\n\t \t\t\t\t
Annonce<\/p>\n\t \t\t\t\t\n\t\t\t\t\t\t
<\/div>\n\t\t\t\t\t\t
Etapen byder på i alt 1141 højdemeter.
I den nye udgave af løbet har Zadar været målby i både 2019, 2018, 2017 og 2015. I 2019 lykkedes det Eduard Grosu med et angreb på sidste kilometer køre alene væk og sejre med 3 sekunder ned til feltet anført af Alex Edmondson og Marko Kump. I 2018 vandt samme Grosu en massespurt foran Giacomo Nizzolo, i 2017 var Nicola Ruffoni hurtigste mand, og Marko Kump var bedste sprinter to år tidligere. Den gamle udgave af løbet var forbi i 2001, hvor Tomisav Elkasovic vandt en massespurt, og i 2000, hvor Miran Kelner vandt fra et udbrud. I 2021 var byen vært for de kroatiske mesterskaber i enkeltstart, der blev vundet af Fran Miholjevic, og i år 2020 var byen rammen om mesterskaberne i linjeløb, der blev vundet af Josip Rumac.
STREAM CRO RACE UDEN AFBRYDELSER
MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE
Vejret
Selvom rytterne blev ramt af en kraftig byge, var tirsdagens vejr bedre end ventet, og nu kan de glæde sig over, at onsdagen også ser bedre ud, end den gjorde for nogle dage siden. Ganske vist vil der være en konstant bygerisiko, i starten på 30-40%, men den vil aftage og i finalen kun være 20%. Det vil være en overskyet dag uden sol, men med pæne temperaturer på 18 grader ved starten og 21 grader ved mål. Vinden vil være let til jævn (17-18 km/t) og komme fra sydlige retninger. Det giver sidemodvind hele vejen frem til toppen af stigningen, hvorefter der følger et kort sidevindsstykke, inden man atter får sidemodvind på det sidste stykke frem mod rundstrækningen, Her vil der være sidemodvind på første halvdel og sidemedvind på anden halvdel, indtil man atter får sidemodvind over de sidste 500 m.
Favoritterne
Dagens lille bakke - og måske særligt den våde nedkørsel - havde større effekt, end man kunne have ventet, og ikke blot mistede mange af sprinterne som frygtet deres første chance. Også Omar Fraile må sande, at hans gode form fra Tour of Britain vist ikke er helt intakt, og hvis ikke Brandon Rivera leverer noget uventet, er Ineos nærmest allerede reduceret til statister i en klassementskamp, der måske i stedte tegner sig til et opgør mellem Matej Mohoric og Jonas Vingegaard, som begge efterlod et lovende indtryk.
Vi skal dog vente til torsdag, inden vi bliver klogere på det punkt. Morgendagens etape er egentlig vanskeligere end dagens, men det er den eneste etape med en meget enkel finale. Her er der ingen grimme bakker til at sætte sprinterne til vægs, og da de næsten alle kom til kort i dag, vil de være meget opsatte på at sikre sig det, der kan blive den eneste fuldtonede massespurt i løbet.
Det er derfor svært at tro, at vi ikke får en spurt. Igen vil vi formentlig se lidt kamp, inden de små hold for etableret et udbrud, og derefter vil Bahrain tage kontrol. Jeg er spændt på, hvor megen hjælp de får, nu hvor Ineos og Trek, der stod for det meste af dagens arbejde, fik sig en lang næse, men Bahrain burde være stærke nok til på egen hånd at kontrollere denne lette etape. Skulle situationen blive kritisk, vil jeg også vente at se Ineos og Trek fremme, og spurten burde derfor ikke være i fare, slet ikke når vi taler om en næsten ren modvindsetape igen.
Det bliver mere blæsende, end det var det i dag, men det vil næppe spille en rolle. Efter stigningen er der et sidevindsstykke, og vinden kommer også relativt meget fra siden på sidemodvindsstykket til sidst, men vinden burde ikke være stærk nok til at skabe andet end nervøsitet. Det burde dog blive lidt uroligt, når vi rammer sidevinden mod slutningen.
Der er altså lagt op til massespurt i en finale, vi kender. Det er samme rundstrækning, som blev benyttet i 2019, og den er uhyre kringlet med hele tre sving over de sidste 600 m og et bare 300 m langt opløb. Den slags finaler har Eduard Grosu altid elsket, og han vandt da også både i 2019 og 2018, hvor rundstrækningen var en anelse mere enkel, men med to sene sving på den sidste kilometer. Kroaterne er vilde med den slags kringlede afslutninger, og den gamle rundstrækning var åbenbart ikke teknisk nok, så der skulle lige lidt ekstra sving ind i finalen!
Det er værd at bemærke, at han i 2019 kørte så stærkt, at han kom alene væk i svingene og således tog en solosejr. Den slags kan ske igen, og det er i hvert fald en spurt, der bliver afgjort på position og dermed i nogen grad af et stærkt hold og ikke meget af fart. Heldigvis tyder det på, at det holder tørt, nu hvor vejrudsigten har rettet sig, men er vi uheldige med en byge, kan det blive ganske halsbrækkende.
Der burde ikke være tvivl om, at det er Trek, Ineos og Bahrain, der har de stærke tog, og derfor vil jeg tro, at det bliver et opgør mellem dem og deres sprintere. Jeg prøver at pege på Elia Viviani igen, men det skyldes alene holdet. Italieneren så hæderlig ud i dag, men han var bestemt ikke flyvende. Jeg vil dog stadig tro, at et tog med Michal Kwiatkowski, Geraint Thomas og ikke mindst den i dag uhyre velkørende Kim Heiduk meget vel kan være det bedste i dette løb. Baseret på det, vi i dag så fra Jonathan Milan, vil jeg næsten tro, at den yngste af italienerne kan vise sig hurtigst, men i denne finale handler mest om toget. Her bør Ineos vinde kampen, men jeg kan være lidt bekymret for, om Viviani kan holde hjul, hvad der har knebet lidt i år. Et godt Ineos-lead-out burde dog kunne føre ham til sejr.
Jeg vil bestemt heller ikke udelukke Heiduk. Taber Vivianis hans hjul, er den unge tysker hurtig, men det vil være betydeligt sværere for ham at vinde. I givet fald mangler han nemlig så hurtig en lead-out man, at jeg tvivler på, at Ineos kan vinde positionskampen.
Havde finalen ikke været så kringlet, havde jeg peget på Jonathan Milan. Vi vidste godt, at sommeren forvandlede ham, men det var alligevel uventet at se ham flyve så stærkt op ad bakkerne. Spurten var også skræmmende overlegen, men i et svagt felt nærmest uden sprintermodstand. Heldigvis ved vi fra Polen og Tyskland, at han er så hurtig, at det bestemt ikke er utænkeligt, at han er hurtigste mand i dette felt. Når jeg ikke har ham som favorit, skyldes det alene, at jeg tror, at Matej Mohoric mangler den sidste fart. Toget med Filip Maciejuk og Mohoric er godt, men er Mohoric hurtig nok til at vinde kampen frem mod svingene? Det tvivler jeg på, men kan han bare anbringe Milan bag det bedste tog, tror jeg, at italieneren vinder, selvom han kun har 300 m opløb at gøre godt med.
Mohoric er også selv en fremragende kandidat. Han synes at være på vej i form igen, og han vil elske denne kringlede finale. Skulle de lykkes for ham og Milan at vinde positionskampen, vil det være oplagt for italieneren at lave et hul gennem svingene. Lykkes den manøvre, vil Mohoric kunne køre alene hjem på samme måde som Grosu gjorde det i 2019.
Det er bestemt også muligt, at Trek har det bedste tog. En formation med Jacopo Mosca, Marc Brustenga, Jon Aberasturi og Matteo Moschetti ser meget potent ud, og de har formentlig den hurtigste lead-out man. Hvem de kører for, er uklart, da de i de seneste løb har vendt rundt på tingene og ladet Moschetti agere hjælper - måske fordi han er på vej til Qhubeka? - men jeg vil næsten tro, at de går med italieneren på så let en etape som denne. Han har spurtet skidt i år, men i denne kringlede finale kan han vinde alene på sit lead-out. Kommer han og Aberasturi først igennem svingene, bliver han svær at slå. Kører de for Aberasturi, står de dog næsten lige så godt, da det så vil være Moschetti, der vil være en god lead-out man. Aberasturi synes nemlig i de seneste løb at have genfundet lidt fart, men han er ikke helt så hurtig som Moschetti.
Hvem kan true de tre store hold? Det kan B&B vel. Det var højst overraskende at se Pierre Barbier helt fremme i dag, og det tyder på form. Et tog med Victor Koretzky, der fortsætter med at imponere, Alan Boileau og ikke mindst Axel Laurance ser yderst potent ud, men de er ikke vant til at køre sammen. Jeg vil dog ikke udelukke, at Laurance og Barbier kan vinde kampen frem mod svingene, og så er Barbier hurtig nok til at vinde i dette felt. Jeg vil tro, at de kører for Barbier, men Laurance er også hurtig nok til med god positions at vinde, hvis Barbier skulle tabe hans hjul.
Et andet stærkt hold er Human Powered Health. Dagens etape bekræftede, at Arvin de Kleijn slet ikke er på toppen efter sit nylige styrt, men denne lette etape burde han nok kunne klare. Han er helt sikkert en af de hurtigste i dette felt, og han plejer også at være stærk i positionskampen. Et tog med Colin Joyce og August Jensen, som vil være plan B, hvis han slet ikke er på toppen, ligner et af de bedste i dette felt, og i et felt uden stærke tog kan man bestemt ikke udelukke, at de vil bringe ham i så god position, at han kan vinde.
Dagens positive overraskelse var Sacha Modolo. Bardiani skal stadig tage stilling til, om de kører for ham, Luca Colnaghi eller Enrico Zanoncello, men efter dagens resultat vil det være logisk at satse på veteranen, der jo også kan tage trøjen. Desværre har han positioneret sig så ringe i år, at jeg ikke for alvor tror på projektet, men toget har mere fart end næsten alle andre. Farten er ikke den højeste længere, men i dette felt er det ikke afgørende. Kører de for Colnaghi, har de nok en bedre chance. Han har positioneret sig langt bedre og også virket hurtigere i år, mens det er stærkt usandsynligt, at de kører for Zanoncello.
Israel-PT skal igen tage stilling til, om de kører for Patrick Bevin, Taj Jones eller Yuval Ben Moshe. Mit gæt vil være Bevin, der holdt sig fint til i dag, men han har ikke farten til at slå sprinterne. Hans store chance er, at denne finale mest handler om position. Her er det svært for alvor at tro på det unge og urutinerede tog, men de har ret meget fart og har derfor potentiale til at overraske. Det kan også være chancen for Jones, hvis de kører for ham, eller for Ben Moshe, hvis de mod forventning giver ham chancen.
En af dagens store skuffelser var Milan Menten, der slet ikke få det til at fungere i år. I morgen burde han dog kunne spurte, men desværre mangler han både fart og positionering. Sammen med Attilio Viviani udgør han dog en stærk duo, der måske kan overraske i denne tekniske finale. Mit gæt vil være, at de kører for Menten, men efter Poitou-Charentes er det ikke umuligt, at der byttes rundt på rollerne, måske også fordi Menten er på vej væk.
Det var skuffende at se Vincenzo Albanese i dag. Jeg bemærkede ham i hvert fald ikke på bakken, og han kom heller ikke frem i spurten. I forvejen har han ikke farten til at vinde disse spurter, men i dag beviste Mirco Maestri i det mindst, at han er en hæderlig lead-out man. Han har bare ikke farten til at vinde positionskampen, og det er nødvendigt, hvis Albanese skal vinde.
Igen i dag så vi, at Nils Eekhoff er uhyre formsvag. Morgendagens lette finale kan han imidlertid godt være med i, men desværre har han det svært i positionskampen. Det bliver ikke meget bedre af, at DSM-toget er alt andet end imponerende, men Marius Mayrhofer har trods alt lidt fart. Skulle han sidde rigtigt, burde Eekhoff være hurtig nok til at lave et resultat.
I denne tekniske finale er det svært at tro på de andre sprintere. Jeg ville gerne peg på Timo Roosen, der har en vis støtte i Jos van Emden, men i dag lignede Jumbo et hold, der bare skulle have Vingegaard sikkert til mål. Hos Caja Rural mangler David Gonzalez både fart og hold, og hos Uno-X mangler Niklas Larsen også noget støtte. Hos Kern Pharma er Alex Jaime og Kiko Galvan alt for svage i positionskampen. Blandt kontinentalsprinterne var det meget imponerende, at Alan Banaszek sad med hjem i dag, men hans hold burde være for svagt til denne kringlede. Det samme gælder for de hold, der skal støtte Viktor Potocki og Tilen Finkst , som ellers også bør have noget fart. For Ziga Horvat og Jovan Divnic er chancerne meget små.
Feltet.dks vinderbud: Elia Viviani
Øvrige vinderkandidater: Jonathan Milan, Matteo Moschetti
Outsidere: Jon Aberasturi, Matej Mohoric, Pierre Barbier, Arvid de Kleijn, Kim Heiduk
Jokers: Axel Laurance, Sacha Modolo, Luca Colnaghi, Patrick Bevin, Milan Menten, Attilio Viviani, Taj Jones, Vincenzo Albanese, Nils Eekhoff, Timo Roosen
Tidligere udgaver af etapen
Du kan gense Eduard Grosus sejr fra 2019, hvor rundstrækningen var den samme. Du kan tillige gense Eduard Grosus sejr fra 2018, Nicola Ruffonis sejr fra 2017 og Marko Kumps sejr fra 2015, i alle tilfælde på en let modificeret udgave af rundstrækningen.
STREAM CRO RACE UDEN AFBRYDELSER
MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE