Ruten

Mens Touren er kendt for at have en relativt ensformig første uge med relativt mange flade sprinteretaper, betyder den mere varierede italienske geografi, at Giroen altid byder på en betydeligt hårdere indledning. Det afspejles også i årets første linjeløbsetape, der bestemt ikke er en enkel sag for sprinterne, som man ofte ser det. Tværtimod byder turen igennem Appenninerne på 2200 højdemeter og to stigninger i finalen, og selvom det formentlig alligevel ender i en spurt, er det kun de mest klatrestærke af afslutterne, der vil have en chance for at gå efter en hurtig sejr.

I alt skal der tilbagelægges hele 205,0 km, der fører feltet fra Bologna til Fucecchio. Etapen indleder den sydlige rejse ned gennem den italienske støvle og fører feltet tværs gennem Appenninerne, der er kendt som hjemsted for Tirreno-Adriatico. Fra start stiger det jævnt, mens man bevæger sig mod syd, indtil man rammer en 14,6 km lang stigning, der stiger med 3,2% i snit, men ikke er kategoriseret. Toppen rundes efter 50,9 km, hvorefter der venter et langt, let faldende stykke, der fører videre mod syd, indtil man rammer et fladt stykke omkring forplejningen, hvor man snor sig rundt i en generelt sydlig retning.

Etapen ændrer karakter, når man kører op ad en 2,7 km lang bakke, der stiger med 4,9% i snit og leder op til den første spurt, der er placeret efter 130,2 km. Efter en nedkørsel går det igennem fladlandet mod nordvest op til Empoli, hvor den anden spurt kommer efter 146,7 km, og hvorfra man kører mod nordøst op til kategori 3-stigningen Montalbano (5,8 km, 6,8%, max. 13,0%), der har top med 53,2 km igen og er en meget regulær stigning, der kun flader ud i bunden og nær toppen. En kort, teknisk nedkørsel fører mod sydvest ned til kategori 4-stigningen Vinci (11,3 km, 5,8%, max. 13,0%), der bestiges fra syd. Toppen rundes her med 37,6 km til mål, hvorefter en relativt let nedkørsel fører mod sydvest, inden terrænet flader ud, mens man kører mod syd op over en ganske lille bakke. Til slut kører man igennem fladlandet mod vest ind til Fucecchio, hvor en flad finale venter. Her er der et sving med 2,7 km igen på smalle veje, inden man rammer brede boulevarder til sidst. Der kommer yderligere to sving i rap omkring den røde flamme, hvorefter man rammer den 900 m lange, 7 m brede opløbsstrækning.

Læs også

Dansk sprintertalent tager stor sejr

Etapen byder på i alt 2197 højdemeter.

Fucecchio har aldrig tidligere været målby i Giroen og heller ikke for andre store cykelløb i dette årtusinde.

Vejret

Den våde start på årets Giro d’Italia vil fortsætte med det, der ganske enkelt er en trist, trist søndag. Efter en formiddag med risiko for byger ventes det nemlig fra middag at begynde at regne, og selvom der er en lille chance for, at det vil stoppe i finalen, må rytterne formentlig indstille sig på en lang etape i uafbrudt regn. Temperaturen vil være 17 grader, og det vil samtidig være ganske blæsende med en frisk vind fra nordøst. Det giver sidemedvind stort set hele dagen, indtil man efter den anden spurt får sidemodvind hele vejen frem til toppen af sidste stigning. Herefter vil der være med- og sidemedvind resten af vejen hjem. Det varer ved, indtil man drejer ind i sidevind med 2,5 km igen.

Analyse af 1. etape

Nok er han tidligere skihopper, men der kunne nu egentlig godt være lidt bokser over Primoz Roglic. Med sin lille, lidt kompakte statur kunne han sagtens forveksles med en god letvægter eller en anden kæmper fra en af boksesportens lettere kategorier. Og formentlig kunne man godt bilde hans Giro-rivaler ind, at de ved en fejl havde forvildet sig ind i en boksering på dagens indledende enkeltstart. I hvert fald må de have samme følelse, som hvis de havde gået 12 omgang mod Mike Tyson, efter at de fik serveret et lammende uppercut af den slovenske forhåndsfavorit, der knuste al modstand på de 8 km i Bologna.

I sig selv var det ikke uventet, at Roglic vandt og dermed fik den lyserøde førertrøje, han akkurat missede i forbindelse med sin chokerende 2. plads i Apeldoorn for tre år siden. Nej, det var snarere den enorme sejrsmargin, der må have forundret selv de mest pessimistiske af hans rivaler, for det må nærmest betragtes som en absurditet, at det kan lade sig gøre at vinde en 8 km lang enkeltstart med hele 19 sekunder ned til nr. 2. Sidste år var mange ved at falde ned af stolen af forbløffelse, da Stefan Küng på den 12,7 km lange enkeltstart i BinckBank Tour sejrede med hele 14 sekunder ned til Victor Campenaerts, men selv ikke den sejrsmargin står mål med den, Roglic leverede i dag - og det endda selvom enkeltstarten trods dens specielle rute tog endnu kortere tid, end den gjorde i Holland sidste år. I det hele taget er det meget vanskeligt at erindre en tilsvarende overlegen præstation på så kort en tidskørsel, heller ikke fra Fabian Cancellara eller Rohan Dennis, der ellers har været førende specialister i de lynhurtige enkeltstarter.

Sejren understreger blot, at Roglic i år har været i absolut særklasse i år, hvor han er endt på podiet på de 14 af de 16 løbsdage, han har haft, hvis man fraregner sprinteretaper. Og denne gang kan ingen henvise til, at sejren kom i et løb, der for mange af rivalerne blot var forberedelse, for alle vidste, at de 8 km i Bologna var så svære, at der kunne gøres forskelle. Og det blev der i den grad på en dag, hvor kun 26 mand sluttede inden for et minut af vindertiden, og hvor Roglic kørte så stærkt, at stakkels Hiroki Nishimura faldt for tidsgrænsen, og Matti Breschel blot var 22 sekunder fra at gøre det samme.

Læs også

Opdateret: Giro-feltet tager form - udskiftning i deltagende danskere

Sejren er specielt opløftende, fordi den ikke blev grundlagt på det flade. Tværtimod gjorde han den største forskel på bakken, hvor han med en tid på 6.06 var den næsthurtigste - kun overgået af min forhåndsfavorit til bjergtrøjen, den lille klatrer Giulio Ciccone, der tog den med ro frem til bakken for derefter at målrettet efter bjergpointene - og det var kun Simon Yates, der med sin tid op 6.07 var inden for 10 sekunder af Roglics tid. Med andre ord sendte sloveneren ikke just et signal om, at han kun har tænkt sig at vinde løbet via enkeltstarterne, men at han også blive umådelig svær at matche på stigningerne - og så har vi endda slet ikke talt om de mange bonussekunder, han med sin gode spurt kan samle op undervejs.

Roglic kan samtidig lune sig ved, at han ikke var den eneste Jumbo-rytter, der præsterede. Det står ellers klart, at hans mandskab kan blive hans måske største svaghed i de kommende tre uger, og derfor var det af afgørende betydning, at hans løjtnant, Laurens De Plus, kørte sig til en fornem 8. plads. Dermed bekræfter den belgiske klatrer, der ellers har haft lidt svært ved at leve op til de tårnhøje forventninger i hjemlandet, de meget lovende takter, han allerede viste i UAE Tour, hvor han leverede et fabelagtigt arbejde for kaptajnen. Naturligvis er der meget lang vej til Verona, men baseret på det, han viste i dag, kan De Plus være en meget vigtig nøgle til den sejr, Roglic drømmer om at hjemtage om 22 dage.

Selvom Roglic var i en anden liga, var han imidlertid ikke den eneste favorit, der kan være tilfreds med dagens udfald. Faktisk var det yderst opløftende at se, at fem af de seks forhåndsfavoritter til den samlede sejr satte sig på de første fem pladser, og kan man abstrahere den enorme sejrsmargin, må man glæde sig over, at de store navne allerede med det samme viser, at de er klar. Det gælder naturligvis særligt Yates, der heldigvis ikke endte med at betale en pris for den lidt spøjse udfordring af lykkens gudinde, hvor han som den eneste af de store navne valgte at trodse risikoen for regn og starte som en af de sidste. Ganske vist lykkedes det ham ikke at bekræfte sine forbedrede tempoevner på den flade del, men med en opkørsel af San Luca, som kun var et sekund langsommere end den ellers så suveræne Roglic, fik han vist, at han er klar til at gentage sidste års succesridt. Og hvis man husker på, at han ligesom i sidste års Vuelta har tænkt sig at lægge blødere fra land og langsomt køre sig ind i løbet, er det utvivlsomt den lille brite, der udover Roglic har mest grund til at være tilfreds.

Miguel Angel Lopez gør ham dog rangen stridig. Blandt de seks forhåndsfavoritter var det nemlig ham, der sammen med Mikel Landa stod med de dårligste kort på hånden forud for dagens enkeltstart, og han havde da også kalkuleret med et vist tidstab. Det udeblev imidlertid næsten fuldstændigt, da han med en nærmest chokerende 4. plads kørte stort set lige op med alle sine væsentligste konkurrenter. Hvis nogen forud for etapen havde spået, at han ville køre i samme tid som Tom Dumoulin, havde vedkommende i hvert fald næppe fået udgangstilladelse fra psykiatrisk afdeling, og Lopez kunne således ikke have ønsket sig en bedre start, ikke mindst fordi det faktisk primært var på det flade stykke, at han imponerede. Dermed kan der være håb om, at han har forbedret sine tempoevner så markant, at han måske også kan begrænse tabene på de to længere enkeltstarter senere i løbet. Til gengæld var det kun den ene af hans to løjtnanter, Pello Bilbao, der med en 11. plads levede op til forventningerne, mens Ion Izagirres deroute som temporytter desværre fortsatte med endnu en skuffende præstation i den efterhånden endeløse serie af halvdårlige præstation i den disciplin, han tidligere mestrede som få.

At Lopez kunne matche Dumoulin, skyldtes nu ikke kun colombianeren selv. Selvom han har travlt med at erklære sig tilfreds med præstationen, kommer Dumoulin nemlig fra etapen som en af de største tabere. I sig er en 5. plads ganske hæderligt, men hvis man betænker, at han formentlig skal vinde løbet på de tre tidskørsler, var det helt sikkert en del af den ellers velgennemtænkte hollandske drejebog, at han efter den indledende af disse skulle være bagud i forhold til fire af sine fem værste rivaler. Naturligvis er det den lange enkeltstart på 9. etape, der virkelig passer ham, og det synes da også givet, at han i sidste ende vil vinde tid på alle andre end Roglic over alle de tre tidskørsler, men han kan bestemt ikke være tilfreds med ikke at have vundet tid på Landa, Yates og Lopez i dag. Omvendt er det også velkendt, at Dumoulin kan være en langsom starter, og at han altid er bedste i den tredje uge, og derfor er der absolut ingen grund til at tænde nogen alarmklokker i et løb, hvor den næste alvorlige test først venter om otte dage.

Også Vincenzo Nibali er kendt for at toppe sent i sine grand tours, og derfor må også han betragtes som en af dagens vindere. Naturligvis lå det i kortene, at han burde være blandt de bedste på en rute som denne, men han må alligevel være svært tilfreds med at ende som nr. 3 og vinde tid på Dumoulin på en eksplosiv enkeltstart, der bestemt ikke passede ham perfekt. I forvejen har det været tydeligt, at Nibali ikke har været bedre ved starten af en grand tour siden Touren i 2014, og det billede fik han til fulde bekræftet i dag. Om det rækker til at slå de yngre navne, kan man måske have sin tvivl om, men Nibali viste i hvert fald i dag, at det ikke er utopi at drømme om en tredje Giro-sejr, ikke mindst fordi Bahrain med Damiano Caruso og Domenico Pozzovivo - der i parentes bemærket slog sig slemt i Fleche Wallonne - som hhv. nr. 10 og 19 kom flyvende fra start

Det gjorde Bora også. I de senere år har Rafal Majka kørt forfærdelige enkeltstarter som led i hans generelle deroute, og derfor kom det som en pæn overraskelse, at den lille polak blev nr. 6 på etapen og endda klatrede så hurtigt, at kun Ciccone, Roglic og Yates var bedre op ad San Luca. Med tanke på den fine kørsel, han allerede viste i Tour of the Alps, kan der derfor være et begrundet håb om, at løbet her kan blive stedet, hvor Majka rejser sig igen - i hvert fald, hvis han kan undgå de styrt, der har været hovedtemaet for karrieren i de senere år. Da også Davide Formolo med en 18. plads kom hæderligt fra en etape, han bestemt ikke var fan af, kan tyskerne bestemt ikke være utilfredse med udfaldet.

Til gengæld må stemningen være trykket på Movistar-hotellet i aften. Selvom Richard Carapaz med en 14. plads kom flyvende fra start på en etape, han bare skulle overleve, leverede Mikel Landa, der ellers siges ikke at have været bedre i flere år, en meget skuffende præstation, hvor han tabte hele 1.07 til Roglic. På en etape, hvor alle klatrerne var med i front, skulle Landa naturligvis også være det, og tidstabet er langt, langt mere, end han har råd til, hvis han vil være en seriøs podiekandidat. Heldigvis ved vi også, at Landa bestemt ikke er skabt til korte, eksplosive enkeltstarter, og med tanke på, at den første bjergetape først melder sig om 13 dage, har han heldigvis god tid til at genfinde de fine ben, han viste i Liege-Bastogne-Liege.

Ilnur Zakarin glæder sig helt sikkert også over den lange ventetid inden bjergene. Det er ganske vist velkendt, at russeren ikke ejer skyggen af eksplosivitet og derfor næsten ikke kunne undgå at tabe tid på så kort en enkeltstart, men alligevel var en 53. plads langt, langt under det forventede, og et tidstab på 1.20 til Roglic kan allerede være det, der eliminerer ham fra kampen om podiet. Heldigvis ved vi også, at Zakarin er kendt som en yderst langsom starter, og at han altid er bedst i løbets tredje uge, hvor denne uge som bekendt afgøres. Det er derfor næsten stensikkert, at han vil være langt skarpere, når det for alvor gælder. Spørgsmålet er bare, om ikke dagens tidstab allerede er for stort et handicap at slæbe rundt på.

Læs også

Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads

Ineos græder sikkert stadig over tabet af Egan Bernal, og derfor kan de være ganske opmuntrede over, at Tao Geoghegan Hart med en 7. plads kom fornemt fra start. Med tanke på hans kørsel i Tour of the Alps var det dog næsten givet, at han ville gøre det godt, og for ham er den virkelige udfordring ikke de første etaper, men derimod holdbarheden over de tre uger. Det er det også for hans medkaptajn, Pavel Sivakov, der til gengæld skuffede med en 28. plads, og formentlig stadig er en anelse for uprøvet til at køre klassement i en grand tour. Holdets virkelige joker, Ivan Sosa, kom med en 116. plads ikke uventet dårligt fra start, og det er stadig uklart, om han har tænkt sig at holde sig til i klassementet. Forventningen er, at han vil kunne køre sig ind i løbet og vise sine guddommelige klatreevner i den tredje uge, men skal han være en langsigtet trussel, har han i hvert fald ikke råd til at kaste tid væk med den lemfældighed, han gjorde i dag.

En anden, der kan være yderst tilfreds, er Bauke Mollema, der med en 9. plads bekræftede den meget lovende kørsel, vi også så i Ardennerne, og som ligner en mand, der kunne have kurs mod en delvis genrejsning som klassementsrytter. Også EF, der i Hugh Carthy har en af mine store outsidere til løbet, fik begge sine kaptajner godt igennem med briten som nr. 16 og Tanel Kangert som nr. 15, og særligt for Carthy var det opløftende at ende så langt fremme i en eksplosiv disciplin, han ikke elsker. Da han samtidig var 12. hurtigst op ad en bakke, der ikke passede ham, er der al mulig grund til at have forventninger til en overraskelse fra briten i de kommende tre uger.

Endelig imponerede veteranen Victor De La Parte, der efter år som hjælper på Movistar, nu får chancen for at køre klassement i en grand tour, ganske meget, men om han også kan klare mosten i den meget svære tredje uge, er stadig et åbent spørgsmål. Modsat ved vi, at Bob Jungels med sin motor altid er god til sidst, men da luxembourgerens deroute som temporytter fortsatte med endnu en trist enkeltstart i dag, hvor han skulle have sat point i banken i forhold til de lettere folk, virker det stadig meget usandsynligt, at han kan ende specielt langt fremme i et løb, der byder på så mange og svære bjerge.

Heldigvis er der for ham og alle de andre af dagens tabere god tid til at finde benene og ryste skuffelsen af sig. Årets Giro er så skarpt inddelt i en nem og en svær del, at klassementsrytterne formentlig kun vil spille biroller i den kommende uges tid frem til enkeltstarten på næste søndag. Der kan være bonussekunder at vinde for de mest eksplosive af dem - og mon ikke en vis slovener har tænkt sig at nappe et par stykker af dem - men det næste seriøse slag ventes først at skulle slås om en uges tid. Og det er nok meget heldigt, at Roglic får et par dage til måske at blive lidt mærket inden de vigtigste etaper. Der er i hvert fald ikke plads til mange flere af de kæberaslere, han leverede i dag, hvis hans rivaler skal undgå et knockoutnederlag i Verona om tre uger.

Favoritterne

Der er tradition for, at den første linjeløbsetape i en grand tour ofte er en relativt forudsigelig sprinterforestilling, men sådan er det bestemt ikke i årets Giro. Med sin start i Bologna lige nord for Appenninerne har arrangørerne haft alle muligheder for at lave en varieret start, og den har de udnyttet. Således byder den første uge ikke på mange traditionelle sprinteretaper, og selvom det i de første 12 dage kun er de to enkeltstarter, der kan betragtes som dage for klassementet, er det nogle lange og stærkt kuperede dage, der venter.

2. etape er et glimrende eksempel. 2200 højdemeter over 205 km kan mærke de fleste, og selvom det meste af etapen faktisk er pandekageflad, betyder det forhold, at de to sværeste stigninger kommer i etapens sidste tredjedel, at det bestemt ikke er indlysende, at det skal ende i en massespurt. Der har da også i dagene op til løbet været en del spekulation om, hvorvidt etapen vil være for de hurtige folk, eller om den kan blive for svær for de fleste.

Terrænet er helt sikkert til at gøre det af med alle sprinterne. Den sidste stigning ganske tilforladelig og bare en lang, jævn opkørsel, hvor det er relativt let at sidde på hjul, men kategori 3-stigningen er ganske modbydelig. Hvis der virkelig bliver gået til stålet, er den svær nok til at få feltet til at eksplodere, og ruten har derfor potentialet til at give knaldgodt cykelløb.

Desværre sker det nok ikke. Det er nemlig meget svært at se, hvem der skulle have en interesse i at gøre løbet hårdt. Stigningen er så svær, at der ikke er én eneste sprinter, der kan være sikker på at overleve, og vi mangler typer som Peter Sagan, Sonny Colbrelli og Michael Matthews, der ville elske at sende deres hold frem for at gøre det af med de hurtige folk. I dette felt vil alle sprinterne være fint tilfredse med at overleve, og da klassementsholdene heller intet skal, og der ikke er andre hold med en oplagt favorit til en spurt i en mindre gruppe, er det meget vanskeligt at finde et mandskab, der har lyst til at tage initiativ.

Det ser derfor ud til, at den største trussel mod sprinterne er et udbrud, for er sprinterholdene virkelig villige til at kontrollere 209 km i regnvejr, hvis deres hurtige mand ender med at blive sat af? Det er de formentlig. Lotto har i hvert fald allerede lovet, at de vil arbejde for en spurt, og det ville ligne Deceuninck dårligt, hvis ikke de har samme intention. Man må også formode, at både UAE, Bora og FDJ kan se en vis interesse i at give det et skud, og derfor bør der være i hvert fald 2-3 hold, der er friske på at arbejde.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Alligevel kan et udbrud blive en trussel. Der er nemlig grænser for, hvor stærkt man kan køre op ad stigningerne, hvis man skal have sprinterne med over, og det betyder, at der i finalen er 25-30 km, hvor feltet næppe vil køre ind på udbruddet. Samtidig betyder etapens kuperede natur, at mange vil lure en chance for at snyde sprinterne, og derfor forventer vi faktisk en ret aggressiv start, hvilket er helt usædvanligt for en første linjeløbsetape i en grand tour, hvor udbruddet som regel kører fra km 0. Starten er imidlertid ret let, og sprinterholdene er så kloge, at de ved, at opgaven ikke skal gøres for svær. De bør være stærke nok til at sikre, at udbruddet hverken bliver for stort eller kraftfuldt, og derefter vil de formentlig sikre sig, at snoren bliver holdt meget kort, så de kan tillade sig at køre langsomt på stigningerne. Jumbo skal imidlertid ingen steder, og selvom Roglic har sagt, at han vil forsvare trøjen, lyder det som om, at holdet klogelig nok er klar til at slippe dem og dermed spare vigtige kræfter for holdet i de kommende dage.

Derfor forventer vi også, at det vil lykkes at skabe samling, og derfor er det naturlige spørgsmål, hvem der kan overleve stigningerne. Som sagt kunne det potentielt blive et blodbad, men da ingen har interesse i at gøre det hårdt, er det ikke sandsynligt. Samtidig vil der være en ret hård modvind på begge stigninger, og det vil øge chancerne for, at sprinterne hænger på, ganske betydeligt. Etapen er naturligvis for svær for de tungeste, men da løbets fem topsprintere, Fernando Gaviria, Elia Viviani, Pascal Ackermann, Arnaud Demare og Caleb Ewan, alle er relativt klatrestærke, bør de have en fin chance for at klare strabadserne.

En faktor er også den relativt hårde vind, der er ganske usædvanlig for regionen. På intet tidspunkt synes retningen imidlertid at være den rigtige til at skabe splittelse. Den største risiko opstår i sidemedvinden efter den sidste stigning, men formentlig vil den ikke spille anden rolle end at lægge en dæmper på aggressionen på bakkerne, hvor der som sagt vil være hård modvind.

I sidste ende forventer vi altså en massespurt, men efter en drivvåd dag over 205 km med 220 højdemeter. Det er derfor en dag for de hårdføre folk, der både kan overleve stigningerne og især spurte efter et langt og slidsomt løb. Samtidig er det en ganske tekniske finale, der stiller krav til positionering og hold, men opløbsstrækningen er også så lang og bred, at det ikke nødvendigvis er manden med det bedste tog, der vinder.

Som nævnt ovenfor har løbet fem topsprintere, og de burde alle have en god chance for at komme med hjem og har alle en reel chance for at vinde. Det er derfor ikke med den store selvsikkerhed, at vi peger på Fernando Gaviria som vores favorit, men colombianeren kan i hvert fald gå ind til løbet med bevidstheden om, at han formentlig er feltets hurtigste. I årets UAE Tour blev det i hvert fald tydeligt, at han har en højere topfart end Elia Viviani - hvad italieneren i øvrigt også selv indrømmede - og det er da heller ikke tilfældigt, at det var Gaviria, der var Quick-Steps førstesprinter sidste år. Gaviria er samtidig den mest klatrestærke af sprinterne, og når han er i form, klatrer han fremragende, hvad vi blandt andet så i Tour de Suisse sidste år. Samtidig er han god i tekniske finaler og ganske glimrende i positionskampen.

På papiret har Gaviria ikke et tog, der kan matche FDJs, Deceunincks eller Boras, men måske forholder det sig anderledes på denne etape. De tre nævnte hold udgøres nemlig af relativt tunge folk. Gaviria bakkes op af Marco Marcato, Juan Sebastian Molano og Simone Consonni, der alle er klatrestærke og alle burde komme med hjem. Særligt hvis Jacopo Guarnieri, Fabio Sabatini og Rudiger Selig falder fra undervejs, vil Gaviria have den bedste opbakning, og hvis Consonni kører lead-outs, som han gjorde i San Juan først på året, ser det godt ud. Til gengæld har Gaviria også en tendens til at spurte svagt efter hårde og opslidende løb, hvilket kan gøre det hele mere åbent, men på papiret bør han være manden, der skal slås på denne etape.

Hans værste rival må være den gamle holdkammerat Elia Viviani. Italieneren lagde ud som lyn og torden sidste år, hvor han vandt to af de tre første etaper, og det drømmer han om at gøre igen i år. Han klatrer ikke så godt som Gaviria, men med den forøgede holdbarhed, der har givet ham sejre i svære løb som Cadel Evans Great Ocean Road Race og Bretagne Classic burde han nok kunne klare denne rute, i hvert fald hvis tempoet som forventet er moderat. Han har også vist, at han kan afslutte efter svære dage, men ligesom Gaviria falder han også af og til igennem, når han er træt, som vi blandt andet så det i Gent-Wevelgem i år og i Milano-Sanremo sidste år.

Til gengæld er Viviani snu som bare pokker, og han begår sjældent fejl i en massespurt. Med Florian Senechal og Fabio Sabatini hos sig har han et lead-out, som kun FDJ kan måle med sig med, men som sagt kan man frygte, at Sabatini ikke kommer med hjem. Sker det, kan han være lidt på bagkant med Senechal som den eneste rigtige lead-out man, men heldigvis plejer Viviani også at kunne vinde uden den maksimale støtte. På papiret er det i hvert fald kun Gaviria, der har en højere topfart, og modsat colombianeren begår den italienske mester meget sjældent fejl. Derfor kan det sagtens ende med, at han gentager succesen fra sidste år allerede på 2. etape.

Efter mange kontroverser er Pascal Ackermann endelig klar til sin grand tour-debut, mens en skuffet Sam Bennett må se til fra sidelinjen. Den tyske mester vil elske at vise sin berettigelse allerede fra første færd, og han kommer til løbet med stor selvtillid efter at have taget en ganske suveræn sejr i WorldTour-løbet Eschborn-Frankfurt. Her viste han igen, at han kan afslutte efter hårde løb, som han også gjorde det i forbindelse med sejren i RideLondon Classic sidste år, på den hårde 5. etape i Tour de Pologne sidste år, og ikke mindst da han klarede stigningerne på en meget svær etape i Dauphiné sidste år. Selvom han er en stor fyr, burde han således have en fin chance for at klare strabadserne, også selvom han nok er den mindst robuste og den mest sårbare af de fem topsprintere.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Sidste år viste Ackermann en forrygende topfart, blandt andet da han slog Viviani i London og Demare i Fourmies. I år har det desværre knebet, og han kørte nogle slemt skuffende spurter i starten af året. Sejren i Frankfurt kunne imidlertid indikere, at han nærmer sig sit 2018-niveau, og det burde han også nu, hvor han er i topform. Han har et fantastisk våben i løbets måske bedste lead-out man, Rudiger Selig, men desværre kan man frygte, at den ret tunge tysker ikke overlever stigningerne. Uden ham kan Ackermann få det svært mod de stærkere hold fra Deceuninck, FDJ og UAE, også selvom han har farten til at vinde, men sidder Selig der til sidst, kan han måske se frem til det bedste lead-out, og så bliver han ikke nem at slå.

Den sprinter, der har det mest dedikerede hold til sin rådighed, er Arnaud Demare. Det er således kun Valentin Madouas, der ikke er i Italien for at støtte kaptajnen, og da han endda kommer med sit supertog med Ramon Sinkeldam og Jacopo Guarnieri, har han måske i virkeligheden det bedste hold. Til gengæld er han også en anelse langsommere end de tre ovennævnte, der alle har slået ham med jævne mellemrum, og han er derfor i høj grad afhængig af sit hold. Både Sinkeldam og Guarnieri er tunge, og kommer de ikke med over, får han ganske svært ved at vinde, men sidder de der begge, står han til gengæld fremragende. Vi skal nemlig ikke glemme, at Demare med sejr i Sanremo og Hamburg samt podiepladser i Gent-Wevelgem har vist sig som en specialist i at spurte efter hårde løb, og derfor passer denne etape ham glimrende. Nu skal han bare have sit tog til at overleve og dernæst rejse sig efter et forfærdeligt forår.

I 2017 var Caleb Ewan måske Giroens allerhurtigste, hvis man alene så på topfart, endda hurtigere end Gaviria. Siden er der imidlertid sket meget med den lille australier, der slet ikke har fordums hurtighed, men til gengæld har udviklet en holdbarhed, der nærmest har gjort ham til puncheur. Hans tre sejre er alle kommet i svære finaler, og han har ikke vundet en klassisk massespurt siden Tour of Britain sidste år - i hvert fald hvis man fastholder hans deklassering fra 5. etape af Tour Down Under i år. I UAE Tour og Tour of Turkey var han i hvert fald overmatchet af andre, blandt andre Gaviria og Viviani, og han ligner nu sammen med Demare den langsomste af de fem topnavne. Samtidig har det slet ikke fungeret med hans tog, og selvom han nu endelig har den indtil nu skadede Jasper De Buyst til sin rådighed, mangler de erfaring i at køre sammen. Dertil kommer, at Roger Kluge formentlig ikke overlever stigningerne. Til gengæld burde det tale til Ewans fordel, at løbet er hårdt, for han viste især i Sanremo sidste år, at hans forøgede holdbarhed har gjort ham skarp efter svære løb. Skal han vinde en rigtig massespurt, er denne etape derfor et godt bud, men det kræver lidt held i positionskampen, hvis det skal lykkes.

Selvom det ikke lykkedes at vinde en etape, var Giacomo Nizzolo ubetinget Giroens hurtigste sprinter i 2016, og han kan endda se tilbage på hele to sejre i pointkonkurrencen i 2015 og 2016. Desværre har hans 2017- og 2018-sæsoner været ødelagt af en drilsk knæskade, og siden comebacket har han ikke været på sit suveræne 2016-niveau. I sidste års Vuelta viste han klare tegn på fremgang i et løb, hvor han kæmpede med Peter Sagan om status som næsthurtigst efter suveræne Viviani, men alligevel gennemgik han i december en knæoperation for én gang for alle at få læst problemerne. Det satte ham tilbage i sæsonstarten, men trods dårlig form lagde han ud som lyn og torden ved at vinde en etape i det ret stærkt besatte sprinterfelt i Oman. Det blev trods et styrt tidligere på dagen også til en 4. plads i Tirreno samt en 9. plads i De Panne, men han kørte en dårlig generalprøvespurt i Romandiet. Til gengæld viste han i Milano-Sanremo, at han stadig har en del af sin gamle holdbarhed, og han burde kunne klare en etape som denne. Det er nok tvivlsomt, om han får Mark Renshaw med hjem, men Ryan Gibbons og Enrico Gasparotto burde kunne udgøre et ganske fint tog. Først og fremmest er Nizzolo dog bundsolid og så stensikker i positionskampen, at han kun meget sjældent misser top 10. Farten rækker måske stadig ikke helt til at true de bedste, men som vi så i Oman, er han farlig, når han rammer dagen.

Davide Cimolai lignede en mand, der havde indstillet sig på rollen som lead-out man for Demare, men af helt uransaglige grunde valgte FDJ ikke at forlænge med italieneren. Det skulle vise at være held i uheld, for det har givet ham en chance for at blomstre op i mere ydmyge omgivelser på Israel Cycling Academy. Her lagde han ud med en 2. plads i en stigende spurt i Tirreno, hvor han slog blandt andre Viviani, og senest dokumenterede han storform med to etapesejre og samlet triumf i Castilla y Leon samt en 4. plads i WorldTour-løbet i Frankfurt. Hans form er meget svingende, men når han er på 100%, klatrer han fremragende, og han vil derfor elske en lang og hård dag som denne. Samtidig støttes han af et ganske klatrestærkt tog med Kristian Sbaragli og Guillaume Boivin, og han er ganske effen i positionskampen selv. Han er bedst i stigende spurter og mangler nok topfarten til at vinde, men formstærke Cimolai bør kunne være med fremme i de fleste af løbets spurter, ikke mindst på en hård dag som denne.

Erfarne Manuel Belletti er en anden sprinter, der er bedst, når det har været lidt slidsomt. Derfor vil han kunne lide denne etape, også selvom han måske ikke klatrer helt så godt som flere af de ovennævnte. Han har i år spurtet bedre end længe og har to nylige sejre fra Sicilien og Bretagne, ligesom kun et udbrud snød ham fra en triumf i Coppi e Bartali også. Ligesom Cimolai er Belletti nok ikke helt hurtig nok til at vinde i dette felt, men han er en stabil type, der er god i positionskampen, og samtidig har han nogle hurtige og klatrestærke folk i form af Andrea Vendrame, Matteo Montaguti, Marco Frapporti og Francesco Gavazzi til at køre sig frem. Androni har generelt haft et drømmeår, og det er meget sandsynligt, at Belletti giver dem en fin start på Giroen med et topresultat på denne etape.

Siden han vandt to etaper i 2015, er det gået uafbrudt nedad bakke for Sacha Modolo. Det skyldes først og fremmest, at han sagde farvel til Maximilano Richeze, der var nøglen til hans sejre, men også, at han selv har tabt en del hurtighed. I 2019 har han imidlertid nået et nyt lavpunkt, og han har absolut intet vist i år, hvor han senest viste håbløs form ved ikke at gennemføre et historisk let Eschborn-Frankfurt. Normalt er han ellers en type, der er god efter hårde løb - manden har trods alt kørt i top 10 i Flandern Rundt - men med den nuværende form, virker det nærmest mest sandsynligt, at han slet ikke kommer med hjem. Samtidig har han ikke længere farten til at true de bedste, men man skal passe på med helt at afskrive ham. Sidste år blev han således nr. 4 i en stærkt besat WorldTour-spurt i Polen, han blev nr. 7 i Hamburg, han blev nr. 2 på en etape i Tour of Britain, og det blev til hele fem top 6-placeringer i dette løb. Han burde således stadig være en af feltets bedre sprintere, men han skal først vise, at formen er forbedret, ligesom hans hold er svagt og kun tæller Matti Breschel, der vil agere plan B, hvis Modolo falder fra, som støtte.

Sidste år var Marco Haller tæt på at måtte afslutte karrieren efter et grimt styrt, men han er faktisk kommet tilbage i en stærkere version end tidligere. Han kørte i hvert fald en flot og synlig klassikerkampagne og kan se tilbage på en 7. plads i Scheldeprijs, en 9. plads i Frankfurt, en 17. plads i Sanremo og en 19. plads i E3. Det er ganske hæderligt for en mand, der ellers normalt agerer lead-out, og den gode form får han nu lejlighed til at udnytte i dette løb. Med den holdbarhed, han har vist i år, burde et hårdt regnvejrsløb som dette passe ham fint, og han burde således komme med hjem. Hans tog med Enrico Battaglin og Viacheslaz Kuznetsov er heller ikke helt håbløst, og han er god i positionskampen. Farten rækker helt sikkert ikke til at vinde, men formstærke Haller burde være god for en top 10.

Vi har glædet os meget til at se Matteo Moschetti i dette løb. Den kommende italienske supersprinter har fået en lovende sæsonstart, hvor han særligt imponerede med sin sensationelle 2. plads på Hatta Dam i UAE Tour, men spørgsmålet er, om ikke denne etape alligevel er at stramme buen en tand for hårdt. Han havde det i hvert fald meget svært på stigningerne i Romandiet, og han må nok indse, at der trods alt er forskel på Vuelta a Burgos, hvor han som U23-rytter sidste år tog en stor sejr, og de store WorldTour-løb i Europa. Hvis han klarer stigningerne, er han så lynhurtig og god i positionskampen, at han kan overraske, men vi tror, at etapen her er for hård kost for det italienske stortalent.

Nippo-Vini Fantini kommer med et hold, der primært er gearet mod fladere etaper, og manden, der skal tage kampen op i massespurterne, er den nyprofessionelle Giovanni Lonardi, der med flere sejre i Asien har fået en imponerende start. Selvom han ikke er en helt dårlig klatrer, vil det dog være stærkt overraskende, hvis han klarer så svær en etape i en grand tour, og det samme gælder for holdets anden ”klassiske” sprinter, Damiano Cima. I stedet er det formentlig den delvist genfødte Juan Jose Lobato, der skal spurte, men med den svingende spanier ved man aldrig. Han kan ende i gruppettoen, men også sagtens sidde med hjem. Hans positionering er desværre berømt for at være håbløs, og da han heller ikke er voldsomt hurtig på flad vej, skal han have lidt held for at få et topresultat. Marco Canola kan også ende med at spurte og kan med sin positionering gøre det fint efter en hård dag, men på en etape som denne kommer han ikke i top 5.

Bardiani har deres sprinter Paolo Simion, men han bør ikke klare strabadserne, og plan B, Enrico Barbin, har ikke den nødvendige fart. Falder Belletti fra, vil Francesco Gavazzi eller Andrea Vendrame forsøge sig, men i en flad spurt er heller ikke de hurtige nok. Den usædvanligt tunge Jakub Mareczko har ikke en jordisk chance for at komme med feltet hjem, og halvhurtige folk som Jose Joaquin Rojas, Jasha Sütterlin og Grega Bole er så låst af holdet, at de næppe deltager i spurten. Er den stadig lidt svingende Nizzolo ikke på toppen og falder fra, vil Ryan Gibbons tage chancen, men han er ikke hurtig nok til at vinde.

Feltet.dks vinderbud: Fernando Gaviria

Øvrige vinderkandidater: Elia Viviani, Pascal Ackermann

Outsidere: Arnaud Demare, Caleb Ewan, Giacomo Nizzolo, Davide Cimolai, Manuel Belletti

Jokers: Sacha Modolo, Marco Haller, Matteo Moschetti, Juan Jose Lobato, Marco Canola