Ruten

Det er langt fra uvant for Volta a Catalunya at byde på enkeltstarter, men vi skal faktisk helt tilbage til 2010, hvor løbet for tredje år i træk indledte med en kort, flad tidskørsel, for at finde den sidste. Tidligere var der også ofte en bjergenkeltstart i Andorra, ligesom man i 2017 brød trenden med et sjældent holdløb, men det er til gengæld også den eneste tidskørsel i det sidste årti. I år vender enkeltstarten imidlertid tilbage, når der på andendagen skal køres 18,5 km omkring byen Banyoles. Heldigvis for klatrerne byder ruten på ca. 200 højdemeter, og selvom der også er masser af fladt terræn, kan de drømme om måske at begrænse tabet lidt inden bjergene.

Med en distance på 18,5 km er der tale om en relativt kort enkeltstart, der har både start og mål i Banyoles. Fra start går det mod nordøst ud af byen via et kort, fladt stykke og siden en bakke (500 m, 5,6%). Herefter falder det let videre mod nordøst, inden man drejer mod nordvest ind på en lige og let stigende vej, der lægger ud med 400 m med 4,9%, inden den bliver lidt lettere resten af vejen frem mod etapens nordligste punkt. Her rammer man et plateau, og det bliver fladt, når man drejer mod vest for at køre ind til Melianta.

Nu vender man rundt for at køre mod syd ad en relativt lige vej, der først er flad og siden let faldende og leder ned til udkanten af Banyoles. Her følger man en helt flad vej mod nord, nordvest, syd og sydøst hele vejen rundt om en stor sø, inden man kører mod sydøst ind gennem byen. Her bliver det kringlet med hele seks skarpe sving over et kort stykke, der byder på en bakke (500 m, 5,6%) med top 2 km fra stregen. Herfra går det mod sydøst og nordøst ad en relativt lige vej, der først er let faldende og siden helt flad de sidste 500 m. Der er et hårnålesving på toppen af bakken og derefter sving med 1800, 1200 og 1100 m igen, inden der er en rundkørsel 200 m fra stregen.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Etapen byder på i alt 198 højdemeter.

Banyoles har kun to gange i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb. Det var i dette løb i 2017, hvor BMC knuste al modstand og sejrede stort foran Team Sky og Movistar i det sjældne holdløb, der bragte Brent Bookwalter i førertrøjen. Året forinden indledtes La Méditerranèenne med et kort holdløb i byen, hvor FDJ sejrede foran Astana og Direct Energie og sendte Matthieu Ladagnous i førertrøjen.

Vejret

Det dårlige vejr, der ofte har ledsaget løbet, melder kun sin ankomst fredag, og der venter også en flot tirsdag efter den fine mandag. Der vil kun være ganske få skyer på en dag, hvor temperaturen vil nå 16 grader, og der vil igen være en let til jævn vind (15-18 km/t), der burde være relativt konstant og komme fra øst. Det giver først sidemedvind, siden hovedsageligt sidevind og slutteligt mod- og sidemodvind over de sidste 3,5 km.

Analyse af 1. etape

Knap millioner mennesker er ikke mange mennesker. I hvert fald ikke når vi taler om indbyggertallet i et lille land mod nord, der inden for cykelsporten kæmper mod sportens traditionelle giganter. Således blegner den danske befolkning, når vi sammenligner med de 65 mio., der bor i Frankrig, de 60 mio., der bor i Italien, de 46 mio., der bor i Spanien og de 11,5 mio., der bor i Belgien, og sportens fire traditionelle stormagter kan således præstere en befolkning, der ikke er fjernt fra de 200 mio. I sammenligning er vores lille befolkning bare en dråbe i havet.

Men et eller andet må vi kunne. Den danske cykelsucces har været skræmmende over den seneste periode, hvor vi igennem to år har haft Jakob Fuglsang i den absolutte top af verdensranglisten, vundet to monumenter og ét VM, vundet flere andre klassikere og etaper i to af de tre grand tours. Havde det ikke været, fordi Slovenien med deres bare 2 mio. mennesker har gang i et endnu større mirakel, burde alle i cykelverdenen tale om, hvad i alverden der har skabt den danske succes.

Forud for denne sæson kunne man ellers godt have troet, at grænsen var nået. Hvordan i alverden skulle det da være muligt at matche de præstationer, vi har været vidner til igennem de to første sæsoner? Efter de første tre WorldTour-etapeløb og i dag også 1. etape af det fjerde står det imidlertid klart, at der ingen ende synes at være på den danske succes.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Da den 100. udgave af Spanien ældste etapeløb, Volta a Catalunya, i dag blev skudt i gang i kystbyen Calella, der for 9. gang i træk var rammen om åbningsetapen, havde Danmark nemlig allerede vist vores værd. Kun tre nationer havde vundet etaper i alle de tre første WorldTour-etapeløb, nemlig Danmark, Slovenien og Holland, og modsat de to øvrige lande kunne danskerne prale med, at vores sejre var kommet med tre forskellige ryttere.

Det lå ellers ikke lige på den flade, at succesen skulle fortsætte i denne uge, hvor det bjergrige catalanske landskab som altid er rammen om et af årets allerhårdeste løb. Nok er der masser af kvalitet i de seks ryttere, vi har til start i det nordøstlige Spanien, men ser man bort fra Michael Valgren, der stadig er på vej tilbage fra en skade, er der denne gang tale om nogle af vores yngre og mindst erfarne kræfter. Fuglsang puster nemlig ud efter en intens sæsonstart, og vores lidt tungere stjerner har alle en travl uge med brostensklassikere i Belgien.

Men så er det jo godt, at vores talentmasse fortsætter med at vokse, og minsandten om vi ikke allerede efter bare én dag, har sat slovenerne og hollænderne under pres, hvis de vil følge med i kampen om at vinde etaper i alle årets WorldTour-løb. I dag var det nemlig den danske komet, Andreas Kron, der på fornem vis fortsatte den stime, der startede med Jonas Vingegaard i UAE Tour og siden fortsatte med først Magnus Cort i Paris-Nice og siden Mads Würtz i Tirreno-Adriatico.

Nok er Kron i det store udland stadig relativt ukendt, men at kalde det en store overraskelse, at han i dag blev den fjerde udbryder til at vinde i Calella, kan ikke komme voldsomt bag på mange. Allerede da han i 2019 fulgte en vis Remco Evenepoel til dørs på kongeetapen i Belgium Tour, viste han nemlig, at han var gjort af et særligt stof, og siden er han bare fortsat med at gå fra succes til succes med et indtil i dag foreløbigt højdepunkt i sidste års Tour de Luxembourg, hvor han på Plabeierbierg i Luxembourg gav klø til den Diego Ulissi, der i løbet af den efterfølgende måned vandt to etaper i Giroen og sluttede i top 10 på verdensranglisten.

Også i år har Kron gjort opmærksom på sig selv. Faktisk kan man sagtens argumentere for, at han måske var stærkeste mand i det GP Marseillaise, der skød sæsonen i gang på januars sidste dag, og hvor en dræbende modvind måske kostede ham en sejr i sit allerførste løb som WorldTour-rytter. Siden viste han sig flot frem med et måske lidt for tidligt angreb i Strade Bianche, inden han rettede blikket mod dette løb og Ardennerne.

Det lå da også i kortene, at Kron godt kunne få noget med hjem. Det catalanske løb er med sine urimeligt mange højdemeter sprinternes hadeløb, men selvom terrænet er bjergrigt, er der kun to rigtige bjergetaper. Derfor er Volta a Catalunya vel det af de ugelange WorldTour-etapeløb, der er bedst for klatrestærke udbrydertyper, og det er en beskrivelse, der passer ganske glimrende på Kron.

Alligevel så det i første omgang ikke ud til, at det skulle blive i dag, at Kron skulle sætte kronen på sit indtil nu allerede så flotte værk. Nok har udbrydere tre ud af otte gange snydt sprinterne på denne nu klassiske åbningsetape i Calella, men da Bora fra start lagde løbet i et jerngreb og klart signalerede, at en sejrshungrende og formsøgende Peter Sagan skulle have selvtilliden støvet af med en tidlig og hårdt tiltrængt triumf, så det ud til, at vi havde kurs mod den massespurt, der også afgjorde samme etape i 2013, 2014, 2016, 2017 og 2018. Alt så da også ud til at være under fuld kontrol, da det tyske storhold endda lagde lidt tryk på dagens første stigning, måske for at riste på papiret hurtigere folk som Sebastian Molano og Max Kanter.

Desværre for Bora sker der på denne etape næsten det samme hvert eneste år. Af en eller anden grund har det lokale storhold Movistar et behov for altid med det samme at vise deres autoritet, og vi har derfor vænnet os til, at spanierne af en eller anden grund ofte forcerer på stigningerne midtvejs på denne etape. Det har ikke altid skabt den store udskilning, men da ruten i år - ligesom i 2019 i øvrigt - havde vanskeligere terræn end i hovedparten af de foregående udgaver, lykkedes det denne gang for Antonio Pedrero, Dario Cataldo, Carlos Verona og Sergio Samitier at gøre etapen til et sådan blodbad, at selv den Sagan, der i Sanremo pludselig gav håb om, at formen alligevel var på vej, måtte gøre de andre sprinter selskab blandt alle de ryttere, der forbandede det blåklædte spanske mandskabs behov for iscenesættelse meget langt væk.

Undervejs fik man endda tanken, at der måske denne gang helt undtagelsesvist var en plan med foretagendet. For første gang nogensinde stiller Alejandro Valverde nemlig til start i dette løb uden at tælle som en af favoritterne, og i erkendelse af at han næppe vinder årets bjergetaper i Pyrenæerne, gav det egentlig fint mening, at den stadig relativt hurtige spanske veteran ville gå efter at vinde denne etape, som han tidligere aldrig har gidet spilde kræfter på. Som vanligt er sprinterne nemlig løbet skrigende væk ved udsigten til en uge med mindst 2000 højdemeter hver eneste dag, og med lidt udskilning kunne Valverde måske pludselig sikre sig sin første sejr siden Vueltaen i 2019.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Men nej! Så meget plan var der alligevel ikke i den ellers flotte Movistar-offensiv. Da stigningerne var overstået, havde de blåklædte spaniere fået vist, at de måske nok i dag er blevet en af WorldTourens miniputter, men altså at det stadig er dem, der bestemmer på hjemmebanen. Og da først de smed tøjlerne og lod Valverdes mulige etapesejr sejle, var der pludselig en åben spillebane for alle, der ville angribe, for hvem i alverden skulle tage kontrol i et felt uden oplagte sprinterfavoritter.

Den havde Kron heldigvis luret, og det havde Luis Leon Sanchez naturligvis også. Der findes vel næppe nogen anden rytter, der har vundet flere cykelløb ved på denne måde at køre væk fra et reduceret og dårligt organiseret felt i en ukontrollerbar finale end den spanske veteran, og derfor kunne Kron næppe have drømt om bedre selskab, da der ud af angrebskaosset blev etableret en ganske stærk kvartet, der udover den spansk-danske duo bestod af klatretalentet Remy Rochas og ikke mindst stortalentet Lennard Kämna, der i sin sæsondebut med det samme viste god form ved at snige sig væk, når nu Sagan-planen var gået i vasken.

Han skulle vise sig at være det ideelle selskab. Kämna er nemlig kommet til Catalonien for at teste sit potentiale som klassementsrytter, og dermed var der med ét sikret en mand, der var klar til at arbejde og forhindre, at gruppen gik i stykker i dårligt samarbejde, når etapesejren kom nærmere. Og det var slet ikke dårligt for Kron, der med sejren over Ulissi havde vist, at han vel var at regne som gruppens favorit i en spurt. Nok var Sanchez engang en hurtig herre, der endda har vundet en reduceret massespurt i Romandiet tilbage i 2012, men den fart er så aftagende, at Kron lignede en lille firhåndsfavorit foran den spanske veteran, når nu Kämnas utrættelige arbejde ville sikre, at det nok skulle ende i en spurt.

Det stod også hurtigt klart, at feltet ikke havde styrken til at køre dem ind. Gruppens to eneste overlevende sprintertyper var nemlig Dion Smith og Daryl Impey, og her betalte sidstnævnte prisen for sit holdskifte. Hos sig på Israel SUN havde han nemlig kun de to klassementsryttere Michael Woods og Dan Martin, da Chris Froome desværre er så milevidt fra formen, at der næppe kan være mange, der fortsat tror på en genrejsning af den tidligere Tour-konge. Og de kunne naturligvis ofre deres klassementschancer ved at brænde en masse kræfter af på en jagt.

Derfor var det kun BikeExchange, der for alvor tog ansvar og endda ofrede den tilsyneladende ganske velkørende Esteban Chaves, og selvom Trek hjalp lidt for Alexander Kamp og DSM for Nicolas Roche, stod det hurtigt klart, at australierne havde brug for hjælp. Den kom lidt uventet sent fra et Ineos-hold, der som de øvrige favoritter var lige lovlig nonchalante i forhold til Kämna, der trods alt kan regnes som en helt ligegyldig rytter i klassementssammenhæng. Briterne er dog så stærke, at Rohan Dennis og Jonathan Castroviejo lynhurtigt fik barberet afstanden så langt ned, at det næppe er de 16 sekunder, der sikrer Kämna den samlede sejr, men var de ikke gået frem i finalen, kunne 1. etape meget vel være blevet lige så farlig som i 2012, hvor Michael Albasini med en udbrudssejr her endte med at vinde hele løbet, eller i 2015, hvor favoritterne havde deres hyr med at få styr på Bart de Clercq og Pierre Rolland, der havde været med i 1. etapes succesrige udbrud.

Lidt retfærdighed var der da så i sidste ende, når Bora alligevel fik noget ud af det arbejde, der egentlig i første omgang var tiltænkt Sagan. Hvad Movistar til gengæld fik ud af deres besvær ud over Valverdes 8. plads og en tidsgevinst til en af deres rivaler i klassementet, står til gengæld lidt mere hen i det uvisse…

Det må dog være Movistars hovedpine og i hvert fald ikke Krons. Han gjorde nemlig på kølig vis arbejdet færdigt på samme flotte vis, som han gjorde mod Ulissi i Luxembourg, og dermed sørgede han for, at der nu er pres på Slovenien og Holland, hvis ikke Danmark skal løbe fra i kampen om at vinde etaper i alle WorldTour-etapeløb. Hollænderen får i hvert fald svært ved at følge op på Mathieu van der Poels og Cees Bols sejre her, men Matej Mohoric viste med sin offensive kørsel i dag, at det ikke nødvendigvis kun er Primoz Roglic og Tadej Pogacar, der kan vinde cykelløb for slovenerne. Og samtidig snød Kron akkurat Sanchez for den succes, der kunne have holdt liv i en imponerende stime, som har givet veteranen sejre hvert eneste år siden en sejrsløs 2006-sæson - i øvrigt efter at han havde vundet løb i både 2004 og 2005 også.

Grundlæggende gjorde 1. etape os dog ikke meget klogere. Der var overraskende tidstab til en stribe klatrere som Attila Valter, Matteo Badilatti, Thymen Arensman, Bob Jungels, Hermann Pernsteiner, Louis Meintjes og Wout Poels, der er på vej tilbage fra en skade, men Movistars lille massakre gjorde først og fremmest ondt på feltets sprintere. Det var heldigvis nok til, at Kron kunne gribe momentet og i sit allerførste WorldTour-løb holde liv i den danske stime i denne sæsons WorldTour-etapeløb.

Nu kan der vel heller ikke længere være den store tvivl om, at Fuglsang så snupper en sejr i Baskerlandet. Det vil jo være dumt at bryde en god, dansk tradition.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Favoritterne

Klassementskampen plejer at blive skudt i gang på den første af de to bjergetaper om onsdagen, men i år bliver der kun én dag til at få varmet benene op. Beslutningen om at genindføre en enkeltstart ændrer løbets dynamik totalt, og løbet er ikke længere bare et rent bjergløb. Heldigvis for klatrerne falder enkeltstarten så tidligt, at de ved, hvor de står, når de rammer bjergene og derfor ved, hvor offensiv en tilgang der er brug for.

Volta a Catalunya er dog grundlæggende et bjergløb, og selvom man tidligere er startet med en helt flad enkeltstart ved kysten, ville det virke helt forkert, hvis ikke også enkeltstarten var kuperet. Nok er der ikke tale om den bjergenkeltstart i Andorra, som var et relativt fast element tidligere i dette årtusinde, men vi taler om en rute, der er betydeligt mere kuperet end de tre WorldTour-enkeltstarter, der er blevet afviklet tidligere i år.

Det er nærliggende at sammenligne med Paris-Nice, hvor den 15 km lange enkeltstart havde ca. 100 højdemeter. Mest sammenlignelig er den med det franske løbs enkeltstart i 2019, hvor Søren Kragh sejrede over ca. 15 km med ca. 200 højdemeter. Det er også nærliggende at sammenligne med enkeltstarten i Touren i 2019, hvor Julian Alaphilippe sejrede over ca. 400 højdemeter på en 27 km lang rute eller måske samme års lidt mere kuperede Vuelta-enkeltstart, hvor Primoz Roglic vandt over 525 højdemeter og 36 km.

Resultaterne af de enkeltstarter viser, at det ikke er en sag for de tungeste specialister. De kommer til kort på så kuperet en rute, hvor der er nogle betydelige bakker undervejs. De er dog også alle korte og ikke specielt stejle, og en temporytter, der kører fornuftigt opad, kan fint begå sig. Tempoevner bliver dog også ganske afgørende på den lange tur rundt langs søen, hvor der er masser af plads til at træde mange watt, og slutteligt bliver der endda brug for lidt tekniske evner på ruten ind gennem byen, selvom ruten slet ikke er så teknisk som Kragh-enkeltstarten i sidste års Paris-Nice, der var en mere kompliceret affære. Samlet set er det en glimrende enkeltstart for alsidige temporyttere, og det er en type, hvor klassementsryttere generelt vil gøre det godt, hvis de ikke er alt for temposvage.

Heldigvis ser det ikke ud til, at vejret vil spille en rolle, som den gjorde i Tirreno, hvor de sidst startende havde en ganske betydelig fordel. Denne gang synes vinden at tiltage lidt frem mod klokken 16, hvorefter den ventes at aftage tilsvarende frem mod kl. 17. Styrken tiltaler dog end ikke med en sekundmeter, og det vil næppe være specielt afgørende. Grundlæggende kan vi regne med, at betingelserne skulle være nogenlunde ensartede for alle, der også vil have knastørre veje.

Hvor enkeltstarterne i UAE Tour og Tirreno havde en indlysende forhåndsfavorit, var det langt mere åbent på den kuperede rute i Paris-Nice. Sådan er det også på denne kuperede rute, hvor feltet tæller adskillige tempo- og klatrestærke folk, men hvor der i lyset af Rohan Dennis’ i dag mere menneskelige niveau, ikke er noget navn, der skiller sig klart ud. Tværtimod kan man pege på flere, der bør have en reel chance for at vinde etapen.

Det er derfor heller ikke med nogen stor sikkerhed, at jeg peger på Remi Cavagna. Franskmanden har imidlertid udviklet sig til en af verdens allerbedste temporyttere, hvilket han senest beviste i Paris-Nice, hvor han kun blev slået af Stefan Bissegger med det yderste af neglene. Allerede sidste år viste han med sit sølv ved EM, 7. pladsen på tonserruten ved VM og ikke mindst den flotte Tour-enkeltstart, at han tilhører den absolutte verdenselite.

Denne rute er mere kuperet end i Paris-Nice, men det passer ikke nødvendigvis Cavagna skidt. Faktisk overgik han jo netop sig selv på den uhyre svære Tour-enkeltstart, og det vidner om, at han sagtens kan begå sig på kuperede ruter også. Sågar har han sine bedste resultater, når der er bakker undervejs, og da stigningerne her faktisk ligger ret godt til en fyr som Cavagna, samtidig med at ruten ikke er specielt teknisk, er det slet ikke en dårlig enkeltstart for Cavagna. Han styrtede på dagens etape, og det skaber lidt usikkerhed, men der forlyder intet om, at han slået sig. Kombinerer man statistikken med den fremragende form, vi så i Paris-Nice, og hans generelt stigende niveau på enkeltstarter, tror jeg, at han endelig får den store internationale enkeltstartssejr, han fortjener.

Hans værste rival kunne være en rytter, han kun akkurat slog i Paris-Nice. Her viste Brandon McNulty nemlig atter, at han tilhører den absolutte tempoelite. Det så vi som bekendt allerede tydeligt i sidste års Giro, hvor han kørte tre fremragende enkeltstarter. Særligt hans 3. plads på den relativt kuperede lange enkeltstart var uhyre opløftende, for det er den enkeltstart af de tre i Italien, der minder mest om denne. Paris-Nice tyder ikke på, at han er blevet spor ringere, og i teorien burde det kun være til hans fordel, at ruten her er mere kuperet - i hvert fald når han sammenlignes med Cavagna. Det er klart, at styrtet i Paris-Nice stiller visse spørgsmålstegn, men heldigvis skulle han ikke have slået sig slemt. Med den form, han viste inden uheldet, er der grund til at tro, at han gør det endnu bedre her, og finder han de 9 sekunder, han blev slået af Cavagna på denne mere kuperede rute, taler meget for, at karrierens første WorldTour-sejr kan vente.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Det er nye tider, når man er i tvivl om, hvorvidt Rohan Dennis overhovedet skal i top 3, men det er efterhånden der, vi er, efter at det blot blev til en 6. plads på enkeltstarten i Paris-Nice. Faktisk har Dennis nu ikke vundet en enkeltstart siden sejren ved VM i 2019, og faktisk er det også kun blevet til én 2. plads, hvis man ser bort fra de svagt besatte australske mesterskaber. Den kom til gengæld på den lange Giro-enkeltstart, der ikke adskiller sig alt for meget fra denne, og det vidner om, at Dennis bestemt ikke er uden chancer for at sejre. I hvert fald slog han på den enkeltstart McNulty og Joao Almeida ganske klart, og derfor skal man bestemt ikke blive forbløffet, hvis Dennis endelig bryder tørken denne tirsdag. Den kuperede rute er heller ikke nogen stor ulempe for Dennis, der efterhånden er blevet en hel bjergged, men for en superspecialist som ham er det i dette felt bestående af klatrere nok trods alt en ulempe, i hvert fald i kamp med en fyr som McNulty. Formen synes dog i fremgang, og han skal ikke finde mange sekunder i forhold til Paris-Nice, før han vinder denne etape.

Efter at han fik sit gennembrud som temporytter i Giroen, har Joao Almeida i denne sæson med flotte enkeltstarter i både UAE Tour og Tirreno bekræftet, at resultaterne i Italien ikke bare var et udtryk for tilfældighed. Tværtimod er Almeida nu at regne som sand specialist, og i teorien burde denne rute passe ham langt bedre end de to foregående. Paradoksalt nok var hans ringe Giro-enkeltstart imidlertid den kuperede af slagsen, hvor han blev slået ganske klart af både McNulty og Dennis, og da han i de foregående enkeltstarter i år heller ikke var helt så overbevisende, som han var i oktober, har jeg på fornemmelsen, at det snarere ender med endnu et topresultat end en sejr. På den anden side klatrer han så godt, at al logik tilsiger, at han altså bør være bedre på denne rute end de helt flade tonserenkeltstarter, han har kørt hidtil.

Som i snart sagt enhver sammenhæng er etapens joker Richie Porte . Australieren har kørt bemærkelsesværdigt få enkeltstarter, siden han vandt Dauphiné-enkeltstarten i 2017 på en rute, der kunne minde lidt om denne, men vi så med 3. pladsen på Tour-enkeltstarten sidste år, at han stadig er en glimrende temporytter. Jeg tror ikke, at han stadig vil være i stand til at brage en stor flad enkeltstart af, men lige netop på en rute som denne burde Porte være i sit es. Det store spørgsmål er bare det samme, som det var i den overordnede optakt, nemlig hvor Porte står formmæssigt. Som bekendt er hans forårsform i dag altid en total lottokupon, og hans udtalelser inden styrtet i Paris-Nice var mildt sagt tvetydige efter en vinter, der ikke har været, som den plejer. Han har dog store ambitioner i forårets ugelange løb, og hans opmærksomme kørsel i dag viser, at han er kommet for at køre klassement. Er han flyvende, bør han køre en fremragende enkeltstart.

Måske er Cavagna og Almeida umiddelbart de bedste Deceuninck-bud, men man skal bestemt ikke afskrive Josef Cerny. Tjekken fik sit helt store gennembrud som temporytter i 2020, hvor han vandt enkeltstarten i Poitou-Charentes og på de tre Giro-enkeltstarter blev nr. 5, 6 og 6. Det bedste resultat kom på den lange, kuperede rute, hvor han med sin 5. plads slog blandt andre Almeida. Jeg frygter lidt, at denne rute kan være en anelse for svær for en fyr som ham, men han klatrer trods alt hæderligt, og al logik siger, at et skifte til Deceuninck ikke har gjort ham dårligere. Til gengæld er hans form lidt ukendt efter en serie løb, hvor han bare har været hjælper, men han gjorde det ganske godt i sidevinden i Bredene Koksijde Classic i fredags.

Egentlig burde Geraint Thomas rangere meget højt på denne etape. Der findes nemlig ikke mange større tempospecialister end manden, der blev nr. 4 ved det seneste VM, og generelt genfandt i 2020 de tempoevner, der ellers syntes lidt i tilbagegang. Til gengæld står det også klart, at Thomas ingenlunde er på toppen, og senest blev han blot nr. 11 på Tirreno-enkeltstarten, hvor han endda med en sen starttid havde mindre vind end mange af sine rivaler. Det er dog også åbenlyst, at Thomas’ form er i fremgang, og top 12-placeringer på både bjergetape og enkeltstart i Tirreno vidner om, at han i stigende grad er konkurrencedygtig. Thomas risikerer stadig at falde lidt igennem, som han gjorde i Tirreno, men til gengæld betyder hans kombination af tempo- og klatreevner også, at han er en af de få, der faktisk kan vinde, hvis han endelig er ved at have fundet de procenter, han hidtil har manglet.

Egentlig burde det være helt udelukket at nævne Steven Kruijswijk her. Hollænderen har nemlig aldrig været en mand til ugelange løb, hvor hans dieselmotor aldrig er varm, og enkeltstarter skal for ham også gerne være længere end denne. Alligevel er det svært ikke at nævne Kruijswijk, når han i et Paris-Nice, der ellers var temmelig skuffende, overraskede stort med en 11. plads. Ruten her er med sin mere kuperede profil meget bedre for Kruijswijk, hvis form også meldes i fremgang, og den er heldigvis heller ikke så teknisk, at det bliver en udfordring for ham. Kruijswijk er ikke specialist, og derfor skal han have endnu en god dag for at præstere, men kører han som i Frankrig, bør der vente et endnu bedre resultat denne gang.

Den rytter, jeg måske mest glæder mig til at se, er Hugh Carthy. Briten har altid været at regne som alt andet end tempostærk, men stille og roligt er han bare blevet bedre og bedre. Det hele kulminerede i Vueltaen sidste år, hvor han blev en nærmest sensationel nr. 4 på en rute, der mest af alt bestod af fladt tempotons. Logikken tilsiger, at han er endnu bedre på en rute som denne, og den er heller ikke så teknisk, at han lider under sit manglende punch. Formen var også meget bedre end ventet i Ardeche, hvor den ellers langsomme starter var en af de allerbedste, og hvis han har taget det niveau med sig til dette løb, vil han køre stærkt. Nu skal han bare bevise, at den vilde Vuelta-enkeltstart ikke bare var et tilfælde på en dag, hvor han var meget tæt på sin topform.

Der er også grund til at have tiltro til EFs anden klassementsrytter. Rigoberto Uran har haft den mærkeligste karriere som temporytter, men nu er han tilbage på sporet. Han startede som temposvag, udviklede sig til førende specialist, fik pludselig igen enkeltstarten som en gigantisk akilleshæl og er nu igen en ganske stærk tempomaskine. Det har vi set på de to seneste Tour-enkeltstarter, hvor han er blevet nr. 4 i 2019 og nr. 10 i 2020, og senest blev han nr. 11 på enkeltstarten i Besseges, som ellers bare var et opvarmningsløb for ham. Hans form er et lille spørgsmålstegn, da han droppede UAE Tour for at blive far, men starten i Besseges var så lovende, at han burde være stærk. Hans tempohistorik viser, at det kan gå begge veje, men ruten minder så meget om den Tour-enkeltstart, hvor han blev nr. 4, at meget taler for, at Uran også vil køre stærkt her.

Hvor stærk en temporytter er Chad Haga i dag? Det er lidt svært at sige, for hans resultater er mildt sagt svingende. På flade tonserenkeltstarter kommer han som regel aldrig tæt på top 10, men på kuperede enkeltstarter er han som regel god, som vi jo særligt så, da han choksejrede på sidste Giro-enkeltstart i 2019. Siden var der stille omkring ham, men en 7. plads på sidste Giro-enkeltstart vidner om, at han stadig kan køre stærkt - især fordi ruten i Milano slet ikke passede ham. Det gør denne rute derimod, men alligevel skal man nok forberede sig på en skuffelse. Det er nemlig Hagas sæsondebut, og hvor han står formmæssigt, er helt uklart. Sidste år lagde han dog ret stærkt ud i Provence, og han så ganske stærk ud i dag, hvor han førte for Nicolas Roche efter stigningerne. Har han trænet lige så fint i løbet af vinteren, kan det sagtens gå ham ganske godt.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

En anden rytter, der gør sæsondebut, er Tanel Kangert , og derfor aner vi heller ikke, hvor den solide ester står. Ligesom Haga er han som temporytter en temmelig svingende størrelse, men efter nogle lidt sløje år genfandt han i 2019 sine tempoevner så godt, at han blev nr. 7 til VM. Sidste år blev han også nr. 7 på den lange Giro-enkeltstart, hvis terræn minder lidt om dette, og det burde være en rute, der ikke er helt skæv for ham. Når jeg alligevel er lidt skeptisk, skyldes det, at hans dieselmotor er bedst over længere distancer, og jeg frygter, at denne er for kort til, at vi for alvor kan se Kangert folde sig ud, også fordi han formentlig skal bruge lidt flere løb, inden han for alvor får varmet sin dieselmotor op.

En joker er Lennard Kämna. Som ungdomsrytter var han vel sin årgangs mest lovende temporytter, men som professionel er de evner forsvundet helt. Nu hvor han har lært at klatre, har han dog besluttet sig for at satse lidt på klassementer, og det taler for, at han også er begyndt at arbejde målrettet på sin enkeltstart igen. Desværre viser historien jo, at de bedste ungdomsryttere på enkeltstarter ofte slet ikke slår til, når de bliver professionelle, men Kämna har mulighed for at modbevise trenden. Som skrevet i den store optakt er der dog betydelig usikkerhed om, hvor han står formmæssigt, men meldingen i januar var som nævnt, at dette løb var et mål. Dagens kørsel var bestemt heller ikke urovækkende, og det tyder på, at Kämna er klar til at lade efter de tempoevner, han har tabt et sted i Tyskland.

At kalde Simon Yates temporytter vil være en overdrivelse, men jeg har alligevel en lumsk mistanke om, at han kører en god enkeltstart. Den lille brite snød som bekendt os alle, da han vandt den flade Paris-Nice-enkeltstart i 2019, og selvom han dengang blev hjulpet af vinden, vidner det om, at han slet ikke er så ringe endda, når han er i form. Hans Tirreno var som bekendt meget svingende, men hans kørsel på kongeetapen vidner om, at han er på et uhyre højt niveau, og skulle man designe en rute til en fyr som Yates, er dette både i forhold til terræn og distance ikke noget dårligt bud, selvom den gerne måtte have været mere teknisk. Vi ved, at Yates kan falde helt igennem på en enkeltstart, som han gjorde i Giroen i 2018, men ser man på hans to enkeltstarter i 2019, var han overraskende god på ruter, der slet ikke passede ham. Det gør denne, og det taler for en god præstation.

Egentlig skulle Thomas de Gendt rangere meget højt på denne liste, men belgieren har været i sjældent dårlig form i år. Nok er han kendt som en langsom starter, men hans 27. plads på Paris-Nice-enkeltstarten var alligevel bemærkelsesværdigt langt fra hans niveau. Heldigvis plejer det faktisk at være til netop dette løb, at hans motor er ved at være varm, og logikken siger da også, at han vil være stærkere nu. Den kuperede rute uden stejle bakker og alt for tekniske passager passer ham fint, men den er for kort til for alvor at passe ham. Først og fremmest er det dog formen, der halter, og her har De Gendt lidt at bevise efter skuffelsen i Paris-Nice.

Jeg glæder mig meget til at se Stefan de Bod. Sydafrikaneren har altid været en hæderlig temporytter, men hans 8. plads i UAE Tour var alligevel uventet god. Noget tyder på, at han har haft gavn af skiftet til et Astana-hold, der generelt har overpræsteret markant på deres enkeltstarter i år, og når han kører så stærkt på en flad tonserrute, burde en klatrer som ham være i sit es her. Vi ved af erfaring, at der er en verden til forskel på De Bods top- og bundniveau, og derfor skal man være helt beredt på, at han kan ende som nr. 121, men hans kørsel i Emiraterne viser, at han kan overraske igen.

Netop den opløftende Astana-trend så vi i Emiraterne også fra Luis Leon Sanchez, der med en 5. plads kørte sin bedste enkeltstart, siden Ruder Konge var knægt. Desværre kom vi ned på jorden med et brag i Paris-Nice, hvor han bare blev nr. 33. Desværre er UAE Tour en meget enlig svale i en endeløs serie af dårlige enkeltstarter i mange, mange, mange år, og derfor er jeg bange for, at det er Paris-Nice og ikke UAE Tour, der fortæller, hvordan Sanchez vil præstere. Til gengæld vidner ørkenløbet også om, at vi igen skal være forberedt på, at veteranen er i stand til at overraske.

Det gør næsten ondt at se, hvordan Jonathan Castroviejo i de seneste år er faldet sammen som temporytter. Senest blev han således blot nr. 40 i Tirreno, og det følger efter et 2020, hvor der var så langt mellem snapsene, at end ikke et spædbarn kunne blive beruset. Der var dog et enkelt lyspunkt med 8. pladsen på den lange Giro-enkeltstart, og måske er det meget heldigt, at det netop var der, han præsterede. Castroviejo er nemlig som bekendt blevet lidt af en bjergged, og derfor passer det fint, at han i dag skal bruge kuperede ruter for at præstere. I det lys er det måske på en etape som denne, at han kan overpræstere, men desværre frygter jeg, at Ineos beder ham tage den med ro med udsigt til to store bjergetaper de kommende dage.

Movistar har to ganske solide temporyttere i Enric Mas og Marc Soler , der i teorien begge burde være i deres es på en kuperet rute som denne, som vi så blandt andet i Touren, hvor de begge var med helt fremme. Som jeg har skrevet i den store optakt, er jeg dog temmelig forbeholden over for deres form. Mas er blevet en endnu langsommere starter, end han tidligere har været, og Soler imponerede bestemt ikke i Tirreno, hvor hans største skuffelse endda netop var enkeltstarten. Løbet her er dog et mål for dem begge, og man kan drømme om, at særligt Mas, hvis form har mest potentiale for at overraske, da han har været løbsinaktiv i mere end en måned, pludselig har det niveau, han slet ikke havde i Provence, og Soler er utvivlsomt også i fremgang. Begge har altså potentialet til at gøre det fremragende, men mest af alt tror jeg på en skuffelse som i Vueltaen, hvor de blev bare hhv. nr. 16 og 12 på enkeltstarten.

Joey Rosskopf var på et tidspunkt så god en temporytter, at han blev nr. 2 bag Dennis i Vueltaen. Desværre er det siden gået ned ad bakke for den tidligere amerikanske mester, men sidste år kørte han trods alt i top 17 på begge de to sidste Giro-enkeltstarter. Den kuperede rute er heller ikke helt skæv for ham, men den er desværre noget for kort for en dieselmotor som ham. Samtidig har han meget få løb i benene, og det er svært at tro, at et skifte til Rally har haft anden end en negativ virkning på hans tempoevner. Derfor frygter jeg mest en skuffelse.

Endelig er der to ryttere med mulighed for at overraske. Clement Champoussin er bestemt ikke temporytter, men netop derfor overraskende han stort i Vueltaen, hvor han ellers var en hængt kat i den tredje uge. I år har han som skrevet i den store optakt mildt sagt været flyvende, og hvis en hængt kat kan køre i top 20 i Vueltaen, kan en spillevende kat vel gøre det endnu bedre her. Den kuperede rute burde i hvert fald passe ham meget bedre, end den gjorde i november. I lyset af hans skræmmende gode form er jeg spændt på at se, hvor langt han kommer.

Den anden er Marc Hirschi. Nej, den lille schweizer er ikke temporytter, og han ender sikkert som nr. 64, men det er som bekendt fra sportens supertalenter, at man skal berede sig på det uventede. Som skrevet i den store optakt er Hirschis sæsonstart og form et af sportens allerstørste mysterier, og vi aner ikke, om han er helt væk eller flyvende. Som langsom starter er han næppe i sit es, men Hirschi er så god en rytter, at han på en kuperet rute som denne alene på sine klatreevner sagtens kan overraske.

Blandt de øvrige ryttere var det nærliggende at pege på David de la Cruz , der var i top i begge sine grand tour-enkeltstarter sidste år, men hans Paris-Nice - særligt enkeltstarten - var så uhyre skuffende, at han synes formmæssigt helt væk. Wilco Kelderman genfandt i Giroen lidt af de gamle tempotakter, men han er stadig et stykke fra fordums styrke, og da dette er hans første løb efter en skade, er han efter eget udsagn slet ikke flyvende. Tejay van Garderen blev som bekendt nr. 2 på Dauphiné-enkeltstarten for under to år siden, men hans 2020 var så rystende anonymt, at det er meget svært at se en genrejsning for sig. Thymen Arensman viste i Vueltaen gode tempoevner, men han har formmæssigt været helt væk i år. Esteban Chaves kunne godt gøre det fornuftigt, for trods trængslerne har han faktisk kørt fine enkeltstarter på det sidste. Richard Carapaz kørte sit livs enkeltstart i Vueltaen, men har nu bekræftet den antagelse, jeg havde i den store optakt, nemlig at han ikke er flyvende endnu. Derfor regner jeg ikke med en gentagelse. Ilnur Zakarin var en skygge af sig selv i Tirreno igen, og Alejandro Valverde har ikke kørt gode enkeltstarter i nu ganske lang tid. Adam Yates kan med sin gode form gøre det pænt på denne rute, men han har ikke samme tempoebner som brormand. Wout Poels, der er på vej tilbage fra en skade, er ikke i form til at køre en af de gode enkeltstarter, han ellers af og til har præsteret. Bob Jungels er stadig en skygge af sig selv, og UAE Tour viste, at Chris Froome er milevidt fra sit niveau på enkeltstarterne. Gavin Mannion og Rob Britton kan køre enkeltstart i USA, men niveauet her er et andet, mens en rytter som Chris Harper kan gøre det fornuftigt, men ikke være med i front. Mattias Skjelmose har på sine første enkeltstarter måttet sande, at han mangler lidt endnu på dette niveau, og Daryl Impey, Brent Bookwalter, Rein Taaramae, Callum Scotson, Koen Bouwman Reto Hollenstein og Tony Gallopin har ikke kørt gode enkeltstarter i en menneskealder. Endelig kan de fleste klassementsryttere og klatrere på en rute som denne gøre det ganske pænt, og i den sammenhæng skal det blive sjovt at følge Roger Adria, der som klatrer gjorde det uventet godt på enkeltstarten i Besseges.

Feltet.dks vinderbud: Remi Cavagna

Øvrige vinderkandidater: Brandon McNulty, Rohan Dennis

Outsidere: Joao Almeida, Richie Porte, Josef Cerny, Geraint Thomas, Steven Kruijswijlk

Jokers: Hugh Carthy, Rigoberto Uran, Chad Haga, Tanel Kangert, Lennard Kämna, Simon Yates, Thomas de Gendt, Stefan de Bod, Luis Leon Sanchez, Jonathan Castroviejo, Enric Mas, Marc Soler, Joey Rosskopf, Clement Champoussin, Marc Hirschi

Starttider

Starttiderne findes under live-opdateringen.