\n\t \t\t\t\t
Annonce<\/p>\n\t \t\t\t\t\n\t\t\t\t\t\t
<\/div>\n\t\t\t\t\t\t
Sidste år grundlagde Tim Wellens (UAE Team Emirates) sin samlede sejr med en strålende andenplads på den flade enkeltstart og har for nylig vundet en hård tidskørsel i Polen Rundt. Kort sagt er han især i de senere par år blevet en fremragende temporytter, så endnu en sejr er inden for rækkevidde, og han bør som minimum køre med om top 5-placeringerne.
Med fire sejre i den seneste uge, herunder en prolog, er der ikke skyggen af tvivl om storformen hos Jonathan Milan (Lidl-Trek), der i foråret brød igennem som temporytter med en tredjeplads på den flade enkeltstart i Tirreno-Adriatico. Etableret tempospecialist er han trods alt ikke endnu, men på en kort rute som denne kan han i sin nuværende form ikke afskrives til top 3 eller endda endnu en sejr.
Supersprinteren Jonathan Milan har netop vundet prologen i Tyskland Rundt. Foto: Lidl Deutschland Tour
I en alder af bare 22 år har Magnus Sheffield (INEOS Grenadiers) allerede etableret sig som en fremragende temporytter, der dog kun har en enkelt sejr i disciplinen - i Assens! I endnu større løb har han dog også været tæt på sejren, blandt andet med en tredjeplads på den flade enkeltstart i Tirreno-Adriatico sidste år. Da han også virker til at være i glimrende form, er top 3 eller måske endda en sejr muligt.
For under to uger siden styrtede Mikkel Bjerg (UAE Team Emirates) ud ad PostNord Danmark Rundt, men hvis ikke han er hæmmet af skader derfra, bør han sætte en af dagens bedste tider. Hans enlige professionelle sejr var på en langt mere kuperet rute, men han har bestemt også poweren til at begå sig på flad vej og blev eksempelvis nummer tre på en lignende, flad distance i årets UAE Tour. Derfor kan top 3 også være inden for rækkevidde her.
Der skal meget til for, at Filippo Ganna (INEOS Grenadiers) ikke er blandt de absolutte favoritter på en flad enkeltstart, men både i Deutschland Tour og senest på 1. etape af dette løb har han virket decideret formsvag. Som dobbelt verdensmester skal han ikke afskrives, men i sin nuværende form er det end ikke sikkert, at han kører top 10 - medmindre han bare har sparet på kræfterne…
En superstjerne som Mathieu van der Poel (Alpecin-Deceuninck) er af gode grunde kendt for andet end sine tempoevner, men også dem har han altså i behold. Når han ellers skal, så kan han sagtens, i hvert fald på kortere distancer som denne, men har trods alt sin første sejr i disciplinen til gode. Derfor er han top 5-bejler her, men i topform kan han køre med om sejren.
I løbet af sin unge karriere har Ilan Van Wilder (Soudal Quick-Step) hentet adskillige topresultater på enkeltstarter, også de flade af slagsen, herunder med en sjetteplads på den flade UAE Tour-tidskørsel i år. Bedre er han trods alt på mere udfordrende ruter, men top 10 eller måske endda top 5 muligt.
Efter Tour de France 2022 er der nok ikke mange cykelfans, især i Danmark, der ikke ved, at Yves Lampaert (Soudal Quick-Step) kan køre fremragende enkeltstarter på flad vej. Det er lige præcis en distance og en ruteprofil som denne, hvor han ofte brager forrygende tider af, men til dette løb ankommer han efter at have styrtet ud ad Bretagne Classic. Det skaber tvivl om hans fysiske form, hvorfor han umiddelbart må nøjes med at være kandidat til top 5 snarere end til sejren.
En "farmer's son" som Yves Lampaert har gode minder fra flade enkeltstarter. Foto: A.S.O. / Pauline Ballet
Jovist, Tobias Foss (INEOS Grenadiers) er og bliver en overraskende vinder af VM i enkeltstart 2022, men det er jo ikke fordi, han ikke har andre topresultater i disciplinen. I år er han blevet nummer fire i UAE Tour og nummer otte på den flade enkeltstart i Giro d’Italia, så hvis det ruller for ham, er top 5 ikke umuligt, selv om top 10 virker mere sandsynligt.
Som regerende - og dobbelt - U23-europamester i enkeltstart har Alec Segaert (Lotto Dstny) altid specialiseret sig i denne enkeltstart og har i år imod de ”voksne” nær slået Tim Wellens til det belgiske mesterskab. En femteplads på en lignende rute i Belgien Rundt er også lovende, men i første omgang virker top 10 mere sandsynligt en endnu en top 5-placering.
I denne sæson har Maximilian Schachmann (Red Bull-BORA-hansgrohe) præsteret bedst på sin enkeltstartscykel, hvor han blandt andet blev nummer ni på den flade OL-rute. Både i denne sæson og traditionelt er han dog bedre på mere kuperede ruter, men top 10 eller endda top 5 er ikke udelukket.
I de sidste par år har Jasper Stuyven (Lidl-Trek) været igennem en hel opblomstring på tempocyklen, som vel foreløbigt kulminerede med en fjerdeplads på dette løbs enkeltstart sidste år. Siden da har resultaterne trods alt være lidt mindre iøjnefaldende, men top 10 er bestemt muligt.
Med en fjerdeplads på enkeltstarten i forårets Tirreno-Adriatico viste Josef Černý (Soudal Quick-Step), at han stadig kan få fart i tempocyklen på flad vej, men har siden kun lige sneget i sig top 10 på den flade enkeltstart i Belgien Rundt. Dermed ligner han mest en top 10-kandidat, selv om top 5 ikke kan udelukkes.
Der er ikke nogen tvivl om, at Geraint Thomas (INEOS Grenadiers) i topform kan køre forrygende enkeltstarter, hvad han da også gjorde i årets Giro d’Italia, herunder med en fjerdeplads på løbets flade tidskørsel. Langt mere tvivl er der dog om hans form, da han allerede nu er ude af klassementet i løbet, men han kunne meget vel selv have valgt at spare kræfter. Er han klar, er han top 5-kandidat, men det kan også være, at han kører en mere beskeden tid.