Ruten

Inden ASO overtog ansvaret, var det helt fast, at Dauphiné altid sluttede med fire store bjergetaper, hvor der oftest var mål på toppen om torsdagen og lørdagen og flade finaler fredag og søndag. Den faste tradition har ændret sig i de senere år, hvor der også i løbets anden halvdel har været enkelte muligheder for sprinterne, selvom bjergerne altid har domineret i de sidste dage. I 2018 vendte man tilbage til den gamle model, og det har også hele tiden været planen i år. Mange havde dog nok troet, at en eller flere af etaperne blev ofret, da løbet blev forkortet, men sådan gik det ikke. I stedet består hele 80% af løbet nu af store dage i Alperne, og der lægges benhårdt fra land med en afslutning på løbets sværeste målstigning, Col de Porte, der er stejlere end de fleste alpetinder og vil være rammen om et meget vigtigt slag i kampen om den samlede sejr.

Med en distance på bare 135,0 km er der tale om en af de moderne, meget kort bjergetaper, som fører feltet fra Vienne til toppen af Col de Porte. Startbyen ligger lige syd for Lyon lidt uden for Alperne, og derfor består den første del af etapen af transport med retning mod bjergene. Fra start går det således mod sydøst via en vej, der først stiger let og siden falder let, frem til dagens spurt, som kommer efter 37,0 km efter endnu et kort, let stigende stykke. Herefter venter yderligere lidt flad vej, inden man rammer kategori 3-stigningen Cote de Virville (4,1 km, 5,5%), som er en helt jævn stigning med top efter 50,0 km. Kun en ultrakort nedkørsel leder ind på kategori 4-stigningen Cote de Roybon (1,5 km, 7,1%), som er en kort, stejlere sag med top efter 56,5 km.

Nu bliver det atter lettere. Det falder jævnt mod sydøst ned til dalen, hvor man drejer mod nordøst for at køre det sidste stykke frem mod Alperne. De nås, når man drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 1-stigningen Cote Maillet (6,2 km, 8,0%), der stiger med ca. 6% på den første og sidste kilometer, 7-8% på de midterste to kilometer og har svære sektioner på hhv. 10,7% og 9,7% på km 2 og km 5. Fra toppen mangler fortsat 36,5 km, og den efterfølges af en kringlet nedkørsel, som fører mod øst ned til dalen, hvor man igennem fladt terræn kører mod sydøst ned til udkanten af Grenoble.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Inden man når ind i byen, drejer man imidlertid mod nordøst for at køre op ad målbjerget Col de Porte, der er uden for kategori. Den stiger med 6,2% over 17,5 km, men man skal ikke lade sig snyde af tallene. Efter 4 km, hvoraf den ene stiger med hele 11,0%, er der nemlig en nedkørsel, inden de sidste 11,5 km atter er stigende. Der lægges blødt ud over de næste 3 km, men derefter venter 5 km med stigningsprocenter på 9-10, inden den flader ud med 6-7% frem mod de sidste 500 m, som er stejlere med 8,2%. Bjerget har flere hårnålesving på de sidste 4 km, det sidste ved den røde flamme, hvorefter vejen bugter sig på den 200 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2876 højdemeter.

Col de Porte har ikke været mål for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Vejret

Hidtil har der stort set været uafbrudt sol i den genstartede sæson, men torsdag rammer de den ustabile luft, som vil præge resten af løbet. Ganske vist vil det være solrigt med kun få skyer, og temperaturen i dalen vil nå hele 32 grader, men fra midt på eftermiddagen vil der være 40% risiko for regnbyger. Vinden vil være svag til let og komme fra syd. Det giver sidemodvind det meste af dagen, herunder også på Maillet-stigningen. I den følgende fase vild er være side- og sidemodvind, men på målbjerget får man sidemedvind, bortset fra et kort sidemodvindsstykke på den nedre del.

Favoritterne

Fristelsen til at udnytte Wout van Aerts superform var alligevel for stor til ikke at bryde med Tour-mantraet om, at det belgiske fænomen alene er hjælper, og derfor kunne belgieren på den genstartede sæsons fjerde løbsdag styrke en i forvejen suveræn statistik, der nu tæller tre sejre og én andenplads.

Alligevel var det ikke en helt ideel dag for Jumbo. Primoz Roglic forsøgte tilsyneladende at lave en velkendt manøvre ved at åbne et hul til sin holdkammerat, men det kostede dyrt, da det tabte momentum betød, at han blev lukket inde bag den stadig formsvage Alexey Lutsenko og ikke mindst Michal Kwiatkowski. Polakken viste nemlig atter, hvorfor han er så skattet en hjælper, da han på fremragende vis bragte Egan Bernal frem og ved samtidig - ubevidst - at blokere for sloveneren, blev det lidt overraskende 1-0 i colombiansk favør i den ventede slovensk-colombianske duel. I hvert fald er det Bernal, som fik en andel i bonussekunderne og dermed et lille forspring til sin hovedrival, der normalt ellers er den klart bedste afslutter af de to.

I et så hårdt løb som dette vil det dog være overraskende, hvis de fire sekunder bliver afgørende. Med udsigt til fire gigantiske alpeetaper vil forskellene formentlig åbnes betydeligt op, og det går løs allerede fra første færd. Faktisk er det lidt paradoksalt, at 2. etape måske kan blive den mest afgørende i kampen om sejren. De resterende tre etaper er alle langt hårdere, men alle har de også relativt lette målstigninger. Torsdagens afslutning på Col de Porte er den klart sværeste, og hvis ikke det lykkes at få løbet til at eksplodere tidligt, kan det blive svært at slå til i finalerne. Der er ingen tvivl om, at forskellene samlet set vil være langt større på de sidste tre etaper, men mellem de allerbedste er 2. etape måske den bedste chance.

Derfor er det en nøgledag, vi går ind til. Alpestigninger er kendt for at være lange, men ikke specielt stejle, og SÅLEDES skiller Col de Porte sig ud. Den er mindre regulær og stejlere end de fleste af sine naboer, og først og fremmest er den kendetegnet ved, at den sværeste del kommer relativt tæt på toppen, også selvom de sidste 3 km er nemmere. Med udsigt til medvind på bjerget burde der således være gode muligheder for at skabe forskelle.

Som altid vil det være dynamikken mellem Jumbo og Ineos, der bestemmer løbet. Wout van Aert forsvarer naturligvis ikke trøjen og kommer i stedet til at bruge den som arbejdstøj, og således er det ikke nødvendigvis givet, at Jumbo skal hente udbruddet. I dette knaldhårde løb kan et ufarligt udbrud sagtens få tid, især fordi der allerede er ret store forskelle. Begge de to storhold skal også afmåle deres energiforbrug, da de tre hårdeste etaper stadig venter forude.

Det kan derfor ikke helt udelukkes, at et udbrud faktisk vil holde hjem. Det synes givet, at ingen af de andre hold vil udfordre de to storholds magtstatus, og hvis de kigger lidt for meget på hinanden, kan vi se en udbrudssejr. Derfor vil vi formentlig se en del aggression fra start, inden et udbrud etableres. Herefter bliver det interessant at se, hvad Jumbo og Ineos vil.

Jeg tror dog, at vi får samling. Det meste af den ultrakorte etape er meget let, og det kræver derfor ikke alt for mange kræfter at kontrollere. Jumbo har hidtil lagt alle deres løb i et jerngreb, og de har vist, at de ikke er bange for at påtage sig den rolle, der traditionelt har tilhørt Ineos. Jeg vil derfor formode, at de kører udbruddet ind.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Gør de det ikke, vil jeg tro, at Ineos gør det. Som sagt er dette den sværeste bjergfinale, og derfor kan det være Egan Bernals bedste chance for at vinde en etape. Naturligvis kan han vinde tid uden nødvendigvis at have etapen i spil også, men sejrssulten må være stor hos colombianeren, der næppe heller vil være alt for ked af at få flere bonussekunder.

Derfor tror jeg, at Jumbo og alternativt Ineos vil holde udbruddet i snor. Dernæst kunne vi meget vel se lidt af det samme på Maillet. Når de rammer den ganske stejle stigning, kan det sagtens tænkes, at Jumbo allerede der vil lægge pres på, og gør de det ikke, vil Ineos formentlig gøre det. Bernal har nemlig mere end Roglic brug for et hårdt løb. Således forventer jeg ganske pæn udskilning her, inden favoritterne formentlig skal afgøre det på Col de Porte, hvor der som sagt vil være medvind og mulighed for at gøre forskelle sent på stigningen. De sidste 3 km er dog så lette, at en god spurt kan blive et våben.

Formodningen må være, at Egan Bernal skal bruge det hårde løb, mens Primoz Roglic vil køre mere afventede. Selvom Jumbo gerne vil køre kontrollerende, vil jeg først og fremmest tro, at det vil være Ineos, der lægger presset, som vi så det i søndags. Herefter vil det så være op til briterne at skabe udskilning, mens alle kæmper for livet, inden Bernal før eller siden skal åbne for ballet.

Det vil han sikkert gøre, men det bliver svært at forhindre endnu en sejr til Primoz Roglic. I søndags så det slovenske monster ud til at have syv-otte gear mere end rivalerne, og han lignede også en mand i total kontrol, da han med Nairo Quintana på hjul let kørte op til Rigoberto Uran efter dennes angreb i dagens finale. I det hele taget var han totalt ovenpå pedalerne, og selvom han blev lukket inde i spurten, fik han bekræftet fornemmelsen af, at han stadig er verdens bedste cykelrytter, i hvert fald i denne type løb.

Col de Porte passer ham også ganske glimrende med sine stejle procenter, som han mestrer, og han er bakket op af et fabelagtigt hold til at sætte sig i scene. Jeg tvivler på, at han selv vil køre offensivt, men i stedet har han belært af erfaringen forstået, at han ikke skal spille alt for meget med musklerne. Det er nok at holde sig til Bernal inden den lette del til sidst og derefter igen slå til med sin uimodståelige spurt. Faktisk kan det meget vel tænkes, at et mislykket Bernal-angreb kan føre til, at en gruppe samles mod slutningen, hvor Jumbo så kan tage kontrol, inden Bernal og Roglic på de sidste meter skal dyste om sejren. Og her ved vi, at Roglic i en spurt er den stærkeste, hvorfor det meget vel kan blive til endnu en sejr til Jumbo.

Egan Bernal har heldigvis ikke opgivet håbet. I søndags lignede han ikke en mand, der havde sin bedste dag, og alligevel fandt han ressourcerne til at byde Roglic op til dans til slut. Samtidig burde han have endnu bedre chance for at slå til. Nok er den samlede etape meget lettere, hvilket ikke taler til colombianerens fordel, men til gengæld kommer de svære dele af målbjerget mod slutningen. Det gør det langt lettere at turde åbne tidligt uden nødvendigvis at skulle frygte at blive trukket ind af Jumbo igen. Denne gang har han også et meget stærkere hold til at sætte et dræbertempo, i hvert fald hvis Pavel Sivakov er lige så stærk som i Occitanie, og dermed bliver det muligt at undgå samme meget eksplosive finale som forleden. I dag viste han i hvert fald, at den gode form er intakt. Er der en mand, der kan køre fra Roglic, er det naturligvis Bernal.

Med mindre Thibaut Pinot da gør det. Franskmanden er løbets mest åbne spørgsmål. Vi ved, at hans topniveau er skræmmende, som vi så, da han pryglede Bernal på Prat d’Albis sidste sommer, men tandproblemerne i juli betød, at han i Occitanie ikke var på 100%. Han har haft tid at forbedre sig i de 10 dage siden dengang, og han bør være kommet tættere på nu.

Er det så nok til at lukke hullet? Det er nok tvivlsomt, men Pinot så i hvert fald glimrende ud i dag, hvor han havde valgt at lime sig til Bernals baghjul, da der blev angrebet. Vi ved da også, at Pinot er meget stabil i ugelange etapeløb, og blandt rytterne i dette løb er han den eneste, der har vist, at hans topniveau er højt nok til at true de to store navne. Pinot foretrækker hårdere bjergetaper, men Col de Porte er en passende svær stigning, ligesom han er fint komfortabel med stejle procenter. Og så skal vi ikke glemme, at han spurt er god i den lidt lettere finale. Spørgsmålet er altså bare, om han har nået at finde sine bedste ben.

Den store joker er naturligvis Tadej Pogacar. Sloveneren kørte i dag lidt afventende, men i spurten viste han, at benene er glimrende. Netop for supertalenter gælder, at de formentlig har taget store skridt i coronapausen, men Pogacar måtte alligevel ved de slovenske mesterskaber sande, at der fortsat er et stykke op til Roglic. Dengang var formen naturligvis på et helt andet niveau, men Pogacar var trods sit angreb på Cipressa ikke skræmmende i de to italienske løb, han hidtil har kørt. De kan dog heller ikke sammenlignes med dette bjergløb, og vi så i foråret, at han synes at have taget et skridt i forhold til Vueltaen, hvor han trods alt var klart overmatchet af Roglic trods sine tre etapesejre. Min frygt er, at etapen kommer for tidligt for en mand, der altid er lidt rusten i starten af sine etapeløb, men kan han lægge den vane af sig, og har han lagt lidt til i forhold til sæsonstarten, skal han frygtes, ikke mindst fordi spurten også er dødbringende.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Jeg vil også pege på Tom Dumoulin. Hollænderen har hidtil ageret hjælper, men han virker meget overbevisende. Han så godt ud på Grand Colombier, hvor han kontrollerede finalen, og i dag kørte han et fremragende lead-out for Van Aert, ligesom han var med i front, da der blev rykket tidligere på stigningen. Hvis ikke han ofrer sig for holdet, vil han formentlig være en af de allerstærkeste, og hvis Bernal og Roglic er lidt for lige, skal man ikke blive overrasket, hvis Dumoulin pludselig kommer blæsende forbi. Går han i enkeltstartsmode på den lettere del nær toppen, bliver han i hvert fald ikke let at indhente, hverken for Ineos eller andre af de formentlig isolerede kaptajner.

Der var dog én rytter, der gav ham bank i foråret. Det var Adam Yates, der nærmest ydmygede ham på første tur op ad Jebel Hafeet i Emiraterne. Dengang bekræftede den lille brite nok engang, at han siden 2019 næsten altid har været en af de absolut stærkeste, når han er til start i et løb, der ikke er en grand tour, og som skrevet i den store optakt er der al mulig grund til at antage, at det samme gælder her, også selvom det er hans ”sæsondebut”. Yates’ udfordring kommer senere i løbet, hvor bjergetaperne har mange stigninger og højdemeter, men denne korte, lidt lettere etape er nærmest skræddersyet til briten. Måske er Col de Porte lidt lang til at passe ham optimalt, men den irregulære natur og de stejle procenter er ideelt for Yates, der også kan afslutte i en spurt. Hans lange pause skaber lidt usikkerhed, men er han lige så flyvende, som han har været konstant i det sidste halvandet års tid, har han her sin bedste chance for at vinde en etape i dette løb.

Et langt mere sikkert kort er Emanuel Buchmann. Den store tysker er uhyggeligt stabil, og selvom også han gør ”sæsondebut”, skulle det være mærkeligt, om han ikke er i form. Han så ganske overbevisende ud i dag i en finale, der slet ikke passede ham, og han var heldigvis lyspunktet på en generelt forfærdelig dag for Bora. Holdmæssigt ser det kritisk ud for resten af løbet, men på denne etape skal han bare selv gøre det færdigt på Col de Porte. Modsat Yates vil han mangle længde og højdemeter, men heldigvis er Col de Porte hård nok til at passe ham. Udfordringen er, at han skal alene hjem for at vinde, men han er et godt bud på en rytter, der kan udnytte et internt magtspil mellem Roglic og Bernal. Buchmann er - uden for Touren - nemlig en af de mest aggressive ryttere, og han vil forstå at gribe momentet, hvis de to kamphaner er for lige til at køre væk fra hinanden.

Netop modet til at angribe er også det, der gør Mikel Landa til en mulig vinder. Nøglen til at slå de to kamphaner er at køre opportunistisk, hvis de vitterligt viser sig næsten lige, og det er Landa aldrig bange for. Så sent som i Burgos angreb han i ét væk, og han har også benene til at gøre det. Han har nemlig været meget velkørende siden skiftet til Bahrain, og særligt på Lagunas de Neila, hvor han trods konstant føringsarbejde kørte fra en vis Remco Evenepoel, viser, at hans niveau allerede dengang var tårnhøjt. Det er næppe blevet ringere nu, og han ligner således en mand, der har benene til at udnytte lidt stilstand i kampen mellem Jumbo og Ineos.

Da Roglic i dag åbnede for gassen for at køre Uran ind, var Nairo Quintana eneste mand, der kunne gå med. Det handler naturligvis for mange alene om positionen, men for Quintana viser det i hvert fald, at formen efterhånden er ved at være der efter nedturen på Ventoux. Han er progressivt blevet bedre og bedre fra dag til dag, og vi ved fra foråret, at hans topniveau fortsat er tårnhøjt. Problemet for Quintana er, at han ofte er lidt af en ”wheel sucker”, når han ikke er i overskud og føler sig som stærkeste mand, og jeg har lidt svært ved at tro på, at det er ham, der har modet til at angribe Roglic og Bernal. For ham vil det være fint at følge med, og da de to rivaler er hurtigere end ham på stregen, har jeg svært ved at se ham vinde etapen. Hans kørsel i dag fortæller, at det er sandsynligt, at han kunne være løbets tredjebedste og ende på podiet, men sejren bliver svær, hvis ikke han ændrer sin klassiske taktik.

Jeg er også nødt til at nævne Julian Alaphilippe, men det er ikke med samme overbevisning som i går. Franskmanden var dagens store skuffelse og lignede slet ikke en mand i hopla. Han var ikke med i angreben og kom ikke i position til spurten, og det sker kun, når benene ikke er gode. Måske var Remi Cavagnas pludselige angreb efter en hel dags føringsarbejde allerede et signal. I hvert fald kunne han ikke færdiggøre det arbejde, holdet leverede hele dagen. Det ændrer dog ikke på, at Alaphilippe var skræmmende på Poggio forleden, og formen er således god. Normalt er han ikke en mand til store bjerge, men det ændredes som bekendt under Touren, og siden da har han endda arbejdet mere med sin klatring i lyset af det nu aflyste VM. Denne etape er ikke alt for svær, og selve målbjerget med sine irregulære procenter og stejle passager passer ham glimrende, især fordi finalen er lidt lettere og dermed giver mulighed for en spurt. Efter i dag tror jeg ikke meget på franskmanden, men netop i kraft af sin spurt er han en af de få, der faktisk kan vinde, hvis benene er bedre hos den ofte lidt svingende Alaphilippe.

Efter skuffelsen i Occitanie er Richie Porte blevet bedre og bedre. Nej, han er stadig ikke på sit gamle niveau, men særligt i søndags lignede han i det mindst lidt sig selv. Han har ikke lagt skjul på, at det ville være passende med en Porte-sejr på Col de Porte, og selvom det ser svært ud, er det trods alt ikke umuligt. Også han er nemlig en opportunistisk rytter, der ikke er bange for at angribe, og så sent som i søndags viste han, at han har modet til at udfordre også de to favoritter. Heller ikke han vinder på at være bedste mand, men han er en af dem, der kan være tæt nok på til at snige sig væk i en intern magtkamp.

I øjeblikket er næsten alle Jumbo-ryttere flyvende, men skal man pege på én, der har været skuffende, er det Steven Kruijswijk. Hollænderen er ganske vist en dieselmotor, der aldrig er god i ugelange etapeløb, men han var dog uventet ringe i søndags. Denne etape passer ham endda endnu dårligere, da den er knap så hård, og han vil slet ikke bryde sig om den irregulære og ret stejle målstigning. Når jeg alligevel nævner ham, skyldes det alene holdet. Hvis Ineos kører sig tynde med deres ”togkørsel”, er det Jumbo, der kan sidde i overtal mod isolerede kaptajner, og selvom det ikke virker sandsynligt, er de trods alt et våben, der kan give Kruijswijk en chance for at snige sig væk.

Det er naturligvis også det, Pavel Sivakov drømmer om. Russeren var flyvende i Occitanie, men i dag virkede han en anelse mere rusten. I hvert fald holdt han sig ikke til Bernal og Kwiatkowski. Det kan indikere, at han er indstillet på en rolle som hjælper, men det kan også være udtryk for dårligere ben. Uanset hvad er feltet her meget skarpere og formen mere fremskreden, og Sivakov har stadig til gode at vise, at han kan klatre med de allerbedste. Jeg tror, at han bliver brugt til at sætte tempo for Bernal, men bliver det taktisk, ligner han bedste bud på en Ineos-rytter, der kan udnytte et muligt overtal til at snige sig væk og vinde etapen.

Læs også

LIVE nu: Carapaz sætter tropperne frem inden bjergfinale

EF har et af de mest spændende hold. I dag så Daniel Martinez skidt ud, og han ligner ikke en mand med skud i stængerne, men til gengæld kørte Sergio Higuita en god spurt. Det bekræfter blot, at han er et stort talent, men morgendagens etape er trods alt noget helt andet. Higuita er en af de ryttere, der kan have udviklet sig kolossalt i pausen, men der var også et hul at lukke, efter at Paris-Nice viste, at han stadig har nogen vej at gå. Jeg tror stadig, at han mangler lidt for meget, men med sin spurt kan han blive farlig, hvis de nødvendige skridt er taget.

I min store optakt var jeg lidt hård ved Rigoberto Uran, men nu giver jeg ham en chance. Der var i hvert fald fint bund i hans angreb i dag, og han synes at være kommet godt tilbage efter det grimme Vuelta-styrt. Han har stadig til gode at genfinde et niveau, han ikke har haft siden 2017, men dengang kom 2. pladsen i Touren også efter nogle svære år. I hans alder er det svært at finde det sidste igen, men i dag viste han, at det måske ikke er umuligt. Og så havde jeg forud for løbet ret fine forventninger til Hugh Carthy. Da han satser på Giroen, er han stadig et wildcard, der kan falde helt igennem, men han har også potentiale til at overraske stort med den store fremgang, der er fortsat ind i 2020. De mere udmarvende etaper senere i løbet passer ham dog bedre.

Endelig er der de to gange Martin, Guillaume Martin og Dan Martin. Begge var blandt de bedste på Grand Colombier forleden, og de bør derfor også hænge længe på denne gang. Det er dog svært at se dem vinde. Guillaume har fortsat nogen vej at gå, inden han kan matche de allerbedste, som vi også så på Ventoux, og denne etape er lidt for kort og let til, at dieselmotoren bliver varm. Dan fik ødelagt søndagens spurt af en defekt, men var ærlig nok til at indrømme, at han ikke havde meget tilbage alligevel. Han klatrer ikke længere godt nok til at være med de allerbedste, men bliver det lidt taktisk har han spurten som våben.

Blandt de øvrige vil det være overraskende, hvis Miguel Angel Lopez efter sin dårlige start allerede har lukket det store hul, der var op til de bedste. Warren Barguil er på vej frem, men jeg tror, at etapen her kommer lidt for tidligt for den franske mester. Romain Bardet må mangle for meget efter sin dumme skade, og selvom Pierre Latour igen i dag viste flyvende form, må bjerget her være for svært. Geraint Thomas virkede igen i dag uhyre rysten, og Chris Froome er her alene som hjælper, ligesom en ellers velkørende Sebastien Reichenbach og Sepp Kuss er det. Davide Formolo var igen i dag uhyre stærk, men et så langt bjerg er ikke længere hans kop te, og David De La Cruz er ikke længere god nok. Efter Burgos er det svært at se, at Alejandro Valverde og Enric Mas er med fremme, især fordi Mas igen i dag så haltende ud, og Marc Soler er helt væk. Jack Haig har potentiale, men selvom jeg håber at se ham rejse sig efter Burgos, vinder han trods alt ikke her. Tiesj Benoot er i form, men i dette selskab er han overmatchet, og selvom Domenico Pozzovivo så godt ud i dag, har han næppe længere niveauet til at vinde i dette selskab. Niveauet er for højt for Fausto Masnada, og Carl Fredrik Hagen virker stadig meget formsvag, mens Harm Vanhoucke er overmatchet.

Feltet.dks vinderbud: Primoz Roglic

Øvrige vinderkandidater: Egan Bernal, Thibaut Pinot

Outsidere: Tadej Pogacar, Tom Dumoulin, Adam Yates, Emanuel Buchmann, Mikel Landa

Jokers: Nairo Quintana, Julian Alaphilippe, Richie Porte, Steven Kruijswijk, Pavel Sivakov, Sergio Higuita, Rigoberto Uran, Hugh Carthy, Guillaume Martin, Dan Martin