SE 2. ETAPE PÅ DPLAY - FÅ 7 DAGE GRATIS

Ruten

Mens Touren er kendt for at have en relativt ensformig første uge med mange flade sprinteretaper, betyder den mere varierede italienske geografi, at Giroen altid byder på en betydeligt hårdere indledning. Det afspejles også i årets første linjeløbsetape, der betyder, at de hurtige folk slet ikke kommer i spil med det samme. I stedet vender man tilbage til den herlige puncheurafslutning i Agrigento, hvor vi for 12 år siden havde sand dopingsynderfest med sejr til Riccardo Ricco foran Danilo di Luca, Davide Rebellin og Franco Pellizotti. Forhåbentlig er vinderen renere denne gang, når de eksplosive afsluttere efter en ellers relativt flad etape skal spurte om en eftertragtet sejr, selvom de i dag smed muligheden for også at køre sig i lyserødt via bonussekunder.

Med en distance på bare 149,0 km er der tale om en kort sag, der fører feltet fra Alcamo til Agrigento. Startbyen ligger i det kuperede indre af Sicilien, og derfor lægges der knaldhårdt fra land. Således kører man med det samme mod sydvest op ad en ikke-kategoriseret stigning (3,2 km, 4,7%), som har top efter 11,4 km, inden en kort nedkørsel efterfølges af endnu ikke-kategoriseret opkørsel (3,2 km, 4,8%) med top efter 19,7 km. Nu kan rytterne se frem til et længere, let faldende stykke, som leder mod sydvest og sydøst ned til bunden af kategori 4-stigningen Santa Ninfa (4,3 km, 4,1%), der er en helt jævn opkørsel med top efter 37,5 km. Tid til at komme sig bliver der dog ikke, da en kort og let nedkørsel fører videre mod syd direkte ned til Partanna-stigningen (3,5 km, 4,1%), på hvis top dagens første indlagte spurt venter efter 46,1 knaldhårde kilometer.

Nu bliver det til gengæld meget lettere. Herfra leder en næsten lige og let faldende vej nemlig mod syd og sydøst ned til kysten, der nås i byen Sciacca. Herfra går det videre ned langs vandet mod sydøst ad en vej, der ganske vist er let kuperet, men i alt væsentligt flad. Efter ca. 110 km bliver terrænet lidt mere rynket med to lette opkørsler, inden det falder ned mod byen Porto Empedocle, hvor dagens sidste spurt kommer efter 136,9 km. Herfra forsætter man kortvarigt mod sydøst hen langs vandet, inden finalen indledes.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Det sker når, man drejer mod nord væk fra havet for at køre op ad den afsluttende kategori 4-stigning op til målet i Agrigento. De 3,7 km stiger med 5,3% i gennemsnit, hvor der indledes let med 3,8% over de første 500 m, inden der venter 1500 m med 6,2% og et maksimum på 9%. Den følgende kilometer stiger med 6,0%, inden det flader ud med 3,3% over de sidste 700 m, fordelt over 500 m med 2,6% og slutteligt 5,0% på de sidste 200 m. Stigningen har sving med 3300 og 1750 m igen, men derefter bugter vejen sig let ind på den 250 m lange, 8 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2270 højdemeter.

Agregento blev som sagt senest besøgt i 2008, hvor Riccardo Ricco sejrede foran Danilo Di Luca og Davide Rebellin. Det er det eneste større cykelløb, der i dette årtusinde er sluttet i byen, men tilbage i 1994 blev Luc Leblanc verdensmester i byen. For Giroen er det femte besøg i byen.

Vejret

Efter dagens glohede ørkenstorm venter der mere almindeligt siciliansk vejr. Den trykkende varme er aftaget, så vi ”kun” når op på 27 grader, og skyer vil der kun være få af med en beskeden bygerisiko på 5-10%, primært på første del af etapen. Den kraftige vind er væk, og der vil blot være en let vind (10-15 km/t) fra sydvest. Det giver sidemodvind på det kuperede stykke og sidevind på det lette stykke ned langskysten. Slutteligt får man sidemedvind på de sidste 4,5 km, dog med sidevind på de sidste 1750 m.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

SE 2. ETAPE PÅ DPLAY - FÅ 7 DAGE GRATIS

Analyse af 1. etape

Når man skal forklare, hvorfor Ineos/Sky med Dave Brailsford i spidsen er så succesrige, henvises der ofte til ”marginal gains”. Det er en populær betegnelse for alle de små subtile detaljer, som de fleste hold anser for negligerbare, men som de perfektionistiske briter med en kombination af grundighed og overvældende økonomiske ressourcer og teknisk indsigt forsøger at optimere i den overbevisning, at den additive effekt af alle de små gevinster bliver målelig. I Danmark ville vi vel snarere kalde det ”Mange bække små, gør en stor å”, men selvom briterne næppe kender det danske udtryk, har de været i stand til at omsætte det i praksis.

I en vis forstand kan man sige, at det var marginal gains, der i dag gjorde Giro-indledningen til alt andet end den forbandelse, som ellers har martret det britiske hold i næsten alle deres ture rundt i Italien. På alle parametre blev det nemlig en sand Ineos-fest, der ikke blot førte til den forudsigelige sejr til tempofænomenet Filippo Ganna og en tidsgevinst i klassementet til Geraint Thomas, men også en langt større sekundhøst, end den walisiske forhåndsfavorit kunne have drømt om selv i sin mest optimistiske jubelstund.

Denne gang må man dog nok slette ordet ”marginal”, for hvis det refererer til en eller anden subtil detalje, der i sig selv er ligegyldig, kan man bestemt ikke sig, at der var noget ”marginal” over det, der gav Thomas det uventet gode udgangspunkt. Det står nemlig på side 1 i cykelsportens ABC, at det næst efter rutekendskab er et blik på vejrudsigten, der er den vigtigste ingrediens i enhver god forberedelse til et cykelløb. Og denne gang kan man i hvert fald filosofere over, om ellers store hold som Astana, Jumbo, Bora, Sunweb og Trek havde ulejliget sig med at tjekke en af de mange helt gratis vejrtjenester, som nettet jo er fuldt af.

Det krævede i hvert fald ikke en doktorgrad i meteorologi at gøre det hjemmearbejde. Selv fra mit domicil i Danmark fjernt fra den glohede ørkenluft, der strømmede op over Sicilien denne varme og blæsende oktoberdag, kunne jeg således konstatere, at det måtte handle om at få kørt den enkeltstart så hurtigt som muligt. Den kraftige ørkenstorm ville nemlig nærmest fordufte i løbet af de blot tre timer, etapen varede, og med en generel medvind på hovedparten af etapen, ville det være tudetosset ikke at tage imod den gratis hjælp, den varme ørkenluft kunne tilbyde.

Brailsford sagde da også ”top” med det samme og takkede ja til tilbuddet ved at lade sine fire esser, Jonathan Castroviejo, Rohan Dennis, Ganna og Thomas starte blandt deres fem første ryttere. Naturligvis havde den snu købmand Patrick Lefevere også blik for en god handel og sørgede for, at hans to esser, Joao Almeida og James Knox, fik det ekstra skub, som Sahara-luften ganske kvit og frit kunne levere. Den jyske købmand, Bjarne Riis, fik også sendt sin tempomaskine Victor Campenaerts tidligt afsted, Nicki Sørensen lod Alex Dowsett starte allerførst, og Matthew White var også årvågen nok til at give Simon Yates en tidlig starttid.

Sådan var det imidlertid ikke hos Astana, Trek, Jumbo, Sunweb og Bora. Klassementsrytterne Jakob Fuglsang, Vincenzo Nibali, Steven Kruijswijk, Wilco Kelderman og Rafal Majka samt Michael Matthews, der ellers drømte om at en god tid i dag og ti bonussekunder i morgen ville gøre ham lige så lyserød, som han var det i 2014 og 2015, blev alle sendt afsted blandt de allersidste. Og mens Thomas var blevet blæst hele vejen ned til Palermo, måtte de fem topkandidater trods ihærdig fight notere sig enorme tidstab på hhv. 1.24, 1.21, 1.05, 1.37 og 1.06 til den mand, som i forvejen stod til at give den prygl på løbets tre enkeltstarter, og som nu fik langt mere ud af de første bare 15,1 km af de knap 65 km tidskørsel, end han kunne have troet. Og lille Yates, der i den grad havde sin kropsvægt imod sig på den generelt faldende rute, kunne med et tab på bare 26 sekunder kalde sig dagens anden vinder, mens hans tidligere holdkammerat Matthews med et tab på i alt 35 sekunder til Thomas kan glemme alt om lyserøde klæder.

Det er svært at svare på, hvordan en så eklatant mangel på grundighed kan koste så dyrt i verdens næststørste cykelløb, når selv et opslag i Feltet.dks optakt kunne have givet dem svaret på, hvornår de skulle starte. Den eneste forsvar, der kan accepteres, er vel, at de var bekymrede for sikkerheden, når kraftig sidemedvind ramte pladehjulene, mens farten var allerhøjest.

Det var da også en relevant bekymring, og det var åbenlyst, at der var et behov for at afveje sikkerhed over for mulig tidsgevinst. Således røg både Campenaerts og Dowsett på halen, da de startede som de allerførste, og Dennis havde åbenlyst svært ved at styre cyklen. Også andre, der ellers lagde ambitiøst ud, måtte undervejs trække i bremsen på en rute, der måske ikke var helt gennemtænkt i en tid, hvor der generelt er fokus på at forbedre sikkerheden. Naturligvis var vinden årsagen til farligheden, men kan man tro den TV2-vejrudsigt, jeg hørte forleden, er disse ørkenstorme på Sicilien ikke noget ukendt fænomen på denne tid af året og dermed også en forudsigelig fare.

De varierende omstændigheder gør også, at vi ikke kan bruge resultatet til noget som helst i forhold til at vurdere form. Vi kan blot konstatere resultatet og erkende, at der nu er brug for endnu mere offensiv kørsel i bjergene end først antaget, hvis Thomas’ forudsigelige tidsgevinster skal annihileres. Forholdene var ganske enkelt for forskellige, for vinden aftog med så kraftig en hastighed, at der var stor forskel på at starte bare med en halv times mellemrum. Og lægger man dertil, at mange valgte forsigtighed fremfor risiko blev vi ikke meget klogere.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Det eneste, vi reelt kan, er at sammenligne de klassementsryttere, der kørte i sidste gruppe under nogenlunde ens betingelser. Her må Nibali regnes som den store vinder, når han satte tid i banken på alle andre end Kelderman, der på forhånd regnes som den mest tempostærke af de fem - også selvom det først var i Tirreno, at han genfandt lidt af sine tempoevner. Måske kunne han have forventet at vinde tid på Kruijswijk på en rute, der slet ikke passede til den hollandske dieselmotor, men med de enkeltstarter, Fuglsang efterhånden har genfundet de senere år, var det overraskende, at danskeren skulle bløde sig meget tid. Det eneste forventelige var, at Majka fik sig en gedigen lussing, for det lå i kortene allerede inden starten - og med en startposition som allersidste mand bad han næsten om, at der skulle slås ekstra hårdt!

Set med danske øjne var det en møgstart, men et tidstab på denne gang tempotons siger ikke meget om Fuglsang reelle form i bjergene. Det her er ganske enkelt noget helt alle, og det eneste, jeg vil drage som lære, er vel, at Nibalis gode VM var en bekræftelse på, at han som altid har fundet formen til sine grand tours. Det reelle hierarki bliver vi først klogere på, når de har smagt på lave på Etna på mandag - og med nu endnu større behov for aggressiv kørsel bliver vi måske endnu klogere end først antaget på en første bjergetape, der ellers ofte køres lidt konservativt.

Mens de etablerede stjerner led, boltrede talenterne sig. Mest markant var det, at Joao Almeida chokerede med en 2. plads, men med al respekt for portugiserens uhyre store talent siger det vist mere om hans meget tidlige starttid end om hans tempoevner. Det bør trods alt ikke være muligt for ham at slå Thomas på en enkeltstart af denne type, men selvfølgelig var snu Lefevere manden, der lukrerede allermest på omstændighederne.

Udover Ganna, der jo også stadig er en ung komet, som efterhånden flyver så hurtigt, at vi ikke alligevel får en ensidig fremtidig Evenepoel-dominant som frygtet, var top 10 fyldt med unge navne. Tour de l’Avneir-vinderen Tobias Foss fik en grand tour-debut, der må få vore norske brødre til at drømme sødt om en fremtidig sejr i et af de store etapeløb, mens vi danskere jubler stort over, at Mikkel Bjerg efter nogle skuffelser i Tirreno og ved VM endelig fik vist, at han også kan begå sig i det tungeste selskab.

Det hensygnende NTT stod vel for dagens største sensation med en top 10 til unge Matteo Sobrero, der ikke er specialist og ikke har imponeret i sin første tid som professionel. Brandon McNulty viste, at han kan blive særdeles interessant i klassementssammenhæng med en fabelagtig 24. plads, selvom han startede i sidste gruppe, hvor han knuste alle de etablerede klassementsnavne. Og Aleksandr Vlasov, der kunne frygte en lussing i en disciplin, som ikke er hans, var snu nok til med en relativt tidlig start at ende som tredjebedst af de seks reelle vinderkandidater (Thomas, Kruijswijk, Nibali, Fuglsang og Yates er de øvrige) med et tab på 57 sekunder til Thomas. Dermed endte det ikke alt sammen skidt for et Astana-mandskab, der ellers mistede Miguel Angel Lopez som følge af et af de uhyggeligt klodsede styrt, som ellers lignede en børnesygdom, han var kommet sig over, og som nu slet ikke ser så skræmmende bjergstærke ud som den gjorde for et par timer siden.

Det gør de heller ikke hos Ineos, der ikke er kommet til Italien med deres A-kæde, men netop i det lys er det jo en god ide at finde de fordele - eller marginal gains - man kan. Blandt disse burde egentlig ikke høre at kigge i vejrudsigten, men når konkurrenterne forærer dem et straffespark uden målmand, kan man jo lige så godt sparke bolden i mål. Måske er det ikke helt uden grund, at det er Brailsford og co., der har vundet Touren syv ud af de seneste ni gange…

Favoritterne

Nu er det jo mildt sagt en let sag at pege på folk, der har lidt tab som følge af corona-krisen, men når vi taler cykelsport, må sprinterne - sammen med de mange arbejdsløse ryttere og lukningstruede hold - aspirere til prisen som de mest uheldige. De havde nemlig udsigt til sjældent sprintervenlige udgaver af Giroen og Vueltaen, men da vores lille corona-ven havde været der, var to af de flade Giro-etaper og fire af de flade Vuelta-etaper forsvundet som dug for solen.

I Italien er resultatet, at det, der skulle have været en ungarsk sprinterfestival, i stedet er blevet til en sjældent sprinterfjendtlig start i det kuperede sicilianske terræn. I stedet for to sikre massespurter efter den indledende enkeltstart, skal vi nu helt frem til fjerdedagen, inden de får chancen, fordi man efter den i hast designede enkeltstart fortsætter med det sicilianske program over tre dage, som var planlagt som de første italienske etaper efter de tre dage i Ungarn.

Det betyder, at det efter tempokongerne er de eksplosive puncheurs, der får det første ord - præcis som det var tilfældet ved den sicilianske start i 2008. Dengang blev der åbnet med et holdløb, inden Riccardo Ricco sejrede i den italienske dopingsynderfestival på bakken i Agrigento, som altså vender tilbage 12 år efter, at stakkels Joaquim Rodriguez fik knust sin drøm om sejr bare få meter fra stregen og i stedet måtte lade de italienske dopingsyndere slås om guldet.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Det er da også en ganske interessant finale, der er tilstrækkeligt åben til, at mange sikkert gør sig tanker om mulighederne. Giro-historien har budt på stejlere bakker, men samler set er der altså 2,5 km med en gennemsnitlig stigningsprocent på godt 6. Det er for meget for rigtigt mange, og det var da heller ikke overraskende, at de var ardennerpuncheurs som Ricco, Danilo Di Luca, Davide Rebellin og Franco Pellizotti, der kæmpede om æren ved seneste besøg, og ikke de stærke sprintere, for hvem denne finale for langt, langt de fleste er for hård - især nu hvor der er medvind stort set hele vejen op.

Faktisk er finalen så svær, at den senere vinder, Alberto Contador, tabte 10 sekunder i de mange huller, der opstod undervejs, og selvom han grundet en sen invitation kom direkte fra en spansk badestrand og ikke var i form endnu siger det lidt om, at også klassementsryttere skal spurte for ikke at tabe dum tid denne søndag.

En spurt bør det under alle omstændigheder blive til. Egentlig indbyder den vanskelige start til angrebsfest og mulig udbrudssejr, men man skal ikke have set mange grand tours for at vide, at den første linjeløbsetape ofte ender som en meget passiv affære, selv når terrænet lægger op til det modsatte. Der venter ganske enkelt for mange udfordringer til, at der skal brændes krudt af på tv-udbrud nu, og derfor tror jeg ikke, at der bliver mange sværdslag i forsøget på at komme afsted. Det vil formentlig primært være en sag for de tre italienske wildcard-hold, der endda ikke har en bjergtrøje at gå efter, da den formentlig går til etapevinderen, som blandt de tre, der ventes at have scoret 3 point efter i morgen, formentlig må antages at være bedst placeret i klassementet.

Herefter vil Ineos sætte sig frem, men de vil næppe gøre det store for at forsvare en trøje, som Filippo Ganna alligevel mister. Den bliver i stedet brugt som arbejdstøj af italieneren, og det vil nok i stedet være andre hold, der skal jagte. Her må man antage, at særligt Sunweb og UAE vil tage ansvar, men mon ikke også Deceuninck så kraft lugter en lyserød trøje med Joao Almeida, at også de giver en hånd med. Da hele anden del af etapen er flad, bør udbruddet let komme tilbage i tide.

I år er der point til pointtrøjen i den ene spurt og bonussekunder i den anden. På denne etape er der point i den første, hvor det skal blive interessant at se, hvem der har cyclamenfarvede drømme. Det er tænkeligt, at i hvert fald Peter Sagan, Arnaud Demare og Michael Matthews vil holde sig til, men formentlig også Fernando Gaviria. Til gengæld kommer bonussekunderne så tæt på den svære finale, at det er tvivlsomt, om der vil blive kørt om dem, selvom udbruddet skulle være hentet.

Der vil være sidevind hele vejen ned langs kysten, men den bør ikke være stærk nok til at komme i spil. Den kan skabe lidt nervøsitet, men jeg regner med en relativt fredsommelig dag, hvor udbruddet af de nævnte hold vil blive kørt ind, indtil vi får en vild positionskamp frem mod stigningen.

Hvad der her vil ske, er ret åbent. Vi så i 2008, at det blev kørt ret aggressivt tidligt, og det er bestemt ikke umuligt, at vi vil se angreb. Jeg vil dog tro, at Ineos vil sætte deres klassiske og kontrollerende tempo, og hvis ikke de gør det, vil jeg tro, at UAE, som har et ret stærkt hold, vil lægge et pres, der kan gøre det for hårdt for Michael Matthews og øge chancerne for sejr til Diego Ulissi. Som Rodriguez viste sidst, skal man ikke udelukke, at et angreb fra distancen kan bære frugt - særligt ikke i medvind - men mest sandsynligt er det, at det ender i en spurt til slut, hvor det er værd at bemærke, at det flader ud til slut.

Som sagt regner jeg finalen som værende for hård for de fleste sprintere, men der er én markant undtagelse. Michael Matthews har ellers klatret lidt halvsvagt det sidste års tid, men det ændrede han i den grad på, da han overraskede sig selv ved næsten at komme med de bedste ved et VM, hvor han hægtede sig på Tom Dumoulins dieselmotor. Det vidner om mere af den storform, han har vist i det meste af tiden siden pausen, og også i dag kørte han egentlig en flot enkeltstart i lyset af den dumme starttid, der som omtalt ovenfor voldte ham problemer.

Inden VM havde jeg regnet denne finale som værende for vanskelig for den Matthews, vi har kendt i 2018 og 2019, men sådan er det ikke længere. Nu ligner han igen den rytter, der blev nr. 5 i Fleche, nr. 4 i Liege og vandt en langt hårdere og våd Giro-etape i 2014. Den Matthews vil elske denne finale, og da han synes genfødt, tror jeg på australsk sejr seks år efter første gevinst i løbet - især fordi det flader ud til sidst. Og selvom det ikke bliver til et hattrick i lyserøde trøjer alligevel, kunne det ligne et hattrick i etapesejre.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Hans værste rival må være Diego Ulissi. Den lille italiener syntes ellers at have tabt noget hurtighed, som jeg ofte har berettet om i disse spalter, men efter pausen har han været som genfødt. Vi så egentlig allerede takter sidste år, men i 2020 har han virkelig vist sig som den puncheur, han engang var. Først var han skræmmende på 3. etape i Polen, hvor han dog ikke fik fanget Richard Carapaz i tide, og siden var han overlegen i Luxembourgs puncheurspurt på 1. etape, hvor finalen ellers var lidt for let. Det er den ikke her. Denne passer perfekt til en rigtig ardennerpuncheur, og sejren i Luxembourg vidner om storform. Den korte distance er også ideel, og medvinden hjælper ham med at gøre det hårdt. Eneste udfordring er, at det flader ud til sidst, men heldigvis er det stejlt nok til, at han stadig kan vinde i en sådan finale også.

Dernæst vil jeg pege på Giovanni Visconti, men det er ikke med den helt store overbevisning. Italieneren har nemlig generelt været skuffende efter pausen, men han er dog langsomt blevet bedre. Det så vi særligt på 3. etape i Tirreno, hvor han kun blev slået af Mathieu van der Poel i den lille puncheurspurt til sidst, og han kørte også et fornuftigt VM. Netop spurten i Tirreno viser, at han stadig er god i disse finaler, selvom alderen åbenlyst trykker, og der er ingen tvivl om, at sicilianeren Visconti må have denne etape som løbets helt store mål. Om den bliver for hård for ”gamle” Visconti, er stadig åbent, men hvis han stadig har det niveau, som sidste år gav sejr foran blandt andre Egan Bernal i Giro di Toscana, er den ikke.

Egentlig ville jeg gerne have Andrea Vendrame højere oppe. Denne finale burde nemlig være skræddersyet til den italienske puncheur, der jo betog de fleste sidste år. Desværre har han generelt været skuffende i dette 2020, men han blev dog nr. 3 bag Van der Poel og Visconti i omtalte puncheurspurt ovenfor. Hvis han langt om længe har fundet de ben, der gjorde ham til bedste mand i udbruddet på en uheldsramt bjergetape sidste år, er denne finale ikke for hård, og så er den faktisk helt perfekt for den Vendrame, der også vandt feltets puncheurspurt bag et udbrud på en tidlig etape sidste år. Han skal bare vise, at han har de ben, han havde dengang.

Løbets joker er Enrico Battaglin. Al logik siger, at han ikke overlever, for der har meget langt mellem snapsene i de seneste år. Han blev dog nr. 21 i Emilia og nr. 43 i Lombardia, og det viser, at han er langt fra det meget lave niveau, han har haft i lang tid. En 7. plads i puncheurspurten i Sabatini var dog ikke imponerende, og han skal være betydeligt bedre, hvis han skal vinde i så svær en finale. Hvis til gengæld han pludselig finder de ben, han havde på 4. og 5. etape i 2017, hvor han var nærmest uhyggelig, kan han blive meget svær at slå her. Det er bare lang tid siden, han har vist det niveau.

Blandt klassementsrytterne er det særligt Simon Yates, der skal nævnes. Egentlig er finalen hård nok til, at den lille brite burde være skarp, men de senere år har han slet ikke blandet sig i disse spurter. Det gjorde han heller ikke på 3. etape i Tirreno, men i den hårdere afslutning på 6. etape var kun Wilco Kelderman og Alex Aranburu stærkere. Finalen her er på grænsen til at være så let, at han bare holder sig til, men hvorfor ikke gå efter bonussekunder i et løb uden mange superpuncheurs? Tirreno antyder i hvert fald, at han er kommet til løbet i superform.

Som sagt var det netop Wilco Kelderman, der var bedre end ham i Loreto, og hollænderen har generelt fået smag for disse afslutninger. Således var han også feltets bedste i den første af de to puncheurspurter i Tirreno, ligesom han blev nr. 5 i puncheurspurten i Polen. Med andre ord er han nærmest blevet specialist i disse afslutninger, som vi også så det i Provence i foråret, men han har stadig til gode at vinde dem. Sunweb står imidlertid stærkt, for hvis det bliver for hårdt for Matthews, er det formentlig svært nok til, at Kelderman kan vinde.

En anden joker er Joao Almeida. Den lille portugiser var i dag snu nok til at udnytte vinden til at skabe en gedigen sensation, men han fik samtidig sendt et signal om, at han er i fremragende form. Egentlig har han slet ikke været kendt som en rigtig puncheur tidligere, selvom han vandt U23-Liege for nogle år siden, men han chokerede vel alle på Alto del Castillo i Burgos, hvor han efter at have ført hele dagen for Bennett såmænd vandt feltets spurt foran en sand specialist som Alejandro Valverde. Denne finale er hårdere og burde passe ham bedre, og han vil være topmotiveret af formentlig at gå i lyserødt efter denne etape. Jeg frygter, at det er et problem, at det flader ud til sidst, men afskrives kan han bestemt ikke.

Patrick Konrad har ikke vist meget af sin hurtighed på det seneste, men det gjorde han i Tirreno. Her blev han nr. 2 bag Kelderman i omtalte puncheurspurt på 3. etape, og han har siden vist fornem form med endnu en top 10 i Fleche Wallonne. Det taler for, at han er med fremme i denne finale også, og de knaå så stejle procenter passer ham endda endnu bedre. Til gengæld har han stadig til gode at vinde en spurt som denne, og det gør han næppe heller i morgen.

Jeg er meget i tvivl om, hvad jeg skal mene om Simon Clarke. Australieren i 2019-form havde været et ganske glimrende bud på denne etape, men han har skuffet efter pausen. Der var lidt opmuntring med en overraskende 14. plads i Lombardiet, og han gjorde det også hæderligt i Saturnia i Tirreno, mens han til gengæld ikke var så god ved VM som ventet. I forvejen er det en finale, der kan være en anelse for hård for ham, men da det flader ud til sidst, skal nr. 2 fra Amstel Gold Race bestemt ikke afskrives.

Læs også

Journalist med godt nyt om Quintana

Har Pello Bilbao lidt af sin gamle hurtighed? Det er efterhånden længe siden, at han har kørt en spurt overhovedet, men i gamle dage var han faktisk lynhurtig og vandt endda en spansk massespurt. Denne finale burde passe ham glimrende, og bliver den for hård for Battaglin, kunne det være en chance for at vise lidt af sin gamle fart, selvom han også meget vel kan vælge at tage den med ro. Bahrain er her dog primært for etaper, og han kom som bekendt flyvende ud af Touren. Dagens enkeltstart var også hæderlig, så han burde kunne lave et resultat, hvis han vil.

En anden rytter, der stort set er holdt op med at spurte, er Geraint Thomas, der med alderen er blevet mere diesel end sprinter. Han var heller ikke meget værd i puncheurspurterne i Tirreno, men vi ved fra tidligere, at han altså var ret skarp i denne slags afslutninger. Vi så det senest med hans spurt på Alpe d’Huez i Touren i 2018, og selvom han går ind til etapen med målet om at holde sig til, kan det godt blive så hårdt, at han pludselig blander sig helt fremme alligevel. Formen fejler i hvert fald intet.

Går vi videre blandt klassementsfolkene, må man også pege på Jakob Fuglsang, Aleksandr Vlasov og Rafal Majka. Det er udelukket, at de vinder, men de har alle udviklet et fornuftigt punch i disse finaler, som vi med Fuglsang og Majka så på 5. etape i Polen og med Vlasov så i Tirreno og Toscana. For at de kan være med helt i front, skal det være knaldhårdt, men med medvind er det bestemt også en mulighed.

EF har også et andet kort at spille i Ruben Guerreiro. Det er ikke meget, vi har set til hans spurtevner, men han er faktisk ganske hurtig, som vi har set i Tour Down Under. Efter en svær tid slog han endegyldigt igennem i Vueltaen sidste år, og hans ridt på 7. etape i Tirreno vidnede om fornem form, da han satte en vis Van der Poel under gevaldigt pres. Jeg er ikke sikker på, at han kører spurten, men han burde kunne gøre det godt, hvis det bliver hårdt.

En veteran, der ikke har vist meget efter pausen, er Tony Gallopin. I gamle dage havde han været en glimrende kandidat her, men hans kørsel i Luxembourg var blot kulminationen på en lang, trist tid. Han kørte dog så fin en enkeltstart i dag, at jeg har genvundet lidt håb. Hvis han har de ben, han viste i Vueltaen i 2018, hvor han var fremragende i en lignende finale på 2. etape, er han i hvert fald et fornuftigt bud, selvom Vendrame utvivlsomt er nr. 1 for Ag2r.

Slutteligt er jeg nødt til at nævne Peter Sagan, men al logik siger, at det bliver for hårdt. Slovakken er en skygge af sig selv, når det handler om holdbarhed, og jeg har meget svært ved at se ham gøre sig gældende i denne hårde finale. I gamle dage havde den dog været glimrende for ham, og derfor må vi hellere åbne døren på klem. Han blev i hvert fald bedre og bedre gennem Touren. Til gengæld bør den med sikkerhed være for hård for Arnaud Demare, selvom han har været flyvende efter pausen, men Luxembourg viste hans begrænsninger.

Finalen er helt oplagt for Jhonatan Narvaez, der har været flyvende på det sidste, men ligesom Ben Swift, Rohan Dennis og Tao Geoghegan Hart , der alle kan køre denne slags finaler, må han alene skulle arbejde for Thomas, for de følger utvivlsomt Ineos’ ensidige fokus på klassementet. Den bør være for hård for Jhonatan Restrepo og Luca Wackermann, og jeg regner med, at Gianluca Brambilla skal hjælpe Nibali. Pieter Serry og James Knox har før spurtet fint, men det er svært at tro på et stort resultat, og den er for hård for Davide Ballerini og Stefano Oldani. Velkørende Valerio Conti skal utvivlsomt hjælpe Ulissi, og Dario Cataldo spurter aldrig mere. Matteo Sobrero har en vis hurtighed og er i form, men jeg ser ham ikke begå sig på dette niveau, og Nathan Haas er stadig faldet alt, alt for meget af på den. Endelig skal Vincenzo Nibali, Brandon McNulty og Steven Kruijswijk nok ende pænt, men for dem handler det alene om at begrænse tabet.

SE 2. ETAPE PÅ DPLAY - FÅ 7 DAGE GRATIS
 

Feltet.dks vinderbud: Michael Matthews

Øvrige vinderkandidater: Diego Ulissi, Giovanni Visconti

Outsidere: Andrea Vendrame, Enrico Battaglin, Simon Yates, Wilco Kelderman, Joao Almeida

Jokers: Patrick Konrad, Simon Clarke, Pello Bilbao, Geraint Thomas, Jakob Fuglsang, Rafal Majka, Aleksandr Vlasov, Ruben Guerreiro, Tony Gallopin, Peter Sagan

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Riccardo Riccos sejr fra 2008.