Ruten

Mens kongeetapen i Abu Dhabi Tour med sit mål på 3. etapes Jebel Hafeet-stigning altid har været en sag for klatrerne, har det forholdt sig helt anderledes i Dubai Tour. Her er terrænet langt fladere, og derfor har løbet været lidt af en sprinterfest. Undtagelsen har været den nu efterhånden ikoniske kongeetape, der har ført feltet ud i ørkenen, hvor de eksplosive puncheurs har kunnet slås om sejren på den korte, men meget stejle Hatta Dam-stigning. Naturligvis skal den finale genbruges også i UAE Tour, hvor den ganske vist ikke som i det gamle løb ventes at spille nogen stor rolle i kampen om den samlede sejr, men hvor den som altid vil give anledning til et forrygende og spektakulært show, og hvor evnen til at overleve et sandt syrebad vil bestemme, hvem der skal hyldes som vinder af det, der allerede nu er blevet lidt af en klassiker.

Etapen er imidlertid nytænkt, da man skipper den lange, flade tur gennem ørkenen og i stedet tilbringer hele dagen i bakkerne omkring byen Hatta, hvor der som noget nyt er start, og hvorfra man kører en tur mod nord ud i ørkenen, inden man vender tilbage til afslutningen på den nærliggende Hatta Dam efter i alt 168,0 km, som byder på dobbelt så mange højdemeter som sidste års udgave af etapen. Fra start snor man sig mod nord og nordvest ind gennem ørkenen, der her er ganske kuperet med to stigende stykker, der begge efterfølges af nedkørsler. Efter 47,8 km når man dagens første spurt i byen Shawka, hvorfra man fortsætter mod nord og kort efter mod øst videre gennem ørkenen via et længere stigende stykke og en afsluttende nedkørsel, der leder ned mod kysten til byen Fujairah.

Her kører man en omgang på en ganske lille rundstrækning i forbindelse med forplejningszonen, inden man vender rundt for at følge samme vej tilbage mod vest gennem ørkenen. Det betyder, at der venter en længere stigning, inden det begynder at falde - afbrudt af enkelte småbakker - mod øst og siden syd tilbage til Shawka, hvor der også denne gang er spurt efter 119,3 km. Herefter fortsætter man mod sydøst og siden syd tilbage mod Hatta, men denne gang følger man en anden vej tilbage til byen, hvor man har en finale, der bortset fra en mindre modifikation inde i selve byen, hvor passagen bliver mindre teknisk, er den, vi kender fra tidligere.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Med 18 km igen begynder det at stige let op ad en 6,5 km lang stigning, der stiger med 2,7% i gennemsnit, men når op på 11% mod toppen, der rundes med 11,5 km igen. Efter en lille nedkørsel venter en lille kontrabakke, der når op på 12% og har top med 9,6 km til mål, men herefter går det ned til en lang vej, der efter en nedkørsel kun stiger meget svagt. Den leder efter tre sving i byen Hatta omkring 2 km-mærket frem til den stejle finalerampe, der indledes med et skarpt højresving, er 150 m lang, stiger med mellem 12 og 17% og fører op til Hatta Dam. Der er et sving med 400 m igen, inden det sidste, meget skarpe sving kommer med 150 m igen og leder ind på den 5 m brede opløbstrækning.

Etapen byder på i alt 2770 højdemeter.               

Finalen har været benyttet fire gange tidligere. I 2015 var der betydeligt flere stigninger inden den afsluttende rampe, og her havde Mark Cavendish allerede været i vanskeligheder. Han kom imidlertid tilbage i tide, og selvom han ikke kunne forhindre John Degenkolb i at slå Juan Jose Lobato og Alejandro Valverde i den hårde spurt, begrænsede han tidstabet tilstrækkeligt til at vinde samlet. I 2016 var etapen betydeligt lettere og havde en finale, der var en kopi af de seneste års udgave. Det hele blev afgjort på den sidste bakke, hvor Lobato slog Giacomo Nizzolo med 2 sekunder og Silvan Dillier med 4 sekunder. Marcel Kittel gravede dybt og begrænsede med sin sjetteplads tidstabet nok til at vinde sammenlagt.

I 2017 var nøjagtigt samme etape på programmet, men her betød meget kraftig vind desværre, at man efter i første omgang at have ændret løbet til et rundstrækningsløb helt måtte aflyse etapen. I 2018 lykkedes det atter at afvikle etapen, og her var Brandon McNulty meget tæt på at levere en sand sensation, da han efter en lang dag i udbrud først blev hentet mindre end 100 m fra stregen. I stedet endte det i den ventede puncheurspurt, og denne gang var det Sonny Colbrelli, der sejrede foran en stærkt afsluttende Magnus Cort og Timo Roosen. Sidste år var Caleb Ewan i særklasse, da han sejrede med 2 sekunder ned til Matteo Moschetti og Primoz Roglic og 5 sekunder til de nærmeste forfølgere.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Vejret

Med en lang dag i ørkenen bliver der igen grund til at studere vejrudsigten, der ser varm ud. Der vil kun være få skyer, og temperaturen vil nå 29 grader. Vinden vil blot være let og komme fra øst, hvilket giver sidevind i hele den indledende fase og dernæst modvind ud til kysten og medvind tilbage til ørkenen. Derefter er der side- og sidemodvind, inden man får sidemedvind på det sidste stykke ind gennem Hatta. Til slut får man medvind op ad rampen.

Analyse af 1. etape

Jeg var sikkert ikke den eneste, der måtte tørre mundvandet op, da arrangørerne af UAE Tour annoncerede de første store navne til den anden udgave af det nye arabiske storløb. De mange meget lette etaper i storbyerne har altid haft en magnetisk tiltrækningskraft på alverdens supersprintere, og meget ofte er de tidlige løb i Arabien måske den bedste indikation på, hvem der er verdens allerhurtigste. Tendensen er blot blevet endnu mere markant med første Abu Dhabi Tours og siden UAE Tours inklusion i WorldTouren, og med deltagelse af fem af de seks sprintergiganter i form af Dylan Groenewegen, Sam Bennett, Caleb Ewan, Pascal Ackermann og Fernando Gaviria - kun Fabio Jakobsen mangler i rækken - måtte man savle over udsigten til fire gigantiske styrkeudmålinger mellem de hurtigste af de hurtige. Faktisk kan det allerede nu slås fast, at hverken Touren, Giroen eller Vueltaen får lige så mange deltagere fra sprintereliten, og dermed er det i denne uge, at vi ser de formentlig stærkest besatte massespurter i hele sæsonen.

På den baggrund var det heller ikke mærkeligt, at dagens 1. etape tiltrak sig særlig opmærksomhed. Her skulle vi endelig se, hvem der var hurtigst, efter at Dylan Groenwegen i kraft af en skadesplaget og skuffende Tour havde kunnet se sin status som nr. 1 være truet ikke mindst af Sam Bennett, der vandt overalt i 2019 og blandt andet satte en træt Groenewegen godt og grundigt på plads i BinckBank Tour.

I det hele taget var spørgsmålene mange. Hvordan stod de to tidligere holdkammerater Bennett og Ackermann over for hinanden, når de nu aldrig havde dystet tidligere? Var Groenewegens overmenneskelige spurt på 1. etape i Valencia udtryk for, at han stadig er i sin egen liga, når det handler om ren topfart? Var Caleb Ewans fine Tour Down Under et bevis på, at han nu også skal regnes som en af de bedste i de helt rene spurter? Og var Gavirias overlegne sejre over Ackermann i Kina sidste efterår en indikation af, at colombianeren igen skal regnes som en del af den sprinterelite, han ikke optrådte meget i sidste år, hvor han led af flere skader?

På den baggrund sidder man tilbage med en lidt uforløst fornemmelse efter den imødesete sprinteropgør. I virkeligheden sidder vi nemlig tilbage med lige så mange spørgsmål, som vi gjorde inden løbet. Det skyldtes først og fremmest en uhyre rodet spurt, hvor de fleste tog gik totalt i opløsning i den kringlede finale, og hvor to af supersprinterne aldrig kom til at spurte, og den tredje sad så langt tilbage, at han aldrig havde en chance for at vinde.

Sjovt nok var vinderen endda den rytter, der havde efterladt det dårligste indtryk i årets første løb. Ackermanns totale dominans af de rene massespurter i Giroen havde ellers givet håb om, at han måske havde kurs mod titlen som verdens hurtigste, men det blev der lagt en dæmper på, da Gaviria fik ham til at ligne en nybegynder i oktober. Og tendensen fortsatte i år, hvor han fik prygl af stortalentet Matteo Moschetti i begge massespurter på Mallorca, inden han i Almeria kun med det yderste af neglene slog Alexander Kristoff, der ellers ikke er kendt som verdens hurtigste i de nemme løb.

Dagens sejr kunne næppe være faldet et bedre sted, for Ackermann var utvivlsomt den, der kom til Mellemøsten med den største tvivl. Det var i hvert fald sigende, at Bora var det eneste af de fem store sprinterhold, der ikke bidrog til jagten på en helt igennem begivenhedsfattig og meget let søndagstur gennem den arabiske ørken. Forløsningen lyste da også ud af øjnene på den altid joviale og storsmilende tysker, der virkede lige så paf over sin gevinst, som han gør hver eneste gang, han har sejret.

Desværre for Ackermann skal han nok ikke overfortolke sejrens betydning, før alle ugens fire massespurter er kørt. Triumfen var nemlig snarere endnu et bevis på, at han er god i positionskampen mere, end det var udtryk for en skræmmende topfart. Hele tre af hans rivaler kom nemlig aldrig til at spurte ordentligt, og det er kun Ewan, han kan siges at have slået på helt reel maner.

Heldigvis handler spurter om andet og mere end topfart. En af Ackermanns styrker er netop hans positionering, og den drog han til fulde fordel af i Dubais uorganiserede kaos. Ganske vist gik hans tog med den ellers altid så driftssikre Rudiger Selig, som aldrig er kommet i gang i år, helt i stykker, men Ackermann kunne selv bokse sig rundt, først ved at tage Bennetts hjul, da Deceuninck så ud til at sidde på flæsket, indtil han lynhurtigt skiftede mening, da belgierne tabte momentum, og unge Kaden Groves i stedet viste sit potentiale med et fremragende lead-out for Luka Mezgec. Gennem hele spurten sad Ackermann perfekt, selvom han var uden holdkammerater, og den fornemme positionskamp rundede han af med en af de powerspurter, der er blevet hans varemærke.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

Ewan var hans nærmeste rival, men nederlaget har været en bitter pille at sluge for den lille australier. Sidste års Tour gav ellers indtryk af, at han havde genfundet de evner i de lette massespurter, som han havde mistet, mens han havde forbedret sin klatring. Årets Tour Down Under bidrog til indtrykket, men i dag fik han slet og ret baghjul af Ackermann, som han ikke kunne gå forbi. Heldigvis kan han glæde sig over, at den positionering, som han forbedrede så eminent i 2019, stadig sidder lige i skabet, og at han er betydeligt tættere på Ackermann end i sidste års Giro, hvor han stadig led under den tendens, at løbet skulle være langt og hårdt, før han kunne blande sig.

Det var ikke mærkeligt, at Ewan og Ackermann sad godt, men der manglede én i ligningen. I 2019 var Bennett formentlig den allerbedste i positionskampen, for han sad altid på hjulet af den sprinter, der fik det bedste lead-out. Herfra var han umulig at slå, men hos Deceuninck er det nye tider. Nu har han i stedet et af de allerbedste tog, og han kan fremover se frem til at blive leveret til stregen, som han gjorde det i Australien i stedet for at skulle kæmpe på egen hånd.

Spørgsmålet er, om det i virkeligheden er så godt. I dag var det i hvert fald toget, der kostede ham muligheden for at spurte. Holdet viste ellers samme klasse som i Australien, da de skød frem i finalen med Shane Archbold foran Michael Mørkøv og Bennett i det farverige tog af tre nationale mesterskaber. Desværre havde Mørkøv, der ellers sjældent begår fejl, en overraskende dårlig dag. I hvert fald tøvede han alt for længe med at gå forbi en segnende Archbold, der efter en gigantføring ikke kunne holde farten, og da først Groves og Mezgec skød forbi med resten af sprinterslænget bag sig, havde Deceuninck allerede tabt deres momentum. Bedre blev det ikke af, at Mørkøv manglede sin vanlige fart, og da den dansk-irske duo fortsatte med at glide baglæns, blev der aldrig plads til, at Bennett kunne åbne op.

Nu skal man naturligvis ikke lægge meget i én spurt. Archbold og Mørkøv var for det meste suveræne i Australien, og i dag var alt også perfekt, indtil Mørkøv tøvede. Når danskeren leverer med samme træfsikkerhed som vanligt, må et stærkt tog stadig regnes som en fordel, selvom det er paradoksalt, at Bennett måske havde vundet dagens spurt, hvis han bare havde taget den på egen hånd, som han plejer.

Til gengæld var det ikke spor overraskende, at Groenewegen og Gaviria fik en gang prygl i positionskampen. Hollænderen har altid haft det som en svaghed, og colombianeren har fuldstændig tabt sin fine næse for positionering i de senere år. For ham var det derfor også så livsvigtigt, at han blev genforenet med guldfuglen Maximiliano Richeze, der i flere år har været verdens vel nok bedste lead-out man. Den genforening lignede på papiret opskriften til masser af sejre for en Gaviria, der i Kina lignede en genfødt mand.

Desværre har Richeze slet ikke været sig selv i år. End ikke i det svagt besatte Vuelta a San Juan og Tour Colombia 2.1 kunne han aflevere sine sprintere, som da han var bedst. Det kunne han heller ikke i dag i langt skrappere selskab, hvor han var helt igennem usynlig, og derfor endte Gaviria for 117. gang inden for det seneste år med at blive bokset inde. Det er i særlig grad en skam, fordi sejrene i Kina sidste efterår efterlod indtrykket af, at hans topfart igen er helt oppe at ringe, men hvis ikke Richeze kan løse hans positioneringsproblemer, er det ikke sikkert, at udbyttet kommer. Og måske er den aldrende argentiner efterhånden ved at blive for gammel. Nogen vårhare er han i hvert fald ikke længere.

Mere blandet må følelsen være hos Groenewegen. Da han fik Jakobsen til at stå bomstille med sin ufattelige spurt på 1. etape i Valencia, havde han vist, at han formentlig stadig har et ekstra gear, når det kommer til ren topfart. Den fornemmelse blev til fulde bekræftet i dag, hvor han i hvert fald var langt hurtigere end både Ackermann og Ewan, som han også på sine store dage plejer at slå med lethed. Alligevel blev det nok engang til en skuffelse, som det så ofte før er blevet, og som det også var blevet til i Valencia, hvis han ikke netop havde været overmenneskelig den dag i Villareal.

Heldigvis kan Groenewegen glæde sig over, at han også har en dårlig hånd i dette løb. Hans sædvanlige tog med Mike Teunissen og Amund Grøndahl har nemlig travlt med klassikerne, og det er først frem mod Giroen, at der for alvor bliver fokus på spurterne for deres vedkommende. Det vil utvivlsomt give ham en lettere vej i de hektiske finaler, men dagens spurt blev endnu et vidnesbyrd om, at hurtigste mand ikke altid vinder, hvis ikke han kan positionere sig. Det ved i hvert fald både Marcel Kittel og André Greipel alt om.

Da hele tre supersprintere missede ud, var der overraskende god plads til ”de andre”, der jo egentlig blot skulle have kæmpet om krummerne. Det gav en uventet podieplads til Rudy Barbier, der dermed fik bekræftet, at der er sket et eller andet hen over vinteren. 2019 var ellers et forfærdeligt år for franskmanden, og da han vandt i San Juan på en dag, hvor Gaviria blev lukket inde, kunne man med rette sige, at det skete i et svagt felt, efter at Tour Colombia tydeligt viste, at Alvaro Hodeg var formsvag efter sin lange skadespause.

Læs også

Blev toer i løbsdebut: Fransk stortalent løfter sløret for taktikken

I dag kan man til gengæld ikke tale om et svagt felt. Tværtimod leverede Barbier i et selskab, han aldrig tidligere har været i stand til at matche. Kan han fortsætte med at levere på den maner i resten af ugen, kan der meget vel blive brug for at ændre i Israel SUNs sprinterhierarki, der ellers som udgangspunkt havde André Greipel som holdets Tour-sprinter og Davide Cimolai som Giro-valget. Greipel er endda ude med en grim skade efter en ellers lovende start, og Cimolai har skuffet i de første løb. Barbier har i hvert fald de bedste betingelser for at stige i graderne netop nu.

Stige i graderne gør også Alberto Dainese. Den unge italiener blev måske kun nr. 6, men ligesom i Australien kom han flyvende med høj fart fra en ikke alt for gunstig position. I forvejen lignede han den mest spændende nyprofessionelle sprinter, og det indtryk er kun blevet bekræftet efter en meget overbevisende start. Positioneringen mangler lidt, men er ikke helt på månen, og med mere erfaring kan han blive livsfarlig som del af et spændende italiensk sprinterpar sammen med kometen Matteo Moschetti, der desværre lige nu er ukampdygtig efter sin ellers fantastiske sæsonstart.

Til gengæld var der ingen genfødsel af Jakub Mareczko. Ganske vist kørte italieneren sin bedste WorldTour-spurt siden sidste års Tour Down Under, men hans flotte, men alt for lange spurt i Provence havde indikeret, at en nyopereret næse måske havde bragt ham tilbage på sporet. I dag klarede han positionskampen usædvanligt godt - formentlig fordi Deceuninck og ”den gode bølge” pludselig tabte momentum - men i det direkte opgør mod Dainese var han synligt langsommere. Han er stadig langt bedre end sidste år, men den sejrsmaskine, han engang var, bliver han aldrig på WorldTouren.

Det gør Max Walscheid heller ikke. Den gigantiske tysker viste ellers kolossalt potentiale med den imponerende spurt i Californien for to år siden, men siden er det kun gået ned ad bakke. Senest skuffede han i et Tour de Langkawi, hvor han burde have været ganske overlegen, og i dag blev det kun til en 8. plads. I dette selskab er det pænt, men Walsheid synes hverken at positionering eller den fart, der ellers tidligere lovede så godt.

Den fart har Mezgec heller ikke, og han kunne da heller ikke blive mere end nr. 5 trods et fremragende lead-out. Det tager intet fra hans klasse, men som ren sprinter er han overmatchet her. Derfor kunne det være meget interessant, hvis Mitchelton turde give Groves chancen. Den unge australier kommer til løbet med to friske sejr fra Australien, hvor han to gange slog Dainese, og i dag viste hans lea-out, at han også kan være med på dette niveau.

Det kunne Mark Cavendish også en gang, men det kan han desværre ikke længere. Også i dag fik han sig en lussing, der blot bekræfter det halvkedelige indtryk fra Saudi-Tour. Bahrain-manager Rod Ellingsworth har ellers hentet ham til holdet med det håb, at han skal vinde på WorldTouren, men der er meget langt til sådanne bedrifter lige nu. Spørgsmålet er, hvor længe tålmodigheden bevares, hvis Cavendish vitterligt ender som endnu et af kyssesygens mange ofre, og Phil Bauhaus bygger videre på den imponerende styrke, han viste i Saudi-Arabien. Lidt lettere har Arnaud Demare nok ved at rumme dagens nederlag, for franskmanden gjorde sæsondebut, og efter solidt forarbejde af sit stærke tog var han uheldig med at tabe det momentum, som Deceninck kastede på gulvet.

Nok var etapen imødeset, men for de fleste ryttere var det en påmindelse om, hvorfor UAE Tour ikke altid er det bedste sted at forberede sig. Hele etapen var nemlig uhyre let, og Alexander Kristoff har tidligere spekuleret i, at han simpelthen ikke fik nok ud af at køre disse lette ørkenløb. For Chris Froome var det imidlertid den ideelle dag til et comeback, og for klassementsrytterne var det en god lejlighed til at få banket rusten af.

I morgen skal de nemlig allerede være klar til ikke at tabe dumme sekunder i den ikoniske spurt op ad rampen til Hatta Dam, og allerede tirsdag venter den første af de to opstigninger af Jebel Hafeet, som formentlig vil afgøre løbet. Selvom de holdbare sprintere er blandt favoritterne mandag, må de klassiske sprintere til gengæld sætte sig på bagsædet indtil den næste massespurt i Dubai på onsdag. Lad os så håbe, at 4. etape giver lidt flere svar end dagens gigantopgør, der endte som en halvflad fornemmelse uden mange svar.

Favoritterne

Efter dagens etape er vi præcis lige så kloge på klassementskampen, som vi var for 24 timer siden. Efter mandagens etape har vi til gengæld formentlig fået i hvert fald nogle små indikationer af, hvem der kan kæmpe med om sejren i årets UAE Tour. Ganske vist er Hatta Dam-etapen, der engang var nøglen til sejr i Dubai Tour, på den hårdere rute i dette løb reduceret til en lidt ligegyldig dag, hvor man først og fremmest skal undgå at tabe sekunder, men klassementsrytterne kan både tanke selvtillid og vise form ved at spurte fint op ad en rampe, der allerede er blevet lidt af en klassiker.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Hatta Dam er nemlig en sær snegl, vi ikke finder noget andet sted på kalenderen. På den ene side er den så stejl, at Fleche Wallonne-kandidater burde slikke sig om munden. På den anden side er den imidlertid så kort, at man kan køre én lang spurt fra bund til top, og det tiltaler naturligvis sprinterne, der trods alt er langt mere kraftfulde end de lettere puncheurs.

At klassementsryttere kan begå sig, har vi dog set. Både Alejandro Valverde og sidste år Primoz Roglic har tidligere været med helt i front. Alligevel er det samlede billede også helt klart. De tidligere vindere hedder John Degenkolb, Juan Jose Lobato, Sonny Colbrelli og Caleb Ewan, der alle falder ind under kategorien stærke sprintere med flair for at spurte op ad bakke. Podierne domineres da også af denne ryttertype, og når selv Marcel Kittel kan blive nr. 6, er der altså grænser for vanskelighederne.

Omvendt er den ikke for hvem som helst. Der er en grund til, at Kittel kun blev nr. 6, og at heller ikke en ellers holdbar fyr som Alexander Kristoff har kunnet være med helt fremme. Dertil er bakken for stejl, og man kan derfor godt glemme alt om hovedparten af sprinterne, herunder især Dylan Groenewegen. I Dubai Tour skulle de stadig holde sig til i kampen om at vinde samlet, men det behøver de slet ikke, og derfor vil de end ikke forsøge sig.

Etapen er dog også anderledes end den, vi kender. Det kuperede indløb til finalen er ganske vist det samme, som det plejer, men beslutningen om at tilbringe hele dagen i bakkerne omkring Hatta i stedet for at køre den lange vej gennem ørkenen fra Dubai, betyder, at der dobles op på højdemeterne. Mens der tidligere blot skulle klatres en smule mere end 1000, nærmer vi os nu 3000. Det er en ganske mundfuld og vil utvivlsomt øge chancen for de eksplosive puncheurs og klassementsryttere på bekostning af sprinterne, hvoraf nogen endda kan falde fra forinden.

Naturligvis afhænger meget af, hvordan højdemeterne bruges, og man kan nok tvivle på, om der vil blive kørt voldsomt hårdt. Faktisk er der vel en reel risiko for en udbrudssejr, som Brandon McNulty var så uendelig tæt på at tage for to år, hvor han blev hentet på selve rampen. Klassementsrytterne vil formentlig gerne let igennem inden i morgen og gider ikke arbejde for siden at blive slået af sprinterne, og da Alejandro Valverde åbent har erkendt, at formen ikke er i top, vil vi næppe heller se Movistar tage initiativ.

Der er til gengæld ingen tvivl om, at Lotto Soudal går benhårdt efter, at Caleb Ewan skal vinde igen, men uden hjælp kan de ikke kontrollere 3000 højdemeter. Heldigvis vil Bora nok gøre lidt for at beære trøjen, selvom den bliver svær for Pascal Ackermann at forsvare, og hvis jeg var Sam Bennett, ville jeg også gå efter en finale, der burde passe glimrende. Også Mitchelton vil måske tro på Luka Mezgec.

To eller tre hold kan dog være for lidt. I dag kørte udbruddet tidligt, og det kan det gøre igen, da de arabiske løb sjældent er aggressive fra start. Hvis der bliver kamp om det, og udbruddet bliver stærkt, kan det til gengæld være svært at køre ind for de nævnte hold, specielt hvis klassementsholdene ikke på lang sigt er bange for de folk, der sidder i front. Lotto vil formentlig sørge for at holde dem i kort snor, men de skal bruge mere hjælp, hvis de skal hentes.

En nøgle kunne være UAE og Astana. UAE er på hjemmebane og skal have noget med hjem. Det skal Tadej Pogacar nok sørge for, men spørgsmålet er, om ikke de skal skyde på alt. Pogacar, Diego Ulissi, Davide Formolo og Fernando Gaviria kan alle forsøge sig i denne finale, og særligt Ulissi kan lugte blod, hvis de bliver hårdt. Derfor vil jeg tro, at UAE tager del i arbejdet. Astana må også jagte etapen med formstærke Alexey Lutsenko. På den baggrund tror jeg på samling, selvom et udbrud ikke helt kan afskrives, hvis der går magtkamp i den mellem klassements- og sprinterholdene.

Bakkerne frem mod finalen plejer at skabe lidt udskilning, og man kunne sagtens forestille sig, at Movistar og/eller UAE vil lægge lidt pres på. Det vil dog formentlig være Astana, der tager initiativet. Lutsenko skal have et hårdt løb, og Astana har gjort det til deres speciale at lægge pres på i finaler. Alt sammen kan det gøre det for hårdt for nogle af sprinterne, og det vil blive sværere for dem at komme med hjem og bevare friskheden efter 3000 højdemeter. Faktisk tror jeg, at Astana kan gøre det knaldhårdt, og jeg vil ikke blive svært forundret, hvis det bliver et ganske reduceret felt, der skal spurte til sidst. Herefter venter den vilde syrebadsspurt, der imidlertid ikke kun handler om selve spurten. Langt vigtigere er positionen i svinget i bunden, og sidder man for langt tilbage her, kan man glemme alt om sejren, uanset hvor hurtig man er.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Den hårdere rute gør det mere åbent, men Caleb Ewan må stadig være favorit. Den lille australier overraskede sig selv ved at vinde sidste år, men her viste han, hvor stor en specialist han er blevet i stigende finaler. Det har siden ført til sejr i Tyrkiet og forleden også på Stirling-etapen i Tour Down Under. Ewan er endda særligt skarpt til denne bakke, hvor han har den rette kombination af antrit og hurtighed og en meget lav vægt, der er en stor fordel på så stejle procenter.

Ewan kan få det for svært undervejs, for han er ikke alt for holdbar på dage med mange højdemeter. Grundlæggende klatrer han dog fint, og han bør sidde med hjem. Vigtigst er det, at han som nævnt i analysen er blevet ret sublim i positionskampen, og han sidder stort set altid fornuftigt. Naturligvis er det altid et lotteri frem mod et sådant sving, men Ewan vil formentlig være blevet placeret solidt af Jasper de Buyst, hvorefter han bliver svær at slå, hvis han som forventet rammer rampen langt fremme. Derfor er han min favorit.

Den rytter, jeg glæder mig mest til at se, er Sam Bennett. Ireren var et sandt monster i stigende finaler i Vueltaen, hvor han i Oviedo kørte så meget stærkere end rivalerne, at han knap kunne forstå det, og siden slog virkelige puncheurs i en ellers på papiret meget svær finale i Toledo. Denne rampe er dog stejlere, og selvom han er ufatteligt kraftfuld, og det vil alt andet lige være til fordel for Ewan, selvom han på flad vej er den langsomste af de to.

Bennett har imidlertid det, der skal til. Han klatrer bedre end Ewan på dage med mange højdemeter, og han er sublim i positionskampen, hvor han formentlig også kan regne med Michael Mørkøv, hvis i dag blot var en dårlig dag (Shane Archbold kommer næppe med hjem). Måske kan Ewan vise sig at være hurtigere, men afleveres Bennett perfekt, bliver han svær at gå forbi. Han blev sat til vægs i Stirling, men formen må lige nu være en helt anden. Derfor kan han få revanche for dagens skuffelse.

Den værste trussel mod sprinterne er Alexey Lutsenko. I de senere år har han spist puncheurspurter til morgenmad i Tour of Oman, og hans suveræne kørsel på Ventoux forleden vidner nok engang om storform fra sæsonstart. Astana vil formentlig lægge et knaldhårdt pres med deres mange klatrere, og kan de gøre det surt for sprinterne, står Lutsenko slet ikke ringe, selv hvis de sidder med hjem. Positionskampen kan blive en udfordring, men særligt hvis feltet bliver mindre, vil det være lettere at komme frem. Sidder han ordentligt, kan selv sprinterne komme til kort efter en hård dag. Det betyder også, at formstærke Omar Fraile samt Gorka Izagirre, der begge kan køre denne slags finaler, formentlig skal køre for kasakken og ikke får deres chance.

Luka Mezgec har ikke tidligere været kendt for sin evne til at spurte på en bakke, men det ændrede sig sidste år. Først kørte han sig til en 5. plads på denne etape, og siden var han ganske suveræn i en ganske vist meget anderledes finale i Polen. Efter styrtet i Vueltaen synes han tilbage i god form efter en pæn sæsonstart, der ikke har budt på løb, der passer ham. Hvis niveauet fra sidste sommer er intakt, står han foran bedre resultater i fremtiden, og Hatta Dam ligner et sted, han nu har styrken til at vinde. Han er måske lidt begrænset i positionskampen, som også kostede ham sidste år, men kan han få Jack Bauer og ikke mindst Kaden Groves med hjem, har han måske en chance for at sidde så godt, at han med sin store kraft alligevel kan vinde. Mitchelton har naturligvis også Adam Yates, men bakken her er for kort, og positionskampen er for voldsom, så han skal formentlig bare undgå at tabe sekunder.

Naturligvis skal Alejandro Valverde også nævnes. Den spanske veteran er tidligere kørt på podiet og har dermed vist, at finalen passer ham. Han har dog åbent erkendt, at formen ikke er som sidste år, og det kom da også til fuldt skue for alle forleden i Valencia. Alligevel var han trods alt god nok til at blive nr. 2 bag Tadej Pogacar på 2. etape, og det viser, at selv en formsvag Valverde er en sublim puncheur. I sin nuværende form kan han nok få det svært mod sprinterne, hvis etapen har været let, især fordi han næppe satser en bondegård i positionskampen. Til gengæld kan han blive livsfarlig, hvis Astana gør det så hårdt, at sprinterne enten falder fra eller er mærkede. I det tilfælde skal han nok sidde rigtigt i bunden af bakken, og så vil han kunne få revanche for sidste års skuffelse, hvor han punkterede i finalen. Jose Joaquin Rojas kan også køre en sådan finale, men han vil utvivlsomt skulle hjælpe Valverde.

En rytter, man må glæde sig til at se, er Andrea Vendrame. Italienerens potentiale er stort i de fleste terræner, men han er først og fremmest puncheur. Det var sådan, han slog igennem i Frankrig, og det var sådan han vandt en (ganske vist sekundær) Giro-spurt sidste år. Han viste i Laigueglia, at formen er fornuftig, og han burde elske denne finale. Jeg kan være bekymret for ham i positionskampen, men hvis det bliver hårdt, kan han forhåbentlig komme af med sprinterne og derved lettere sikre sig en position, hvorfra han kan vise sin hurtighed. Ag2r har også sidste års nr. 4, Quentin Jauregui, der er motiveret, men han blev syg i Besseges, hvor han havde det svært, og han indrømmer, at det kan have sat ham for langt tilbage.

Arnaud Demare har aldrig tidligere kørt finalen, og derfor ved vi ikke, hvor han står. Vi ved dog, at han har vundet en knaldhård spurt på 1. etape af Paris-Nice, og at han har vundet puncheurløbet Binche-Chimay-Binche. Dermed har han vist, at han kan spurte på en bakke, og selvom denne er for stejl, har John Degenkolb vist, at Demare-typerne sagtens kan vinde her. Til gengæld er det helt åbent, hvor han står formmæssigt, da han kommer direkte fra sit livs første højdetræningslejr. Det kan være gået helt skævt, men det kan også betyde, at vi ser en ny og stærkere Demare, selvom han har for vane at starte fremragende. Etapen kan blive for hård for den ikke specielt klatrestærke franskmand, men med et lettere forløb vil han være en af de få, der kan true Ewan, hvis han kan klare sig i den positionskamp, hvor han desværre får det svært uden det klatresvage tog, han altid er så afhængig af. På en hård dag vil holdet have David Gaudu, der i Romandiet har vist puncheurevner, men denne bakke er trods alt for kort for ham.

Læs også

Hypotermi-symptomer sender Skjelmose og holdkammerater ud af stor klassiker

Indtil 2018 havde Timo Roosen ikke gjort meget væsen af sig. Det ændrede sig, da han spurtede sig til en imponerende 3. plads på Hatta Dam. Det har utvivlsomt givet blod på tanden, og her får han en af årets få chance for faktisk at levere et resultat. Hans form er svær at vurdere, når han alene har ageret hjælper og haft lang pause siden Australien, og der er en risiko for, at det kan blive for hårdt. En formstærk Roosen klatrer imidlertid ganske pænt, og han har en fin chance for at komme relativt frisk med hjem. Udfordringen kan blive positionskampen, hvor Jumbo ikke står specielt stærkt, og det vil nok kræve nogen held at sidde rigtigt, men gør han det, ved vi, at han kan være med helt fremme.

En rytter, der er meget svær at vurdere, er Fernando Gaviria. I gamle dage ville man have troet, at han skulle udvikle sig til specialist i denne slags finaler, men det er aldrig rigtigt sket. Tværtimod har han aldrig rigtigt vist noget som puncheur, men det behøver man heller ikke altid for at være med i denne finale, der er en sær og helt unik hybrid af mange andre afslutninger. Som en bakkestærk sprinter burde han være den type, der gør det godt her, og hans form synes at være ganske glimrende efter de overlegne sejre i Argentina. Jeg er bange for hans ringe positionering, ligesom også han kan få det for hårdt, men sidder han rigtigt i bunden, er der ingen grund til, at Gaviria ikke kan vinde i en afslutning som denne.

Bahrain-McLaren kastede en livline til Enrico Battaglin, da hans karriere var i fare. Nu er spørgsmålet, om italieneren har grebet den, og om det har hjulpet at sige farvel til Katushas fallitbo. Desværre er han ikke kendt for at være nogen stor starter, men måske kniven på struben har hjulpet. Finalen her burde i hvert fald passe ham ganske perfekt, og i et ellers trist 2019 fik han vist, at han stadig er puncheur, da han kørte på podiet i Baskerlandet. Han er tillige god i positionskampen. Hvis han finder det fabelagtige niveau fra Giroen i 2018, som trods alt ikke er alt for længe siden, kan han vinde en spurt som denne - i hvert fald med den form, man desværre kan tvivle lidt på. På holdet har man også Wout Poels , men han skal først og fremmest undgå at tabe tid.

En anden rytter, der har sagt farvel til Katushas fallitbo, er Nathan Haas. Desværre var der ingen mirakler for ham i Australien. Her var han ganske vist bedre end på noget tidspunkt i 2019, men han var bestemt ikke den rytter, der engang kørte med om sejren i Amstel Gold Race. Efter så lang en nedtur er det svært at se, at han pludselig skulle rejse sig, men han behøver heller ikke være helt sig selv for at vinde her. Han er i hvert fald god i positionskampen og har med sin sejr i Burgos vist sine puncheurevner, og denne finale burde ligge til ham. Til gengæld er der ikke længere meget puncheur over hans holdkammerat Jesus Herrada, der vil finde denne afslutning for kort og eksplosiv.

Naturligvis skal man også nævne Pascal Ackermann. Den tyske gigant har før i Polen overrasket med sine evner i en stigende spurt, men det her bliver nok for voldsomt. Når vi nærmer os 20% vil store Ackermann have en store ulempe i forhold til de mindre sprintere, især fordi han også klatrer dårligere end folk som Ewan, Gaviria og Bennett. Omvendt har Matteo Moschetti vist, at ”ikke-holdbare” sprintere alene på deres punch kan være med i kampen om sejren. Bliver det et let løb, og sidder han med sin gode positionering rigtigt i bunden, kan endnu en Ackermann-sejr ikke udelukkes. Hvis det bliver for hårdt, kan Bora i stedet satse på Patrick Konrad, men det er efterhånden sjældent, at han spurter, og han er ikke hurtig nok til at vinde.

Naturligvis skal vi også nævne Tadej Pogacar. Al logik siger, at finalen her er for let for sloveneren. Så sent som for et par uger siden satte han imidlertid al logik ud af kraft ved at overspurte Valverde i Valencia, og det viser, at man aldrig skal udelukke fra det slovenske vidunderbarn, der formentlig også er feltets mest formstærke rytter, da han faktisk har dette løb som forårets største mål. Han vinder ikke, hvis han skal spurte mod Ewan og co., men gør de 3000 højdemeter nas, vil han i en kamp mellem klassementsryttere være i spil.

I det hele taget kan man fodre svin med kandidater fra UAE-holdet. Det er nemlig heller ikke en ringe finale for Diego Ulissi, der i Tour Down Under bekræftede det fine niveau, han havde under sidste års genfødsel. Desværre har han ikke helt samme hurtighed som tidligere, hvilket senest blev åbenbaret i Stirling, hvor han ellers tidligere har vundet. Derfor tror jeg, at han mangler for meget til at vinde her, men bliver det en hård dag vil han ikke være uden chance. Endelig har UAE også Davide Formolo, der har vist sig som en hæderlig puncheur, men denne bakke er trods alt nok for kort for ham.

En rytter, jeg har været meget i tvivl om, er Giovanni Visconti. På den ene side synes finalen at passe ham glimrende, men på den anden side synes han formsvag. I hvert fald arbejdede han for holdet i et Trofeo Laigueglia, der lå til hans højreben. Selv hvis han ikke er i form, vil han dog helt sikkert køre denne finale, hvor han er Vini Zabus bedste kort. Om formen rækker til at vinde, er tvivlsomt, men er han bedre end antaget, vil han i et hårdt løb uden sprintere være en af de tungere favoritter, da han også er god i positionskampen. Holdet kan også køre for Umberto Marengo, men han er for begrænset i positionskampen, selvom han egentlig burde være god i en spurt som denne.

Hos Sunweb vil Wilco Kelderman med sin superform kunne gøre det pænt, men den er for kort til, at han kan vinde. Robert Power vil formentlig skulle støtte ham, selvom australieren var overraskende hurtig Down Under. Den er også for kort for James Knox, der ellers viste lidt puncheurevner i Catalonien sidste år, og Eddie Dunbar, men Deceuninck kan måske køre sig til en top 10 med Pieter Serry, hvis det bliver for hårdt for Bennett. Tosh van der Sande og Jasper de Buyst skal hjælpe Ewan, og Koen Bouwman skal støtte Roosen. Hos Trek vil Kiel Reijnen eller Gianluca Brambilla måske prøve, men de kan ikke være med helt fremme, og det kan ikke formsvag Sergei Chernetckii heller ikke, hvis han skulle forsøge for Gazprom. En joker kunne være Omer Goldstein , der er overraskende holdbar og ganske hurtig.

Feltet.dks vinderbud: Caleb Ewan

Øvrige vinderkandidater: Sam Bennett, Alexey Lutsenko

Outsidere: Luka Mezgec, Alejandro Valverde, Andrea Vendrame, Arnaud Demare, Fernando Gaviria,

Jokers: Timo Roosen, Enrico Battaglin, Nathan Haas, Pascal Ackermann, Tadej Pogacar, Diego Ulissi, Giovanni Visconti.

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Caleb Ewans sejr fra 2019, Sonny Colbrellis sejr fra 2018, Juan Jose Lobatos sejr fra 2016 og John Degenkolbs sejr fra 2015.