Optakt: 21. etape af Tour de France
20. september 2020 10:45Foto: A.S.O. / Alex Broadway
af Emil Axelgaard

Vidunderbarnet Tadej Pogacar gjorde det umulige og tog en Tour-sejr, ingen havde troet på lørdag morgen, og dermed bliver det ham, der skal skåle i champagne, når der søndag køres parade til Paris. For sprinterne bliver der imidlertid hverken tid til skål eller fællessang, når det først på aftenen går løs med årets allervigtigste massespurt, som enhver hurtig mand drømmer om at have på sit cv.

Et sandt mirakel! Pogacar vinder Tour de France efter afsindigt flot enkeltstartssejr

Livestream Giroen på Dplay uden reklamer – Få 7 dage gratis!

Ruten

Tidligere var det ofte meget forskelligt, om en grand tour sluttede med en enkeltstart eller en sprinteretape. Hvor man stadig af og til gør brug af en tidskørsel i Giroen og Vueltaen, er de dage nu talte for verdens største cykelløb. Ikke siden den dramatiske finale i 1989, hvor Greg Lemond med det yderste af neglene slog Laurent Fignon, har man bundet an med en etape, der har haft potentiale til at ændre klassementet, og siden dengang har sidste etape altid været en ceremoniel affære, som oftest er blevet afgjort i en massespurt. Efter tidligere finaler i Ville-d’Avray (1903), Parc des Princes (1904-1967) og Velodrome de Vincennes (1968-1974) er det nu om dage den berømte avenue Champs-Élysées, der lægger brosten til afslutningen. Siden 2013 er det endda sket ved et spektakulært aftenshow, der har gjort det muligt at flytte hele karavanen fra det sydlige Frankrig til landets hovedstad, og vinderen af verdens største cykelløb er blevet hyldet i den smukke aftenbelysning. Det vil også være tilfældet i år, hvor der venter en helt traditionel afslutning med paradekørsel ind til Paris, et brag af en massespurt i den mest prestigiøse finale for verdens hurtigste og en efterfølgende fejring af hovedaktørerne i det, der har været endnu en stor og meget speciel udgave af den største cykelbegivenhed.

 

I de senere har år har man klogelig valgt at reducere den indledende ceremonielle del af etapen ved at forkorte distancen til ca. 100 km, men ligesom i 2019 har man skruet lidt op for længden, idet der skal tilbagelægges 122,0 km. Som altid finder starten sted i en af Paris’ forstæder, og det er i år Mantes-al-Jolie, der fra sin placering nordvest for hovedstaden får æren af at sende rytterne afsted for 21. og sidste gang. Herfra kører man mod sydøst ad en næsten helt flad vej med blot to mindre bakker fra start, hvoraf den sidste er kategori 4-stigningen Cote de Beulle (2,3 km, 3,6%), som har top efter 13,5 km, indtil man når selve byområdet omkring Paris i forbindelse med passagen gennem Versailles efter 40,0 km.

 

Herfra fortsætter man mod øst og nordøst ind gennem forstæderne via en mindre bakke, en nedkørsel og slutteligt mere fladt terræn. Det flade terræn fortsætter, når man kører mod nord med retning mod centrum, idet man undervejs passerer flere af byen seværdigheder. Til slut krydser man Seinen, inden man efter 66,0 km rammer den afsluttende rundstrækning, og 1,5 km senere krydser man stregen for første gang. Etapen afsluttes nu med otte omgange på den 6,85 km lange rundstrækning, hvilket er en reduktion i forhold til de 9 omgange i 2016 og de 10 i 2015 og samme antal som i 2019, 2018, 2017 og 2014.

 

Rundstrækningen fører efter målstregen op ad den let stigende brostensbelagte avenue frem til Triumfbuen, der rundes. Herfra kører man den modsatte vej ned forbi mål, inden man via en rektangulær rundstrækning omkring Concorde-pladsen og Jardins des Tullieres vender rundt og via den berømte tunnel igen rammer Champs-Elysèes. Man drejer fra tunnelen ud på den 9 m brede avenue med 400 m igen, og derfra stiger det ganske let op til målet. Den indlagte spurt kommer på tredje omgang 2500 m efter passagen af målstregen næsten helt oppe ved vendepunktet ved Triumfbuen og stiger let over den sidste kilometer, dvs. med 40,0 km igen.

 

Etapen byder på i alt 788 højdemeter.

 

Paris er den eneste by, der er blevet besøgt hvert år siden starten i 1903. Som sagt er det i de senere år næsten altid endt i en massespurt. Det skete senest sidste år, hvor Caleb Ewan kronede en fantastisk Tour ved akkurat at slå Dylan Groenewegen på stregen, i 2018, hvor Alexander Kristoff tog en af karrierens største sejre foran John Degenkolb og Arnaud Demare, og i 2017, hvor Dylan Groenewegen med en lang spurt slog André Greipel og Edvald Boasson Hagen. Greipel tog sin anden sejr i træk i 2016 ved at slå Peter Sagan og Alexander Kristoff. De øvrige spurtvindere i dette årtusinde er Greipel (2015), Marcel Kittel (2013 og 2014), Mark Cavendish (2009, 2010, 2011 og 2012), Gert Steegmans (2008), Daniele Bennati (2007), Thor Hushovd (2006), Tom Boonen (2004), Jean-Patrick Nazon (2003), Robbie McEwen (2002), Jan Svorada (2001) og Stefano Zanini (2000). Den eneste, der har formået at snyde sprinterne, er Alexandre Vinokourov, der med et sent angreb højst overraskende sejrede i 2005. I 2003 var byen endda også vært for prologen i forbindelse med 100-årsjubilæet, og her sejrede Bradley McGee, inden Nazon senere afsluttede løbet ved at vinde sidste etape i den franske hovedstad.

 

 

 

 

 

 

Vejret

Vi har før oplevet regnvåde brosten og et ur, der er stoppet inden omgangene, men i år ser vejret fornuftigt ud. Det vil ganske vist være hovedsageligt skyet, men også varmt med en temperatur på 29 grader fra start og 27 grader ved målgang først på aftenen. Der er en bygerisiko på 10% fra start, men den er næsten 0 til slut, og der vil bare være en svag til let vind (8 km/7) fra øst og slutteligt nordøst. Det giver mod- og sidemodvind hele vejen frem til rundstrækningen. Her vil der være sidemedvind på den stigende del, dvs. også opløbet, og sidemodvind på den faldende del ned fra Triumfbuen

 

Analyse af 20. etape

Kan I huske, hvor ondt i havde i hovedet, dengang i lige som hovedpersonen selv tog jer selv alt for hårdt til til øverste kropsdel, da Mathieu van der Poel leverede det mest vanvittige comeback i Amstel Gold Race? Kan I huske, hvor ondt I havde i nakkemusklerne af at ryste på selvsamme hoved nogle måneder senere, da juniorverdensmesteren Remco Evenepoel først blev sat for siden at køre fra alle de formstærke favoritter fra Touren og således i San Sebastian vandt den allerførste WorldTour-klassiker, han kørte? Og kan I huske, hvor meget jeres kæbe smertede i torsdags, efter at den var braget mod jorden, da Wout van Aert slog alle klassementsrytterne på den Tour-etape, der havde allerflest højdemeter?

 

Det kan I sikkert. I vidunderbørnenes tidsalder er vi nemlig blevet så vant til vidunderbørnenes vanvidsridt, at de snart kan være svære at skelne fra hinanden. Alligevel vil jeg tro, at jeg ikke er den eneste, der lige nu har ondt i både hoved, nakke og kæbe efter det vanvid, vi alle var vidner til i Vogeserne denne eftermiddag, for der var i sandhed grund til både at tage til og ryste på hovedet, samtidig med at kæben fik sig endnu en tur mod det hårde underlag.

 

Van der Poels, Evenepoels og Van Aerts bedrifter blegner nemlig op mod det, Tadej Pogacar leverede for en times tid siden på de nordøstfranske landeveje. Nuvel, man kunne måske godt i en lidt vild fantasi have forestillet sig, at vidunderbarnet på en god dag kunne slå Primoz Roglic, hvis denne havde en af sine offdays. Har man lidt hang til vanvidsforestillinger, kunne man måske også forestille sig, at han kunne komme tæt på og måske endda stjæle den Tour-sejr, som stort set hele verden - incl. Pogacar selv - allerede havde tildelt løbets indtil i dag ukronede konge. Men hvis nogen i morges havde hævdet, at Pogacar ville vinde sin allerførste Tour med næsten et minut ned til feltets vel nok stærkeste rytter på en enkeltstart af denne type, var der nok en vis grund til at betvivle, om ikke vedkommende skulle undersøges for vrangforestillinger og fantasiverdener.

 

Det blev nemlig en helt igennem ulogisk afslutning på ellers meget logisk dag. Egentlig har jeg sjældent haft grund til at være mere stolt af en optakt end den, jeg skrev i går, for sjældent har jeg ramt så præcist med en rangering af favoritter på en endda uhyre svært fortolkelig enkeltstart. Og alligevel sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at jeg aldrig har skudt mere forkert, for havde Richie Porte blot kørt få hundrededele hurtigere skulle min ellers korrekte top 5 præcis vendes på hovedet. Men det, der kendetegner vidunderbørn, er jo netop, at deres logik ikke er konventionel, og således lykkedes det Pogacar at gøre op med alt det, vi forventer. Og det er netop det, der gør dem så vidunderlige.

 

Hvordan kunne det gå så vildt - eller galt, som Roglic nok ville sige? I virkeligheden skal vi måske slet ikke søge forklaringen i fysikken, som jo ellers er den dominerende faktor i en sport, der er så fysisk krævende som denne. Nej, det er i hvert fald en nærliggende tanke at tro, at det var hovedet, der pludselig forvandlede det altædende monster, som med en enkelt undtagelse har været usårlig i årets løb, til den tamme killing, der med det nu velkendte fjerne blik, som han kun har, når han en sjælden gang er mærket, rullede over stregen på Vogesernes nu mest kendte Tour-stigning.

 

Det haltede jo ikke med hverken fysik eller holdbarhed. Der var nemlig ingen træthed at spore hos den Roglic, der kørte fra selvsamme Pogacar på Col de la Loze i onsdags. Ej heller var der spor af udmattelse, da den gule trøje nærmest med den ene finger i næsen svarede på sin vens og rivals angreb på Glières for bare to dage siden. Nej, i hele løbets anden halvdel har det vel snarere været pil op end pil ned for Roglic.

 

Sådan var det imidlertid også for to år siden. Dengang var Roglic faktisk decideret rusten i Alperne, hvor det kun var en ellers såret Vincenzo Nibali, der forhindrede en gedigen katastrofe på Alpe d’Huez, men da vi nåede Pyrenæerne i den tredje uge, var der på den sidste bjergetape ingen, der kunne matche en helt ustyrlig Roglic, der både vandt etapen og kørte sig op på podiet.

 

Dengang spurgte de fleste vel egentlig sig selv, om den så ustoppelige Roglic mon kunne gå forbi Tom Dumoulin on stjæle 2. pladsen på den afsluttende enkeltstart. Sådan gik det imidlertid ikke, for monsteret blev igen til en killing, der med en 8. plads kørte en af sine ringeste enkeltstarter, siden han fik sit gennembrud, og i stedet endte en ellers helt udkørt Chris Froome med at stjæle den podieplads, der virkede så stensikker.

 

Det giver naturligvis ingen mening at hævde, at man kan være frisk i bjergene, men træt på enkeltstarter, og derfor er det nærliggende at søge andre forklaringer end fysikken, når vi skal forklare, hvorfor Roglic nu to gange har underpræsteret på karrierens vigtigste tidskørsel. Og hvad er mere nærliggende at pege på hovedet? En af de væsentligste forskelle på et linjeløb og en enkeltstart er nemlig, at sidstnævnte vel er den cykeldisciplin, hvor det mentale spiller den største rolle, og mens fysik og aerodynamik er vigtige, er det i meget høj grad også evnen til at fokusere og pine sig selv helt alene, der adskiller de brølstærke ryttere, der ikke kan køre enkeltstart, fra dem, der kan.

 

Roglic var nemlig under et gigantisk pres i. Mens Pogacar intet havde at tabe, havde Roglic intet at vinde. Hel cykelverdenen forventede, at han ville gøre arbejdet færdigt, ligesom hele cykelverdenen forventede, at han for tre år siden ville holde den udmattede Froome, der i flere dage havde kæmpet for sin overlevelse som følge af en hård Giro, bag sig. Og det er ikke svært at tænke sig, hvilke tanker der løb i gennem det Roglicske hoved, da han begyndte at få meldinger om, hvor stærkt hans ellers gode ven havde lagt fra land. Og med en 5. plads kørte Roglic jo ingenlunde en ringe enkeltstart, som man ser det fra ryttere, der er trætte og udkørte mod slutningen af en grand tour. Han underpræsterede, men det var ikke det fysiske sammenbrud, som man ser det hos skrøbelige ryttere som eksempelvis Yates-brødrene eller en åbenlyst helt kvæstet Alejandro Valverde, der smed sit podium på få dage mod slutningen af Touren i 2014.

 

Helt anderledes er det med Pogacar. Jeg har tidligere i disse spalter beskrevet, hvordan han synes at være lige så iskold, som den kulde og regn, han elsker. Intet synes at kunne påvirke eller ryste den ukuelige slovener, der aldrig er bange for at tage initiativ, selvom han kan ruinere et helt års arbejde med ungdommeligt overmod. Og når man samtidig anbringer ham i en position, hvor han nærmest er helt uden pres, fordi hans 2. plads lignede det nærmest allermest sikre udkomme i den samlede top 10, er det ikke mærkeligt, at han bragede en fantastisk enkeltstart af.

 

Men naturligvis er han også uhyre begavet. Sidste år var det en meget interessant observation at se, hvordan Pogacar uden undtagelse forbedrede sig gennem alle sine etapeløb, mens han altid skuffede i endagsløbene. Den tendens er gået igen i de tre etapeløb, han kørte inden Touren, og det er præcis derfor, at hans grand tour-potentiale fra start har været så åbenlys. Selvom man forleden måske kunne fornemme en smule træthed - som man i øvrigt også kunne på hans dårlige dag på Vueltaens 18. etape for et år siden - er det altså ikke noget tilfælde, at han nu i to grand tours har leveret et gedigent kup på 20. etape - først ved at forvandle en 5. plads til en podieplads og siden ved at forvandle en 2. plads til en af Tour-historiens mest vanvittige sejre.

 

Nej, det er en sand grand tour-motor, der har vundet 20. etape i begge de løb, han har kørt. Det er en sand grand tour-motor, der har gjort det næsten uhørte at vinde tre etaper i begge de løb, han har kørt. Det er et særegent grand tour-talent, der har vundet ungdomstrøjen i de to løb, han har kørt. Og det er et særegent grand tour-talent, der bliver den blot anden rytter siden Eddy Merckx i 1970 til at vinde både prikket og gul trøje i samme løb, efter at Chris Froome gjorde det i 2015. Og selvom man skal passe meget på med at sammenligne nogen med Kannibalen selv, er det svært ikke at bemærke, at Pogacar har leveret den bedste Tour-debut siden selvsamme kannibal, der dog i 1969 med seks etapesejre og pointtrøje i tillæg til de tre andre trøjer trods alt overgår Pogacar.

 

Dermed sker det de færreste troede muligt. Forinden så det ud til at være uhyre vanskeligt at vinde løbet, hvis ikke man kørte for et af løbets to supermandskaber. Pogacar gjorde imidlertid præcis det, man skulle, når man havde et af løbets mest svækkede hold ved at gribe ud efter gult præcis i det moment, hvor holdet ikke længere spillede en rolle.

 

I en vis forstand er det også absurd, at lørdag d. 19. september vil stå som den sorteste dag i Jumbo-holdets historie, siden Michael Rasmussen i sin tid blev hevet ud af Touren, dengang holdet stadig hed Rabobank. Holdet viste nemlig sin eminente styrke, da holdets to øvrige tempoesser begge leverede en fejende flot præstation, der kun kunne matches - og knuses - af det vanvittige vidunderbarn.

 

Således var der ikke spor af træthed længere at spore hos Tom Dumoulin, der i sin første lange enkeltstart i to år viste, at pausen ikke har gjort ham spor ringere. Nej, han lignede igen den verdensmester, der var så suveræn på en lignende rute ved VM for tre år siden. Alligevel er det svært ikke at bemærke, at Dumoulin kørte som en maskine på det flade, men til gengæld nok engang viste den svaghed på stigningerne, som har været gennemgående gennem hele løbet. Vi skal ikke glemme, at Dumoulin jo først og fremmest er temporytter med tillærte klatreevner, og det er måske derfor, at det er i den rækkefølge evnerne kommer tilbage - hvis de altså nogensinde i bjergene kommer så fuldt tilbage, som de var i hans storhedstid.

 

Paradoksalt nok var det lige omvendt med Wout van Aert. Al logik tilsagde, at belgieren skulle sætte bedste tid i fladlandet for siden at forsvare sig på stigningen, men sådan gik det ikke på en dag, hvor kun Pogacar og Richie Porte kørte stærkere end brostensrytteren på en af Tourens stejleste stigninger. Den præstation er i virkeligheden så vanvittig, at den burde have stjålet alle overskrifter - hvis altså ikke det var, fordi at et andet vidunderbarn var endnu mere vanvittig.

 

Det er til gengæld ingenlunde vanvittigt, at det var Porte, der kørte næsthurtigst. Enhver, der har set hans massakrer på Col d’Eze i Paris-Nice vil vide, at australieren er skabt til at køre bjergenkeltstarter. Kombinerer man det med de tempoevner, der endda har indbragt ham en 4. plads ved VM i pandekageflade København, gav det sig selv, at han på denne type enkeltstart måtte være en maskine med den form, han har vist igennem hele løbet.

 

Det var han da også, men det er også det eneste logiske, der er ved Portes kørsel i dette løb. Lige siden han i 2016 endelig blev kaptajn i verdens største cykelløb, har han været talt op som en af de store favoritter. I 2016, 2017 og 2018 var han på forhånd den største trussel mod Froomes dominans, og selv sidste år var der stadig håb om, at hans tårnhøje niveau var intakt.

 

Sjovt nok bliver det så i det år, hvor ingen havde forventninger til ham, at livsdrømmen om podiet bliver indfriet, og måske er det endnu en påmindelse om, hvor stor en rolle pres og forventninger kan spille. Porte har udover sin fysiske skrøbelighed nemlig givet antydninger af tilsvarende mentale udfordringer, men i året, hvor ingen lagde det store pres på ham, undgik han - stort set - sine udfald eller uheld hele vejen. Måske det kan få ham til at genoverveje, om han vitterligt er moden til at vende tilbage til rollen som Ineos-slave? Det vil trods alt være lidt af en selvdegradering for en mand, der er endt på podiet i en Tour, hvor niveauet grundet de særegne omstændigheder synes højere end vanligt.

 

Podiepladsen blev stjålet fra Miguel Angel Lopez, der lige nu må have svært ved at forstå, hvordan han over 36 km kunne tabe 6.17 til Pogacar. Alt så jo ellers så lovende ud for Superman, der i Algarve havde indikeret, at hans store akilleshæl var blevet lappet, og at han nu havde gode chancer for at forsvare podiet. I dag blødte Lopez imidlertid præcis lige så meget tid, som han gjorde på særligt Giroens enkeltstarter sidste år, og dermed endte det, der lignede en uhyre succesrig Tour-debut nu i stedet med en 6. plads, der for en rytter med podiepladser i både Giro og Vuelta ingenlunde kan være et tilfredsstillende udkomme. Heldigvis har han så sejren på løbets vigtigste bjergetape til at sikre, at løbet alligevel må betegnes om et pænt første forsøg i verdens største cykelløb.

 

Nej, Lopez skulle have lært af Mikel Landa. Udover den samlede sejr til Roglic var det mest sikre i top 10 vel, at Landa ville styrtdykke. Men Landa kan åbenbart et eller andet med Tour-enkeltstarter i den tredje uge, for ligesom han i 2017 lidt sensationelt var bare 1 sekund fra at skubbe Romain Bardet ned fra podiet, var han med sin 14. plads den absolut største overraskelse i en top 15, hvor det udover ham kun var Warren Barguil, man aldrig kunne have ventet at se så langt fremme. Selvom det således ikke blev til den podieplads, der kunne slette smerten over det ene dumme sekund for tre år siden, ender det, der i onsdags lignede en fiasko for den ellers nu frigjorte Landa, nu faktisk med at være et ganske pænt udkomme, da kaptajnrollen endelig blev hans. Og da Damiano Caruso nok engang bekræftede, at han har en særegen evne til at køre fremragende enkeltstarter sent i etapeløb, kan Bahrain højst overraskende tage hjem med to top 10-placeringer i et løb, der for bare tre dage siden så ud til at skulle ende som en mindre katastrofe.

 

Det samme gjorde det for Movistar, da løbet startede. Sæsonstarten gav ikke megen grund til håb for det tidligere storhold, hvis særegne transferpolitik har forvandlet det fra gigant til miniput. Men minsandten om ikke Enric Mas alligevel fik os vist, at hans grand tour-motor er enorm, og at han i den tredje uge kører nogle fremragende enkeltstarter. Og selvom det alligevel ikke var nok til at gå forbi Landa, som de fleste regnede med, betød Lopez’ kollaps alligevel, at det blev til en top 5, der sammen med sejren i holdkonkurrencen før det til det mest succesrige løb for spanierne i en ellers meget tam sæson. Og det er jo egentlig meget god timing - især fordi Mas og Alejandro Valverde samt en igen i dag flyvende Marc Soler giver håb om, at miniputten igen bliver gigant på hjemmebanen i Vueltaen om en måneds tid.

 

Det var dog ikke alt sammen fryd og gammen for Eusebio Unzue og co. Allerede fra start kunne man se, at det ville blive svært for Valverde at forsvare sin top 10 mod tempostærke Caruso, men alligevel havde de færreste vel forudset den katastrofe, der endda sendte veteranen ned bag Guillaume Martin, der mere end nogen anden er kendt som manden, som ikke kan køre enkeltstart. Desværre gentager historien sig for Valverde - præcis som for Roglic - da han i 2014 med et tilsvarende kollaps smed en stensikker podieplads væk på sidste enkeltstart. Er det også presset, der tynger veteranen, når han har noget på spil i et løb, han desværre har flere dårlige end gode oplevelser fra?

 

Det har Rigoberto Uran ikke. Med sin 2. plads i 2017 og nu en 8. plads i år synes colombianeren at have en imponerende evne til at få det maksimale ud af sit potentiale. Nok kunne han ikke holde Dumoulin bag sig, men han kan være svært tilfreds med at krone løbet med en præstation, der bekræfter, at han efter år som temposvag rytter atter har genfundet fordums styrke i disciplinen. Og da også Daniel Martinez bekræftede sine veldokumenterede tempoevner, blev dagens etape blot endnu en bekræftelse på EF-mandskabets eminente evne til at få de bedste ud af deres ryttere i netop denne disciplin.

 

Det har Mitchelton også været gode til, men der er trods alt grænser for, hvor mange æsler de kan forvandle til væddeløbsheste. Modsat sin bror Simon har Adam Yates aldrig vist evner på tempocyklen, og derfor lå det i kortene, at han ville den som nr. 9 i årets løb. Det er imidlertid et ganske godt udkomme for manden, der jo ikke kørte klassement, men som ved debuten i 2016 er det åbenbart bare et spørgsmål om at fjerne presset, hvis man skal have det bedste ud af Yates.

 

Og så er vi tilbage ved det pres, der muligvis igen i dag forvandlede monsteret til kattekilling. Og det pres, der preller så eftertrykkeligt af på hans monsterlærling, der nu står til at indtage kontoret som Sloveniens chefmonster. Det var der utvivlsomt ikke mange, der havde forestillet sig, da selvsamme Pogacar blev sat tilbage i sidevinden for nu to uger siden og derefter mistede sine to vigtigste hjælpere i bjergene.

 

Men fra vidunderbørn skal man altid vente sig det mest vanvittige. Og sådan gik det til, at Vidunderbarnets Vanvidsridt i Vogeserne nu har beredt vejen for Pogacars Parade til Paris. Jeg får helt ondt i hoved, nakke og kæbe af at tænke tanken til ende!

 

Favoritterne

Efter dagens vanvid skal man jo næsten vente sig, at det hele vendes på hovedet igen søndag aften. Sådan går det dog ikke - i hvert fald hvis vi undgår dumme uheld. Kampen om klassementet er nu ovre, og for hovedparten af feltet er der nu kun fejring tilbage. Søndagen er primært en stor oplevelse, der for klassementsrytterne skal tackles med fokus på sikkerhed og overlevelse, men for sprinterne er det løbets allervigtigste dag - i hvert fald sammen med den første. Spurten i Paris er den mest prestigiøse massespurt på hele året og det sted, enhver sprinter allerhelst vil vinde. Lidt for ofte overskygges sejrherren af fokusset på klassementet, men man skal ikke tage fejl: for sprinterne er søndag årets måske allervigtigste dag.

 

I år vil etapen også igen have sin vanlige værdi. I 2018 betød masseudrensningen af sprintere i Alperne, at alle de hurtigste havde forladt løbet, inden de kunne nå at stave til Paris, men sådan er det ikke i år. Faktisk er Giacomo Nizzolo det eneste større sprinternavn, der ikke holdt ud hele vejen - præcis som det var tilfældet sidste år - og det betyder, at der virkelig er en stor skalp på spil i år. Og som regel er det en af de store, der vinder. Der sker sjældent de helt store overraskelser i Paris, hvilket sejrslisten fra 2009 og frem tydeligt vidner om - ser man bort fra Kristoffs sejr i 2018, det er kun de rene supersprintere, der har vundet - men Gert Steegmans viste i 2008, at mindre navne af og til kan slå til, selvom det meget sjældent sker.

 

Inden vi kommer så langt, skal vi imidlertid have overstået de sædvanlige procedurer. Rytterne vil benytte den neutrale zone og den første del af etapen til at få taget fotos, skåle i champagne og lykønske hinanden. Lidt uforståeligt har man i år forlænget distancen, og modvinden hjælper ikke med at speede processen op. Bjergspurten kommer efter i dag ikke til at spille den ønskede rolle, så den kan eksempelvis Benoit Cosnefroy lege lidt på for at vise, at prikkerne har været hans ejendom gennem hele løbet.

 

Tempoet vil øges, efterhånden som vi nærmer os Paris, hvor UAE langsomt vil samle sig forrest i feltet og gradvist skrue op. Når vi drejer ind på opløbsstrækningen for første gang, vil feltet være i løbsfart og mærke suset fra tilskuerne, selvom der denne gang blot vil være 5000 af slagsen. Der er tradition for, at en rytter, der kører sin sidste Tour, får lov at køre over stregen først - i 2018 var det senest Sylvain Chavenel - men i år er der ikke umiddelbart en af sportens store navne, der står foran et karrierestop, og derfor vil det nok bare være UAE, der fører an.

 

Efter målpassagen er løbet i gang, og de første angreb kommer som regel på en af de to første omgange. Her ser man altid angreb fra også ret store hold, der ellers normalt aldrig drømmer om at gå i udbrud på flade etaper, og man kan ofte se store navne og klatretyper forsøge sig. I hvert fald kan man vente aktivitet fra alle wildcard-hold, Ineos, Ag2r, FDJ, Bahrain, EF, Movistar, CCC, Astana, Mitchelton og Israel SUN, der alle må indse, at de nok ikke vinder en massspurt. Som regel etableres der relativt hurtigt en lille gruppe på en håndfuld ryttere, men i et så kort løb får de aldrig et stort forspring.

 

Det skyldes, at Deceuninck og Lotto selvfølgelig vil styre etapen med hård hånd, og det er meget tænkeligt, at Sunweb vil gøre det samme. De vil ingen chancer tage, og derfor vil forspringet næppe blive meget mere end 30 sekunder. Herefter vil etapen udvikle sig til det klassiske forfølgelsesløb, der burde kulminere med, at der skabes samling.

 

Der er ikke længere spænding om pointkonkurrencen, så den indlagte spurt vil formentlig blive helt negligeret, nu hvor Sagans chance for grønt kun er teoretisk. Afstandene i toppen af klassementet er også så store, at klassementsrytterne kan tage den med ro uden risiko for at gentage Contadors fejl fra 2017-udgaven af Vueltaen, hvor et hul i den sidste spurt kostede ham den samlede fjerdeplads. I år er heller ikke risiko for regn, og derfor undgår vi den neutralisering af klassementet, vi har set i tidligere udgaver.

 

Spurten i Paris er velkendt. Der er tale om en powerspurt for de rene sprintere, men det er samtidig vigtigt ikke at være for langt tilbage i sidste sving, der kommer ganske tæt på mål. Lead-outs er altid meget vigtige i denne finale. Dertil kommer, at brostenene giver en fordel til de lidt mere robuste typer, og at opløbsstrækningen stiger så meget, at det kan mærkes. Vejen er så bred, at feltet næsten kunne stå på én række, og derfor er risikoen for at blive lukket inde minimal. Endelig vil der i år være medvind, og selvom det er svært, kan det måske lade sig gøre at gentage Dylan Groenewegens vilde spurt fra 2017, hvor han nærmest bare åbnede helt nede fra sidste sving. Og så skal man huske, at spurten i Paris trods den korte og lette etape i høj grad handler om friskhed efter tre uger.

 

Ligesom sidste år er der tale om en ret åben spurt, hvor man vel kan pege på to favoritter, en gedigen vinderkandidat og to outsidere, der via deres tog måske kan slå de hurtigere folk. Efter moden overvejelse vælger jeg at følge min tradition ved at pege på Sam Bennett som min favorit. Ireren havde en lille krise i uge 2, hvor han så mærket ud, men i uge 3 har han været helt ovenpå pedalerne. Særligt hans kørsel i den knaldhårde indledning på 16. etape og i går, hvor han kørte med cremen af klassikerspecialister i en knaldhård finale viser, at vi taler om en uhyre frisk Bennett, som vi også gjorde i sidste års Vuelta. Det er som sagt en altafgørende faktor, og den vigtigste hurdle er således klaret, hvis han vil vinde i Paris.

 

For det andet passer spurten godt til Bennett. Den let stigende brostensstrækning er god for den robuste irer, der igennem hele løbet har vist, at han sammen med Caleb Ewan er løbets hurtigste. Det stod mest klart på 3. etape, hvor Bennett trods en alt for lang spurt kørte fra alt og alle, så kun australieren kunne være med, men også på 10. etape var billedet det samme. Dermed har de bekræftet, at de er løbets to supersprintere.

 

Udfordringen for Bennett er positioneringen, der ikke altid har siddet i skabet i dette løb. I de fleste tilfælde er det dog lykkedes Michael Mørkøv at få ham godt frem, og det vil være overraskende, hvis han ikke sidder godt i svinget, i hvert fald bedre end Ewan. Gør han det, er der næppe andre end australieren, der kan gå forbi ham, og kombinerer man det med hans åbenlyse friskhed, tror jeg, at Bennett bliver første mand siden Mark Cavendish i 2011 til at vinde i Paris med den grønne trøje på skuldrene.

 

Han skal dog stå tidligt op for at slå Caleb Ewan. Det er ikke noget tilfælde, at Ewan sidste år sejrede, for den lille australier elsker stigende spurter. Vi så på 11. etape, at han vitterligt er hurtigere end Bennett, når det stiger let, og selvom brostenene umiddelbart er en ulempe for så spinkel en gut, viste han sidste år, at de ikke er et problem.

 

Ewan har imidlertid to udfordringer. Den første er den åbenlyse træthed, der har sendt ham til tælling på den mindste motorvejsbro de seneste dage. Heldigvis for ham var han også mærket for et år siden, og han har således vist, at han kan overvinde den. Den anden udfordring er positioneringen, der slet ikke har fungeret som ønsket. Det har han kunnet redde blandt andet i kraft af modvind, der har gjort det lettere at komme fra hjul, men det er vanskeligere her, hvor opløbet er kort og vinden i ryggen. Heldigvis er vejen bred, og Ewan plejer trods alt at være god til at positionere sig. Sidder han umiddelbart bag Bennett, så vi i hvert fald i Poitiers, at han kan gå forbi, når det stiger let, og en australsk double og et hattrick for andet år i træk er derfor bestemt muligt.

 

Jeg var uhyre fristet af at gøre Wout van Aert til favorit. Nok er Bennett frisk, men det blegner totalt mod Vilde Wout, der i dag satte tredjehurtigste tid på en af løbets sværeste stigninger. En let stigende spurt på brosten burde også være guf for Van Aert, som jo i Poitiers så uhyre overbevisende ud, men desværre fik startet sin spurt en postgang for tidligt.

 

Når jeg alligevel er gået med de to supersprintere, skyldes det to forhold. Dels er etapen uhyre let, og jeg har min tvivl om, hvorvidt Van Aert vitterligt kan slå dem på ren fart efter så nem en dag. For det andet er jeg ikke helt overbevist om, at han kan finde tilstrækkeligt god position i svinget. Det kneb i Poitiers, og det kan også knibe her. Til gengæld gik det godt, da han vandt i Privas og Lavaur, og for første gang kan han endda regne med hjælp fra Amund Grøndahl Jansen, der som bekendt er en del af Dylan Groenewegens normale tog. Sidder han rigtigt, skal han så vise, at han vitterligt har farten til at slå supersprinterne. Det er ikke umuligt, og så kan vi sagtens ende med hattrick til fænomenet.

 

Som sagt betyder holdet utroligt meget, og det bringer Cees Bol i spil som en reel vinderkandidat. Sunweb har domineret næsten alle massespurter med toget bestående af Søren Kragh, Joris Nieuwenhuis, Nikias Arndt og Casper Pedersen, og det er nærliggende at tro, at de kan gøre det igen, især fordi Kragh, Arndt og Pedersen alle har vist stor friskhed. Det samme har Bol, der er kommet godt igennem bjergene. Endelig er det en spurt, der minder uhyre meget om den stigende brostensspurt i Nokere Koerse, hvor Bol tog sin første store sejr for Sunweb. Finalen med et sent sving og et stigende opløb minder endda også om den spurt i Algarve, hvor Pedersen tidligere i år leverede Bol nærmest perfekt til sejr. Det er bestemt ikke umuligt, at det gentager sig, og med medvind burde Bol have en fin chance for at bruge et forarbejde til at vinde en finale, der næppe kunne passe ham bedre.

 

Toget, der kan true Sunweb, er igen Treks, og det betyder, at Mads Pedersen er i spil. Danskeren har allerede bekræftet, at det som ventet er ham, der satses på, hvilket kun er naturligt, når det er hans sidste løb i regnbuetrøjen. Pedersen er åbenlyst kommet fremragende gennem løbet, nu hvor hans enorme motor er blevet varm, og han kunne vel næppe have ønsket sig noget bedre end en let stigende spurt på brosten. Vi har ganske vist i de seneste spurter set, at han ikke helt har farten til at matche supersprinterne, men til gengæld har toget med Edward Theuns og Jasper Stuyven to gange gjort det helt perfekt. Det gjorde de på 1. og 10. etape, men desværre tabte Pedersen i begge tilfælde deres hjul. Det må han ikke gøre igen, for kan belgierne gentage bedriften for tredje gang, kommer svinget så sent, og finalen passer ham så godt, at det ikke er helt umuligt, at Pedersen kan få den bedst mulige afslutning i regnbuetrøjen og gøre Mark Cavendish kunsten efter ved at vinde verdens vigtigste spurt i en af sportens to vigtigste trøjer.

 

Man må også nævne Alexander Kristoff. Nr. 6, 6, 3, 3, 5 og 1 er han blevet de seks gange, han har kørt spurten, der som let stigende og på brosten har Kristoffs navn skrevet med fed over sig. Det skyldes også, at Kristoff altid er brølstærk i den tredje uge af grand tours, hvor han har sine klart bedste resultater. Denne gang er det lidt svært at vurdere, hvor han står. Han var åbenlyst formsvag i starten trods sejren i Nice, men han har ikke kørt en finale siden 11. etape. Han har set godt ud i bjergene, og noget tyder på, at han har klaret sig lige så fint, som han plejer. Problemet er det sene sving, for Kristoff har kun Marco Marcato til at hjælpe sig i finalerne. Heldigvis er han normalt god i positionskampen, og selvom det har svigtet siden, viste han i Nice, at den evne ikke er helt væk. Sidder han igen rigtigt, er det ikke helt umuligt, at han med lidt held kan gentage sejren fra for to år siden.

 

For første gang nogensinde skal Peter Sagan køre spurten i en anden trøje end den grønne. Placeringer som nr. 2, 4, 9, 7, 8, 2 og 10 er det blevet til, og det viser, at det ikke er en spurt, der passer ham alt for godt. Sagan er nemlig næsten altid via sin positionering gået i top 5 i Tourens massespurter, men det er glippet overraskende mange gange netop her. I teorien burde en let stigende spurt i den tredje uge ellers passe ham godt, men måske er etapen slet og ret for let til, at han kan matche de rene sprintere. I år har han været lagt fra fordums styrke, men siden 10. etape har han faktisk vist ganske god fart, ikke mindst i den stigende spurt på 11. etape. I går virkede han opgivende, men sidder han rigtigt i det sidste sving i kraft af sine gode positionering, var han så god på 11. etape, at han måske kan håbe faktisk at vinde i Paris første gang, hans trøje er ganske normal.

 

NTT skal også finde ud af, om de kører for Edvald Boasson Hagen eller Max Walscheid . Overfor norsk TV2 gav Boasson Hagen i går intet svar, men selvom en let etape normalt ville tale for Walscheid, må det logiske være at satse norsk. Selvom han ikke er supersprinter, har Boasson Hagen nemlig en uhyre god statistik i Paris, hvor han efter en 2. plads i 2011, blev nr. 4 i 2015, 2016 og 2018, nr. 3 i 2017 og senest nr. 5 for et år siden. Det er en uhyggelig stabilitet, som viser at Boasson Hagen mestrer den stigende brostensspurt sent i en grand tour. I dette løb har han bekræftet sit generelle niveaufald, men hans 2. plads på sidevindsetapen i Lavaur viste lidt af den fart, han tidligere havde. Siden svigtede positionskampen på 11. etape, og det er et problem i denne form for spurt, men Boasson Hagen er nu kørt i top 5 fem år i træk. Det taler for, at han kan få sig placeret, og så burde han levere fint igen. Kører de i stedet for Walscheid, burde tyskeren egentlig have den højeste topfart, men hans ringe positionering og den stigende spurt gør det svært at tro på noget stort resultat denne gang.

 

Elia Viviani kom skidt fra start, blandt andet grundet en fodskade, men han har faktisk set bedre ud på det sidste. Han er kommet godt igennem bjergene, og han viste fin spurtstyrke på 10. etape, hvor han endelig sad rigtigt. En stigende spurt er ikke dårlig for ham, men det har knebet med den positionering, der ellers tidligere var hans styrke. Heldigvis er toget med Simone Consonni og Christophe Laporte på papiret ganske stærkt, og Viviani viste på 10. etape, at han stadig mestrer kunsten at sidde rigtigt. Om farten så stadig rækker til faktisk at vinde, er nok tvivlsomt, selvom han bestemt har vist, at han stadig er en af de hurtigste i dette felt.

 

Niccolo Bonifazio har slet ikke været så succesrig som sidste år, og derfor kan det blive svært at gentage 3. pladsen. Kørslen sidste år viser dog, at han er ferm i en stigende spurt efter en let dag, også fordi han positionerer sig så godt. Ligesom sidste år har han været i klar fremgang fra et ringe udgangspunkt, men han har bare ikke haft mulighed for at vise det siden 11. etape. Dengang var han stadig rusten, men nu synes han at være så meget bedre, at han burde kunne komme tæt på det, han viste sidste år. Med sin positionering står han i hvert fald stærkt i denne finale.

 

Bryan Coquard blev nr. 2, da han kørte denne spurt i 2015, og det kan ikke undre. Stigende spurter er nemlig hans spidskompetence, men desværre er positionering det ikke. Derfor er det sene sving en stor udfordring, især fordi han nu mangler Jens Debusschere. Heldigvis har han vist, at han er kommet sig godt over styrtet, selvom han har lidt mere i bjergene end vanligt. Farten har også været pæn uden at være prangende, men det sene sving vil kræve held, hvis det skal blive til en gentagelse af resultat fra fem år siden.

 

Med André Greipel ude satser Israel SUN entydigt på Hugo Hofstetter. Den lille franskmand vil elske dennn finale, hvor en let stigende spurt minder om den, han tidligere i år vandt i Le Samyn. Dertil kommer, at det sene sving er guf for den uhyre positioneringssikre Hofstetter, der tillige virker ganske frisk efter de tre uger i sin første grand tour. Han har også vist overraskende god fart i de spurter, han har kørt hidtil, men det ligner nok mere et af de klassiske topresultater, men næppe en sejr.

 

En joker er Sonny Colbrelli. Italieneren får nu endelig chancen for at spurte, og en let stigende spurt er perfekt for en mand, hvis virkelige kompetence netop er bakkespurter. Han viste i Alperne, at han er uhyre frisk, men desværre har han en gigantisk udfordring. Hans positionering er svag, og det er dyrt i denne finale med et så afgørende og sent sving. Heldigvis er toget med Marco Haller og Matej Mohoric stærkt, og de burde kunne få lov at hjælpe ham nu, hvor Landas 4. plads er relativt sikker. Vejen er tillige bred, og derfor burde han kunne gøre det godt, hvis han ikke sidder alt for langt tilbage, selvom etapen nok samlet set er lidt for let for ham.

 

Det har været højst overraskende at se, hvor ringe Matteo Trentin har klaret positionskampen i dette løb. Det gør det svært at tro på noget stort resultat i en spurt, hvor positionering betyder så meget. Dertil skal nemlig også lægges, at Trentin ikke er en mand til spurter efter lette dage, og han har en lidt overraskende svag historik i netop stigende spurter. Friskheden i den tredje uge taler til hans fordel, men det vil være lidt uventet, hvis han vitterligt er med helt i front.

 

Næsten det samme kan gentages om Luka Mezgec. Også han har vist stor friskhed, ikke mindst i går, og modsat Trentin er han faktisk specialist i stigende spurter. Ligesom Trentin har han også haft fornøjelsen af tidligere at vinde en sidste etape i en grand tour, men udfordringen er som Trentin den samme, nemlig positioneringen og den lette etape. Modsat Trentin har Mezgec aldrig været stærk i positionskampen, og selvom han er den hurtigste af de to, er det mindre sandsynligt, at han sidder rigtigt. Og farten rækker ikke til at vinde så let en etape.

 

Endelig vil Clement Venturini elske den stigende spurt og den lidt tekniske afslutning, men farten rækker ikke til at være med helt i front, og det gør den heller ikke for Oliver Naesen, hvis de begge spurter. Hugo Houle vil sikkert spurte sig til en top 15 igen, ligesom Jose Joaquin Rojas måske vil forsøge igen, som han har gjort en enkelt gang. Clement Russo skal nok nu have chancen for Arkea, men hans fart rækker ikke til det helt store. Og så må vi se, om EF vælger at lade den nu efterhånden ret langsomme Jens Keukeleire eller Alberto Bettiol gå efter en top 15.

 

Det er praktisk talt umuligt at undgå en massespurt, men skulle man pege på ryttere, der kan lave ”en Vinokourov”, falder Michal Kwiatkowski med sin form og tekniske evner samt power mig ind som den første, nu hvor Ineos bare skal køre aggressivt. Andre kunne være Vinokourovs yndling Alexey, Lutsenko, Matej Mohoric, Oliver Naesen og Alberto Bettiol, der alle er på hold uden alt for stort et fokus på en spurt.

 

OPDATERING: Edvald Boasson Hagen har overfor norske medier bekræftet, at NTT som ventet kører for ham.

 

Feltet.dks vinderbud: Sam Bennett

Øvrige vinderkandidater: Caleb Ewan, Wout van Aert

Outsidere: Cees Bol, Mads Pedersen, Alexander Kristoff, Peter Sagan, Edvald Boasson Hagen

Jokers: Elia Viviani, Niccolo Bonifazio, Bryan Coquard, Hugo Hofstetter, Sonny Colbrelli, Matteo Trentin, Luka Mezgec

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Caleb Ewans sejr fra 2019, Alexander Kristoffs sejr fra 2018, Dylan Groenewegens sejr fra 2017 samt André Greipels sejre fra 2016 og 2015.

Feltet.dks vinderbud

Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder.
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere.
Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering.
Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig.
Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering.
Sam Bennett
Caleb Ewan, Wout van Aert
Cees Bol, Mads Pedersen, Alexander Kristoff, Peter Sagan, Edvald Boasson Hagen
Elia Viviani, Niccolo Bonifazio, Bryan Coquard, Hugo Hofstetter, Sonny Colbrelli, Matteo Trentin, Luka Mezgec
Clement Venturini, Oliver Naesen, Clement Russo, Hugo Houle, Jose Joaquin Rojas, Jens Keukeleire, Michal Kwiatkowski, Alberto Bettiol, Alexey Lutsenko, Matej Mohoric, Max Walscheid
INFO
Optakter
Nyheder
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Sejrherren Lampaert: Nu skal jeg have en masse pommes frites

Video i artiklenYves Lampaert tager Driedaagse de Panne efter Quick-Step-dominans

Lampaert udnyttede overtallet i Panne - Asgreen i top 10

Video i artiklenDramatik i Belgien: Van Der Poel kører i grøften

Video i artiklenFroome nedtoner forventningerne: Urealistisk at tro, at jeg kan gøre mig gældende i Grand Tours efter to år ude

BHS-PL Beton Bornholm forlænger med endnu en storsponsor

Video i artiklenCasper P. fortæller: Hele historien bag Paris-Tours-sejren

Video i artiklenHistorietime med Bastian Emil og Bausager: Gauls sejr på Bondone i den værste Giro-etape nogensinde

Video i artiklenOptakt: 2. etape af Vuelta a Espana

Video i artiklenOptakt: 17. etape af Giro d’Italia

Video i artiklenOptakt: Driedaagse Brugge-De Panne

Jumbo-Visma vil ikke afskrive Dumoulin

LIVE nu: Bjerge i Giroen og Vueltaen og sidevind i De Panne

Alaphilippe: Jeg vender tilbage

Video i artiklenFuglsang inden dagens bjergkrig: Jeg har det ikke super, men jeg har det godt

Video i artiklenBastian Emils om Froomes store tidstab i Vueltaen: Det er da lidt sørgelige billeder!

Video i artiklenCasper P. om sin sejr i Paris-Tours: Meget overvældende!

Video i artiklenGeoghegan Hart om bjergetapen i dag: Forventer det bliver meget lig søndag

Video i artiklenEksperterne om Almeidas offensiv: En rigtig dårlig besked at modtage for Kelderman

Video i artiklenGregaard om egen rolle: Jeg skal blive ved Jakob så længe som muligt

Video i artiklenBausager taler for Nibali/Fuglsang-alliance: De står i helt samme situation

Asgreen til start i sæsonens sidste WorldTour-endagsløb

Bardiani henter gammel kending på WorldTouren tilbage

Dumoulin efter tidstab: Jeg er en anelse træt

Bjarne Riis i Giroen: Det var ikke planen at gå i udbrud

Eksklusivt interviewHonoré nyder at køre opad - Kan blive bedre i bjergene

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

Cykelsøgemaskine

TIRSDAG

Bitter Mas efter etapen: Jeg sagde undskyld til holdet

Video i artiklenVuelta a Espana-analyse: Det iskolde monster

Video i artiklenGiro d'Italia-analyse: Sprække i det hollandske panser?

Chaves med helt i front: Er ved at finde mit gamle niveau

Frisk Nibali: Måske Hindley er Keldermans største konkurrent?

Sepp Kuss: Vueltaen er mit favoritløb

Feltet.dk lancerer cykelduellen 2020

Froome efter etapen: Jeg er glad for at være tilbage

Roglic i rødt: Det var en smuk start på Vueltaen

Almeida inden afgørende bjergetaper: Alt kan gå galt

Wiebes på pletten igen: Jeg er rigtig stolt

Lykkelig Tratnik: Kan stadig ikke tro, jeg vandt

Video i artiklenPrimož Roglič vinder 1. etape af Vuelta a España

Video i artiklenRoglic vinder spændende første etape af Vueltaen

Video i artiklen”Ikke den Froome, man kender”: Chris Froome snegler sig ned af stigningen

Video i artiklenEF-uheldet fortsætter: Michael Woods kolliderer med trafikpæl

Video i artiklenBen O’Connor: ”Jeg er ret mut, for at være helt ærlig”

Video i artiklenJan Tratnik vinder 16. etape af Giro d’Italia

Video i artiklenTratnik sikrer stor sejr efter langt soloridt

Video i artiklenMartinez styrter i 1. etape af Vuelta a España

D'hoore deklasseret - Wiebes vinder i De Panne

Video i artiklenJesper Mørkøv om Vuelta a Espana: Det bliver et fuldkommen fabelagtigt cykelløb

Roglic: Løbet vil give os svar

Video i artiklenJames Knox: Jeg er ret sikker på, at vi har førertrøjen i de næste par dage

Video i artiklenOptakt: 16. etape af Giro d’Italia

Optakt: 1. etape af Vuelta a Espana

Video i artiklenEksperterne kritiserer Fuglsang for BT-klumme: Det handler om at komme først

Pinot overlader kaptajnrolle til Gaudu

Video i artiklenHvem vinder årets Giro? Eksperterne vurderer favoritternes guldchancer

Eksklusivt interviewOliver Knudsen vender hjem efter særligt år i Italien

Video i artiklenEksperterne gennemgår tredje uge af Giro d’Italia

Video i artiklenEksperterne om Gaviria-exit: Én coronasmittet gør, at man kan være positiv

Lotto Soudal forlænger alligevel med to ryttere

Eksklusivt interviewIneos-mekaniker blogger under Vueltaen

Transferlisten 2020-2021 - WorldTour

Fernando Gaviria ude af Giroen med Covid-19

Transferrygter: López til Bora-Hansgrohe og belgier til Cofidis

UAE Team Emirates-rytter tester positiv for Covid-19 i Giroen

Oscar Gatto stopper karrieren

Amalie Dideriksen til start ved Driesdaagse Brugge-De Panne

Eksklusivt interviewBjerg vil komme på forkant i sidste Giro-uge

MANDAG

Eksklusivt interviewNiklas Eg til Vueltaen med frihed og klassementsambitioner

Eksklusivt interviewHonoré: Vi tror på Giro-sejr

Fuglsang overvejer at gå efter etapesejr

Cykelduellen: Stem på din Vuelta a Espana-vinder

Vuelta a Espana: Hovedudfordrerne (****)

Vuelta a Espana: Outsiderne (*)

Vuelta a Espana: Podiekandidaterne (**)

Vuelta a Espana: Vinderkandidaterne (***)

Vuelta a Espana: Favoritten (*****)

Vuelta a Espana 2020: Ruten, etaper og etapeprofiler

Jumbo-Visma, Mitchelton-Scott og Team Sunweb bytter cykler i 2021

Video i artiklenGiro d'Italia-analyse: Vidunderbørnenes aflyste veteranshow

Sæt dit hold til Vueltaen - Spillet starter tirsdag kl. 14