Ruten

I 2018 var løbets store trækplaster, at man havde en stor bjergetape i Dolomitterne med mål på Passo Giau, mens det i 2019 var afslutningen på Tre Cime di Lavaredo, der fik masser af opmærksomhed. Det ser ud til, at arrangørerne har gjort det til en fast plan, at en af Dolomitternes mest legendariske stigninger skal være rammen om kongeetapen. I hvert fald er det tilfældet igen i år, hvor frygtede Monte Grappa formentlig i vidt omfang vil bestemme, hvem der skal være den samlede vinder af løbet. Denne gang er etapen dog anderledes end de foregående, da det meste af dagen er flad, men til gengæld slutter det hele med kurs lige op i himlen, når en af de meste berømte og sværeste af Dolomitternes tinder vil bringe de rene klatrere i rampelyset.

Med en distance på bare 148,2 km er der tale om en yderst kort etape, der fører feltet fra Vittorio Veneto til Cima Grappa. Startbyen ligger lige på grænsen mellem Po-sletten og Dolomitterne, men arrangørerne er nådige og lader rytterne køre hen langs kanten af bjergene det meste af dagen. Derfor er det kun småkuperet, når man snor sig mod sydvest i den indledende fase, idet man dog skal over den lille C’a del Poggio (1,1 km, 11,5%) efter 10,7 km, inden man akkurat rører Dolomitterne, når man kører op ad Combai (1,7 km, 7,4%), der slutter med 700 m med hele 13,1%, inden man runder toppen efter 36,2 km i forbindelse med den ene af dagens to bjergspurter.

Herefter bliver det nemmere, når man igen kører mod sydvest ned til Po-sletten, hvor det bliver helt fladt. Senere drejer man mod nord for igen at køre hen til kanten af bjergene, hvor man følger bjerggrænsen mod sydvest igennem terræn, der er let kuperet med særligt en bakke (2,0 km, 4,3%) med top efter 60,6 km som en udfordring. Senere kører man mod sydvest væk fra bjergene tilbage til sletten, hvor det igen bliver helt fladt, mens man kører en omgang på en rektangulær rundstrækning, der byder på dagens spurt efter 111,0 km.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Efter rundstrækningen tager etapen fat. Det begynder nemlig at stige let, mens man kører mod nord frem til bjergene, inden det falder let, når man kører mod sydvest hen langs bjergene. Det lette terræn slutter, når man drejer mod nordøst for at køre op ad Monte Grappa, der fra denne side stiger med 8,1% over hele 19,0 km. De første 9 km er relativt jævne med 7-10%, inden der følger tre km med 5-6%. Med 7 km til toppen venter det stejleste stykke med to kilometer med hhv. 12,0 og 11,0%, inden den bliver meget irregulær med hhv. 1,6%, 8,3%, 11,7%, 6,2% og 9,4% over de sidste fem kilometer. Stigningen har et hav af hårnålesving i starten, men der tyndes ud i dem på den øvre del af stigningen, hvor der over de sidste par kilometer er bare to af slagsen lige omkring den røde flamme.

Etapen byder på i alt 3136 højdemeter.

Monte Grappa har kun to gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Mest berømt var Giroen i 2014, hvor Nairo Quintana på samme opkørsel, som benyttes i dette løb, vandt bjergenkeltstarten med 17 sekunder ned til Fabio Aru og 1.26 ned til Rigoberto Uran. I 2010 havde Baby-Giroen mål på bjerget, og her leverede Carlos Betancur en sand magtdemonstration, da han vandt med 2.38 ned til Edward Beltran og 2.50 ned til Gabriele Pizzaballa.

Vejret

Det varme vejr fortsætter, men onsdagen bliver ikke helt så flot som tirsdagen. Ganske vist ventes der kun få skyer og en temperatur i bunden af målbjerget på 28 grader, men der vil være en risiko på 25-35% for kraftige tordenbyger undervejs. Vinden vil bare være svag (5-8 km/t) og komme fra syd. Det giver hovedsageligt sidemodvind frem til rundstrækningen, hvorefter der vil være først mod-, så med- og siden sidevind. På Monte Grappa vil der være sidemed- og medvind hele vejen op.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Favoritterne

Måske var det på en billig baggrund, men Elia Viviani sørgede for at tanke vigtig selvtillid, inden han drager på højdetræningslejr frem mod OL, da han i dag levede op til sin favoritværdighed ved at færdiggøre det suveræne forarbejde af landsholdet ved at vinde 1. etape. Italieneren kan endda ende med at tredoble årets sejrshøst, inden løbet er ovre, hvis han også kan vinde torsdagens helt flade grusvejsetape.

I morgen vinder han dog ikke. Her skal kampen om den samlede sejr nemlig indledes og med en vis sandsynlighed også afgøres. Det skal ske på den dolomitteretape, som allerede er blevet det unge løbs kendetegn. I år er det Monte Grappa, der er ramme om det store bjergslag, og det er en betydelig menu at servere på en varm onsdag i juni.

Der er ikke så meget hokuspokus over denne etape, der burde være ganske let at kontrollere for løbets favorithold. Det meste af dagen er flad, og selvom landsholdet næppe gør meget for at forsvare Vivianis trøje, kan vi regne med, at særligt Eolo og Astana nol skal sørge for, at der lægges op til et slag mellem klatrerne til sidst, og at det tidlige udbrud køres ind i tide.

Herefter er alt sat i scene til et direkte opgør på klatreevner på et bjerg, der er både langt og stejlt og kendt for at gøre stor skade, som vi så i Giroen i 2010, hvor Vincenzo Nibali sejrede efter en efterfølgende nedkørsel, og på bjergenkeltstarten i Giroen i 2014, hvor Nairo Quintana sejrede.  Her regner jeg med, at Astana med deres superhold vil diktere slagets gang, og da der er enorm niveauspredning i det svage felt og meget få klatrere, regner jeg med, at det meget hurtigt bliver en yderst lille gruppe, der skal slås om sejren.

Astana kan have en taktisk fordel, da de har hele tre af de største favoritter, men jeg er ikke sikker på, at det kommer til at spille nogen afgørende rolle. Monte Grappa er brutalt, og med medvind kan slaget mellem de bedste åbnes meget tidligt. Jeg tror ikke, at det kommer til at handle meget om taktik, men derimod at etapens bedste og mest formstærke bjergrytter vil kunne sætte sig igennem og vinde etapen.

Dagens etape gav ingen svar overhovedet, og da min rangering af favoritterne i den overordnede optakt stort set alene var baseret på min vurdering af denne etape, er der ingen ændring i betragtningerne fra i går. Derfor bliver nedenstående en gentagelse af analysen fra i går.

Jeg peger altså stadig med nogen usikkerhed på Lorenzo Fortunato. Italieneren fik sit store gennembrud i Giroen med sejren på Zoncolan, men ikke bare det. Han sluttede løbet af med at klatre sig til en 9. plads blandt alle favoritterne på den sidste bjergetape og endte løbet som en samlet nr. 16. Med den klatring er han utvivlsomt den på papiret stærkeste på Monte Grappa, og han sluttede da også Giroen så stærkt, at der er håb om friskhed. Selv melder han sig klar til at gå efter sejren, men hans reelle niveau kender vi først på onsdag. Med Giro-form bør han vinde dette løb, og derfor er han min favorit.

Hans værste rival kunne være Eduardo Sepulveda, men han er et endnu større wildcard end Fortunato. Han er nemlig uhyre svingende, og det var også tilfældet i den sidste uge af Giroen. Her blev han eksempelvis i den tredje uge nr. 86 på Sega di Ala, men han blev nr. 15 på Alpe Motto og nr. 18 på kongeetapen. Det viser, at hans niveau er stærkt svingende, men han sluttede løbet godt af. Denne lange, seje stigning bør passe til hans dieselmotor, og han har allerede vist, at han kan være med i front på dette niveau med sin samlede 3. plads i Tyrkiet. Androni har også klatreren Daniel Munoz, men han har været skuffende hele året, senest i Slovenien. Her gjorde Luca Chirico det bedre, men bjerget her er for svært for hans type. Det er det også for Natnael Tesfatsion, der er mere puncheur. Også klatreren Simone Ravanelli kommer fra Giroen, men her var han stadig langt fra at indfri sit engang så lovende potentiale. På samme måde har klatreren Mattia Bais haft det svært. Endelig skal det blive spændende at se, hvordan 18-årige Andrii Ponomar har absorberet sin første grand tour.

Den mest formstærke rytter er Matteo Sobrero, der netop er blevet nr. 3 i Slovenien, hvor han lignede næstbedste mand bag Tadej Pogacar. Til gengæld har han aldrig begået sig i de høje bjerge, og da han er en eksplosiv fyr, passer han dårligere til dette løb end til de stejle slovenske mure. Et håb finder vi i hans kongeetape i Giroen, hvor han blev nr. 26, men han er slet ikke klatrer på samme måde som de ovennævnte. Formen har han dog, og feltet er svagt. Det vil bestemt ikke være overraskede, hvis han vinder.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Astana har også en stor joker i Vadim Pronskiy. Det kasakhiske klatretalent startede sin karriere som en stor skuffelse, men fik endelig sit gennembrud i Giroen, hvor han klatrede hos Vlasov dybt inde i finalen i den tredje uge, blandt andet med en 16. plads på den sidste bjergetape. Han blev bare bedre og bedre gennem løbet, og som vinder af bjergløbet Giro Valle d’Aosta står han stærkt i de rigtige bjerge. Han har dog alt at bevise efter en pause og efter en karriere, hvor han før Giroen slet ikke var slået til hos som professionel.

Astana har klart det stærkeste kollektiv og kan også satse på Merhawi Kudus, der som ren klatrer vil elske dette bjerg. Han synes dog at blive en anelse ringere år for år, og han blev eksempelvis kun nr. 5 i et svagt felt i Tyrkiet. Senest var han god, men ikke prangende i Frankrig, hvor han blev nr. 14 på Ventoux og samlet nr. 8 i Occitanie. Han synes dog at blive bedre og bedre lige nu, og feltet her er svagere end i sidste uge. Det gør det bestemt muligt, at han vinder. Til gengæld var Fabio Felline for formsvag i Slovenien og vil formentlig være hjælper.

Bardiani kommer med Giovanni Carboni, der efter nogle svære år har rejst sig lidt i Giroen, hvor han sluttede stærkt med nogle gode bjergetaper. Senest kørte han pænt i Slovenien, hvor han endte i top 10, og det niveau fører ham langt i dette løb. Som ren klatrer passer han endda endnu bedre til dette løb.. Til gengæld er det nok tvivlsomt, om han faktisk kan vinde. Bardiani har også Filippo Zana, der efter Giroen har vundet det store U23-løb, Fredsløbet Monte Grappa er dog for svær for ham. Holdets øvrige klatrere, Luca Covili, Andrea Garosio og Alssandro Monaco, imponerede ikke i Slovenien.

Eolos kaptajn er Fortunato, men de har også Luca Wackermann. Den store italiener er ikke klatrer, men når han er i form, forsvarer han sig flot, som vi så i Sibiu Tour sidste år, hvor han endte som nr. 6 i et felt, der var på niveau med dette. Han havde en sen start grundet en skade, men blev en pæn nr. 16 i Tyrkiet. Desværre har han ikke kørt siden Asturien, go hans form er helt ukendt. Holdet har også den lille klatrer Alejandro Roprero, der netop er blevet nr. 17 i Ungarn og måske kan stræbe efter en top 10.

Gazprom kommer med den engang så lovende Nikolay Cherkasov, der blandede sig med Egan Bernal og Giovanni Visconti i Toscana i 2019. I både 2020 og 2021 har han dog været helt, helt fra den, og han har i år knap kunnet gennemføre. Han har dog haft en pause siden april, hvilket kan give håb om et comeback, for løbet passer perfekt til en ren klatrer. Vi skal dog snarere satse på Cristian Scaroni, der gjorde det pænt i Asturien og på Mallorca, men som endnu ikke har kunnet være med de bedste på dette niveau. Også Denis Nekrasov kan klatre på et hæderligt niveau, mens det til gengæld ser ud til at være slut for den engang så lovende Evgeny Shalunov og veteranen Ivan Rovny.

Vini stiller med Edoardo Zardini, der jo engang var et af de mest spændende italienske klatretalenter, men som intet har vist i de seneste sæsoner, og som senest blot blev nr. 46 i Mercan’Tour Classic. Han bør dog stadig kunne stræbe efter en top 10. Holdets anden klatrer er Daniel Pearson, der var så lovende, da han var med blandt de bedste i Oman og Abu Dhabi for et par år siden. Han har dog intet vist siden 2019 og er udgået af begge sine løb i år. Også Davide Orrico kan klatre lidt, men ikke i de høje bjerge.

Det italienske landshold stiller mest med sprintere, men vil måske prøve med Alessandro Fedeli, der dog vil finde Monte Grappa for svært. Det colombianske landshold stiller med dels nogle ryttere fra Baby-Giroen, dels nogle helt uprøvede navne. De havde det svært mod U23-rytterne i sidste uge, men måske skal man holde lidt øje med Jesus David Pena, der havde én god dag, hvor han blev nr. 2 bag suveræne Juan Ayuso. Endelig er Novo Nordisk som altid statister, men de kan måske håbe, at David Lozano kan klare det hæderligt.

På kontinentalholdene er det måske værd at holde øje med Mattia Petrucci, der sidste år blev nr. 3 i U23-udgaven af Lombardiet, Riccardo Lucca, der har vundet et nyligt italiensk endagsløb, Florian Lipowitz, der blev samlet nr. 18 i Alperne og ligner det mest spændende navn i de høje bjerge, Giacomo Garavaglia, der klatrer hæderligt, samt ikke mindst Davide Rebellin, der indtil styrtet i Coppi e Bartali nok engang viste, at han i et felt som dette kan begå, selvom Grappa er lige lang og svær nok efter hans smag.

Feltet.dks vinderbud: Lorenzo Fortunato

Øvrige vinderkandidater: Eduardo Sepulveda, Matteo Sobrero

Outsidere: Vadim Pronskiy, Merhawi Kudus, Giovanni Carboni, Luca Wackermann, Nikolay Cherkasov

Jokers: Cristian Scaroni, Edoardo Zardini, Alejandro Roprero, Andrii Ponomar, Simone Ravanelli, Filippo Zana, Florian Lipowitz

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Nairo Quintanas sejr på bjergenkeltstarten i Giroen i 2014.