Ruten                                                         

Mens man i Touren og Giroen stort set altid slutter med en sprinteretape, er der langt mere frihed hos Giro-arrangørerne, der flere gange inden for de seneste år har sluttet det hele af med en vigtig enkeltstart. I både 2012 og 2017 gav det endda anledning til et skifte allerøverst i klassementet, og selvom det ikke skete sidste år, er det atter en mulighed, når løbet i 2020 for tredje gang på fire år ender med en potentielt afgørende tidskørsel. I de senere år har Giroen ladet sin afslutning gå på tur til byer som Brescia (2013), Trieste (2014), Torino (2016), Rom (2018) og Verona (2019), men for første gang siden 2017 sluttes der i år i byens traditionelle målby, Milano. Her venter der som dengang en pandekageflad enkeltstart, der denne gang har bare 3 højdemeter, og selvom distancen nu er kortere end for tre år siden, viste Tom Dumoulin os dengang, at man sagtens kan stjæle førertrøjen på stærk kørsel på Po-slettens og storbyens flade tonserveje.

Med sine 15,7 km er enkeltstarten relativt kort, og den fører feltet fra Cernusco Sul Naviglio til centrum af Milano. Startbyen er en nordøstlig forstad til storbyen, og der lægges ud med en teknisk start med fire hurtige sving i rap. Det sidste tages efter 1,5 km, der er ganske let faldende, og herefter rammer man en helt flad vej, der leder mod vest og siden sydvest og er helt uden sving.

Der kommer endelig to hurtige sving lige ved mellemtiden, der tages efter 10,3 km, men derefter rammer man atter en let lige og flad vej, der leder mod sydvest ind mod centrum- Først her bliver det igen lidt teknisk med tre sving på sidste kilometer, nemlig med 900 m, 600 m og 250 m igen, indtil man rammer den 6 m brede opløbsstrækning på den berømte Piazza Duomo. De sidste 600 m er alle på brosten.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Etapen byder på i alt bare 3 højdemeter.

Milano er den by, der oftest har været besøgt af Giroen. Det skete senest i 2017, hvor Jos van Emden vandt en flad enkeltstart foran Tom Dumoulin, der med sin 2. plads i sidste øjeblik hev førertrøjen af Nairo Quintana, og i 2015, hvor Iljo Keisse snød sprinterne på sidste etape. I 2012 vandt Marco Pinotti en enkeltstart, og det samme gjorde David Millar i 2011. Mark Cavendish var den sidste sprinter, der vandt her tilbage i 2009, hvor byen imidlertid blev besøgt midt i løbet og ikke på sidste dag. Pinotti vandt også en enkeltstart i 2008, mens Maximilano Richeze tog en spurtsejr i 2007 (efter diskvalificeringen af Alessandro Petacchi). Også Robert Förster (2006), Alessandro Petacchi (2004 og 2005), Mario Cipollini (2001 og 2002) samt Mariano Piccoli (2000) har vundet spurtsejre i byen i dette årtusinde, mens Serguei Gonchar vandt en enkeltstart i 2003. Den første vinder i byen var Dario Beni i første udgave i 1909.

Vejret

Giro-arrangørerne kan næppe tro deres held med vejret i denne uge. Der ventes nemlig at komme regn om aftenen, ligesom mandag bliver drivvåd, men forhåbentlig bør det blive tørt. Ganske vist vil det mest være skyet med kun få solstrejf, men bygerisikoen er kun 8% under første del af etapen, dog voksede til 15% i den sidste halve times tid. Temperaturen vil være 18 grader, og det vil være næsten vindstille med en svag brise (5 km/t) fra sydvest, langsomt drejende mod syd måske for de allersidste. Det giver først sidemodvind på den første halvdel og siden direkte modvind, indtil man får sidemodvind i forbindelse med de tre sene sving.

Analyse af 20. etape

Er det nogen, der har Tadej Pogacars nummer?

Mon ikke det er det spørgsmål, der lige nu stilles på Sunwebs direktionsgange? Den samlede sejr, der efter 15. etape lignede et meget sandsynligt udkomme af de tre uger på de italienske landeveje ser nemlig nu ud til at være gledet tyskerne så meget af hænde, at der er brug for et mirakel af Pocagar’ske dimensioner, hvis maglia rosa alligevel skal sendes til Tyskland og ikke til England.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Situationen er nemlig helt parallel til det, vi oplevede for en måned siden i Frankrig. Selvfølgelig er det denne gang den temposvage af de to duellanter, der er iført førertrøjen, men Jai Hindley og Tao Geoghegan Hart er i samme tid, er det jo hip som hap, hvem der kører i lyserødt, og hvem der kører i hvidt. Ellers er scenariet stort set det samme, nemlig at en relativt tempostærk rytter er storfavorit mod en rytter, der ikke har den store historik på enkeltstarter. Selvfølgelig er Geoghegan Hart ingen Primoz Roglic i kampen mod uret, men til gengæld havde Pogacar trods alt også inden Touren nogle enkeltstartsresultater. Det har Hindley slet, slet ikke, og derfor er det indbyrdes styrkeforhold stort set lige så entydigt, som det var for en måned siden.

Sunweb må i dag spørge sig om, hvordan de dog fik formøblet den uhyre gunstige situation, hvor de havde både en tempo- og en klatrestærk rytter, der havde fanget Geoghegan Hart i en trio. I bagklogskabens ulideligt klare lys kan man selvfølgelig altid sige, at de skulle have udnyttet britens svaghed på Etna-etapen, men dengang anede ingen overhovedet, at han skulle spille en rolle i kampen om sejren. Og selvfølgelig havde det i dag været rart, om Hindley på Piancavallo var gået i offensiven og ikke havde leget slagtekvæg for Kelderman, men dengang var der naturligvis ingen, der overhovedet stillede spørgsmål ved, at man naturligvis skulle køre for den mest dekorerede af de to holdkammerater.

Løbet blev nok snarere tabt i torsdags. Da man satte sig mellem to stole ved ikke at satse enten på Keldermans tempokvaliteter og således lod Hindley falde tilbage til sin kaptajn eller at tro 100% på Hindleys klatreevner og således lade denne angribe Geoghegan Hart, smed man den absolut mest gunstige position på gulvet. Det var nemlig den dag, briten var presset, fordi han på den ene side skulle føre så hårdt, at Kelderman tabte tid, men samtidig skulle holde så meget igen, at han ikke fik Hindley i nakken.

Sunwebs håb var, at samme sårbare situation skulle opstå i dag, og sådan så det da også længe ud. Ganske vist gik det som frygtet, da Ineos iværksatte det forudsigelige attentat på den hollandske førertrøje, for en stadig mere mærket Kelderman havde ikke noget modsvar til Rohan Dennis’ vanvidstempo på første tur op til Sestriere. I det øjeblik var det klart, at det ikke gav mening at satse på Keldermans tempoevner, for selv hvis Hindley var blevet hos kaptajnen, var de blevet kørt midtover af Dennis og Geoghegan Hart nede i dalen.

Nej, vi endte hurtigt i det andet af de to scenarier, jeg opregnede i gårsdagens optakt. Dengang skrev jeg, at Dennis ville blive nøglen til hele forløbet. Var han stærk nok til at knække Kelderman på første opkørsel, skulle det naturligvis være et opgør mellem Hindley og Geoghegan Hart til sidst, hvor australieren stod relativt stærkt i et nyt Stelvio-scenarium, hvor han kunne angribe en Geoghegan Hart, der var tvunget til at føre for ikke at lade Kelderman komme tilbage. Hvis til gengæld Dennis ikke havde samme monstrøse power som på Stelvio, og Kelderman ville klare første opkørsel, kunne det have givet mening at lade de to Sunweb-ryttere hold så sig sammen på sidste stigning og tro på, at Kelderman kunne begrænse tabet nok til alligevel at vinde løbet i morgen.

Dennis blev vitterligt nøglen til løbet, men i langt, langt højere grad, end jeg havde troet. Min formodning var nemlig, at han naturligvis atter måtte slå ud i bunden af sidste stigning, for i dalen var han nødt til at køre fuld gas. Sidstnævnte var i sandhed også rigtigt, for selvom Kelderman fik hjælp af Nibalis to hjælpere, Nicola Conci og Julien Bernard, og Mikkel Honoré arbejdede stenhårdt for Joao Almeida i Keldermans gruppe, lykkedes det det australske wattmonster at distancere Kelderman så voldsomt, at han reelt var ude af billedet allerede inden sidste opkørsel.

Nu skulle Dennis så være slået ud og have anbragt Geoghegan Hart i den sårbare position, vi så i torsdags. Men nej! Denne gang var australieren om muligt endnu vildere end forleden, for selvom en velkørende James Knox i sit arbejde for Almeida faktisk næsten fik halveret forspringet, blev Dennis ved. Og da Almeida gjorde det onde ved Kelderman og kørte fra den lidende hollænder, så denne nu pludselig selv skulle stå for arbejdet, tippede balancen tilbage til etapens ukronede konge, den kontroversielle Dennis, der for et år siden kun i sidste øjeblik fik kastet en livline af Ineos efter at have gjort sig så ud til bens hos Bahrain-Merida, at han lignede persona non grata inden for cykelsporten.

Nu endte han i stedet som årets mest værdifulde transfer, for med ham som trækhest kunne Geoghegan Hart spare al den energi, han skulle bruge, til let at afparere Hindleys forudsigelige og helt nødvendige angreb. Og med et stort forspring til Kelderman - alt sammen skabt af Dennis - var det pludselig Geoghegan Hart, der havde råd til at sidde på hjul og vente på, at en holdkammerat kom tilbage for at fortsætte arbejdet. Og vupti! Den gunstige situation, Hindley forsømte at udnytte i torsdags, blev i kraft af Dennis’ vanvid i dag til ”advantage Geoghegan Hart” i så fuldt et omfang, at det blev en formssag for briten af spurte sig til sin anden og Ineos’ sjette etapesejr i et løb, der for knap tre uger siden lignede en fortsættelse af den Giro-forbandelse, der har martret holdet siden Bradley Wiggins’ exit i 2013. Og uanset om Ganna vinder enkeltstarten i morgen eller ej, vil løbet ende som holdets næstbedste nogensinde, kun overgået af Touren i 2012, hvor det ganske vist kun blev til seks etapesejre mod de forventelige syv denne gang, men hvor holdet endte med at besætte både 1. og 2. pladsen i klassementet.

Det gør de ikke denne gang, men alligevel er der ligheder mellem de to løb. Dengang var Bradley Wiggins ganske vist suveræn på enkeltstarterne, men man kan vel med nogen ret spørge, om han ikke havde været sårbar i bjergene, hvis ikke holdet havde været så stærkt. På samme er det stensikkert er Geoghegan Harts forventede samlede sejr her uden tvivl først og fremmest sikret via holdet og særligt Dennis. Havde australieren ikke fundet klatrebenene fra Tour de Suisse - endda i markant stærkere udgave - er det næsten utænkeligt, at Sunweb ikke havde vundet løbet. Havde Geoghegan Hart i torsdags skullet slæbe Hindley med hele vejen opad Stelvio, havde han enten fået Kelderman tilbage eller fået Hindley lige i nakken på sidste stigning. Og præcis på samme måde var det gået i dag, hvis ikke han kunne have sat sig på bagsmækken af det australske wattmonster.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Det var lige så meget holdets sejr som Geoghegan Harts egen, præcis som det i dag var lige så meget holdets fortjeneste, at en genfødt Joao Almeida bragte sig tilbage i kampen om 4. pladsen. En fornem Deceuninck-strategi og et par gode portugisiske ben, der vidner om en vis holdbarhed også i den tredje uge, da stigningerne igen blev kortere og passede ham bedre, bragte ham nu så tæt på, at han i hvert fald kan drømme om at gå forbi den ellers dybt imponerende og utrættelige Pello Bilbao i morgen. Tre mand blev sendt i udbrud, hvoraf den ene, Davide Ballerini, blev brugt som så god arbejdshest, at Pieter Serry kunne holde sig fri nok til at bidrage på sidste stigning, hvor holdets tredje mand, Mikkel Honoré, allerede havde hjulpet med at føre i dalen. Og dermed kan der alligevel blive mulighed for, at top 3 i ungdomskonkurrencen vil være at finde i den samlede top 4.

Det var meget symbolsk på dagen, hvor de veteraner, der var ventet at skulle spille hovedrollerne, alle blev reduceret til ligegyldige statister. Vincenzo Nibali måtte nok engang kigge slukøret på dåbsattesten, da ungdommen satte ham til vægs, og den korte opblomstring til Jakob Fuglsang var desværre undtagelsen, der bekræftede reglen om, at danskeren ikke er holdbar over tre uger. Helt galt fik det for Rafal Majka, hvis nedadgående formkurve fortsatte så brat, at det endte i et regulært kollaps, og veteranerne kan i virkeligheden kun glæde sig over den pludselig opblomstring fra Domenico Pozzovivo, der desværre for 117. gang i sin karriere var så uheldig med en defekt, at han formentlig mistede en samlet 10. plads grundet det dumme uheld.

Uheld var til gengæld ikke årsagen til Sunwebs fald. Det skyldtes dels, at Wilco Kelderman desværre var så begrænset i de høje bjerge, som jeg frygtede, da jeg forud for løbet kun kastede to stjerner efter ham, at man dummede sig i en gylden situation i torsdags, og at Dennis forvandlede en svær Ineos-situation til et vildt comeback, der ikke helt matcher samme holds ditto i 2018, men dog minder derom. Hvis det alligevel skal blive til Sunweb-sejr i Milano i morgen, er der vist brug for et mindre mirakel.

Det var det med Pogacars nummer…

Favoritterne

Da Laurent Fignon akkurat blev slået på den historiske sidste enkeltstart i Touren i 1989, sagde Tour-arrangørerne fra ASO ”Aldrig igen”. En så smertefuld oplevelse skulle ingen atter udsættes for, og derfor har det siden dengang været helt udelukket, at man atter skulle afslutte verdens største cykelløb med en afgørende enkeltstart.

Sådan er det dog ikke i de andre grand tours, der begge ofte er sluttet med en enkeltstart. I de senere år har Vueltaen dog stort set fraveget ideen, men Giro-arrangørerne er stadig forelskede af tanken om at forvandle parade til benhård kamp om den samlede sejr og samtidig give publikum mulighed for at hylde de tre ugers helt enkeltvist. Tilsyneladende er de mindre sensitive over for store nedture, for nyere historie viser faktisk, at det ganske ofte er lykkedes at flå den lyserøde trøje af ejermanden i allersidste øjeblik.

Det er langt fra sket hver gang - slet ikke når man er sluttet uden for Milano som i 2019 eller 2009, selvom Denis Menchovs lille uheld i sidstnævnte år kunne have fået et mere dramatisk udkomme. Når man til gengæld er sluttet i den historiske målby, ”plejer” førertrøjen faktisk at skifte ejermand. Sådan gik det i hvert fald i 2017, da Tom Dumoulin kørte Nairo Quintana ud af den fine trikot, og i 2012, hvor Ryder Hesjedal flåede trøjen af Joaquim Rodriguez, og vi skal således tilbage til hyldesten af Alberto Contador i 2008 for at finde en afsluttende enkeltstart i Milano, hvor 1. pladsen ikke har skiftet ejermand.

Som skrevet i analysen skal der et Tadej Pogacar-mirakel til, hvis det ikke skal ske for tredje gang i træk. Al logik tilsiger, at Tao Geoghegan Hart vil være lige så modbydelig mod Jai Hindley, som Dumoulin var det mod Quintana og Hesjedal mod Rodriguez. Til gengæld skal vi ikke regne med, at klassementsrytterne kører med om etapesejren, som det skete i 2017, hvor Dumoulin blev nr. 2 bag landsmanden Jos van Emden. Enkeltstarten i Milano er nemlig noget helt, helt andet end det, rytterne blev udsat for på 14. etape, hvor hele tre mand fra top 10 også endte i etapens top 10.

Nej, enkeltstarter i Milano er pr. definition wattmonstrenes legeplads. Po-sletten er så flad, at den ville udgøre et glimrende billardbord, og der er således bare 3 sølle højdemeter over de 15,7 km. Samtidig har arrangørerne denne gang været nådige ved selvsamme wattmonstre ved kun at indlægge tekniske udfordringer i starten og på den sidste kilometer, mens resten af etapen består af lange, lige veje, hvor der for alvor skal åbnes for gassen. Samtidig bidrager vejrguderne med modvind, hvilket traditionelt er til endnu større fordel for de mest kraftfulde og aerodynamiske og samtidig gør det endnu sværere for de lette drenge.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Faktisk har vejrguderne været så flinke ved arrangørerne, at man tror, at det er løgn. Den eneste regnvejrsdag i den tredje uge kom på den eneste dag, hvor de ikke skulle op i bjergene, og i morgen ventes det at begynde at regne ved 18-tiden, hvorefter det så skal regne uafbrudt i mere end et døgn. Det betyder, at vi bør undgå en gentagelse af Menchovs ”falden-på-halen i den lyserøde trøje”, og da vinden er ensartet, bør vi få en helt fair kamp. Der er en ganske lille risiko for, at regnen starter tidligt, så den rammer klassementsrytterne, men sådan burde det ikke gå. I stedet kan de måske have en ganske, ganske lille fordel, når vinden drejer fra sydvest til syd, men det er så lidt, at det er negligerbart.

Vi bør få en lige kamp på evnen til at træde watt. Normalt siger man som bekendt, at klassementsryttere har en fordel i den tredje uge, men sådan er det altså ikke på denne wattenkeltstart. Det er ingen tilfældighed, at de seneste vindere i Milano er Van Emden, David Millar og to gange Marco Pinotti. Det her er et anliggende for specialisterne og de store drenge.

Derfor er der heller ikke skyggen af tvivl om, at Filippo Ganna er storfavorit. Han har allerede været i særklasse to gange, og denne enkeltstart er endda den, der passer ham allerbedst. Den er nemlig bare en halvanden gange så lang udgave af den Tirreno-enkeltstart, hvor han leverede en magtdemonstration, man næsten ikke fatter. Wattmonsteret Ganna er som bekendt uhyggelig som forfølgelsesrytter på banen, og dette er det tætteste, landevejssporten kommer på banens forfølgelsesløb. Derfor var Ganna i særklasse i Tirreno, og derfor vil han formentlig være det igen.

Men er han ikke træt? Nej, ingenlunde. Tværtimod leverede han endnu en gigantpræstation på Stelvio, hvor hans 82 kg i udbruddet kom langt længere end de lettere folk. Også i dag førte han godt for Geoghegan Hart, hvorefter han fik mulighed for at rulle til mål. Intet tyder på, at Ganna mærker skyggen af træthed, og derfor taler vi vel her om den største etapefavorit i hele løbet indtil nu.

Det er synd for Rohan Dennis. Lige så lidt tvivl, der er om etapens 1. plads, lige så lidt tvivl bør der være om 2. pladsen. Dennis blev ganske vist kun nr. 3 på Tirreno-enkeltstarten, men lige nu kører han som et monster. Hvis Ganna er frisk, er det for intet at regne mod Dennis, der i denne uge vel nærmest bare er blevet 50% bedre fra dag til dag. Med tanke på hans præstation i dag er det jo et skræmmende perspektiv for alle, der ikke hedder Dennis til efternavn. I gamle dage var det endda denne slags enkeltstarter, Dennis var allerbedst på, og ingen kom i nærheden af ham, når han trådte sine watt i Tirreno. Sådan gik det ikke i år, men på 14. etape samt på første del af den pandekageflade VM-rute fik han vist, at han stadig er skræmmende stærk som temporytter. Med den friskhed, han har nu, må han være manden, der kommer tættest på Ganna - også selvom han i dag kørte sig helt ud gennem hele finalen.

Til gengæld synes kampen om 3. pladsen at være pivåben, og den kan ende mange steder. Jeg tror dog, at den ryger til Tjekkiet og til Josef Cerny. CCC-rytteren viste fremragende form med gårsdagens etapesejr, hvor han ene mand kørte en brølstærk forfølgergruppe med blandt andre Victor Campenaerts midt over. I forvejen var på 14. etape tredjehurtigst på det flade tonserstykke midtvejs, 21 sekunder langsommere end Ganna og 9 sekunder langsommere end Dennis. Også på 1. etape, der minder en anelse om denne, kørte han en flot etape, og det vidner om, at han har smag for dette. Sidste år kørte han sin dengang livs bedste enkeltstart på sidste etape, og det kunne formstærke Cerny meget vel gøre igen denne gang.

Jeg vover pelsen ved at pege på Alex Dowsett som næst i rækken. Ganske vist har han endnu ikke været helt fremme på en af enkeltstarterne, men på 1. etape var han uheldig, og 14. etape var for hård. Alligevel var han 5. hurtigst på tonserstykket, og han viste glimrende form med sin udbrudssejr og sin deltagelse i gårsdagens udbrud. Nu kommer vi endelig til en enkeltstart, der burde passe en sand specialist som ham. Han er uhyre svingende på enkeltstarter, men når han rammer dagen, som han gjorde til VM, sidste år, er han en af verdens bedste på denne typer enkeltstart.

Jeg må jo også hellere nævne Victor Campenaerts igen. Det er ellers ikke med min helt gode vilje. Ser man bort fra Tirreno-enkeltstarten, har belgieren nemlig skuffet hver eneste gang i år, og lægger man dertil hans bekymrende historik i den tredje uge af grand tours, taler intet for, at det skulle blive bedre denne gang. Det var dog svært ikke at blive imponeret over hans kørsel i går, hvor han angreb i tide og utide og førte konstant for til slut alligevel at køre alene hjem til en 2. plads. Det tyder på en vis form, og hans eneste gode enkeltstart kom jo faktisk netop med den ret suveræne 2. plads i Tirreno, hvor han slog Dennis klart. Man kan håbe på en gentagelse denne gang.

Man kan også håbe på en genfødsel af Jonathan Castroviejo . Ineos-rytteren har været en skygge af sig selv i 2019 og 2020, men han rejste sig dog lidt med sin hæderlige kørsel på 14. etape. Her var han 7. hurtigst på tonserstykket, og han har altid været god på denne slags enkeltstarter, hvor han før er gået i top 3 i Tirreno. Til gengæld virker han en smule træt, for den overbevisende kørsel, vi så i starten, har det knebet med på det sidste, hvilket ikke er mærkeligt, når han er en af de få, der også kørte Tour de France.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Det gjorde Thomas de Gendt også, men som altid er han først rigtigt god i sin anden grand tour. Her har han til gengæld været fabelagtig, både med sin flotte enkeltstart for en uge siden og senest med den fornemme kørsel på 17. etape. Desværre passer denne enkeltstart ham dårligt. Dels er den for kort, og dels er den alt for flad. Det er ikke tilfældigt, at den De Gendt, der blev nr. 3 på etapen, i lørdags blot var 9. hurtigst på tempostykket. Det taler til hans fordel, at etapen kommer sent i løbet, men den passer ham så dårligt, at det bliver sværere at gentage det fine resultat fra sidst.

Til gengæld passer ruten perfekt til Matthias Brändle, der i gamle dage var en af verdens bedste på denne type enkeltstarter. Det har han ikke været i flere år nu, hvor han har været ganske ordinær, men i dette løb har han rejst sig lidt. Således blev han nr. 10 på 1. etape, og i lørdags var han 6. hurtigst på tonserstykket foran blandt andre Castroviejo og Campenaerts. Hvis han nogensinde skal levere et resultat på en enkeltstart igen, er det præcis på en rute som denne.

Brandon McNulty blev nr. 3 i lørdags, men man skal ikke have set meget cykelløb i denne uge for at vide, at han er ved at være træt. Senest var han en skygge af sig selv i dagens udbrud, og det er lidt svært at tro, at han ikke falder lidt igennem i morgen. Omvendt har han nu kørt to fremragende enkeltstart - den første dog lidt skjult i resultatet grundet vejret - og forleden var han 4. hurtigst på tonserstykket. Skulle han pludselig finde de ben igen, bør han være med fremme. Det er dog højst tvivlsomt.

En rytter, der til gengæld ikke er træt, er Jan Tratnik. Det viste sloveneren med sin flotte etapesejr forleden, men ligesom De Gendt må han leve med, at denne rute slet ikke passer ham. Han skal have flere højdemeter, men derfor overraskede han faktisk med en flot 9. plads i Tirreno. Med den form og friskhed, han har nu, kan han formentlig gøre det godt igen, selvom terrænet ikke passer ham.

Miles Scotson har stort set været afskrevet som temporytter de senere år, men på Sicilien var han pludselig genfødt. 14. etape var for svær for ham, men denne burde passe perfekt til manden, der tidligere er blevet nr. 3 bag Dennis og Castroviejo på en wattenkeltstart i UAE Tour. Om han har niveauet til en gentagelse er tvivlsomt, men hans kørsel på Sicilien giver da lidt håb.

Sidste år vandt Chad Haga sidste etape, men det bliver svært at gentage. Denne gang passer ruten ham nemlig langt dårligere, og han har aldrig gjort sig gældende på wattenkeltstarter. Faktisk ender han altid langt efter. På den anden side kørte han faktisk 7. hurtigste tid nede i byen på Sicilien, og det var en uventet god præstation. Nu får han endelig chancen efter at have sparet sig sidste lørdag, og han har virket ganske frisk og formstærk igen i år.

Apropos træthed… Hvor træt er Wilco Kelderman? Formentlig lidt for træt, og jeg sidder med en fornemmelse af, at han kommer til at skuffe fælt, også fordi han må være knækket på moralen. Hans 3. plads er ikke i fare, og han har ikke det store at køre for. I forvejen ved vi, at han ikke er den temporytter, han engang var, men der har dog været betydelig bedring at spore, særligt på 14. etape. I gamle dage var han så god på denne type rute, at han sågar er blevet nr. 2 bag Van Emden i det altid uhyre stærkt besatte Eneco Tour. Er han den hævngerrige Roglic-type, kan han måske rejse sig med en stærk præstation.

Løbets joker er Joao Almeida. Hvor meget blev han hjulpet af vejret, da han kørte så stærkt på Sicilien? Han viste på 14. etape, at han vitterligt er en god temporytter, men på tonserstykket var han faktisk kun 17. hurtigst. Det antyder, at han bør få det svært på en rigtig wattenkeltstart, når han ikke får hjælp af kraftigere vind end snart sagt alle andre. Omvendt viste han i dag, at han stadig er frisk, og som et ubeskrevet blad i disciplinen kan han overraske igen.

Den rytter, der har allermest at køre for, er Tao Geoghegan Hart. Han er ikke specialist, og ruten her må regnes for flad og kraftfuld for ham. Han har dog kørt ganske gode relativt flade enkeltstarter i både Californien og Algarve, og motivation kan drive ham langt, hvis psyken kan holde til presset. Forleden var han dog kun 28. hurtigst på tonserstykket, selvom han endte lige uden for top 10, og det siger lidt om begrænsningerne i denne slags terræn, særligt over så kort en distance.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Som temporytter har Matteo Sobrero været løbets åbenbaring, for han har tidligere intet vist i disciplinen på dette niveau. Han kørte dog flot både på 1. og 14. etape, og forleden var han 13. hurtigst på powerstykket. I teorien burde han stadig få det lidt svært mod de sande wattmonstre i denne slags terræn, men hans kørsel hidtil viser, at han bør gøre det fornuftigt.

Tanel Kangert kørte en flot enkeltstart i lørdags, men det er lidt svært at tro på en gentagelse. Dels passer denne rute ham overhovedet ikke - i lørdags var han også kun 10. hurtigst på tonserstykket - da terrænet er for fladt og etapen for kort. I denne uge har han tillige kørt uhyre skuffende, senest i dagens udbrud. På den anden side havde han heller ikke vist det store inden enkeltstarten for en uge siden, så måske er der alligevel lidt i tanken.

Hele Danmark håber på Mikkel Bjerg, men der skal vist et mirakel til, hvis han skal hævde sig. Han kører nemlig angiveligt rundt med en skade, der hæmmer ham så meget, at målet alene er at gennemføre. Derfor skal vi næppe være for optimistiske, men skulle han alligevel kunne køre relativt smertefrit, har han naturligvis stort potentiale. Ganske vist har han haft det lidt svært i år, men på Sicilien var kun Ganna hurtigere end ham på det flade tonserstykke inde i byen.

Endelig vil jeg pege på Arnaud Demare. Franskmanden kan vælge at tage den med ro, men han kan også give den gas og gøre pointtrøjen lidt ære. Han har vundet en enkeltstart i Poitou-Charentes, ligesom han har været i top 10 i Algarve, og han er en ganske glimrende temporytter på en flad rute, der ikke er for lang. Han har været overraskende frisk så sent i løbet, og vil han, burde han kunne gøre det godt.

Jeg har meget svært ved at se Pello Bilbao være med helt i front på denne rute, der slet heller ikke passer til folk som Ilnur Zakarin, Victor De La Parte og de øvrige klassementsryttere. Den passer heller ikke til Fabio Felline, men med sin form kan han formentlig gøre det fornuftigt, ligesom den velkørende Nico Denz, der dog har virket mere mærket de seneste dage, måske kan vise lidt af tempoevnerne fra Slovakiet. Den er for kort for Joey Rosskopf , der også skuffede forleden, og selvom han nok skal gøre det fornuftigt, ligner det ikke en genfødsel af Maciej Bodnar , hvis banemand i Polen, Kamil Gradek, kan gøre det pænt, men ikke være med helt i front. Måske kan Jonathan Dibben vise lidt af de gamle evner på denne rute, men ikke mere end det, og Ignatas Konovalovas må anses som færdig som temporytter. Endelig giver den lyserøde trøje ikke så mange vinger, at den kan forvandle Jai Hindley til bare antydningen af wattmonster, mens Pieter Serry måske kan overraske lidt, hvis han kører som på Sicilien.

I toppen af klassementet forventer jeg, at eneste ændring er, at Geoghegan Hart går forbi Hindley, men har Bilbao en offday som i lørdags, er han truet af Almeida.

Feltet.dks vinderbud: Filippo Ganna

Øvrige vinderkandidater: Rohan Dennis, Josef Cerny

Outsidere: Alex Dowsett, Victor Campenaerts, Jonathan Castroviejo, Thomas de Gendt, Matthias Brändle

Jokers: Brandon McNulty, Jan Tratnik, Miles Scotson, Chad Haga, Wilco Kelderman, Joao Almeida, Tao Geoghegan Hart, Matteo Sobrero, Tanel Kangert, Mikkel Bjerg, Arnaud Demare

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Jos van Emdens sejr fra 2017, Marco Pinottis sejre fra 2012 og 2008 samt David Millars sejr fra 2011.

Starttider

Starttiderne findes under live-opdateringen.