\n\t \t\t\t\t
Annonce<\/p>\n\t \t\t\t\t\n\t\t\t\t\t\t
<\/div>\n\t\t\t\t\t\t
Vejret
Den franske bageovn fortsætter på en lørdag, der kun byder på enkelte skyer og en temperatur i målbyen, der ligger i højderne, på hele 31 grader. Samtidig vil det være næsten vindstille med bare en svag vind fra øst. Det giver først modvind og siden side- og sidemodvind. Der vil kortvarigt være sidevind igen på Menthieres-tigningen, men derefter atter sidemodvind på nedkørslen og den lange, lige målbakke.
Favoritterne
Mange sprintere håbede, at 1. etape kunne give dem en chance, men helt som ventet blev den for svær for de fleste. Alligevel må det anses som overraskende, at det blev så hårdt, at top 10 nærmest udelukkende består af klassementsryttere. Det skyldtes naturligvis, at Primoz Roglic nok engang er kommet ned fra højderne som det monster, han altid bliver i den iltfattige luft, og med et kørehumør, der gør selv Remco Evenepoel misundelig, valgte han at gå efter sejren på løbets eneste ”sprinteretape”.
Det var naturligvis bare opvarmning til bjergene, hvor det altafgørende slag skal slås på Grand Colombier søndag. Forinden venter dog den lidt bløde 2. etape, hvor man på forhånd kunne have haft sin tvivl om, hvor meget kraft Roglic ville brænde af på at vinde en etape, han på papiret er storfavorit til. Efter dagens ambitiøse satsning på løbets letteste etape bør der ikke længere være nogen tvivl: Roglic vil vinde lørdag og sørge for at fortsætte stimen med top 2-placeringer i alle sine løbsdage i 2020.
På papiret ser 2. etape faretruende ud, men man skal ikke lade sig snyde. Målbakken er nærmest helt ligegyldig, og skal der ske noget, skal det ske på Menthières. Vi kender da også etapen, og der udbryder altid krig på løbets sværeste stigning, hvorefter en lille gruppe afgør det til sidst, enten i en taktisk finale, hvor man som Sam Oomen kan snige sig væk, eller i en spurt i en lille gruppe.
I alle tilfælde har etapen været ret selektiv, men det bliver den næppe denne gang. Feltet er af en helt, helt anden kaliber, og når vi tidligere har set den taktiske finale, har det været i meget små grupper. Her er Jumbo og Ineos så stærke, at de kan lægge løbet i en jerngreb, og da Roglic nu har vist, at han vil spurte, bliver det meget svært at undgå det scenarium.
Vi kan igen vente os en ret aggressiv start, inden et udbrud etableres, og herefter vil Deceuninck kontrollere for at forsvare en trøje, de reelt har en chance for at holde fast på. Man kan dog vente sig, at Jumbo bil give en hånd med, og at de to hold vil sikre, at udbruddet ikke har en chance.
Det helt store spørgsmål er, hvad der sker på Menthières. Jumbo bør være tilfredse med at sætte et hårdt, stabilt tempo, og det er derfor formentlig Ineos, der har nøglen til etapens forløb. Vil de forsøge at kaste grus i Jumbo-maskineriet ved at gå i offensiven, er stigningen svær nok til at blive et blodbad. Chris Froome tabte tid i dag som følge af et cykelskift og er nu definitivt reduceret til rollen som hjælper, og sammen med Tao Geoghegan Hart kan de køre gruppen ned til cremen af cremen.
Forud for løbet spekulerede jeg på muligheden for en taktisk etape. Det tror jeg ikke længere på. Egan Bernal kan næppe sætte Roglic, og han er næppe heller interesseret i at kaste sig ud i noget voldsomt dagen inden nøgleetapen. Jumbo ligner et hold, der vil kontrollere, og selvom Ineos meget vel kan gøre etapen knaldhård, vil Roglic og Jumbo formentlig holde stand. Der vil så være basis for en regruppering på nedkørslen.
På den lette målbakke skal Ineos måske prøve noget, men det er reelt umuligt. Jumbo er stærke nok til at sætte tempo i sidemodvinden og derfor ligner det en spurt i en favoritgruppe. Den vil formentlig dog være relativt lille, da jeg formoder, at Ineos vil lægge en eller anden form for pres på næstsidste stigningen, eller også vil Jumbo sætte hårdt tempo for at undgå angreb. Selve spurten er helt ukompliceret uden tekniske udfordringen, men er bare en lang, lige vej, der på de sidste 3 km er stort set helt flad og kun ganske let stigende på de sidste meter.
Derfor er det uundgåeligt ikke at pege på Primoz Roglic som favorit. Sloveneren levede i dag i den grad op til den favoritstatus, jeg havde givet ham, og selvom han blev slået af Bagioli, var det bestemt ikke ringe at spurte sig til en 2. plads efter en finale, hvor han havde ført nærmest uafbrudt. Samtidig så vi Tom Dumoulin køre et næsten guddommeligt lead-out, og havde Roglic ikke holdt igen - formentlig for at give Dumoulin sejren - ville han formentlig også have vundet spurten. Den fejl begår han ikke igen, og derfor tror jeg, at Roglic sættes perfekt op til sejr af sin hollandske stjerneholdkammerat.
Hvem kan true ham? Det kunne være Dan Martin. En satsning på klatring har kostet hurtighed, men Martin er stadig en fornuftig afslutter. Han er mere puncheur end fladbanesprinter, og finalen her passer ham ikke ideelt, men på papiret er han en af de hurtigste klassementsryttere. En udfordring er, at han er Palle alene i verden på et hold af fladbaneryttere, men han burde kunne i hvert fald prøve at tage kampen op mod Roglic.
Ineos må køre spurten med Geraint Thomas . Waliseren spurter nu om dagen næsten aldrig, men han var i gamle dage en fornuftig afslutter, særligt når det stiger let. Han så overbevisende ud i dagens finale, og da Ineos skal forsøge at stjæle bonussekunder fra Roglic, skal han næsten gøre forsøget. Så skal han bare vise, at lidt af den gamle hurtighed stadig er der. Egan Bernal har før deltaget i massespurter i Catalonien, men han er mere god til at holde sig til end en decideret afslutter. Han slår ikke Roglic. Faktisk kan holdets allerhurtigste vise sig at være Tao Geoghegan Hart, der i Tour of the Alps og Vuelta a Burgos har vist sin hurtighed. Han er naturligvis hjælper, men hvis det alligevel er Jumbo, der kontrollerer, kan han lige så godt forsøge at tage sekunderne fra Roglic.
Man skal heller ikke afskrive Tom Dumoulin. Hollænderen er selv en af de hurtigste, men som i dag skal han nok køre lead-out for Roglic. I dag var han imidlertid så skræmmende stærk, at han næsten havde vundet alligevel, og Roglic viste i hvert fald, at han gerne ville have givet sin holdkammerat sejren. Måske kan det lykkes i morgen?
Efter i dag er det umuligt ikke også at nævne Andrea Bagioli. Han er dog mere puncheur end klatrer, og vi så i Burgos og Provence, at han har store begrænsninger på svære stigninger. Menthiéres bør blive for svær, men der er tid til en regruppering efterfølgende. Kommer han med hjem, kan han sagtens vinde igen. Som alternativ har Deceuninck formstærke Joao Almeida, der jo viste sine puncheurevner i Burgos, men i en næsten flad spurt bør han være overmatchet.
Ag2r vil satse på Alexis Vuillermoz. Bliver det meget hårdt, kan han falde fra undervejs, men han bør kunne klare så relativt kort en stigning. Han er mere puncheur end sprinter, men han kan afslutte, og i dette felt bør han være en af de hurtigste.
Trek har Bauke Mollema , der senest med sin 2. plads i Occitanie bekræftede sine puncheurevner. Desværre er denne spurt næsten flad, og her har han ikke helt samme hurtighed som i gamle dage. Det er svært at se ham vinde over Roglic, men bonussekunder kan det godt blive til. Skal holdet vinde etapen, skal de have Toms Skujins med over. Han var i storform på Ventoux, og køres der passivt, kan han måske komme med over, men hvis Ineos giver den gas på Menthières, falder han fra.
I gamle dage ville man have nævnt Jesus Herrada. Spanieren var lynhurtig, som han viste med etapesejren i Dauphiné, men den hurtighed synes totalt forduftet. Han har heller ingen garanti for at klare sig med hjem, men det bør han trods alt på så relativt korte stigninger. Spørgsmålet er bare, om hurtigheden er intakt. I dag spurtede Guillaume Martin, men han er ikke hurtig nok til at vinde, og det samme gælder for Nicolas Edet, der dog også godt kan afslutte.
Circuis kan håbe at få Odd Christian Eiking med hjem, men som vi har set i de seneste dage, er han fortsat begrænset på længere stigninger og kan falde fra. Carl Fredrik Hagen har også en fornuftig afslutning, emn han er heller ikke helt hurtig nok. Valerio Conti er hurtigere, men selvom han er i storform, vil det være en overraskelse, hvis han klarer bakken. Og endelig synes den lovende Sunweb-klatrer Ilan van Wilder ikke at være helt langsom, hvis han allerede nu er god nok til at køre med de bedste.
Feltet.dks vinderbud: Primoz Roglic
Øvrige vinderkandidater: Dan Martin, Geraint Thomas
Outsidere: Tao Geoghegan Hart, Tom Dumoulin, Andrea Bagioli, Alexis Vuillermoz, Bauke Mollema
Jokers: Jesus Herrada, Odd Christian Eiking, Guillaume Martin, Joao Almeida, Valerio Conti, Toms Skujins, Ilan van Wilder