Optakt: 21. etape af Tour de France
24. juli 2022 16:11Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

Jumbo-mandskabet fortsatte deres suveræne dominans med en dobbeltsejr på enkeltstarten, der både cementerede Wout van Aerts grønne og Jonas Vingegaards gule trøje. Nu skal danskeren bare holde sig på cyklen, inden han i morgen i Paris forhåbentlig kan krones som Tour-vinder, men for belgieren bliver det helt anderledes intenst, når han skal forsøge for andet år i træk at vinde cykelsportens mest prestigiøse massespurt.

Annonce

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

EFTERÅRSSPILLET STARTER LØRDAG - 10.000 KR I STARTPULJEN

 

Ruten

Tidligere var det ofte meget forskelligt, om en grand tour sluttede med en enkeltstart eller en sprinteretape. Hvor man stadig af og til gør brug af en tidskørsel i Giroen og Vueltaen, er de dage nu talte for verdens største cykelløb. Ikke siden den dramatiske finale i 1989, hvor Greg Lemond med det yderste af neglene slog Laurent Fignon, har man bundet an med en etape, der har haft potentiale til at ændre klassementet, og siden dengang har sidste etape altid været en ceremoniel affære, som oftest er blevet afgjort i en massespurt. Efter tidligere finaler i Ville-d’Avray (1903), Parc des Princes (1904-1967) og Velodrome de Vincennes (1968-1974) er det nu om dage den berømte avenue Champs-Élysées, der lægger brosten til afslutningen. Siden 2013 er det endda sket ved et spektakulært aftenshow, der har gjort det muligt at flytte hele karavanen fra det sydlige Frankrig til landets hovedstad, og vinderen af verdens største cykelløb er blevet hyldet i den smukke aftenbelysning. Det vil også være tilfældet i år, hvor der venter en helt traditionel afslutning med paradekørsel ind til Paris, et brag af en massespurt i den mest prestigiøse finale for verdens hurtigste og en efterfølgende fejring af hovedaktørerne i det, der har været en mindeværdig udgave af den største cykelbegivenhed.

 

I de senere har år har man klogelig valgt at reducere den indledende ceremonielle del af etapen ved at forkorte distancen til ca. 100 km, og efter to lidt halvlange udgaver i 2019 og 2020 er det igen tilfældet i 2020, hvor der skal køres 115,6 km. Som noget nyt finder starten ikke sted i en af Paris’ lidt fjernere forstæder, men derimod i La Défense Arena, der ikke ligger langt fra centrum. Derfor lægger man ud med at køre i den forkerte retning, når man i lidt småkuperet terræn kører mod sydvest væk fra centrum frem til byen Vaucresson.

Se højdepunkterne fra 20. etape af Touren

SE MASSER AF CYKELSPORT PÅ

 

Her bliver det helt fladt, når man kører mod vest ud til det vestligste punkt, hvor man kortvarigt kører mod syd for derefter at køre igennem fladlandet mod øst tilbage mod centrum, idet man undervejs passerer Versailles. Kort efter kører man mod nordøst op ad årets sidste kategori 4-stigning, Cote du Pave des Gardens (1,3 km, 6,5%), der faktisk er en stejl sag med 8-10% over de sidste 800 m frem mod toppen, som rundes efter 43,3 km. En nedkørsel leder videre mod nordøst, og derefter går det igennem helt fladt terræn mod nordøst, sydøst og igen nordøst ind til centrum af Paris, hvor man krydser Seinen via Point-Neuf i en teknisk zone med flere sving. Efter 59,5 km rammer man den afsluttende rundstrækning, og 1,7 km senere krydser man stregen for første gang.

 

Etapen afsluttes nu med otte omgange på den 6,8 km lange rundstrækning, hvilket er en reduktion i forhold til de 9 omgange i 2016 og de 10 i 2015 og samme antal som i 2021, 2020, 2019, 2018, 2017 og 2014. Rundstrækningen fører efter målstregen op ad den let stigende brostensbelagte avenue frem til Triumfbuen, der rundes. Herfra kører man den modsatte vej ned forbi mål, inden man via en rektangulær rundstrækning omkring Concorde-pladsen og Jardins des Tullieres vender rundt og via den berømte tunnel igen rammer Champs-Elysèes. Man drejer fra tunnelen ud på den 8 m brede avenue, men grundet vejens tilstand har man ligesom sidste år flyttet målstregen længere op ad vejen, så opløbsstrækningen igen er 700 m og ikke som tidligere 400 m lang, men det stiger fortsat ganske let op til målet. Den indlagte spurt kommer på tredje omgang 800 m efter passagen af målstregen næsten helt oppe ved vendepunktet ved Triumfbuen, dvs. med 40,0 km igen, og stiger let med 1,9% over de sidste 800 m efter målstregen.

 

Etapen byder på i alt 669 højdemeter.

Annonce

 

Paris er den eneste by, der er blevet besøgt hvert år siden starten i 1903. Som sagt er det i de senere år næsten altid endt i en massespurt. Det skete senest sidste år, hvor Wout van Aert snød Mark Cavendish for en drømmeafslutning med en historisk rekord ved at sejre foran Philipsen og den lille brite, i 2020, hvor Sam Bennett kronede en flot Tour ved at vinde etapen med den grønne trøje på sine skuldre, i 2019, hvor Caleb Ewan kronede en fantastisk Tour ved akkurat at slå Dylan Groenewegen på stregen, i 2018, hvor Alexander Kristoff tog en af karrierens største sejre foran John Degenkolb og Arnaud Demare, i 2017, hvor Dylan Groenewegen med en lang spurt slog André Greipel og Edvald Boasson Hagen, og i 2016, hvor Greipel tog sin anden sejr i træk i 2016 ved at slå Peter Sagan og Alexander Kristoff. De øvrige spurtvindere i dette årtusinde er Greipel (2015), Marcel Kittel (2013 og 2014), Mark Cavendish (2009, 2010, 2011 og 2012), Gert Steegmans (2008), Daniele Bennati (2007), Thor Hushovd (2006), Tom Boonen (2004), Jean-Patrick Nazon (2003), Robbie McEwen (2002), Jan Svorada (2001) og Stefano Zanini (2000). Den eneste, der har formået at snyde sprinterne, er Alexandre Vinokourov, som med et sent angreb højst overraskende sejrede i 2005. I 2003 var byen endda også vært for prologen i forbindelse med 100-årsjubilæet, og her sejrede Bradley McGee, inden Nazon senere afsluttede løbet ved at vinde sidste etape i den franske hovedstad.

 

 

 

 

 

 

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

EFTERÅRSSPILLET STARTER LØRDAG - 10.000 KR I STARTPULJEN

 

Vejret

Det er kun passende, at en glohed Tour skal slutte i gloende hede. Egentlig er temperaturen i Paris faldet betydeligt, men lige netop søndag får byen igen et pust af varme. Der vil kun være få skyer, og selvom rytterne kører først på aftenen, vil temperaturen gennem hele etapen være 33 grader. Der vil bare være en let vind (10 km/t) fra syd. Det giver hovedsageligt sidevind under paradekørslen, dog med lidt modvind i starten og medvind til sidst. På rundstrækningen vil der være sidemedvind op til Triumfbuen, sidemodvind på tilbageturen og slutteligt sidemedvind over de sidste 1900 m.

 

Analyse af 20. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan en hel Tour på flere måder blev afspejlet i resultatet af Tourens sidste enkeltstart.

 

Favoritterne

Alle Tour-etaper er i sagens natur vidt forskellige, men én af de 21 dage er noget helt særligt, nemlig afrundingen i Paris. Kampen om klassementet er nu ovre, og for hovedparten af feltet er der nu kun fejring tilbage. Søndagen er primært en stor oplevelse, der for klassementsrytterne skal tackles med fokus på sikkerhed og overlevelse, men for sprinterne er det løbets allervigtigste dag - særligt i et år, hvor det var svært at få den gule trøje. Spurten i Paris er den mest prestigiøse massespurt på hele året og det sted, enhver sprinter allerhelst vil vinde. Lidt for ofte overskygges sejrherren af fokusset på klassementet, men man skal ikke tage fejl: for sprinterne er søndag årets måske allervigtigste dag.

Annonce

 

I år vil etapen også igen have sin vanlige værdi, men der er alligevel lidt forskel fra år til år. I 2018 betød masseudrensningen af sprintere i Alperne, at alle de hurtigste havde forladt løbet, inden de kunne nå at stave til Paris, og derfor tabte den lidt af den aura, den tidligere har haft. Paris-spurten er smukkest, når alle de store er til stede, og for mig var den smukkeste stadig det fantastiske 2013-opgør, hvor de tre giganter, Marcel Kittel, André Greipel og Mark Cavendish spurtede side om side på verdens smukkeste cykelboulevard. I år kan den få en lignende prestige, for selvom det undervejs har set sort ud for både Fabio Jakobsen og Caleb Ewan, er den primære del af sprinterfeltet faktisk stadig helt intakt.

 

Som regel er det en af de store, der vinder. Der sker sjældent de helt store overraskelser i Paris, hvilket sejrslisten fra 2009 og frem tydeligt vidner om. Ser man bort fra Alexander Kristoffs sejr i 2018 og Wout van Aerts sejr i 2021, er det kun de rene supersprintere, der har vundet, men Gert Steegmans viste i 2008, at mindre navne af og til kan slå til, selvom det meget sjældent sker.

 

Inden vi kommer så langt, skal vi imidlertid have overstået de sædvanlige procedurer. Rytterne vil benytte den neutrale zone og den første del af etapen til at få taget fotos, skåle i champagne og lykønske hinanden, og i år har man heldigvis igen reduceret distancen for paradedelen. Bjergspurten, der kommer tidligt, vil ikke spille den ønskede rolle, og her ser man ofte nogle af de ryttere, der har været involveret i kampen om prikkerne undervejs, lege lidt.

 

Tempoet vil øges, efterhånden som vi nærmer os Paris, hvor Jumbo langsomt vil samle sig forrest i feltet og gradvist skrue op. Når vi drejer ind på opløbsstrækningen for første gang, vil feltet være i løbsfart og mærke suset fra tilskuerne, somi år vil være tilbage efter 2020-udgavens lidt tamme coronaprægede afslutning. Der er tradition for, at en rytter, der kører sin sidste Tour, får lov at køre over stregen først - i 2018 var det senest Sylvain Chavanel - og det er vel ikke utænkeligt, at Philippe Gilbert i år kunne få den ære. Hvis ikke, vil det blot være Jumbo, som slæber feltet over stregen.

 

BLIV RIGTIG TOUR-FAN MED DET OFFICIELLE MERCHANDISE

Annonce

 

Efter målpassagen er løbet i gang, og de første angreb kommer som regel på den første omgang. Her ser man altid angreb fra også ret store hold, der ellers normalt aldrig drømmer om at gå i udbrud på flade etaper, og man kan ofte se store navne og klatretyper forsøge sig. I hvert fald kan man vente aktivitet fra Ag2r, Bora, Movistar, Cofidis, Bahrain, FDJ, Astana, EF, Arkea, Israel-PT og B&B, der næppe vil satse hele butikken på en massspurt, og man skal ikke blive forundret, hvis også Ineos og UAE går i indianerudbrud. Som regel etableres der relativt hurtigt en lille gruppe på en håndfuld ryttere, men i et så kort løb får de aldrig et stort forspring.

 

Der burde også være masser af hold til at jagte. Quick-Step, Lotto, BikeExchange og Alpecin vil køre løbet meget kontrollerende, og som vi så forleden, kan vi nok også smide DSM ind i den pulje. Det er også muligt, at Total vil deltage - i hvert fald hvis det bliver kritisk - og det samme gælder for Trek, nu hvor Mads Pedersen har meldt sig klar. Måske Intermarché endda vil arbejde for Kristoff, hvis situationen kræver det. Endelig er det vel også den første sprinteretape, hvor der vil komme en hånd fra Jumbo, hvis det bliver nødvendigt. Der er ikke længere kræfter at spare, og Wout van Aert vil ikke risikere at miste muligheden for at spurte.

 

Sprinterholdene vil ingen chancer tage, og derfor vil forspringet næppe blive meget mere end 30 sekunder. Herefter vil etapen udvikle sig til det klassiske forfølgelsesløb, der burde kulminere med, at der skabes samling. Det store antal sprintere gør, at chancen for en gentagelse af en udbrudssejr som den, Alexandre Vinokourov leverede i 2005, er ganske, ganske lille. Et kort gadeløb er let at kontrollere, og vi så i går, at der er mange sjældent mange sprinterhold, der alle tror på deres sprinter

 

Den indlagte spurt plejer på denne etape at blive negligeret, men det skulle ikke undre mig, om Tadej Pogacar kunne finde på at køre den. Han har før jagtet point, og han har en reel chance for at ende på 2. pladsen, hvis Jasper Philipsen kører en dårlig spurt. Det vil være en sten i skoen, fordi det kan tvinge Philipsen til at bruge lidt kræfter, han ellers helst havde sparet, og det skal blive interessant at se, om sloveneren fortsætter med at jagte alle de priser, han kan.

 

Afstandene i toppen af klassementet er også så store, at klassementsrytterne kan tage den med ro uden risiko for at gentage Contadors fejl fra 2017-udgaven af Vueltaen, hvor et hul i den sidste spurt kostede ham den samlede fjerdeplads, men Romain Bardet og Louis Meintjes vil nok sørge for at holde sig tæt på hinanden. I år er heller ikke risiko for regn på en glohed sommeraften, og derfor undgår vi den neutralisering af klassementet, vi har set i tidligere udgaver.

Annonce

 

Spurten i Paris er velkendt. Der er tale om en powerspurt for de rene sprintere, men som sidste år er den lidt anderledes. Målstregen er flyttet 300 m længere op ad boulevarden, og derfor er opløbet nu pludselig 700 og ikke 400 m langt. I gamle dage var positionen efter det sidste sving altafgørende, og det var meget ofte ét tog, der med to mand forrest dominerede det 400 m lange opløb. I år er to mand for lidt efter svinget, og der er mere tid til at bevæge sig frem på selve opløbet. Samtidig er vejen som bekendt enormt bred, og risikoen for at blive lukket inde er mindre end vanligt. Med andre ord bliver der denne gang tale om en boulevardspurt i ordets enlige betydning, og det bliver i højere grad end vanligt et spørgsmål om fart og ikke positionering. Det bliver måske endda endnu mere udtalt, når sidemedvinden gør det muligt at åbne tidligt. Det længere opløb betyder dog også, at det stiger i længere tid, og det kunne være en fordel for de mere holdbare typer. Måske var det ikke tilfældigt, at Van Aert sidste år slog Philipsen og Mark Cavendish. Dertil kommer, at brostenene giver en fordel til de lidt mere robuste typer, og så skal man huske, at spurten i Paris trods den korte og lette etape i høj grad handler om friskhed efter tre uger.

 

Jeg synes altid, at jeg plejer at have en klar favorit til denne etape, men det har jeg slet ikke i år. Jeg kan sagtens se Jasper Philipsen, Wout van Aert, Fabio Jakobsen, Dylan Groenewegen og Caleb Ewan vinde, og jeg synes endda, at det er svært at rangere dem efter vinderchancer. Derfor er det også med megen usikkerhed, at jeg peger på Jasper Philipsen. Baseret på ren fart på flad vej er han vel en anelse langsommere end Groenewegen, Jakobsen og Ewan, men han har i hvert fald tre fordele.

 

For det første er det ret åbenlyst, at han er frisk. For en uge siden slog han efter en hård dag ganske suverænt Van Aert og Philipsen, og i gårsdagens finale, der viste sig knaldhård, var han ganske enkelt i særklasse. Efter en rusten start i Danmark har han også genfundet sin positioneringsevne, og går det, som det plejer, vil han i morgen sidde helt rigtigt, som han også gjorde det for et år siden i netop denne spurt. Endelig betyder det stigende opløb, at han bør have en større chance for at matche de to tunge hollænderes fart. Med sin positionering burde han være temmelig sikker på at spurte med om sejren, og på baggrund af det, vi har set hidtil, vil jeg ikke udelukke, at han i kraft af friskhed og stigende opløb måske er allerhurtigst af alle. Det er formentlig kun Groenewegen, Jakobsen og Ewan, der vil have en chance for at komme forbi bagfra, men end ikke det er sikkert på dette tidspunkt i løbet. Kombineres det med hans driftssikkerhed i positionskampen, ligner han manden, der skal slås.

 

FØLG TOUR DE FRANCE PÅ FELTET.DK/TOUR

 

Jeg prøver at pege på Dylan Groenewegen som nr. 2. Jeg er dybt imponeret over den friskhed, han har haft i år. Gårsdagens finale endte i kraft af fart og opløb at være for hård for ham, men alligevel sad han med langt fremme, selvom det var for hårdt for folk som Peter Sagan og Alexander Kristoff. Han har aldrig nået Paris i denne tilstand, og det lover godt, når vi ved, at han allerede én gang har vundet her. Det gjorde han endda med en af de flotteste Paris-spurter, jeg har set, hvor han trods modvind åbnede stort set nede fra svinget og herefter gjorde det færdigt i suveræn stil. I forvejen viste Ungarn vel, at han med nogen afstand er verdens hurtigste, og med den friskhed, han har nu, gælder det formentlig stadig.

Annonce

 

Udfordringen er som altid positioneringen. Han hjælpes af den brede vej og af det længere opløb, og risikoen for, at han sidder for langt tilbage, som han plejer, er i hvert fald betydeligt mindre nu og også, end den plejer at være i Paris. Medvinden giver ham også bedre mulighed for at redde sig fra en dårlig position, og han viste med sejren i Sønderborg, at han har farten til at komme også et stykke bagfra. Mit gæt vil være, at han vinder, hvis han sidder nogenlunde langt fremme, men jeg er bare bange for, at han vil sidde for langt tilbage til at fange Philipsen, der lige nu synes at have en fart, som ikke er meget lavere end hollænderens.

 

Sidste år var mine forventninger til Wout van Aert relativt beherskede, men han gjorde min skepsis til skamme. Ganske vist var han heldig med, at Cavendish blev lukket inde, men han slog Philipsen relativt regulært. Det vidner om, at hans skræmmende tredjeugesform, som kun synes endnu bedre i år, kan vende og ned på farthierarkiet, og det hjælper ham tillige, at det stiger. Han gravede ganske vist dybt i dag, men det gjorde han også for et år siden, og her vandt han alligevel. Vi ved, at han er skræmmende stærk i positionskampen, og der er en stor sandsynlighed for, at Christophe Laporte sætter ham op fra spids, som han gjorde i Sønderborg. Lykkes det, burde der ikke være mange, der kan gå forbi ham, men Philipsen er nok en sten i skoen. Hans landsmand sidder formentlig lige bag ham, og i Carcassonne så vi, at Alpecin-rytteren var hurtigst, og så med nogen afstand. Her stiger det heldigvis mere, og friskheden taler vel også yderligere til Van Aerts fordel, og derfor har han en chance for at vende op og ned på det normale hierarki. Han gjorde det sidste år, så naturligvis kan det ske igen, særligt nu hvor han har så uhyggeligt god en lead-out man.

 

Hvad skal man mene om Fabio Jakobsen? Han satte i Nyborg en streg under, at det nok kun er Groenewegen, der kan måle sig med ham på fart, men det er også sjældent, at vi har set en sprinter, der har virket så kvæstet, som det er tilfældet med ham. Heldigvis er etapen let, og han havde en let dag i dag, og selvom der ikke er tvivl om, at han er den mest mærkede, har tunge sprintere har før vundet. Jeg tror såmænd også, at han stadig har farten til at vinde, men min bekymring er en kombination af overskud og positionering. Toget med Yves Lampaert og Florian Senechal er stærkt, men de mangler Michael Mørkøv. Senechal kan næppe tage kampen op med Laporte og Jasper Stuyven, og Jakobsen vil derfor skulle komme bagfra. Læg dertil, at han har for vane at tabe hjulet på sit tog, og spørgsmålet er, om han lige nu har det overskud, der skal til for at rette op på det, hvis det sker i de relativt mange sving til sidst. Med Mørkøv havde situationen været en anden, men nu er jeg lidt for utryg ved toget til, at jeg føler mig overbevist om, at han med sin nuværende friskhed vil ende i en position, hvorfra han kan vinde, selvom jeg stadig tror, at farten vil være en af de højeste.

 

Anderledes frisk er Caleb Ewan. Australieren er kommet uhyggeligt stærkt tilbage, og han lignede i Pyrenæerne en af de mest friske sprintere. Derfor var jeg måske også lidt skuffet over ham i går, hvor han ikke så ud til at have de allerbedste ben i en spurt, der var temmelig hård. Denne er dog lettere, og det vil altid være en betydelig fordel for Ewan, at det stiger. Selvom han har vundet her tidligere, er brostenene dog næppe en gave til den klejne australier, men det største problem er positioneringen. Strategien med at aflevere ham på et hjul gik godt i Danmark, men at han blev lukket inde, viser også, at den er sårbar. Risikoen er mindre på denne brede vej, men Cavendish kan skrive under på, at det kan ske. Jeg vurderer i forvejen, at Groenewegen og Jakobsen er hurtigere, som foråret har vist, og Philipsens spurter i dette løb bringer i hvert fald belgieren tæt på. Med det rette held i positionskampen kan han helt sikkert vinde, som han gjorde i 2019, særligt når det stiger, men han skal også have lidt held med sig.

 

Mads Pedersen har efter sin sygdom meldt sig klar igen, og dagens enkeltstart viste da også, at han ikke er helt til hundene. Det må dog trods alt regnes som tvivlsomt, om han er på 100%, men selv hvis det var tilfældet, ville han få svært ved at vinde. Han hjælpes af, at det stiger, men vi så senest i søndags, at Philipsen og Van Aert i hvert fald er hurtigere, og det samme gælder også for Jakobsen, der slog ham klart i Nyborg, og Groenewegen. Han har til gengæld i Jasper Stuyven en mand, der som i Nyborg og Carcassonne kan sætte ham op fra spids (selvom han skal slås med Laporte), og det var jo præcis det, belgieren også gjorde i 2020. Problemet var bare, at det ikke var nok, fordi den hurtigere Sam Bennett sad i hans baghjul, og det ender nok med igen at være Pedersens problem. Hans chance er igen et sublimt Stuyven-lead-out, men når hele fem mand formentlig slår ham på fart, er det svært at tro, at der ikke er en af dem, der er så tæt på, at vedkommende går forbi.

Annonce

 

Dette er vel den bedste chance for Alberto Dainese. Italieneren viste sidste år i Vueltaen, at han er meget holdbar i den tredje uge, hvor han kørte sine klart bedste spurter, og det er blevet bekræftet i dette løb. Gårsdagens finale var knaldhård, og her blev han en klar nr. 2 i spurten. Som altid er det hans håbløse positionering, der formentlig vil koste for dyrt, men han hjælpes af det længere opløb og særligt den brede vej. Risikoen for, at han slet ikke kommer til at spurte, som det så ofte sker, synes begrænset, men det synes også næsten givet, at han vil komme langt bagfra. Vi så i går, at hans fart i et stigende opløb er høj, men han blev alligevel slået markant af Philipsen. I det lys synes kombinationen af positionering og fart ikke helt at række til sejr, selvom det kan være her, at han får sit bedste resultat.

 

SE OGSÅ: ALT OM ETAPER OG RUTERNE

 

Dette er en spurt, Peter Sagan aldrig har vundet, for selvom han elsker, at det stiger, og tillige er holdbar, er det lidt for klassisk en spurt til, at han kan slå de bedste. Det vil formentlig også gælde denne gang. Han har i dette løb bekræftet, at han fortsat er en af de bedste i positionskampen, men vi har også set, at han nu om dage har svært ved at matche Van Aert og Philipsen. Han risikerer altså at skulle komme endnu længere bagfra, end han plejer, og så rækker den fart, der aldrig har rakt, endnu dårligere. Det var også bekymrende, at han i går havde så dårlige ben, at han eksploderede, og han synes således stadig milevidt fra fordums styrke. Med sin positionering bør han ende langt fremme, men en første Paris-sejr til Sagan virker ikke sandsynlig.

 

Modsat er det med Alexander Kristoff, der tidligere har vundet her. Det var i året, hvor alle sprinterne var ude af løbet, men han har en god historik. Det let stigende brostensopløb passer ham, og han plejer at lurere på sin holdbarhed. Faktisk er han siden 2013 i rækkefølge blevet nr. 6, 2, 3, 3, 5, 1, 111 og 4, og det er således kun i uheldsåret 2019, at han ikke har været i top 6. Det har desværre været et ret elendigt løb for Kristoff, der ikke synes helt så frisk som vanligt, og også i går løb han helt tør for ben i spurten. Det var dog også så stejlt et opløb, at det ikke var ideelt for ham, mens dette passer ham meget bedre. Han har generelt spurtet godt i år, og hans tog med Adrien Petit og ikke mindst Andrea Pasqualon viste i Sønderborg, Calais og igen i går, at de er stærke, selvom de ikke kan dominere, som de gjorde i sæsonstarten. Der burde således være en chance for, at han denne gang sidder fornuftigt, men han må også sande, at han ikke har farten til at vinde, når han ikke sættes op fra spids.

 

Det er aldrig kommet frem, hvorfor Danny van Poppel var helt væk i går. Han er ellers kommet af med sine offdays, men heldigvis så vi i Pyrenæerne, at formen ikke er dårlig. Dette let stigende opløb burde passe ham, og han har i dette løb også bekræftet, at han positionerer sig godt. Han vil nu endda formentlig få lidt mere støtte af Nils Politt og ikke mindst Marco Haller, end han har fået hidtil, og det bør betyde, at han er mere sikker og kommer friskere til spurten. I det hele taget lignede han indtil i går en af de mest friske, og han har i de foregående spurter vist, at hans fart også rækker et stykke. Problemet er bare, at det ikke rækker til sejr, selvom han hjælpes af, at det stiger.

Annonce

 

I går lykkedes det endelig Hugo Hofstetter at vise sig, men han fik kørt en alt for lang spurt. At han i det kraftigt stigende opløb alligevel endte som nr. 8, var således faktisk ganske lovende, og det tyder på, at han er frisk. Vi så også, at han igen fik vist lidt af de positioneringsevner, der plejer at være hans styrke og gøre ham til en sikker mand langt fremme i spurterne, selvom det ikke har været helt så udtalt i år. Han hjælpes også af, at det stiger, men vi ved også, at hans fart slet ikke rækker til at komme bare tæt på sejren.

 

Egentlig var det meldt ud, at Amaury Capiot skulle køre for Hofstetter, og sådan gik det da også i Danmark. Vi så imidlertid på både 13. og senest 19. etape, at Capiot også spurtede, og det kunne tyde på, at de nu begge får deres chance. Faktisk er Capiot vel de hurtigste af de to, og han vil elske et stigende opløb, der minder om der, hvor han tog sin Mayenne-sejr. Han viste også storform i Pyrenæerne og i gårsdagens hårde opløb, men den positioneringsevne, han havde engang, har ikke været helt så udtalt i år. Derudover er det usikkert, om han overhovedet skal spurte, og han har ikke farten til at vinde.

 

Det har Luca Mozzato heller ikke, men han har i dette løb spurtet bedre end ventet. Han havde en mærkelig offday i går, men generel synes han at være kommet fornuftigt gennem bjergene. Han har også positioneret sig meget bedre, end han plejer, og han vil sætte pris på, at opløbet er stigende. Problemet er bare, at det også for ham gælder, at der er lidt for mange, der er hurtigere end ham.

 

Man ser ofte, at hold uden sprintere deltager i lige præcis denne spurt, som Fabian Cancellara ofte gjorde det. Jeg er bestemt ikke sikker, men det er ikke utænkeligt, at Tom Pidcock, der er frisk på det meste, kunne se noget stort i at deltage i den mest prestigiøse spurt. Han deltog jo i spurterne i Schweiz, og selvom vi der så, at han ikke har farten til at vinde denne slags spurter, heller ikke selvom det stiger, har vi også set, at han tidligere er gået på podiet i en massespurt i Kuurne. Han er træt, men det betyder mindre på denne lette etape, og vigtigst af alt har han en ret fremragende støtte i Filippo Ganna, hvis han har tænkt sig at give den et skud og blande sig i positionskampen.

 

Jeg kunne egentlig tro, at Matej Mohoric gerne vil spurte, for han er før kommet langt i massespurter i kraft af sin positionering, men jeg vil tro, at han igen arbejder for Fred Wright, hvis ikke briten har brugt sine kræfter i et udbrud. Som vi har set de seneste to dage, er briten i skræmmende god form, men de spurter, han har kørt i Paris-Nice og i dette løb, har også vist, at han mangler en del fart og ikke mindst positionering. Her kan Mohoric formentlig hjælpe ham i denne ikke alt for komplicerede finale, og han bør have fordel af det stigende opløb og af den enorme friskhed. Det rækker dog ikke et til et topresultat med den begrænsede fart, han har.

Annonce

 

B&Bs anden sprinter er Jeremy Lecroq. Vi har set, at han er tilbage i den rolle som lead-out man, han er tiltænkt, nu hvor Mozzato er frisk igen, men man kan ikke helt udelukke, at de netop i Paris begge tager chancen. Egentlig er Lecroq vel den hurtigste af de to, men han vil til gengæld have ulempe af, at det stiger, og at bakken er længere end vanligt. Han har også virket meget træt på det sidste, og han er bestemt heller ikke en holdbar herre. Hans positionering plejer dog at være fornuftig, og i et let løb som dette bør han gøre det godt, hvis han får chancen.

 

Vi er vel også nødt til at nævne Tadej Pogacar. Som sagt jagter han aktivt point til pointkonkurrencen, og han deltog i spurten i går. Det ligner ham ikke at tage en rolig dag på kontoret, og han har jo intet at miste ved at deltage i spurten. I går gik det ganske godt, men det var også et betydeligt hårdere opløb. Dette opløb er for let for ham, og han kommer til kort mod sprinterne. Det skal dog blive spændende at se, hvor langt han kan komme, hvis han vitterligt blander sig.

 

Et andet hold, der måske vil deltage i netop denne spurt, er EF. De kan både gå med Alberto Bettiol og Stefan Bissegger, hvis de vil give den et skud, men det er nok mest sandsynligt med italieneren, der deltog i en del spurter i Schweiz og også spurtede i går, hvor han dog fik åbnet alt for tidligt på den stejle bakke. Det var dog helt sikkert bakkens sværhedsgrad, der gav ham blod på tanden, og det kan sagtens være, at han skipper den spurt. Han vil hjælpes af, at det stiger, men han har slet ikke farten til at være med helt fremme. Til gengæld burde han have hæderlig støtte fra Bissegger og Owain Doull.

 

I går havde Benjamin Thomas ifølge eget udsagn en offday, men dagens enkeltstart viser, at han er klar igen. Hans plan A vil formentlig være et udbrud, men skulle det mislykkes, vil han formentlig spurte, som han før har gjort det, både i dette løb og Dauphiné. Han fandt en ny hurtighed, da han slog Benoit Cosnefroy i Mayenne, men hans spurter siden da, har også vist, at hans potentiale er begrænset. Han er også lidt på udebane i positionskampen, og selvom han vil glæde sig over, at det stiger, er bakken slet ikke hård nok til, at han for alvor kan være med.

 

Endelig er der Alexandr Riabushenko. Hidtil har han ikke spurtet, men som sagt deltager de fleste hold i denne spurt. Holdet har ganske vist også Simone Velasco, der har holdt sig lidt til i de seneste spurter, men hviderusseren må regnes som den hurtigste af de to og det normale førstevalg. Han viste på den sidste dag i Pyrenæerne, at han har fundet noget form. Han vil være glad for, at det stiger, men desværre så vi senest i Dauphiné, at det kniber både med fart og ikke mindst positionering.

 

Hos Israel-PT er det muligt, at Hugo Houle blander sig, men han går næppe i top 10, og det bliver også svært for Stan Dewulf , hvis han prøver for Ag2r. Faktisk er Benoit Cosnefroy vel hurtigere, men det vil undre mig, hvis han deltager. Movistar har Albert Torres, men han har ikke spurtet i en menneskealder. Det er muligt, at han prøver her, hvor holdet er uden kaptajn, men han mangler fart. Jeg tror ikke, at Kevin Geniets spurter for FDJ. Endelig kunne man overveje, om Jasper Stuyven spurter for Trek, hvis Pedersens sygdom mod forventning pludselig volder kvaler igen, men vi har i år set, at hans fart har et begrænset potentiale.

 

Som sagt er det svært, svært usandsynligt, at vi ser en gentagelse af Vinokourov-nummeret, men skulle man pege på kandidater, kunne det være Filippo Ganna, Fred Wright, Alberto Bettiol, Stefan Bissegger, Benjamin Thomas, Stefan Küng, Nils Politt, Hugo Houle, Alexis Gougeard og Matej Mohoric.

 

Feltet.dks vinderbud: Jasper Philipsen

Øvrige vinderkandidater: Dylan Groenewegen, Wout van Aert

Outsidere: Fabio Jakobsen, Caleb Ewan, Mads Pedersen, Alberto Dainese, Peter Sagan

Jokers: Alexander Kristoff, Danny van Poppel, Hugo Hofstetter, Amaury Capiot, Luca Mozzato, Tom Pidcock, Fred Wright, Jeremy Lecroq, Tadej Pogacar, Alberto Bettiol, Benjamin Thomas, Alexandr Riabushenko

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Wout van Aerts sejr fra 2021, Sam Bennetts sejr fra 2020, Caleb Ewans sejr fra 2019, Alexander Kristoffs sejr fra 2018, Dylan Groenewegens sejr fra 2017 samt André Greipels sejre fra 2016 og 2015.

 

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

EFTERÅRSSPILLET STARTER LØRDAG - 10.000 KR I STARTPULJEN

Feltet.dks vinderbud

Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder.
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere.
Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering.
Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig.
Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering.
Jasper Philipsen
Dylan Groenewegen, Wout van Aert
Fabio Jakobsen, Caleb Ewan, Mads Pedersen, Alberto Dainese, Peter Sagan
Alexander Kristoff, Danny van Poppel, Hugo Hofstetter, Amaury Capiot, Luca Mozzato, Tom Pidcock, Fred Wright, Jeremy Lecroq, Tadej Pogacar, Alberto Bettiol, Benjamin Thomas, Alexandr Riabushenko
Matej Mohoric, Florian Senechal, Christophe Laporte, Michael Matthews, Jasper Stuyven, Andrea Pasqualon, Luka Mezgec, Stefan Bissegger, Hugo Houle, Stan Dewulf, Benoit Cosnefroy, Simone Velasco, Marco Haller, Albert Torres, Kevin Geniets, Nils Eekhoff, Edvald Boasson Hagen, Filippo Ganna, , Stefan Küng, Nils Politt, Alexis Gougeard
INFO
Optakter
Nyheder
Tour de France
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Torsdag den 26. januar 2023

Følg stjerneparaden i fredagens hårde løb på Mallorca samt kongeetapen i Argentina
Landevej
Video i artiklenDansker drømmer om Tour de France - men nedtoner fordel
Video
Evenepoel undrer sig over Bernal: Det var selvmord
Landevej
Eksklusivt interviewHvor sikker er Krons Tour-plads egentlig? Her er hans vurdering
INTERVIEW Landevej
Sprintertalent kritiserer afslutning: Det er farligt
Landevej
Verdensmesteren melder fra til VM
Cross
Eksklusivt interviewAsgreen gør status inden comeback og kommenterer Lefevere-udtalelser
INTERVIEW Landevej
Optakt: GP Cycliste de Marseille La Marseillaise
Landevej
Optakt: Cadel Evans Great Ocean Road Race
Landevej
Girmay utilfreds med ruten: Det var ikke en rigtig spurt
Landevej
Store sprintere starter sæsonen i Saudi-Arabien
Landevej
Dagens sejrherre konkluderer: Det er der, min styrke ligger
Landevej
Video i artiklenSe afslutningen på Trofeo Alcudia
Video
EF-rytter tager overraskende første sejr på Mallorca
Landevej
Styrt og udbrud dikterede slaget i Lambaréné
Landevej
Norsgaards sæsondebut er offentliggjort
Landevej
Uno-X med ny kæmpe løbsinvitation
Landevej
Manager om franske stjerners konflikt: Jeg beder ikke mine ryttere om at være venner
Landevej
Lækket gruppesamtale: Fransk stjerne sviner holdkammerat
Landevej
Belgisk stjernefrø slipper med skrækken
Landevej
Uheldig italiener sætter dato på comeback
Landevej
Eksklusivt interviewStor analyse: De unge stjerner, det grå guld og dem, der brændte ud
INTERVIEW Landevej
Optakt: Trofeo Ses Salines-Alcudia
Landevej
Verdensmesteren afslører: Forsøgte sent angreb
Landevej
Klæd dig på til 2023-sæsonen med vores store sæsonguide
Landevej
WorldTour-løb er aflyst
Landevej
Video i artiklenSe afslutningen på 4. etape af Vuelta a San Juan
Video
Dansk komet roses efter udbrud og leadout
Landevej
Gaviria griner: Fredag taber jeg en halv time
Landevej
Stjerne runder milepæl og overtager førertrøjen
Landevej

Onsdag den 25. januar 2023

Asgreen udskyder comeback for anden gang
Landevej
Status på Bjerg efter styrt
Landevej
Ikonisk Vingegaard-billede vinder pris
Landevej
Alaphilippe: Vægten fra regnbuetrøjen er forsvundet
Landevej
Storebror van der Poel ærgrer sig
Cross
Holdkammerat til Pedersen afslører særlig taktik
Landevej
Sejrende Costa: Det er utroligt
Landevej
Eksklusivt interviewFini og Degns hold med store nyheder
INTERVIEW MTB
Casper P. firer, mens tidligere verdensmester vinder på Mallorca
Landevej
Video i artiklenSe afslutningen på Trofeo Calvia
Video
Trods rygter: Quintana fortsætter karrieren
Landevej
Optakt: Trofeo Calvia
Landevej
Nyt flot dansk resultat i TotalEnergies-hattrick
Landevej
Uno-X modtager wildcard til monument
Landevej
Dumoulin offentliggør ny rolle
Landevej
Fransk darling: Jeg skal prøve noget nyt
Landevej
Dansker-optakter 2023: En klassikergigant skal have revanche
Landevej
Dansker-optakter 2023: Her er Casper P. allerede nu bedre end Mørkøv
Landevej
Dansker-optakter 2023: Man kan håbe, han tager det næste skridt
Landevej
Her er Hollands stjernespækkede VM-trupper
Cross
Stor sandsynlighed for Pogacar-debut i spansk grusløb
Landevej
Mere end seks år efter pension: Hoogerland gør comeback
Landevej
Lampaert ærgrer sig over taktikken: Remco havde benene til at vinde
Landevej
Succesfuldt kaosangreb i finalen var planlagt: Vi måtte prøve det
Landevej
Oversigt: Onsdagens seks danskere i aktion
Landevej
Lund op i top 10 - men skulle slet ikke have spurtet
Landevej
Video i artiklenSe afslutningen på 3. etape af Vuelta a San Juan
Video

Tirsdag den 24. januar 2023

Optakt: 3. etape af Vuelta a San Juan
Landevej
Stor overraskelse: Omdiskuteret stortalent tager fusen på sprinterne
Landevej
Optakt: 4. etape af Vuelta a San Juan
Landevej
UAE Tour præsenterer rute med speciel etape
Landevej
Eksklusivt interviewSelvsikker ung dansker har rettet alt mod sit livs største løb
INTERVIEW Landevej
Ineos giver opdatering på stjerne efter styrt
Landevej
Et umage par: Cipollini og van der Poel hænger ud
Landevej
Oversigt: Danskernes kommende løb
Landevej
Vine sender holdet til tops og Australien forbi Danmark
Landevej
Chefen udpeger danskeres sæsondebut
Landevej
Sportschef om Lottos guldfugl: Vi skal ikke være overilede
Landevej
Sidste chance for at slå rivalen: Jeg har ikke flere år
Landevej
Asgreen laver sen ændring i løbsprogrammet
Landevej
Alaphilippe: Flandern Rundt passer mig næsten bedre end ardennerne
Landevej
Super-VM stiller multi-atleter i dilemma: Det er ikke et godt program
Landevej
Revser medierne: Hvor er aviserne, der skal udfyldes i agurketiden?
Landevej
Stjernespækket belgisk trup til VM - men én stjerne mangler
Cross
Chefen om Asgreens skade: Jeg var meget skuffet
Landevej
Dansker på podiet i ny TotalEnergies-triumf
Landevej
Ærgerlig førertrøje forklarer sig
Landevej
VIS FLERE

Annonce