STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Mens man i Touren og Vueltaen stort set altid slutter med en sprinteretape, er der langt mere frihed hos Giro-arrangørerne, der flere gange inden for de seneste år har sluttet det hele af med en vigtig enkeltstart. Faktisk er det sket hvert eneste år siden 2019, men i 2023 går Giroen de to øvrige grand tours i bedene. For første gang i fem år ventes sprinterne nemlig at få det sidste ord, og det sker endda som i Touren og Vueltaen også i landets hovedstad, da Rom for blot femte gang i historien er rammen om den store finale. En 750 km lang rejse har nemlig sendt rytterne fra bjergene i det nordøstlige hjørne hele vejen ned til den italienske hovedby midt i landets støvle, hvor der er lagt op til en spektakulær etape i hjertet af byen, og hvor man skal besøge flere af attraktioner og slutte ved Fori Imperiali i byens hjerte. Ved seneste besøg i Rom i 2018 betød vejenes dårlige og farlige tilstand førte til, at tiden blev taget allerede efter tre af de ti omgange på rundstrækningen, men denne gang har man fundet en ny rundstrækning, der bruger dele af den gamle, men forhåbentlig kan give et brag af en massespurt helt uden den slags kontroversielle omstændigheder.

Arrangørerne har fået en del kritik for at gøre disse afsluttende etaper alt for lange, og denne gang har man - i stil med hele løbets generelle tendens - også designet en relativt lang etape, der med sine 135,0 km har både start og mål i Rom. I 2018 havde man en ren rundstrækningsetape, men denne gang gør man som Touren og Vueltaen, hvor altid har en indledende paradedel, der fører fra en forstad ind til byen, hvor rundstrækningen er placeret. Man har dog en relativt kort paradedel og tilbringer langt det meste af etapen på rundstrækningen.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Man starter således i Roma - Eur i den sydlige del af storbyen, hvorfra man kører mod sydvest ad en ganske let kuperet og næsten helt lige vej uden sving hele vejen ud til kysten, hvor man efter 16,8 km foretager en U-vending. Derfra går det mod nordøst ad den samme vej i modsat retning, men denne gang kører man forbi startområdet og videre ad lige og nu helt flade veje mod nordøst ind mod centrum. Slutteligt går det mod nord det sidste stykke frem til rundstrækningen, som rammes efter 41,3 km, hvorefter man kører de sidste 3,1 km frem til en første passage af stregen efter 44,4 km.

Etapen afsluttes nu med seks omgange på den 13,6 km lange runde, der ikke er helt flad, men ikke byder på væsentlige terrænmæssige udfordringer. Fra start er der kortvarigt en brostensagtig belægning, inden man efter et sving kører ad lange og lige veje mod nordvest frem til Tiberen, som nu følges mod nordøst og nord frem til det nordligste punkt. Her vender man rundt ved at krydse floden via to hurtige sving, hvorefter det går mod syd og sydvest langs den modsatte bred.

Man forlader nu floden for at køre et teknisk stykke med flere sving og et kort stykke med en brostensagtig belægning, inden man kommer tilbage til floden, som krydses. Derefter går det ad lige veje mod sydøst ned langs floden, som man forlader med 5,5 km igen. En lige vej leder nu frem til to hurtige sving med 4600 og 4500 m igen, hvorefter det går mod syd og sydøst ned til det sydligste punkt.

Her er der et sving med 3100 m igen, hvorefter der køres mod nord frem til et sving med 2600 m igen. Med 1700 m igen er der et blødt sving og 150 m med brostensagtig belægning, hvorfra man følger en lige vej, der med 1 km igen bugter sig hele vejen uden om Colosseum, inden man rammer den 700 m lange og 8 m opløbsstrækning, hvis sidste 400 m er på brostensagtig belægning. Det falder let ned mod svinget med 1700 m igen, hvorefter det stiger let frem mod den røde flamme, inden den sidste kilometer falder let med 0,7% i snit. De to indlagte spurter kommer ved anden og fjerde passage af stregen, dvs. efter hhv. 71,6 km og 98,8 km.

Etapen byder på i alt 677 højdemeter.

Rom har tidligere været besøgt 48 gange, men kun sjældent siden 1968, og kun fire gange tidligere er løbet sluttet i byen. Frem til 1955 var byen på programmet næsten hvert eneste år, men derefter vendte man først tilbage i 1958, 1959, 1961, 1966 og 1968. Siden sidstnævnte år besøgte man i resten af årtusindet kun hovedstaden i 1982 og 1989, hvor Urs Freuler sejrede begge gange. I 2000, hvor Jan Hruska vandt en enkeltstart, vendte man tilbage, og det gjorde man igen i forbindelse med 100-årsjubilæet i 2009, hvor løbet sluttede med en enkeltstart, der overraskende blev vundet af Ignatas Konovalovas foran Bradley Wiggins og Edvald Boasson Hagen, og hvor Denis Menchov overlevede et chok og trods et styrt på de spejlglatte veje sikrede sig den samlede sejr. Seneste besøg var i 2018, hvor byen også var vært for sidste etape, og hvor en farlig rute førte til, at urene blev stoppet allerede efter tredje omgang på rundstrækningen, inden Sam Bennett vandt den afsluttende massespurt foran Elia Viviani og Jempy Drucker. Tidligere var byen også vært for Giro del Lazio, der under navnet Roma Maxima blev afviklet for sidste gang i 2014, hvor Alejandro Valverde efter en vild jagt vandt foran Davide Appollonio og Sonny Colbrelli, og også i 2013, hvor Blel Kadri tog en solosejr foran Filippo Pozzato og Grega Bole. Forinden var dette årtusindes øvrige vindere af løbet under det gamle navn Francesco Masciarelli (2008), Gabriele Bosisio (2007), Giuliano Figueras (2006), Filippo Pozzato (2005), Juan Antonio Flecha (2004), Michele Bartoli (2003), Paolo Bettini (2002), Massimo Donati (2001) og Maximilian Sciandri (2000).

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Vejret

Selvfølgelig skulle den våde Giro ikke slutte med en stensikker tørvejrsdag, men med lidt held slipper de tørskoede. Det vil være en varm dag med temperaturer på 27 grader ved starten og 24 grader ved afslutningen, men der vil på etapens første halvdel være en risiko på 40-55 for tordenbyger. Heldigvis vil den falde til 20% over den sidste time, og generelt vil der kun være få skyer. Vinden vil være let (10-13 km/t) og komme fra sydvest, men til slut fra syd. Det giver modvind ud til vendepunktet og med- og sidemedvind ind til rundstrækningen. Her vil der generelt være sidevind, men når vi får vinden i syd, vil der være med- og sidemedvind på første del og mod- og sidemodvind på anden del. Med 3 km igen får man medvind, og derfra vil der være skiftevis med- og sidemedvind, slutteligt med sidemedvind over de sidste 700 m.

Analyse af 20. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan historien gentog sig selv på dagens højdramatiske enkeltstart - med omvendt fortegn.

Favoritterne

Det er jo ikke usædvanligt at skulle skrive optakt til en paradeetape dagen inden afslutningen på en grand tour. Det er trods alt sådan, de fleste tre uger lange etapeløb slutter, men det er alligevel lidt mærkeligt. Nu har vi lige vænnet os til, at løbet skal slutte med potentielt drama og en enkeltstart, som det har været tilfældet i fem af de seneste seks udgaver, men i år går Giroen sine to brødre i bedene. Akkurat som det er tilfældet i Touren og Vueltaen, blev løbet afviklet lørdag, og nu får landets hovedstad så lov til at hylde heltene på en etape, der både er parade og samtidig en af de allervigtigste for sprinterne.

Heldigvis kan vi håbe på, at etapen får et mindre kontroversielt forløb, end da Rom senest blev besøgt i 2018. Dengang var rundstrækningen så farlig, at det endte i en farce, hvor etapen tidsmæssigt blev neutraliseret. Denne gang er rundstrækningen i store træk den samme, men den er delvist ændret, og angiveligt har man gjort meget for at forbedre vejkvaliteten, hvorfor der ikke burde være kontroverser.

Det kan der dog måske komme alligevel. Det er usandsynligt, men der er en ikke uvæsentlig risiko for tordenbyger på etapens første del. Hvis den meget tekniske rundstrækning bliver våd, vil jeg næsten tro, at man stopper uret, som man før har gjort det i Touren, når brostenene i Paris er blevet våde. Heldigvis taler mest for tørvejr, og det burde i hvert fald være sikkert, at spurten vil foregå i solskin. Om vejene så vil være tørre, er til gengæld mere usikkert.

Lad os satse på, at løbet får den smukke afsked, det fortjener. Etapen handler nemlig mest om det og må forventes at forløbe som den slags etaper plejer. Rytterne vil benytte den neutrale zone og den første del af etapen til at få taget fotos, skåle i champagne og lykønske hinanden, og selvom man i år har en ret lang finaleetape, er paradedelen heldigvis kun 44,4 km lang. Den ekstra distance bør altså bare give mere cykelløb, end vi er vant til det fra etaperne i Touren og Vueltaen.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Tempoet vil øges, efterhånden som vi nærmer os centrum af Rom, hvor Jumbo langsomt vil samle sig forrest i feltet og gradvist skrue op. Når vi drejer ind på opløbsstrækningen for første gang, vil feltet være i løbsfart og mærke suset fra tilskuerne. Der er ofte tradition for, at en rytter, der kører sin sidste Giro, får lov at køre over stregen først, men det er tvivlsomt, om det sker i år. Skulle det ske, vil det vel være Thibaut Pinot, men han er trods alt ikke en markant del af Giroens historie. Hvis ikke, vil det blot være Jumbo, som slæber feltet over stregen.

Efter målpassagen er løbet i gang, og de første angreb kommer som regel på den første omgang. Her ser man altid angreb fra også ret store hold, der ellers normalt aldrig drømmer om at gå i udbrud på flade etaper, og man kan ofte se store navne og klatretyper forsøge sig. I hvert fald kan man vente aktivitet fra Soudal, Ag2r, Alpecin, Bora, Cofidis, EF, Eolo, Badini, FDJ, Israel-PT, Arkea, Corratec, Jayco og Trek samt måske sågar Ineos. Som regel etableres der relativt hurtigt en lille gruppe på en håndfuld ryttere, men traditionelt får de ikke et stort forspring. Denne gang er selve løbet længere end vanligt - næsten 100 km langt - men rundstrækningen er enormt teknisk og svær at jagte på. Derfor vil jeg tro, at sprinterholdene har meget, meget lille risikovillighed.

Der burde også være masser af hold til at jagte. Bahrain, DSM, Movistar og Astana vil køre løbet meget kontrollerende, og nu kan vi formentlig for første gang også kaste UAE ind i den pulje. Rundstrækningen er med sin tekniske karakter skabt til at skabe den overraskelse, vi fik i Milano i 2015, hvor Iljo Keisse vandt fra et tomandsudbrud, men trods de mange sving vil det med så mange sprinterhold være en sensation, hvis det sker. Alt taler for den klassiske massespurt. Den indlagte spurt vil formentlig også blive negligeret for alle andre end måske Derek Gee, selvom han burde være næsten sikker på 2. pladsen. Det er nemlig slet ikke tæt, og derfor skal kræfterne spares til finalen.

Afstandene i toppen af klassementet er til gengæld af en karakter, så klassementsrytterne skal holde sig til. Primoz Roglic kan ikke få lov at køre over stregen med sit hold bag feltet, når han kun fører med 14 sekunder, og Eddie Dubar, Andreas Leknessund og Lennard Kämna skal også passe på ikke at blive fanget bag dumme huller i den tekniske finale. Vi husker nemlig Contadors fejl fra 2017-udgaven af Vueltaen, hvor et hul i den sidste spurt kostede ham den samlede fjerdeplads.

Rundstrækningen er teknisk, men selve spurten er ikke så kompliceret. Det sidste skarpe sving kommer med 1700 m igen, og selvom vejen derefter bugter sig, skal man ikke ned i fart. Det er en bred boulevard, hvor risikoen for at blive lukket inde er mindre, og hvor medvinden betyder, at man kan åbne tidligt, hvis man sidder langt tilbage. Med andre ord burde det være en spurt, hvor fart betyder mere end position, selvom sidstnævnte naturligvis altid er vigtigt. Den faldende finale vil også give meget høj hastighed. Endelig skal man huske, at spurten i Rom trods den korte og lette etape i høj grad handler om friskhed efter tre uger.

Det er umuligt ikke at have Jonathan Milan som klar favorit. Italieneren har gang på gang sat en fed streg under, at han er den i særklasse hurtigste, senest med hans vilde comebacks på 11. og 17. etape. Særligt når han er frisk, har han været ganske uhyggelig, og det vil han være denne gang. Han virker heller ikke træt mod slutningen af sin første grand tour, men de seneste to spurter har også vist en uventet svaghed i tekniske finaler. Heldigvis er denne finale helt anderledes enkel, og modsat de foregående gange er der ingen sene sving. Han vil kunne få mere støtte nu, hvor Damiano Carusos 4. plads er sikker, og vi så de første gange, at Andrea Pasqualon ikke havde problemer med at anbringe ham helt fremme, hvad man også vil forvente af så god en lead-out man.

Selv hvis det kikser, står han meget bedre end de seneste to gange. Opløbet er 700 m langt, og modsat de foregående gange er der medvind. Han kan altså køre en meget lang spurt, hvis han er fanget for langt tilbage, og vejen er så bred, at der burde kunne findes plads. I det hele taget er denne powerspurt skabt til en mand med Milans karakteristika, og derfor vil jeg blive overrasket, hvis ikke han kroner sin grand tour-debut med både etapesejr og pointtrøje.

Hvem er så hans værste rival? DSMs veje er uransagelige, og derfor tør jeg ikke garantere, at de kører for Alberto Dainese, men efter sejren forleden er chancen for, at fornuften råder, større end vanligt. Vi fik bekræftet, at Dainese måske ikke er lige så hurtig som Milan, men han er formentlig den, der kommer tættest på. Sidste gang vandt han i kraft af sin position, hvilket er højst usædvanligt for den positioneringssvage italiener, men det kan han gøre igen. Toget med Marius Mayhofer og Niklas Märkl har domineret de to gange, det har prøvet, og meget kunne tale for, at de igen vil sætte Dainese smukt op. I denne finale er det vanskeligere at vinde alene på sin position, men det lader sig gøre. Og derudover kan man håbe, at Dainese er endnu hurtigere end i onsdags, hvor han efter sin sygdom ifølge eget udsagn kun var på 80%.

Dernæst kunne det være Mark Cavendish . Briten er bare blevet bedre og bedre gennem løbet, og nu ligner han minsandten igen lidt af den stjerne, han er, og ikke den hængte kat, han var indtil løbets start. Vi så, at han manglede lidt fart på 11. etape, men dengang havde han også været sat på sidste stigning. Her vil han være helt frisk, og han synes tillige endda bare at være blevet bedre og bedre, hvilket vil have hjulpet ham yderligere. Vi ved, at han er god til at spurte sent i grand tours, og det gælder måske særligt i dette løb, hvor fremgangen har været markant. Som vi fik bekræftet forleden, skal han bruge held i positionskampen, hvor hans hold er svagt, men i denne finale er han mindre sårbar end på 17. etape. Her er der plads, og han har generelt klaret positionskampen bedre end ventet. Spurter en frisk Cavendish lige så godt som i Scheldeprijs, vil jeg tro, at han er løbets tredjehurtigste - men det kræver lidt held i positionskampen.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

På 11. etape slog Pascal Ackermann ham på ren fart. Det var en overraskelse, men løbet har alligevel vist, at tyskeren stadig er langt fra sin gamle fart. Dengang blev han formentlig hjulpet lidt af den halvhårde etape og hans enorme friskhed, for Ackermann har også siden dengang lignet løbets mest formstærke sprinter. Han har i hvert fald klatret rystende godt, og den friskhed skal hjælpe ham igen i morgen. Problemet er, at denne etape er langt lettere, og jeg tvivler på, at han har farten efter en let dag. Han hjælpes dog af, at han er god i positionskampen og elsker langt powerspurter, og nu får han for første gang et helt holds støtte. Det er ikke verdens bedste hold, men Brandon McNulty, Diego Ulissi og ikke mindst Ryan Gibbons udgør et godt tog, måske med potentiale til at dominere. Ackermann skal nok sidde godt og lave et godt resultat, men jeg tvivler på, at farten rækker til sejr.

Mens løbet har været positivt for Ackermann og Cavendish, har det været trist for Fernando Gaviria. Der har ikke været megen genfødsel over ham, hverken i forhold til positionering eller fart. I forvejen hjælper det ham ikke, at vi er langt henne i løbet, for en træt Gaviria plejer at spurte meget ringere end en frisk. Denne gang hjælpes han dog af den lette etape, ligesom hans styrt bør have en mindre effekt. Han har imidlertid ikke virket specielt frisk i bjergene, hvor han er blevet sat tidligt, og han er som altid usikker i positionskampen. Heldigvis burde hans tog med Jose Joaquin Rojas, Max Kanter og Albert Torres potentiale til mere, end de har vist, og denne faldende medvindsspurt gør det også muligt for Gaviria at køre en af de lange overraskelsesspurter, som er blevet hans speciale. Han har tidligere i år trods alt vist en fart, der giver håb, men desværre har jeg i dette løb ikke set noget, der giver grundlag til optimisme. Skulle der gå et eller andet galt, er Kanter i dette felt ret konkurrencedygtig på fart, og med det stærke tog bør han komme langt, selvom han i år har spurtet og positioneret sig skuffende.

Som sagt kan man ikke udelukke, at DSM kører for Marius Mayrhofer. Det vil passe perfekt i deres rotationsprincip, selvom Dainese som udgangspunkt er manden til de lette etaper. Mayrhofer var jo oprindeligt tiltænkt rollen som sprinter, indtil Dainese i sidste øjeblik blev udtaget, og den slags plejer at spille en rolle hos DSM, der sjældent ændrer planer. Kører de for Mayhofer, vinder de ikke etapen, for han mangler utvivlsomt farten. Til gengæld er det så ham, der har fordel af toget med Dainese og ikke mindst Märkl, og han vil have fordel af, at han åbenlyst er mere frisk end flertallet. Det hjælper bare næppe alt for meget, når han mangler farten i denne højhastighedsspurt.

Det var overraskende at se Michael Matthews som nr. 3 forleden. Det var naturligvis ikke et spørgsmål om fart, men om position, og derfor er det svært at se en gentagelse i denne enklere boulevardspurt. Til gengæld fik vi set et overraskende potentiale fra et tog med Lukas Pöstlberger og Michael Hepburn, og de var endda uden Campbell Stewart, der plejer at være sidste mand. Det giver håb for, at holdet måske igen kan sætte Matthews op fra spids, men det er stadig svært at se ham vinde. Nok er han friskere end flertallet, men denne faldende powerspurt passer ham elendigt, og denne gang er det vanskeligere at vinde alene på sin position.

Spurter Magnus Cort? Jeg har ikke set ham udtale sig om det, og mit gæt vil være, at han går efter udbrud. Hvis endelig han skal blande sig i en spurt, er dette dog nok den mest sandsynlige. Han gjorde det i hvert fald i Touren i 2021, da han senest kørte en etape af denne type, og derfor er chancen nok ganske god. Han viste i går, at han igen er kommet ekstremt stærkt ud af løbet, og hans friskhed har jo betydet, at han tidligere har vundet tre spurter i den tredje uge af en grand tour. Desværre lider han som altid under sin positionering, og selvom denne finale er enkel, og han i Alberto Bettiol har e ganske fremragende lead-out man, er hans støtte på det fire mand store EF-hold stadig begrænset, særligt hvis Ben Healy eller Bettiol har været i udbrud. Det kræver som altid held i positionskampen, men særligt på dette tidspunkt i løbet vil jeg stadig vurdere, at han er en af feltets hurtigste, måske kun overgået af mine fem største favoritter og Max Kanter.

Forleden var Arne Marit grædefærdig over at have tabt sin kæde, fordi han mente, at han havde farten til at vinde. Det er nu svært at tro på den påstand, men det var opløftende at se ham klare sig så godt i positionskampen, der har været hans svaghed. Denne gang er han den Niccolo Bonifazio, der faktisk hjalp ham forleden, men han har stadig god støtte fra Laurenz Rex. Finalen er også enkel, men der er intet, der tyder på, at han har farten til at blande sig helt fremme, ligesom hans positionering fortsat gør ham til et usikkert kort. Til gengæld har han virket ganske frisk mod slutningen af en grand tour.

Positioneringen er til gengæld den store styrke fra Stefano Oldani. Det så i de første spurter, han kørte, og han kan her glæde sig over et tog, der med Kristian Sbaragli og ikke mindst Alexander Krieger er så godt, at han måske endda kan blive sat op fra spids. Han viste også i går, at han som ventet er langt mere frisk end flertallet af sprinterne, men det ændrer ikke på, at han passer uhyggeligt dårligt til en let etape og en faldende boulevardspurt. Her bør han mangle farten til at være med helt fremme - godt tog eller ej.

Hele smøren kan gentages om Vincenzo Albanese. Han er blevet rask igen, og selvom han stadig virker et stykke fra sit bedste niveau, er han utvivlsomt mere frisk end de klassiske sprintere. Eolo har denne gang heldigvis sagt, at de kører for ham og ikke Mirco Maestri, og dermed er der ingen uklarhed på den front. Vi så på 11. etape, hvor god en lead-out man Maestri er, og akkurat som Oldani har han således en klar fordel i positionskampen. Til gengæld har han slet ikke farten til denne faldende boulevardspurt, og der er her trods alt grænser for, hvor langt man kommer på friskhed og position.

På sprintersiden aspirerer Simone Consonni til at være den største skuffelse. Han har virket helt uden fart, hvilket var særligt tydeligt på 17. etape, hvor han fra en ideel position blev kørt midt over. Samtidig har han virket ufatteligt træt og lignet en af de mest mærkede i bjergene. Opløftende i onsdags var det, at han trods sit ikkeeksisterende tog viste sine gamle evner i positionskampen, men heller ikke på den front har han været det sikre kort, han plejer at være. Som han spurter nu, skal han lukrere på netop positioneringen, og det er desværre ret svært i denne faldende boulevardspurt, der slet ikke passer ham og slet ikke ligner onsdagens tekniske finale.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

En anden skuffelse har været Jake Stewart eller måske mere FDJ-toget. Der burde være mere potentiale i Fabian Lienhard, som gjorde det så fint i Vueltaen, men efter Stefan Küngs exit har det været sløjt. Nu får han til gengæld hjælp af Bruno Armirail, der stadig havde lidt klassement at tænke på i onsdags, og det styrker ham. Han har efter sin sygdom og virket ekstremt frisk og formstærk de seneste dage, men vi ved, at han er positioneringssvag og slet ikke skabt til denne form for hurtig boulevardspurt. Skal han ende langt fremme, er han meget afhængig af Lienhard, og det har indtil nu slet ikke fungeret som ventet.

Det var herligt at se Alex Kirsch blande sig i spurten forleden. Det vil han helt sikkert gøre igen, for det gik jo ganske glimrende. Problemet var, at det var en spurt, hvor han kunne bruge sin gode positionering fra sin rolle som lead-out man. Det kan han kun i mindre grad i denne højhastighedsfinale, og her bør han altså mangle en del fart i forhold til sprinterne. Han virker frisk, hvilket vil hjælpe, ligesom han har fin støtte fra Otto Vergaerde, Daan Hoole og Toms Skujins, men i denne form for spurt bør der trods alt være grænser for, hvor langt han kommer.

Løbet her har været endnu en skuffelse for Filippo Fiorelli. Italieneren har skuffet både på positionering og fart. Det har ikke hjulpet, at han slog sin hånd tidligt i løbet, men han har heller ikke klatret så godt, som man kunne have ventet, efter at han er blevet frisk. I dag viste han lidt friskhed, men det har ikke ændret på, at han i bjergene har set skidt ud. Han har egentlig god støtte fra Martin Marcellusi, men med tanke på det, han har vist på fart og positionering indtil nu, er jeg ikke alt for optimistisk.

Nicolas Dalla Valle overraskede med en 5. plads på 5. etape, men det er også den eneste spurt, der er lykkes. Det siger meget om, at han har det svært i positionskampen på dette niveau, men det viser også, at det kan lade sig gøre. Denne etape er let, hvilket bør hjælpe ham, og Alexander Konychev er en af de bedre lead-out men i løbet. Desværre har han også virket træt, og når man kombinerer det med hans meget lille succesrate indtil nu, er det svært at være optimistisk.

Kunne Nico Denz finde på at spurte nu? Jeg tvivler, for jeg har ham mistænkt for at ville i udbrud. Omvendt har Lennard Kämna, der er bagerst i klyngen i den tætte del af klassementet, ikke brug for ham i positionskampen, og misser han udbruddet er det vel værd at prøve. Han har jo i dette løb bekræftet en vis fart, men hans historik viser også, at hans potentiale i massespurter typisk kun er til en yderlig top 10. Bora kan heller ikke yde ham den store støtte, men til gengæld har han fordel af stor friskhed.

Endelig er der Alan Riou . Vi så på 17. etape, at han forsøgte sig, men det gik slet ikke. Han har da heller ikke nogen reel erfaring med at køre massespurter, ligesom hans hold er svagt. Heldigvis er denne finale mere enkel, hvorfor han har lettere ved at manøvrere, men kombinerer man det med, at han næppe er voldsomt frisk som en ganske tung herre, og at han helt klart mangler fart, skal han nok være glad for en yderlig top 10.

Man kunne overveje, om Ben Swift ville spurte nu, men det vil undre mig, for han har ikke spurtet i en menneskealder. Det synes helt udelukket, at Soudal, Ag2r og Jumbo vil blande sig, og vi så på 17. etape, at Derek Gee trods pointkonkurrencen ikke blandede sig. Det vil jeg også forvente, at han heller ikke gør i morgen, da hans 2. plads reelt er sikker.

Til gengæld skal han alligevel nævnes. Skal man pege på ryttere, der kan levere en Keisse-sensation, vil jeg nemlig pege på ham sammen med Magnus Cort, Nico Denz og Alberto Bettiol.

BEMÆRK: Husk, at der rangeres efter vinderpotentiale. Rytternes evner i positionskampen og deraf følgende top 10-potentiale fremgår ovenfor.

Feltet.dks vinderbud: Jonathan Milan

Øvrige vinderkandidater: Alberto Dainese, Mark Cavendish

Outsidere: Pascal Ackermann, Fernando Gaviria, Marius Mayrhofer, Michael Matthews

Jokers: Magnus Cort, Max Kanter, Arne Marit, Stefano Oldani, Vincenzo Albanese, Simone Consonni, Jake Stewart, Alex Kirsch, Filippo Fiorelli, Nicolas Dalla Valle, Nico Denz, Alan Riou

Kandidater til en ”Keisse-sensation” (i prioriteret rækkefølge): Magnus Cort, Nico Denz, Derek Gee, Alberto Bettiol

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Sam Bennetts sejr fra 2018, hvor mål var placeret samme sted, men rundstrækningen var en smule anderledes.

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE