Ruten

Mens første etape nu har udviklet sig til lidt af en klassiker, er der som regel betydeligt mere variation på 2. etape. Det er også tilfældet i år, hvor der venter en helt ny finale i Sant Feliu de Guixols, men da man tilbringer det mest af dagen nær kysten, er det snarere vinden end stigningerne, der vil kunne udgøre en udfordring. En sen stigning kan dog rydde ud i sprinterne inden finalen, hvor der samtidig venter en lille bakke op til mål, hvilket kan åbne døren for puncheurtyper som Alejandro Valverde, der i kamp med stærke sprintere som Michael Matthews vil se frem til at gå efter mulige bonussekunder.

Etapen er 179,8 km lang og fører feltet fra Mataro til Sant Feliu de Guixols. Begge byer er placeret ved den catalanske kyst, men det meste af etapen foregår et stykke inde i landet. Fra start kører man nemlig mod nord op over kategori 3-stigningen Alt de Can Bordioi (2,8 km, 5,1%, max. 7%) og dermed væk fra vandet. Toppen rundes efter 12,2 km, hvorefter man kører mod nordøst parallelt med havet gennem let faldende terræn. Efterhånden flader det ud, inden man rammer kategori 3-stigningen Port de Santa Pellaia (5,7 km, 3,4%, max. 7%), hvis top nås efter 79,8 km. En skarp nedkørsel og lidt fladt terræn fører nu videre mod nordøst frem til det nordligste punkt, hvor forplejningen findes.

Herfra går det igennem fladt terræn mod sydøst med retning mod kysten, som nås kort efter, hvorefter man snor sig lidt mod sydvest i umiddelbar nærhed af havet. I byen Palamos rammer man igen kystvejen, som leder ind på den afsluttende rundstrækning, hvor man følger vandet mod sydvest frem til målbyen. Her drejer man skarpt til højre for at krydse stregen for første gang i forbindelse med den første spurt efter 143,8 km.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 36,0 km lange rundstrækning, som indledes med, at man igennem let stigende terræn kører mod nordvest væk fra vandet og frem til kategori 3-stigningen Alt de Romanya (5,8 km, 4,5%, max. 9%), der har top med 24,1 km igen. En kort, teknisk nedkørsel fører derfra mod øst tilbage til fladlandet, hvorfra man fortsætter mod øst helt ud til kystvejen. Herfra kører man langs vandet mod sydvest forbi den sidste spurt, der med bare 7,8 km igen byder på bonussekunder. Den snoede kystvej byder med 2,5 km igen på en skarp nedkørsel, inden man med 1,3 km igen drejer til højre. Her venter et kort fladt stykke, inden man lige efter den røde flamme via to bløde kurver rammer opløbsstrækningen, hvor det ifølge profilen over de sidste 700-800 m stiger med 5-6%.

Etapen byder på i alt 1892 højdemeter.

Sant Feliu de Guixols har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

Vejret

Vinden har før spillet en rolle i Catalonien, og det kan den meget vel komme til igen på en yderst blæsende tirsdag. Det vil ellers være en skyfri dag med en temperatur på 18 grader, men det ødelægges alt sammen af, at der vil blæse en hård vind til kuling fra nord. Det giver sidemodvind næsten hele dagen, men kort før forplejningen rammer man et sidevindsstykke. Derefter er der sidemedvind langs kysten, mens der på rundstrækningen først er sidemodvind frem til toppen af stigningen og så sidevind, inden man igen får sidemedvind ved kysten. Med 3 km igen får man sidevind og derefter modvind på de sidste 1200 m.

Analyse af 1. etape

Man skulle tro, at lektien efterhånden var lært. En liste, der tæller udbrudssejre i Paris-Nice, Tour de Romandie, Schweiz Rundt, Volta a Catalunya, Criterium du Dauphiné samt alle grand tours burde være rigeligt til at overbevise feltets sprinterhold om, at man ALDRIG må give Thomas De Gendt et stort forspring på en halvkuperet etape. Hvis man de havde glemt det, burde de to sejre, han sidste år tog i Romandiet og Catalonien, have været en klar påmindelse om belgierens fantastiske evne til at snyde klatrestærke sprintere på dage, hvor de ellers kunne have håb om succes.

Alligevel begik de igen i dag samme fejl som så ofte før. Som vi også så det på samme åbningsetape i 2012 og 2015, er det nemlig end dag, der indbyder til usikkerhed. Troede sprintere som Alvaro Hodeg, Phil Bauhaus og André Greipel på, at de kunne klare stigningerne midtvejs, eller risikerede de at brænde holdene af til ingen verdens nytte? Og følte de mere hårdføre folk som Michael Matthews, Daryl Impey, Patrick Bevin, Ryan Gibbons og Jay McCarhty sig overbeviste om, at terrænet ville være hårdt nok til, at de ikke bare endte med et kedeligt nederlag til en af de virkelig hurtige folk? Det var præcis den samme uklarhed, der førte til Albasinis sejr i 2012 og til Paterskis sejr i 2015, og som altså synes at være lidt af et tilbagevendende fænomen, så længe man åbner Spaniens ældste etapeløb i terrænet omkring Calella.

Det forstod De Gendt naturligvis at udnytte. Et blik på hans sejrsliste siger nemlig alt om hans klasse. Dagens sejr var den 14. i karrieren, og bortset fra to tidlige sejre i Tour de Wallonie og Circuit de Lorraine er de alle udbrudssejre på WorldTour-niveau. Det er meget få ryttere, der har en så fantastisk evne til kun at slå til i de allerstørste løb, særligt hvis man hverken er bjergrytter, tempospecialist eller sprinter.

Dagens sejr vidner samtidig om De Gendts fantastiske evne til at indfri sine mål. Allerede tidligt i år udpegede han Paris-Nice, Catalonien og Romandiet som de løb, hvor der skulle vindes etaper, inden han giver sig i kast med det meget ambitiøse projekt at køre alle tre grand tours. Allerede i Frankrig var han ufatteligt tæt på, da kun Magnus Cort lykkedes med at snyde ham i Massif Central, men da det fejlede, satte han sig i stedet bare i hovedet, at han ville vinde karrierens tredje bjergtrøje i løbet - et mål, han naturligvis også indfriede. Det kan godt være, at De Gendt ikke altid kører efter taktikkens ABC, men det kompenserer han for med ren råstyrke. Og med de resultater, han præsterer, er det meget svært at kritisere hans ikke altid helt logiske kørsel.

Hans råstyrke bliver også testet i de kommende dage. I hvert fald bliver De Gendt en central figur i årets løb, nu hvor han har sikret sig et ikke ubetydeligt forspring. Hans udbrudssejre er ellers som regel kommet senere i løbene, hvor han har været ude af klassementet, men nøjagtigt, som da han i 2011 slog igennem i Paris-Nice, befinder han sig nu i den lidt uvante situation at føre et etapeløb. Dengang bed han fra sig, og det vil han helt sikkert gøre igen denne gang.

Det naturlige spørgsmål er selvfølgelig, hvor langt det rækker. Vi har jo været i denne situation før i det catalanske løb. I 2012 betød aflysningen af kongeetapen endda, at det aldrig lykkedes for favoritterne at få skovlen under Albasini, som endte med at vinde løbet i kraft af en udbrudssejr i Calella. Og i 2015 var det endnu farligere, da man havde givet rigtige klatrere som Bart De Clercq og Pierre Rolland så megen tid, at det længe så ud til, at end ikke de to bjergetaper var nok til at bringe favoritterne tilbage i spillet om sejren.

Man må formode, at de er lidt mere trygge ved at have De Gendt i front. Han er trods alt ikke en klatrer af hverken De Clercqs eller Rollands klasse, selvom hans sejre på Mont Ventoux og Stelvio viser, at han på sine gode dage kører godt opad. Ser man alene på hans 3. plads i Giroen, er det klart, at man burde være bekymret, men den præstation er trods alt hele syv år gammel. I de senere år har De Gendt fokuseret mindre på sine klatreevner, efterhånden som han har indset, at han er udbryderkonge, ikke klassementsrytter, og med to store bjergfinaler, hvor der endda er udsigt til medvind begge dage, burde de brølstærke hold fra Sky og Movistar nok kunne få skovlen under ham.

Alligevel kan man undre sig over, at de ikke investerede bare en enkelt mand eller to i den sene jagt. I stedet var det hold som Bora, Sunweb og Jumbo, der ikke just hører til blandt forhåndsfavoritterne, som førte på de sidste kilometer, da sprinterholdene havde kastet håndklædet i ringen. De Gendt bliver formentlig ikke et langsigtet problem, men man skal altså passe på med at undervurdere den belgiske maskine, der på sine gode dage magter det mest utrolige. En investering i lidt arbejde over de sidste 10 km havde nok været besværet værd.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Den samme tøven udnyttede Maximilan Schachmann klogt. I sidste ende blev det med bonus indregnet kun til en gevinst på 10 sekunder, og det rækker nok ikke langt i et løb, hvor Pyrenæernes stigninger nok alligevel er for lange for en mand, der ikke er ren klatrer. Alligevel var det livgivende igen at se den kørelyst, det tyske talent stiller for dagen og har gjort det siden sæsonstart. Hans fantastiske, men svært uheldsramte kørsel i Strade Bianche samt efterfølgende sejr i Larciano vidner i hvert fald om, at han er intet mindre end flyvende, og hvis det ikke bliver til noget i klassementet - og det bliver nok trods alt svært - kunne han meget vel være et bud på en mand, der kunne gentage De Gendts kunststykke på en af de tre sidste etaper, som han i øvrigt gjorde det, da han i regnvejr snød sprinterne på lørdagsetapen sidste år.

Man kan undre sig over, at Movistar og Sky ikke arbejdede lidt hårdere for at hente et ekstra minut på De Gendt, men endnu mere forbløffende er det, at sprinterholdene opførte sig, som de gjorde. Især var det besynderligt, at Sunweb først til allersidst tog ansvar for at sætte Michael Matthews i scene. Etapen var som skræddersyet til australieren, der måske nok har meget få løbskilometer i benene, men som i Milano-Sanremo viste, at der intet er galt med formen. Dette var i hvert fald en forspildt mulighed. Ligeledes kan man undre sig over, Mitchelton-Scott, der i 2018 arbejdede for Daryl Impey i tide og utide, ikke rørte en finger på en dag, som var en af hans bedste muligheder i hele løbet.

Særligt besynderligt var det, at de succeshungrende Dimension Data- og CCC-mandskaber, der modsat de to ovennævnte hold ikke har legitime top 5-ambitioner i klassementet, ikke gik efter en oplagt chance for et tiltrængt resultat på WorldTouren. Især skulle man mene, at sydafrikanerne, der mest har været ligegyldigt fyld i de seneste etapeløb, burde have givet den fortjente støtte til en af deres få formstærke ryttere, Ryan Gibbons (der i parentes bemærket var så uheldig at punktere med 2,5 km igen).

Ros skal der til gengæld lyde til Arkea og André Greipel. På forhånd lignede det en svær opgave for den store tysker at overleve stigningerne, men alligevel var det navnet Arkea, der gjaldende ud af Radio Tour, så snart de første rapporter indløb om, hvem der og ansvar i feltet. Herefter klemte Greipel for alvor ballerne sammen, og selvom han undervejs faldt fra, lykkedes det ham at komme tilbage og siden kæmpe sig over sidste stigning som allersidste mand. I sidste ende kostede anstrengelserne for meget i spurten, men man kan kun beundre, at han viste modet til at gå efter sejren på en dag, som bestemt ikke lå til hans højreben.

På samme måde kan man kun applaudere Deceuninck-Quick Step, der altid går efter sejren. Det krævede ellers ikke megen indsigt i Alvaro Hodegs klatreevner at vide, at han næppe kunne overleve årets rute, der var betydeligt hårdere end i 2018, hvor han sejrede i Calella. Alligevel påtog belgierne sig det tidlige ansvar sammen med Arkea, men som forventet blev det hurtigt for meget for den tunge colombianer, for hvem selv den mindste motorvejsbro kan være en udfordring. Med tanke på det, der venter senere, kan det se svært ud for både ham og andre mere rendyrkede sprintere som Phil Bauhaus og Hugo Hofstetter, og mon ikke Dylan Groenewegen slet ikke er så utilfreds med, at en skade til Timo Roosen betød, at han slap for de catalanske bjerge og nu i stedet kan tage en klassikersejr på onsdag i De Panne?

Det varmer også et cykelhjerte at se Grega Bole levere et sjældent resultat på WorldTouren. Nogle kan sikkert huske, hvordan han i sine unge år blev udråbt til et af sportens mest alsidige talenter, og det blev da også til en tidlig sejr i Bretagne Classic, etapesejr i Dauphiné samt ikke mindst en samlet 2. plads i Polen Rundt. Siden da er han imidlertid endt som usynlig hjælper, og bortset fra en lille opblomstring i kaptajnroller på CCC og Nippo i 2015 og 2016 er han i dag helt anonym på Bahrain-Merida. I optakten nævnte jeg dog, at han sidste år i Tour of Japan viste, at han stadig har det i sig, når han endelig får chancen, og den evne dokumenterede han altså igen i dag ved at vinde feltets spurt. Med tanke på de trængsler, der venter tunge Bauhaus senere i løbet, kan vi godt se mere til Bole, hvis det skulle blive til et par reducerede massespurter senere i løbet.

De Gendts sejr betød, at etapen fik større betydning for klassementet end ventet, men i favoritternes opgør skete der alligevel også lidt. Ikke uventet genoptog Alejandro Valverde og Egan Bernal med det samme deres duel fra sidste år, da de udkæmpede en kamp om bonussekunder i den sidste spurt, og her sikrede de sig begge et lille forspring, der måske kan få betydning i et løb, hvor forskellene ofte har været ganske begrænsede. Og ligesom sidste år viste Bernal, at han ikke er for fin til at blande sig i en massespurt - heller ikke selvom det bare gælder en 3. plads. Der er jo som bekendt intet, den lille colombianer ikke kan!

Dagens tidsbonus var måske bare den første af flere. I hvert fald bør Valverde have kig på mere fra samme skuffe, når det i morgen går løs med en puncheurfinale lige efter hans smag. Vi ved fra tidligere, at han aldrig er bleg for at vinde en spurt i netop dette løb, hvor fraværet af rigtige sprintere giver ham reelle muligheder, og han må være særligt inspireret af den hårde bakke, der venter i morgen. Medvind på Vallter 2000 betyder nemlig, at han kan få svært ved at matche Bernal på løbets kongeetape, og derfor handler det om at sikre sig så stor en buffer som muligt og drage maksimal fordel af sin hurtighed, som han også gjorde det i dag.

Og så er der vinden. Den catalanske blæst melder for alvor sin ankomst tirsdag, og hvis der var nogen, der havde troet, at en rejse til de spanske bjerge betød, at de kunne sige farvel til Paris-Nices sidevind, må de tro om. Vinden har før spillet en rolle i et løb, der ellers er kendt som en sag for klatrerne, og det kan den meget vel gøre igen på en etape, der kan blive uventet dramatisk.

Læs også

Ranglisterne: Visma avancerer og ny verdensetter

Det bryder De Gendt sig bestemt ikke om. Han er om nogen kendt som manden, der med det samme sætter sig bagerst i feltet, når der er optræk til viftekørsel og kamp om positionerne. Den luksus får han ikke i morgen, i hvert fald ikke, hvis hans tid i førertrøjen ikke skal være en yderst kort fornøjelse. Men skulle blæsten koste ham den fine hvide trikot efter bare en enkelt dag, er det nok ikke en katastrofe. Der venter nemlig hele tre potentielle udbrudsetaper efter Pyrenæerne, og derfor er det helt sikkert ikke det sidste, vi har set til belgieren i dette løb. Det skulle såmænd ikke undre, om der står fem sejre på cv’et, inden ugen er omme.

Favoritterne

Den første etape i et etapeløb er altid den mest tricky, når det handler om at fordele ansvaret i feltet. Når først løbet har fundet en førstemand er det altid lidt klarere, hvem der skal stå for føringsarbejdet. Det burde særligt gælde, når løbets førende endda har en ganske glimrende chance for at holde sig i trøjen, og da Lotto Soudal endda på forhånd har annonceret, at end ikke Bjorg Lambrecht skal køre klassement, er det for dem af stor betydning, hvis de kan fastholde førstepladsen. Derfor er der ikke den store tvivl om, at belgierne vil gøre alt for at sikre De Gendt i hvert fald yderligere én dag i trøjen.

Det er nok meget heldigt, for ellers kunne det godt blive endnu en dag, hvor der ville være usikkerhed om, hvem der skulle stå for arbejdet. Det meste af etapen er ganske vist glad, men der venter en grim overraskelse i finalen, hvor det ifølge profilen altså stiger med 5-6% over de sidste 7-800 m. Da man samtidig af erfaring ved, at spanske løbsbøger kan være svært misvisende, at der nok mange, der vil være temmelig usikre på, hvor hård finalen faktisk er, og mange vil derfor nok vægre sig ved at kaste sig ud i en alt for hård jagt. Heldigvis er der mange ryttere, der bor i regionen, og nogle kan måske have tjekket afslutningen ud på forhånd - det bør Movistar i hvert fald have gjort - men for mange vil det først være ved første passage, at de får en fornemmelse af, hvor store chancer de faktisk har.

Netop fordi man altid skal være varsom med de informationer fra spanske arrangører, er vi heller ikke alt for trygge ved at skulle pege på favoritter til denne etape. På papiret ligner burde bakken imidlertid være så hård, at vi kan sætte en streg over navne som Greipel, Hodeg, Hofstetter og Bauhaus. I stedet ligner det en rigtig puncheurfinale, hvor folk som Alejandro Valverde, Michael Matthews, Patrick Bevin, Daryl Impey og Jay McCarthy vil være i deres es.

For at få en chance for at spurte er der imidlertid en hurdle, der skal overvindes. Vi ved fra tidligere år, at sidevind ofte kan være et tema i dette løb, og det kan det meget vel blive på det, der selv efter catalanske forhold vil være en usædvanligt blæsende tirsdag. En middelvind på mere end 40 km/t er voldsomt kraftig og kan måske endda føre til modifikationer eller af ruten. Det var i hvert fald en vind af nogenlunde samme styrke, der førte til aflysning af GP Monseré. Vi baserer resten af optakten på den antagelse, at etapen gennemføres som planlagt, men vi udelukker bestemt ikke, at man som på 3. etape i 2018 er nødt til at skære dele af ruten fra.

Desværre betyder vinden i den første del blot, at vi kan vente os lidt af en langgaber. Her vil der nemlig være mod- og sidemodvind, og det vil helt sikkert kvæle initiativ- og kørelyst. Vi formoder derfor, at udbruddet slipper afsted relativt tidligt, og derefter vil det være op til Lotto Soudal at holde dem i snor. Det formoder vi som sagt, at de vil gøre med stor ildhu, men denne gang burde de også kunne regne med hjælp fra Sunweb, da afslutningen er af typen, som Matthews elsker dem. Også CCC og Dimension Data burde efter dagens overraskende passive kørsel vise interesse. Til gengæld tror vi, at Movistar sparer sig til Pyrenæerne, selvom finalen passer Valverde perfekt.

Kort inden forplejningen drejer feltet ind i sidevind, og herfra går det løs. Alene den fartforøgelse, der vil følge af positionskampen, vil være nok til at knuse et udbruds chancer, og det bliver ikke mindre hektisk, når de rammer sidemedvinden langs kysten. Vinden burde være kraftig nok til at skabe splittelse, og flere vil falde fra, når de herefter rammer den ikke lette stigning i finalen, selvom modvinden nok vil lægge en vis dæmper på farten netop her. Herefter går det løs med mere sidevind og mulige splittelser igen til allersidst, inden det gælder selve bakken op til mål.

Med andre ord bliver det en vild finale, hvor vinden altså burde være kraftig nok til at skabe i hvert fald nogen udskilning. Graden vil afhænge af vejenes eksponering, men hektisk og stressende bliver det under alle omstændigheder. Vi regner derfor med en lynhurtig finale, inden et reduceret felt skal spurte på bakken op til mål. Den er til gengæld en ganske enkel affære, hvor positionering vil være af mindre betydning, men hvor det vil handle om timing i den hårde modvind og om at have noget tilbage i benene efter en hård dag i sidevinden.

Det får os til at pege på Alejandro Valverde som vores favorit. Med sin flotte kørsel i Milano-Sanremo viste verdensmesteren, at han slet ikke er mærket af den sygdom, der kostede ham deltagelsen i Strade Bianche. Dagens opmærksomme jagt på bonussekunder var også et sikkert bevis på, at han er kommet til Spanien for at sikre sig et hattrick, og derfor synes det givet, at han vil gå efter yderligere bonus i en finale, der passer ham fint. I hvert fald har han for vane at deltage i massespurter i Catalonien, hvis blot opløbet er let stigende, som vi så det med etapesejrene i 2018 og 2015. Den model burde han gentage på en bakke, der passer ham langt bedre end de ret lette finaler, der gav ham triumfer i de nævnte år.

Læs også

Skjelmose får stærkt hold i ryggen til Flèche Wallone

Bakken er måske en anelse for let for Valverde, men også i finaler som denne er han verdens bedste. Han overraskede som bekendt sig selv ved at overspurte Peter Sagan på en lignende bakke i sidste års Vuelta, og når han kan slå slovakken, kan han også slå Michael Matthews, der ligner hans værste rival. Det er muligt, at han kommer lidt til kort mod den mere kraftfulde australier, men med de ben, han viste i Sanremo og Vuelta-sejren i frisk erindring, tror vi, at det tirsdag bliver til sejr nr. 2 for manden i regnbuetrøjen.

Hans værste rival må være Michael Matthews. Hvis nogen havde glemt, hvor fantastisk en puncheur han er, blev vi mindet om det, da han sidste efterår først vandt spurten på Muren i Geraardsbergen på kongeetapen i BinckBank Tour og siden blev den blot anden rytter i historien til at vinde begge de canadiske klassikere i samme sæson. Der findes ganske enkelt ikke mange, der har Matthews klasse i en bakkespurt som denne, og derfor er der heller ingen tvivl om, at det nok er den etape, han har set allermest frem til.

Spørgsmålet er bare, om formen rækker til at slå Valverde. Han overgik alle forventninger med den flotte kørsel i Sanremo, men med nu bare 3,5 løbsdage i benene og en nylig skadespause er han altså endnu ikke på toppen. Valverde er ikke en hr. hvem-som-helst, og det kræver meget at få verdensmesteren ned med nakken i en finale som denne. Den relativt korte opkørsel burde favorisere den lidt tungere australier, der er en anelse mere eksplosiv, og var han i topform, var han derfor utvivlsomt favorit. Nu skal han bare vise, at han også kan slå Valverde, selvom han mangler de sidste procent.

Kan I huske 2. etape af årets Tour Down Under? Her tog Patrick Bevin flere af verdens allerbedste sprintere totalt på sengen, da han satte dem til vægs i en let stigende spurt. Dengang steg det endda betydeligt mindre, end det vil gøre tirsdag, og det vidner om, at newzealænderen har et fornemt punch i afslutninger som disse. Siden da har han som bekendt været ramt af flere styrt, men efter det seneste uheld i Emiraterne melder han om, at formen atter er fin. Med det kraftigt forbedrede niveau, han har stillet til skue siden sidste efterår, og som kulminerede i Australien i januar, hvor han uden sit styrt formentlig havde vundet årets første WorldTour-løb samlet, er der al mulig grund til at tro, at han også kan vinde på denne bakke. Hans lille pause og mange styrt skaber usikkerhed, men nærmer han sig sit højeste niveau, bør han kunne tage kampen op med etapens to mest indlysende favoritter.

Den rytter, der lukrerede mest på hans uheld i Australien, var Daryl Impey, der i stedet løb med sejren. Sydafrikaneren har ligesom Bevin haft en lille pause, men det skyldes ikke styrt og skader. Han formodes derfor at være lige så skarp som altid i dette løb, hvor han altid er en dominerende skikkelse. Han har gjort enorme fremskridt i de senere år, hvor han har klatret bedre end tidligere, og selvom hans bedste resultater kommet i flade spurter efter hårde dage, viste han med den flotte sejr i Dauphiné sidste år, at han også er god på stigende opløb. Han har imidlertid stadig til gode at vinde en lidt stejlere spurt som denne, hvor han måske kan mangle det punch, som Valverde og Matthews besidder. I morgen får han chancen for at vise, at han også mestrer den kunst.

Finalen burde også være fremragende for Jay McCarthy, der med sin sejr i Stirling i Tour Down Under har vist sine puncheurevner. Til gengæld har han aldrig rigtigt vist det i Europa, og han har desværre haft en kedelig tendens til aldrig at tage sin bedste form med sig på turen til sportens historiske kontinent. I år skuffede han endda i sæsonstarten, og da han kun har kørt mindre løb i Belgien, hvor han ikke havde meget at gøre, ved vi reelt ikke, hvor han står. Med hans historik in mente er det derfor svært at vide, om vi skal forvente meget af ham i dette løb, men i teorien burde det være en finale, der passer ham.

Hvis ikke han er på toppen, har Bora heldigvis en mand, der med sikkerhed er flyvende. I de italienske løb for et par uger siden var Maximilan Schachmann næsten skræmmende, og ikke mindst hans kørsel i det uheldsplagede Strade Bianche var yderst overbevisende. Også i dag var han helt i hopla, og han burde derfor også have blik på denne etape. Finalen er nok en anelse for eksplosiv, når han er oppe mod hurtigere folk, men helt dårlig er den bestemt ikke for en mand med en form, som må vække beundring hos de fleste, og som i sin unge alder fortsætter med at udvikle sig med lynets hast.

Som nævnt i analysen var Ryan Gibbons i dag uheldig med at ødelægge sit hjul med 2,5 km igen. Derfor så vi ham aldrig i spurten, men med tanke på det, han har vist i år, er han værd at holde øje med i denne finale. Han har nemlig klatret som en drøm, og selvom han som afslutter mest er kendt i flade finaler, viste han med 4. plads på 4. etape i Oman, at han også i denne type afslutninger har masser af punch. Efter sin løbspause meldes formen fortsat at være god, og han har endda en erfaren mand i Enrico Gasparotto til at sætte sig op til spurten. Det er klar, at han stadig har til gode at vise, at han også kan slå de allerbedste i denne type afslutning, men i et år, hvor han overrasker gang på gang, kan det sagtens være tirsdag, at det sker. Gasparotto ville selv være en god kandidat til denne spurt, men mon ikke han her skal ofre sig for sin holdkammerat?

Vi har allerede omtalt Grega Bole i vores analyse, og da finalen burde være alt for svær for Bauhaus, skulle han nok kunne se sit snit til at fortsætte den fine start her. I gamle dage var han i hvert fald en glimrende puncheur, hvilket han udnyttede til at blive nr. 2 i Tour de Pologne, og selvom han i kraft af sin hjælperrolle ikke har vist det i nogle år, kunne man i Japan sidste forår se, at han stadig har det i sig. Det er klart, at dette er et helt, helt andet niveau, men efter dagens sejr i feltets spurt må man tilskrive ham en vis chance for at genfinde de gamle takter i en finale, der burde ligge til hans højreben.

Læs også

Israel skriver kontrakt med ungdomskomet fra næste sæson

Finalen burde også give lidt håb for Tony Gallopin. Franskmanden ikke rigtigt fundet formen i år, men han burde nok kunne blande sig i en spurt som denne, også selvom han forlod Paris-Nice med sygdom. Han viste i hvert fald på 2. etape i sidste års Vuelta, at han stadig har sit puncheurgen, selvom han nu om dage kun sjældent viser det. I et løb, hvor han primært skal hjælpe Romain Bardet, kunne det være en chance til at jagte lidt personlig succes, og har han langt om længe fundet formen, burde han kunne se muligheder på denne bakke.

Bjorg Lambrecht har sagt, at han i karrierens unge år vil koncentrere sig om at være puncheur, og derfor må han have kig på denne etape. Han viste evnerne, da han sidste år spurtede sig til sejr på kongeetapen i Tour des Fjords og også 8. pladsen i forbindelse med Valverdes spurtsejr over Sagan i Vueltaen var en indikation på evnerne. Vi frygter lidt, at han kan blive et offer for sidevinden undervejs, men sidder han med til sidst, må dette være et mål for ham i et løb, hvor han har afskrevet klassementet og har udset sig etaper som målsætningen inden de store opgaver i Baskerlandet og Ardennerne.

Det ville varme vores hjerte at se Maurits Lammertink forsøge sig på denne etape. Hollænderen var i 2016 en forrygende puncheur, der sågar satte en vis Philippe Gilbert til vægs i Tour de Luxembourgs eksplosive terræn. På Katusha gik han imidlertid helt i stå, og han så desværre også meget formsvag ud i Oman. Heldigvis har han nu haft tid til at arbejde på formen, og dette ville i hvert fald i gamle dage have været en spurt lige efter hans smag. Vi frygter lidt, at han ryger af i sidevinden, men håber, at han kan vise sine gamle takter. Hvis ikke, har Roompot en anden kandidat i Nick van der Lijke, der dog ikke helt har sin landsmands klasse.

Mikel Aristi fortsætter med at imponere og kørte også i dag en flot spurt. Det var opfølgning på den lovende klaring i Oman, hvor det til gengæld kneb en anelse med også at gøre sig gældende i de stigende spurter. På papiret burde han ellers have den rette kombination af fart og klatrestyrke til at køre en spurt som denne. Falder han ikke fra i sidevinden, har han her chancen for at bevise, at det ikke er nogen helt forkert antagelse.

Fænomenet Egan Bernal har som sagt for vane at blande sig i massespurterne i dette løb, og det vil han sikkert gøre igen. Derfor burde det også med sikkerhed blive til endnu en plads i top 10, men spørgsmålet er, om ikke finalen trods alt er en anelse for let for en spinkel fyr som ham, der trods alt er klatrer og ikke sprinter eller puncheur. Med netop ham ved man imidlertid aldrig, så det skulle såmænd ikke undre, om han via en podieplads sikrer sig yderligere bonussekunder.

Meget af det samme kan siges om Dan Martin. Ireren er som bekendt en fin puncheur, men han skal formentlig bruge en længere eller stejlere bakke. På den anden side har han før overrasket sig selv på e ikke alt for svær bakke i Touren, og det kan derfor slet ikke udelukkes, at han giver den et skud. Han vinder ikke, og det kan sagtens være, at han slet ikke prøver, men vi synes, at han bør gøre forsøget. Forinden skal han dog lige overleve den sidevind, han afskyr mere end de fleste.

Andre kandidater kunne være Dries Devenyns, Pello Bilbao, Xandro Meurisse, Jesus Herrada, Adam Yates, Simon Yates, Enric Mas, Michael Woods, Guillaume Martin, Odd Christian Eiking, Floris De Tier og Damiano Caruso, men de får alle svært ved at vinde. Nathan Haas ville normalt være en af de tungeste favoritter, men dagens etape tyder desværre på, at den stadig er helt galt med den ustabile australieres helbred.

Feltet.dks vinderbud: Alejandro Valverde

Øvrige vinderkandidater: Michael Matthews, Patrick Bevin

Outsidere: Daryl Impey, Jay McCarthy, Maximilan Schachmann, Ryan Gibbons, Grega Bole

Jokers: Tony Gallopin, Bjorg Lambrecht, Maurits Lammertink, Mikel Aristi, Egan Bernal, Dan Martin