STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

Ruten

Da ASO lod sig overtale til en tur til Danmark, var der to trækplastre. Det ene var forelskelsen i cykelbyen København, og det andet var Christian Prudhommes enorme fascination af Storebæltsbroen. Derfor måtte Odense lade livet som målby for 2. etape, der i stedet slutter i Nyborg, og det har givet en på papiret ellers ret fredsommelig sprinteretape i det danske fladland en enorm opmærksomhed. Nu skal man nemlig passere den enorme bro umiddelbart inden mål, og siden det blev annonceret, har alle krydset fingre for en dag med kraftig sidevind. Desværre er sandsynligheden grundet den generelt vestlige vind i Danmark lille, og meget taler således for, at 2. etape bliver det første af meget få sprinteropgør i denne sprinterfjendtlige Tour, men alene passagen af broen og en tur ned langs den sjællandske kyst vil sikre, at løbets første linjeløbsetape utvivlsomt bliver en enormt nervøs og sikkert også styrtpræget affære.

Med en distance på 202,2 km er der tale om en lang etape, der fører feltet fra Roskilde til Nyborg. Fra starten kører man kortvarigt mod sydvest ud af Roskilde, inden det går mod nordvest op gennem det sjællandske fladland over Munkholm, der passeres efter 24,5 km, og frem til Holbæk, som nås efter 30,5 km. Her kører man mod vest hen langs Holbæk Fjord og derefter mod nord og nordøst op til Asnæs.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Her bliver terrænet gradvist mere kuperet, og man udnytter terrænet ved at køre en omgang på en lille rundstrækning. Fra Asnæs Indelukke kører man mod syd op ad kategori 4-stigningen Asnæs Indelukke (1,1 km, 5,4%), der er vanskeligst til sidst med 6,5% over de sidste 600 m og har top efter 62,0 km, inden man kører mod sydøst, nordøst og igen sydøst frem til Høve Strand, hvor man skal op over kategori 4-stigningen Høve Stræde (800 m, 6,0%), der er en relativt jævn stigning med top efter 72,5 km. Herefter er rundstrækningen slut, og man kører mod sydvest ud til kysten, hvor man drejer væk fra vandet for at køre mod nordøst op ad dagens sidste kategori 4-stigningen Kårup Strandbakke (1,3 km, 5,8%), der er en ujævn sag med 6,8% over de første 500 m, dernæst 500 næsten flade meter og slutteligt 5,7% over det sidste stykke frem til toppen, som rundes efter 84,0 km.

FØLG TOUR DE FRANCE PÅ FELTET.DK/TOUR

Herefter er det slut med de terrænmæssige vanskeligheder. Man kører mod sydvest og nordvest tilbage til vandet, som nås i Havnsø efter 97,8 km, men med det samme forlader man igen kysten for at køre mod syd og siden sydvest og vest frem til Kalundborg, hvor den indlagte spurt køres efter 126,9 km. Over de sidste 3 km er det først let stigende, siden let faldende og slutteligt fladt, ligesom der er to sving på næstsidste kilometer.

Efter spurten går det mod sydøst, syd og igen sydøst tæt på kysten, og nu følger er langt stykke, hvor man snor sig ad mindre og relativt snoede veje mod sydøst, syd og sydvest ned langs vandet, flere gange helt ude ved havet. Slutteligt kører man mod sydvest hen til udkanten af Korsør, hvor dagens højdepunkt indledes, når man med 21,1 km igen rammer Storebæltsbroen. Sprogø passeres med 13,3 km igen, og man når fastlandet igen kort efter 4 km-mærket. Med 2800 og 2600 m igen er der to hurtige sving, inden en lige og flad vej leder frem til et sidste sving med 800 m igen, hvorefter vejen bugter sig let til højre, så stregen er synlig med 300 m igen på den 6,5 m brede vej.

Etapen byder på i alt 1097 højdemeter.

Nyborg har fire gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var på enkeltstarten i Danmark Rundt i 2016, hvor Mads Würtz Schmidt sejrede foran Lars Boom og Martin Toft, og i 2005, hvor CSC ryddede podiet med den førende Ivan Basso foran Jens Voigt og Kurt Asle Arvesen. I 2011 var der DM i byen, og her vandt Rasmus Quaade enkeltstarten foran Jakob Fuglsang og Mads Christensen, mens Nicki Sørensen vandt linjeløbet foran Martin Mortensen og Michael Reihs.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Vejret

Lige siden det blev annonceret, at 2. etape skulle slutte lige efter Storebæltsbroen, har alverdens cykelfans drømt om sidevind. Desværre har vi i Danmark oftest vestlige vinde, og det vil også have lørdag. Til gengæld vil Danmark blive vist frem fra sin smukkeste side på en dag med kun få skyer og en temperatur i Nyborg på 21 grader. Retningen vil ikke være rigtig, men det vil styrken, da der vil være en jævn til frisk vind (18-22 km/t) fra sydvest. Det giver efter et kort modvindsstykke sidevind hele vejen ud til bakkerne, hvorefter der vil være modvind ned til Kalundborg og sidemodvind ned langs kysten. På broen vil der være stort set direkte modvind, indtil man med 3 km igen får sidevind og slutteligt sidemodvind over de sidste 800 m.

Analyse af 1. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan Tadej Pogacar lykkedes med at sende et kraftigt signal på en københavnsk enkeltstart, der ellers udviklede sig til et lotteri.

Favoritterne

De fleste danskere vil nok mene, at vi er et ganske fredsommeligt folk, der ikke har fortjent at blive straffet af højere magter. Hvis man tror på eksistensen af vejrguder, må den opfattelse stå foran en revision, for der synes at være en eller anden, der har set sig sure på os danskere.

Det skulle jo ellers have været så flot. Vi skulle have haft den flotteste solskinsenkeltstart i København, og dagen efter skulle feltet splittes til atomer i sidevinden på Storebæltsbroen. Førstnævnte fik dagens regnvejr ødelagt, og i morgen kan vi desværre vist godt glemme alt om sidevindsdrama.

Jeg har nu aldrig troet på, at 2. etape ville blive andet end en sprinteretape. Det kræver pokkers meget at splitte et Tour-felt, hvor alle er opmærksomme - og det er de særligt, når man skal over en bro - og i Danmark blæser det sjældent nok om sommeren. Selv i Danmark Rundt, der køres i august, har vi sjældent sidevindskørsel, og med generelt vestlige vinde har al sandsynlighed hele tiden talt for modvind på broen.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Alligevel er vi ekstra uheldige. Vi får nemlig ikke vestenvind, men sydvestenvind. Det betyder ikke blot, at vinden på broen står så direkte ind i ansigtet, som den overhovedet kan. Det betyder også, at drømmen om sidevind ned langs den sjællandske kyst går fløjten. Nu får vi derfor sidemodvind og derefter modvind på broen, og det bør knuse enhver chance for drama.

Det ærgerlige er, at vinden ellers bliver så kraftig, at den faktisk kunne have skabt ravage, hvis den havde været i vest. Nu betyder styrken blot, at den bliver endnu mere dræbende, og selvom man snor sig lidt ned langs kysten og derved af og til skifter retning, vil der i alt væsentligt være sidemodvind. Koblet med den direkte modvind på broen må vi nok indstille os på, at 2. etape - som man desværre nok måtte forvente - bliver en helt klassisk sprinteretape, som vi kender dem fra Tourens første uge.

Der er dog en tidlig joker. Vi får faktisk ret direkte sidevind på det indledende stykke fra Roskilde og frem til bakkerne. Det vil helt sikkert gøre starten meget nervøs, men jeg tror ikke, at den splitter. Dels er vinden faktisk mere i vestsydvest i det område, hvilket giver mere sidemodvind, dels er den ikke helt så kraftig som senere, og dels kommer stykket så tidligt, at det ikke rigtigt giver mening at prøve noget, da de færreste tror på, at man kan holde splittelserne over mere end 100 km i modvind.

Det skal dog nok skabe noget nervøsitet. Som det typisk sker på første sprinteretape i en grand tour, kan vi regne med, at udbruddet kører fra km 0. Her vil vi formentlig se deltagelse fra B&B og måske også Cofidis samt utvivlsom fra Magnus Cort, der har en drøm om prikkerne. Dem burde han relativt let kunne få, da udbruddet efter alt at dømme kører med det samme, for der er ikke mange hold med en interesse i at komme afsted. Faktisk har jeg lidt svært ved at se andre kandidater end de tre nævnte, da alle de øvrige hold har større klassements- eller sprinterambitioner.

BLIV RIGTIG TOUR-FAN MED DET OFFICIELLE MERCHANDISE

Når udbruddet er kørt, vil Quick-Step formentlig tage kontrol, formentlig med Mikkel Honoré eller Andrea Bagioli, men det er ikke sikkert, at de skal føre meget. Sidevindsstykket kan godt blive meget nervøst med bred front og positionskampen, og udbruddet får således næppe - det gør de i øvrigt sjældent på første sprinteretape - noget stort forspring. Foran kan de kæmpe for bjergtrøjen, hvor Cort vil stå meget stærkt, og så vil roen i feltet nok sænke sig, når vi rammer modvinden efter bakkerne. Her kan Quick-Step få hjælp af Lotto, BikeExchange samt måske Alpecin og Trek, der alle kan tænkes at tage ansvar.

Det næste højdepunkt bliver den indlagte spurt. Her får vi et svar på, hvem der kører efter den grønne trøje. Den kommer tidligt, så de kan godt tillade sig at blande sig, men det er en spurt, der køres med håndbremsen trukket. Wout van Aert, Fabio Jakobsen, Jasper Philipsen og Peter Sagan må alle formodes at blande sig, men det bliver interessant at se, om Mads Pedersen, Alexander Kristoff og Dylan Groenewegen også vil bruge de kræfter.

Umiddelbart efter spurten er der et kort sidevindsstykke, og det vil formentlig alligevel blive ret nervøst hele vejen ned langs kysten, selvom der mest er modvind. Der er retningsændringer nok til, at et nervøst Tour-felt vil gå lidt i panik, og det bliver derfor nok en dag, hvor der ikke skal føres meget. Det kan blive bed front og positionskamp hele vejen ned langs kysten, men splittelse bør der ikke komme og næppe heller forsøg på at skabe dem. Dertil er modvinden for kraftig, og hvis forsøget bliver gjort, vil det være skønne spildte kræfter. Man kan håbe, at roen sænker sig lidt undervejs, hvis modvinden er for stærkt, for ellers risikerer vi som altid i Tourens første uge, at vi alligevel får splittelse, ikke på grund af vinden, men på grund af de styrt, der helt sikkert kommer. Undervejs bør udbruddet komme tilbage næsten af sig selv, for de har ikke skyggen af chance på en nervøs dag med næsten konstant modvind.

Frem mod broen vil der igen være nervøsitet og positionskamp, men selve turen over bliver kun spektakulær, fordi den er flot. Med vinden direkte i ansigtet vil det formentlig være det klassiske finalebillede med bred front, hvor alle venter og venter, fordi man i modvinden aldrig må starte for tidligt. Da vejen er meget bred, bliver det formentlig relativt afdæmpet og en langsom tur hen over broen.

Læs også

Pogacar før monument: Det er et af mine yndlingsløb

SE OGSÅ: ALT OM ETAPER OG RUTERNE

Hvis ikke styrt har splittet feltet, vil det altså efter alt at dømme ende i en klassisk massespurt. Her er finalen relativt ukompliceret. Der vil være positionskampen frem mod de to sving lige efter broen, men med den kraftige modvind vil det handle om at vente og vente. Til sidst vil vi se en hård kamp om at komme først frem til det afgørende sving med 800 m igen. Det er relativt tæt på mål, og et godt tog vil derfor være vigtigt, og den lange, lige vej gør, at det burde være muligt at holde sammen på tropperne. Den hårde modvind i opløbet betyder imidlertid, at man skal bruge to mand foran sig i svinget. Én mand er for lidt, for så kommer folk bagfra. Derudover bliver det vigtigt at time spurten rigtigt, når modvinden er så kraftig.

Jeg vælger at pege på Fabio Jakobsen, og det skyldes både toget og farten. Efter løbet i Ungarn er der meget, der tyder på, at Dylan Groenewegen er den hurtigste lige nu, men Jakobsen har til gengæld flere gange bevist, at han har et fartmæssigt overskud i forhold til alle andre. Jasper Philipsen fik han senest styr på i Belgien, og Caleb Ewan slog han i direkte opgør i både Elfstedenronde og Kuurne tidligere i år. Han har således sat en fed streg under, at det formentlig kun er hans landsmand, der kan slå ham på ren fart.

Derudover har han toget. Det så lidt sløjt ud for en uge siden, men Florian Senechal inde som erstatning for Tim Declerc ser det nu uhyre lovende ud. Toget med Kasper Asgreen-Yves Lampaert-Senechal-Michael Mørkøv ligner det stærkeste, og de bør kunne gå først igennem svinget. De har haft en lidt dum vane med ofte at tøve for længe, men her har de muskelkraften til at gøre det. Samtidig betyder fraværet af sving, at Jakobsen, der ofte taber hjulet på sit tog, burde kunne holde sig til, og der vil således være en god chance for, at det er Senechal og måske endda Lampaert, der går først igennem svinget. Lykkes det, vil Mørkøv kunne sætte Jakobsen perfekt i scene, og så skal Groenewegen sidde meget tæt på ham for at kunne gå forbi. Derfor tror jeg på første Tour-sejr til Jakobsen i allerførste spurt.

Det kan dog også meget vel blive Dylan Groenewegen. Grundet hans ringe positionering har han spurtet meget lidt i både 2021 og begyndelsen af 2022, og derfor har det været lidt svært at fornemme, om han stadig havde den fart, der inden karantænen gjorde ham til verdens - også med nogen afstand - hurtigste. Det fik vi til gengæld et klart svar på i Ungarn, hvor han på sidste etape ydmygede Jakobsen så voldsomt, at man næsten skulle tro, at han var oppe mod en juniorrytter - ikke sæsonens mest vindende sprinter. Dermed satte han en fed streg under, at der fortsat næppe er nogen, der har hans fart, selvom han kan være en anelse svingende.

Til gengæld spurtede han ikke på de øvrige tre ungarske etaper, og der har vi problemet. Groenewegen er meget svag i positionskampen, og hans tog har i år ikke fungeret godt. Nu forsøger han sig med en ny formation med Amund Grøndahl Jansen-Michael Matthews-Luka Mezgec, og den ser faktisk så potent ud, at den måske kan tage kampen op med Quick-Step. Problemet er, at den er uprøvet, og vi aner ikke, om de kan fungere sammen i første forsøg. Heldigvis er finalen ret enkel, og de burde have så meget power, at Groenewegen ikke sidder for langt tilbage i svinget. Problemet er, at vejen er relativt smal, og at han derfor kan blive lukket inde, men sker det ikke, og sidder han fornuftigt, tror jeg, at han vinder, hvis han spurter, som han gjorde i Ungarn.

Dernæst er det vel naturligt at pege på Jasper Philipsen. Ganske vist fik vi igen i Belgien set, at Jakobsen er hurtigere, men alligevel vandt Philipsen den ene massespurt. Det skyldes delvist, at Jakobsen fik defekt i spurten, men allerede på det tidspunkt så det svært ud for hollænderen, der havde tabt sit tog og dermed positionskampen. Det havde Philipsen, der 99 ud af 100 gange sidder rigtigt, til gengæld ikke, og herefter viste han igen, hvor hurtig han er, da han gjorde det færdigt. Her står han endda endnu bedre, fordi han har et meget kapabelt tog med Edward Planckaert-Alexander Krieger-Mathieu van der Poel, og ikke mindst sidstnævnte er en gave, når vi ser på de lead-outs, han kørte sidste år. Måske kan de endda sætte Philipsen op fra spids, men ellers vil belgieren som altid sidde så godt, at der blot skal det mindste fejltrin til fra Jakobsen eller Groenewegen for, at han med sin høje fart kan vinde.

Det kan Caleb Ewan også. Ganske vist står det 2-0 mellem ham og Jakobsen i år, men begge gange har de været så jævnbyrdige, at det kan gå den anden vej - særligt i en modvindsspurt, som altid hjælper aerodynamiske Ewan. Problemet er, at Jasper de Buyst stadig ikke er i form, og da de uforståeligt nok også har ladet Rudiger Selig og Roger Kluge blive hjemme, er han til start med et næsten ikkeeksisterende tog bestående af Brent van Moer, Florian Vermeersch og Reinardt van Rensburg. De ved godt, at de ikke kan dominere fra spids, og målet er at anbringe Ewan på et godt hjul med 1000 m igen. Heldigvis er Ewan ret god til den strategi, men den er bestemt ikke træfsikker, og vi ser i forvejen alt for ofte Ewan være ude af position. Derfor er der meget, der kan gå galt, når også to mand synes hurtigere end ham, men han er til gengæld også så hurtig, at han sagtens kan vinde, hvis den skrøbelige positioneringsstrategi lykkes.

De fire ovennævnte er de ryttere, der har vist, at de kan slå de bedste på ren fart. Alle andre er afhængige af betydeligt mere held, hvis de skal vinde, og her tror jeg mest på Alexander Kristoff. Nordmanden har aldrig været hurtig nok til at vinde de klassiske massespurter mod de bedste, men efter et 2021, hvor han lignede en pensionsmoden herre, har han været genfødt i år. Han har været kørte nogle overbevisende spurter i blandt andet Milano-Torino, hvor han kørte lige op med på papiret hurtigere folk, og han slog senest Mads Pedersen relativt klart, da han vandt i Norge. Der er stadig fire mand, der er hurtigere, men han har et stærkt våben i toget Sven Erik Bystrøm-Adrien Petit-Andrea Pasqualon, der var totalt dominerende i sæsonstarten. Siden har de ikke kørt meget sammen, og her mangler de nok desværre lidt mere fart foran Petit til at konkurrere med Quick-Step, og derfor kan det se svært ud. Hvis de bedste tog fejler, har Intermarché dog vist, at de har styrken, og med de spurter, Kristoff har kørt i år, virker det ikke helt umuligt, at nordmanden kan vinde den første spurt, som han senest gjorde i 2020 - også selvom han altid e bedst i den anden halvdel, hvor andre er trætte.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Det lykkedes desværre ikke Mads Pedersen at komme i position til at kunne tage den gule trøje i Nyborg, men en etapesejr i Danmark er jo det andet store mål. Den danske sidevindskonge vil ærgre sig over vejret, for nu bliver det desværre svært. Vi har nemlig i hans seneste spurter i både Norge og Belgien set, at de ovennævnte formentlig i disse klassiske spurter alle er en smule hurtigere end ham, når der spurtes på flad vej efter en relativt let dag. Til gengæld har han et meget stærkt våben i sit tog. Formationen med Alex Kirsch foran den forrygende Jasper Stuyven er så stærk, at de måske kan slå Quick-Step. Det virker i hvert fald ikke helt utænkeligt, at Stuyven kan aflevere Pedersen fra spids. Om han så har farten til at gøre det færdigt i denne form for fladbanespurt, kan se lidt svært ud i lyset af de spurter, han kørte i Belgien og Norge, men med et godt lead-out er det ikke helt umuligt.

En rytter, der har været bekymret for sine spurter i år, er Wout van Aert. Belgieren luftede sine overvejelser efter Paris-Nice, hvor Pedersen slog ham klart, og derfor har han angiveligt trænet hårdt på sin spurt. Han vandt da også to etaper i Dauphiné, men det var i et felt nærmest uden sprintere, og på 1. etape slog han kun knebent Ethan Hayter, der bestemt ikke er klassisk sprinter, og på 5. etape var det kun positionen, der gav ham sejren foran den hurtigere Jordi Meeus. Det er ikke min fornemmelse, at han spurter lige så godt som sidste år, men det kan være svært at vurdere, fordi han i år stort set ikke har deltaget i klassiske massespurter på flad vej. Det vil dog være mit klare gæt, at i hvert fald mine fire største favoritter fortsat er hurtigere, som de altid har været det, men Van Aert har før vundet massespurter på sin position, blandt andet foran Ewan i Tirreno og senest i Paris foran Philipsen og Mark Cavendish. Han er en konge i positionskampen, og her har han endda en sublim lead-out man i Christophe Laporte, der måske endda kan sætte ham op fra spids. Så må han herefter bevise, at han stadig har samme fart som sidste år. Det tvivler jeg på, og derfor ligner det et topresultat i kraft af positionen, men næppe en sejr.

Meget af det samme kan siges om Peter Sagan. Slovakken er jo i Tour-spurter stort set aldrig endt uden for top 5, fordi han altid sidder på hjulet af den sprinter, der får det bedste lead-out. I dag er han jo en skygge af sig selv, men næsen for positionering er stadig så god, at den gav ham en sejr i Schweiz. I det hele taget har han vist, at han stadig er en glimrende sprinter, for selv da han i marts var uhyre formsvag, kørte han to fine spurter, og nu er han åbenlyst langt mere formstærk. Meget taler således for, at han igen vil sidde helt perfekt. Til gengæld har han stort set aldrig vundet klassiske massespurter mod de bedste, fordi han mangler farten på flad vej - i Schweiz steg det ganske kraftigt - og derfor ligner det også for Sagan en god placering, men ikke en sejr.

Omvendt er det med Alberto Dainese. Med sin Giro-sejr viste han igen, at han er enormt hurtig, men det ser vi bare næsten aldrig. Han er nemlig stadig uhyre svag i positionskampen, og derfor var hans bedste placering i år, hvo han ellers har spurtet rigtigt mange gange, forud for sejren blot en 5. plads. Her har han faktisk ikke et helt ringe tog med John Degenkolb-Nils Eekhoff, men sammenlignet med de bedste er det stadig svagt. Dainese vil igen skulle komme bagfra, også selvom han kan glæde sig over, at finalen her er ret enkel. Én enkelt gang i år har vejen åbnet sig så meget, at han alligevel har kunnet vinde, men i dette felt sker det næppe, da de største favoritter stadig må antages at være hurtigere end ham.

Det var bestemt ikke planen, at Danny van Poppel skal spurte i dette løb, og han er også slemt utilfreds med, at han ikke kan få lov at vise, hvor god en lead-out man han er blevet. Fravalget af Sam Bennett har dog ændret hans rolle, og mens jeg i første omgang tænkte, at han mest var med for at beskytte Aleksandr Vlasov i den første uge, forlyder det, at han får lov at spurte. Han har været uhyre stærkt kørende både i år og sidste år, men han er ikke helt så hurtig som de rene sprintere. Han skal formentlig også klare sig alene, da Marco Haller og Nils Politt nok skal tage sig af Vlasov, men måske kan han få en hånd af Haller. Han vil dog stadig skulle klare sig alene, og selvom han positionerede sig så godt, at han i 2021 i skrapt selskab vandt pointtrøjen i Benelux, er han ikke altid helt stabil på det område. Uanset skal han som ensom ulv komme bagfra, og selvom han faktisk har en fin fart, er han ikke hurtig nok til at vinde i dette felt.

Hugo Hofstetter er i samme boldgade som Sagan og Van Aert. Den lille franskmand er en ørn i positionskampen, men han har aldrig været i nærheden af at have farten til at vinde flade spurter. Derfor har han også en nærmest endeløse serie af top 5-placeringer, men blot tre sejre, hvoraf kun én er kommet en klassisk spurt (og det i et svagt felt). Det vil ikke ændre sig i kamp med verdenseliten, men han bør komme langt med sin positionering. Her har han endda ret god støtte fra Matis Louvel og ikke mindst den ligeledes positioneringsstærke Amaury Capiot, og det øger hans chancer yderligere for at sidde så godt, at det giver et godt resultat. Sejren bør dog ikke være muligt. Capiot er normalt også sprinter og måske endda i virkeligheden lidt hurtigere, men meldingen er, at der køres for Hofstetter.

Med Bryan Coquards coronaexit er Max Walscheid nu sprinteren for Cofidis. Det bliver en svær opgave, for han er stort set alene med kun Benjamin Thomas til at støtte sig. I forvejen er han kendt for at være meget svag i positionskampen, og derfor er det ret svært at se ham komme tilstrækkeligt langt frem. Han har slet heller ikke den lovende fart, han viste som ung, men der er lidt håb i, at han i år har positioneret sig og spurtet bedre end i flere år. Til gengæld synes han stadig ikke helt på toppen efter det grimme træningsstyrt.

Endelig er der Luca Mozzato. Italieneren er bestemt ikke verdens hurtigste og slet ikke i en fladbanespurter som denne, og han er utvivlsomt den langsomste på denne liste. Han er heller ikke en ørn i positionskampen, men det er nu gået bede på det sidste. Her har han også en vis støtte i et tog med Cyril Barthe og ikke mindst Jeremy Lecroq, og der burde derfor være en chance for et godt resultat. Farten rækker dog slet ikke hele vejen.

Astana kan deltage i spurten med Alexandr Riabushenko, men det er meget tvivlsomt, og han har ikke mange chancer i dette felt. Jeg tror ikke, at de øvrige hold deltager i spurten. Hos Israel-PT har man før set, at Hugo Houle har lavet en top 20, men det vil overraske mig, hvis han eller Simon Clarke vil bruge kræfter på det. Magnus Cort vil som sagt gerne i udbrud for at jagte bjergtrøjen, og så deltager han næppe i spurten. I forvejen plejer han at lade de rene spurter sejle, og selv hvis han skulle skifte mening, når det er i Danmark, vil han med begrænset støtte komme til kort i positionskampen. Han har nævnt det som en mulighed, hvis den gule trøje havde været inden for rækkevidde, men da han end ikke kan tage den i Sønderborg med to etapesejre, er det argument væk. Jeg regner heller ikke med, at Stefan Bissegger spurter. Hos FDJ spurter Kevin Geniets helt sikkert ikke, og hos Bahrain er Fred Wright og Matei Mohoric efter alt at dømme alene bodyguads for kaptajnerne. Hos Movistar er Albert Torres helt stoppet med at spurte, og hos Ag2r vil Oliver Naesen og Stan Dewulf tage sig af Ben O’Connor. Endelig vil det være meget overraskende, hvis Tom Pidcock vil blande sig i en rigtig massespurt.

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

Feltet.dks vinderbud: Fabio Jakobsen

Øvrige vinderkandidater: Dylan Groenewegen, Jasper Philipsen

Outsidere: Caleb Ewan, Alexander Kristoff, Mads Pedersen, Wout van Aert, Peter Sagan

Jokers: Alberto Dainese, Danny van Poppel, Hugo Hofstetter, Max Walscheid, Luca Mozzato