Ruten

Efter at løbet har tilladt sig selv at slutte næstsidste etape længere fra Madrid end tidligere, har man i de senere år som regel haft et brag af en bjergetape på næstsidste dag. Sådan er det imidlertid ikke i år, hvor løbet i den tredje uge holder sig til det ”gamle” og knap så udfordrende terræn i udkanten af hovedstaden. Derfor venter der heller ikke en stor bjergfinale på løbets næstsidste dag, men det betyder ikke, at etapen ikke har sine vanskeligheder. Vest for Madrid går det nemlig op og ned overalt, og det har arrangørerne benyttet til at designe en etape med mere end 4500 højdemeter. Stigningerne er dog ikke alt for svære, og da det hele slutter med en blød kategori 3-stigning, er det nok snarere en dag, hvor man med dårlige ben kan smide det hele væk, end hvor man kan vinde alt med en stor offensiv.

I alt skal der tilbagelægges 190,4 km, som fører fra Arenas de San Pedro til Plataforma de Gredos. Start og mål ligger ganske tæt på hinanden i området vest for Madrid, og etapen består derfor af en stor sløjfe rundt i det kuperede terræn. Fra start går det mod nordøst igennem helt fladt terræn, inden man drejer mod nordvest for at bestige kategori 1-bjerget Puerto de Pedro Bernardo (18,4 km, 4,4%), der er en lang, relativt jævn opkørsel, der kun kortvarigt har stigningsprocenter på mere end 5. Toppen rundes efter 34,0 km, hvorefter en kort nedkørsel fører mod nord ned til bunden af kategori 2-stigningen Puerto de Serranillos (9 km, 4,8%), der minder meget om den foregående stigning og har top efter 45,5 km.

Herfra bliver det lettere, når man rammer en lang, let nedkørsel, der fører mod nordøst ned til bunden af kategori 2-stigningen Alto de Navatalgordo (5,3 km, 7,2%), som er relativt regulær, men med en stejl tredje kilometer på 9,6%. Toppen passeres efter 69,5 km og leder op til et plateau, der følges mod sydvest frem til forplejningszonen, som er placeret efter 92,8 km. Her rammer man en jævn og let opkørsel (9,2 km, 3,6%), der fører mod vest, inden man drejer mod nord for via en ny opkørsel (3,6 km, 5,8%) at køre op til toppen af Alto de Gredos i 1746 m højde. Herfra går det via en nedkørsel ned til bunden af kategori 3-stigningen Puerto de Chia (3 km, 4,0%), hvis top passeres efter 119,0 km.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Nu venter endnu et lettere stykke, idet man her rammer en først teknisk, men senere meget let nedkørsel, som fører mod nordvest op til det nordligste punkt. Her drejer man mod sydvest for at køre ned til bunden af dagens hovedudfordring, kategori 1-stigningen Puerto de Peña Negra (14,2 km, 5,9%), som er en relativt jævn stigning, som aldrig bliver stejlere end 8%, og som stiger med 4-6% det meste af vejen op til toppen. Herfra resterer fortsat 34,2 km, som indledes med en relativt let nedkørsel, der fører mod sydøst, inden man drejer mod øst for at køre op ad en lille bakke og ned til dagens spurt, der kommer med bare 11,4 km. Her drejer man mod sydvest for at køre op ad den afsluttende kategori 3-stigning, som stiger med 3,8% over 9,4 km, men som kan inddeles i to. Først stiger det med 5,4% over 3 km, inden man rammer en lille nedkørsel. Til slut stiger de sidste 4 km med 7% i snit og med hhv. 7,8%, 5,9%, 6,2% og 8,0% over de enkelte kilometer. På de sidste 4 km er der ingen sving, og vejen bugter sig kun ganske let.

Etapen byder på i alt 4542 højdemeter

Plataforma de Gredos har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Puerto de Pedro:

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Puerto de Peña Negra:

Vejret

Nok er vejret omkring Madrid ikke helt så slemt som i det uvejrsramte Østspanien, men det nærmer sig. Lørdag bliver en forfærdelig dag med en konstant risiko for tordenbyger på 70-80%, så der i alt ventes at falde næsten 20 mm i målområdet. For bunden af stigningen vil temperaturen være bare 16 grader, men vinden vil lægge sig, så der blot vil være en let vind fra øst. Det giver modvind først på etapen, sidemedvind på Pedro Bernardo og derefter sidemodvind frem til toppen af Navatalgordo. Herefter vil der være medvind, indtil man får side- og sidemedvind frem til bunden af Peña Negra, hvor der vil være sidemodvind hele vejen op. Herefter vil der være sidemod- og modvind, indtil man får sidemedvind fra spurten og hele vejen frem til mål.

Analyse af 19. etape

Med 75 sejre i 2018 og nu også 61 triumfer i år er det svært at overse, at Deceuninck-Quick Step er sportens mest succesrige mandskab - endda med afstand - og har været det i adskillige år. Hvis det skulle knibe lidt med hukommelsen, sørger de endda for nærmest på ugentlig basis at minde os om, både hvor fantastisk stærke deres trup er, og hvor smukt de formår at få det maksimale ud af deres ryttermateriale. Nok er det navne som Julian Alaphilippe og Elia Viviani, der sørger for hovedparten af sejrene, men det har altid været et gennemgående træk for belgierne, at også hjælperytterne får deres stjernestunder, og at de mange sejre ofte er fordelt på en stor del af truppen.

Alt sammen blev det stillet smukt til skue på dagens 19. etape, der fortsatte trendens i en tredje uge, som skulle have været den letteste af de tre, men som har udviklet sig til et højintenst drama, som hver eneste dag byder på overraskelser. Først truer sidevinden med at koste Primoz Roglic en stensikker sejr, så lykkes det Miguel Angel Lopez at gå mere ud af de bløde Madrid-bjerge, end man kunne have drømt om, og i dag var det atter vinden og regnen, der truede med at gøre løbets sidste del til den på én gang letteste, men samtidig vigtigste tredjedel.

I det spil har Deceuninck med to sejre på tre dage været de store vindere, og det er bestemt ikke noget tilfælde. Mens de har deres begrænsninger i de høje bjerge, er det mellemkuperede terræn på den spanske højslette som skabt til et hold, der excellerer i klassikerne. Og når Moder Jord samtidig beslutter sig for at sende dansk efterårsvejr ind over den pivåbne spanske pampas, føler Patrick Lefeveres tropper det, som var de hjemme i Belgien i de nordlige klassikere. Og her er de som bekendt næsten umulige at ide skeer med.

Derfor var de også fyr og flamme, da de her til morgen kunne konstatere, at der ventede endnu en dag med regn og kraftig sidevind, og det gjorde dem til det hold, der ventedes at dominere på vejen mellem Avila og Toledo, men mens det helt, som man kunne have forventet, endte med ny sejr til det belgiske superhold, brød etapen alligevel manuskriptet og satte spotlys på, hvorfor Deceuninck-drengene ikke blot er stærke, men også snu og innovative.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Det lå nemlig i kortene, at det var Philippe Gilberts dag. Belgieren vandt i Toledo for ni år siden og havde ikke lagt skjul på, at han drømte om at gentage den bedrift. Måske kunne der blive en chance for, at Zdenek Stybar med et angreb i finalen kunne komme i spil, men forventningen var, at der i manuskriptet kun var én hovedrolleindehaver, en birolleindehaver og seks statister.

En hård stigning fra start fik dem imidlertid til at kaste manuskriptet i skraldespanden og i stedet begynde at improvisere. Pludselig var det Remi Cavagna, der overtog hovedrollen, da han på bakken sneg sig væk i et stærkt timandsudbrud, hvilket i sig selv ikke var nogen stor overraskelse. TGV-toget fra Clermont-Ferrand har nemlig kørt som en motorcykel i de seneste dage, siden han blev en imponerende nr. 3 på enkeltstarten, og på onsdagens sidevindsetape var han vel allerstærkeste mand i en præstation, der efter en hel dags arbejde forreste på den lynhurtige etape alligevel havde overskud til at ende som nr. 3.

Alligevel var han et usikkert kort at spille. I kamp mod ni stærke mand kunne den ikke alt for eksplosive franskmand sagtens ende med at komme til kort. Derfor vendte man da også tilbage til plan A, da feltet efter det dramatisk styrt midtvejs på etapen, faldt helt til ro, og udbruddet truede med at holde hele vejen.

Det fik Tim Declercq til at sætte sig frem for at jagte i et forsøg på at sætte Gilbert op til en spurtsejr, der vel var mere sandsynlig end en Cavagna-sejr fra et udbrud. Det kunne ligne en frarøvet mulighed til den ellers loyale hjælper, men det skulle vise sig i stedet at være et genialt træk, uden hvilket Cavagna næppe havde taget karrierens tredje sejr.

Med Declercq i front havde Cavagna nemlig carte blanche til at lave ”en Sepp Kuss” og sætte sig på hjul, mens rivalerne sled sig halvt ihjel i den hårde sidemodvind. Det gav ham mulighed for at finde de kræfter, han skulle bruge at gribe ud efter karrierens største sejr. Og da han var inden for ”shooting distance” af Toledo og kunne mærke, at hans følgesvende begyndte at tabe fart, satte TGV-toget fart på motoren og fløj fra alt og alle.

Alligevel lignede det lidt af dødsmission. Bag ham var jagten nemlig blevet organiseret af de hold, der havde misset dagens udbrud, og derfor jagtede Lotto, CCC, Katusha og Bora benhårdt for at sætte hhv. Tosh van der Sande, Jonas Koch, Ruben Guerreiro/Enrico Battaglin og Sam Bennett op til sejr. Og da han samtidig drejede ind i en gigantisk mur af modvind og havde udsigt til to hårde bakker til sidst, var oddsene imod franskmanden.

Der er imidlertid en grund til, at Cavagna har fået sig kælenavn. Franskmanden er trods sin unge alder allerede blevet herostratisk berømt for sine soloridt. I langt de fleste tilfælde er den angrebslystne Cavagna blevet hentet igen, men forud for i dag havde han to gange gjort det færdigt, først på en blæsende dag i 3 Dage i Vestflanderen og senest med et mindeværdigt og gigantisk solofremstød på en stærkt kuperet dag i Tour of California i maj.

Dagens bedrift var på niveau med det, vi så i USA, selvom han her kørte betydeligt kortere for sig selv. Denne gang jagtedes hans nemlig af et Vuelta-felt af en højere kaliber, og jagten var betydeligt mere determineret, end den var i maj, hvor feltet hurtigt resignerede. Det kan imidlertid ikke komme helt bag på mange, for Cavagna har i dette løb været så eminent, at han vel er skoleeksemplet på, hvor meget unge ryttere kan få et boost af en grand tour, selvom det er anden gang, at han er i aktion over tre uger. Og da Stybar og Gilbert efterfølgende fuldendte festen ved at spurte sig til hhv. en 3. og 4. plads, blev det med tre mand i top 4 en magtdemonstration i stil med onsdagens, hvor man placerede ikke færre end fire mand i top 10.

Alt sammen skete det på bekostning af Sam Bennett, der fremstår som dagens store taber. Hans vredesudbrud på målstregen viser tydeligt, at han forståeligt nok var svært utilfreds med den forspildte chance, men når han har sundet sig, har han al mulig grund til at være stolt af præstationen. Man skal nemlig ikke kaste mange blikke på en top 10 domineret af klassementsryttere for at forstå, at der var tale om en bakke, som egentlig burde være for hård for en fyr som Bennett. Ireren fortsætter imidlertid med at overgå sig selv, og med en spurtsejr, der måske ikke var helt så overlegen som i Oviedo, men ganske tæt på, fik han dokumenteret, at der nærmest ikke er grænser for, hvilke slags finaler han kan klare, så længe vi ikke taler om rigtige bjerge eller Mur de Huy-agtige procenter. Og særligt imponerende er det, at han formår at forbedre sig igennem en grand tour, både i sidste års Giro og i dette løb, og det må vel næsten kunne få selv en Peter Sagan til at ryste i bukserne frem mod næste års Tour. Bennett er således modsat Sagan i stand til at vinde klassiske massespurter også, og hans positioneringsevne er så god, at selv slovakken skal stå tidligt op for at matche ham. Måske er der for første gang en rytter, der virkelig kan true Sagans greb om Tourens grønne trøje, når engang ireren får sin fremtid på plads.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Bennett var da også den eneste klassiske sprinter, der var med fremme. Derudover domineredes top 10 af hele toppen af klassementet samt Tosh van der Sande, der er mere puncheur og end sprinter og har være i storform, samt Dylan Teuns, Stybar og Gilbert, der jo netop alle er kendt som afsluttere. Desværre blev vi også frarøvet chancen for at få et direkte opgør mellem særligt Gilbert, Bennett og Valverde, for selvom ireren lignede en mand i særklasse, så det i hvert fald ud til, at verdensmesteren kørte temmelig halvhjertet, da først etapesejren var gået fløjten.

For en gangs skyld må Deceuninck dog nok leve med at glide lidt i baggrunden. Lige så smuk deres etapesejr var, lige så svært er det at overstråle det drama, der udspandt sig på en dag, der blev endnu en understregning af, hvorfor der altid sker et eller andet i et spansk løb, hvor de hurtige afsluttere derfor stort set også altid berøves de muligheder, de havde udset sig - også selvom det nu i dag mere var de eksplosive puncheurs end sprinterne, der blev snydt. Det dramatiske styrt, der sendte Miguel Angel Lopez og Primoz Roglic til tælling, og Movistars efterfølgende forcering vil i hvert fald vække så megen debat, at det vil blive det helt store samtaleemne, også selvom etapen i sidste ende endte med slet ikke at gøre nogen forskel mellem de bedste.

Desværre viste tv-billederne ikke forreste del af feltet umiddelbart inden styrtet, og det kunne se ud til, at Movistar på unfair vis udnyttede rivalernes uheld. Det er imidlertid nok ikke helt så klokkeklart og enkelt, for styrtet skete umiddelbart, inden feltet ramte et åbent sidevindsstykke. Forklaringen må, at en stor del af Jumbo og Astana røg ned på samme tid, er derfor formentlig en gigantisk positionskamp frem mod det åbne terræn, hvor Movistar ifølge eget udsagn allerede havde planlagt et angreb. Og da cykelsportens uskrevne regler jo af gode grunde ikke er soleklare, kan man altid diskutere, om det var fair, at spanierne i første omgang fortsatte med deres forehavende efter uheldet.

Mindst lige så kontroversiel er nemlig UCIs beslutning om at lade løbet regruppere sig - en beslutning, der da også har fået sportsdirektør Jose Luis Arrieta til at fare i flint. Det er trods alt ikke kutyme at neutralisere forskelle, der opstår som følge af styrt, som er en naturlig del af sporten. Og med tanke på, at Roglic i den grad var i en kattepine, da hovedparten af hans hold var sendt til tælling, så han kun havde Lennard Hofstede og Neilson Powless hos sig, kunne det være gået helt galt, hvis det var endt i et opgør mellem Movistar samt et kollapset Jumbo-hold og et Astana-mandskab, der også var sat tilbage af styrtet - især hvis også Bora havde grebet muligheden for at vinde tid med Rafal Majka.

Dermed kan man ikke sige, at Roglic er kommet uheldigt igennem disse etaper. I onsdags havde han tabt trøjen, hvis ikke det havde været for Astana, og i dag var det kommissærerne, der reddede ham. Senere var han igen heldig, da Bora kortvarigt splittede feltet og trak en gruppe fri, som Majka, Valverde, Kelderman, Pogacar og Lopez alle sad med i, hvor Quintana akkurat missede splittet, og hvor Roglic igen sov langt tilbage i feltet. Med blot to holdkammerater ved sin side var han igen afhængig af, at andre kunne redde ham, og selvom han naturligvis var uden skyld i fraværet af de faldne hjælpere, står det vist klart, at sloveneren har åbenbaret en sårbarhed, der er sjælden for så alsidig en rytter. Man skal ikke glemme, at det også var ham, der blev fanget i sidevinden på vej mod Mur-de-Bretagne i sidste års Tour, og mens det nok ikke skyldes manglende evner, kan man i hvert fald konstatere, at det kniber lidt med koncentrationen for en mand, der måske nok er løbets stærkeste, men har en del julekort at sende, hvis han står øverst på podiet om to dage.

Det burde han imidlertid have gode chancer for at gøre. Sidevind bliver ikke et tema i resten af løbet, og på stigningerne har han hidtil ikke vist mange svaghedstegn. Madrid-bjergene bløde, og med mindre Roglic selv eller resten af holdet, der i dag mistede en vigtig mand i Tony Martin, er mere mærkede af styrtet end som så, burde han uden uheld ikke kunne miste grebet om førstepladsen på morgendagens store, men ret bløde bjergetape. De seneste dage har vist, at det er for tidligt som en anden Uffe Ellemann at erklære, at ”den er hjemme”, men når nu sidevindsetaperne er ryddet af vejen, ligger motorvejen åben.

Det gør den imidlertid ikke for Quintana. Lørdag er der nemlig lagt op til et gigantisk opgør om podiet, hvor man kan være stensikker på, at Miguel Angel Lopez vil angribe på selv den mindste jernbanebro. Og da Movistar-colombianeren heller ikke i dag lignede en mand med diamanter i stængerne, kan man frygte, at lørdagen bliver dyr for det spanske storhold - og det vil næppe formilde sindet hos Arrieta, der formentlig var kogt over af raseri, hvis ikke det spanske efterår havde fjernet enhver risiko for overophedning.

Deceuninck derimod kan tage sig en halv fridag, hvor det eneste mål bliver at sikre James Knox’ samlede top 10, og det burde ikke være svært i et løb, hvor Marc Soler på 10. pladsen er vanvittige 21 minutter fra den røde trøje. I bjergene har superholdet nemlig deres begrænsninger, men når man kan vinde stort set i alle andre slags terræner, er det en mangel, de kan leve med. Syv top 10-placeringer på de seneste to flade etaper fortæller i hvert fald hele historien om, hvor Patrick Lefevere står i spidse for sportens mest succesrige mandskab.

Favoritterne

Efter tre dage med fuld knald kan man argumentere for, at det, der skulle have været den lette uge, er blevet den mest dramatiske af de tre, selvom vanskelighederne egentlig er koncentreret i de første 15 dage. Det må kunne give et vist håb for Miguel Angel Lopez forud for det, der bliver hans sidste store attentat mod det podium, han syntes at have tabt efter krisen i Cantabrien og Asturien. På papiret burde 20. etape nemlig ikke være den vildeste udfordring, men han kan nu drømme om, at benene efterhånden er så mærkede, at der alligevel kan gøres forskelle.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Det er der egentlig grund til at forvente, og med tanke på det, vi har set hidtil, ligner Nairo Quintana i hvert fald en taber i kampen om podiet. Etapen minder nemlig meget om 18. etape, som heller ikke bød på svære stigninger, men hvor det alligevel lykkedes via en vild start med mange angreb og en benhård Astana-forcering at gøre alle så mærkede, at selv 5%-stigningen Alto de Cotos kunne sætte Quintana og Tadej Pogacar til vægs. I den tredje uge af en grand tour skal man altid vente det uventede, og derfor bør der være lagt i kakkelovnen til mere dramatisk, selvom etapen ved første øjesyn ikke er svær.

Profilen kan ellers godt snyde. På papiret ser den jo gigantisk ud med store bjerge i næsten 2000 m højde, men studerer man stigningerne nærmere, er de ikke noget at skrive hjem om. De to kategori 1-stigninger er nemlig den slags lange, jævne opkørsler, som der findes mange af i Spanien, men som mangler de stejle procenter, som man finder i de ”rigtige” bjerge. Peña Negra bliver således aldrig stejlere end 8%, og den maksimale stigningsprocent på Pedro Bernardo er kun marginalt højere på 8,3%.

Det er derfor ikke stigningerne i sig selv, men snarere etapens placering efter 19 dage og ikke mindst det samlede antal højdemeter på i underkanten af 5000, som skal gøre forskellen. De moderate stigningsprocenter betyder imidlertid også, at slaget er tabt, hvis man tror, at man bare kan rulle frem til Peña Negra og satse på at køre væk der. Nej, vil man have noget ud af etapen, skal man gøre det præcis lige så hårdt, som det lykkedes Astana at gøre det i går.

Derfor må man også formode, at det bliver en højintens og meget taktisk affære. Astana kan glemme det meste af deres planer, hvis ikke de får folk med i udbrud, og det er helt sikkert også på agendaen for både Movistar og Jumbo. Lægger man dertil, at over halvdelen af holdene kun har etapesejren at køre for, er der lagt op til en sand angrebsfest fra start. Første stigning kommer allerede efter 15 km, og dermed burde der være garanti for, at vi over de følgende 30 km, der næsten alle går opad, får etableret et brølstærkt og stort udbrud med deltagelse af alle de tre store hold samt formentlig alle de bedste klatrere, der ikke er en del af klassementet og stadig har lidt at skyde med.

For Jumbo vil det være fint at lade dem sejle hele vejen med et gigantisk forspring - især nu, hvor de er reduceret til seks mand - og de vil blot lade farten dale. Det er derfor andre, der skal tage over, hvis ikke det skal blive til en udbrudssejr, og det vil næppe være Movistar. Som vi så i går, har de opgivet at sætte Roglic i bjergene, og med mindre sloveneren viser uventede krisetegn, vil deres primære mission formentlig være at komme så let hjem, at Quintana alligevel kan bevare sin podieplads.

UAE har naturligvis slet ikke styrken til at sætte Pogacar op til et angreb på podiet, og derfor peger pilen igen i samme retning, som den plejer, nemlig på Astana. Det er alene kasakkerne, der skal forhindre udbruddet i at vinde, og går de ikke frem i tide, bliver det nok engang en lykkeridder, der vil krydse stregen først.

Vi tror imidlertid på, at Astana vil sætte alt ind på at vinde med Miguel Angel Lopez. Colombianeren har stadig ikke vundet et cykelløb siden marts og en grand tour-etape siden 2017, og det drømmer han helt sikkert om at gøre igen. Denne gang slutter etapen endda med en kort, men ikke helt let stigning, hvorfor han rent faktisk har en chance for at gøre det færdigt, hvad han ikke havde i går. Endelig er de 10 bonussekunder også vigtige i hans kamp for at avancere så meget som muligt.

Da de også har en interesse i, at løbet skal være brutalt - ellers er stigningerne ganske enkelt for lette - vil vi tro, at vi for første gang i år ser, at Astana sætter sig tidligt frem. Sker det, bliver det svært for et udbrud at holde, især fordi vi tror, at Quintana vil blive sat på Peña Negra, at Lopez vil kalde holdkammerater tilbage, og at det derfor vil gå over stok og sten også i dalen mellem de to sidste stigninger. Vi hælder derfor til, at favoritterne skal slås om det - især fordi Astana ingen grund hat til at spare på kræfterne.

En udbrudssejr kan dog ikke udelukkes. Først og fremmest vil udbruddet være stort og klatrestærkt, og for det andet er der grænser for, hvad Astana kan med otte mand, når der skal køres stærkt over 190 km med 4500 højdemeter. Endelig betyder det forfærdelige regnvejr, at nedkørslerne kan være spejlglatte, og det plejer altid at favorisere et udbrud, der er mere risikovilligt end feltet og de nervøse klassementsryttere, der kan sætte tre ugers hårdt arbejde over styr som følge af et ærgerligt styrt. Det bliver derfor en gigantisk og formentlig tæt kamp, men vi hælder til et opgør mellem favoritterne.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Favoritternes kamp vil formentlig blive indledte på Peña Negra. De øvrige stigninger kommer for tidligt, især fordi Lopez ikke skal vinde meget tid for at gå på podiet. Dertil kommer, at han formentlig gerne vil undgå at sætte livet på spil på den lange nedkørsel fra tredjesidste stigning, og derfor regner vi med, at Astana vil åben for gassen fra bunden af dagens sværeste stigning, hvor Lopez skal angribe.

Stigningen er ikke svær, men den er sværere end Cotos, hvor han kunne sætte Pogacar og Quintana forleden. Desværre for ham vil der være sidemodvind, og derfor tror vi, at der er grænser for, hvor stor skade han kan gøre. Omvendt var han så suveræn i går, at han formentlig vil være i stand til i hvert fald at sætte en sygdomssvækket Quintana og herefter samle en holdkammerat eller to op fra det tidlige udbrud. Derefter regner vi med et forfølgelsesløb, inden Lopez og formentlig et par følgesvende skal slås om det på den sidste stigning.

Den sidste stigning er ikke noget Monte Zoncolan, men den er faktisk heller ikke helt let. På det tidspunkt kan 4 km med 7% sagtens bide lidt, især fordi den sidste kilometer stiger med 8%. En lang dag med mange højdemeter i kulde og regn vil sætte sig sine spor, og vi får derfor på, at der vil kunne gøres visse forskelle på sidste stigning, også selvom den ikke er særlig lang.

Det får os til at pege på Alejandro Valverde som vores favorit, men det er med nogen tøven. Havde det været solskin og varme, havde vi været mere overbeviste, men det er ingen hemmelighed, at verdensmesteren før har haft det svært i disse betingelser. Det så vi senest i Andorra, hvor han ikke have sin bedste dag på en regnvåd dag med mange højdemeter, og betingelserne her minder meget om det, vi så i det lille naboland. I forvejen er disse lange, jævne stigninger ikke just Valverdes kop te, og det er i hvert fald ikke en etape, som han selv ville have designet den.

Alligevel tror vi på ham. Han virkede meget overbevisende på torsdagens etape, der passede ham nogenlunde lige så dårligt, og også i Andorra klarede han sig trods alt hæderligt på stigninger, der var betydeligt sværere end disse. Lægger man dertil, at der vil være modvind på dagens sværeste stigning, bør Valverde have mulighed for at hænge på hele vejen. Den sidste lille rampe op mod mål er som skabt til en puncheur som ham. Det betyder ikke, at han vil vinde, selv hvis han har overlevet så langt, for efter 190 km i kulde og regn vil det være kræfterne, der bestemmer. Valverde er imidlertid ikke klassikerrytter for ingenting, og han plejer at kunne gøre det færdigt også efter lange dage. Udfordringen er først og fremmest regnen, det samlede antal højdemeter og Valverdes udsving i grand tours - særligt i år og sidste år - men har han samme ben som i går, tror vi, at han vil spurte sig til sejr på toppen.

Det kunne også være en god chance for Primoz Roglic til endelig at få sin linjeløbsetapesejr. Sloveneren har kun én målsætning, nemlig at forsvare trøjen, og derfor vil han igen køre et defensivt løb, hvor han alene skal sørge for at følge de bedste. Det betyder imidlertid ikke, at han ikke kan vinde, for vi så i går, at det kun var Higuitas soloridt, der snød ham for sejren. Nok er han ikke helt så overbevisende som i den anden uge, men reelle svaghedstegn har han ikke vist, og han viste i går, at han kan slå Valverde i en let stigende spurt. I teorien bør hans chancer være større på en rigtig stigning som denne, hvor det først og fremmest er benene, der taler, og da Roglic ligesom Valverde formentlig vil sidde på hjul hele dagen, kunne det ligne et opgør mellem dem. På papiret er Valverde stadig den hurtigste, men Roglic slog ham på Jebel Jais i UAE Tour, hvor verdensmesteren dog var småsyg. Er han ikke mærket af dagens styrt - og det skulle han ikke være - kan Roglic sagtens krone en Vuelta-sejr med at vinde den sidste bjergetape.

Som vi skrev i analysen i går, må man næsten tro, at Miguel Angel Lopez var småsyg på 13. og 15. etape. Gennem hele resten af løbet har han nemlig været klart bedste mand på lange stigninger, og det var han da også i går, hvor han så ud til at have et gear mere end de andre. Måske kan Roglic følge ham, men vi har også set, at sloveneren ikke er villig til at satse alt på at køre sig i rød zone og jagte en mand, der er langt efter i klassementet. Derfor har Lopez en frihed, som Valverde ikke har, og da han samtidig er stærkeste mand, kan han sagtens ende med at vinde.

Lopez har to muligheder. Enten kan han køre væk på Peña Negra og bruge en holdkammerat til at holde sig fri inden sidste stigning, eller også kan han vinde ved at være bedste mand til sidst. Stigningen passer ham ikke specielt godt, men vi ved, at Lopez har punch efter en hård bjergetape. Den sidste rampe er stejl nok til, at Lopez kan køre alene væk, hvis han vitterligt er bedste mand igen. Problemet for ham er, at hans vigtigste mission er at sætte Quintana, og derfor kan han blive tvunget til at føre så meget, at de hurtigere Valverde og Roglic slår ham til sidst.

Løbets joker er Tadej Pogacar. Sloveneren havde en overraskende svær dag i går, men det betyder ikke, at han ikke kan være flyvende i morgen. Lidt uventet har han nemlig vist sig at være lidt svingende. På 15. etape havde han det også svært, men dagen efter konkurrerede han på Cubilla med Lopez om at være bedste mand. I teorien burde denne gigantiske bjergetape med 4500 højdemeter og mange lange stigninger være gode for Pogacars dieselmotor, og den sidste rampe er heller ikke ringe for en mand, der faktisk er både hurtig og har punch. Nok har han ikke Valverdes eller Roglics spurt, men han har før vist, at han kan være bedste mand i bjergene. Er han det igen, er stigningen til sidst stejl nok til, at han kan gøre det færdigt, og vi ved nu, at han har det som en fisk i vandet i regnvejr. Nu skal han bare vise, at torsdag kun var en dårlig dag og ikke udtryk for et formdyk.

Læs også

Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet

Vi har svært ved at se andre vindere fra et favoritopgør. Nairo Quintana så heller ikke godt ud i sidevinden i dag, og den småsyge colombianer skal være glad, hvis han mod forventning forsvarer podiet. Rafal Majka er stadig bedre, men han har hidtil været et niveau under de øvrige, og med en relativt stejl finalestigning får han svært ved at vinde. Wilco Kelderman skuffede forleden - formentlig som følge af hans store ressourceforbrug onsdag - og vil formentlig gøre det godt på en etape, der burde passe ham perfekt, men heller ikke han kan vinde mod favoritterne. Og heller ikke James Knox eller den ellers imponerende Carl Fredrik Hagen, som begge bare skal forsvare sig, kan slå de bedste her.

Derfor er vores øvrige vinderbud udbrydere, og her vil vi for anden gang i træk pege på Sergio Higuita som bedste bud. Colombianeren kører ganske vist sin første grand tour, men det mageløse soloridt i går viste, at han slet ikke er færdig endnu. Har har stadig lidt at skyde med, passer denne etape ham perfekt. Han har nemlig kørt sine bedste etaper i Andorra og på 18. etape, hvor vi også havde store dage med mange højdemeter, lange stigninger og pæne højder. I Andorra viste han også, at han har det fint med dårligt vejr, og denne etape burde være guf for en mand, der kan bruge den lange stigning fra start til at komme afsted. I en spurt på rampen kan han slå de fleste, og derfor er han nok engang en indlysende kandidat.

Et andet oplagt bud er Hermann Pernsteiner . Bag de fem store, Majka og Kelderman har den lille østriger været 8. bedste mand i bjergene, og havde det ikke været for sidevinden, havde han været en stensikker mand i top 10. Også i lørdag kørte han imponerende, da han angreb i ét væk i starten af etapen og alligevel havde styrke til at ramme udbruddet, selvom han havde spildt mange kræfter. Til slut kørte han næsten med hos favoritterne, og dermed har han vist, at han stadig er frisk og er blandt de bedste klatrere. Han har vist, at han kan køre de store dage med mange højdemeter, og han har en tidlig stigning til at ramme udbruddet. Denne gang slutter etapen endda opad, og det giver en ren klatrer som ham en chance for at gøre det færdigt.

Den største oplevelse i går var at se genfødslen af Louis Meintjes. Var Higuita ikke kørt væk på nedkørslen, havde sydafrikaneren formentlig kørt om sejren, for på stigningerne var han så god, at han endda kunne følge Quintana og Pogacar til sidst - og det endda selvom han havde spildt kræfter på et dumt fremstød tidligere. Vi ved, at Meintjes er notorisk kendt for sin dieselmotor, der altid har gjort ham brølstærk i den tredje uge, og derfor siger logikken vel, at han bare burde være endnu bedre nu på en etape, der kommer senere og har flere højdemeter. Den slutter opad, hvorfor spurtsvage Meintjes også kan gøre det færdigt. Det kunne være smukt, hvis han kunne kickstarte en genfødsel i 2020 ved at finde denne store bjergetape.

Vi vover igen pelsen ved at pege på Wout Poels . Nok kan det ikke læses af resultatet, men hollænderen kørte faktisk en fornem etape i går. Således kørte han hele første stigning alene, og selvom der i angrebsfesten blev kørt så stærkt, at feltet eksploderede, øgede han hele vejen til toppen. For tredje gang i løbet brændte han imidlertid alt krudtet af for tidligt, og det synes efterhånden klart, at Poels ganske enkelt er for ivrig til at være etapejæger. Han synes dog efterhånden at have fundet benene, og når han har sine tredjeugesben, er han en af verdens allerbedste. Nu håber vi bare, at han denne gang ikke kører sig selv i hegnet på de første 50 km, men også gemmer lidt til at kunne gøre det hele færdigt.

Tao Geoghegan Hart meldte om dårlige ben i går. Derfor kørte han sig i hegnet for Poels, men det fortrød han, da benene pludselig vendte tilbage til slut. Med en 2. og 3. plads på de to bjergetaper i Asturien hr han vist, at han er en af feltets bedste bjergudbrydere, også selvom det ikke er Geoghegan Hart, når han er bedst. Som brite kan han ikke afsky regnvejr - snarere ligner han en mand, der har brug for en ton solcreme, hvis det er varmt - og den sidste stigning burde passe en eksplosiv fyr som ham. Måske er højdemeterne lidt mange, men Geoghegan Hart var trods alt ved at vinde to af de mest bjergrige etaper hidtil.

Oscar Rodriguez har været temmelig svingende, men efter en krise i uge 2, hvor han smed sit klassement, har han rejst sig igen. Han kørte i hvert fald en fornem etape i går, hvor han kørte op til udbruddet og stadig spillede en rolle i finalen, hvor han var en af de bedste. Han viste i Route d’Occitanie med et stort resultat på en dag i udbrud, at han er god til at sidde foran på disse store dage i bjergene, og det er slet ikke en ringe rute for den unge spanier. Som basker må han være komfortabel i regnvejr, og han kan gøre det færdigt med en stigende afslutning. Nu skal han bare også have en af sine bedre dage.

Vi kommer heller ikke udenom at pege på Ruben Guerreiro igen. Portugiseren har været en af de mest stabile udbrydere, og han virker stadig frisk og aggressiv. Egentlig er han mest puncheur, men han har i dette løb overrasket positivt også i de høje bjerge. Højdemeterne er mange for en type som ham, men stigningerne er ikke for svær. Han har sit gode punch og vil elske den sidste stigning, hvis han stadig har lidt at skyde med. Nu skal han bare vise, at han stadig har den friskhed til at ramme udbruddet, som han desværre manglede i går.

Movistars primære mission er at forsvare de to podiepladser, og det låser formentlig Marc Soler. Omvendt skal de have en mand ud foran, og da udbruddet etableres på en stigning, kan han vise sig at være den eneste med benene til at komme fri. Gør han det, kan han risikere at blive kaldt tilbage for at hjælpe en kriseramt Quintana, men bliver colombianeren sat så tidligt, at podiet alligevel er tabt, kan Soler måske alligevel få lov at blive i front. Han har vist, at han er en af løbets 10 bedste klatrere, og denne afslutning passer ham bedre end den stejle Acebo-stigning, hvor han kom til kort. Faktisk er det en perfekt etape for dieselklatreren Soler, men det kræver, at holdet giver ham plads.

Læs også

Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege

På samme facon kan Sepp Kuss komme i spil. I virkeligheden kan vi gentage hele smøren om Soler, for Kuss kunne meget vel ende som den Jumbo-mand, der sendes i forkøbet. Også han risikerer at falde tilbage, hvis Roglic kan følge Lopez på Peña Negra, er der ingen grund til at kalde amerikaneren hjem. Kuss har én gang vist, at han kan gøre det færdigt, og det kan han gøre igen, især fordi han har den luksus, at han kan sidde på hjul indtil sidste stigning.

Gianluca Brambilla har i dette løb været bedre end længe. Særligt på Cubilla imponerede han, da han var sidste mand til at slippe Jakob Fuglsang. Egentlig er en etape som denne for svær for Brambilla, men når han næsten kan vinde 16. etape, kan han også vinde denne. Det er antallet af højdemeter, der skal slå ham ihjel, for den sidste rampe er som skabt til eksplosive Brambilla, der stadig synes at have masser at skyde med.

Hidtil har Geoffrey Bouchard alene kørt efter bjergtrøjen, men da den nu er så godt som sikker, kan han få lov at vise, at han også kan vinde en etape. Det er en svær opgave, men Bouchard har i dette løb vist, hvorfr han sidste år vandt Tour Alsace, selvom han mest kørte på motionsplan i flere år. Han har ramt et havaf udbrud og er stadig frisk. Denne gang skal han ikke jagte bjergpoint, så nu får han lov at vise, at han også kan køre med sammen med de bedste klatrere.

Nicolas Edet kørte længe med de bedste og havde kurs mod en overraskende top 10, indtil sidevinden knuste den drøm. Desværre har han siden da virket til at være en mand, der er ramt på moralen, og man kan frygte, at han ikke kan mobilisere kræfterne til at prøve igen. Edet kørte imidlertid bedre end nogensinde i de to første uger, og har han stadig de ben, kan han vinde fra et udbrud, især fordi han har et fint punch til den sidste stigning.

Endelig vil vi pege på Pierre Latour. Egentlig tror vi ikke meget på franskmanden, der siden 14. etape har virket træt og kvæstet, men det gjorde han også inden Los Machucos-etapen, hvor han var meget tæt på at vinde. Latour er kendt for at være svingende, og derfor kan man ikke helt udelukke, at han kan rejse sig. Stigningerne er ikke for stejle, og den sidste rampe passer ham, så etapen er skræddersyet til ham, hvis han er frisk. Og hvem var det nu, der vandt 20. etape i 2016? Nå jo, det var vist Latour…

Vi har svært ved at se andre vindere. Astana-rytterne, herunder Jakob Fuglsang, vil formentlig blive sat i udbrud, men da vi betragter det som næsten givet, at Lopez vil køre fra Quintana på Peña Negra virker det helt umuligt at tro, at de ikke alle vil blive kaldt tilbage. Mikel Nieve er som bekendt konge af disse udbrud - og han vandt 20. etape i sidste års Giro - men selvom der med mange højdemeter er tale om en rigtig Nieve-dag, har han slet ikke haft benene i dette løb. Etapen er god for Kilian Frankiny, som vi flere gange har fremhævet, men han har virket knap så overbevisende de seneste dage. Dylan Teuns virker træt, Esteban Chaves har slået sig, og Ben O’Connor er stadig ikke blevet sig selv endnu. Alle øvrige klatrere synes for formsvage eller har andre og vigtige opgaver end at jagte en etapesejr.

Feltet.dks vinderbud: Alejandro Valverde

Øvrige vinderkandidater: Primoz Roglic, Miguel Angel Lopez

Outsidere: Tadej Pogacar, Sergio Higuita (udbrud), Hermann Pernsteiner (udbrud), Louis Meintjes (udbrud), Wout Poels (udbrud)

Jokers: Tao Geoghegan Hart, Oscar Rodriguez, Ruben Guerreiro, Marc Soler, Sepp Kuss, Gianluca Brambilla, Geoffrey Bouchard, Nicolas Edet, Pierre Latour (alle fra et udbrud)