STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

Ruten

I gamle dage var det helt fast, at næstsidste etape var en enkeltstart, der repræsenterede et sidste klassementsslag i det flade terræn på rejsen mod Paris, men i de senere år, hvor enkeltstarter er blevet nedtonet, og bjerge har kunnet indgå til allersidst i løbet, er den tradition blevet knap så udtalt. I dette mere traditionelt opbyggede Tour de France er det dog helt naturligt, at også denne tradition fastholdes, og derfor skal klassementet for tredje gang i træk sættes på plads på en enkeltstart. Modsat sidste år er der imidlertid ikke bare tale om en klassisk specialistrute, for selvom de første små 35 km ikke terrænmæssigt er alt for komplicerede, slutter etapen med to betydelige bakker, der vil stille visse krav til klatreevnerne - og så skal motoren være i orden på det, der vil være den længste enkeltstart siden 2014. Ganske vist er de 40,7 km en betydeligt kortere distance end i gamle dage, men det er nok til, at det hele i teorien kunne vendes på hovedet til allersidst, som vi så det i 2020-udgavens højdramatiske enkeltstart, hvor Tadej Pogacar sensationelt kørte Primoz Roglic ud af trøjen, eller i 2011, hvor Andy Schleck måtte sende den gule trøje til Australien og Cadel Evans, hvis altså ikke forskellene i toppen havde været så store.

Med en distance på 40,7 km er det som sagt tale for en i nyere sammenhæng historisk lang enkeltstart, der fører feltet fra Lacapelle-Marival til Rocamadour. Fra start kører man ad en relativt flad vej mod nordvest, og selvom der ikke er deciderede sving, er det en uhyre snoet og kringlet strækning, der fører direkte frem til byen Aynac, hvor den første mellemtid tages efter 10,6 km. Her drejer man mod vest for at køre ad en let stigende og igen snoet vej frem til Chateau de Saignes, som passeres efter 13,7 km.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Herfra retter vejen sig betydeligt mere ud, og der bliver plads til at åbne for gassen, når man kører mod vest og sydvest ad en lige, først let faldende og siden flad vej frem til Gramat, hvor den anden mellemtid tages efter 22,1 km. Herfra fortsætter man mod sydvest ad en generelt flad eller kun let stigende vej, der dog igen er en anelse mere snoet, inden det falder let det sidste stykke mod sydvest og vest frem til Couzou, hvor den sidste mellemtid tages efter 32,6 km.

Nu er det slut med fladlandet. En relativt let nedkørsel leder mod nord, inden det med 5,7 km igen går mod nordvest op ad Cote de Magnes (1,6 km, 4,7%), der har top præcis ved 4 km-mærket. Herfra går det mod nord og nordøst ad endnu en enkel og hurtig nedkørsel ned til udkanten af målbyen, hvor man med 1800 m igen krydsre floden L’Alzou for at køre op ad målbakken, der stiger med 7,8% over 1500 m. Der er to hårnålesving undervejs, inden man rammer de sidste 300 m, der er stort set flade og byder på et sving med 180 m igen, hvorefter man rammer den 5,5 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 433 højdemeter.

Rocamadour har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i 2020-udgaven af Route d’Occitanié, hvor Benoit Cosnefroy viste sine puncheurevner ved på samme målstigning som her at sejre med 2 sekunder ned til Bauke Mollema, Thibaut Pinot og den samlede vinder, Egan Bernal.

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

Vejret

Enkeltstarten i København blev stort set ødelagt af regn, men heldigvis får vi i morgen ikke spoleret noget af vejret. Således venter der relativt ensartede forhold på en flot dag med få skyer og en temperatur i målbyen på 29 grader. Vinden vil være let og komme fra nordvest, men den vil tiltage en anelse fra en styrke på 7 km/t ved starten til 11 km/t ved slutningen af etapen. Det giver direkte modvind frem til første mellemtid og derefter sidemodvind hele vejen frem til finalen, hvor der hovedsageligt vil være sidevind over de sidste 3 km, dog med sidemodvind på opløbsstrækningen.

Analyse af 19. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan Jumbos overlegenhed nu er blevet så total, at der er blevet plads til at uddele takkegaver til hjælperne.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Favoritterne

I gamle dage var det en fast tradition, at det endelige klassement skulle fastlægges på en enkeltstart på næstsidste etape. Desværre måtte man næsten altid se langt efter spændingen. I årene med Lance Armstrong og Miguel Indurain var løbet - med 2003 som en markant undtagelse - afgjort inden det sidste slag mod uret, og det samme var tilfældet i mellemårene 1996, 1997 og 1998. Heller ikke da i 2006, 2007, 2008, 2010 og 2012 var der nogen stor spænding om udfaldet, og selvom trøjen skiftede ejermand i 2011, vidste alle godt på forhånd, at Cadel Evans ville detronisere Andy Schleck på løbets næstsidste etape.

I de senere år er det blevet mere normalt at have en bjergetape på den sidste lørdag. Det var tilfældet i 2009, 2013, 2015, 2016 og 2019, men det var kun i 2015, at det lykkedes at skabe en spænding om udfaldet, da Nairo Quintana sendte en syg Chris Froome i krise. I de øvrige år har man atter haft enkeltstaryer, men heller ikke de har efterladt nogen tvivl om udfaldet, uanset om vi talte om Vincenzo Nibalis sejr i 2014, Froomes sejr i 2017, Geraint Thomas’ sejr i 2018 eller Tadej Pogacars sejr sidste år. Den store undtagelse var naturligvis 2020-udgaven, men dengang gik alle jo faktisk indtil enkeltstarten i den tro, at løbet var afgjort. Det var således først undervejs, at Pogacars vanvidsridt skabte en spænding, som jo egentlig ikke burde være der.

20. etape er nu engang sjovest, når sejren er på spil, men sådan er det desværre ikke denne gang. Pogacar kan ikke hive et mirakel op af hatten to gange, for denne gang er efterslæbet trods alt for stort. Jonas Vingegaard kan vel næsten tillade sig at kopiere Michael Rasmussens enkeltstart fra 2005 uden at miste den samlede sejr, og heller ikke 2. eller 3. pladsen er der spænding. Den skal findes længere nede i klassementet, men det er næppe noget, der bringer nogen puls langt over 100. Aleksandr Vlasov bør avancere til 5. pladsen, og den spænding, der egentlig burde være om 10. pladsen, er der næppe, når Adam Yates kæmper med sygdom. Det eneste reelle spændingsmoment i top 10 er, om det er temposvage Louis Meintjes eller temposvage Nairo Quintana, der ender som nr. 6, og udfaldet af den duel får nok ikke TV2 News til at sætte den gule bjælke på skærmen.

Til gengæld kan vi glæde os over, at kampen om etapesejren bliver interessant. Vi savner desværre i den grad Primoz Roglic, Kasper Asgreen, Mathieu van der Poel og Magnus Cort som alle har været på podiet på grand tour-enkeltstarter inden for det seneste år, men heldigvis betød den tempofattige Giro, at årets Tour havde tiltrukket næsten alle de bedste temporyttere. Derfor er det stadig et ganske fremragende felt, der skal slås om sejren lørdag eftermiddag.

Vi blev som bekendt ikke meget klogere på styrkeforholdet af enkeltstarten i København. Regnen gjorde, at den i alt for stort et omfang blev et spørgsmål om risikovillighed, men selv hvis etapen havde haft en sportslig værdi, havde den ikke kunnet bruges som noget væsentligt pejlemærke forud for denne etape. Der er nemlig tale om to vidt forskellige løb.

Det første hænger naturligvis sammen med ruten. 1. etape var kort og helt flad, men her taler vi om den længste enkeltstarter siden 2014 - så lang en enkeltstart, at vi i dag sjældent ser det i grand tours. Det er en gave for de store dieselmotorer - hvorfor Asgreen må ærgre sig ekstra - men nogle af dem vil til gengæld måske irritere sig over terrænet.

Sidste år var den sidste enkeltstart en flad sag, men det er den bestemt ikke i år. Her er ca. 200 højdemeter flere, selvom etapen kun er ca. 10 km længere, og det skyldes naturligvis de sidste to bakker, hvoraf den sidste er så stejl, at den stiller krav til klatreevnerne. Her kan tunge folk tabe så meget tid, at de får svært ved at blande sig fremme. Til gengæld er de første 30 km ganske gode for specialisterne, men den første del af etapen ser ganske kringlet ud med en meget snoet vej, som kan stille visse krav til teknikken.

Det ligner således en alsidig sag, hvor man skal kunne det meste. Først på etapen ser det ud til, at man kan drage lidt fordel af tekniske evner, midtvejs skal man træde de mange watt i det flade terræn, og til slut skal man kunne klatre, særligt på den sidste bakke, der ikke blot er stejl, men også relativt lang. Samtidig skal man have motoren til at håndtere en distance, som de ryttere, der ikke deltager ved mesterskaber, ganske sjældent kører.

Endnu vigtigere end ruten er dog friskheden. På sidste enkeltstart handler det mest om at have noget tilbage i tanken, og med den kuperede rute kan vi vente os, at toppen af etaperesultatet vil blive domineret relativt meget af de restitutionsstærke klassementsryttere samt cremen af specialister, som kan håndtere særligt den stejle sidste stigning. Samtidig ser man ofte overraskelser her til sidst. Er der en frisk rytter, der vælger faktisk at køre igennem, selvom han ikke er specialist, har han potentiale til at overraske, ikke mindst over en distance, hvor friskheden vil betyde endnu mere end på en kort enkeltstart, hvor tempoevnerne nok ville have vægtet mere.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Jeg er lidt i tvivl om, hvor stor en rolle vejret vil spille. Vi slipper heldigvis for det københavnske lotteri, som totalt ødelagde enkeltstarten, og betingelserne ser ud til at være relativt ensartede. Det vil dog blæse op gennem eftermiddagen, og selvom den sekundmeters forskel, der er mellem Caleb Ewans og Jonas Vingegaards starttider, ikke er alverden, kan den sagtens gøre en forskel, hvis det er tæt. Der er nemlig tale om en næsten ren modvindsenkeltstart, og der bør således være en fordel ved en tidlig start. Jeg har imidlertid lidt svært ved at kvantificere, hvor stor den er, da det i høj grad også afhænger af, hvor meget læ der er.

BLIV RIGTIG TOUR-FAN MED DET OFFICIELLE MERCHANDISE

Det kan måske også skabe lidt usikkerhed omkring favoritværdigheden, men alligevel har jeg svært ved ikke at tro på endnu en sejr til Wout van Aert. Det er simpelthen helt troligt, hvilken form han altid synes at ramme i den tredje uge, for det er nu tredje år i træk, at han laver helt utrolige ting til allersidst. Mest tydeligt blev det, da han satte Tadej Pogacar på Hautacam i går, men hele hans indsats i Pyrenæerne har jo været noget af det mest overbevisende, vi har set i lang tid. Hvis en enkeltstart i den tredje uge handler om friskhed, bonner Van Aert ud som den største vinder.

Ruten burde også passe ham ganske sublimt. Den tekniske del er en gave, som vi så i København, og hans power er så stor, at han kørte lige op med Filippo Ganna i det belgiske fladland ved VM. Måske kører Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar hurtigere op ad den sidste stejle stigning end ham, men der er ikke mange andre, der vil komme i nærheden af ham. Distancen burde også være en gave til hans motor, og dermed står der Van Aert skrevet med flammeskrift ud over denne enkeltstart. Min eneste bekymring er, at han først starter kl. 16.16 og dermed har noget af den hårdeste modvind, men heldigvis gælder det samme for næsten alle hans værste rivaler. Med endnu en vanvidsform i den tredje uge tror jeg, at udfaldet bliver det samme som i 2022, nemlig nok en Van Aert-sejr i denne Jumbo-dominans.

Vinden er grunden til, at jeg peger på Filippo Ganna som nr. 2. Det havde jeg helt sikkert ikke gjort, hvis forholdene havde været ensartede, for jeg synes, at italieneren virker træt. Det har han gjort siden dag 1, og han har aldrig rigtigt fundet formen. Det blev måske mest tydeligt i udbruddet på 13. etape, men vi har dog set fremgang på nogle af bjergetaperne. Desværre har det i denne uge igen været trist, og han synes slet ikke så frisk, som han var i Giroen i 2020 og 2021.

Heldigvis kan der være et håb i, at han har kørt bjergetaperne med fuldt fokus på denne etape. Han kan have sparet sig og være mere frisk, end man kan se. Spørgsmålet er bare, om det er nok. Ganna kører ganske godt opad, og som vi så til OL, hvor ruten var meget sværere end denne, kan han sagtens være med i kuperet terræn. OL viste imidlertid også tydeligt, at han er på udebane i mere kuperet terræn, og han vil tabe tid til de fleste andre favoritter på den stejle bakke. Det skal han indhente på det flade, og det tror jeg ikke, at formen rækker til. Når jeg alligevel placerer ham som nr. 2, skyldes det, at der skal noget særligt til for at slå Van Aert. Det særlige kan Ganna måske have, fordi han på papiret er den eneste, der kan matche belgieren på det flade og ikke mindst fordi han som den eneste af topfavoritterne har betydeligt mindre modvind. Hvis vinden viser sig at spille en lille rolle, tror jeg end ikke, at han ender som nr. 2. Bliver vinden betydelig, kan han ende med at vinde etapen. Derfor står han højt på en rangering efter vinderpotentiale.

Hvis vinden er knap så dominerende, tror jeg på, at vi kan få en Jumbo-dobbeltsejr. Jonas Vingegaard blev nr. 3 på den sidste enkeltstart for et år siden i en Tour, hvor han fandt tempoevner, han ikke tidligere havde haft, og det var vel at mærke foran navne som Stefan Küng og Stefan Bissegger. Han kunne ikke helt slå specialisterne på den helt flade rute i Dauphiné i år, men det var tidligt i løbet. Nu drager han fordel af den enorme restitution, der hjalp ham for et år siden, og det taler for, at han vil gøre det langt bedre, end han gjorde i forberedelsesløbet. Den kuperede rute passer ham også langt, langt bedre, og han kan meget vel være stærkeste mand på bakken, hvor der kan vindes en del tid.

Distancen burde også være en gave til hans dieselmotor, men det er også klart, at han lider lidt under den kraftigere vind. Det gælder dog som sagt for de fleste af hans rivaler. Mere bekymret er jeg for hans risikovillighed. Nedkørslerne er ikke svære, men grundet forspringet er det vigtigste, at han ikke styrter. Det vil formentlig koste nogle sekunder mod slutningen, men over så lang en distance bliver det forhåbentlig ikke afgørende. Motivationen burde også være god, for selvom den samlede sejr er sikker, vil det ligne ham og Jumbo dårligt ikke at ville slutte løbet af med maner - også som forberedelse til kommende enkeltstarter. Med tanke på hans flotte resultat sidste år, hans udvikling siden da og den bedre rute tror jeg på et resultat, der kan måle sig med sidste års 3. plads.

Jeg prøver at placere Geraint Thomas som den næste. Waliseren havde inden løbet haft en lang periode, hvor klatringen har haltet, men hans enkeltstarter har hele tiden været fremragende. Selv i foråret, hvor hans form var til rotterne, imponerede han i Baskerlandet, men det ultimative bevis på tempoevnerne kom, da han i Schweiz næsten slog Remco Evenepoel, der i år har kørt enkeltstarter, så det synger. Det var på en helt flad rute, og det viser, at han kommer meget tæt på Ganna og Van Aert på de flade stykker, og det er klart, at han på bakkerne til sidst vil være en af de ryttere, der kører allerstærkest. Hans klasse kom også til udtryk i København, hvor han kørte uhyre forsigtigt igennem svingene og endda havde glemt at tage sin vest af - lidt af en brøler for et hold med marginal gains, for det kostede ifølge eksperter mange sekunder - og lægger man dertil, at han stadig er frisk, burde han køre en fremragende enkeltstart. Det gjorde han nemlig også, da han vandt i 2018, for her havde han kurs mod sejren, indtil han efter eget udsagn blev overvældet af følelser og tabte fokus - og det var altså Tom Dumoulin og Chris Froome, han ved mellemtiderne var ved at slå.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Den rytter, jeg har sværest ved at vurdere, er Tadej Pogacar. Vi ved, at han kan køre nogle fabelagtige enkeltstarter, som vi så med sejren på den flade rute sidste år og senest i København. Vi så til gengæld også, at han skuffede fælt på den sidste enkeltstart i 2021, og det var bestemt ikke med hans gode vilje. Nogle har hævdet, at han tog den med ro, men det er slet ikke rigtigt. Han proklamerede både før og efter etapen, at intentionen var at vinde, og kender man lidt til ham, ved man også, at han aldrig ville undlade at gå efter en etape, han faktisk havde en reel chance for at vinde.

Nej, det skyldtes den træthed, som også var ret åbenlys i Pyrenæerne, hvor han nok vandt begge bjergetaper, men hvor hans angreb slet ingen forskel gjorde, og som også var tydelig ved OL, hvor han ikke var det altædende monster, han var i begyndelsen af Touren. Heldigvis virker han slet ikke så træt som sidste år, men i kampen mod Vingegaard synes danskeren at vinde på friskhed. Det er trods alt ikke hver dag, at Van Aert kører sloveneren ud af hjulet på et bjerg! På den anden side er han ikke så åbenlyst træt, som han var det sidste år, og vi ved jo godt, hvordan hans 20. etape gik i Touren i 2020 og Vueltaen 2019. Ruten passer ham også betydeligt bedre end sidste års, og han er jo egentlig også som udgangspunkt bedre end Vingegaard på en eksplosiv stigning. Igen i år har han proklameret, at han vil vinde etapen, så han vil utvivlsomt give den 100%, som han altid gør det. Spørgsmålet er bare, om han er frisk nok. Jeg har min tvivl, men jeg er slet ikke sikker. Han ender lavt på min liste, men jeg bliver ikke overrasket, hvis han vinder.

Til gengæld har jeg svært ved at se andre vindere end de fem favoritter. Det gælder også for Stefan Küng. Ganske vist er schweizeren jo en gigant, som han viste ved at slå Ganna på den flade rute ved EM, men han har ikke helt været på toppen, siden han fik covid efter Schweiz Rundt. Det har han i hvert fald selv erklæret, da han blev sat fra udbruddet på 13. etape. Nu er spørgsmålet så, om han har forbedret sig siden. Han er i hvert fald ikke formsvag, som vi har set i Pyrenæerne de seneste dage, hvor han har klatret fremragende, men han har heller ikke kørt opad som i Tour de Suisse. Selv på toppen havde han næppe vundet, for selvom han kan køre opad, er bakken en ulempe i forhold til alle de ovennævnte med undtagelse af Ganna. Han har traditionelt også haft det lidt svært ved VM, og det kunne indikere problemer med distancen, i hvert fald i forhold til de bedste. Omvendt viste hans forrygende OL på en lang o meget kuperet rute og delvist også VM-bronzen i 2020, at han på sine gode dage godt kan både klare en lang og en kuperet rute. Spørgsmålet er bare, om han har den friskhed nu, og han starter også så sent, at vinden ikke giver ham nogen væsentlig forskel.

Denne etape bliver den eneste chance for Brandon McNulty til at jagte et personligt resultat, men den burde han også få. Der er ikke længere nogen grund til, at han skulle spare sig, og det burde lægge op til et godt resultat. Vi har jo i Pyrenæerne set, at han har fundet en helt vanvittig form i den tredje uge, og hvis han kører enkeltstarter, som han gjorde igennem det meste af 2021, vil det føre ham meget, meget langt på en rute, der med sin alsidighed burde passe ham sublimt. Distancen burde også passe ham fint, da han blev nr. 3 bag Ganna og Rohan Dennis på den lange Giro-enkeltstart i 2020, men der er alligevel en bekymring. Han har i skuffet mig på næsten alle sine enkeltstarter, og da vi senest havde chancen for at vurdere ham i Dauphiné, blev det hele ødelagt af defekt. Vi så også ved OL, at den superform, han havde i linjeløbet, slet ikke gav resultat på en meget skuffende enkeltstart, og derfor kan man aldrig regne med amerikaneren. Med sin nuværende form kan han køre fremragende, men jeg bliver heller ikke spor overrasket, hvis han igen skuffer.

Desværre fik vi aldrig at se, hvad Stefan Bissegger kunne i København. Det gør vi i morgen, men her passer ruten ham helt anderledes dårligt. For det første er den åbenlyst for kuperet, for på den stejle stigning vil han miste så megen tid, at han ikke kan vinde. Derudover har vi ved EM og VM sidste år set, at han stadig mangler noget på lange distancer. Sidste år blev han stadig nr. 5 på den sidste Tour-enkeltstart, og det viser, at han stadig er god, både over længere distancer og sent i en grand tour, men han er ikke det uhyre, han er over korte distancer. Han har heldigvis fordel af den svagere vind samt de tekniske dele, og han har i bjergene klatret så godt, at han synes ganske frisk, selvom vi ikke har set ham meget. Ruten er dog lidt for kritisk for ham til, at han bør være med i kampen om sejren, men jeg er spændt på at se hans fremgang, særligt hvis vinden giver ham en stor fordel.

Jeg prøver at placere Mattia Cattaneo som den næste, men det er åbenlyst med stor tvivl. Italieneren har nemlig skuffet fælt gennem hele løbet, men som vi så med Matteo Sobrero i Giroen, skal man passe på med altid at omsætte dårlig klatring til dårlige tempoben. Cattaneos store drøm er at være temporytter, og det er derfor noget, han arbejder meget på. Det er nærliggende at tro, at det har kostet i bjergene, og i hvert fald har det hjulpet på enkeltstarterne. Han slog Joao Almeida, da han vandt i Luxembourg sidste år, hvor han også var i top 10 begge gange i Touren, men mest imponerende var hans 3. plads i Dauphiné, hvor han blev slået af Ganna og Van Aert, men slog både Roglic og Vingegaard. Denne alsidige rute burde passe ham, og han har nu fordel af sin skuffende Tour, fordi den betyder, at han starter samtidig med Ganna og endda før Bissegger. Hans føring i dagens finale, hvor han ene mand næsten hentede udbruddet, giver mig håb om, at han kører stærkt i morgen trods det skuffende indtryk hidtil.

Meget af det samme kan siges om Bauke Mollema. Ligesom italieneren er hollænderen pludselig blevet tempospecialist, og i år er det gået rigtigt stærkt. Han slog en ganske vist formsvag Dumoulin på den flade tonserrute ved mesterskaberne, og han blev en overraskende nr. 9 i København, selvom ruten passede ham elendigt, og han kørte i nogle af de værste betingelser. Han blev også nr. 4 på den sidste enkeltstart i Giroen, og det er det, der giver mest grund til optimisme. I det italienske løb var han nemlig uhyre skuffende, men alligevel hev han en blændende enkeltstart frem til sidst. I dette løb har han også skuffet fælt, men det bør altså som for Cattaneo ikke nødvendigvis betyde en dårlig enkeltstart. Faktisk var der endda klare tegn på fremgang de sidste dage i Pyrenæerne, måske særligt i går, og det tyder på en vis friskhed. Jeg kan være lidt usikker på distancen, men ruten burde passe ham, og han klarede jo fint distancen ved mesterskaberne.

FØLG TOUR DE FRANCE PÅ FELTET.DK/TOUR

I går morges havde jeg næppe nævnt Daniel Martinez, hvis jeg havde skullet skrive denne optakt dengang. Colombianeren skuffede nemlig stadig uhyre meget i begyndelsen af ugen efter den sygdom, der reelt ødelagde hans løb, men gårsdagens etape ændrede perspektiverne. Nu tyder noget på, at han er rask og ved i gen at finde de gode ben, og nu kan hans krise måske endda hjælpe. Han har nemlig slet ikke kørt sig i hegnet hidtil, og han kunne derfor lukrere på noget ekstra friskhed. At kalde ham specialist er måske så meget sagt, men han kører næsten altid i eller meget tæt på top 10. Den allerstørste grund til håb giver hans 4. plads på den helt flade rute i Schweiz, hvor hans form også var langt fra toppen. Denne rute burde passe ham betydeligt bedre, både i forhold til terræn og nok også distance, men det er stadig ikke helt klart, hvor langt hans form rækker.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Et led i den pludselige genrejsning af Bob Jungels er, at han igen er begyndt at køre gode enkeltstarter. Det så vi med 5. pladsen lige bag Martinez i Schweiz, og det så vi senest med den flotte enkeltstart i København over en distance, hvor han normalt er på udebane. Det er de lange distancer, der passer hans motor allerbedst, som vi har set ed han 3., 6., 6., 7., 8. og 9. pladser på lange enkeltstater i grand tours. Særligt i den tredje uge plejer hans motor at være fremragende, og i dette løb synes han også at være blevet bedre og bedre. I den tredje uge har han dog virket en anelse træt, men ikke på et kritisk niveau. Den kuperede rute burde lige være ham, og han kører på et hold med sublimt materiel. Hans genfødsel er så ny, at vi lige skal have de genfundne tempoevner bekræftet, men baseret på det, vi så i Schweiz og København, burde det være uhyre lovende.

Formen burde række langt for Alberto Bettiol. Hans kørsel i Mende og gennem det meste af løbet har i hvert fald virket uhyre overbevisende. Til gengæld er han trods sin klare fremgang i disciplinen måske stadig ikke for alvor at betegne som specialist, og han er i hvert fald meget svingende. Det var dog betryggende at se ham sidste år, hvor han blev nr. 7 på den sidste Giro-enkeltstart og nr. 6 i Tirreno. Begge var på helt flade ruter, og denne burde trods alt passe ham betydeligt bedre. Han er ret uprøvet over lange distancer, men her giver Giroen og til dels OL et vist håb. Hans resultater - senest i København - er så svingende, at det kan blive både fugl og fisk, men med den form, han åbenbarede i Mende, burde der være basis for et godt resultat.

Der burde ikke være tvivl om, at Mikkel Bjerg går til stålet, men hans friskhed er jo svær at blive klog på. Han var jo slet og ret vanvittig i onsdags, men til gengæld betalte han en dyr, dyr regning i går. I det hele taget har han tilsyneladende haft en del offdays, hvor han er blevet sat tidligt, og har han igen en sådan i morgen, bliver det helt sikkert ikke godt. Hvis til gengæld han rammer den gode dag, bør han kunne komme langt. Han har stor fordel af at starte næsten allerførst, og hans 7. plads sidste år viste, at han sagtens kan være med i den tredje uge. Til gengæld er han aldrig helt brudt igennem til den absolutte tempotop på dette niveau, og det er mest blevet til resultater i den forkert ende af top 10 og mange dage, hvor han har skuffet. Netop hans store udsving og tvivlen om, hvorvidt han rammer dagen, gør ham til et usikkert kort, og det bliver ikke bedre af, at ruten med sin bakke trods alt er en ulempe i forhold til mange af de ovennævnte. Til gengæld burde onsdagens ben kunne bringe ham relativt langt i stil med det, vi så sidste år, særligt hvis vinden viser sig som en større fordel.

Kører Christophe Laporte igennem? Det er jeg langt fra sikker på. Han havde sin stjernestund i dag, og da der er grænser for, hvor langt han kommer på denne etape, er der logik i at spare sig til Paris, hvor han bliver vigtig for Van Aert. På den anden side vil holdet næppe holde ham tilbage, hvis han føler for det, og han har jo før bevist, at han er god temporytter, både med sine tre sejre på lavere niveau og måske særligt med 7. pladsen i Paris-Nice sidste år. Vi så jo også, hvor fabelagtigt han startede på 1. etape, men desværre var det også en enkeltstart, der passede ham langt bedre end denne. Formen er åbenlyst god, men distancen bør være en udfordring. Hans bedste resultat på en enkeltstart over mere end 20 km er en 5. plads ved de franske mesterskaber i 2021, og det var bestemt ikke i et skræmmende felt. Bakken er også et problem for ham i kamp med de fleste favoritter, men det er først og fremmest distancen, der formentlig sender ham til tælling. Til gengæld starter han dejligt tidligt, hvis altså han giver den et skud.

Pyrenæerne har vist, at Alexey Lutsenko endelig har fundet den form, han har jagtet det meste af året, og det lover godt forud for denne etape. Sidste år var han en del af Astanas tempomirakel med sin choksejr i Dauphiné og sin 10. plads på den første enkeltstart i Touren. Siden blev han ”kun” nr. 16 på den sidste enkeltstart, men det var faktisk et godt resultat, for han virkede mildt sagt træt. Denne gang er det lige omvendt, for nu har han friskheden som våben, og ruten burde endda passe ham endnu bedre end for et år siden. Den er dog hverken så kuperet eller teknisk som i Dauphiné, og derfor skal vi næppe vente os endnu en choksejr, ligesom han under alle omstændigheder er et usikkert kort, men hans superform giver løfter om, at det kan blive rigtigt godt.

En anden rytter, der har fundet formen mod slutningen, er Dylan Van Baarle. Det burde give grundlag for lidt optimisme, for selvom hans enkeltstartsresultater er gå, har han forbedret sig enormt i 2021. Her blev han nr. 8 i Paris-Nice, men vigtigere blev han nr. 10 på den sidste enkeltstart i Touren. Det vidner om, at hans gode tredjeugesform kan føre langt, selvom han ingenlunde er specialist. Ruten burde passe ham bedre, end den gjorde sidste år, og den ekstra distance er vel også kun en fordel for hans enorme motor, som vi kender fra klassikerne. Med ham kan det både blive fugl eller fisk, men jeg vil tro, at han giver den gas, som han gjorde sidste år, og synes han igen at have ramt de tredjeugesben, der førte langt for 12 måneder siden.

Aleksandr Vlasov burde med sikkerhed avancere til den samlede 5. plads, men kan han også lave et godt resultat. Russeren har i 2021 og særlig i 2022 forbedret sine tempoevner helt enormt, som vi har set i UAE Tour på en helt flad rute og i Baskerlandet på en kuperet rute. Han har til gengæld stadig til gode at præstere over en lang distance, da han som temporytter er ret ny, og han mangler nok også stadig lidt power i forhold til de bedste. Ruten burde dog være god for ham med sin stejle bakke, og kan han håndtere distancen, har han forudsætningerne. Det største problem er dog den yoyokørsel, han har haft også i dette løb. Rammer han en dag, som han senest havde det i tirsdags, ender det næppe specielt godt, men kører han som i går, burde det ikke gå ham helt ringe.

SE OGSÅ: ALT OM ETAPER OG RUTERNE

Jeg er spændt på Fred Wright. Det var først sidste år, at han begyndte at køre gode enkeltstarter, og det gør ham til et usikkert kort. Faktisk har han endnu ikke været i top 10 på en stor enkeltstart, men det kommer snart. Sidste år blev han nr. 15 på den sidste enkeltstart i Touren, og det vidner om, at han kan køre stærkt i den tredje uge. Det synes han også at gøre i år, hvor han bare er blevet bedre og bedre og senest imponerede stort i dag, hvor han måske var hovedårsagen til, at Laporte vandt etapen. Sidste år klarede han de 30,8 km godt, så distancen burde vel være god for en mand, der har været i top 10 i Flandern Rundt. Han klatrer ikke som en klassementsrytter, og derfor er bakken måske ikke en fordel, men han er jo alt andet end tung. En tidlig starttid kan også give ham en fordel, og det gør ham ikke mindre spændende.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

I gamle dag havde Nelson Oliveira stået meget højt. En lang og kuperet enkeltstart sent i en grand tour var nemlig hans speciale, men han er slet ikke den temporytter, han engang var. Jeg kan dog finde nogle lyspunkter. Han blev nr. 16 i Tirreno på den korte, flade rute, som passede ham så dårligt, som den kunne, og han blev også nr. 13 til VM, selvom ruten var helt flad. Der har været langt flere skuffelser, og han ender sikkert med at floppe helt, men efter en skuffende start på løbet begyndte han pludselig at klatre godt i Pyrenæerne. Det kunne tyde på, at dieselmotoren er ved at være varm, og så skal man aldrig afskrive en mand, der har leveret et ham af topresultater på enkeltstarter over mere end 30 km, og som er bedst i kuperet terræn.

Hvad så med Jan Tratnik? Han har som resten af Bahrain jo været ret anonym, og han synes ikke rigtigt at have fundet formen. Han har dog siddet fornuftigt langt fremme på bjergetaperne, så nogen gedigen formkrise er der ikke tale om. Han er ret svingende som temporytter, men det er de kuperede enkeltstarter som denne, der er hans speciale, i hvert fald sammen med prologer. Den tekniske del passer ham også, og han har været i top 10 i Giroen og ved VM over distancer på mindst 29 km. Der er således slet ikke tvivl om potentialet, måske særligt fordi han blev nr. 8 på en helt flad og lang enkeltstart i den tredje Giro-uge sidste år, men formen giver masser af usikkerhed og derfor en lav rangering her.

Yves Lampaert var den store overraskelse i København, men det bliver næppe en gentagelse her. Han er nemlig bedst over korte distance, og han har næsten ingen internationale resultater af betydning på enkeltstarter over mere end 20 km. Der er dog en undtagelse med 4. pladsen ved EM i 2018, hvor feltet dog ikke var så stærkt, 4. pladsen i Vueltaen i 2016, 7. pladsen ved VM i 2016, samt særligt ved mesterskaberne i Belgien, hvor han slog Evenepoel på en flad og teknisk rute sidste år. Desværre er denne rute ikke blot for lang. Han vil også tabe en masse på bakkerne til sidst, og derudover har han ikke fremstået som formstærk, måske særligt ikke siden styrtet. Han kan overraske mig, men kombinationen af distance og bakker gør mig ikke alt for optimistisk. En tidlig starttid kan dog hjælpe betydeligt.

Endelig er der Benjamin Thomas. For et år siden havde han stået meget højt på denne liste, for der havde han kurs mod tempoeliten. Skiftet til Cofidis’ materiel har dog kostet dyrt, og i år har han enkeltstarter været meget sløje, senest i København. Til gengæld så vi senest i går, at han er brølstærk lige nu, og han har generelt kørt en imponerende Tour. Spørgsmålet er dog friskheden, for han havde en mærkelig krise i sidste uge, inden han jo rejste sig på dybt imponerende vis på 15. etape, hvor han næsten holdt feltet bag sig. I dag blev han sat tidligt, men det kan også have handlet om at spare sig til i morgen. Hans skifte til Cofidis gør mig pessimistisk, men i den tredje uge af en grand tour kan han over 40 km måske lukrere på, at han virker frisk og har kørt pokkers stærkt gennem det meste af løbet.

Som sagt ser man i den tredje uge af grand tours næsten altid en overraskelse, fordi friskhed betyder så meget, og det vil det særligt gøre over denne distance. Det bedste bud på dette er Andreas Leknessund, der virkelig har virkelig fundet formen, og som engang var tempospecialist, men som endnu ikke har kørt en god enkeltstart på WorldTouren, og som i går også betalte en lille regning. Jeg burde jo nævne Maximilian Schachmann, men selvom han rejste sig lidt i går, har hans form ikke været imponerende, og det har hans seneste temporesultater heller ikke været. Pierre Latour burde elske denne enkeltstart, men selvom det blev lidt bedre i Pyrenæerne, virker også han træt. Felix Grossschartner har forbedret sig enormt, men syne stadig at lede efter formen. Tom Pidcock burde også stå højt på listen, men også han er åbenlyst træt, og det samme synes at gælde for Neilson Powless , der ellers har genfundet nogle gode tempoevner. Jonathan Castroviejo er ikke specialist længere, og der er efterhånden meget langt mellem hans gode enkeltstarter, og distancen er nok for lang for en ellers formstærk Michael Matthews, der næppe kører igennem. Med sin gode form kunne Luis Leon Sanchez i morgen køre en af sine sjældne gode enkeltstarter, men efter skiftet til Bahrain må chancen være lille. Rigoberto Uran synes at være ved at komme sig, men næppe nok til, at han vil køre en af sine gode enkeltstarter, og Ion Izagirre er formsvag og skiftet til Cofidis. Matteo Jorgenson kørte overraskende godt i Dauphiné og kan med sin friskhed overraske igen. Romain Bardet og Adam Yates har forbedret sig enormt, men den ene virker træt, og den anden er syg. Det samme er Mads Pedersen . Til gengæld er Hugo Houle imponerende stærk, men selv når han har været bedst er han aldrig endt helt fremme. Martijn Tusveld kan gøre det hæderligt, men dog med et begrænset potentiale, mens Mikkel Honoré stadig ikke synes i sin bedste form. Det skal også blive spændende at se, om David Gaudu kan overraske som i Algarve. Ruten bør være for kuperet for Frederik Frison, Jack Bauer, Kamil Gradek, Maciej Bodnar, Florian Vermeersch, Owain Doull , Connor Swift og trods alt nok også for Nathan van Hooydonck, der næppe heller giver den gas. Nils Politt, Tony Gallopin, Gorka Izagirre, Dylan Teuns, Edvald Boasson Hagen og ellers formstærke Simon Geschke har ikke kørt gode enkeltstarter længe, og jeg tror ikke, at det er i morgen, at Thibaut Pinot kører en af sine i dag lidt for sjældne gode af slagsen. Quinn Simmons kan med sin friskhed måske gøre det hæderligt, mens Anthony Perez og Jonas Rutsch af og til gør det uventet godt. Endelig skal det blive interessant at se, om de to temposvage Nairo Quintana og Louis Meintjes kan overraske lige så positivt som i København.

BEMÆRK: Igen understreger jeg, at der rangeres efter vinderpotentiale, hvilket er særligt vigtigt for min placering af Filippo Ganna.

Feltet.dks vinderbud: Wout van Aert

Øvrige vinderkandidater: Filippo Ganna, Jonas Vingegaard

Outsidere: Geraint Thomas, Tadej Pogacar, Stefan Küng, Brandon McNulty, Stefan Bissegger

Jokers: Mattia Cattaneo, Bauke Mollema, Daniel Martinez, Bob Jungels, Alberto Bettiol, Mikkel Bjerg, Christophe Laporte, Alexey Lutsenko, Dylan van Baarle, Aleksandr Vlasov, Fred Wright, Nelson Oliveira, Jan Tratnik, Yves Lampaert, Benjamin Thomas

Starttider

Starttiderne findes under liveopdateringen.

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER