Optakt: 2. etape af PostNord Danmark Rundt
17. august 2022 15:40Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

Olav Kooij fortsatte sin kometagtige opstigen mod sprintertronen ved at slå Jasper Philipsen i den første massespurt, men det bliver kun til én dag i førertrøjen. Onsdag venter nemlig den første nøgleetape, når enkeltstarten allerede afvikles på andendagen, og selvom der i år er skruet ned for distancen, vil de sekunder, der kan vindes på de flade og undervejs også lidt kringlede veje i Assens, skabe forskelle, der bliver helt afgørende i et løb, der næsten altid er meget tæt.

Annonce

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

 

Ruten

Løbets vigtigste etape har altid været enkeltstarten, der i mange år fast lå som en sen halvetape på næstsidste dag. I 2016 droppede man formiddagsetapen og forlængede i stedet tidskørslen, og den model har man fastholdt siden da. På det seneste har man imidlertid eksperimenteret lidt med placeringen, første gang da man i 2019 kørte den på andendagen, dvs. inden kongeetapen, og senest i 2021, hvor man som noget nyt rundede løbet af med en teknisk enkeltstart på Frederiksberg. I år fortsætter eksperimenterne, da løbet for anden gang kommer på andendagen og altså inden Vejle-etapen, og det sker som i 2021 med en sjældent kort distance - langt kortere end de øvrige år, hvor halvetapeformatet har været fjernet. Denne gang skal der blot køres 12,2 km, men de specialister, der drømmer om at vinde tid, kan i det mindste glæde sig over relativt fladt fynsk terræn og generelt lige veje, selvom en teknisk passage på den første del vil forhindre dem i bare at åbne for gassen hele vejen.

 

I alt skal der altså tilbagelægges 12,2 km, der har både start og mål i Assens. Man lægger ud med at køre mod øst på brosten ud gennem Assens, inden man efter 500 m drejer mod sydøst i en rundkørsel. Efter 1800 m skal man lige igennem en anden rundkørsel, inden man rammer rutens tekniske passage, når man efter 2,3 km drejer væk fra hovedvejen og ind på en meget snoet vej, der byder på adskillige 90-graders kurver. Hele vejen er det let stigende, indtil man efter 3,9 km drejer væk fra den snoede vej, hvorefter det er faldende, indtil man efter 5,1 km atter rammer hovedvejen, som kortvarigt følges mod sydøst, idet man efter 5,6 km tager mellemtiden ved Kærum Kirke.

Se højdepunkterne fra Brabrantse Pijl

SE MASSER AF CYKELSPORT PÅ

 

Det varer dog ikke længe, inden man igen kører ad mindre veje, når man drejer to gange i rap efter hhv. 5,8 km og 6,0 km, hvorefter det går mod vest ad en næsten helt lige og let stigende vej, der efter 7,5 km i stedet begynder at falde frem til kysten ved Lillebælt, som nås i Thorøhuse. Her drejer man efter 9,7 km mod nord for at køre igennem næsten helt fladt terræn op langs vandet tilbage til udkanten af Assens, hvor der er et sidste sving med 900 m igen, inden det går mod nordvest ad en ganske let faldende vej ind til mål.

 

Etapen byder på i alt 75 højdemeter.

 

Assens har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, men i 2005 startede løbets 4. etape i byen.

Annonce

 

 

 

 

 

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

 

Vejret

Da jeg skrev den store optakt inden løbet, så det ud til, at enkeltstarten kunne blive ødelagt af byger, men sådan går det heldigvis ikke. Ganske vist ligner det en overskyet eftermiddag med kun meget lidt sol, men temperaturen på 25 grader gør det stadig til en varm dag. Vinden vil bare svag til let (7 km/t), helt konstant og komme fra syd. Det giver sidemodvind på den første del af etapen, inden der følger et sidevindsstykke på den lange, lige vej, der fører ud mod kysten. Slutteligt vil der være med- og sidemedvind over de sidste 2,5 km.

 

Favoritterne

Vi plejer at skulle frem til tredjedagen, inden klassementskampen for alvor starter, men i år er det anderledes. Den nytænkte rute betyder, at det første klassementsslag allerede venter på andendagen, hvor enkeltstarten som i 2019 er placeret to dage tidligere, end det har været normalen. Til gengæld er der ikke megen nytænkning over ruten, der er ganske klassisk for en Danmark Rundt-enkeltstart.

 

Den danske geografi betyder nemlig, at disse enkeltstarter altid er ganske flade, og det gælder også denne gang. Der er nogle rullende bakker, som bringer det samlede antal højdemeter op på 79, men reelle stigninger er der ikke tale om. Det er ganske klassisk dansk og dermed perfekt terræn for de store specialister.

 

Det eneste, man for alvor kan variere i denne del af Danmark, er omfanget af tekniske udfordringer. De danske enkeltstarter plejer dog ikke at være specielt tekniske - naturligvis med sidste års frederiksbergske mylder af sving som en markant undtagelse - og det er heller ikke tilfældet denne gang. Den tekniske passage på den smalle vej med de mange 90-graderskurver vil dog kunne begunstige de teknisk stærke en anelse, men grundlæggende vil det være en dag, hvor det bare handler om at træde mange watt.

 

En smule nytænkt er distancen. Det er andet år i træk, at enkeltstarten er tættere på de 10 end på de 20 km, og det vil gøre en lille forskel. Det vil det naturligvis særligt i forhold til, hvor meget tid der kan vindes eller tabes, men det vil også være en fordel for de lidt mere eksplosive specialister over kortere distancer, mens dieselmotorerne havde været mere komfortable med de distancer, vi har haft de seneste år.

Annonce

 

Heldigvis bliver vejret ikke den faktor, det så ud til i weekenden. Her lignede onsdagen en bygedag, men nu bliver den bare tør, skyet og varm. Vinden ser også ganske konstant ud, og det burde derfor blive en helt fair kamp om sejren.

 

Årets felts er historisk stærkt, og det gælder også på temposiden. Vi vælter ikke i specialister, men der er nogle solide af slagsen. Samtidig er der ikke noget entydigt klart hierarki, og da dagens etape som ventet ikke gav mange svar på formen, der for mange efter Touren er et ret åbent spørgsmål, giver det os et løb med flere potentielle vindere.

 

Derfor er jeg bestemt heller ikke sikker i min sag, når jeg peger på Magnus Sheffield. Amerikaneren har altid været beskrevet som tempospecialist og brugte blandt andet coronapausen til at slå juniorverdensrekord i forfølgelsesløb, men sidste år levede han slet ikke op til den megen hype. I år imponerede han mig heller ikke meget på sine første enkeltstarter - slet ikke da han blev slået af en i år skuffende Lawson Craddock ved mesterskaberne - men det fik han i den grad ændret på i Polen. Her var det slet og ret fremragende, at han slog Ethan Hayter og kørte næsten lige op med Thymen Arensman på en speciel og stigende rute, hvor han burde have været den lille af de tre.

 

Han har i år imponeret ganske meget i de fleste sammenhænge, og mit bud vil være, at Ineos meget hurtigt er i gang med at gøre ham til en af verdens bedste temporyttere. Han er stadig et meget ubeskrevet blad, som i år slet ikke har kørt en kort tonserenkeltstart af denne type, men i teorien burde det fladere terræn passe ham bedre end det polske. Kører han, som han gjorde for mindre end to uger siden, tror jeg på, at han kan sejre på en rute, der burde passe ham ganske glimrende.

 

En anden skarp kandidat er Christophe Laporte. Hos Cofidis vandt han enkeltstarter i Poitou-Charentes og Belgien og kom endda i top 10 i skrapt selskab i Paris-Nice, og selvom han i år ikke har vist det, er det svært at tro, at han ikke har forbedret sig markant hos tempogiganterne fra Jumbo. Lange distancer kniber det med, men denne distance med tekniske elementer er skræddersyet til franskmanden, der efter sit skifte er blevet lidt af en klassikerstjerne og generelt har forbedret sig ganske meget. Det burde vi se igen i morgen, og hvis han vitterligt har lagt på den enkeltstart, han sidste år kørte i Paris-Nice, bør han have en fremragende chance for at vinde i dette felt. Hans form efter Touren er til gengæld et åbent spørgsmål, men han har haft et højt bundniveau i år, og holdet har erklæret, at de kommer for at køre klassement med ham.

Annonce

 

En anden rytter, hvis form er et helt åbent spørgsmål, er Søren Kragh, og det er altid et problem. Danskeren er nemlig kendt for at være enormt svingende, og med hans form kan det både blive fugl og fisk. Det er spørgsmålet, hvordan han har kunnet bevare motivationen efter sommerens enorme skuffelse, og hvor motiveret han er for at slutte godt af for et hold, der ikke just behandlede ham alt for godt. Til gengæld virkede han i foråret vel stærkere end nogensinde - ikke mindst i Sanremo - og selvom resultaterne ikke helt viser det, nåede han nye højder.

 

Sidste år var han meget, meget tæt på at vinde enkeltstarten, men det var også på en teknisk rute, der passede ham perfekt. I år skal han vise mere power, og her kan det være en bekymring, at de fleste af hans enkeltstarter i 2021 og 2022 har været en smule skuffende. Hvis omvendt han kører som i Benelux Tour, hvor ruten kunne minde om denne - en rute, der med de tekniske elementer endda passer ham endnu bedre - har han en ganske god chance for også at vinde i dette felt. Det kræver dog, at formen er der, og det ved vi intet om.

 

En anden god kandidat er Josef Cerny. Tjekken har ikke kørt gode enkeltstarter i år, men det er der en god grund til. Han har nemlig ikke kørt en eneste tidskørsel på en rute, der passer ham, bortset fra ved de nationale mesterskaber, hvor han var ramt på helbredet og i et meget, meget svagt felt blev nr. 7. Sidste år kørte han til gengæld fremragende enkeltstarter med en 8. plads i Catalonien og ikke mindst 4. og 5. pladserne i Vueltaen, hvor ruterne endda var for kuperede til at passe ham. Til gengæld er denne rute trods det flade terræn nok for kort til at være ideel, men jeg finder håb i den 5. plads, han leverede over 7 km i Vueltaen sidste år, og hans 6. pladser over 15 km i Giroen i 2020. Også hans form er ukendt, men det er sjældent, at Cerny skuffer, hvis ruten passer ham så fint som denne.

 

Forud for løbet havde jeg Geraint Thomas som ret klar favorit til denne etape, men det forbehold, jeg tog i den store optakt, var vist velbegrundet. Noget tyder på, at waliseren langt om længe er klar til at tage sig en pause, og selvom det derfor kan være lidt mærkeligt, hvorfor han har taget turen til Danmark, kan vi nu regne ham som hjælperytter i resten af løbet. Han vil dog utvivlsomt køre denne enkeltstart for fuld knald, og med de enkeltstarter, han har kørt i år, er han utvivlsomt den bedste temporytter i dette felt. Han plejer også at være specialist på ruter af denne type, men spørgsmålet er naturligvis formen. Jeg finder dog et håb i hans baskiske enkeltstart, hvor han i meget formsvag tilstand var med helt fremme, og det viser, at han uden alt for god form præsterer også i denne disciplin. Denne gang tror jeg dog, at motivationen mangler ret meget, når han i dag lader sig sætte med mere end et minut, og uden motivation vinder man sjældent en disciplin, hvor man skal pine og plage sig selv.

 

Da jeg rangerer efter vinderpotentiale, er jeg nødt til at rangere Alex Dowsett højt, men det kan sagtens ende med at gå helt galt. Nu om dage er hans enkeltstarter nemlig i langt, langt de fleste tilfælde decideret middelmådige, som vi senest så det ved de britiske mesterskaber, men han giver fortsat af og til en kanin op af hatten. Tidligere i år blev han nr. 5 på specialistenkeltstarten i Tirreno, der distance- og terrænmæssigt minder om denne, og han plejer at være endnu bedre på mere tekniske ruter. Han mistede tid i dag, hvorfor han kan have været involveret i styrtet, men det kan også meget vel skyldes, at han har sparet sig til denne etape, der må være hans mål i løbet. Formentlig falder han igennem igen, men kører han som i Tirreno, bliver han pokkers svær at slå.

Annonce

 

Magnus Cort var et andet spørgsmålstegn inden løbet, men han har nu forklaret, at han i hvert fald ikke har Tour-formen. Han kører dog stadig klassement og klarede dagens spurt ganske fint, og han er derfor næppe helt væk, som man ellers kunne fornemme, da han gjorde comeback i Getxo efter sin sygdom. Hans enkeltstart er jo blevet en decideret force, men jeg frygter, at distancen nok er for kort til, at han kan vinde. Han viste dog på Tourens 1. etape, at korte distancer ikke er umulige for ham, men spørgsmålet er, om det også gælder, når formen ikke er den samme.

 

Hvad så med Johan Price-Pejtersen? Danskeren har ikke kørt mange enkeltstarter som professionel, men hans tårnhøje niveau sidste efterår vidner om, at evnerne rækker meget langt. Desværre er han bedre over lange distancer, og denne rute er utvivlsomt for kort. Omvendt blev han en fin nr. 9 over en kort distance i UAE Tour, og det vidner om, at han på en tilsvarende dag kommer langt på denne rute også. Desværre mistede han en bondegård i dag, hvorfor han må have været i asfalten, men vores folk på stedet fortæller, at han ikke så forslået ud, og i en besked til Feltet.dk oplyser landsholdets sportsdirektør Michael Berling, at Price-Pejtersen "er okay og klar til onsdag, selvom det på ingen måde er optimalt". U23-verdensmesteren kan meget vel have rullet i mål for at spare sig til den etape, der må være hans helt store mål med løbet. Jeg er stadig bekymret for distancen, ligesom hans form er ukendt, men den bedste Price bør - hvis ikke han er forslået - komme langt i dette felt.

 

En rytter, hvis form til gengæld slet ikke er usikker, er Mattias Skjelmose. Danskeren er flyvende i disse dage, og nu skal han tage første store skridt mod en samlet sejr. Han kørte nogle ganske fremragende enkeltstarter i Luxembourg sidste år og ved DM i år, men han har haft lidt sværere ved at være med helt i front over kortere distancer. Der vil formentlig være folk, der er bedre end ham i Assens, når distancen er af denne korte karakter, men hans form og generelle fremgang efter Giroen bør føre ham ganske langt.

 

En anden rytter, der som Cort har været syg, er Mauro Schmid, der forlod Polen af samme årsag. Derfor har Quick-Step talt forventningerne lidt ned, hvilket er en skam. Vi så nemlig i Giroen, at han hos Quick-Step er blevet en god temporytter, men det var også nogle lidt specielle ruter. Vi så vel i Belgium Tour og ved de schweiziske mesterskaber, at han på mere klassiske ruter som her vil tabe tid. Omvendt kørte han jo også stærkt på powerdelen i Verona under Giroen, og han synes derfor at være ret svær at blive klog på. Han er i hvert fald stadig et helt kort som temporytter, og vi skal lære ham at kende, men er han ikke ramt af sygdommen, vil han særligt med de tekniske elementer undervejs, kunne overraske, som han gjorde i Giroen.

 

Ligesom Thomas havde Michal Kwiatkowski store spørgsmålstegn ud for sit navn inden starten, da han missede Tour de Pologne efter et styrt. I dag fik vi at se, at han ikke er på toppen, og dermed skal vi dæmpe forventningerne. I forvejen var jeg ikke alt for optimistisk, da hans enkeltstart er i klar tilbagegang, men han viste Dauphiné, at han stadig kommer relativt langt i dette felt. Ruten passer ham også fint, særligt med de tekniske elementer, men med den nuværende form tror jeg ikke, at hans aftagende tempoevner rækker så langt, som man kunne håbe.

Annonce

 

Det lykkedes endelig for Martin Toft Madsen efter en andenplads og to tredjepladser at vinde enkeltstarten i 2019, men spørgsmålet er, om han stadig er på samme niveau. Hans DM i år indikerer, at alderen langsomt er ved at indhente den danske tempokonge, der også er bedre over længere distancer end denne. Omvendt viste hans 2. plads i Chrono des Nations sidste efterår, at han stadig har potentiale, når formen er der. Siden da er han imidlertid blevet næsten et år ældre, og distancen kombineret med hans DM og det stærkere felt gør, at det nok næppe bliver til endnu en sejr denne gang.

 

Jeg er ret spændt på Mick van Dijke. Han kommer for at køre klassement, og han har derfor blikket stift rettet mod denne etape. Sidste år var han en af de bedre U23-temporyttere med et hollandsk mesterskab og en 5. plads ved VM, men i år har han ikke kørt én eneste rigtig enkeltstart som denne. Han var ikke nogen tempogigant som U23 - han blev også kun nr. 16 i et meget svagt felt i Belgium Tour - men han er utvivlsomt blevet bedre siden, ikke mindst når han fortsat kører for et absolut specialisthold.

 

Lasse Norman Hansen har mildt sagt været svingende på enkeltstarterne, men han har heldigvis imponeret én gang i år. Han blev nemlig nr. 5 i Belgium Tour, hvor ruten mindede om denne, og det bør da også være en rute lige efter Normans hoved. Feltet i Belgen var dog betydeligt svagere end dette, og her bliver han ikke nr. 5. Til gengæld så han i Franco-Belge meget bedre ud, end han har gjort tidligere i år, og han har jo før været god til at formtoppe netop i denne uge.

 

Sidste år havde jeg egentlig afskrevet Tom Scully som temporytter efter nogle temmelig sløje præstationer fra newzealænderen. Derfor bankede min købe også i asfalten af bare chok, da han åbnede Vueltaen med en 4. plads på en rute, der burde have været alt for hård for den tonstunge EF-rytter. I år har han dog igen været helt væk, og i det hele taget synes han i dag at have det meget svært i det professionelle felt. Min tro på ham er derfor lille, men efter Vueltaen tør jeg intet at udelukke.

 

Holdkammeraten Sebastian Langeveld var i sin storhedstid endnu bedre end Scully på enkeltstarter af denne type. I dag ser han imidlertid ganske pensionsmoden ud, og hans enkeltstarter har ikke været prangende i længere tid. Hans 10. plads ved de svagt besatte hollandske mesterskaber var nærmest katastrofal, men det er trods alt bare et år siden, at han blev nr. 12 i skrapt selskab i Benelux. Langeveld har altid krævet pandekageflade ruter, og det får han her. Kører han som for et år siden, er der stadig håb.

Annonce

 

Jasper Philipsen er bestemt ikke specialist. Faktisk gør man ingen uret ved at hævde, at han som professionel kun har kørt én god enkeltstart. Den var til gengæld også ganske chokerende, da han i år blev nr. 10 i UAE Tour på en rute, der kunne minde om denne. Til gengæld viste hans pauvre 24. plads i Belgien, hvor han ellers var i storform og kørte klassement, at han er sprinter - ikke tempospecialist. Han har formentlig også pustet godt ud efter Touren, men UAE Tour viser, at endnu en overraskelse er mulig.

 

Alt tyder på, at Chad Haga er færdig som temporytter, som de fleste i øvrigt er det, når de kommer til Human Powered Health. Derfor er jeg bestemt heller ikke optimistisk, når han tillige skal køre på en tonserrute, der slet ikke passer ham. Jeg havde dog også afskrevet ham i Tour de Suisse, og her blev han en chokerende nr. 12 i skrapt selskab. Det var dog også over en betydeligt længere distance, der passede ham bedre, og når han blev slået af Sergio Higuita, er det næppe i Assens, at han pludselig genrejses totalt.

 

I gamle dage havde Matthias Brändle, der var sublim på flade, tekniske 10 km-enkeltstarter, været topkandidat til denne etape. Desværre er han blevet svagere og svagere år for år, og i denne sæson har det været ganske trist. Ikke én god enkeltstart har han kørt, og derfor skulle det være mærkeligt, om den pludselig kom i morgen. Det lille håb ligger i, at han trods alt blev nr. 10 i Polen i 2021. Problemet er bare, at det altså var den 14. august fore mere end et år siden.

 

Niklas Larsen er stille og roligt på vej tilbage efter en lang periode uden nævneværdige resultater, og vi har meget lidt viden om, hvor tempostærk han er lige nu. Hans seneste enkeltstart var ved DM i 2021, men her viste han med en 5. plads, at han stadig kan begå sig. Feltet her er dog af en anden kaliber, og det er også i forhold til den udgave, danskeren vandt. Han skal derfor ikke vente endnu en 4. plads eller en 6. plads, som han tidligere har opnået, men sidste års DM viser, at det bør kunne gå udmærket.

 

Ethan Vernon er en af de sprintere, der kan køre enkeltstart. Det så vi med hans 7. plads ved U23-VM sidste år, og han blev også nr. 7 på prologen i Romandiet. Sidstnævnte er dog noget helt, helt andet end dette, og vi så ved UAE Tour, at han kommer til kort på disse powerruter over længere distancer. Han så også ganske formsvag ud i dag, og derfor er min optimisme begrænset.

Annonce

 

Endelig er der Marceli Boguslawski . Polakken er en sand prologspecialist, der har vundet den ene prolog efter den anden i 2.2-løb, men utroligt nok har han aldrig nogensinde kørt en UCI-enkeltstart, der ikke var en prolog. Prologer kan generelt slet ikke sammenlignes med enkeltstarter af denne type, og siden han ikke har satset på disciplinen, er mit gæt, at han slet ikke kan finde ud af det. Men lad og give ham ”the benefit of the doubt”.

 

Man kunne også nævne Casper Pedersen, men det er efterhånden længe siden, at vi har set en god enkeltstart fra danskeren. Omar Fraile kørte pludselig gode enkeltstarter sidste år, men han har været i katastrofal form hele året, senest i Burgos. Det er desværre rigtigt længe siden, at Mads Würtz har kørt en god enkeltstart, heller ikke når han som i dette løb har klassementsambitioner, og Quinn Simmons har ikke kørt gode enkeltstarter. Gijs Leemreize overraskede positivt i Giroen, men på denne fladbanerute bør han få det svært, og selvom han i kraft af sin power kan forsvare sig, er Pascal Eenkhoorn slet ikke tempospecialist. Det samme gælder for Jasper Stuyven, mens James Knox¸ der før har overrasket på enkeltstarter, en skygge af sig selv og slet ikke egnet til ruten, og Egan Bernal vil angiveligt bruge dagen som en halv hviledag. Endelig er der en række solide danske kontinentalryttere i form af Frederik Muff, Magnus Bak Klaris, Matias Malmberg, Joshua Gudnitz, Mads Østergaard, Mads Rahbek og Mathias Bregnhøj, og her viste særligt Muff ved DM, at han bestemt kan gøre det godt. Der er dog grænser for, hvor langt de kommer i dette selskab. Det skal også blive interessant at se, hvor meget formstærke Jeppe Aaskov Pallesen kan begrænse tabet.

 

OPDATERING: Ved en fejl var Geraint Thomas tildelt et tidstab i går. Ovenstående analyse var baseret på den antagelse, at han var kommet til løbet helt uden ambitioner. Nu viser det sig, at han ikke har tabt tid, men var involveret i styrtet, og det ændrer naturligvis perspektivet ganske betydeligt. Oprindeligt var han min favorit til etapen, men meldingerne fra feltet i går var, at han ikke melder sig selv på toppen. Jeg fastholder derfor Sheffield som favorit, men som bedste temporytter i feltet skal han i lyset af den nye information rangeres betydeligt højere.

 

Feltet.dks vinderbud: Magnus Sheffield

Øvrige vinderkandidater: Geraint Thomas, Christophe Laporte

Outsidere: Søren Kragh, Josef Cerny, Alex Dowsett, Magnus Cort, Johan Price-Pejtersen

Jokers: Mattias Skjelmose, Mauro Schmid, Michal Kwiatkowski, Martin Toft Madsen, Lasse Norman Hansen, Mick van Dijke, Ethan Tom Scully, Sebastian Langeveld, Jasper Philipsen, Chad Haga, Matthias Brändle, Niklas Larsen, Ethan Vernon, Marceli Bougslawski

 

Starttider

Starttiderne findes under liveopdateringen.

Annonce

 

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

Feltet.dks vinderbud

Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder.
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere.
Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering.
Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig.
Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering.
Magnus Sheffield
Geraint Thomas, Christophe Laporte
Søren Kragh, Josef Cerny, Alex Dowsett, Magnus Cort, Johan Price-Pejtersen
Mattias Skjelmose, Mauro Schmid, Michal Kwiatkowski, Martin Toft Madsen, Lasse Norman Hansen, Mick van Dijke, Ethan Tom Scully, Sebastian Langeveld, Jasper Philipsen, Chad Haga, Matthias Brändle, Niklas Larsen, Ethan Vernon, Marceli Bougslawski
Casper Pedersen, Omar Fraile, Jonas Rutsch, Mads Würtz, Gijs Leemreize, Pascal Eenkhoorn, Jasper Stuyven, Egan Bernal, Frederik Muff, Magnus Bak Klaris, Matias Malmberg, Joshua Gudnitz, Mads Østergaard, Mads Rahbek, Mathias Bregnhøj, Jeppe Aaskov Pallesen
INFO
Optakter
Nyheder
PostNord Danmark Rundt
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Tirsdag den 04. oktober 2022

Endnu et hold ansøger om WorldTour-status
Landevej
Mørkøv og Cavendish danner par i Piemonte
Landevej
Video i artiklenEvenepoel forklarer menneskeligt valg i finalen
Landevej
Lynhurtige Pogacar: Det var bedre at satse på sprinten
Landevej
Olympisk rutine & ny makker: Her er Danmarks VM-trup
Bane
Trods mistet fokus efter VM vandt Laporte
Landevej
Video i artiklen”Jeg så fra starten, at han ikke var som de andre” – Gilbert udviser stor respekt for Evenepoel
Video
Jumbo-stjerne kører fra alt og alle i Belgien
Landevej
Pogacar slår Valverde i tæt spurt og vinder Tre Valli
Landevej
Hollandsk stjerne jubler efter sidste løb med DSM
Landevej
Maraton-karantæner: Syv ryttere bandlyst efter doping
Landevej
Il Lombardia uden afbrydelser: Se Vingegaard, Pogacar og resten af stjernerne
Landevej
Suveræne Wiebes moser konkurrenterne i siddende spurt
Landevej
Video i artiklenSe afslutningen på kvindernes Binche Chimay Binche
Video
Fransk hold afviser: Vil ikke have Quintana
Landevej
Optakt: Tre Valli Varesine
Landevej
Optakt: Binche-Chimay-Binche
Landevej
Video i artiklenGlad Vingegaard: God forberedelse til Lombardiet Rundt
Video
Longo Borghini efter ny sejr: Jeg har taget revanche
Landevej
Lotto-boss fremhæver Kron: Vi kan forvente os meget
Landevej
Seks danskere på foreløbig startliste til Il Lombardia
Landevej
Pogacars chef stopper som sportsdirektør
Landevej
Den store Tv-oversigt 2022 - Køb Discovery+
Landevej
Italiensk stjerne vinder igen
Landevej
Kopecky klar til at forsvare bane-medaljerne
Bane
Garvet belgier til Bingoal
Landevej
Overblik: 10 stjerner uden kontrakt for 2023
Landevej
Danskeroversigt: 11 danskere i tre endagsløb denne tirsdag
Landevej
Sporza: Cort kører Gravel-VM
Gravel
Medie: Jumbo-juvel har afvist flere WorldTour-tilbud
Landevej
Mørkøv blandt flere stjerner i Quick-Step-profils farvel
Bane
Skjelmose kører første løb siden VM: Han er en af favoritterne
Landevej
Oversigt: Sådan har WorldTour-sejrene fordelt sig i 2022
Landevej

Mandag den 03. oktober 2022

Evenepoel reagerer på Ineos-rygter
Landevej
Produktnyt: Nye energi og proteinbarer fra Powerbar
Udstyr og test
Blev femmer sidste år: Kron til start i endagsløb
Landevej
Ballerini var tæt på at give op inden forløsende sejr
Landevej
Test: Assos RSR Targa sommertøj
Udstyr og test
Flyvende hollænder efter 12. sæsonsejr: Fedt at slå verdenstoppen
Landevej
Trentin glæder sig trods misset spurt
Landevej
Jumbo-komet basker sprintereliten
Landevej
Optakt: Sparkassen Münsterland Giro
Landevej
Efter VM-fadæse: Van der Poel tager revanche på grus
Gravel
Quickstep sejrer igen i italiensk endagsløb
Landevej
34-årig franskmand stopper karrieren
Landevej
Optakt: Coppa Bernocchi
Landevej
Femdobbelt baneverdensmester får Uno-X-debut
Landevej
Tidligere verdensmester dropper karrierestop
Landevej
Eksklusivt interviewForvirring i dansk VM-udtagelse - Norsgaard er "ekstremt skuffet"
INTERVIEW Landevej
Stjerne ude af monument
Landevej
De 10 største kvindelige transfers i 2022
Landevej
Se slutstillingen i Demin Cup 2022
Landevej
Marita Jensen vinder Ladies Cup i tæt afgørelse
Landevej
Medie: Ineos på vej med kvindehold - skriver med verdensstjerne
Landevej
Flere aktører revser UCI for manglende sikkerhed
Landevej
Sygdom tvinger favorit til afbud i Tyskland
Landevej
WorldTour-status: Lottos situation forværret
Landevej
Ny dansker stopper på Uno-X
Landevej
Bekræftet: Uno-X henter nordmand hos Ineos
Landevej
Oversigt: 13 danskere i to ProSeries-løb denne mandag
Landevej
Forudbestil: Mads P.s nye bog - og spar 20%
Landevej

Søndag den 02. oktober 2022

Coquard vandt fransk duel: De andre tøver
Landevej
Fransk sejrherre troede sejren var væk
Landevej
Nicklas Amdi Pedersen vinder Demin Cup
Landevej
Viviani om Mohoric-triumf: De fortjente sejren
Landevej
Skuffet efter styrt og 15. plads: Jeg følte mig virkelig godt kørende
Landevej
Dansk sportsdirektør efter offensiv kørsel: Et fedt løb
Landevej
Fransk sprinter slår Démare - landsmand tager samlet sejr
Landevej
DJ Evenepoel spiller op: Se den enorme belgiske hyldest
Landevej
Norsk talent tager samlet sejr i fransk etapeløb
Landevej
Test: MAAP-tøj
Udstyr og test
Fransk talent fortsætter sit gennembrud i belgisk uvejr
Landevej
Optakt: Tour de Vendée
Landevej
Viceverdensmester sejrer i ungdommens Lombardiet Rundt
Landevej
Fattet Vingegaard efter tabt trøje: Jeg er ikke en sprinter
Landevej
Fik skovlen under Vingegaard: Sad bare på hjul
Landevej
Her er Corts løbsprogram for sidste del af sæsonen
Landevej
Video i artiklenSe Mohoric nappe sejren fra Vingegaard
Video
Video i artiklenAbsurd tæt afgørelse: Slovener stjæler Vingegaards triumf
Landevej
VIS FLERE

Annonce