere regulær, og det lykkedes de to bedste at gøre en ganske stor forskel, mens det omvendt i 2018 som følge af kraftig vind endte i en spurt i en relativt stor gruppe. I 2019 blev det igen mere selektivt som følge af medvind, mens det i 2020 igen blev en spurt, og det viser, at det kan gå begge veje, og at vindretningen er helt afgørende.

I år er vejrguderne bestemt ikke med klatrerne. En relativt kraftig nordvestenvind på den eksponerede stigning taler for, at det kan blive meget svært at gøre forskelle. Vi nærmer os nok snarere scenariet fra 2018, hvor hele 18 mand endte inden for 10 sekunder, end scenariet fra 2017, hvor Dan Martin og Primoz Roglic kørte fra alt og alle. Det er først på de sidste 1500 m, at rytterne drejer ind i sidevind, og hvor det måske kan blive lidt mere selektivt, men heller ikke her er procenterne voldsomme, og afstanden er her så kort, at det mest af alt bare bliver en spurt.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Bedre bliver det ikke af, at etapen er lettere end i 2020. Pomba-stigningen i finalen er dog svær og kan skabe en første udskilning, men vi har ikke samme antal højdemeter som sidste år. Jeg tror derfor ikke, at man skal regne med den helt store udskilning, og man bliver nok skuffet, hvis man forventer, at rytterne kommer ind én og én efter et sandt blodbad.

Jeg forventer endnu en aggressiv start fra de mange små hold, der vil gøre alt for at ramme udbruddet, men mon ikke særligt UAE i den lette start vil sikre, at udbruddet hverken bliver stort eller stærkt? Når gruppen er etableret, vil Deceuninck sikkert tage kontrol, men da de efter dagens etape er uden de store chancer i klassementet, vil de næppe bruge mange kræfter på at føre. Til gengæld forventer jeg, at UAE med den lokale helt Rui Costa vil tage ansvar, og de kan måske få hjælp af Bora, Ineos og måske endda W52, der i dag viste sig meget motiverede. Det bør derfor være umuligt for udbruddet at holde hjem.

Det meste af etapen er relativt let, men etapen må formodes for alvor at blive indledte fra Alferce-stigningen. Den er faktisk en seriøs sag, og her kunne man sagtens se et hold lægge pres på. Det er bare svært at se, at der er andre end Ineos, der har styrken til det, og jeg kan ikke se, at briterne har nogen synderlig interesse i at gøre løbet hårdt, når Ethan Hayter først og fremmest skal vinde løbet på sin enkeltstart. Faktisk er det mest W52, der måske kan gøre det lidt hårdt, men det vil alligevel være overraskende, hvis det er dem, der kontrollerer.

Derfor regner jeg ikke med det helt store drama hverken her eller på Pomba, hvor jeg mest af alt regner med, at Ineos vil køre meget kontrollerende. Det store spørgsmål er, hvordan løbets klart stærkeste bjerghold vil gribe finalen an. Vil de køre offensivt med deres mange klatrere eller defensivt for Hayter?

Jeg tror på det sidste. Deres lancering af holdet på Twitter i går aftes indikerer, at de er kommet til Portugal for at vinde med Hayter, hvilket også er det eneste logiske. Han skal som sagt have et ikke alt for svært og gerne kontrolleret løbet, og derfor forventer jeg egentlig, at vi kommer til at se et klassisk Ineos-tog hele vejen op ad Foia. De hold, der har brug for et hårdt løb - først og fremmest UAE og Bora - har ikke for alvor ressourcerne til at lægge et pres. Jeg tror til gengæld, at vi sagtens kan se tidlige angreb fra de portugisiske hold og de mange ProTeams, men det virker som en umulighed at bryde en potentiel Ineos-dominans i så kraftig en modvind.

Derfor tror jeg, at det bliver et relativt stort felt, der vil dreje ind i sidevinden på de sidste 1500. Som vi så i 2016, kan der faktisk godt opstå decideret sidevindskørsel her, og det handler derfor om at sidde langt fremme, ligesom det bliver en finale for mere kraftfulde typer. Med modvind regner jeg med, at vi får en mere puncheuragtig spurt som i 2018, hvor Michal Kwiatkowski vandt foran Bauke Mollema, Geraint Thomas og Dan Martin.

Jeg tror derfor, at det bliver et opgør mellem Rui Costa og Ethan Hayter, og jeg vælger at gå med portugiseren. Ganske vist er der ingen tvivl om, at Hayter er den hurtigste, men vi så i Coppi e Bartali, at han i puncheurfinalerne blev slået af netop puncheurs. Puncheur er Costa som bekendt, som vi senest så, da han i 2020 vandt 1. etape i Saudi Tour, og derfor er det faktisk en god afslutning for den lokale helt. Allerede sidste år spurtede han sig til en 4. plads i meget skrappere selskab, og selvom han ikke har samme niveau denne gang, var han dog ganske hæderlig i Romandiet. I dette meget svagere felt bør hans form føre rigtigt langt, og i en puncheurspurt tror jeg derfor, at han vinder. UAE har også en efterhånden formstærk Andres Ardila, men særligt efter dagens tidstab på han være ren hjælper for den lokale helt.

Det kan dog sagtens blive Ethan Hayter, der som bekendt er min favorit til den samlede sejr. Hans form er usikker, men som sagt er der noget, der tyder på, at Ineos er kommet til løbet for at vinde med ham. Hvis der havde været medvind, havde han formentlig været henvist til overlevelse på så lang en stigning, men med modvind har han alletiders chance for at vinde. Han er ubetinget den hurtigste blandt de klatrestærke, og selvom der var folk, der var bedre end ham i Coppi e Bartali, viste han, at han er en god puncheur. Hans hurtighed gør ham til en indlysende kandidat med disse vejrbetingelser. Ineos har også Ivan Ramiro Sosa, der ligner plan B, men så let en modvindsstigning er ikke ideel for ham, selvom han faktisk viste overraskende gode puncheurevner i Coppi e Bartali. Også Carlos Rodriguez bliver spændende at følge, men jeg tror, at de begge er hjælpere, ligesom jeg regner med, at Sebatian Henao og Brandon Rivera er det.

Arkea har en stærk kandidat i Elie Gesbert . Han er nemlig en god puncheur, og derfor burde han være en af de ryttere, der faktisk kan vinde med disse vindforhold. Hans form er fremragende, som vi senest så i Valencia, hvor han var en sandsynlig vinder af kongeetapen, hvis ikke han havde kørt med hovedet en smule under armen. Denne gang satser han forhåbentlig på sin fine spurt. Holdet har også Diego Rosa, der endelig er i form, men denne eksplosive finale er ikke rigtigt noget for ham.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

En joker er Odd Christian Eiking. Normalt er sådan en halvlang powerstigning ikke noget for ham, men med modvind kan det meget vel ende i den puncheurspurt, han mestrer så fint. Desværre er han notorisk en lottokupon, men formen i Baskerlandet så ganske hæderlig ud. I dette felt burde han komme langt. Faktisk har Intermarché yderligere to mand, der kan vinde en puncheurspurt, nemlig Maurits Lammertink og Georg Zimmermann, men jeg tror, at den bliver lidt for lang for Lammertink, mens Zimmermann stadig ikke synes i topform.

Blandt portugiserne tror jeg nok mest på Federico Figuereido. Han er nemlig den hurtigste og mest eksplosive af deres klatrere, og selvom han tabte tid i dag, vil han utvivlsomt gøre alt for at vinde etapen. Sidste år blev han nr. 7, og det vidner om hans evner på en powerstigning som denne.

Den bedste portugisiske klatrer er dog formentlig Amaro Antunes, der tidligere har vundet på Malhao. Problemet er bare, at denne powerstigning nok bliver en anelse for let for ham, selvom han viste sit tårnhøje niveau med sejren i Portugal sidste år. Han er tidligere blevet nr. 5 på Foia, men det var i medvindsløbet i 2019, og denne gang bliver det måske lidt for eksplosivt for ham. W52 har også et næsten lige så godt i kort i Joao Rodrigues, der dog lider under det samme. Joni Brandao fremstår måske en anelse mere eksplosiv, men han kan få det en anelse for hårdt.

Modvinden bringer og Vicente Garcia de Mateos i spil. PÅ papiret er han sammen med Hayter den hurtigste af klatrerne, men alligevel er han af en eller anden grund kun blevet nr. 9 på Foia, mens han på den stejlere Malhao er blevet nr. 2. Den aldrende spanier klarer desværre nok ikke helt godt nok længere, men med modvind udelukker jeg ikke helt, at han i kraft af sin spurt kan vinde.

Med tidstabet til Asgreen har Lennard Kämna fået en endnu større chance for at vinde løbet, men jeg har lidt svært ved at se ham vinde denne etape. Tyskeren er nemlig slet ikke hurtig, og denne modvindsfinale bliver nok en anelse for eksplosiv for ham. Omvendt er det min forventning, at han er i god form, når han har skippet Romandiet formentlig for at vinde her. Som en af løbets bedste klatrere, må han derfor tilskrives en chance.

Så er der Kasper Asgreen. Han siger ganske vist selv, at han ikke er i topform, men som sagt tydede hans kørsel i dag på, at han faktisk måske havde større ambitioner end som så. Udgangspunktet er, at stigningen er for lang og svær, men lad os nu se. Der er modvind indtil de sidste 1500 m, og når man ser, hvordan Jasper de Buyst i modvindsudgaven i 2018 blev nr. 20 med et tab på bare 18 sekunder, kan Asgreen altså godt komme i spil til en 1500 m lang puncheurspurt på moderate procenter. Glem ikke, at han vandt en noget stejlere puncheurspurt i Californien i 2019, da han slog Tejay van Garderen, Gianni Moscon, Tadej Pogacar (ja, du læste rigtigt) og Maximilian Schachmann. Måske er benene ikke de samme denne gang, men hvis de er, giver vinden ham altså en reel chance med den hurtighed, han som bekendt har.

Med modvind bringer jeg også Jonathan Lastra i spil. Spanieren har været i fremragende form, som han senest viste med 2. pladsen i Portugal i søndags, men han skuffede fælt på kongeetapen i Valencia. Defor kan man heller ikke udelukke, at denne etape bliver en anelse for hård for ham, men med sine gode afslutterevner er han med modvind bestemt en kandidat. Det burde Burgos’ hurtige Jetse Bol egentlig også være, men han har skuffet mig så fælt i år, at jeg har svært ved at se ham vinde. Og jeg tror, at den bliver for hård for hans hurtige holdkammerat Jesus Ezquerra, der ellers er i form.

Lidt af det samme kan siges om Mauro Finetto. Tyrkiet viste effektivt, at han ikke er så god som tidligere, og han har for længst tabt sit bedste punch. Modvinden bør dog give ham en chance, og han er stadig en af de hurtigere folk i dette felt. I gamle dage kunne den endnu mere formstærke Delio Fernandez også spurte på en bakke, men det har han ikke vist i lang tid. Til gengæld er det svært at se Tyrkiet-vinderen Jose Manuel Diaz vinde denne eksplosive powerfinale.

Vi skal vel også bringe Javier Moreno i spil. Den spanske veteran er tilbage efter sin korte mountainbikekarriere, og han er faktisk ikke en helt ringe puncheur. Han viste et overraskende højt niveau i Portugal i søndags, hvor hurtigheden kom til udtryk, da han spurtede sig til en 5. plads i en større gruppe. Spørgsmålet er, om han stadig er god nok til dette niveau.

Læs også

Evenepoel tilbage på landevejen

Hos Rally er Gavin Mannion den mest formstærke af deres klatrere, og han bør være langt fremme. Han er faktisk ikke helt uden fart og punch, men en sejr vil dog være overraskende. Jeg glæder mig også meget til at se søndagens vinder Sean Quinn , men han fremstår mere som klatrer end puncheur, og han synes ikke at have det rette punch.

Andre ryttere, der kan gøre det godt, er Remy Mertz, Joao Benta, Jelle Vanendert, Jarrad Drizners, Karel Hnik, Maxime Bouet, Kyle Murphy, Joan Bou, Diego Lopez, Daniel Navarro, Kevin Geniets, Benjamin Thomas, Olivier Le Gac og Nizolas Prodhomme, men det er svært at se dem vinde etapen.

Feltet.dks vinderbud: Rui Costa

Øvrige vinderkandidater: Ethan Hayter, Elie Gesbert

Outsidere: Odd Christian Eiking, Federico Figueiredo, Amaro Antunes, Joao Rodrigues, Lennard Kämna

Jokers: Vicente Garcia de Mateos, Kasper Asgreen, Jonathan Lastra, Ivan Ramiro Sosa, Carlos Rodriguez, Diego Rosa, Joni Brandao, Mauro Finetto, Delio Fernandez, Maurits Lammertink, Georg Zimmermann, Javier Moreno

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Remco Evenepoels sejr fra 2020, Tadej Pogacars sejr fra 2019, Michal Kwiatkowskis sejr fra 2018, Dan Martins sejr fra 2017 og Luis Leon Sanchez’ sejr fra 2016.

SPECIAL TILBUD: LIVESTREAM VOLTA AO ALGARVE OG GIRO D'ITALIA