Optakt: 2. etape af Tour de Suisse
07. juni 2021 15:45Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

Stefan Küng udnyttede en kombination af enorm power og tørrere veje til for anden gang i karrieren at køre sig i Tour de Suisse-førertrøjen i sin hjemby, Frauenfeld. Den store schweizer får imidlertid brug for sine bedste klatreben, hvis det skal blive til mere end én dag i gult, når det mandag går løs med en vanskelig 2. etape, der i finalen byder på så stejl en mur, at det ligner guf for feltets puncheurs anført af en vis fransk verdensmester.

Annonce

Ruten

I de senere år har der været en tendens til, at arrangørerne laver en aftale med startbyen om, at de er vært for løbet de første to dage, hvor man dels kan afvikle en enkeltstart og dels en linjeløbsetape på en rundstrækning. Formentlig som følge af afkortningen af løbet, der kun giver en halv åbningsweekend, er den ide nu droppet, men det betyder ikke, at der ændres meget på det terræn, der venter på første linjeløbsetape. Det gælder nemlig også i år en klassisk Tour de Suisse-etape, hvor en relativt flad dag afsluttes med en meget kuperet afslutning, der med en kort og meget stejl mur i den absolutte finale absolut ikke for sprinterne. Et udbrud kan slet ikke udelukkes, og det kan bestemt heller ikke afvises, at Julian Alaphilippe til sidst tester puncheurbenene og klassementsrivalerne, men mest sandsynligt er det dog nok, at en relativt lille gruppe skal spurte om sejren.

 

I alt skal der tilbagelægges 178,0 km, der fører feltet fra Neuhausen am Rheinfall til Lachen. Fra start kører man mod sydøst ad en helt flad vej frem til kanten ad Bodensee, som man kortvarigt følger, inden man drejer væk fra vandet for at sno sig mod sydøst igennem småkuperet terræn frem til byen Weinfelden. Her drejer man mod sydvest for herefter at følge en snoet og generel ganske let stigende vej, inden en skarp nedkørsel leder ned til udkanten af byen Wetzikon, der nås efter 106,1 km.

 

Det markerer afslutningen på etapens lette del. Her drejer man nemlig mod øst for at køre op ad kategori 2-stigningen Ghöch (8,3 km, 4,7%), der er en meget irregulær sag, hvis 1., 4. og 7. km stiger med hhv. 8,1%, 6,9% og 12,1%, men er adskilt af næsten flade plateauer. Toppen rundes efter 113,1 km, hvorefter en kun småkringlet nedkørsel leder mod syd ned til byen Wald. Her drejer man mod sydøst for at følge en let faldende vej ned til byen Burg.

Tirreno: Alaphilippe måtte hente Almeida for at vinde

SE ALLE GIRO-ETAPER I FULD LÆNGDE UDEN REKLAMER

 

Her tager etapen fat igen, når man kører mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Oberricken (7,8 km, 5,1%), der er en relativt jævn stigning, som kun er svær på fjerde kilometer, hvor den stiger med 9,4%. Toppen rundes efter 135,4 km, hvorefter det går mod syd ad en småsnoet nedkørsel, der leder ned til byen Kaltbunn, hvor dagens første spurt kommer efter 146,5 km.

 

Spurten ligger i fladlandet, og derfor bliver det helt fladt, når man fortsætter ad en lige vej mod sydvest og senere vest og nord frem til byen Tuggen. Her drejer man dog mod sydvest for at skære ind gennem et højdedrag, der sender feltet op og ned ad en lille bakke (1,2 km, 9,3%) med top i udkanten af byen Wangen med bare 13,9 km igen, hvorefter man inde i selve byen kører dagens sidste spurt efter 165,7 km. Herfra fortsætter man ind til målbyen, hvor man passerer tæt forbi stregen, men i stedet for at køre ind til mål sendes rytterne på en sidste udfordring.

 

Det sker, når de kører mod sydøst op ad kategori 2-stigningen Litschstrasse (2,4 km, 8,3%), der efter 500 m med 3,3% stiger med hele 9-11% over de næste 1500 m, inden den flader ud med 8,0% over de sidste 400 m. Fra toppen resterer bare 7,9 km, der indledes med en næsten helt lige nedkørsel, der leder mod nordvest og nord hen til bredden af Zürichsee, der nås med 4 km igen.  Nu kører man mod øst igennem fladt terræn hen langs vandet ind til Lachen, hvor der venter en teknisk finale med et sving med 2200 m igen, en rundkørsel med 1700 m igen samt sving med 1300, 1000 og 900 m igen, hvorefter der er en blød kurve, inden de sidste 500 m er lige og flade.

Annonce

 

Etapen byder på i alt 2392 højdemeter.

 

Lachen har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

 

 

 

Annonce

 

 

 

 

 

Vejret

I dag blev vejret ret afgørende, og det kan det gøre igen. Den våde uge fortsætter på en kedelig mandag, hvor der vil være 85-90% risiko for byger gennem hele etapen. Temperaturen vil nå 20 grader, og det vil slet ikke være blæsende med bare en svag til let vind fra nordvest. Det giver skiftevis side- og medvind, indtil man kort inden anden spurt drejer ind i modvind. Det varer ved, indtil man får sidevind på sidste stigning, modvind på nedkørslen og sidemedvind på det sidste stykke langs søen, herunder på opløbsstrækningen.

Annonce

 

Analyse af 1. etape

Et både charmerende, men til tider også frustrerende element ved landevejscykling er, at det foregår i det fri. Det giver en afhængighed af vejret, der er et herligt element i mange linjeløb, hvor særligt sidevindsdramaer er elsket af de fleste cykelfans. Dårligt vejr kan være rædselsfulde for rytterne, men skabe episke dramaer for seerne, og en del af en cykelrytters kompetencekatalog skal gerne være at kunne håndtere al slags forhold. En komplet rytter skal også kunne køre i regnvejr, som vi blev mindet om i den seneste Giro, hvor der var stor forskel på præstationsniveauet hos flere ryttere på de mange våde og de få tørre dage.

 

Der er dog ét område, hvor vejret er en pestilens. Det må være et mareridt for enhver tempospecialist at træne i månedsvis frem mod et stort mål for siden at få det hele ødelagt af ulige vilkår, regnvejr og våde veje. Den slags kan man heldigvis delvist kompensere for på åbningsetaper, hvor man selv kan bestemme starttidspunktet, men i en grand tour er det anderledes. Her kan en tung tempospecialist kæmpe sig igennem de højeste bjerge for at få en sidste chance på en enkeltstart - en chance, der går helt i vasken grundet ulige vejrbetingelser.

 

Det er dog slet ikke altid, at det er nok selv at kunne vælge starttid. Nok er meteorologerne i dag blevet ganske kompetente udi den svære kunst at varsle os om vejret, men timing af regnvejr og byger er stadig en umulighed. Derfor var der formentlig nok en stribe ryttere og sportsdirektører, der rev sig godt og grundigt i håret, da de i går eftermiddags skulle gennemskue, hvornår man klogest kunne starte dagens indledende enkeltstart i Tour de Suisse.

 

Det stod nemlig helt klart, at ulige vilkår ville bestemme resultat. Ganske vist viste ruten i Frauenfeld sig at være mindre teknisk, end det kunne se ud til at rutekortet, hvor svingene virkede noget skarpere, end de i virkeligheden var, men alligevel var den første del af åbningsetapen så kringlet, at bare halvtørre veje ville være en uovervindelig fordel for enhver, der var oppe mod ryttere med plaskvåde betingelser. Problemet var bare, at vejrudsigten var temmelig mudret med en nedbørsrisiko på 70% gennem det meste af eftermiddagen, dog stigende til 80% til etapens sidste time.

 

Hvad gør man så? Jo, man trækker et nummer i vejrgudernes lotteri og håber, at der er gevinst. Det eneste faste holdepunkt var den svagt stigende risiko for våde veje, og det eneste rigtige at gøre var derfor at undgå de sene starttider. Derefter var der ikke andet at gøre end at håbe, at det var ens nummer, der blev råbt op, når vejrguderne stak lapperne ned i tromlen.

Annonce

 

Da startlisten for enkeltstarten kom frem, var det tydeligt, at det var rationalet. Langt de fleste af favoritterne startede i den første halvdel. Kun ganske få var blandt de allerførste - det var der jo i lyset af vejrudsigten ikke grund til - men alle holdt de sig på sikker afstand af den største nedbørsrisiko. Selv de gå, der var modige nok til at starte i etapens anden halvdel, sørgede for at undgå de allersidste starttider, der mest blev optaget af folk uden de store ambitioner hverken på etapen eller klassementet.

 

Desværre blev det dagen for selv den mest velforberedte intet kunne stille op. Modsat sidste års 1. etape i Giroen, hvor det var et stort mysterium, hvorfor det stort set kun var Ineos og Deceuninck, der havde forstået, at det handlede om at starte tidligt, mens vinden var kraftigst, var der denne gang slet ingen hjælp at hente hos meteorologerne. Da vejrguderne endelig afgjorde deres lotteri, blev resultatet, at det havde været allerbedst slet ikke at skæve til vejrudsigten og bare tage de sidste starttider, som man plejer at gøre det.

 

Det skulle nemlig vise sig, at forholdene kun blev bedre igennem eftermiddagen. Decideret regn var der ikke mange, der havde, men vejene blev bare mere og mere tørre. Dermed blev vilkårene det samme, og resultatet blev, at Pavel Sivakov, der ifølge vejrudsigten havde størst risiko for de ringeste forhold, endte med at køre etapen under de bedst mulige betingelser som startlistens sidste mand.

 

At vejrforholdene blev afgørende, er ret indlysende, når man studerer resultat. I etapens top 10 finder vi hele syv ryttere, der startede i de tre sidste startgrupper, og Søren Kragh og Rohan Dennis startede kun lige inden midtpunktet. Da røgen havde lagt sig, var det kun Stefan Bissegger, der lykkedes med at gå i top 10 fra en tidlig starttid, og det endda selvom langt de fleste af forhåndsfavoritterne startede i etapens første halvdel.

 

Tørre betingelser er altid en fordel, men på denne rute var de helt afgørende. Det bliver særligt tydeligt, når man studerer mellemtiderne, der blev taget efter den første del, som var domineret af en næsten endeløs serie af sving. Her var Stefan Bissegger i top den eneste, der var startet før kl. 15.00, og derudover var Søren Kragh med en starttid kl. 15.30 den eneste anden rytter fra første halvdel. Kun Stefan Küng, der startede kl. 15.58 var akkurat kommet afsted før kl. 16.00. Alle øvrige ryttere i top 10 var startet efter kl. 16.10, og John Degenkolb, Ivan Garcia Corina og Manuele Boaro kørte alle i top 8 gennem de tørre sving, inden de tabte masser af tid på powerdelen til sidst, hvor de tørre betingelser betød langt mindre.

Annonce

 

Resultatet blev desværre en enkeltstart, der er temmelig ubrugelig til at udmåle rytternes form. Resultatet blev i alt væsentligt bestemt af, hvor våde vejene var, og hvor risikovillig man turde være. Man skal derfor være overordentlig forsigtig med at læse alt for meget i, at Christophe Laporte, der er god på denne slags enkeltstarter blev nr. 34, at Michael Matthews blev nr. 46, at Benjamin Thomas blev nr. 49, at Luke Durbridge blev nr. 60, at Jake Stewart blev nr. 76, og at Marc Hirschi blev nr. 99. Alle startede de nemlig relativt tidligt, og deres resultat er derfor formentlig mere et udtryk for risikovillighed end dårlig form.

 

I stedet kan vi lære noget af de få, der rent faktisk kørte godt - og måske også mere end at de bare var villige til at risikere liv og lemmer. Særligt Stefan Bissegger efterlod i hvert fald et skræmmende indtryk, for selvom han blev slået af sin landsmand og navnebror Küng, var han formentlig dagens stærkeste. Han var nemlig den måske største taber i vejrgudernes lotteri og startede bare en halv time efter begyndelse og hele fem kvarter inden Küng, der havde betydeligt mere tørre veje.

 

Alligevel kørte Bissegger slet og ret hele feltet midt over. De ryttere, der kørte under samme betingelser, blev knust, og end ikke de tørre veje kunne bringe andre end Küng blot i nærheden af Bisseggers tid. Nu ved vi fra tidligere, at den store schweizer elsker tekniske ruter, og vi så i Romandiet, at han bestemt ikke er bange for at tage risici - et forhold, der utvivlsomt også styrkedes af hjemmebanemotivationen - og derfor var det en på alle måder perfekt rute for ham, men det er alligevel uhyggeligt, at han i dag knuste et helt felt med undtagelse af Küng. Nok gik han glip af sejren, men hvis ikke han havde gjort det allerede, har Bissegger i hvert fald entydigt stemplet ind i den absolutte tempoelite.

 

Det skal dog ikke tage noget fra Küng. På forhånd tilskrev jeg ikke den lokale alt for gode chancer på en rute med så mange sving, og selvom svingene viste sig noget blødere og dermed mere velegnede til Küngs power, end kortet gav fornemmelse af, og selvom han havde betydeligt mere tørre veje end sin landsmand, satte Küng med sit ridt en fed streg under, at han efter en lille nedgang efter holdskiftet i 2019 siden nedlukningen har genfundet sin plads i den absolutte top. Det beviste han allerede med sidste års EM-guld og VM-bronze, og i år har han bevist det med dagens præstation og hans besejring af Filippo Ganna i Tirreno. At han så for anden gang i karrieren erobrede førertrøjen i sin egen hjemby, gør det blot til en endnu mere perfekt dag for den schweiziske maskine, der nu fører løbet for anden gang i karrieren

 

Desværre må Søren Kragh sande, at han ikke helt er på niveau med de to schweizere. Nok kørte han en lille halv time tidligere end Küng, men hans betingelser var betydeligt bedre ned Bisseggers, og alligevel slog den schweiziske komet ham ganske klart. Küng var han trods alt heller ikke tæt på, men alligevel kan Kragh være ganske godt tilfreds med at have cementeret sin status som en af de bedste temporyttere. Således slog han Rohan Dennis, der var på ruten på samme tid, og det gjorde han ikke kun i kraft af sine gode tekniske evner. Dennis var nemlig kun ét sekund hurtigere end danskeren på den afsluttende powerdel, og Kragh var en af de eneste relativt tidligt startende, der endte helt fremme. Det var utvivlsomt blevet til mere end en 7. plads på en tør dag, også selvom han utvivlsomt ikke have spoleret Stefan-festen.

Annonce

 

Det havde Dennis heller ikke. Den tidligere verdensmester kørte en lidt skuffende enkeltstart, når man betænker, hvor stærkt han er kommet tilbage i år, og han havde utvivlsomt håbet at vinde mere tid i et løb, hvor han forventeligt har ambitioner om at forbedre 2. pladsen fra 2019. Til gengæld skal man ikke læse dagens resultat som udtryk for, at formen er ringe. Tværtimod er der tendens til, at Dennis kører sine bedste enkeltstarter, når han klatrer dårligt, og både i dette løb i 2019 og i sidste års Giro - de løb, hvor han har klatret som en drøm - kørte han bestemt ikke sine bedste enkeltstarter, selvom han i Schweiz akkurat vandt 1. etape med det yderste af neglene. Tværtimod er der stadig al mulig grund til at tro, at Dennis har fundet de samme bjergben som i 2019, nu hvor han nærmer sig en rolle som livsvigtig bjerghjælper i Touren.

 

En anden stor vinder var Tom Dumoulin. Ganske vist er en 16. plads ikke noget at skrive hjem om for en tidligere verdensmester og OL-sølvvinder, men for dagens mest velkomne deltager var det en sejr. Dumoulin startede bare et kvarter efter Bissegger, og blandt de øvrige ryttere med start inden for den første time, var det kun Bissegger, Maximilian Schachmann og Neilson Powless, der var bedre. Med tanke på at han næppe har sat livet på spil i sit comebackløb, var det et ganske opløftende resultat.

 

Det var det i den grad også for Schachmann. Tyskeren har i år kørt to meget skuffende enkeltstarter, men i dag rejste han sig fornemt på en rute, der da også passede ham storartet. Han må forbande langt væk, at han startede så tidligt, nemlig allerede kl. 14.56, for med en senere starttid kunne det være blevet til meget mere. Alligevel vandt han tid på alle sine klassementsrivaler undtagen Mattia Cattaneo, Julian Alaphilippe, Dennis og Powless, og det vidner om en vis form og i hvert fald risikovillighed, når nu betingelserne var så ringe.

 

Det samme er tilfældet for Powless, der var dagens positive overraskelse. Den engang så talentfulde amerikaner har rejst sig i bjergene, men ikke på enkeltstarten, indtil han i dag leverede et fabelagtigt ridt, selvom han startede allerede kl. 15.06. Det skal blive meget interessant at se, om han endelig kan levere det gennembrud, vi har ventet på siden den stærke præstation i Californien for efterhånden mange år siden. I det hele taget var det en fremragende dag for EF, der også udnyttede sene starttider til at genføde Tom Scully som temporytter og give Jonas Rutsch en mildt sagt overraskende top 8.

 

Andre opløftende præstationer blandt de tidligt startende kom fra den ellers hensygnende Bob Jungels, der endelig viste sit første livstegn siden klassikerne i 2019 med en 18. plads trods en start allerede kl. 14.31. Også Dries Devenyns viste, at han er helt klar til at agere Tour-hjælper for vennen Alaphilippe, der i stigende grad synes at have franske klassementsambitioner. Maciej Bodnar og Tobias Ludvigsson kørte begge nogle af deres bedste enkeltstarter i nogen tid, og det ellers tabte tempotalent Tom Bohli gav lidt prøver på de tabte evner.

Annonce

 

Det utaknemmelige ved at være klassementsrytter er, at resultatet tæller lige meget for alle, uanset om betingelserne var gode eller dårlige. Mens folk som Matthews og Laporte kan sige ”Pyt!” og rette blikket mod kommende chancer, er der mange klassementsryttere, der allerede har fået et gevaldigt handicap, mens andre havde heldet med sig.

 

Mest markant var det for Deceuninck, der vandt i vejrgudernes lotteri. De lod deres tre mest tempostærke, Cattaneo, Alaphilippe og Jannik Steimle, starte som de tre sidste, og den gambling med vejrudsigten gav pote. Nok er Cattaneo mest af alt hjælper, men som holdets plan C endte han med sin 3. plads som den bedste af klassementsrytterne, og Steimle kom med en 7. plads tilbage på sporet efter sit seneste styrt. Vigtigst var det dog , at Alaphilippe med en fremragende enkeltstart vandt tid på alle sine rivaler - godt hjulpet af sublim teknik i svingene, hvilket gav næstbedste mellemtid - og dermed fik dokumenteret, at den målrettede træning på enkeltstarten, han meldes at have gennemført, har båret frugt. Første skridt mod en sejr i Tour de Suisse og en stadig mere sandsynlig klassementssatsning i Touren er i hvert fald taget.

 

Desværre for ham var hans værste rival nærmest skræmmende god. Måske endte Richard Carapaz kun som nr. 15, men det var et uhyggeligt godt resultat for ecuadorianeren på en rute, der slet ikke passede ham. Han startede endda midt i feltet kl. 15.48, hele 22 minutter før Alaphilippe, og han var derfor den måske største vinder af alle. Efter et Dauphiné, som Ineos nok vandt, men hvor Geraint Thomas og Tao Geoghegan Hart var alt andet end overbevisende, er det betryggende for briterne at vide, at de altid kan regne med Carapaz’ form, når han kommer tilbage efter højdetræning i Ecuador. Nu er spørgsmålet så bare, om ruten er hård nok til, at han kan få skovlen under Alaphilippe og sin egen holdkammerat Dennis i dette løb.

 

Bag Cattaneo, Alaphilippe, Dennis, Schachmann, Carapaz, Dumoulin og Jungels var billedet mere blandet. Domenico Pozzovivo havde for en gangs skyld heldet med sig, da en sen starttid gav ham en 28. plads og endnu en flot enkeltstart i år. Gino Mäder ser ud til at være kommet eminent tilbage efter sit styrt med en chokerende god præstation på nogle af de vådeste veje, mens Pavel Sivakov til gengæld ikke synes i fuld vigør efter sit brækkede kraveben, da han trods allersidste starttid bare blev nr. 38. Dernæst følger Mauri Vansenvenant, der fuldendte en fremragende Deceuninck-dag med en for ham fremragende enkeltstart, og Rigoberto Uran, der slet ikke er så formsvag og covidramt, som han gav udtryk for i maj. Desværre var der flere bekymrende tendenser for Jakob Fuglsang, der ganske vist ikke var vild med ruten, men med en af de allersidste starttider havde alletiders chance for at vinde tid på rivalerne eller i det mindst ride videre på Astanas tempomirakel. Det skete desværre ikke.

 

Midt i feltet finder vi også temposvage Lucas Hamilton, Hermann Pernsteiner, Thymen Arensman og Tiesj Benoot, der med tidligere starttider gjorde det pænt. Tidstabene var derimod ærgerligt store for Rui Costa, Pierre Latour, Sam Oomen, Marc Hirschi, Marc Soler, Antonio Tiberi og særligt Wout Poels, David de la Cruz, Michael Woods, Jan Hirt og Esteban Chaves. Desværre for dem tabte de alle i vejrgudernes lotteri med tidlige starttider, og deres store tab kan lige så vel skyldes manglende risici som dårlig form. Det er bare ærgerligt, at nøglefigurer som Woods og Chaves fik et sikkert tidstab gjort endnu større, og at en formentlig meget forsigtig Poels fik et meget større nederlag, end han burde. Om det halter med formen, finder vi dog først ud af de kommende dage, som vi også gør det for Hirschi, der leverede et bekymrende resultat, men som meget vel kan have været forsigtig kort inden OL og Touren.

Annonce

 

Den opremsning siger jo i virkeligheden det hele. Tidsforskellene er allerede store, men i mange tilfælde aner vi intet om, hvem der er i form, og hvem der ikke er. Sådan er det desværre, når vejrguderne åbner lotteriet til en enkeltstart og ved lodtrækning udråber vindere og tabere. I dag var det Küng, der vandt, og Bissegger, der tabte, da der skulle trækkes lod om etapesejren, og det blev særligt Deceuninck, der sejrede, da de første klassementskampe fordeles ved lodtrækning.

 

Lad os håbe, at vejrguderne ikke inviterer til samme lotteri, når løbets mest afgørende etaper slutter med en teknisk nedkørsel på lørdag. Heldigvis vil klassementsrytterne til den tid starte nogenlunde samtidig, men endnu en lotteriafgørelse vil næsten ikke være til at bære!

 

Favoritterne

Når man ser på startlisterne til årets Criterium du Dauphiné og Tour de Suisse, der er kendt som de to store forberedelsesløb til Touren, kunne man godt få den tanke, at vi vil få et historisk ringe sprinterfelt i årets Tour. De to løb har nemlig været stort set blottet for sprintere, og det er stort set kun holdbare afsluttere, der har været at finde i de to felter.

 

Intet kunne imidlertid være mere forkert. Faktisk ser Tourens sprinterfelt mere spændende ud end længe, men de hurtige folk har bare valgt en helt anden forberedelse. Den går for manges vedkommende via Belgium Tour, der efter ZLM Toers aflysning har overtaget rollen som det foretrukne forberedelsesløb for de rene sprintere.

 

Sådan plejer det for så vidt også at være. De tunge sprintere har stort set altid foretrukket ZLM Toer og det fladere Nordeuropa, men i år er tendensen særligt markant. Det skyldes, at de to store WorldTour-løb i år nærmest synes at have gjort deres yderste for at skræmme de rene sprintere så langt væk som muligt.

 

Et godt eksempel er mandagens 2. etape, der er så klassisk nordschweizisk, som den næsten kan være. Etaperne i den fladeste, tysktalende del af landet er nemlig næsten altid designet på samme måde. Store dele af terrænet er ofte relativt fladt og overkommeligt, men arrangørerne har en nærmest sadistisk trang til at opsøge en eller anden grim stigning i finalen. Da cirka halvdelen af løbet som regel finder sted i denne del af landet, forklarer det glimrende, hvorfor Peter Sagan allerede inden sin 30-års fødselsdag med sine 17 etapesejre satte rekord for flest sejre i et løb, der ellers i år afvikles for 85. gang.

 

Denne gang har arrangørerne dog strammet den en tand. Sagan ville være hårdt presset - i hvert fald i sin nuværende forfatning - hvis han ville køre med om sejren i morgen og ikke havde pustet ud efter Giroen i disse dage. Denne gang er det nemlig en sand lille mur, arrangørerne har fundet, og de har endda placeret den så tæt på mål, at den kan bruges til angreb også i klassementet, og at der er meget lidt tid til en efterfølgende regruppering.

 

Spørgsmålet er så, om den vil blive brugt til en offensiv. Det er velkendt, at rytterne ofte holder lidt igen så tidligt i et langt etapeløb, særligt i et løb, der slutter af med hele fire dage i de høje bjerge. Heldigvis kan vi glæde os over, at løbet denne gang er blevet beriget med deltagelse af Julian Alaphilippe, og der findes ikke mange ryttere i feltet med større kørelyst end den franske verdensmester, der formentlig er mere end ivrig efter at teste benene efter den seneste højdetræning.

 

Det vil altså ligne Alaphilippe dårligt ikke at gå efter denne etape, og hans udtalelser til Sporza inden løbet, indikerer det samme. Her talte om, at der var etaper, der passede ham, og som han håbede at vinde, og når man gennemgår løbsbogen, er det svært at finde etaper, der passer ham bedre end denne. Det er også værd at bemærke, at han i dag tog store risici på enkeltstarten, hvor han var næsthurtigst af alle på den tekniske del. Som det fremgår af den overordnede optakt, er det min formodning, at det skyldes en klassementsambition, men selv uden klassementsambitioner er han åbenbart opsat på i hvert fald at gå efter trøjen. Det er endnu en indikation af, at dette er en etape, han vil vinde.

 

Situationen er ellers lidt tricky. Som vi senest så i Dauphiné, kan ansvarsfordelingen i løb som disse godt kan være temmelig uklar. En etape som denne har ingen oplagt favorit, og derfor kan det være uklart, hvem der skal jagte. Det hjælper heldigvis, at FDJ har en førertrøje at forsvare, og selvom det ligner en svær opgave for Stefan Küng at holde sig i gult, er det franske hold så meget outsidere med så få mål for løbet, at de vil gøre alt for i hvert fald at give Küng den bedst mulige chance for at holde fast i 1. pladsen.

 

Egentlig burde der blive kamp om at ramme udbruddet. Dertil er etapen uforudsigelig nok og ansvarsfordelingen tilstrækkeligt uklar, men som vi så senest i Dauphiné, kører udbrud næsten altid relativt tidligt på de første etaper - selv på dage, hvor et udbrud har en chance. Derfor regner jeg heller ikke med alt for stor kamp om at komme væk, og hvis kampen skulle blive mere intens, tror jeg, at Deceuninck og FDJ nok skal sørge for, at udbruddet ikke bliver for stort og stærkt. Det burde nok kunne lade sig gøre på en etape med en så let start.

 

Dernæst vil FDJ tage kontrol, og da alle ryttere er en trussel mod den gule trøje, vil de være tvunget til at holde snoren ret stram. Derfor er der næppe grund til, at de får al for megen hjælp undervejs. Skulle situationen blive kritisk, vil jeg tro, at Deceuninck kommer frem, og derudover vil jeg heller ikke udelukke, at vi vil se Alpecin og måske BikeExchange fremme, selvom netop de to hold er kendt som to af de mest arbejdssky mandskaber. Også Bora, Israel SUN, UAE og Ag2r kunne være kandidater, men de vil nok mest holde sig i skindet, hvis de kan - Bora og Israel SUN fordi deres hovedmål er klassementet, UAE fordi de nok er usikre på Marc Hirschi, og Ag2r fordi de stort set aldrig tager ansvar i WorldTour-løb, hvor de regner sig selv som underdogs.

 

De to første stigninger kommer relativt tidligt og kan ikke bruges til andet end at lægge pres på. Det er kun Deceuninck, der har den interesse, og jeg udelukker ikke, at det kan ske. Samtidig taler alt for mere regn og flere våde veje, og det kan skabe nervøsitet og stress frem mod nedkørslerne. Alt sammen bidrager det til at sikre, at udbruddet bliver hentet. Til gengæld er der slet ingen risiko for sidevind på en dag med meget lidt vind.

 

Den lille opvamningsknold vil næppe spille en rolle, men måske er der ryttere, der vil være snu at samle bonussekunder op i den sidste spurt, der dog kommer problematisk tæt på den vigtige mur. Jeg regner i hvert fald med, at udbruddet er hentet før spurten eller absolut senest på den nedre del af muren.

 

Frem mod muren vil der være vild positionskamp, da positionen betyder alt på så kort og stejl en stigning. Herefter tror jeg, at vi vil se det klassiske billeder, hvor Dries Devenyns forcerer voldsomt fra bunden for at iscenesætte Alaphilippes slangehug på de stejle 1500 m midtvejs.

 

Hvis slangehugget kommer, tvivler jeg på, at der er mange, der an følge med. Alaphilippes punch på stigninger er som disse er det bedste i verden, og det er kun en yderst lille skare af ryttere, der er gode nok til at gå med. I dag virkede Alaphilippe også i knivskarp form og topmotiveret frem mod en mulig klassementssatsning frem mod Touren. Jeg vil ikke udelukke, at han slet og ret kan køre alene væk, og ellers kan han meget vel etablere en lille gruppe på toppen. Her er det særligt Richard Carapaz, Marc Hirschi, Maximilian Schachmann, Benoit Cosnefroy, Michael Woods samt Mathieu van der Poel, jeg vil tilskrive en stor chance for at gå med - alt afhængig af form - mens lidt mere spekulative og knap så eksplosive bud er Mauri Vansevenant, Wout Poels, Lucas Hamilton, Esteban Chaves, Jakob Fuglsang og Tiesj Benoot. For dem alle gælder dog, at det er stærkt afhængig af formen, der for alles vedkommende er ret ukendt lige nu.

 

En sådan gruppe vil have ret gode muligheder for at holde hjem. Nedkørslen består bare af en næsten lige vej og er overstået på et splitsekund, og derefter vil der være medvind på de flade kilometer hen langs Obersee. Samtidig er det ret oplagt, at mange af de nævnte vil have en klar interesse i at føre, ganske enkelt fordi mange har meget at vinde i klassementet. Mit bedste bud er, at en sådan gruppe vil kunne holde sig fri og undgå alt for megen taktik, fordi mange har så meget at vinde i klassementet.

 

Mit bedste bud er derfor, at det vil være en eksklusiv gruppe af puncheurs og klassementsryttere, der skal spurte om sejren - en gruppe, der formentlig vil være skabt af slangehugget fra Julian Alaphilippe - og det er også franskmanden, der er min favorit. Af de navne, jeg nævner ovenfor, er han sammen med Van der Poel og Hirschi den hurtigste, men faktisk vil jeg tro, at netop de to også er hurtigere. Til gengæld er jeg ret usikker på, om de kommer med. Stigningen er til den svære side for Van der Poel, der har fået udstillet sine begrænsninger som klatrer, da Tom Pidcock satte ham til vægs på mountainbiken for nylig, og denne stigning er til den lange og stejle side for en stor fyr som ham. Hirschis form er temmelig usikker efter en ringe enkeltstart og en anonym indsats i Aargau, og jeg tror faktisk ikke, at de to vil kunne matche Alaphilippes antrit.

 

Det giver gode muligheder for sejren til verdensmesteren. De andre puncheurs bør han kunne slå i en flad spurt, men selv hvis han skal spurte med Van der Poel eller Hirschi er han ikke uden chance. Også en spurt i en større gruppe kan han vinde, for Alaphilippe er hurtig efter et hårdt løb, som hans Sanremo-sejr viste. En lille bekymring er hans tendens til at køre dårligt i forberedelsen op til Touren, men hans enkeltstart og indikerede klassementsfokus tyder på, at det kan være anderledes denne gang. Han skal også overvinde regnen, der ikke er hans favorit, men det synes mest at være kulde, der kan slå ham ud, og mandagen vil ikke være specielt kold. Samlet set peger meget i retning af Alaphilippe, og jeg tror, at han tager sin tredje sejr i år.

 

Hans værste rival er Mathieu van der Poel, men jeg er meget i tvivl om hollænderen. Som sagt har han sine begrænsninger som klatrer, som vi blandt andet så på murene i Tirreno og i Liege sidste år, og jeg føler mig langt fra overbevist om, at han vil kunne gå med de bedste. Stigningen er bestemt ikke så svær, at jeg udelukker det, og selvom nedkørslen desværre for ham ikke er teknisk, vil der være tid til at komme tilbage. Faktisk er Van der Poel så hurtig efter et hårdt løb - bare se på hvem han slog i sidevinden på 1. etape i UAE Tour - at han, særligt i en teknisk spurt på våde veje, er min favorit til at vinde, hvis blot han sidder med hjem, uanset om det er i en lille gruppe af puncheurs eller i en lidt større gruppe. Spørgsmålet er bare, om han kan matche Alaphilippe. Mit gæt er, at det kan blive for svært for ham, men spurter han om sejren, tror jeg, at han vinder.

 

Mit tredjebedste bud er Maximilian Schachmann. Forud for løbet var jeg lidt usikker på hans form, fordi han ikke skal køre Tour, men i stedet kun skal toppe til OL. Hans flotte enkeltstart, hvor han som nævnt i analysen var en af de få, man kunne konkludere lidt om, tyder heldigvis på, at han er skarp, og når han er i form, er han ganske god på disse mure. Vi har dog også set hans begrænsninger, og det er endnu ikke lykkedes ham at gå med de bedste i Liege, men til gengæld har han forbedret sin klatring meget i går. Han bør have en fair chance for at gå med Alaphilippes eller andres angreb, og i en spurt er han altså ganske hurtig. Vi skal ikke glemme, at han overspurtede Tadej Pogacar flere gange i Baskerlandet i 2019, og selvom sloveneren først for alvor har fundet sin hurtighed senere, siger det lidt om tyskerens fart. Måske har han tabt lidt hurtighed på det sidste, men han er en af de få, der i en lille gruppe kan true Alaphilippe på stregen. Til gengæld tror jeg ikke på, at han kan vinde en spurt i en lidt større gruppe, hvor der nok er for mange, der er hurtigere end ham.

 

Da dette er en vurdering af vinderpotentiale, rangerer Marc Hirschi højt, men jeg er stærkt skeptisk. Havde det været efteråret 2020, havde Hirschi været min klare favorit, for så ville han have alle kort på sin side. Han ville sammen med Alaphilippe være den bedste på en stejl mur, og i en spurt ville han formentlig være hurtigere end verdensmesteren, som han var på vej til at vise i Liege, inden der kom et svaj i vejen. Jeg er dog stærkt usikker på hans form. Han var helt anonym i Aargau, og i dag kørte han en dårlig enkeltstart. Heldigvis er det ikke et bevis på ringe form. I Aargau havde han formentlig ikke de store ambitioner, og i dag kørte han tidligt og formentlig uden alt for megen risiko på de våde veje. Problemet er bare, at han også sidste år var lidt sløv til at komme i gang efter pausen. Mit bedste bud er, at han ikke kan sidde med de bedste, men skulle det lykkes, er han formentlig endnu hurtigere end Alaphilippe på stregen. Og er han i knap så god form, har han stadig en god chance i en spurt, hvis det samles i en lidt større gruppe.

 

Netop fordi vi taler om vinderpotentiale, rangerer Michael Matthews højt, men jeg vil blive forundret, hvis han sidder med de bedste. Matthews er fantastisk til at forsvare sig på denne slags stigninger, men når de bedste angriber, ender han som regel i anden eller tredje gruppe. Sådan var det i Liege, og sådan var det VM sidste år, og denne finale minder meget om de to løb. Samtidig var hans enkeltstart i dag ikke prangende, men han mente selv, at det handlede om rust på enkeltstartscyklen, som han ikke har brugt meget, og han var selv godt tilfreds med benene. Det ændrer dog ikke på, at jeg tror, at hans bedste chance er, at det samles i en lidt større gruppe. I det tilfælde vil han til gengæld sammen med Van der Poel være min klare favorit efter et år, hvor han generelt har kørt på et pænt niveau.

 

Igen fordi der er tale om vinderpotentiale, rangerer jeg Christophe Laporte højt, men jeg vil stadig blive svært forbavset, hvis han vinder. Ganske vist har Laporte været i sit livs form i år, men denne stigning bør altså være for voldsom. Hans chance er i hvert fald, at det bliver en lidt større gruppe, der skal spurte, men selv i det tilfælde vil jeg tro, at han vil være væk. Det, der giver mig håb, er dog, at det meste af etapen er ret let, og at Laporte overraskede mig positivt med sin 11. plads på Mur de Fayence i Var. Den var ganske vist kortere, men den viser, at han godt kan klemme ballerne sammen, hvis en mur ikke er alt for lang. Om hans form er i top lige nu, er dog også lidt usikkert, for selvom han vandt i Vallonien d. 13. maj, skuffede han i Tro-Bro Leon tre dage senere. Det er dog så længe siden, at han må formodes at være i meget bedre form nu. En spurt i dette selskab kan han i hvert fald vinde.

 

Kan Benoit Cosnefroy gå med de bedste? Det er bestemt muligt. Franskmanden bliver bare bedre og bedre som puncheur, og sidste år nåede han nye højder med sin 2. plads i Fleche Wallonne og 3. plads i Brabantse Pijl bag Alaphilippe og Van der Poel. Knæskaden ødelagde hans forår, men han kom godt tilbage med sejren i comebackløbet i Finistere. Niveauet her er et helt andet, og Cosnefroys reelle form er ret ukendt. Stigningen er nok lidt for lang til at være ideel, og derfor skal han være knivskarp for at gå med de bedste. Samtidig er han ikke verdens hurtigste på flad vej, og han blev da også en sikker nr. 3 i Brabantse Pijl. Langsom er han dog ikke, og med lidt held og timing vil han godt kunne true Alaphilippe. Ellers må han jo udnytte en taktisk finale til at snige sig væk.

 

Sammen med Alaphilippe regner jeg med, at Michael Woods vil være bedste mand på muren. Canadieren har været ganske flyvende gennem hele året, og selvom hans Fleche Wallonne grundet dårlig placering ikke gik som ønsket, er det hævet over enhver tvivl, at han er en af de allerbedste på en mur som denne. Han lyder optimistisk i forhold til sin form, og han er bestemt ikke langsom i en spurt. I en flad spurt er de ovennævnte dog alle hurtigere end ham - se eksempelvis spurten i Liege i år - og det kan gøre det svært at vinde. Han skal nok satse på at snige sig væk i en taktisk finale, hvis da ikke han slet og ret kører fra alt og alle, eksempelvis hvis Alaphilippe stadig er rusten. Det bliver dog lidt af en opgave for temposvage Woods at holde hele vejen hjem, selvom han i det mindste ikke lider under en svær nedkørsel, som han ikke mestrer.

 

Hvad med Rohan Dennis? Måske er han ikke verdens mest eksplosive på bakkerne, men hvis han vitterligt har de klatreben, han havde i 2019, er det ikke udelukket, at han kan køre med, hvis Alaphilippe åbner op. Punch har han nemlig vist, da han vandt en stigende spurt i Tour of the Alps samt i USA Pro Challenge, og selvom han viser det alt for sjældent, er han altså en hurtig herre. Ender det i en spurt i en lille Alaphilippe-gruppe, vil jeg bestemt ikke udelukke, at han kan vinde. Også i en større gruppe vil han have en chance, men her er jeg mere usikker på, om han vil deltage. Det plejer han nemlig ikke at gøre. Skal han vinde, skal han derfor nok gå med i de angreb, der kommer på muren, og det er ikke umuligt, hvis de bedste klatreben er genfundet.

 

En spændende kandidat er også Omar Fraile. En bilulykke gav rygproblemer, der ødelagde det meste af 2019 og 2020, men i 2021 har han måske været bedre end nogensinde. Han klatrede skræmmende godt i Baskerlandet tidligere i år, og da han har kurs mod Touren, er der meget, der taler for, at formen kan være den samme nu. Hans enkeltstart i dag var pæn uden at være prangende, og selvom han sjældent viser det, er han hurtig. Det viste han, da han slog Colbrelli i Romandiet for nu mange år siden, og han mindede os om det, da han vandt spurten på 2. etape i Baskerlandet foran selveste Pogacar, der som bekendt ikke var langsom i Liege. Desværre er han nok for tung til at gå med Alaphilippe og co., men i en spurt i en lidt større gruppe har han en fin chance, særligt hvis folk som Matthews og Laporte er sat af.

 

Rui Costa er et åbent spørgsmål. Hans niveau har været temmelig sølle i år - selv i Romandiet, hvor han altid shiner - men han var altså ret overbevisende i Aargau forleden. Det vil dog stadig overraske mig stort, hvis han går med Alaphilippe, som han ellers ville kunne i gamle dage, men udelukkes skal det ikke. Han har nemlig trænet målrettet frem mod dette løb, der er hans store sommermål. I en spurt i en Alaphilippe-gruppe vil han næppe vinde, men helt uden chance vil han ikke være, og ellers kan han angribe i en taktisk finale. I en spurt i en lidt større gruppe er han også næsten en sikker mand i top 10, fordi han er så stabil, men her vinder han ikke.

 

En rytter, der er svær at vurdere, er Simon Clarke. I gamle dage havde dette været guf for ham, men han synes ikke at blive bedre, som dagene går. Han er i hvert fald ikke på samme niveau som dengang, men alligevel blev han i år nr. 8 i Strade Bianche. I Baskerlandet mindede han os om, at han stadig er ganske hurtig, da han var ganske imponerende i løbets massespurt bag den sejrende Mikkel Honoré og Josef Cerny, og derfor tror jeg, at han kommer ganske langt i en spurt. Problemet er bare, at jeg er usikker på, hvor holdbar han er, og hans form er helt ukendt efter en pause og en ikke alt for opløftende DNF i Aargau.

 

En dark horse er vel Ivan Garcia Cortina. Spanieren har generelt haft et skidt år, og han har reelt ikke været på niveau siden nedlukningen sidste år. Derfor er det svært at være voldsomt optimistisk, og jeg vil blive overrasket, hvis han sidder med hjem. Omvendt var hans 3. plads i Montreal i 2019 så vild, at hans potentiale er stort, og har han endelig fundet samme ben, burde han have en chance for at sidde i en større gruppe. Her er han ikke verdens hurtigste, men mod folk som Matthews, Laporte og Van der Poel er han ikke uden chance. Hans enkeltstart kunne i hvert fald give lidt grund til optimisme.

 

Hvad med Søren Kragh? Stigningen er nok for svær og stejl, og danskeren skal i hvert fald håbe på et lettere løb. Hvis udskilningen er knap så stor, bør han dog ikke være helt uden chance for at sidde med hjem til en spurt. Spørgsmålet er så, hvor meget af sin gamle hurtighed, han har tilbage, for det er næsten umuligt at huske, hvornår vi sidste har set ham spurte. Vi skal dog ikke glemme, at han har været i top 3 i Vueltaens massespurt i Madrid, så farten var der i hvert fald engang. Alt sammen kræver det dog god form, og her er Kragh så svingende, at vi ikke aner, hvor vi har ham, selvom hans enkeltstart i dag, gav grund til nogen fortrøstning. Holdets bedste kort er selvfølgelig Tiesj Benoot, der også vil have en lille chance for at gå med Alaphilippe, men selvom han var hurtig engang, synes han i dag bare at blive langsommere og langsommere for hvert løb.

 

En rytter, jeg har meget svært ved at vurdere, er Ryan Gibbons. Sydafrikaneren synes næsten bedre end nogensinde efter sin nylige 12. plads i bjergløbet i Andalusien, men der er stor forskel på niveauet i de to løb. Det vil stadig være noget helt andet, hvis han vitterligt ender med at spurte med om sejren i dette løb, men hans andalusiske klatring gør det ikke helt umuligt, hvis løbet er knap så hårdt. Om han så også er hurtig nok til at vinde, er måske mere tvivlsomt, for de er efterhånden meget sjældent, vi ser ham spurte.

 

Jeg har også lidt kig på en anden dansker. Andreas Kron har bekræftet sit enorme potentiale i år, og nu er han forhåbentlig endelig på benene igen efter sin sygdom. Hans enkeltstart i dag var yderst lovende, for normalt er det slet ikke hans disciplin, og vi så i foråret, at han sagtens kan være med på dette niveau. At gå med Alaphilippe er at stramme skruen for meget, men ender det i en spurt i en ikke alt for stor gruppe, burde han have en fair chance for at sidde med. Som vi så i Catalonien er han ganske hurtig, men det er stadig svært at vurdere hans præcise hurtighed, når han aldrig rigtigt har spurtet i dette selskab. Lotto har også Maxim van Gils, der imponerede så stort på stigningerne i Catalonien, og som nu endelig er fri af den voldsomme covid-19, der sendte ham 10 dage i sengen med slemme vejrtrækningsproblemer. Han er en halvhurtig herre, der kan køre top 10 i en spurt i en lidt mindre gruppe, men han kan næppe vinde.

 

Total har i Julien Simon en god kandidat til denne etape, men min fornemmelse er, at alderen er ved at indhente franskmanden. Det er nogle år siden, vi sidste har set ham på det bedste niveau, og hans nylige top 10 i Finistere var også mere pæn end prangende. Han har dog lidt af sin hurtighed intakt, som vi så med 10. pladsen i Aargau, og derfor er han - hvis løbet ikke bliver for hårdt - en god top 10-kandidat. Jeg har dog sværere ved at se ham vinde. I virkeligheden burde Pierre Latour være et meget bedre kort, fordi han burde have større chance for at sidde med i en endnu mindre gruppe, og med sin 3. plads i Paris-Nice bag Cort og Laporte bekræftede sin hurtighed. Han har dog virket så formsvag i optakten, at han er svær at tro på. Det mest holdbare og sikre kort er nok Alexis Vuillermoz, der godt kan spurte på flad vej, men ikke vinde. Finalen er nok for hård for Anthony Turgis, der næppe kører fra Simon, og som vi så i Aargau, vil det i givet fald være Simon og ikke Turgis, der spurter.

 

Movistars andet kort er Gonzalo Serrano, der senest viste sine gode puncheurevner med den overbevisende sejr i Andalusien. Efter et skidt forår er han endelig kommet i form, hvad også hans gode enkeltstart vidner om. Problemet er bare, at han ikke har den store hurtighed på flad vej, og det virker urealistisk at tro, at han går med Alaphilippe på muren. Han vil formentlig forsøge sig med en spurt i en mindre gruppe, men her er top 10 nok mere realistisk end deltagelse i kampen om sejren.

 

Stigningen er nok for hård for Alexander Kamp, men danskeren genfandt jo lidt af de gamle evner i årets Liege. Om han har samme ben nu, er usikkert efter et ikke specielt opløftende løb i Ungarn, men dagens enkeltstart var overraskende god. I gamle dage havde dette været glimrende terræn for Kamp, og selvom det ikke er ham, der gør Alaphilippe selskab på muren, vil han være et godt bud i en spurt i en lidt større gruppe. Han mindede os nemlig i foråret om, at han stadig har noget af sin gamle hurtighed.

 

Det vil mildt sagt chokere mig, hvis Jake Stewart overlever stigningen, men han bliver ved med at overraske mig med sin klatring. I Romandiet gjorde han comeback efter en skade, og alligevel var han ganske tæt på at være med på den hårde 3. etape. Nu har han været syg i maj, men han skulle have haft god tid til at arbejde på formen og bør være på et rimeligt niveau. Det er stadig usandsynligt, at han ender med at spurte om sejren, men han er så ubeskrevet og uprøvet, at det ikke kan udelukkes.

 

Jeg er også nødt til at nævne Richard Carapaz, men det skal flaske sig, hvis han skal vinde. Efter hans enkeltstart i dag har jeg dog svært ved at se, at han kan sættes - heller ikke af Alaphilippe. Punch har han nemlig masser af, men udfordringen bliver at sejre. I en spurt på flad vej har han ikke mange chancer, og han er derfor et fremragende top 5-, men et dårligt vinderbud. Omvendt har Carapaz mange gange vist, at han er kongen af overraskelsesangreb, og selvom han ikke bør have frihed, har han før snydt rivaler ved at snige sig væk, både i Giroen og i Polen. Og så skal man vel heller ikke helt udelukke, at han er så flyvende, at han slet og ret kører alene hjem, hvis alle de rigtige puncheurs er lidt for rustne.

 

Endelig er der Tom Dumoulin. Han har selv nedspillet forventningerne totalt, men han sagde også inden løbet, at hans tests havde forbavset ham voldsomt. Han havde tabt meget mindre form, end han havde troet, og med et supertalent som Dumoulin ved man aldrig. Han skal primært tage sig af Oomen, men han er også ivrig efter at teste formen, og muren passer ham ganske glimrende. Jeg vil ikke falde ned af stolen af forbavselse, hvis han er med i en lille gruppe, der kører væk på muren, og så kan meget ske. Dumoulin er hverken langsom eller dårlig til at køre alene i en taktisk finale.

 

Jeg var tæt på at nævne hurtige og klatrestærke Georg Zimmermann, men jeg har svært ved at se ham vinde. I det hele taget har Intermarché mange mellemhurtige folk, da også Lorenzo Rota og Maurits Lammertink kan gå i top 10. Til gengæld bør det blive for hårdt for Baptiste Planckaert. Mauri Vansevenant må regnes som hjælper for Alaphilippe, selvom han skulle være i stand til at gå med de bedste. Det er også muligt, at det lykkes for Esteban Chaves, der imponerede stort i Aargau, Lucas Hamilton og Wout Poels, men det er næsten umuligt at se, at de kan vinde. Finalen bør være for hård for hurtige og holdbare Mike Teunissen, Florian Vermeersch, Damien Touzé, Hugo Hofstetter og John Degenkolb, og jeg ser heller ikke Alfred Wright komme med hjem. Hos Alpecin viste Xandro Meurisse endelig gode tegn i dag, men som holdkammerat med Van der Poel hjælper det hverken for ham eller Petr Vakoc, at de er hurtige og passer godt til etapen. På samme måde er Dion Smith hjælper for Matthews, mens jeg tror, at DSM vil spurte med Kragh og ikke Jasha Sütterlin, hvis denne mod forventning skulle komme med hjem. Løbet er også for hårdt for ellers hurtige Stefan Bissegger, og Rigobert Uran er helt ophørt med at spurte. Endelig kan Roland Thalmann spurte og klatre, ligesom han er i form, men top 10 er det maksimalt opnåelige.

 

BEMÆRK: Husk, at dette er en rangering af vinderpotentiale - ikke af chancen for at overleve muren. Den fremgår af den forklarende tekst.

 

Feltet.dks vinderbud: Julian Alaphilippe

Øvrige vinderkandidater: Mathieu van der Poel, Maximilian Schachmann

Outsidere: Marc Hirschi, Michael Matthews, Christophe Laporte, Benoit Cosnefroy, Michael Woods

Jokers: Rohan Dennis, Omar Fraile, Rui Costa, Simon Clarke, Ivan Garcia Cortina, Søren Kragh, Ryan Gibbons, Andreas Kron, Julien Simon, Gonzalo Serrano, Alexander Kamp, Jake Stewart, Richard Carapaz, Tom Dumoulin

Feltet.dks vinderbud

Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder.
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere.
Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering.
Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig.
Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering.
Julian Alaphilippe
Mathieu van der Poel, Maximilian Schachmann
Marc Hirschi, Michael Matthews, Christophe Laporte, Benoit Cosnefroy, Michael Woods
Rohan Dennis, Omar Fraile, Rui Costa, Simon Clarke, Ivan Garcia Cortina, Søren Kragh, Ryan Gibbons, Andreas Kron, Julien Simon, Gonzalo Serrano, Alexander Kamp, Jake Stewart, Richard Carapaz, Tom Dumoulin
Maxim van Gils, Pierre Latour, Alexis Vuillermoz, Anthony Turgis, Georg Zimmermann, Lorenzo Roa, Maurits Lammertink, Baptiste Planckaert, Esteban Chaves, Wout Poels, Lucas Hamilton, Roland Thalmann
INFO
Optakter
Nyheder
Tour de Suisse
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Pogacar om Tour-trup: Skuffet over Polanc ikke er med

Landevej

Lefevere: At udtage Cavendish ville gøre Bennett nervøs

Landevej

Pieters hollandsk mester: Sportsdirektør beordrede mig af sted

Landevej

Video i artiklenEksklusivt interviewDM-bronzevinder har døjet med feber

Landevej

Overblik: Nationale linjeløbsmestre 2021

Landevej

Overblik: Nationale enkeltstartsmestre 2021

Landevej

Video i artiklenEksklusivt interviewHumpede på podiet: Norsgaard melder klar til linjeløb

Landevej

Annonce

ANNONCE