Ruten

Et af løbets faste kendetegn har været spurten op ad den hårde bakke i Stirling, der har været et fast indslag siden 2009. I de seneste sæsoner har der imidlertid været afvigelser, da byen i stedet fungerede som etapestart i 2017 og var helt fraværende i 2019. I år vender man til genæld tilbage til den klassiske finale på bakken op til målet i byen, der er placeret i en af de mere kuperede dele af regionen, og dermed er der på andendagen lagt op til, at der kan opstå de første mindre forskelle i det samlede klassement.

De 135,8 km bringer rytterne fra den nye startby Woodside til Stirling, der altså er en af de hyppigst besøgte byer. Afstanden mellem de to byer er dog ganske lille, og derfor indledes løbet på en 11,5 km lang rundstrækning i området øst for startbyen. Her lægger man ud med at køre tre hele omgange i terræn, der først er fladt og fører mod nordøst, inden man drejer mod sydøst ind på kategori 2-stigningen Quarry Road (1,0 km, 7,1%), hvor der er bjergpoint på spil på anden omgang efter 15,5 km. Efter toppen falder det let mod sydvest, inden man kører igennem fladt terræn mod vest og nordøst tilbage til rundstrækningens udgangspunkt.

Efter de tre hele omgange kører man næsten en fjerde, hvilket betyder, at man nok engang skal over Quarry Road, hvor der er bjergpoint på spil igen efter 38,5 km. Mod slutningen af rundstrækningen drejer man imidlertid mod sydvest for at forlade området og igennem næsten helt fladt terræn at sætte kursen mod Stirling, blandt andet med en passage gennem tyskerbyen Hahndorf efter 55,8 km. Efter 64,0 km rammer man den afsluttende rundstrækning, hvorefter man for første gang kører op ad bakken til målstregen, som passeres efter 72,0 km.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 21,3 km lange runde, der en klassiker i Tour Down Under-sammenhæng. Først snor man sig mod syd og sydøst igennem let faldende terræn forbi byen Heathfield, hvor der er indlagte spurter efter hhv. 74,9 og 96,2 km på 1. og 2. omgang. Terrænet fortsætter med at falde, mens man kører mod nordøst frem til rundstrækningens laveste punkt i byen Mylor. Her drejer man mod nordvest for at forcere den 7,3 km lange bakke op mod mål. I alt stiger den med 3,3% i gennemsnit og byder først på 4 km med 3,3-3,9%, inden der venter en kilometers nedkørsel. Med 2300 m igen stiger det over den næste kilometer med beskedne 1,3%, inden stigningen tager fat med 3,8% over de sidste 1300 m, herunder 4,2% over de sidste 330 m. Hele stigningen er uden skarpe sving og byder kun på passage gennem en rundkørsel med 2,1 km til stregen.

Etapen byder på i alt 2486 højdemeter.

I 2009 slog Allan Davis rivalen Graeme Brown i spurten, mens Manuel Cardoso med en lang spurt fik ram på Alejandro Valverde og Cadel Evans in 2010. I 2011 viste en ung Michael Matthews sine evner i denne type finaler, da han sejrede foran André Greipel og Matthews Goss. Året efter var han igen den hurtigste i spurten, men desværre rakte det kun til en andenplads, da William Clarke tog en storslået solosejr efter et langt udbrud. I 2013 lagde Tom-Jelte Slagter grunden til sin samlede sejr ved at slå Goss og Philippe Gilbert, mens Diego Ulissi timede det hele perfekt i 2014, hvor han slog Simon Gerrans og Evans. I 2015 var Juan Jose Lobato hurtigere end Daryl Impey og Gorka Izagirre, mens Jay McCarthy sejrede foran Ulissi og Rohan Dennis, da finalen blev benyttet i 2016. Ved seneste besøg i 2018 overraskede Caleb Ewan sig selv ved at tage en uventet sejr foran holdkammeraten Impey og 2016-vinderen McCarthy.

Vejret

Det er allerede blevet et tema, hvor det ellers så glohede Australien i år helt uventet byder på langt mildere vejr end vanligt. Det bliver særligt tydeligt onsdag og torsdag, hvor det bliver usædvanligt koldt og blæsende. Der lægges ud med en overskyet onsdag, hvor der kun kan være et enkelt kig til solen i starten af etapen, hvorefter det skyr helt til, og temperaturen falder fra 23 grader i morgentimerne til beskedne 20 grader midt på eftermiddagen. Samtidig bliver det voldsomt blæsende med en hård vind på næsten 30 km/t fra vest. Det giver sidevind på den indledende rundstrækning samt sidemodvind mellem de to rundstrækninger. På den afsluttende rundstrækning er der først sidevind på det faldende stykke og siden først sidemedvind, så sidevind og til slut sidemodvind på de sidste ca. 5 km.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Analyse af 1. etape

Kan I huske, hvordan 2019-sæsonen startede? Den indledtes med, at Elia Viviani og Deceuninck-Quick Step vandt den indledende massespurt i Tour Down Under. Kan I også huske, hvordan den sluttede? Jo, det hele endte såmænd med, at Enric Mas og Deceuninck-Quick Step atter kunne trone øverst på podiet som samlede vindere af årets sidste WorldTour-løb, Tour of Guangxi. Indimellem de to sejre triumferede det belgiske sejsmaskine yderligere 66 gange, hvormed de med i alt 68 gevinster nok engang endte som sæsonens suverænt mest vindende hold.

På den baggrund kunne det jo næsten ikke gå anderledes, da Tour Down Under i nat nok engang blev skudt i gang med en relativt flad sprinteretape i området omkring Adelaide. Præcis som for et år siden var det igen Patrick Lefeveres tropper, der fortsatte, hvor Mas og resten af holdet slap i Kina for tre måneder siden, og for andet år i træk kunne Lefevere sætte den første streg på sin lille sejrsblok allerede på sit holds første seriøse løbsdag i 2020. På den måde var det ”business as usual” denne tirsdag i Tanunda og et varsel om, at der nok ikke er så meget forandret i denne sæson, selvom Lefeveres trup har gennemgået lidt af en foryngelseskur og sagt goddag til ikke færre end 11 nye ryttere.

Netop derfor var der alligevel en snert af forandring over den massespurt, der afsluttede de 150 ret begivenhedsfattige kilometer på rundstrækningen i Tanunda. Denne gang var det nemlig hverken Mark Cavendish, Marcel Kittel, Fernando Gaviria eller Elia Viviani, der i nævnte rækkefølge har haft rollen som førstesprinter på det belgiske sprintermandskab, der har for vane at have to-tre supersprintere at fordele opgaverne imellem. For første gang var det nemlig Sam Bennett, der skulle løfte den uhyre tunge arv, der uundgåeligt følger med at være nr. 1 på det hold, der mere end noget andet har gjort massespurterne til deres legeplads i de senere år.

Et blik på Cavendishs, Kittels, Gavirias og Vivianis resultater i den blå trøje kan da også få de fleste til at ryste i bukserne over at skulle leve op til en arv, der er så tung, at selv den mest selvbevidste sprinter nok vil synke en ekstra gang ved udsigt til opgaven. Da Bennett samtidig er kendt som alt andet end selvtillidsfuld og sjældent giver et vinderinterview uden at understrege, hvor lidt han troede på egne chancer, var det heller ikke overraskende, at den irske supersprinter efter sejren erkendte, at han havde følt sig under et gigantisk pres. Og netop fordi vi ved, at Bennett lynhurtigt begynder at tvivle på egne evner, kan man næppe undervurdere betydningen af, at det gave pote allerede i andet forsøg, selvom generalprøven i søndagens generalprøve mildt sagt gik helt i vasken.

I dag blev det imidlertid helt åbenbart for enhver, at det ægteskab, der lige siden afslutningen på den langstrakte sæbeopera omkring Bennetts holdskifte har lignet det helt perfekte match, er en så stensikker garanti for succes, at der hverken har været brug for datingsider eller parterapeuter for at finde ud af, at de to parter bare måtte have hinanden. Efter et 2019, hvor Bennett måske etablerede sig som verdens allerhurtigste og mest sejrssikre sprinter på et Bora-hold, der stort set ikke gav ham nogen støtte i finalerne, lå det i kortene, at den uhyre positioneringssikre irer placeret på bagsmækken af Deceunincks uovervindelige tog næsten ikke kunne undgå at blive en uudtømmelig kilde til nye sejre. Faktisk har ægteskabet været så indlysende rigtigt, at jeg på denne side tidligere har spået, at Bennett meget vel kan blive den første rytter siden Alexander Kristoff i 2015 til at tage mindst 20 UCI-sejre i samme sæson.

Min eneste anke har egentlig været, at det er spild at godt tog at sætte Bennett bag Deceunincks TGV, når nu han i den forløbne sæson viste, at han løb efter løb kunne slå hele verdenseliten nærmest på egen hånd. Men når man nu har fået et driftssikkert tog stillet til rådighed, kan man jo lige så godt gøre brug af det, og det gjorde Bennett i den grad i nat, da den velsmurte Deceuninck-maskine med det samme viste, at kikset i Adelaide i søndags bare var en enlig svale.

Denne gang fik belgierne nemlig alle andre til at ligne de rene juniorer. Holdet, der ellers ofte har for vane at gemme sig lidt for langt tilbage lidt for længe, som de også gjorde det på de regnvåde og kringlede veje i søndags, lod denne gang intet være overladt til tilfældigheder. På de sidste 10 km havde det blå tog en konstant tilstedeværelse forrest i feltet, først med de to nytilkomne Joao Almeida og Mattia Cattaneo, der bestemt ikke sparede sig til senere klassementsetaper, inden erfarne Iljo Keisse tog over, da det hele blev endnu mere hektisk. Den erfarne belgier bevarede roen og lod andre hold som EF, Ineos, Sunweb og UAE, der alle på forskellige tidspunkter tog fronten alt for langt fra mål, ride hornene af sig, indtil han afleverede toget i forreste del af feltet med en helt eminent timing.

Derefter stod der Deceuninck på det hele. Først viste Shane Archbold, at han sagtens kan glide ind i rollen som tredjesidste mand, efter at det i 2019 kneb for ham med at gøre deciderede lead-outs for vennen Bennett. Til den opgave har ireren imidlertid nu Michael Mørkøv, og derfor er han ikke længere afhængig af at bruge den strategi om at sætte sig på det bedste tog, som han ellers forfinede igennem sin succesrige 2019-sæson. Nu er det bedste tog nemlig hans eget, og da først Mørkøv overtog fronten, netop som EF med Jens Keukeleire forsøgte at gentage deres flotte nummer fra søndagens gadeløb, og let afviste den belgiske klassikerspecialist, som forsøgte at sætte Kristoffer Halvorsen op til sejr, var resultatet givet på forhånd. Hvis han også fremover får serveret det hele på et sådant sølvfad af Archbold og Mørkøv, er det meget svært at se, hvem der skal true fænomenale Bennett i den kommende sæson. Og så glemmer man helt, at toget faktisk har meget lidt at gøre med det gamle Deceuninck-tog, og at der snarere er tale om en sammensmeltning af to forskellige lead-outs.

Man kan derfor heller ikke fortænke Elia Viviani i at have set misundelig til fra bagerste vogn i toget. Sidste år var det nemlig europamesteren, der havde Bennetts plads, og det var ganske tydeligt, at italienerens store succes i høj grad var holdets mere end hans egen. Viviani har nemlig aldrig selv været feltets hurtigste, og derfor har det hele tiden lignet et stort sats at bevæge sig væk fra det eneste hold, der næsten er en garanti for sprintersucces. Nok har han taget Fabio Sabatini med sig, og nok er han også blevet forenet med banemakkeren Simone Consonni, men det har hele tiden været klart, at Viviani får overordentlig svært ved at gentage de mange sejre for Cofidis.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Søndagens gadeløb gav ellers grund til en vis optimisme. Her leverede Consonni nemlig et storartet lead-out, og i stedet var det Viviani selv, der var bekymrende langsom og knap kunne forbi sin egen hjælper i spurten. I dag blev til gengæld synligt, at toget stadig mangler noget finpolering, da Viviani lynhurtigt tabte hjulet på Consonni, der højst overraskende har overtaget pladsen som næstsidste mand fra Sabatini, som ellers traditionelt har siddet lige foran europamesteren. Måske var det Consonnis manglende rutine, der var forklaringen, men sandt er det i hvert fald, at Viviani måtte kæmpe meget på egen hånd, og selvom hans fine næse for positionering ikke fornægtede sig, var han ude af stand til at tage kampen op mod Bennett, der i kraft af sin fart altid vil være hurtigere end italieneren, som har virket alt andet end overbevisende i sine to første spurter.

Det har Caleb Ewan til gengæld, men til gengæld har ”The Pocket Rocket” nok engang måttet sande, at hans Lotto-tog altid har ladet meget tilbage at ønske. Togets svaghed tvang til gengæld Ewan til at udvikle en fornem næse for positionering i løbet af 2019, som betød, at han i sidste års Tour stort set altid sad præcis, hvor han skulle. Det gjorde han også i søndagens gadeløb, men i dag kunne Jonathan Dibben, Tosh van der Sande og Roger Kluge slet ikke få kørt ham frem til Bennetts hjul. Selv viste den lille australier lidt af den fine fart, han også havde i søndags, men det hjælper ikke meget mod den ustoppelige Deceuninck-maskine. Er nattens spurt udtryk for tendenser, der varer ved, kan vi regne med, at Ewan også i 2020 skal bruge den taktik, både han og Bennett forfinede i den seneste sæson, nemlig at udse sig det rette hjul bag det tog, der dominerer. Og det vil i mange tilfælde være Deceuninck.

Egentlig kunne det også være UAE. Der er nemlig helt sikkert mange, som allerede ryster i bukserne ved udsigten til at skulle op mod det genforenede og uhyre succesfulde makkerpar bestående af Fernando Gaviria og Maximilano Richeze. I dette løb er det arabiske mandskab også en faktor i spurterne, men her er det i en helt anden rolle. UAEs tog er mildt sagt ikke noget at råbe hurra af, men til gengæld er der al mulig grund til at tage hatten af for holdets sprinter, Jasper Philipsen.

Vi så det allerede i dette løb for et år siden. Allerede dengang var den belgiske nyprofessionelle stort set alene i massespurterne, men alligevel kunne han i sit allerførste WorldTour-løb vinde en massespurt foran folk som Viviani og Ewan. Det skyldtes en uhyre veludviklet evne for at begå sig i positionskampen, og den evne stillede han til fulde til skue igen i nat. Da røgen havde lagt sig i den hektiske finale, var det nemlig Philipsen, der sad limet til Bennetts baghjul, selvom det var længe siden, at hans sidste mand, Sven Erik Bystrøm, havde sagt farvel og tak, og herfra producerede den unge belgier også en ganske overbevisende, der åbenlyst pressede Bennett mere end så ofte før, og som viser, at Philipsen med sin eminente positionering må vinde en del mere i 2020 end i 2019, hvor det desværre stort set kun blev til sekundære placeringer.

Dagens overraskelse var naturligvis Erik Baska. Slovakken lignede en kommende supersprinter, da han tidligt blev U23-europamester og senere vandt Handzame Classic med en uhyre overbevisende spurt. Siden endte han som en helt anonym hjælper på en Bora-hold, der havde så mange sprintere, at de uden problemer kunne fodre svin med dem, men efter Bennetts exit er der en ny virkelighed på det tyske hold. Den bør give Baska flere chancer, og efter at han allerede viste ganske lovende takter i efteråret, hvor han særligt imponerede i sidevinden ved EM, viste han efter en defekt i søndagens gadeløb i dag, at han stadig har lidt af sin gamle hurtighed. Den fine tredjeplads skyldtes imidlertid også, at han er omgivet af et hold, der helt åbenlyst har ændret karakter efter deres uhyre store succes i 2020, og selvom de åbenlyst kun er kommet til Australien med en outsider til massespurterne, har de med deres konstante tilstedeværelse i front kørt som det supermandskab, de vitterligt er.

Langt mindre optimistisk har Kristoffer Halvorsen grund til at være. Forventningen var, at han efter et flot 2019 kunne tage det sidste skridt op hos EF, hvor han endelig kunne se frem til at have et rigtigt tog til sin rådighed. Det tog med Jonas Rutsch, Mitchell Docker, Tom Scully og Keukeleire har endda vist sig at være langt stærkere end antaget, men lige lidt har det hjulpet. Både i søndags og i nat manglede den ellers engang så lovende nordmand åbenlyst farten til at konkurrere med de bedste, og selvom holdet også blev slået af et bedre mandskab, da Keukeleire let afvistes af Mørkøv i dagens finale, er det allerede nu lidt bekymrende, at en angiveligt formstærk Halvorsen har så svært ved at begå sig på sin fart.

Til gengæld var der opmuntring til André Greipel. Der har været megen snak om Gorillaens store motivation og de næsten 2000 watt, han angiveligt har trådt i træning for nylig. I dag fik han mulighed for at bevise, at nedturen i 2019 vitterligt skyldtes en bakteriesygdom, og noget kunne tyde på, at der er noget om snakken. Selvom den positioneringssvage Greipel efter eget udsagn begik en brøler ved ikke at følge Viviani i finalen - det er ellers ofte et godt hjul at holde for snart sagt hvem som helst - kørte den store tysker vel noget nær den bedste spurt, siden han sejrede i Tour of Britan i efteråret 2018. Der er stadig lang vej til fordums storhed, men dagens spurt giver i hvert fald et lille håb om, at den gamle gorilla ikke er helt pensionsmoden endnu.

Han fik i hvert fald sat nogle af de unge kometer til vægs. Supertalentet Alberto Dainese måtte efter den fine debut i søndags sande, at hans Sunweb-tog er alt for urutineret, og både Asbjørn Kragh og Max Kanter ramte fronten alt for tidligt helt uden deres kaptajn. Alligevel fik Dainese en hæderlig position, men han havde tilsyneladende brugt så mange kræfter, at han slet ikke havde sit sædvanligt kick. Den unge Gabriel Cullaigh måtte også sande, at han stadig har en del at lære trods hjælpen fra erfarne Jurgen Roelandts, men denne gang lykkedes det ham i det mindste at komme til spurte. Det gjorde det også for Marc Sarreau, der styrtede i søndags, men den på hjemmebanen så succesrige franskmand må fortsat sande, at det kniber uden for de franske grænser. For ham er en 8. plads næppe værd at skrive hjem om, mens den spændende banerytter Sam Welsford, der efter OL vil satse fuldt på landevejen, med sin sejr ved de australske gadeløbsmesterskaber og nu to flotte spurter har vist, at han bestemt er værd at bygge videre på.

Også NTT fortjener en kommentar. Drømmen om at nye farver og ny ledelse ville forandre holdets triste skæbne er i første omgang ikke blevet til virkelighed. Lidt uforståeligt valgte holdet tilsyneladende i dag at køre for Ryan Gibbons, der fortsatte de triste takter fra sit efterår i 2019 og aldrig kom frem i spurten. Trods Gibbons’ næse for god form for sæsonstart kan det i den grad undre, at man ikke satsede 100% på holdets normale førstesprinter, Giacomo Nizzolo, der så sent som i WorldTour-løbet i Hamburg var på podiet bag Viviani og Ewan og har givet antydninger af, at han i hvert fald nærmer sig fordums styrke.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Etapen fik ved første øjekast ikke den store indflydelse på klassementet, men det gjorde den ved nærmere eftersyn. Skal Daryl Impey have en chance for at vinde på årets uhyre hårde rute, kræver det, at den hurtige sydafrikaner tager alle de bonussekunder, han overhovedet kan komme i nærheden. Derfor var det også ”Mitchelton-Scott Classic” i den indledende del af etapen, da det australske hjemmebanehold holdt feltet samlet på de første 15 km, så Impey overraskende let kunne slå sprinteren Chris Lawless og klassementsrytteren Nathan Haas i den første kamp om bonussekunder. Det er den ærgerrighed i de indlagte spurter, som før har givet sejre til Simon Gerrans og Impey, som begge har vundet løbet i samme tid som nr. 2, og i dag viste holdet for første gang, at de trods rutens karakter ikke har intentioner om at ændre en opskrift, der har ført til et hav af sejre.

Det er dog næppe de indlagte spurter, der skal sikre Impey den samlede sejr. Selv har sydafrikaneren sagt, at det formentlig kræver en etapesejr, og til at opnå denne har han reelt to chancer. En mulighed er lørdagens etape med en hård stigning i finalen, men den bedste mulighed kommer allerede natten til onsdag, hvor Impey jagter sejren i puncheurspurten i Stirling, hvor han stadig har til gode at tage sin første sejr. Den kommende etape kan vise sig at være helt afgørende for den forsvarende mesters chancer for et hattrick, og derfor ved vi i morgen tidligt meget mere om klassementets endelige form, når vi kan gøre status på, hvor mange bonussekunder Impey, Jay McCarthy, Haas, Diego Ulissi og lignende typer har fået samlet til sig i Stirling.

Men for at vinde skal de jo lige slå Deceuninck-Quick Step og Bennett, der blandt andet i Vueltaen viste, at også han mestrer den slags finaler til UG med kryds og slange. Udsigten til at skulle slå den belgiske sejrsmaskine må i hvert fald få Impey til at ligge i hvert fald halvvågen det meste af natten. Indtil videre er det jo bare ”business as usual”, selvom vi nu skriver 2020 og sprinteren hedder Bennett og ikke Viviani.

Favoritterne

Vi var sikkert mange, der var skuffede for et år siden. Ligesom man ikke kan forestille sig et Tour Down Under uden Willunga Hill, er det altså heller ikke en ”rigtig” udgave af det australske etapeløb, hvis ikke den stigende spurt i Stirling er på programmet. Det er nemlig ikke uden grund, at den allerede er blevet en elsket klassiker, for det er ikke mange afslutninger, hvor sprintere som Allan Davis, Matthew Goss og Caleb Ewan har vundet, og hvor en rytter som Cadel Evans har været på podiet to gange. Det vidner om en afslutning, der er alt andet end let at læse, og som kan give ideer til et ret bredt spektrum af ryttere.

Historien viser, at etapen er blevet vundet både af holdbare sprintere som Ewan, Goss og Davis, af sprintere, der først og fremmest excellerer i stigende finaler som Michael Matthews, Juan Jose Lobato og Manuel Cardoso og af ”rigtige” puncheurs som Jay McCarthy, Diego Ulissi og Tom-Jelte Slagter, som aldrig kunne drømme om at kaste sig ud i massespurter mod topsprinterne. Med sejre til tre ryttere i hver kategori er der ikke umiddelbart én type, der har overhånden.

Alligevel synes de lettere folk måske at have en lille fordel. I gamle dage kørte man nemlig færre omgange på rundstrækningen, og det er værd at bemærke, at to af de tre sprintersejre kom i de to første år. Ganske vist er Ewan den seneste vinder, men som den lille australier sidste år viste i både Giroen og på Hatta Dam i UAE Tour, er han efterhånden så god i stigende finaler, at han er at regne for en slags specialist. Til gengæld kunne en fyr som Viviani, der ellers er blevet uhyre holdbar, ikke klare sig bedre end en beskeden 7. plads for to år siden. Og André Greipel, der ellers var på podiet et af de første år, har aldrig været i nærheden af de bedste, efter at der er kommet flere omgange og dermed flere højdemeter.

Alligevel er der ingen tvivl om, at løbets tre supersprintere, Ewan, Viviani og Sam Bennett, alle har ambitioner om at gå efter sejren. Alle tre er de nemlig holdbare, og derfor overraskede det ikke, at de efter 1. etape alle tre gav udtryk for ambitiøse planer. Deres problem er imidlertid, at der er en helt anden rytter, der har sat et uhyre fedt kryds i sin kalender ud for datoen d. 22. januar, nemlig den forsvarende vinder Daryl Impey. Som skrevet i analysen har han ikke lagt skjul på, at han skal vinde enten 2. eller 5. etape for at have en reel chance for at sejre på årets ekstra hårde rute, og af de to etaper er der ingen tvivl om, at Stirling er hans bedste mulighed.

Det betyder også, at Mitchelton-Scott går ind til etapen med én plan: det skal være så hårdt som muligt. Impey har ikke lyst til at skulle spurte mod en frisk Ewan eller en frisk Bennett, og derfor er der næsten garanti for, at australierne vil gå til stålet. De har samtidig et skræmmende stærkt hold med bakkestærke motorer som Luke Durbridge, Jack Bauer og Cameron Meyer og ikke mindst guldfuglen Lucas Hamilton, der på bakkerne kan få det til at gøre ondt i benene på hvem som helst. På side 1 i Mitcheltons drejebog står, at der skal lægges pres på, formentlig allerede på første omgang af rundstrækningen.

De får hjælp af vejret. Det er yderst interessant at se, hvor stor en rolle den meget kraftige vind vil spille. Allerede på den første rundstrækning er der nærmest uafbrudt sidevind, og derfor kan man sagtens risikere, at det hele splittes til atomer på de første kilometer. Det bliver i hvert fald en meget nervøs indledning, og særligt Richie Porte vil sikkert skulle på toilettet en ekstra gang eller to inden starten af frygt for, at han skulle risikere at blive sat til vægs i en disciplin, han bestemt ikke elsker.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Til gengæld venter der også et længere sidemodvindsstykke på turen mellem de to rundstrækninger, og med mindre at det lykkes at komme af med en toprytter i Porte-klassen, er der en vis risiko for, at der vil ske en regruppering i den fase. Det vil formentlig betyde, at vi alligevel få et relativt roligt scenarium midtvejs, hvor et udbrud kan blive etableret, og hvor Deceuninck kan kontrollere for førertrøjen med mulig hjælp fra særligt Mitchelton-Scott, men måske også Lotto Soudal, Bora og UAE.

På rundstrækningen forventer vi, at Mitchelton vil gå til stålet, og det er meget tænkeligt, at Bora og UAE kan have samme planer. Spørgsmålet er, om sidevinden på den første halvdel vil kunne komme i spil. Rundstrækningen er nemlig ret beskyttet, og med mindre det er her, at der her været skovbrande - og de skulle vitterligt køre igennem brandramte områder på denne etape - vil der formentlig være for meget læ til, at det kan gøre en forskel. Den vil dog under alle omstændigheder bidrag til nervøsitet og dermed et endnu mere opskruet tempo. Til gengæld kan sprinterne så glæde sig over, at der vil være sidemodvind på selve målbakken, og det øger deres chance betydeligt.

Der er dermed tendenser, der peger i to forskellige retninger. Modvinden på bakken taler for, at sprinterne alligevel kan hænge på. Til gengæld betyder Mitcheltons ønske om at lægge pres på samt sidevinden på særligt den første del, der kan gøre løbet vanvittigt hårdt, at etapen meget vel kan blive kørt i så opskruet et tempo, at det alligevel bliver for meget for de hurtigste.

Uanset hvad bør det ende i en spurt. Ganske vist har William Clarke tilbage i 2012 snydt feltet, men i alle andre udgaver har feltet afgjort det. Det vil formentlig også være tilfældet i år, hvor særligt Mitchelton-Scott vil gøre alt for at holde det samlet, og som sagt er der adskillige andre hold med tilsvarende planer. Rundstrækningen favoriserer feltet, og det gælder særligt i år med hård sidemodvind på bakken.

Jeg regner altså med en spurtafgørelse, men det vil formentlig være efter et knaldhårdt løb. Havde det været højsommer, havde sprinterne næppe haft de store problemer. Nu hedder det imidlertid januar, og der er ingen tvivl om, at Bennett og Ewan stadig mangler en del procent, inden de er på toppen. Spørgsmålet er, om det så ikke bliver for hårdt.

Det tror jeg, og derfor peger jeg med nogen tøven på Daryl Impey som favorit. Sydafrikaneren har aldrig fået lov at køre finalen 100% for sig selv. I gamle dage skulle han altid køre for Gerrans, og for to år siden måtte han ofre sig for Ewan, der overraskede sig selv ved at vinde spurten. Alligevel viste Impey sin klasse i den slags afslutninger ved at blive nr. 2 bag sin holdkammerat, og det viser, at han har god grund til at agve store ambitioner.

Var alle i topform, ville han næppe have en chance mod særligt Bennett og Ewan, men under de givne omstændigheder er han klart mere formstærk end sprinterne. Han har forberedt sig målrettet til dette løb, der er et af sæsonens store mål, og han viste fremragende form og fart, da han uden problemer slog sprinteren Chris Lawless i dagens første indlagte spurt. Hans historik i stigende spurter er ikke skræmmende, men hans etapesejr i Dauphiné i 2018 var endnu et bevis på, at han mestrer den slags afslutninger, når han endelig får chancen. Får Mitchelton-Scott gjort det får hårdt for sprinterne undervejs, er Impey manden, der skal slås, og derfor peger jeg på ham som favorit til etapen.

Hvis det havde været juli måned, havde jeg imidlertid peget på Sam Bennett. Hvis man er i tvivl, hvor meget power ireren har på denne slags bakker, skal man blot se, hvordan han knuste al modstand i Oviedo under sidste års Vuelta, eller hvordan han slog Philippe Gilbert og Zdenek Stybar på den langt hårdere bakke i Toledo. Bennett er blevet fabelagtig i denne slags finaler, som han også var det i sine unge dage, hvor han fik sit gennembrud på en knaldhård etape i Tour of Britain. Spørgsmålet er bare, hvor god formen er nu. Der er ingen tvivl om, at den er fin, for Bennett har haft for vane at starte stærkt, og holdskiftet har næppe svækket motivationen. Modvinden burde øge hans chancer, og selvtilliden er stor efter dagens triumf.

Hans lead-out men Michael Mørkøv og Shane Archbold får svært ved at sætte ham op i denne finale, men Bennett er som bekendt en mester i at positionere sig selv og har hurtige Dries Devenyns, som vil kunne gøre det hæderligt, hvis Bennett falder fra, til at køre sig frem. Det helt store spørgsmål er, om det bliver for hårdt undervejs. Gør det ikke, er det svært at se, hvem der skal slå Bennett, hvis han har de ben, han havde i Vueltaen.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Det skulle da lige være Caleb Ewan. I årevis faldt den lille australier altid fra langt fra mål på denne etape, men for to år siden tog han sig selv totalt på sengen ved pludselig at vinde etapen. Siden dengang har han gjort stigende spurter til sit speciale, og det er stadig svært at glemme, hvordan han knuste al modstand på den stejle Hatta Dam og spurtede som en drøm, men blev snydt af Richard Carapaz i Frascati under sidste års Giro. I Tour of Turkey fik han også ram på Bennett i en stigende spurt, og det vidner om, at han vitterligt kan true ireren i denne slags afslutninger.

Også for ham er det formen, der er et spørgsmålstegn. I år har han bevidst trådt lidt på bremsen frem mod den australske sommer, hvor han skippede Bay Crits og de nationale mesterskaber. Derfor regner han ikke med at have sin bedste form, men han var nu alligevel ret godt tilfreds med benene i dag, hvor det alene var positioneringen, den var gal med. Farten var fin, som den også var det i forbindelse med søndagens magtdemonstration. Spørgsmålet er mere, om Mitchelton kan gøre det så hårdt, at han alligevel falder fra, nu hvor han ikke er på 100%. Hvis ikke, er det formentlig kun Bennett, der kan slå ham på stregen.

Ved de seneste besøg i Stirling er Jay McCarthy blevet både nr. 1 og 3. Det viser, at det er en spurt, der passer ham fremragende, og det understreges også af, at han for to år siden faktisk slog holdkammeraten Peter Sagan, der selv er specialist i denne type afslutninger. Til gengæld har McCarthy ikke haft samme niveau siden 2018, hvor han til gengæld var så flyvende i dette løb, at han blev overmodig på kongeetapen, og den lille australier har stadig til gode at vise, at han kan finde det niveau igen. Sidste år var det kun i Liege, at han gjorde det godt, og han floppede blandt andet i dette løb. Hans præstation ved de nationale mesterskaber var pæn, men ikke overbevisende, og man kan frygte, at han ikke helt har det niveau, han havde i 2018. Det ændrer dog ikke på, at McCarthy utvivlsomt er i hæderlig form - det så vi ved mesterskaberne - og i denne afslutning vil han altid være farlig.

En endnu større krise befinder Nathan Haas sig i. Australieren kunne i 2019 ikke træde en bule i selv den blødeste hat, og han har længe befundet sig i et hul, der var umuligt at komme op af. Alligevel er der måske lys for enden af tunnelen, for han virkede ganske stærk ved mesterskaberne, hvor han i hvert fald var mere overbevisende end McCarthy. For to år siden blev han nr. 5 på denne etape, og han er generelt ganske god i stigende spurter, som han blandt andet viste med den flotte sejr i Burgos for efterhånden en del år siden. Faktisk er det hans fart, der har imponeret mest i nogle ellers ret svære år, som da han slog Greg van Avermaet på stregen i Oman i 2018, og det så også ganske fint ud med 3. pladsen i den første indlagte spurt i dag. Noget tyder på, at Haas måske er på vej tilbage, og så er han altid farlig i en sådan afslutning.

Sammen med Ewan og McCarthy er Diego Ulissi den eneste, der faktisk har vundet etapen tidligere. Det skete imidlertid på en tid, hvor syntes at være hurtigere, end han er i dag. Mens han stadig har fint punch på stejle bakker, er det efterhånden nogen tid siden, at han for alvor har imponeret i så ”lette” finaler, som ellers tidligere har givet ham en sejr i blandt andet Giroen. På den anden side var han flyvende i efteråret, hvor han blandt andet spurtede ganske godt i Canada, og på denne etape er han da også blevet nr. 2 bag McCarthy to år efter sin sejr. Hans efterår giver grund til stor optimisme for hans chancer i dette løb. Nu skal han vise, at han også kan genfinde lidt af fordums hurtighed i denne slags finaler. Netop fordi etapen er så vigtig for Ulissi, der har brug for bonussekunder, tror jeg heller ikke, at Jasper Philipsen får chancen i en finale, der nok alligevel også er en anelse for hård for ham.

Er det allerede nu, at Andrea Vendrame kan vise os, hvor spændende han er? Italieneren er et fabelagtigt og meget alsidigt talent, der netop har stigende spurter som speciale. Det viste han med sidste års sejr i Sarthe, ligesom han vandt den knaldhårde puncheurspurt i Giroen på en dag, hvor et udbrud dog snød ham for sejren. En Vendrame i topform vil være en seriøs trussel i denne slags finale, men spørgsmålet er, om det er det, vi møder. Italieneren har nemlig for vane at starte svagt, men man kan håbe, at skiftet til Ag2r måske har ændret lidt på det. Jeg tvivler på, at formen rækker, men har han langt sig i selen henover vinteren skal man bestemt ikke udelukke et gennembrud til italieneren denne onsdag.

Løbets joker kunne meget vel være Eduard Prades. Movistar har for vane at snyde forhåndsfavoritterne her, som de gjorde, da Juan Jose Lobato sejrede, og de ville elske at gøre det samme denne gang. Prades er i hvert fald en solid outsider, for han specialiserer sig i denne slags finaler. Det er svært at glemme hans fremragende spurt på 5. etape i Polen sidste år, hvor det alene var ringe positionering, der kostede ham sejren. Desværre er netop positionering lidt af en akilleshæl for den hurtige spanier, hvis form også er ganske usikker. Der er derfor mange spørgsmålstegn, men sidder en formstærk Prades rigtigt, har han farten til at vinde, særligt hvis det har været hårdt. Movistar har også Jurgen Roelandts, men han synes ikke længere at have robustheden til at begå sig i disse finaler.

Timo Roosen skulle ikke have kørt løbet, men blev i sidste øjeblik kaldt til Australien som erstatning for den skadede Tom Leezer. Jumbo er her for klassementet, men han har fået carthe blanche til at forsøge sig i spurterne. I dag gik det galt, da han næsten styrtede, men det gør ikke det store, da det er denne etape, han har i tankerne. Roosen er nemlig specialist i stigende spurter, som han har vist med sine overraskende gode resultater i de canadiske klassikere og sin 3. plads på Hatta Dam i UAE Tour. I Taco van der Hoorn har han en god mand til at køre sig frem, og han har før været i form fra sæsonstart. Måske er en sejr ikke sandsynlig, men han kan sagtens være med i kampen om podiet.

Naturligvis skal Elia Viviani også nævnes. Italieneren blev nemlig nr. 7 for to år siden, og med hans forøgede holdbarhed kan han nu begå sig i denne type finaler. Samtidig er han også altid i fremragende form fra start, og derfor må han være konkurrencedygtig. Til gengæld er han ikke specialist i så hårde finaler, og der var en grund til, at han kom til kort for to år siden. Mitchelton kan meget vel gøre det for hårdt også for ham, men er han vitterligt i så god form, som han plejer, kan han ikke udelukkes på en dag med modvind på bakken. Alternativt kan Simone Consonni måske få frihed til at køre sin chance. Han viste blandt andet i Tyskland sidste år, at han er fremragende i disse finaler, som han også var, da han blev nr. 2 bag Julian Alaphilippe i et andet januarløb, Vuelta a San Juan, sidste år. Problemet er bare, at han har både Viviani og Haas at servicere, og derfor er det tvivlsomt, om han får chancen.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Lidt af det samme kan siges om Marc Sarreau. Franskmanden er efterhånden blevet en uhyre holdbar type, der blandt andet imponerede i Oviedo i Vueltaen og på 5. etape i Polen sidste år. Når han ikke rangerer højere på listen, skyldes det, at han selv har gjort meget ud af at understrege, at han endnu ikke er i topform. Som de andre sprintere risikerer han derfor at komme til kort, især fordi han endnu ikke har samme holdbarhed som Bennett, Ewan og Viviani. Det ændrer dog ikke på, at en Sarreau i god form vil være en kandidat, præcis som han var det, da han blev nr. 4 i Oviedo sidste efterår.

Er det nu, at Fabio Felline skal vise, at han er på vej tilbage? Det går langsomt, men der var positive tegn i løbet af 2019, hvor han blandt andet blev nr. 5 på en bjergetape under Touren. Han ventes ikke at være i topform allerede nu, men på den anden side tog han for et par år siden en suveræn solosejr i Trofeo Laigueglia tidligt på sæsonen. Før sygdommen var han stærk i denne type finaler, og han burde i hvert fald være indstillet på at give den et skud, så han kan vise, at den gamle fart også nærmer sig. Astanas kaptajn Luis Leon Sanchez er også en glimrende top 10-kandidat, men ikke længere hurtig nok til at vinde. Det er til gengæld Omar Fraile, hvis han spurter som i Romandiet i 2018, hvor han slog Colbrelli, men han meldes at være et stykke fra formen.

NTT har en interessant duo i Giacomo Nizzolo og Ryan Gibbons, der begge er holdbare sprintere. Før sit skadesmareridt ville Nizzolo have kunnet lide denne type finaler, men også i de senere år han har vist takter. Særligt var hans sejr i en endnu hårdere finale i Burgos sidste år yderst imponerende, men også 5. pladsen i Almaden under Vueltaen i 2018 og 8. pladsen i Polen samme år viser takter. Desværre mangler han som regel noget holdbarhed i januar, og det var nok ikke uden grund, at han i dag kørte spurten for Gibbons. Derfor tror jeg, at han får det for hårdt. Gibbons ender derfor sikkert som kaptajn igen. Han var flyvende i dette løb sidste år, hvor han blev en sensationel nr. 11 på Willunga, men siden Oman har han stort set intet vist. Derfor er det svært at være alt for optimistisk, men hvis han ligesom sidste år har trænet godt i Afrika, kan han være med, også hvis det bliver hårdt. Spørgsmålet er bare, om farten rækker til at vinde.

Endelig er der et par ryttere, der fortjener at blive nævnt. Jens Keukeleire kan gøre det ganske hæderligt i denne slags finaler og er ofte i tidlig form, men han har slet ikke fordums hurtighed. Chris Lawless er en holdbar sprinter, men han skal være i form for at kunne klatre, og det tvivler jeg meget på, at han er allerede nu. Ineos har også Rohan Dennis, der faktisk tidligere har været på podiet her og er god i denne slags finaler, men han siger selv, at han har tabt en del eksplosivitet i forhold til dengang. Måske kan Owain Doull prøve, men han mangler farten til at vinde. Mads Pedersen ofrede sig for Porte i dag, og det vil han næsten med sikkerhed gøre igen i morgen, og Tosh van der Sande skal køre for Ewan, ligesom Fabian Lienhard skal køre for Sarreau. Simon Geschke kan tænkes at spurte for CCC, men han mangler fart, og Guillaume Boivin er næppe hurtig eller formstærk nok til at tage chancen for Israel Start-Up Nation, ligesom Marco Haller næppe er det for Bahrain-McLaren. Unge Jarrad Drizners har tænkt sig at teste talentet for landsholdet og kan måske gøre det pænt. De øvrige sprintere ventes at få det for hårdt. Endelig skal alle klassementsrytterne ende hæderligt, da de ellers risikerer at miste dumme sekunder.

Feltet.dks vinderbud: Daryl Impey

Øvrige vinderkandidater: Sam Bennett, Caleb Ewan

Outsidere: Jay McCarthy, Nathan Haas, Diego Ulissi, Andrea Vendrame, Eduard Prades

Jokers: Timo Roosen, Elia Viviani, Marc Sarreau, Fabio Felline, Simone Consonni, Giacomo Nizzolo, Ryan Gibbons, Jasper Philipsen

Tidligere udgaver af etapen

Etapen er som bekendt en klassiker, der er blevet benyttet utallige gange. Her kan du se afslutningen fra 2018 (Caleb Ewan), 2016 (Jay McCarthy), 2015 (Juan Jose Lobato), 2014 (Diego Ulissi), 2013 (Tom-Jelte Slagter), 2012 (William Clarke), 2011 (Michael Matthews), 2010 (Manuel Cardoso) og 2009 (Allan Davis).