Ruten

At Baskerlandet er for klatrere, får rytterne allerede at mærke på løbets første linjeløbsetape, hvor sprinterne kan se langt efter en mulighed. Arrangørerne er ellers relativt nådige med en hovedsageligt flad rute, men i finalen skal rytterne over en ganske svær og stejl stigning, der vil kunne rydde gevaldigt ud i feltet, inden en nedkørsel leder ned til en rigtig puncheurfinale på en rampe i byen Sestao, hvor de eksplosive afsluttere, der har overlevet stigningen, kan se frem til at afgøre etapen i en afslutning, som er ganske typisk for det baskiske løb.

Etaperne i Baskerlandet er altid relativt korte, og det gælder også for 2. etape, der er bare 154,8 km lang og fører feltet fra Zalla til Sestao, der er en forstad til kystbyen Bilbao, som var vært for 1. etape. Startbyen ligger bare få kilometer længere inde i landet, hvorfra man indleder etapen med at køre mod sydvest igennem fladt terræn og siden mod nord og nordøst af en først let stigende og siden let faldende vej. I byen Muskiz i udkanten af Bilbao drejer man mod øst og siden nordvest for at følge en meget kringlet og let kuperet vej, der leder ned til havnefronten, som følges mod sydøst ad en helt flad vej ind til Sestao, hvor man efter 51,4 km kører lige forbi målrampen og fortsætter frem til Barakaldo, hvor den første spurt kommer efter 56,5 km.

Herfra drejer man mod syd og senere sydvest for at følge en lige og næsten helt flad vej, der leder tilbage mod Zalla, men i udkanten af startbyen drejer man mod nordvest for at passere kategori 3-stigningen San Cosme (4,0 km, 4,0%, max. 9%), der stiger med 5,3% over de første 3 km, men derefter er meget let frem til toppen, der passeres efter 78,5 km. Nu leder en let nedkørsel mod sydvest ned til udkanten af Zalla, men i stedet for at køre ind til byen, kører man mod øst og siden nord og nordvest op ad en stigning (3,6 km, 4,6%) og siden et let faldende stykke. Senere drejer man mod sydvest og syd igennem fladt terræn, inden man drejer mod sydvest for at passere kategori 3-stigningen Bezi (3,8 km, 6,0%, max. 9%), der stiger med 7,3% over de første 2,6 km og dernæst med blot 2,8% frem mod toppen, som rundes efter 103,4 km. Nu falder det let mod syd og nordøst, indtil man endelig når tilbage til starten i centrum af Zalla, hvor dagens anden spurt køres efter 115,5 km.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Herfra kører man mod vest op ad en bakke (1,8 km, 5,8%), inden man kører mod nord og nordøst ad en let faldende vej, som også blev benyttet tidligere, og som leder frem til Muskiz. Denne gang kører man dog ikke den lette vej ind til Sestao. I stedet drejer man mod sydøst for at passere kategori 2-stigningen La Asturiana (7,4 km, 6,5%, max. 14%), der kan deles i to dele. De første 3,8 km er meget svære med en gennemsnitlig stigningsprocent på 8,9% og nogle stejle passager med to gange 500 m med stigningsprocenter på ca. 11. Derefter flader den dog ud og stiger relativt jævnt med 4,1% i snit frem mod toppen, der rundes efter 140,5 km.

Herfra resterer bare 14,3 km, der indledes med en i første omgang let nedkørsel, der leder mod øst, inden man drejer mod syd for at tage hul på en meget svær del af nedkørslen med et hav af hårnålesving, inden man når ned til udkanten af Bilbao. Her drejer man med 3,1 km igen mod sydøst ind på en lige og kun ganske let faldende vej. Der følger endnu et sving med 1,4 km igen, inden man med 800 m igen skal lige igennem en rundkørsel, der leder ind på den 800 m lange målrampe, der stiger med 6,2% i snit med 6,6% over de sidste 500 m og med et maksimum på 13% lige i bunden. Vejen er helt lige, inden man har et venstresving med 100 m igen.

Etapen byder på i alt 2512 højdemeter.

Sestao har ikke tidligere været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Vejret

Rytterne kan måske få den første smag af det frygtede baskiske regnvejr, men de er heldige. Regnen falder nemlig i løbet af natten og formiddagen, og det ventes at blive tørt fra først på eftermiddagen. I starten kan der være byger, men gennem det meste af etapen er bygerisikoen bare 25% og kun 15% i den sidste time, hvor solen vil kigge lidt frem. Med bare 11 grader vil det være en relativt kold dag, men ikke specielt blæsende med en let til jævn vind (15-16 km/t) fra nord. På den kringlede rute giver det vind fra alle retninger, men der vil generelt være modvind frem mod sidste stigning, hvor der vil være sidemedvind. Efterfølgende vil der være skiftevis sidevind, modvind, sidevind og sidemodvind, herunder med sidevind fra 3 km-mærket og frem til de sidste 1500 m, hvor der vil være mod- og sidemodvind.

Analyse af 1. etape

Da Tour-ruten blev præsenteret i november, blev der formentlig jublet så meget i Holland, at det kunne høres helt til De Forenede Arabiske Emirater. For første gang siden 2016 præsenterede arrangørerne fra ASO nemlig en relativt enkeltstartstung rute, og modsat tilfældet for fem år siden var begge de to enkeltstarter endda relativt flade. Det var sød musik i ørerne på Jumbo-ledelsen, der stadig slikkede sårene efter septembers store skuffelse og forsøgte at forstå, hvordan i alverden det var lykkedes Primoz Roglic ikke at vinde sidste års Tour.

De to flade enkeltstarter i den kommende Tour kunne nemlig kun læses som en fordel for Jumbo-mandskabets kaptajn i det ventede slovenske gigantopgør mod Tadej Pogacar. Ganske vist var det jo netop på en enkeltstart, at Pogacar på den mest ubarmhjertige vis havde flået den gule trøje af Roglics smalle skuldre bare en måned forinden, men al logik og historik ville stadig tilsige, at de flade enkeltstarter vil være til gunst for en mand, der igennem de seneste fem år har en alenlang liste af enkeltstartssejre på WorldTour-niveau. Særligt den tidlige enkeltstart i uge 1 var en gave til Roglic, der er kendt for at starte som lyn og torden, mens den restitutionsstærke Pogacar altid har lidt rust, der skal bankes af i starten af et etapeløb.

Pludselig blev der dog lagt en dæmper på jublen i de første måneder af 2021. Her kunne Jumbo-manager Richard Plugge nemlig iagttage, hvordan Pogacar på to pandekageflade tonserruter, der næppe kunne ligge dårligere til Tour-kongen, som på ingen måde er naturlig temporytter, leverede ridt, som selv en formstærk Roglic ville få svært ved at matche. Således blev Pogacar på enkeltstarterne i både Tirreno og UAE Tour nr. 4 i selskab med de sande wattmonstre, og pludselig blev de hollandske hår lidt mere grå.

Bekymringen kan umulig være blevet mindre, når de iagttog deres egen kaptajn. Roglic blev ganske vist nr. 3 på enkeltstarten i Paris-Nice, men for en mand, der har vundet snart sagt enhver mellemkuperet WorldTour-enkeltstart, han har kørt i de seneste fem år, var det faktisk langt under vanlig standard. Når man samtidig husker på, at samme Roglic i 2020 ikke blot underpræsterede markant på nyere Tour-histories mest berømte enkeltstart, men også var langt under niveau på den Vuelta-enkeltstart, han ganske vist vandt men kun med 1 sekund ned til Will Barta, var det svært ikke at få den tanke, at Roglic måske ikke længere helt er den temporytter, han var særligt i årene mellem 2017 og 2019.

Derfor er der i de seneste uger også blevet bygget op til denne uges Baskerlandet Rundt. Ikke blot repræsenterer det baskiske etapeløb årets første møde mellem de to Tour-favoritter, det er også en mulighed for den første styrkeudmåling mellem de to i den enkeltstartsdisciplin, der ser ud til at blive uhyre afgørende i den kommende udgave af Touren. I det lys er der utvivlsomt et hav af cykelfans, der har sat et særligt kryds ved mandag d. 5. april som dagen, hvor vi kunne få de første væsentlige svar på, hvem der skal iføre sig den gule trøje i Paris til sommer.

Mens solen går på hæld over de baskiske mure, kan vi således nu gøre en første status, og mon ikke man i den arabiske ørken atter kæmper med at få ørenlyd for den massive jubel, der gjalder mod Emiraterne hele vejen fra Holland? Det blev i hvert fald Roglic, der tog første stik i den slovenske Tour-generalprøve, og det ikke bare med det yderste af neglene. Tværtimod satte chefmonsteret den unge monsterlærling godt og grundigt til vægs med en margin, som er langt mere i overensstemmelse med den konventionelle logik end det, vi har set i det seneste års tid.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Naturligvis kan dagens enkeltstart i Bilbao slet ikke sammenlignes med det, der venter til sommer. De baskiske enkeltstarter er med deres mange og ofte stejle stigninger nemlig reelt ikke sammenlignelige med noget, vi finder i andre løb, og vi har i den kuperede region været vidner til spøjse resultater som eksempelvis podiepladser til temposvage folk som Joaquim Rodriguez, der sågar har vundet løbet i kraft af en god enkeltstart, og Nairo Quintana. Derfor skal man faktisk som regel undlade at skæve til de baskiske enkeltstarter, når man til mere klassiske tidskørsler skal vurdere favoritterne.

Alligevel var det en gedigen lussing, Roglic leverede denne 2. Påskedag i Bilbao. Forskellen blev nemlig ikke gjort på løbets lange stigning, hvor Pogacar faktisk var marginalt hurtigere end sin landsmand. Nej, Roglic vandt enkeltstarten på tonserstykket efter toppen, hvor der skulle trædes watt, og hvor de klassiske tempoevner kom i brug. Her kørte han slet og ret Pogacar midt over ved på de ca. 10 km at distancere sin landsmand med hele 30 sekunder og ikke blot tage et gigantisk skridt mod den anden samlede sejr i det baskiske løb, men også sende en kraftig advarsel om, at det stadig er ham, der har bukserne på, når der skal kæmpes alene mod uret.

Man kan sagtens argumentere for, at Roglic stadig ikke er på sit højeste niveau. Sammenligner man eksempelvis med magtdemonstrationen på den bare 8 km lange San Luca-enkeltstarten i Giroen i 2019, er marginerne i forbindelse med dagens sejr stadig små. Men i en lidt specielt disponeret enkeltstart, hvor han kørte meget langsomt på bakken - altså så langsomt, at han ”kun” satte tredjebedste tid og blev slået af den noget svagere klatrer Brandon McNulty - fik han på den flade del bevist, at han stadig er et monster både i bjergene og på enkeltstarterne.

Alligevel skal Pogacar ikke sove alt for uroligt. Vi ved nemlig, at sloveneren aldrig starter sine etapeløb stærkt, og særligt efter en løbspause har han altid lidt rust, der skal bankes af. Derfor kunne man sagtens forudse, at det kunne blive svært for ham at slå Roglic i et løb, hvor den måske vigtigste etape kom allerede på førstedagen, og billedet vil være et helt andet i Touren, særligt i den tredje uge. Alligevel kan Roglic nu rejse til Frankrig med en forventning om, at han i hvert fald på den første af de to tidskørsler bør kunne vinde tid på sin rival.

Alligevel var det lige ved, at Roglic ikke fik sit hattrick af sejre på de baskiske enkeltstarter. Det blev bare ikke fra Pogacar, at UAE-truslen kom, men derimod fra Brandon McNulty, der med sin tredje top 4 på en WorldTour-enkeltstart på mindre end en måned nok engang fik sat en streg under sin status som en af feltets allerbedste temporyttere. Det var faktisk en ret bemærkelsesværdig bedrift, at han netop på denne rute skulle komme så tæt på Roglic, for selvom McNulty kan klatre, er det netop i bjergene, at han hidtil har haft sine begrænsninger, og særligt på en kort, eksplosiv stigning burde han blive kørt midt over af Roglic, der er blandt verdens allerbedste på netop sådanne bakker. Nu kan man sagtens argumentere for, at Roglics lidt konservative udlæg nok er hovedforklaringen på tiderne på toppen af stigningen, men det er alligevel en imponerende præstation af McNulty, at han på stigningen slår en stor del af verdenseliten i klatring, endda også sin egen kaptajn. Nu skal han bare overføre de klatreevner til lange stigninger på linjeløbsetaper, inden han for alvor bliver interessant.

McNultys ridt vidner også om, at Pogacar får solid støtte, når han i de kommende dage skal i gang med det, der ligner en umulig opgave, nemlig at hente alle 28 sekunder på Roglic. Den støtte vil også komme fra Marc Hirschi, der med sin 12. plads sørgede for mangen et lettelsens suk. Den lille schweizer fik nemlig bevist, at han trods sin problematiske sæsonstart formentlig nok skal nå at finde formen inden Ardennerne, hvor vi dermed kan se frem til et herligt show med Hirschi, Roglic, Pogacar og Julian Alaphilippe som de sandsynlige hovedaktører, der som bekendt udkæmpede så nervepirrende en kamp i Liege i oktober. I det omfang, Pogacar tillader det, kan der endda lure etapesejre til Hirschi i dette løb, hvor det meste af terrænet passer ham storartet. Og så kan han samtidig forsøge at pille glansen lidt af Roglic, der reelt set står med chancen for at vinde hele fem af de seks etaper. Da samtidig Rafal Majka og den netop tilbagevendte Diego Ulissi også kørte pæne tider, ser UAE ganske stærke ud til resten af løbet.

Netop kollektivet skulle også have været en af Pogacars trumfer. På papiret har Roglic nemlig ikke fået A-holdet med til Frankrig, og faktisk får han ikke støtte af én eneste af de ryttere, der lige nu er udtaget til Tour-truppen. Desværre for Pogacar blev drømmen om et svagt Jumbo-mandskab hurtigt til et mareridt efter en 1. etape, der endte som en sand hollandsk magtdemonstration.

Roglic var nemlig alt andet end en gul enmandshær. Med hele tre mand i top 4 viste hollænderne, at de har al den styrke, der skal bruges, når trøjen i de kommende dage skal forsvares. Jonas Vingegaard viste nemlig, at den chokerende gode enkeltstart i UAE Tour ikke bare var et tilfælde, og at han tilsyneladende har opbygget nogle tempoevner, der blot gør ham endnu mere spændende som klassementsrytter. Med dagens ridt kan man endda drømme om, at han selv kan ende langt fremme i klassementet i dette løb, der på papiret passer ham som fod i hose, for med superformen fra Coppi e Bartali intakt ligner han en af de stærkeste til de kommende opgaver, samtidig med at han har indskrevet sig som endnu større favorit til at overtage den Tour-plads, som Tom Dumoulin meget vel kan ende med at efterlade.

Det kan nu blive svært at køre klassement her, når Jumbo har udsigt til at skulle kontrollere alle de fem kommende etaper, hvoraf særligt lørdagens kongeetape kan blive et mareridt at holde styr på. Der er dog et håb at hente i den fremragende enkeltstart fra Tobias Foss, som ellers har haft en lidt anonym start som professionel - først og fremmest fordi en lovende Giro fik en tidlig ende, da Steven Kruijswijk testede positiv for covid-19. Dengang nåede han nemlig med en 5. plads på den første enkeltstart at vise, at der er en grund til, at han har vundet Tour de l’Avenir, og den grund mindede han med dagens ridt os alle om. Nu er næste skridt for ham også at sidde med længere i bjergene, og det får han chancen for at bevise i de kommende dage, hvor hans holdbarhed i høj grad bliver bestemmende for, om Vingegaard også kan ende højt i klassementet. 

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Med så stærk en kollektiv præstation og nogle enorme tidsforskelle ligner Roglic allerede nu en vinder af et løb, hvor forskellene på de korte stigninger trods alt ofte er relativt begrænsede. Heldigvis for løbet lykkedes det for den tredje af de tre forhåndsfavoritter, den formstærke Adam Yates, at holde sig inde i løbet med en ganske glimrende enkeltstart. Måske kunne man efter den overraskende gode præstation i Catalonien have håbet på lidt mere på en kuperet rute som denne, men et tab på 28 sekunder og samme tid som Pogacar er bestemt til at leve med. Samtidig kørte Richard Carapaz en langt bedre enkeltstart, end formen fra Catalonien kunne antyde, og dermed har Ineos stadig to kort at spille, herunder en ecuadorianer, der aldrig er bange for at angribe tidligt. Desværre røg det tredje kort, da Tao Geoghegan Hart som frygtet stadig er langt fra sit bedste niveau, og trods en opblomstring i GP Miguel Indurain har Laurens de Plus også stadig nogen vej at gå, før han bliver sig selv igen. Med en lussing til den i år så skuffende Eddie Dunbar blev det således ikke den helt perfekte dag for Ineos, selvom to af deres tre bedste kort leverede ganske glimrende præstationer.

De kan i hvert fald være mere tilfredse end det brølstærke Bora-mandskab, der ikke fik det ønskede udbytte af enkeltstarten. Skulle den i Paris-Nice så godt klatrende Maximilian Schachmann køre med om sejren i dette løb, skulle opskriften nemlig være den samme som i 2019, hvor han vandt enkeltstarten og tog bonussekunder med yderligere to etapesejre, men stadig dengang klatrede for dårligt. Desværre underpræsterede han eklatant, som han også gjorde på enkeltstarten i Paris-Nice, og nu kan man ikke undgå at spekulere på, om der har været en pris at betale for de nyligt fundne klatreevner. De evner rækker næppe til at køre med de bedste på de svære stigninger i dette løb, og dermed ser den ellers så velkørende tysker ikke ud til at være i spil til podiet denne gang.

Heller ikke holdets andet tempoes kan være tilfreds. Ganske vist vandt Wilco Kelderman tid på mange, men enkeltstarten understregede igen, at hans forbedrede klatring har kostet dyrt på den enkeltstart, der engang var så fremragende. Også i dag kørte han nemlig fabelagtigt på stigningen, men tabte til gengæld megen tid på det flade stykke, hvor den gamle Kelderman skulle have gjort forskellen. Heldigvis for ham passer resten af løbet ham ganske glimrende, og han kan i hvert fald sige, at han er kommet stærkt tilbage fra det grimme træningsstyrt i januar.

Bora har da også stadig masser af kort at spille. De ikke specielt tempostærke Patrick Konrad og Emanuel Buchmann forsvarede sig hæderligt i en disciplin, der ikke er deres bedste, og så skabte den lille puncheur Ide Schelling, der aldrig har vist skyggen af tempoevner, et lille mirakel ved at slå alle sine fire kaptajner og blive en nærmest sensationel nr. 8. Dermed har holdet nu hele fem kort at spille, og selvom Schelling næppe er holdbar på de sværeste stigninger, er det et interessant krydderi til løbet, når man husker på, at holdet i 2019 vandt fire af de seks etaper, og at det var en opportunistisk Buchmann, der med et angreb fra distancen var meget tæt på at løbe med den samlede sejr. Den form for opportunisme vil vi formentlig få at se igen, særligt på lørdag.

Dengang var det Astana, der fik skovlen under Bora til sidst, da Jakob Fuglsang og Ion Izagirre med flot samarbejde fik sat Buchmann til vægs og kørte Izagirre til karrierens største sejr. I år var drømmen en gentagelse for baskeren, der har gjort dette løb til sit hovedmål for sæsonen, men den drøm er allerede helt død. Ikke siden sejren for to år har Izagirre været i nærheden af sit gamle niveau, og den lille opblomstring, han viste i Paris-Nice, forsvandt som dug for solen med en enkeltstart, der desværre minder meget om de præstationer, vi har set i de seneste nu mange år.

Heldigvis er Astana ikke ude af billedet endnu. Jakob Fuglsang fik nemlig i første omgang lagt en dæmper på den bekymring, hans efter hans standard svage sæsonstart havde givet, og selvom den endelige test af hans reelle niveau som nu 36-årig først kommer de kommende dage, var det opløftende, at han endda fik et bedre resultat end i 2019, hvor han som bekendt havde sit vel nok højeste niveau nogensinde bare få uger senere i Ardennerne. Ser man bort fra Izagirres præstation, var det i det hele taget en god dag for Astana, der nok engang bekræftede, at de i år bare kører nogle pokkers gode enkeltstarter. Det skete nemlig igen med de ellers altid så temposvage Alex Aranburu og Omar Fraile, der for anden gang i træk kørte deres vel nok livs bedste enkeltstart. Det er særdeles opløftende for de kommende etaper, der passer dem begge glimrende, og det fik lagt en dæmper på bekymringen efter Aranburus skuffende præstation i lørdags. Også Alexey Lutsenko, der ikke længere skal regnes som tempostærk, kom ganske fint igennem og fortsætter et pænt comeback efter styrtet i Paris-Nice, som tvang ham til at ændre sæsonmål.

En anden vinder må være Israel Start-Up Nation. Sidste år så det nemlig ud til, at Patrick Bevin allerede kunne være på vej ud af enkeltstarternes verdenstop, da han i et rædselsår aldrig var i nærheden af det niveau, der gav ham en 4. plads ved VM i 2019. I dag imponerede han imidlertid stort på en rute, der burde have været alt for svær for ham, og dermed fik han vist, at han stadig kan blive uhyggelig, når vi rammer mere klassisk terræn. Samtidig udeblev den totale katastrofe for den normalt så temposvage, men meget formstærke Michael Woods, som med dagens præstation i hvert fald har holdt sig selv i spil til en top 5, hvis formen er lige så god, som den hidtil har været. Også formstærke Krists Neilands imponerende, ligesom Daryl Impey på en svær rute gjorde det pænt, og dermed er det kun et skuffende ridt fra den stadig lidt hensygnende Ben Hermans, der kan kaste lidt malurt i bægeret.

Ellers gik det mere eller mindre som forventet. Tempostærke folk som Pello Bilbao, Mattia Cattaneo og Pierre Latour gik alle i top 20, og selvom det ikke var deres bedste ridt, vandt de tid på mange. Også Alejandro Valverde kan være fint tilfreds, for selvom hans engang så gode enkeltstart stadig er langt væk, var det en af hans bedre præstationer i nogen tid. Endnu bedre gik det dog for supertalentet Mauri Vansevenant, hvis tempoevner ellers har været et ret stort spørgsmålstegn, men som i dag fik bevist, at det ikke er den akilleshæl, man kunne frygte. Og med fine præstationer fra Cattaneo og formstærke Mikkel Honoré blev det en glimrende dag for de sejrsvante belgiere fra Deceuninck, ligesom det også gjorde for Bahrain, der udover Bilbaos tidsgevinst kan notere sig, at Mikel Landa undgik den frygtede katastrofe med en af sine bedre enkeltstarter. Tilsvarende kan DSM være yderst begejstret for de fine præstationer fra stortalentet Ilan van Wilder, der endelig er skadesfri, samt den ellers i år hidtil så formsvage klatrer Mark Donovan.

Sådan gik det ikke for andre. For EF var dagen noget møg, da Sergio Higuita slet ikke kunne fortsætte de gode takter fra årets første enkeltstarter, og Hugh Carthy for andet løb i træk kørte en enkeltstart langt under den forbedrede standard, han viste sidste år. David Gaudu må nok engang sande, at hans enkeltstart er en stor akilleshæl, og Enric Mas satte igen en streg under, at han er gået fra at være en langsom start til at være superlangsom. Guillaume Martin må igen sande, at hans enkeltstart forbliver en mindre katastrofe, og da Jesus Herrada stadig ikke er i nærheden af de engang så fine tempoevner, blev det en trist dag for Cofidis. Endnu værre fik det dog for Bauke Mollema, der igen satte en streg under, at der er en ufattelig forskel på hans gode og dårlige enkeltstart, og at det svage indtryk fra i lørdags fortsat holde. Og helt falt fik det for den ellers så formstærke Esteban Chaves, der for andet løb i træk fik vist, at han nok er flyvende i bjergene, men lige nu synes ringere på enkeltstarten, end han nogensinde har været.

Læs også

Jayco vil forlænge med Yates, men økonomien er tvivlsom

Det er Roglic ikke. Det kan godt være, at han ikke helt så flyvende, som han var i sine bedste år, men i dag fik han bevist, at han stadig kan regne Tourens to enkeltstarter som et af de våben, der skal give ham revanche for sidste års gigantiske skuffelse. Jumbo-manager Plugge har ellers efter al sandsynlighed sovet temmelig uroligt i de seneste uger, hvor Pogacar har leget tempokonge, men mon ikke han i nat for første gang i nogen tid ikke vil vågne op badet i sved efter et mareridt om en gentagelse af sidste sæsons virkelige mareridt? Efter i dag kan han i hvert fald tro på, at der til juli atter vil være brug for høreværn i den arabiske ørken, når de skal forsøge at få lidt ro for den jubel, der kan høres hele vejen fra Holland.

Favoritterne

Baskerlandet Rundt er kendt som et af sportens allerhårdeste etapeløb, men der kan være ret stor forskel på sværhedsgraden fra år til år. I 2017 og 2019 var ruterne eksempelvis på papiret relativt lette, mens man i 2018 havde en ganske svær sag. Selv de murafslutninger, der mere end noget andet karakteriserer det baskiske løb, er en sjældenhed, og en sådan har vi slet ikke haft siden 2016.

I år har arrangørerne dog strammet sværhedsgraden på en rute, der klart hører til i den vanskelige ende, og det vil komme til udtryk allerede på den første linjeløbsetape. Det er bestemt ikke uset, at man har lagt benhårdt ud med en regulær klassementsetape, men oftest har terrænet været lidt lettere og givet en af de for løbet ret få muligheder for hurtige afsluttere.

Sådan er det dog ikke i år. Tirsdagens etape er ingenlunde en rigtig klassementsetape, men det er en ganske svær sag. Den nedre del af La Asturiana er så svær, at man her sagtens her kunne have et lille klassementsslag, og i lyset af de relativt store tidstab, vi så i dag, skal man ikke blive forundret, hvis eksempelvis Guillaume Martin og Esteban Chaves, der i dag indkasserede en gevaldig lussing, eller altid aggressive Mikel Landa er friske på at teste Primoz Roglic lidt. Måske vil udsigten til den vigtige onsdagsetape få folk til at holde lidt igen, men etapen her kan sagtens blive hårdere, end profilen umiddelbart antyder.

Det er nemlig en af de etaper, der kan gå mange veje, og hvor favoritterne bestemmes mere af, hvordan etapen bliver kørt, end af selve rutens beskaffenhed. Er tempoet på stigningen moderat, kan mange overleve, men hvis der gås til stålet, kan vi få et regulært blodbad. Det gør det også til en af de etaper, der er ganske svære at spå om.

I teorien er det også en herlig sag for et udbrud. Mange puncheurs vil være usikre på, om de klarer stigningen, og da det ikke er en rigtig klassementsetape, er det heller ikke en klassisk dag for klassementsholdene at kontrollere. Var etapen kommet senere i løbet, havde chancen for en udbrudssejr i hvert fald været stor.

Nu tror jeg dog ikke på et udbrud. Egentlig kunne Roglic godt aflevere trøjen til en mindre farlig rytter, men det vil ligne ham dårligt. Vi har gang på gang set, at han ikke afgiver en føring frivilligt, og derfor tror jeg, at Jumbo vil kontrollere relativt hårdt. Forskellene er nemlig stadig så små, at det er helt uundgåeligt, at udbruddet ikke vil true den gule trøje.

Starten vil formentlig blive ganske aggressiv, men da den er relativt let, bør det være muligt for Jumbo at sikre, at udbruddet ikke bliver for stort og stærkt. Når røgen har lagt sig, og udbruddet er kørt, regner jeg med, at Jumbo vil kontrollere relativt stramt. Til gengæld er det ikke sikkert, at de får alt for meget hjælp. Ganske vist er det en god finale for Marc Hirschi, men UAE har ikke umiddelbart en interesse i at hjælpe Roglic til flere bonussekunder. Skal hjælpen komme, skal det snarere være fra Bora med Maximilian Schachmann, Movistar med Alejandro Valverde og måske Astana med Alex Aranburu og EF med Sergio Higuita.

Jumbo behøver dog næppe den store hjælp for at kontrollere denne ikke alt for svære etape, og jeg regner således ikke udbruddet som en trussel. I stedet bliver det formentlig feltet, der skal afgøre det til slut, hvor finalen må ventes at blive indledt på La Asturiana.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Her har jeg en forventning om, at vi får en af de berømte Movistar-massakrer. Nu ved vi ganske vist, at spanierne sjældent fører, når Valverde kan vinde, og ofte fører, når han ikke kan vinde, men det vil ligne dem dårligt ikke at lægge tryk på her. Finalen er glimrende for den spanske veteran, og han har al mulig interesse i at komme af med de tungere puncheurs. Med den selvtillid, han har tanket de seneste uger, vil det være hovedløst af spanierne ikke at bruge deres klatrestærke hold til at lægge et tryk. Samtidig udelukker jeg bestemt ikke angreb fra folk som Landa, Chaves og Martin, og selvom det nok bliver svært at få det store ud af det mod et Jumbo-hold, der med Tobias Foss og Jonas Vingegaard virker stærke, vil det sammen med et forventet Movistar-tempo bidrage til ret stor udskilning.

Dertil kommer, at der vil være vild positionskamp frem mod toppen. Den sidste del af nedkørslen ser ikke bare svær ud. Den ser urimeligt svær ud, og det virker næsten usandsynligt, at feltet ikke vil knække her. Det kan i hvert fald blive meget svært at komme med de forreste ned, hvis man kun kommer over stigningen som det tynde øl. Alle favoritterne ved, at nedkørslen kan blive meget giftig, og derfor kan det blive en regulær spurt på den øvre og lette del af stigningen - endnu et forhold, der sammen med medvinden vil bidrage til stor selektion. Kombinerer man det med, at feltet kan splittes yderligere på nedkørslen, vil der efter min forventning ikke være mange tilbage til at slås om sejren til sidst.

Derfor tror jeg også, at vi hovedsageligt skal se i retning af de mest klatrestærke puncheurs, der skal spurte om det på rampen til sidst. Den er en relativt kort sag på bare 800 m, og stigningsprocenterne er heller ikke skræmmende. Det er en afslutning, mange kan være med i, og det er mere La Asturiana end selve målbakken, der gør det til en hård finale.

Det får mig til at pege på Primoz Roglic som favorit. Sloveneren har med sine sejre i Suances i Vueltaen og senest i Biot i Paris-Nice vist, at han som puncheur tilhører den absolutte verdenselite. Jeg er lidt bekymret for, at bakken her er for kort til, at han måske kan blive slået af endnu bedre afslutter, for rampen her er betydeligt kortere end i de to ovennævnte tilfælde. Den bør dog være stejl nok til at passe Roglic, der jo bestemt heller ikke er en ringe afslutter på flad vej og også bør have masser af punch på en kortere rampe som denne.

Samtidig taler La Asturiana til hans fordel. Får vi et blodbad, vil der ikke være mange tilbage, og de folk, der kan true ham, vil alle klatre ringere end ham. ”Jo hårdere, jo bedre” må være mantraet for Roglic, og meget taler for, at han får det, som han vil have det. Med den overlegenhed, han viste i både Suances og Biot, hvor felterne var store, og mange tungere folk var med, vil jeg tro, at han også kan vinde her, hvor finalen er lettere, men feltet formentlig mindre. Derfor regner jeg med slovensk dobbeltsejr.

Manden, han først og fremmest skal frygte, er Marc Hirschi. Schweizeren er i hvert fald på flad vej den hurtigste af de to, og når man husker på Hirschis sejr på Mur de Huy i september, er der al mulig grund til at tro, at han er en bedre afslutter end Roglic på en kort, relativt let rampe som denne. Nu viser hans kørsel på sidste etape i Catalonien og på dagens enkeltstart tillige, at han bør have en god chance for at komme med over stigningen, og så kan han blive ganske farlig. Hans form er stadig så usikker, at han meget vel kan ryge af, hvis klassementsrytterne går til stålet på de fire svære kilometer, men Hirschi virker efterhånden så god, at han bør kunne klare den. Naturligvis er plan A jo Pogacar, men det må være i UAEs interesse, at Hirschi stjæler bonussekunder fra Roglic, og derfor bør han få lov at køre sin chance. Havde han været i topform, havde han været min favorit, men nu betyder usikkerheden om formen, at han må leve med en andenplads, men med fremragende chancer for at tage sæsonens første sejr.

Jeg er også lidt usikker på Maximilian Schachmann. Med den klatring, han viste i Paris-Nice, burde han ikke få problemer med at klare stigningen, men til gengæld er jeg lidt usikker på, om han har sine gamle afslutterevner i behold. Han skuffede fælt i Biot, men dengang ramte han også bakken i en dårlig position. Det vil han næppe gøre i dette mindre felt, hvor han vil have meget bedre støtte af Boras superhold, men opgaven bliver så at vise, at hans forbedrede klatring ikke har kostet på eksplosiviteten. Den frygt kan man få, når det tyder på, at den i hvert fald har kostet på tempoevnerne. Hvis ikke, er det til gengæld en fremragende rampe for Schachmann, der som bekendt vandt hele tre etaper i løbet for to år siden. Særligt fordi den er kort og ikke specielt stejl, bør han have en fin chance for at tage kampen op med Roglic.

Til gengæld er den nok lidt for kort og let for Tadej Pogacar. Sloveneren er dog en glimrende puncheur, som han blandt andet viste, da han slog Valverde i Valencia sidste år og senest med 4. pladsen bag de tre tenorer på 2. etape i Tirreno. Her måtte han dog sande, at de ”rigtige” puncheurs stadig har overhånden i forhold til ham, men særligt hvis løbet bliver knaldhårdt, skal han ikke afskrives. På papiret er Roglic hurtigere, men Pogacar slog som bekendt sin landsmand i spurten på Grand Colombier i Touren. Det er noget helt andet på toppen af et bjerg, hvor Pogacar altid vil have en bedre chance, men det viser, at det ikke er helt umuligt, at Pogacar kan vinde denne etape, hvis bare det har været hårdt nok.

Som sagt taler alt også for, at Alejandro Valverde skal give den et seriøst skud. Den spanske veteran er opstanden fra de døde og er lige så sprællevende, som han var i sine bedste år. Til gengæld har vi gang på gang måttet sande, at hurtigheden ikke er, hvad den var engang - en tendens, der vel blev startet, da Pogacar slog ham i Valencia i begyndelsen af 2020. Lige nu er han dog på et helt andet og langt mere opløftende niveau, og i sin storhedstid ville Valverde have været næsten umulig at slå i denne finale. Jeg er lidt bekymret for hans aggression i positionskampen, hvor han er blevet en forsigtigper, men i et lille felt efter et hårdt løb burde han have en chance med det antrit, han viste i sine angreb i lørdags.

Læs også

Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet

Nu har vi jo for vane at få danske sejre, og måske kunne der vente endnu en denne gang. Jeg er i hvert fald meget spændt på at se Mikkel Honoré på denne etape. Min frygt er primært, at klassementsrytterne gør det til så stort et blodbad, at det bliver for hårdt for den relativt store dansker, men hans klatring i Coppi e Bartali og Ardeche var så opløftende, at han burde have en fair chance for at komme med over. Puncheurevnerne viste han med sin vilde finale på 2. etape af Giroen sidste år, og han burde umiddelbart stå ganske stærkt også mod de bedre klatrere på en rampe, der er så kort som denne. Konkurrencen er hård, men jeg vil ikke blive forundret, hvis Honoré sørger for, at vi fastholder den danske stime med nye etapevindere i hvert eneste af sæsonens WorldTour-etapeløb.

EF har et ganske stærkt kort i Sergio Higuita, der på papiret har alle de rette evner til at køre denne type finale. Alligevel har han overraskende få resultater i afslutninger af denne type, men endelig var der hul igennem, da han blev nr. 4 i den noget lettere afslutning på 4. etape i Tirreno. Det taler for, at han burde stå skarpt på denne stejlere rampe, og selvom han skuffede lidt i dag, har han været i fornem form gennem hele sæsonen. Jeg er lidt bekymret for hans positionering, der synes at halte, men her kan det hjælpe, at løbet kan blive hårdt og feltet lille. Det vil i hvert fald være rart at få en fornemmelse af, hvor hurtig Higuita vitterligt er i denne slags finaler, hvis han endelig får sig anbragt ordentligt.

Jeg kan ikke helt finde ud af Alex Aranburu. Finalen burde passe ham fremragende, og han har generelt vist superform i år. Han er altid meget svingende og skuffede i lørdags, men hans kørsel i Tirreno og Sanremo samt på dagens enkeltstart var uhyre opløftende. Desværre er stigningen så svær, at Aranburu er et sandsynligt offer, hvis der for alvor gås til stålet, og løbet kan formentlig godt blive for hårdt, som det var det i lørdags, hvor stigningerne endda var lettere. Samtidig har han skuffet mig lidt i puncheurfinalen i Suances under Vueltaen, men til gengæld var det opløftende i Provence og Tirreno i år. Hans punch på Poggio var tillige fremragende, men her led han som altid under sin ringe positionering. Her har han heldigvis et meget stærkt hold i et formentlig ret lille felt, og så skal det blive interessant at se, om han kan gøre det bedre end 5. pladsen i Tirreno - hvis han altså overlever stigningen.

Jeg vil også tro, at formstærke Michael Woods vil prøve. Canadieren har været flyvende i år, men det vil trods alt undre mig, hvis han kan vinde på en rampe med så bløde procenter som denne, der ikke er ideel for en murspecialist som ham. At han kan afslutte på blødere procenter, viste han dog med 4. pladsen på 1. etape i Var og 2. pladsen på toppen af Port Ainé i Catalonien, og særligt hvis det har været hårdt, burde Woods med sin form kunne gøre sig gældende. Min bekymring er mest den tekniske nedkørsel, hvor han kunne ligne et ærgerligt offer, men mon ikke han vil gøre alt for at ramme den som en af de forreste? Formen er i hvert fald til det, og i et lille felt vil han heller ikke lide for meget under sin positionering.

Selve finalen burde være god for Magnus Cort. Ganske vist skuffede han i Suances under Vueltaen, men da han slog Greg van Avermaet i Yorkshire, viste han, at han er en god puncheur på sværere bakker end denne. Denne er så kort og ”let”, at han burde kunne matche de lettere folk, men udfordringen er La Asturiana. Jeg frygter, at der bliver gået så meget til stålet, at Cort får det for svært - også til at sidde ordentligt på nedkørslen. Håbet kommer af den fremragende enkeltstart, han kørte i dag, hvor han blæste op ad stigningen i bedre tid end mange klatrere. Med de ben kan man ikke udelukke, at han kommer med hjem, og så bør han være en af de få, der kan slå de største favoritter.

Samme bekymring har jeg for Benoit Cosnefroy. I storform burde han have en ret god chance for at komme med hjem, selvom lange stigninger ikke er hans kop te, men dette er trods alt bare hans andet løb efter en lang skadespause. Han var overraskende god, da han kørte væk på den sidste bakke i debutløbet i Cholet, men niveauet her er helt, helt anderledes. Det vil undre mig, hvis Cosnefroy allerede nu har formen til at side med i en finale, jeg venter hård, men hvis til gengæld han lykkes, er han livsfarlig på en rampe som denne. Den Cosnefroy, der blev nr. 2 i Fleche Wallonne mellem Hirschi og Woods, kan utvivlsomt vinde her, hvor procenterne endda passer ham bedre. Spørgsmålet er bare, om formen rækker.

Lidt af det samme kan siges om Dion Smith. Jeg har svært ved at se newzealænderen klare stigningen, men skulle det blive en lidt lettere udgave, kan han ikke afskrives. Han klatrede nemlig som en drøm i Catalonien, særligt på den lange og svære stigning i udbruddet på 5. etape, og med de klatreben kan han også komme langt her. Hans puncheurevner så vi, da han vandt Coppa Sabatini sidste år, endda på en bakke, der er en næste tro kopi af denne, og vi så dem også med 5. pladsen på 15. etape af Vueltaen. Til gengæld skuffede han med en 11. plads i Suances, men denne kortere bakke passer ham bedre. Udfordringen bliver først og fremmest at komme med hjem, og her tror jeg trods superformen, at han kommer til kort.

En anden spændende afslutter er Pierre Latour. Det er ikke alt for ofte, han viser det, men han er en ganske hurtig herre. Det så vi senest med 3. pladsen bag Cort og Christophe Laporte på sidste etape i Nice, og denne bakke burde endda passe ham langt bedre. Han har mildt sagt været svingende i år og skuffede senest i lørdags, hvor han dog ikke var helt væk, men dagens enkeltstart giver lidt optimisme. Han bør i hvert fald komme med feltet hjem, og med samme fine spurt som i Paris-Nice kommer han ganske langt på denne bakke.

Boras plan A er Schachmann, men man skal heller ikke afvise Patrick Konrad. Det er ikke uden grund, at han to år i træk er gået i top 10 i Fleche Wallonne, for han er en glimrende puncheur. Det så vi senest på blødere procenter med 5. pladsen i Provence, og denne finale burde passe ham endnu bedre. Hans niveau har i år mildt sagt været svingende, men enkeltstarten i dag var ganske pæn. Det er svært at se ham vinde, men han ligner en god topkandidat og vil formentlig ligesom Schachmann og Wilco Kelderman køre sin egen spurt for Bora.

Læs også

Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege

En anden god puncheur er Bauke Mollema. Det så vi senest med sejren på 1. etape i Var, hvor procenterne endda var endnu blødere, men hvor han også tog de hurtigere folk på sengen med så lang en spurt, at det var et halvt angreb. Det bliver vanskeligere på denne kortere rampe, og endnu mere problematisk bliver det af den svage form, han viste både i dag og i lørdags. Der kan dog ikke være den store tvivl om, at Mollema nok skal sidde med feltet hjem, og han har da generelt også været uhyre velkørende i år. Ligesom Konrad ligner han dog mere en top 10 end en vinder.

Astanas plan A må være Aranburu, men de har mange at tage af. Alexey Lutsenko viser det sjældent, men han burde altså stadig være en god puncheur i en finale som denne. Hans form i lørdags var bedre end frygtet efter styrtet i Paris-Nice, men efter den lange pause manglede han stadig en del til slut. Der er derfor en overhængende risiko for, at han ikke kommer med hjem, men han bør have en bedre chance end Aranburu. Sidde han der uden sin hurtigere holdkammerat, burde han gøre det fornuftigt i denne afslutning.

Astanas tredje kort er Omar Fraile. Alt for ofte agerer han hjælper, og det gør han sikkert også denne gang, men han synes i absolut fremragende form, som vi så i dag og i lørdags. Jeg vil også tro, at han falder fra på stigningen, men lykkes det at komme med hjem uden Aranburu, kan man ikke udelukke, at han får lov at spurte på hjemmebanen. Han er slet ikke en ringe afslutter, som han viste, da han slog Sonny Colbrelli i en let stigende spurt i Romandiet, og denne bakke kunne måske endda passe ham endnu bedre.

Er bakken for let for David Gaudu? Det er den nok, men den lille franskmand er altså en god puncheur. Han vandt på en stejlere rampe i Romandiet for to år siden, og senest gjorde han det godt i Var, hvor han på 1. etape kom blæsende fra en dårlig position. Gaudus formudsving er velkendte, og dagens enkeltstart kunne antyde, at han har et dårligt løb, hvor han måske end ikke kommer med hjem, men hans stærke sæsonstart giver optimisme. Jeg tror ikke, at han kan vinde, men hvis det har været knaldhårdt, bør han gøre det godt.

Endelig er der Alexander Kamp. Selve målbakken er skræddersyet til danskeren, der senest viste sine afslutterevner i Catalonien. Han er endelig kommet i form igen, men alligevel må man formode, at en Movistar-massakre bliver for voldsom for ham. Han klatrede dog så godt i Coppi e Bartali i 2019, at han burde have en fin chance, hvis det bliver et lidt lettere løb. Præstationen i Catalonien giver i hvert fald grund til optimisme.

Hos Bora regner jeg også med, at Wilco Kelderman kører en glimrende spurt, men han bør ikke kunne vinde. Jeg ville gerne se Ide Schelling køre den efter dagens fine enkeltstart, men med fire kaptajner har jeg svært ved at se ham få chancen. Diego Ulissi burde være en af favoritterne, men efter pausen ligner han en hjælper for Hirschi og Pogacar. Det er en fremragende finale for Julien Simon, men selvom han gjorde det pænt i lørdags, tror jeg, at han får svært ved at komme med hjem, og det samme gælder for Anthony Perez. Det er også en god afslutning for Simon Clarke, der viste fremgang i Strade Bianche, men han kan få det svært og er nok ikke længere hurtig nok til at vinde. Daryl Impey, Patrick Bevin og Ben Swift, der er formsvag, har alle klatret så skidt i år, at jeg ikke ser dem klare denne stigning. Tao Geoghegan Hart er en glimrende puncheur, men jeg tror ikke, at han har formen til at vinde. Odd Christian Eiking burde også være et godt bud, men han klatrede for dårligt i Paris-Nice til at tro på ham på så lang en stigning, der formentlig også eliminerer hans hurtige holdkammerater Maurits Lammertink, Quinten Hermans og Georg Zimmermann, der er på vej tilbage. I stedet har Intermarché Lorenzo Rota, men han kører maksimalt i top 10. Jesus Herrada var engang en god puncheur, men det ser vi aldrig rigtigt længere, og Simon Geschke må regnes som hjælper, ligesom Jonas Vingegaard desværre er det. Folk som Jakob Fuglsang, Mauri Vansevenant, Adam Yates, Esteban Chaves, Guillaume Martin, Richard Carapaz, Krists Neilands, Pello Bilbao og Jonathan Lastra har alle punch til en mulig top 10, men ikke mere end det.

Feltet.dks vinderbud: Primoz Roglic

Øvrige vinderkandidater: Marc Hirschi, Maximilian Schachmann

Outsidere: Tadej Pogacar, Alejandro Valverde, Mikkel Honoré, Sergio Higuita, Alex Aranburu

Jokers: Michael Woods, Magnus Cort, Benoit Cosnefroy, Dion Smith, Pierre Latour, Patrick Konrad, Bauke Mollema, Alexey Lutsenko, Omar Fraile, David Gaudu, Alexander Kamp