SÆT DIT MANAGERHOLD TIL SCHWEIZ RUNDT - KONTANTE PRÆMIER OG PULJEN VOKSER VED HVER TILMELDING!

Ruten

Criterium du Dauphiné byder altid på mindst to chancer for sprinterne, og meget ofte kommer den første af disse på mandagens etape, inden bjergene tårner sig op i Alperne i løbets anden halvdel. Også den trend har ASO brudt i de senere år, og nu synes traditionen i stedet at være, at man de første to dage skal besøge det kuperede Massif-Central og på andendagen køre en lille bjergetape, der kan vise lidt om klatrehierarkiet, inden løbet kommer ”hjem” til Alperne. Sådan var det ved den seneste fulde udgave i 2019, og sådan er det igen i år, hvor der om mandagen bydes på rigtigt Massif-Central-terræn, der går op og ned hele dagen. I den absolutte finale skal rytterne endda over en lang kategori 2-stigning, der ikke synes svær nok til, at der kan køres rigtigt klassement, men som sagtens kan afsløre svagheder, og som sætter scenen for, at en lille gruppe af klatrere kan spurte om sejren på et plateau på toppen - den første af hele fire muligheder for folk, der både kan køre i bjerge og spurte på flad vej og op ad bakke.

I alt skal der tilbagelægges 172,8 km, der fører feltet fra Brioude til Saugues - to byer, der begge ligger midt i Massif-Central. I starten er arrangørerne dog helt nådige, da de lader rytterne køre i fladt dalterræn mod syd, øst, syd og slutteligt sydøst, inden de endelig drejer mod øst ind i bjergene. Det sker via årets første kategori 1-stigningen Col de Peyra Taillade (8,3 km, 7,4%), der er en ujævn stigning med først 4 km med 6-7% og dernæst to svære kilometer med hhv. 9,8% og 12,1% samt et maksimum på 14%, inden en let kilometer leder frem de sidste 1300 m, som stiger med 7-8%. Toppen rundes efter 52,3 km, inden en enkel nedkørsel leder mod øst, syd og vest frem til Monistrol-d’Allier, der nås efter 66,5 km.

Her tager etapen fat igen, når man snor sig mod vest op ad kategori 3-stigningen Cote de la Vachellerie (8,0 km, 4,1%), der stiger med 4-6% hele vejen, inden den flader ud over de sidste 2 km frem mod toppen, som rundes efter 78,1 km. Dernæst går det igennem småkuperet terræn mod vest ind til Saugues, hvor stregen krydses for første gang efter 84,3 km.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 88,5 km lang rundstrækning i det kuperede område vest for byen. Fra start følger man en let stigende vej mod syd ned til dagens spurt, som kommer efter 91,1 km. Herfra krøller man sig igennem småkuperet terræn mod først sydvest, siden nord og slutteligt vest, indtil man via en kringlet nedkørsel når frem til La Besseyre-Saint-Mary, hvor man efter 118,5 km drejer mod nord for at ramme kategori 4-stigningen Cote d’Auvers (4,0 km, 4,1%), der er en helt jævn stigning uden stejle procenter. Toppen, der er dagens højeste punkt i 1191 m, rundes efter 124,5 km, hvorefter det går ad en meget snoet vej mod nordvest og nordøst ad et let faldende plateau, inden man følger en kringlet nedkørsel mod øst og nordøst ned til Langeac, der også blev nået efter 28,9 km af etapen.

Herfra kører man kortvarigt mod sydøst ad samme flade vej som tidligere, men denne gang fortsætter man mod syd op ad kategori 2-stigningen Cote de la foret de Pourcheresse (6,9 km, 6,4%). Den første del er de letteste, da de første 4 km stiger med hhv. 5,8%, 4,2%, 8,4% og 5,4%, inden den er mere stabil med omkring 6,5-7,5% over de sidste 2,9 km frem til toppen, som rundes efter 165,8 km.

Herfra resterer blot 7,0 km, som indledes med en ultrakort nedkørsel, inden en helt lige vej leder mod syd op ad kategori 4-stigningen Cote de Masset (1,5 km, 5,1%), der er relativt let, men har 500 m med 6,0% midtvejs. Toppen rundes efter 168,8 km, hvorefter de sidste 4,0 km består af en helt lige og kun ganske let faldende vej, der leder mod syd ned til Saugues. Her drejer man skarpt til højre med 300 m igen, inden vejen bugter sig ind på den 100 m lange, 6 m brede opløbsstrækning. Den sidste kilometer er først ganske let faldende og siden ganske let stigende.

Etapen byder på i alt 3143 højdemeter.

Saugues har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Vejret

Dauphiné er ofte kendt for den ustabile luft i Alperne, men denne gang rammes de allerede af den i Massif-Central. Efter en flot søndag venter nemlig en potentielt våd mandag, hvor der gennem hele etapen vil være en bygerisiko på 60-70%, dog aftagende lidt til allersidst. Temperaturen i målbyen vil nå 21 grader, og der vil bare være en svag til let vind (7-8 km/t) fra sydvest og syd. Det giver primært sidemod- og modvind frem til første passage af målstregen og dernæst på rundstrækningen vinde fra alle retninger. Til slut vil der dog være sidemodvind på sidste stykke frem mod Cote de la foret de Pourcheresse, hvorefter der vil være næsten direkte modvind resten af vejen, herunder på opløbsstrækningen.

Analyse af 1. etape

”Med denne form beviste jeg helt sikkert, at jeg kan vinde cykelløb!” Sådan afrundede en yderst skuffet Brent van Moer sit interview efter sidste mandags Ronde van Limburg, hvor han var blevet udsat for sit livs skuffelse. Det unge belgiske talent, der ellers mest er kendt som en brølstærk hjælperytter, havde leveret et mageløst ridt i det belgiske 1.1-løb, hvor han som eneste overlevende fra det tidlige udbrud havde hængt på et hav af friske folk, der kom op bagfra, inden han atter gav dem baghjul og kørte alene mod stregen. Bag ham var der organiseret en vild jagt i et reduceret felt, og finalen kunne ikke være mere neglebidende.

Desværre indtraf det værste mareridt for en rytter i Van Moers situation. En official viste ham samme vej som følgebilerne, og dermed drejede han væk fra ruten på den sidste kilometer. Bare få sekunder senere blev adrenalin afløst af skuffelse, og en slukøret Van Moer var så rasende, at han end ikke ville køre over stregen, men bare trillede væk fra det hele.

Vi ved aldrig, om han havde vundet løbet. Feltet hentede på det tidspunkt tid med en sådan hast, at han formentlig var blevet hentet - særligt fordi spurten end ikke var blevet åbnet endnu. Det er imidlertid hævet over enhver tvivl, at Van Moer havde fortjent langt mere efter et ridt, der er et af de smukkere i denne ellers efterhånden ret lange sæson.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Men som han selv sagde, må man jo tage det positive med fra oplevelsen. ”Jeg trænede ikke specifikt for Ronde van Limburg, men snarere Criterium du Dauphiné, de nationale mesterskaber og for at køre en god sommer med nogle fine klassikere, hvor jeg kan vise mig selv frem.” Herefter var det så, at han tilføjede, at han med sin nuværende form kunne vinde løb, selvom hans manager til belgisk presse uddybede, at det nok ville kræve noget arbejde at få ham til at komme sig over skuffelsen.

De største rejser sig som bekendt, hvor de falder, og selvom Van Moer næppe kan regnes som en af sportens største rytter, viste han i dag en mesters karaktertræk. Det krævede åbenbart ikke Lotto-mandskabet mere end seks dage at for erstattet skuffelsen med revanchelyst, for da Dauphiné i dag åbnede med en kuperet 1. etape, var Van Moer klar til at forsøge at gøre det, han ikke fik mulighed for i mandags.

Minsandten om ikke det lykkedes. Den suveræne form blev omsat til den første professionelle sejr, og selvom det skete med seks dages forsinkelse, er Van Moer næppe i tvivl om, hvilket af de to løb han ville vælge, hvis han fik mulighed for at bytte sin Dauphiné-etapesejr for den sejr, han var så tæt på i Limburg. Det franske etapeløb er nemlig ikke noget belgiske 1.1-løb, men derimod kendt som sportens allerhårdeste ugelange etapeløb. Det skyldes ikke blot ruten, men også det forhold, at feltet er spækfyldt med folk, der er meget tæt på deres absolutte topform, og som enten skal teste benene en sidste gang inden Touren eller skal på benhård jagt efter en af de eftertragtede billetter til verdens største cykelløb.

Derfor er etapesejre i Dauphiné bestemt ikke gratis, og særligt når løbet indledes med en kuperet rundstrækning i Massif-Central, som det er blevet normen i de senere år, skal man være en brandgod cykelrytter for at vinde. Ikke blot er niveauet højt, højdemeterne er også mange og stigningerne svære. Og det var bestemt ikke en sejr, Van Moer på nogen måde fik foræret.

Det var imidlertid ikke svært at gætte, at Van Moer ville gøre forsøget på at overraske de få sprintere, der er draget til en Dauphiné-udgave, som er endnu mere sprinterfjendtlig, end den plejer. Dels lå det i kortene, at han var opsat på revanche, og dels havde Lotto allerede på forhånd sagt, at de ville forsøge at slå til i et udbrud på førstedagen. Det har holdet nemlig forrygende gode erfaringer med, da en vis Thomas de Gendt snød sprinterne på en tilsvarende åbningsetape i 2017.

Det er ikke uden grund, at det lader sig gøre. Denne slags kuperede etaper er nemlig skabt til at igangsætte et pokerspil mellem de få sprinterhold i et løb domineret af klatrere. Med en både lang og stejl stigning i den absolutte finale lå det i kortene, at de fleste af løbets hurtigste som Mads Pedersen, Alexander Kristoff, Florian Senechal og særligt Fabio Jakobsen ville få mere end almindelig svært med at overleve. Hvis et enkelt hold eller to endda lagde pres på, kunne selv folk som Sonny Colbrelli, Clement Venturini og Jasper Stuyven måske endda komme i vanskeligheder, og så var det måske ikke helt så attraktivt at have brugt en hel dag på at jagte et udbrud. Derfor kunne der godt gå poker i den, når sprinterholdene skulle bestemme sig for ansvarsfordelingen i et løb, hvor der som bekendt fortsat ikke er nogen førertrøje.

Det var det spil, De Gendt udnyttede for fire år siden, og det var det, Van Moer håbede at gøre igen. Sådan gik det bare ikke. Efter at han overraskede sig selv med sine klatreevner i Romandiet, hvor han endelig fik sin længe eftertragtede etapesejr, var Colbrelli nemlig ikke i tvivl om egne evner. Knap var Van Moer kørt væk sammen med Patrick Gamper, Ian Garrison og Cyril Gautier, inden Bahrain sendte Eros Capecchi til fronten. Da UAE endda var i et uhyre optimistisk hjørne og troede på et sandt Kristoff-mirakel i Massif-Central og derfor sendte brølstærke Mikkel Bjerg frem for at hjælpe, var der i hvert fald ikke meget hjælp for Van Moer at hente fra pokerspillerne, der bekendte kulør med det samme. Helt galt gik det, da også Trek trådte i aktion og arbejdede for Stuyven og formentlig også Pedersen i det håb om, at både han og Kristoff kunne skabe et fællesnordisk mirakel.

Det kunne de ikke. Feltet havde knap taget hul på anden af de tre passager af stigningen, inden den stadig rustne og langsomme starter Pedersen blev sendt til tælling. På sidste tur op ad bakken var det også slut for Kristoff, og i det øjeblik måtte Van Moer i hvert fald forbande UAE langt væk over, at de havde haft så optimistisk en vurdering af nordmandens klatreevner trods den åbenlyse superform, han viste på Mallorca.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL SCHWEIZ RUNDT - KONTANTE PRÆMIER OG PULJEN VOKSER VED HVER TILMELDING!
 

Men når man intet får foræret, må man jo selv tage for sig af retterne. Og det gjorde Van Moer så! Ikke blot havde han ryddet bordet for bjergpoint i løbet af etapen, han blæste også væk fra Gautier og Gamper - hans to eneste overlevende følgesvende - så snart de ramte stigningen for sidste gang. Her valgte lykkens gudinde så at tilsmile ham for første gang og betale lidt tilbage for mandagens uheld.

Der kom nemlig ikke megen aggression i finalen. Ideen om, at særligt Astana ville forsøge at gøre løbet så hårdt, at Alex Aranburu kunne vinde en spurt, blev aldrig til virkelighed. Alle hold var tilfredse med, at løbets konger, Ineos, med vanlig autoritet satte et stabilt, men ikke skræmmende tempo, der kun havde til formål at undgå problemer ved at sidde i front, men absolut ikke var tiltænkt som et forsøg på at hente Van Moer. Naturligvis gik det ikke langsomt - spørg bare Kristoff og Senechal, der begge faldt fra undervejs - men finalen kunne bestemt være kørt hårdere end i dag, hvor hele 80 mand var at finde i det felt, der rundede toppen.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Problemet for Van Moer var til gengæld, at alle de sprintere, der havde en relativt realistisk forventning om at overleve, var kommet med over. Stuyven, Colbrelli og Venturini var der alle, og det samme var minsandten også unge Kaden Groves, der ellers blot var en sent indkaldt reserve for den skadede Robert Stannard, og som i de professionelles rækker ikke har vist meget af de klatreevner, han havde i U23-tiden. De dukkede imidlertid op ud af det blå, og da BikeExchange, som næppe havde regnet med tilstedeværelsen af deres sprinter, forstod, at de måske alligevel skulle have arbejdet for ham allerede fra start, reagerede, var der pludselig et ekstra hold til at jagte.

De skulle imidlertid også være de eneste, og selvom de endda brugte deres kaptajn, Damien Howson, til arbejdet, var der intet at stille om mod formstærke og uhyggelige Van Moer. De blev nu heller ikke hjulpet af, at Bahrain havde brugt holdet op og kun havde holdets to klassementsryttere, Jack Haig og Dylan Teuns, til at hjælpe Colbrelli. Det samme gjaldt for Trek med Kenny Elissonde og Mattias Skjelmose, og da Ag2r pr. definition ikke fører for Clement Venturini - i hvert fald ikke før Dorian Godon tog en føring, da det allerede var alt, alt for sent - var det pludselig kun Van Moer mod BikeExchange. Og her viste belgieren sig på imponerende vis som den stærkeste, så han kunne færdiggøre sit superridt med seks dages forsinkelse.

Det er nærmest paradoksalt, at det endte sådan. I mandags var det Tim Merlier, der profiterede af Van Moers uheld, og selvom man bestemt ikke kan bebrejde deres arbejdsindsats i Limburg, er Alpecin ikke just kendt for deres vilje til at føre i feltet. Det er derimod Bahrain, der i årevis har ført og ført for Colbrelli i Romandiet, men hvor det før var for en måned siden, at det lykkedes ham at bryde forbandelsen.

Derfor var det også et alt for velkendt billede, da stakkels Colbrelli nok engang kom til kort. Denne gang havde han fået al tænkelig støtte fra sit hold, og han var også helt suveræn i spurten, men lige lidt hjalp det, når han igen blev snydt af en Lotto-mand, præcis som han gjorde det, da De Gendt holdt hjem på 2. etape i Romandiet i 2018. Dermed blev det til endnu en af karrierens alt for mange 2. pladser og endnu en lang næse til Bahrain.

Heldigvis er der også grund til optimisme. Colbrelli klatrede igen stærkt, og han var betydeligt mere overbevisende i spurten, end man kunne have ventet. Særligt var det flot, at han suverænt slog den velplacerede Groves, der er en mere klassisk sprinter, men den lille australiers 5. plads indikerer nok også, at det alligevel havde kostet lidt at grave så dybt på stigningen. Til gengæld var hverken Venturini, der endelig viste lidt af de klatreben, vi har set alt for lidt i år, og Stuyven, der i dag kun sjældent spurter, ikke i nærheden af at true italieneren. Det lover godt for fortsættelse, for der venter heldigvis stadig en del Colbrelli-etaper i dette løb.

Til gengæld blev det en spildt mulighed for Aranburu og Astana. I dette selskab var baskeren forventeligt chanceløs, og han endte langt tilbage på en pauver 9. plads, akkurat bag Kasper Asgreen, der trods alt må sande, at sejren over Mathieu van der Poel ikke har gjort ham til sand supersprinter. Det har Michal Kwiatkowski, der heldigvis fik lidt frihed af Ineos, og Nils Politt heller aldrig været, men de har altid været hurtige i mindre grupper. Det var Alejandro Valverde også i gamle dage, og efter en lang periode, hvor han har spurtet alt for lidt, var det godt at se, at han smed forsigtigheden og kastede sig lidt ind i kampen, selvom resultatet ikke var prangende. I det mindste var det bedre end for den tidligere sprinter Carlos Barbero, der viste lidt af de gamle klatreevner, men synes at falde sammen, når det handler om fart.

Som ventet gav etapen os ikke mange svar i klassementet. I gamle dage var der meget mere på spil, når rytterne skulle teste formen direkte med en prolog få dage efter ankomsten fra højderne, men med det nye format får de lov at varme benene op først. Alligevel fik etapen et højst uventet offer, da Brandon McNulty, der efter et stærkt Baskerlandet blev hijacket af Tadej Pogacar til Tour-holdet, højst overraskende blev sat af og røg ud af klassementet. Forinden havde han haft en opkørsel efter en punktering, men det kan umuligt forklare det pauvre resultat, når Louis Meintjes ingen problemer havde efter et helt identisk uheld. Heldigvis er der langt til Touren, men det må alligevel vække lidt uro hos Pogacar og UAE, der havde en sand møgdag med McNulty, Kristoff, den ellers så formstærke Sven Erik Bystrøm og unge, men skuffende Andres Ardila. Nu må de blot håbe, at Joe Dombrowskis hjernerystelse ikke kostede al den gode Giro-form.

For alle andre gik det som planlagt. Ineos viste med det samme, at de er løbets bosser og er kommet til Frankrig for at vinde ”deres” løb for første gang siden 2018. Om det bliver med den ene, den anden eller den tredje, ved vi ikke, og vi fik i hvert fald med et meget opmærksomt Movistar-hold set, at det spanske mandskabs supertrup har tænkt sig at give dem kamp til stregen. Den kamp indledes i det små mandag, når den første lille bjergetape venter i Massif-Central.

Her får Van Moer sin dag i rampelyset, men det er ikke sikkert, at det bliver den store fornøjelse. Der skal graves dybt, hvis han skal skabe et lille mirakel og sikre sig mere end én dag i gult, men hvis det gule eventyr blot varer i 24 timer, går det nok. Det er nemlig meget sjovere at vinde i Dauphiné end i Limburg. Og Van Moer havde jo fortalt os, at han var i form til at vinde cykelløb. Som sagt, så gjort!

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Favoritterne

Siden de overtog løbet, har ASO i den grad eksperimenteret med et format, der ellers var helt fast. Dengang arrangørerne fortsat var en avis Alperne, kom bjergbenene altid først i brug til de fire store alpeetaper til sidst. De første fire dage var for sprintere og temporyttere, mens løbets identitet som bjergløb først kom til udtryk over den sidste halvdel.

Sådan er det ikke længere. Med beslutningen om at rykke starten til Massif-Central er modellen en kuperet åbningsetape på en rundstrækning efterfulgt af en første lille bjergetape i det kuperede franske indre. Her er bjergene slet ikke så lange som i Alperne, der stadig er løbets hjemsted, men man skal passe på med at undervurdere disse tidlige udfordringer i den vanskelige region.

Det så vi, da løbet i 2019 senest havde en fuld udgave, og hvor 2. etape mindede meget om den, vi finder i år. Dengang gik der klassementskamp i den, og forhåndsfavoritter som Richie Porte, Romain Bardet, Dan Martin og Steven Kruijswijk mistede alle et lille halvt minut. Endnu værre var det, at Emanuel Buchmannn begik sit livs brøler ved at gå i det tidlige udbrud på en dag, hvor starten var vild og voldsom, og det kostede så mange kræfter, at også han smed de 31 sekunder. Det skal den senere vinder, Jakob Fuglsang, prise sig lykkelig over, for da løbet sluttede, sejrede danskeren med 21 sekunder ned til Buchmann på 3. pladsen…

Det vidner om, at 2. etape og Massif-Central bestemt ikke skal undervurderes, men denne gang er den dog ikke helt så svær som for to år siden. Sjovt nok har de to etaper begge præcis 3147 højdemeter, men hvor man dengang var finalestigningen, hvor favoritterne angreb hinanden, sværere. Til gengæld lå den hele 18 km fra mål, og derfor var det faktisk temmelig overraskende, at etapen skabte de forskelle, den gjorde.

Samme drama skal vi nok ikke regne med denne gang. Pourcheresse-stigningen er ganske vist længere end sidste stigning i 2019, men den mangler de samme stejle procenter. Bedre bliver det bestemt ikke af, at der er direkte modvind i hele finalen, og selvom vindstyrken trods alt er begrænset, bidrager det næppe til muligheden for at gøre forskelle. I virkeligheden minder de sidste 3 km af morgendagens stigning meget om den svære stigning i dagens finale, og forskellen er derfor primært, at stigningen har en blødere indledning med 4 ekstra kilometer, at målstregen kommer tættere på toppen, at der efterfølgende er en ekstra lille angrebsrampe, og at den samlede etape er betydeligt hårdere.

Netop det forhold, at etapen for langt de fleste i feltet må regnes for svær, men for klassementsrytterne må regnes som let, gør, at det er en underlig fisk, der er svær at fortolke. Ligesom på dagens etape er det ikke indlysende, hvem der vil gå efter etapesejren, og hvor man i dag trods alt kunne regne med, at Bahrain som minimum ville tage ansvar, er det langt mindre oplagt, at der er hold, der vil gøre det på denne etape.

Til gengæld har vi nu en førertrøje, og Lotto vil give deres højre arm for at forsvare den. Ganske vist bliver det formentlig for svært for Brent van Moer, men da holdet er her alene for at jagte etaper, har de intet at miste ved at give den et skud og som minimum gøre trøjen ære.

Det betyder dog ikke, at Lotto nødvendigvis skal hente udbruddet. Der opstod visse forskelle i dag, og med en relativt flad start kan belgierne godt være så heldige, at udbruddet ikke truer Van Moers trøje. De skal dog ikke regne med at kunne lade udbruddet sejle langt væk, for der er trods alt 119 mand, der er mindre end fem minutter fra 1. pladsen. Det tilsiger, at Lotto er nødt til at holde elastikken relativt stram, selvom de absolut ingen interesse har i at bringe bonussekunder i spil.

I 2019 endte den indledende angrebsfest med et vildt udbrud med blandt andre Tom Dumoulin og Buchmann. I år er starten meget lettere, og derfor ser vi næppe noget lignende. Det burde dog tage længere tid end i dag, inden gruppen etableres, for det er bestemt en etape med mulighed for udbrydere, og dagens etape må have inspireret flere. Og når vi helt frem til kategori 1-bjerget, kan vi få et voldsomt udbrud, som vi gjorde i 2019. Det virker dog usandsynligt, at det så tidligt i løbet vil tage så lang tid.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Når gruppen er kørt, vil Lotto tage fronten, men det er ikke sikkert, at de kan kontrollere etapen. Deres hold er ungt og relativt svagt, og mislykkes missionen med et let og svagt udbrud, er det ikke dem, der kører dem ind. Det er givet, at Ineos vil give en hånd med, hvis der pludselig er en farlig mand, der truer briternes langsigtede chancer, men de har ingen interesse i at hente udbruddet.

Hvem har så det? Igen er det nærliggende at pege på Astana. De har sagt, at de vil forsøge at vinde en etape med enten Alex Aranburu eller Alexey Lutsenko, og dette er måske deres allerbedste chance. Hvis ikke de skal gå efter det denne gang, er det svært at se, hvornår de skal gøre det.

Derudover kniber det imidlertid med kandidater, men jeg synes, at det var opløftende, at Alejandro Valverde deltog i spurten i dag. Det viser, at han er kommet til løbet for andet og mere end at forberede sig til OL, og jeg tror mere, at han jagter en etape end et klassement - ellers var dagens spurt lidt unødvendig. Derfor er det bestemt ikke utænkeligt, at Movistar giver en hånd med. Derudover kan det ikke udelukkes, at Bahrain vil arbejde for Dylan Teuns, der har annonceret tanker om denne etape, men de kan sagtens have behov for at spare sig til mere oplagte chancer med Colbrelli. Snarere er mit sidste kandidathold nok Ag2r, men de vil nok alligevel tænke sig om en ekstra gang, da stigningen meget vel kan være for lang og svær for Greg van Avermaet.

Jeg vælger at tro, at udbruddet bliver hentet. Lotto, Astana og Movistar synes alle sandsynlige trækheste, og da starten er flad, og Lotto derfor har gode chancer for at sikre et relativt svagt udbrud, er chancerne for endnu en udbrudssejr ikke de allerbedste. Men det er bestemt ikke umuligt, at lykkeridderne slår til igen.

I finalen regner jeg med, at Ineos vil tage kontrol frem mod den lange nedkørsel. Den ser ganske kringlet ud, men jeg har svært ved at se, at nogen vil tage risici og benytte den offensivt på dette tidlige tidspunkt i løbet - særligt også fordi risikovilligheden ikke er specielt stor med få uger til Tour-start. Det er dog et sted, hvor alle gerne vil sidde fremme, og det plejer at være Ineos, der vinder den kamp. Særligt hvis feltet rammes af en af de sandsynlige byger, kan det sagtens blive uhyre nervøst. Våde veje kan til gengæld bruges til fordel for udbruddet, der kan øge til et forsigtigt felt.

På sidste stigning er jeg meget interesseret i at se, hvem der vil tage kontrol. Det er bestemt muligt, at Ineos gør, som de plejer, og sætter et tempo, der er hårdt nok til at afholde rivalerne fra at angribe. Hvis Valverde vil noget seriøst med etapen, er det dog også meget sandsynligt, at Movistar lægger et pres for at skabe udskilning.

Får vi så også angreb? Modvinden gør det ikke ideelt, men det er bestemt ikke utænkeligt. Jeg kunne faktisk godt se Valverde selv forsøge sig, men også Alexey Lutsenko, Dylan Teuns, altid aggressive Guillaume Martin og Valentin Madouas er gode kandidater. Er Van Moer faldet fra, kommer også Tim Wellens i spil. Hvis Ineos kører det defensive løb, bliver det dog svært at komme væk, for de folk, der kan angribe her, er alle ryttere, som briterne næppe vil lade køre. Til gengæld kan løbet blive åbnet, hvis de er lidt mere løse i deres hierarki og lever op til løftet om mere offensiv kørsel. Det kunne ske ved at give Michal Kwiatkowski frihed, men jeg tror ikke, at det lader sig gøre, hverken på den lange eller den korte stigning. Modvinden er problematisk, stigningen lidt for let, og angriberne potentiale for farlige for Ineos på lang sigt.

Derfor tror jeg også mest på en spurt, men det bliver næppe noget stort felt. Hvis Movistar vil det, kan de skabe betydelig udskilning, og det bør trods de moderate procenter være en finale, der er betydeligt mere selektiv end i dag. Efter at have overlevet skal man dernæst sørge for at sidde rigtigt i det meget sene sving. Da vejen efterfølgende bugter sig ret kraftigt, bliver det meget svært at ændre væsentligt på positionen efterfølgende. Det er derfor mere svinget - og måske de potentielt våde veje - mere end selve spurten, der er afgørende.

En afsluttende spurt er ret åben, men jeg prøver at gå med Michal Kwiatkowski. Polakken fik lov at spurte i dag, og det vidner om, at han også vil få chancen i morgen. Det er klart, at han ikke får nogen støtte, og han risikerer også at skulle arbejde for holdet, der har hele tre mand at beskytte, men Ineos er så stærke, at der kan være håb om, at han holder sig frisk. Den tekniske finale er en gave for polakken, der er både positioneringsstærk og teknisk dygtig, og han viste så sent som i dag, at han har farten til at slå stort set alle, der kan overleve en stigning som denne. Det er klart, at hans risikovillighed nok ikke er den største, men Kwiatkowski må være relativt sulten efter en sejr, da han ikke har vundet én eneste gang i år. Dette er en af hans bedre chancer, og jeg tror, at han er i stand til at gribe den.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

Et andet godt bud er Alex Aranburu. Som sagt er det måske Astanas bedste chance for at vinde en etape, men der er også betydelige usikkerheder ved Aranburu. Hans klatring er nemlig stærkt svingende, og særligt efter en pause er der stor usikkerhed om, hvor han står. Han har dog trænet godt i højderne, og han er i hvert fald velforberedt. Stigningen er lang for ham, men med klatreben han viste i Baskerlandet, burde han - særligt med modvind - komme med over. En flad spurt er ikke hans foretrukne, og vi så i dag, at han bestemt ikke kan vide sig sikker på at vinde, men den største bekymring er faktisk det sene sving på de måske våde veje. Aranburu er meget svag i positionskampen, og det kan koste, selvom han skulle være den hurtigste. Til gengæld kan han regne med fremragende støtte fra Ion Izagirre og ikke mindst Alexey Lutsenko, og det kan være det, der gør forskellen.

Kommer Kasper Asgreen med over? Det er langt fra sikkert, men hvis han vitterligt vil teste sig selv i klassementet, skal han naturligvis kunne klare denne opgave. Modvinden hjælper ham i hvert fald, og med den klatring, han viste i mere formsvag udgave i Algarve, synes perspektiverne gode. Som han viste i Flandern og tidligere har vist i Tour de Suisse og Californien er han ganske hurtig, og da han i dag endte nede som nr. 7, virkede spurten også en smule halvhjertet. Renser man dagens resultat for tungere folk, er det til gengæld ret klart, at Asgreen har en god chance for at køre med om sejren. Desværre vil han igen i morgen være helt alene og derfor skulle klare positioneringen selv, og i forvejen er et sent sving nok ikke til fordel for en mand, der er mere diesel end eksplosiv. Det tipper nok bolden lidt mere over i Kwiatkowskis lejr, men Asgreen burde have farten til at vinde, hvis han overlever stigningen.

Den rytter, der nok håber mest på tørvejr, er Alejandro Valverde. Spanieren er blevet temmelig forsigtig på sine gamle dage, og skal han kaste sig ud i et halsbrækkende sving på våde veje, er det svært at se ham vinde. Til gengæld så vi i dag, at han har ambitioner om at lave noget i dette løb, og som sagt er det formentlig at vinde en etape. Det sene sving vil være en ulempe uanset hvad, men til gengæld kunne meget tale for, at Movistar vil gøre det så hårdt, at kampen og dermed behovet for risikovillighed bliver begrænset. Desværre er Valverde slet ikke så hurtig som tidligere, hvad vi senest så i Liege, og derfor er det måske i virkeligheden farten, der er den største bekymring. Movistar får i hvert fald nok behov for at skabe nogen udskilning.

Klarer Greg van Avermaet en 7 km lang stigning? Ligesom for Asgreen gælder, at det bestemt ikke er givet, men på sine gode dage klatrer Van Avermaet jo ganske udmærket også på længere opkørsler. Desværre synes hans forfald at blive stadig større, og det koster både på hurtigheden og holdbarheden. Det er eksempelvis bekymrende, at han i de seneste år altid er kommet til kort i Strade Bianche, hvor han tidligere altid kørte med om sejren, og her er det netop klatringen, der er afgørende. Samtidig er det efterhånden meget lang tid siden, at han har vundet nogen form for spurt, og hvis han overlever, har han derfor slet ingen garantier. Hurtig er han dog stadig, som han blandt andet viste med 8. pladsen i Kuurne, og han vil utvivlsomt være en af favoritterne, hvis han klarer stigningen.

En rytter, der har ulempe af, at spurten er flad, er Dylan Teuns. Belgieren er nemlig puncheur mere end sprinter, og han har ikke den store historik i flade spurter. Han blev dog nr. 4 på sidste etape i Paris-Nice, hvor opløbet bare var let stigende, og tidligere gjorde han det også godt med 4. pladsen i det ligeledes let stigende opløb i Provence. Denne gang er det desværre bare næsten helt fladt, og de ovennævnte er i hvert fald på papiret hurtigere end Teuns på flad vej. I dette felt er han dog stadig en af de hurtigere, og i en spurt, hvor position betyder alt, skal han bestemt ikke afvises. Han har i hvert fald ambitioner på etapen. Og glem ikke hvem det var, der angreb i finalen og vandt, da den tilsvarende etape i 2019 ikke kunne kontrolleres. Det var en belgier, der kører for Bahrain!

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL SCHWEIZ RUNDT - KONTANTE PRÆMIER OG PULJEN VOKSER VED HVER TILMELDING!
 

Løbets store joker er Sonny Colbrelli. Logikken siger, at et syv kilometer langt bjerg er for meget, men samme logik slog fejl på 2. etape i Romandiet, hvor han overlevede 7,8 km med 6,8%. Dengang blev han hjulpet af modvind, men det samme gør han i morgen. Til gengæld blev etapen dengang også kørt uden aggression, mens det denne gang er sandsynligt, at Movistar og/eller Ineos vil køre temmelig stærkt. I dag virkede Colbrelli dog til at være ganske flyvende, hvis man skal basere det på hans skræmmende overlegne spurtsejr, og han burde også være i mere formstærk udgave end i Romandiet. Han snød mig - og sig selv - i Romandiet, så hvorfor skulle han ikke kunne gøre det igen?

Forud for løbet talte FDJ om rust hos Valentin Madouas, der ikke havde haft en god dag i Finistere, og i det lys var hans sene angreb i dag opløftende. Det viser, at han har lidt frihed og ikke bare er ren slave for Gaudu, og derfor vil han måske også kunne forsøge et angreb her. Hans sejrschancer ligger dog primært i en spurt, og her er han, selvom han sjældent viser det, faktisk ganske hurtig på flad vej. Det så vi blandt andet, da han blev nr. 2 i Ardeche i 2019, og i dette felt af klatrere burde han være en af de hurtigere. Om farten så rækker til at vinde - og om formen rækker til at klare stigningen - er stadig usikre elementer hos en mand, der pr. definition er uhyre svingende. Hvis ikke, kan han jo bare gå i offensiven som i dag, for han må være en af de bedre kandidater til et sent angreb.

Som sagt er Aranburu en uforudsigelig størrelse - særligt efter en pause - og derfor kan sagtens falde fra. Nu er Alexey Lutsenko også svært uforudsigelig, særligt i år, men i det mindste klatrer han på papiret bedre end sin holdkammerat. Medmindre han er lige så formsvag som i foråret, bør Lutsenko, der altid er god efter højdetræning, ikke få problemer med at klare stigningen her, og hvis Aranburu er væk, kan han tage sin chance i spurten. Han har desværre for vane at skuffe i sine spurter, og han må da også formodes at skulle slås med hurtigere folk, men med et sent sving på måske våde veje skal man bestemt ikke udelukke, at Lutsenko er snu nok til at vinde. Derudover er han et oplagt bud på en rytter, der kan angribe til sidst, og han har gang på gang vist, at han er en mester i at færdiggøre solotogter.

Et hårdt løb er også godt for Patrick Konrad. Bliver gruppen relativt stor, spurter han næppe, men koges det ned til et par klassementsfolk, er det værd at give den et skud. Nu om dage spurter han sjældent, men vi så lidt af hans hurtighed med nogle gode spurter i Giroen sidste år. Han har haft et skidt år, men det bør være muligt for ham at overleve denne stigning. Om han så er risikovillig nok frem mod svinget, er mere tvivlsomt, men er gruppen lille, burde han være en af de hurtigste. Hans holdkammerat Wilco Kelderman er heller ikke langsom, men han vinder næppe en flad spurt. I morgen får de næppe hurtige, men store Nils Politt med hjem.

Lottos plan A er at lade Van Moer forsøge at forsvare trøjen, men det bliver svært. Det åbner til gengæld døren for, at Tim Wellens kan tage sin chance i finalen. Desværre for ham er det en flad spurt, og hvor han er en god puncheur, er hans historik i flade spurter begrænset. Det virker dog ikke helt på månen at tilskrive ham en chance i en finale, hvor position betyder meget, og en frisk lille regnbyge vil være ideelt for manden, der er bedst i Wellens-vejr. Til gengæld ved vi også, at han er en af feltets mest svingende ryttere, og efter en pause skal man altid være indstillet på, at han kan falde helt igennem. Bedst chance for at vinde har han utvivlsomt med et sent angreb, hvor han sammen med Lutsenko vel ligner den mest oplagte kandidat.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Jeg vil også nævne Anthony Perez igen. Med den fine klatring han leverede med vanvidsridtet i Mercan’Tour Classic, r det bestemt inden for rækkevidde at klare denne stigning, særlig i modvind. Desværre skal han igen sikkert bare beskytte Guillaume Martin, men manden er altså slet ikke langsom, heller ikke på flad vej. I Tour du Gevaudan vandt han en flad spurt i en lille gruppe for nogle år siden, men det er bare alt for sjældent, at han viser den hurtighed. Forhåbentlig gør han i morgen. Til gengæld spurter hans holdkammerat Simon Geschke slet ikke længere, og selvom der var opløftende takter fra Nathan Haas i dag, skal vi ikke regne med at se ham i denne finale.

Det andet danske kort er Michael Valgren. Det var noget ambitiøst af EF i dag at iværksætte et føringsarbejde for danskeren, der da også kom til kort i spurten. I morgen burde hans chancer i et mindre felt være bedre, men der er stadig lidt for mange, der er hurtigere end ham, og det ligner mere en top 10 end en sejr. Lidt Valgren-vejr i form af en regnbyge er dog ikke at foragte, og han ligner et oplagt bud på en mand, der kan angribe i finalen. Det kræver dog alt sammen, at formen er god, og vi ved, at Valgren på det sidste har været så svingende, at han bestemt ingen garanti har for at klare stigningen.

Den engang så bundsolide Eliot Lietaer er i de senere år helt forsvundet fra scenen grundet sine mange skader. Nu er der imidlertid måske lidt håb. I hvert fald har han kørt pænt på Mallorca og i Mercan’Tour Classic, hvor stigningerne ellers har været lidt for lange for ham. Det vil de også være i morgen, men det er ikke terræn, der er uden for rækkevidde. Lietaer har altid været halvhurtig, og hans nylige 4. plads på Mallorca viste, at han stadig gemmer en fornuftig fart et sted. Om det så rækker til at vinde, er nok mere tvivlsomt.

Hvad så med vores supersprinter Aurelien Paret-Peintre? Det er manden, der aldrig tidligere havde kørt en spurt, men pludselig slog Thomas Boudat og Bryan Coquard i Marseille i januar. Det skyldtes alene timing i modvinden, for han skulle slet ikke have kørt spurten, og vi har da også senere set, at han slet ikke er spor hurtig. Han kunne dog godt finde på at spurte sig i top 10, men når jeg nævner ham her, skyldes det alene, at han er et godt bud på en mand, der kan angribe i finalen. Formen har han i hvert fald, som vi så i Mercan’Tour Classic.

Nu nævnte jeg, at Teuns vandt den tilsvarende etape i 2019. Manden, han kørte væk med, var Guillaume Martin, og det kan måske ske igen, at den lille franskmand angriber. Siden er hans status steget, og derfor får han næppe megen frihed, men Martin er en ukuelig angriber, der næsten altid prøver, hvis benene er der. Magtdemonstrationen i det ganske vist svagt besatte Mercan’Tour Classic vidner om fin form, men til gengæld er han ikke hurtig i en flad spurt. Skal han vinde, skal han næsten med sikkerhed alene hjem, og det kan måske blive svært.

I helt samme kategori finder vi Warren Barguil. Også han er en evig angriber, der formentlig vil prøve, hvis han har benene. Dem har han dog sjældent efter en pause, og han plejer altid at underpræstere i Dauphiné. Heldigvis er denne etape ikke så svær, og det handler vel mere om risikovillighed og timing. Den plejer Barguil at have, og selvom han ikke er supersprinter, kan han godt slå en medudbryder på stregen. I en større spurt går han sikkert også i top 10, men her vinder han ikke.

Og hvorfor ikke også Jonas Vingegaard? Danskeren viste, at han havde den rette opportunisme i en lignende finale på en blød stigning i UAE Tour, og det vil være oplagt at gribe momentet i et løb, hvor Jumbos hierarki er meget mindre fast. Han er i hvert fald blevet lovet sin frihed, men til gengæld var meldingen fra holdet som nævnt i den store optakt ikke alt for opløftende. Med tanke på den enorme forskel på top- og bundniveau ved man aldrig, hvor man har Vingegaard, men er han kørende, burde han være en af de ryttere, der har friheden, punchet og styrken til at angribe i finalen.

Endelig vil jeg nævne de unge DSM-talenter Ilan van Wilder og Felix Gall. Ingen af dem vinder en spurt, men til gengæld er de angribere. Det så vi på den omtalte Colbrelli-etape i Romandiet, hvor det var DSM, der åbnede ballet med Thymen Arensman og Van Wilder, og vi så det igen i dag, hvor Gall kom med et stærkt angreb i finalen. Van Wilder viste i Baskerlandet, at han har styrken til at angribe i fuld finale, og Gall bekræftede i dag de lovende takter fra Romandiet. Det bliver svært at gøre færdigt, men umuligt er det ikke.

Jeg ville gerne nævne Sven Erik Bystrøm, der var så god i Andalusien, men som i dag blev brugt til at føre tidligt og kom ind med et stort tidstab. Det tyder på, at han har meldt om dårlige ben og meldt sig som hjælper. Andre gode bud på sene angribere er Michael Gogl og Quentin Pacher, men stigningen er nok lige lang og svær nok. Det er den ikke for Pierre Rolland, men det er ikke en finale, hvor han kan gøre det færdigt. Det er en god finale for Loic Vliegen , men han faldt helt igennem i dag, og de dage, hvor Brent Bookwalter spurter, er ovre. Mattias Skjelmose bør have en fin chance for at overleve, men i dette stærkt besatte løb, er det meget at forvente, at han kan gå i offensiven i finalen. Jose Joaquin Rojas kunne godt have en chance for at overleve, men som vi så i dag, er det Valerde, der spurter. Man skal aldrig afvise et angreb fra Geraint Thomas , der er god i denne slags finaler, men han kører formentlig defensivt med det lange lys på. David Gaudu er en angriber, men får næppe frihed, og den lige nu så formstærke Bruno Armirail er formentlig i sin faste rolle som hjælper for sin kaptajn. Det bør ikke være muligt for folk som Jasper Stuyven, Clement Venturini, Dorian Godon eller Carlos Barbero at overleve så lang en stigning.

Som sagt kan en udbrudssejr ikke helt udelukkes, men det vil formentlig kræve, at det er en rytter, der tabte tid i dag. Blandt dem er der ikke mange, der klatrer godt nok, men efter McNultys kollaps kunne det være oplagt at give Mikkel Bjerg chancen og måske Sven Erik Bystrøm¸ hvis han er bedre end antydet i dag. Andre bud kunne være Julien Bernard, Will Barta, Marco Brenner, Santago Buitrago, Mark Padun, Robert Power og Chad Haga, hvoraf Padun, Buitrago og Bernard kun smed tid i dag, fordi de førte fra kaptajnen. En spekulativ mulighed er Brandon McNulty, men det virker knap så sandsynligt, at man lader en mand som ham køre.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL SCHWEIZ RUNDT - KONTANTE PRÆMIER OG PULJEN VOKSER VED HVER TILMELDING!
 

Feltet.dks vinderbud: Michal Kwiatkowski

Øvrige vinderkandidater: Alex Aranburu, Kasper Asgreen

Outsidere: Alejandro Valverde, Greg van Avermaet, Dylan Teuns, Sonny Colbrelli, Valentin Madouas

Jokers: Alexey Lutsenko, Patrick Konrad, Tim Wellens, Anthony Perez, Michael Valgren, Eliot Lietaer, Aurelien Paret-Peintre, Guillaume Martin, Warren Barguil, Jonas Vingegaard, Ilan van Wilder, Felix Gall

Kandidater til udbrud (i vilkårlig rækkefølge): Mikkel Bjerg Sven Erik Bystrøm¸ Julien Bernard, Will Barta, Marco Brenner, Santago Buitrago, Mark Padun, Robert Power, Chad Haga, Brandon McNulty