SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Ruten

I gamle dage var det helt fast, at næstsidste etape var en enkeltstart, der repræsenterede et sidste klassementsslag i det flade terræn på rejsen mod Paris, men i de senere år, hvor enkeltstarter er blevet nedtonet, og bjerge har kunnet indgå til allersidst i løbet, er den tradition blevet knap så udtalt. I dette traditionernes Tour de France er det dog helt naturligt, at også denne tradition genindføres, og derfor skal klassementet sættes på plads på en helt klassisk og ganske flad sidste tidskørsel bare 24 timer inden afslutningen. Ganske vist er de 30,8 km en betydeligt kortere distance end i gamle dage, hvor målbyen Saint-Émilion også var mål for sidste enkeltstarts 63,5 km i 1996, men det er nok til, at det hele i teorien kunne være blevet vendt på hovedet til allersidst, som vi så det på sidste års højdramatiske enkeltstart, hvor Tadej Pogacar sensationelt kørte Primoz Roglic ud af trøjen, eller i 2011, hvor Andy Schleck måtte sende den gule trøje til Australien og Cadel Evans - hvis ikke klassementet allerede var blevet mere eller mindre sat på plads i Pyrenæerne.

Med en distance på 30,8 km er der tale om en mellemlang enkeltstart, der fører feltet fra den forrige dags målby, Libourne, til Saint-Émilion. De to byer er naboer, og etapen består af en tur rundt i det flade terræn. Fra start kører man rundt om byens centrum ad en flad og bred ringvej, inden man efter to hurtige sving kører mod nord ud af byen. To hurtige, bløde sving i rundkørsler leder ud på en lige og flad vej, der fører mod nordøst, inden man efter 5,6 km drejer mod sydøst og siden efter 7,6 km mod sydvest ind i byen Pomerol, hvor første mellemtid tages efter 7,6 flade kilometer.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Det flade terræn ændrer sig ikke, når der herefter følger to hurtige sving, inden man følger en lang og kun let snoet vej, der leder mod nordøst og øst igennem fladlandet frem til etapens østligste punkt, der nås umiddelbart efter dagens vanskeligste bakke (500 m, 4,7%), som har top efter 16,5 km. Bare 600 m efter toppen drejer man mod sydvest for at følge en lige og kun let kuperet vej ned til Montagne, hvor anden mellemtid tages efter 20,1 km.

Her drejer man mod sydvest for nu at følge en flad og let bugtende vej, inden det næste sving kommer med 4,6 km igen og leder mod sydøst. Herefter er der kun et ganske blødt sving med 2,7 km igen, men herfra begynder det at sige let, den sidste kilometer med 1,1% i snit, inden vejen bugter sig ind på den 150 m lange, 5 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 239 højdemeter.

Saint-Émilion har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb. Touren har været forbi én gang, nemlig i 1996, hvor Bjarne Riis over en 63,5 km lang enkeltstart cementerede sin Tour-sejr, men alligevel blev sat eftertrykkeligt på plads af holdkammeraten Jan Ullrich, der fortsatte sit kometgennembrud med både etapesejr og sikring af den samlede 2. plads.

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Vejret

Varmen er vendt tilbage til Sydvestfrankrig, men det er dog ikke helt så trykkende som tidligere i løbet. Fredagen vil byde på tørvejr og fuldt blus på solen, og temperaturen vil kravle op på 29 grader. Vinden vil være let til jævn fra nordnordøst og ventes i løbet af etapen at tiltage fra en styrke på 13 km/t ved starten kl. 13 og til 17 km/t ved slutningen kl. 18. Det giver mod- og sidemodvind frem til kort inden anden mellemtid, hvorefter man får sidemedvind resten af vejen, også på den lange, lige vej ind mod mål.

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

Analyse af 19. etape

Jeg sidder ikke i ASOs ledelse og kender derfor ikke deres overvejelser, men jeg ved, at de er meget bevidste om at beskytte deres brand og dermed den lukrative indtægt, der er en følge af at arrangere verdens største cykelløb. Derfor er der næppe heller tvivl om, at Christian Prudhomme har meget klare præferencer, når etapesejrene skal fordeles, og selvom de naturligvis i teorien er neutrale iagttagere, har de en åbenlys interesse i, at visse ryttere har mere succes end andre.

Prudhomme har i hvert fald utvivlsomt haft meget svært ved at få armene ned, da Mark Cavendish med sin første sejr leverede det vildeste comeback i nyere tid. Lige så højt hævet var armene utvivlsomt, da samme Cavendish senere tangerede Eddy Merckxs rekord. Det varmede utvivlsomt også hans hjerte, at Julian Alaphilippe iført VM-trøjen sparkede hele showet i gang for det franske hjemmepublikum, ligesom der nok har været fest på ASOs chefgange, da både Mathieu van der Poel og Wout van Aert tog nogle vilde etapesejre. Alle sammen sikrede de nemlig overskrifter og opmærksomhed, de ikke kunne have ønsket sig bedre - præcis som de altid har gjort det, når et andet af sportens store mediefænomener, Peter Sagan, har taget sine mange sejre.

Til gengæld er der også andre sejre, de nok gerne havde undværet. Uden på nogen måde at tage stilling til skyldsspørgsmålet i Bahrain-sagen, der eksploderede, da det i går kom frem, at det arabiske hold havde fået ødelagt deres nattesøvn af et besøg fra fransk politi, havde Prudhomme formentlig helst været fri for, at det lige netop blev Matej Mohoric, der i dag leverede endnu en magtdemonstration, da den lange 19. etape ikke helt uventet gik til et succesrigt udbrud. Selvom der foreløbig ikke er fundet skyggen af beviser -  i hvert fald ikke offentligt kendte - for urent trav i den arabiske lejr, og der derfor foreløbig er al mulig grund til at tro på deres uskyld, er det helt uundgåeligt, at en hel cykelverden har tænkt præcis det samme, da den slovenske mester knuste det stærke udbrud og tog sin anden fornemme solosejr i løbet.

Det er naturligvis helt urimeligt. Foreløbig er der ingen andre offentligt kendte pletter på hverken Mohoric eller Bahrain, end at de har kørt pokkers stærkt, og den slags skal heldigvis være tilladt i cykelløb, der i modsat fald ville være en ret meningsløs og lidet underholdende beskæftigelse. Faktisk kan man ikke undgå at føle med Mohoric, der formentlig kan være ret sikker på, at samtlige artikler og nyhedsindslag om hans sejr handler meget mere om sene hotelbesøg end flotte soloridt, og desværre er cykelsport så urimelig, at uskyld aldrig kan bevises. Den urimelighed kan kun ændres, hvis det vitterligt kan dokumenteres, at der er mere om snakken, end at myndighederne heldigvis har vist deres årvågenhed og taget initiativ til at undersøge det, de måtte finde mistænkeligt.

Selv i Bahrain-lejren sidder de sikkert også med en let bittersød fornemmelse. På den ene side er der helt sikkert en trodsig glæde over at have svaret igen med de pedaler, det hele handler om. På den anden side vil holdet nu skulle bruge endnu mere tid på at retfærdiggøre de resultater, der helt oplagt har været bemærkelsesværdigt gode siden Tour de Romandie i slutningen af april.

Men det kan ikke overraske, at sejren endte i netop en af de lejre, der allerede har haft masser af succes. Allerede efter 16. etape var temaet i min analyse, at grand tours har en tendens til at hælde mod det urimelige. Det er ikke uden grund, at man altid siger, at den første sejr er den sværeste, for et tidligt momentum holder meget ofte hele vejen. Sidste år var det DSM-mandskabet, der vandt hele tre udbrudsetaper, og i år er det Bahrain, der rider på samme bølge med præcis det samme antal gevinster. Dertil kommer, at Bora, Jumbo og Trek har taget hver to af de øvrige udbrudstriumfer, som ellers burde være de mest tilgængelige for hovedparten af feltet, og da UAE, Deceuninck og Alpecin har gjort rent bord i massespurter, på enkeltstarter og i favoritternes bjergfinaler, er sejrene også i dette løb koncentreret på urimeligt få hænder.

Det er også derfor, at dagens 19. etape var andet og mere end bare en kedelig transport fra Pyrenæerne med retning mod Paris. Faktisk var det D-dag for langt hovedparten af feltet, der som sagt mest udgøres af hold, som stadig har til gode at redde deres løb. De to sidste etaper er så specialiserede, at der er relativt få vinderkandidater til både enkeltstart og pariserspurt, og langt hovedparten af favoritterne kører endda for hold, der allerede har vundet rigeligt. For en meget stor del af de 23 hold var dagens etape eneste reelle mulighed for at få noget med hjem.

Derfor lå det også i kortene, at det ville blive alt andet end ”a walk in the park”, hvis de to mest udprægede sprinterhold, Alpecin og Deceuninck, skulle kontrollere etapen og sikre, at Mark Cavendish endegyldigt kunne distancere Eddy Merckx på etapesejrslisten, eller at Jasper Philipsen skulle få den sejr, han så længe har kredset om. Dertil var desperationen for stor, og med undtagelse af UAE stillede alle øvrige hold til start med den intention, at de gerne ville have en mand med i det udbrud, der måske kunne køre om sejren og redde deres løb på falderebet.

Det skulle endda blive endnu sværere end som så. Cavendish var åbenbart så kvæstet efter gårsdagens dødskamp i bjergene, at han foretrak to lettere dage med mulighed for at komme sig, så han kan være helt frisk til spurten i Paris, hvor han med den grønne trøje på sine skuldre kan slå rekorden på den flotteste scene af dem alle. Derfor bad han angiveligt fra start sit hold om at tage en slapper og selv at jagte deltagelse i udbruddet. Det var naturligvis et sats, fordi der nu blot skal en punktering på brostenene i Paris til at knuse britens drøm om at erobre rekorden, men i lyset af den store opgave, det ville være at kontrollere en hel dag - en mission, der sagtens kunne mislykkes alligevel - var det vel ikke en helt ulogisk konklusion, hvis benene virkelig er så tunge, som de angiveligt er.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Dermed burde udbrudssejren egentlig allerede have været sikret, inden startskuddet lød kl. 12.30. Det lille Alpecin-mandskab var reelt chanceløse mod så mange sejrshungrende hold, men alligevel så det pludselig ud til, at de fik en chance. Et tidligt styrt førte nemlig til, at Tadej Pogacar for første gang trådte i karakter som det chefmonster, han i går viste sig at være, og han fik lagt en temmelig kontroversiel dæmper på angrebsfesten på en af årets allervigtigste løbsdage for en stor del af holdene.

På mange måder var det en sympatisk gestus over for de rivaler, mest markant Wilco Kelderman, der var blevet opholdt af styrtet, men i denne situation var det en lidt upassende brug af den uskrevne regel om, at man undlader at angribe, hvis væsentlige ryttere har været styrtet. Den regel gælder nemlig kun i mere rolige perioder, og den tidlige angrebsfest var løbets måske allervigtigste moment. Med tanke på at styrtet var relativt udramatisk, og at ingen var i reel risiko for at tabe tid, lignede det mest af alt en kontroversiel overfortolkning af en regel, der ellers har sin berettigelse i situationer, hvor ingen ønsker at se løbet blive tabt på uheld, hvis det kan undgås.

For Alpecin var det imidlertid en gave, men hvis debutanterne ikke vidste det i forvejen, fik de hurtigt fortalt, at Tour de France er vigtigere end alt andet. I mindre løb havde feltet formentlig ladet sig lulle i søvn og accepteret en massespurt som det uundgåelige udkomme, men den logik råder ikke i Tour de France. Dette var som sagt D-dag, og knap havde roen sænket sig, før Alpecin måtte sande, at de åbenbart var de eneste, der ville spurte. Og så var den kamp tabt på forhånd.

Resultatet blev dannelsen af et nyt udbrud, der satte endnu en fed streg under, at grand tours handler om momentum. Da først de to første grupper var smeltet sammen, var det 20 mand, der skulle afgøre festen, og selvfølgelig var det nogle af de succesrige hold, der sad med bedste kort. Trek var de eneste med tre ryttere - endda to af de hurtigste og stærkeste - og Deceuninck og Bora kunne næppe heller være utilfredse med, at det var Davide Ballerini og den lige nu urimeligt stærke Nils Politt, der skulle køre deres chance. Selv Jumbo med bare fire overlevende ryttere sad med en velkørende og hurtig Mike Teunissen, der endelig fik en chance, hans form længe har fortjent.

Samtidig blev det helt tydeligt, hvem der ikke har momentum. På utrolig vis lykkedes det Movistar og Astana at få hver tre mand med i udbruddet, men da det pludselig knækkede, var der kun én af de seks tilbage og det endda Ion Izagirre, der reelt var chanceløs i så flad en finale. BikeExchange og Israel SUN, der har fået meget lidt ud af deres ellers synlige kørsel, sov på helt ufattelig vis så meget i timen, at de blev tvunget i defensive på dagen, hvor deres løb skulle reddes. Og holdet, der i Brest for tre uger siden, lignede en skræmmende magtfaktor var også helt fraværende, da Ineos også snorksov og smed den sidste chance for at få andet og mere med hjem end den podieplads, der for alle andre ville være et godt resultat, men for de længe regerende Tour-konger mest af alt er en trøstepræmie.

Jagten blev også sat ind fra de tre slagne mandskaber, men mod så stærkt et udbrud var de chanceløse. De fik ellers en kærkommen hjælp fra Bahrain, der havde taget sig en sjælden blunder og ikke fået en mand med i kontrahugget og nu befandt sig i den ugunstige situation, at en træt Mohoric næppe kunne slå så mange stærke og friske folk til sidst. Faktisk var deres tro på sloveneren så lille, at deres føringsarbejde var en væsentlig årsag til, at der længe var en reel chance for, at det hele blev samlet midtvejs på etapen, men da først Mohoric-gruppen var hentet af forfølgerne, trak de sig naturligvis fra arbejdet. Nok var det værd at forsøge at sikre Mohoric de bedst mulige kort ved at neutralisere så stærk en forfølgergruppe, men det var trods alt ikke deres opgave at genåbne løbet.

Den beslutning skal de være glade for. De havde nemlig totalt undervurderet, hvor god en rytter de egentlig havde i udbruddet. Selv anså jeg det da også for svært usandsynligt, at en udkørt Mohoric efter mere end 100 km kørsel i et vanvittigt tempo i konstant modvind stadig ville være frisk nok til at sejre i et udbrud, der både talte masser af power og ikke mindst hurtighed.

Men så mindede Mohoric os igen om sin enorme motor. Det var den motor, der også var baggrunden for hans gigantiske soloridt på sidste etape i Polen i 2019, og den motor, der gav ham en mindst lige så imponerende solosejr i Massif Central for præcis to uger siden. Når alle andre er trætte og distancen lang nok, synes Mohoric at have et gear, der er ingen andre forundt, og derfor blev det - selvfølgelig - et hold og en rytter med masser af succes, der høstede endnu mere af slagsen.

Sejren blev også endnu en påmindelse om, at initiativ altid betaler sig i denne slags finaler. Efter at den skadede Simon Clarke sammen med tunge Max Walscheid var distanceret på en bakke, var der i den ellers stadig store gruppe i front, ikke andre end Trek og EF med mere end ét kort at spille. I den situation er samarbejde ofte ringere end selv på en dårlig dag i det britiske kongehus, og derfor er første hul ofte den sikre vej til sejr. Det har vi tidligere set, at Bauke Mollema, Patrick Konrad, Nils Politt og Mohoric selv har udnytter, og igen i dag blev der sat en fed streg under, at vejen til succes i denne slags situationer meget ofte er at komme derudad.

Læs også

Optakt: Prolog til Tour de Romandie

Det blev i hvert fald helt tydeligt i dag. Bag Mohoric var det ren stop-go-kørsel i en gruppe, der således ødelagde alle chancer og kun kunne bringes tilbage i spillet, hvis en lille gruppe var kørt væk. Det skete imidlertid aldrig, og dermed blev det næsten en formssag for Mohoric - særligt da med hans imponerende styrke - at melde sig ind i klubben af ryttere med fire grand tour-etapesejre.

Desværre gik vi også glip af en ellers god mulighed for en dansk etapesejr. Med to ud af 20 ryttere i front var chancerne i hvert fald reelle, ikke mindst for Casper Pedersen, der igennem den sidste halvdel af løbet tydeligt har vist, at han er flyvende. Med sine utallige angreb var han da også her, der og alle vegne, og den endelige tredjeplads var også et fortjent udkomme i en stærk gruppe for en mand, der mindede os om, hvorfor han sejrede i Paris-Tours sidste år. Mindre succesrig var Michael Valgren, der desværre stadig mangler de procent, han ikke har haft siden jubelåret i 2018, men i det mindste var det en fornøjelse at se ham køre en af de finaler, han altid har mestret bedre end de fleste. Og med sin trods alt begrænsede hurtighed stod han altid med ringere chancer end den spurt- og meget formstærke Pedersen, der sikrede den tredje danske podieplads på tre dage.

Men desværre forblev det ved lige-ved-og-næsten både for DSM og Pedersen samt for EF og Valgren, ligesom det gjorde for en ellers meget overbevisende Christophe Laporte, hvis generelt meget imponerende sæson godt kunne have fortjent, at det blev ham, der brød den nu 13 år lange Tour-tørke for Cofidis. Det franske hold ved dog alt om, hvor meget momentum betyder, da det ellers ret sejrsfattige hold i midten af maj oplevede en gylden periode, hvor de tog ikke færre end tre sejre på tre dage - en helt uhørt statistik for et mandskab, der er kendt for alt andet end at vinde.

Det momentum fik dog hurtigt en ende. Det har det ikke gjort for Bahrain, der har været helt ustoppelige, siden Sonny Colbrelli brød sin berømte Romandiet-forbandelse i slutningen af april, men heller ikke for de øvrige af de få hold, der har vundet hovedparten af årets etaper. Selvsamme momentum har været så godt, at ASO formentlig havde bare ét stort ønske, da etapen tog sin start her til morgen, nemlig at araberne ikke ville tage endnu en sejr. Franskmændene lever nemlig af en medieomtale, der denne aften næppe giver de overskrifter, de havde ønsket sig - heller ikke selvom intet foreløbig tyder på, at Mohoric er andet og mere end bare en pokkers god cykelrytter, der igen i dag beviste, hvorfor han allerede som ung leverede den uhørte bedrift at vinde både junior- og U23-verdensmesterskab i to på hinanden følgende år, og som derfor får en helt anderledes opmærksomhed, end han fortjener.

Mon ikke de havde ønsket sig, at Cavendish havde haft lidt bedre ben, og at vi i stedet havde talt om en ny rekord?

NYT MANAGERKONCEPT - VÆLG 20 RYTTERE FRA 5 KATEGORIER I HALVÅRSSPILLET

Favoritterne

Nu var temaet for ovenstående analyse, at dagens etape næppe fik det udfald, ASO havde håbet på. Det samme kan siges om det overordnede udfald af løbets første 19 etaper. Ganske vist viser historien, at løbet oftest er afgjort inden enkeltstarten, når det er en sådan, der har været klassementsrytternes sidste styrkeprøve, men arrangørerne havde utvivlsomt håbet på en gentagelse af sidste års vanvittige drama på La Planche des Filles - et drama, der står så stærkt, at det selv for mange ikke specielt cykelinteresserede stadig står stærkt i erindringen.

Faktisk havde ASO nok samme følelse efter 19. etape dengang, som de har i dag. Heller ikke i september var der nogen, der reelt troede, at den samlede sejr kunne komme i spil, men denne gang er det desværre helt udelukket. Det er tæt på en fysisk umulighed for Tadej Pogacar at miste næsten seks minutter over 30 km - selv hvis han skulle køre en enkeltstart, som Michael Rasmussen gjorde det i 2005. I år er der absolut ingen spænding om den gule trøje.

Desværre er der heller ikke den store spænding om resten af top 10. I teorien burde den lille afstand mellem nr. 2 og 3 give en kamp om løbets næstvigtigste placering, men i lyset af deres generelle tempoevner er det kun uheld, der kan berøve Jonas Vingegaard titlen som vicemester. Spændingen relaterer sig til, om Wilco Kelderman kan indhente de 32 sekunder på Ben O’Connor, hvilket bestemt ikke er umuligt, selvom australieren har forbedret sig, og hollænderen har været temmelig svingende på det sidste. Pello Bilbao kan også have en legitim forventning om at stjæle 8. pladsen fra den uhyre temposvage Guillaume Martin, mens en træt Alexey Lutsenko skal finde uventede kræfter, hvis han skal indhente de 1.11, der vil give ham 6. pladsen foran Enric Mas, der nok har kørt ringe enkeltstarter i år, men synes den mest friske af de to. De øvrige placeringer i top 10 burde være lige så sikre som at Pogacar løber med tre af løbets trøjer.

Læs også

Fem danskere stiller til start i WorldTour-etapeløb

Og nej, det kan næppe bringe mange væsker i kog, om det er den ene eller den anden, der bliver n. 4, 6 eller 8. Den præcise placering vil de fleste alligevel have glemt om en uge, og derfor må ASO sande, at det ikke bliver i år, at vi som i 2003, 2011 eller 2020 får en neglebider at runde af på. Det betyder dog ikke, at etapen er blottet for spænding. Tværtimod er det en af de løbets mest spændende af slagsen - i hvert fald hvis man elsker enkeltstarter.

Denne tidskørsel er nemlig ganske åben. Allerede enkeltstarten i Laval var meget uforudsigelig, og man skal blot genbesøge resultatet for at blive mindet om, hvilke pæne overraskelser vi havde på en etape uden nogen klar favorit. Denne gang er enkeltstarten ikke meget mindre åben, og der synes at være lige så mange gode vinderkandidater som for to en halv uge siden.

Umiddelbart kunne de to enkeltstarter se meget ens ud, men man begår en stor fejl, hvis man blot forsøger at overføre resultater fra dengang til det, der venter i morgen. Der er nemlig tre forhold, der gør, at vi kan vente os noget andet, nemlig både ruten, den generelle træthed og placeringen i løbet.

Lad os starte med det første. Ruten har 75 højdemeter færre over en 3,6 km længere distance. Det er altså en betydeligt fladere udfordring, der venter denne gang, og det bekræftes af de ryttere, der har kørt den. Alle betegner den som en hurtig og flad sag på relativt små veje, og der er da heller ingen væsentlige bakker, men bare let rullende terræn, der ikke vil tvinge mange ryttere ud af sadlen. Den første del frem til første mellemtid er relativt teknisk, men derefter består etapen hovedsageligt af lige veje, hvor der kan åbnes for gassen. Det er altså en aldeles glimrende rute for de sande specialister, der også er gode over relativt lange distancer - distancer, som man i dag stort set kun finder i grand tours eller ved mesterskaber.

Skal man sammenligne den med en af årets tidligere WorldTour-enkeltstart er det nærliggende at pege på etapen i Paris-Nice, der med 102 højdemeter over 14,4 km både i forhold til terræn og tekniske udfordringer, har ligheder med denne, der dog naturligvis er cirka dobbelt så lang. Den dag vandt Stefan Bissegger som bekendt foran Remi Cavagna, Primoz Roglic, Brandon McNulty og Søren Kragh.

Den anden væsentlige forandring er friskheden. Den sidste enkeltstart i en grand tour handler selvfølgelig i et vist omfang om tempoevner - selv en superfrisk Guillaume Martin ville næppe vinde i morgen, selvom resten af feltet var halvdødt - men først og fremmest handler det om at have noget tilbage i tanken. Man kan ofte se nogle ret opsigtsvækkende på denne tid, og det går langt fra altid, som præsten prædiker. Særligt klassementsryttere, der er eksploderet totalt, kan have nogle grimme oplevelser. Tænk bare på stakkels Cadel Evans, der som forsvarende vinder i 2012 blev nr. 52 og overhalet af holdkammeraten Tejay van Garderen, der var startet tre minutter senere. Eller Bauke Mollema, der i 2014 blev nr. 140 (!!!) og gled fra en samlet 7. til en 10. plads. Eller Alejandro Valverde, der i samme udgave havde sit livs chance for at komme på podiet, men højst overraskende blev slået klart af den dengang meget temposvage Thibaut Pinot.

Endelig er der rytternes motivation. Sidste gang var der mange hjælperyttere, der skulle spare sig, men i morgen har alle hold til at give den gas, hvis de vil. Der er mange, der er fint tilfreds med at komme sikkert igennem, og der kan være folk, der sparer sig til Paris - det kunne eksempelvis være den ellers tempostærke Mads Pedersen - men eksempelvis de Ineos-hjælpere, der normalt bare ruller rundt på enkeltstarter, har frihed til at give den en skalle, hvis de føler for det.

Den sidste nøglekomponent på enhver tidskørsel er selvfølgelig vejret. Som Stefan Bissegger kunne skrive under på i Laval, kan en uheldigt timet byge ødelægge det hele, men heldigvis bliver lørdagen knastør og endda ganske varm. Til gengæld blæser det en anelse op i løbet af dagen, og der vil være en god sekundmeter i forskel på de først og sidst startende. Vinden vil være i nordnordøst, og det gør det en anelse svært at sige, hvem der har fordel af den kraftigere vind. Jo mere den er i nordøst, jo mere synes det at hjælpe de første, men jo mere den er i nord vil det hjælpe de sidste. Generelt burde kraftigere vind nok være en beskeden fordel for de sidst startende, men den er ikke helt entydig. Det afhænger også af, hvor på ruten der er træer, og hvor der er åbent. Mit bedste bud vil dog være, at de sidst startende har en svag overhånd.

Som sagt er enkeltstarten ganske åben med flere mulige vindere, men jeg vælger at pege på Tadej Pogacar. Forud for løbet herskede der temmelig meget usikkerhed om hans virkelige tempoevner efter de temmelig sløje præstationer i Baskerlandet og ved de slovenske mesterskaber, men efter at han havde lammetævet rivalerne, fik vi forklaringen. Efter Tirreno havde han været i vindtunnel, hvorefter han havde ændret sin position, men det skulle vise sig, at han slet ikke havde samme power i den mere aerodynamiske stilling. Resultatet blev to ringe enkeltstarter i Spanien og Slovenien, men derefter gik han tilbage til den position, han havde brugt, da han knuste al modstand i Touren sidste år og kørte overraskende fremragende 4. pladser hjem på årets korte, flade enkeltstarter i UAE Tour og Tirreno.

Læs også

Lefevere afviser: Selvfølgelig havde han sidste ord

Dermed kan vi konkludere, at det er de fire suveræne enkeltstarter, der fortæller historien om Pogacars nuværende tempoevner. Han har vitterligt forbedret sig så meget, at han må regnes som en af verdens bedste. Nu skal han ganske vist bevise, at han også kan vinde på en endnu fladere rute, men med tanke på hans 4. pladser på de rene wattenkeltstarter i Emiraterne og Tirreno er det absolut ingen grund til at tro, at han ikke kan vinde på denne rute. Heller ikke i Laval var det voldsomt kuperet, og sidste år kørte han også brølstærkt på den flade del frem til stigningen. Modsat de korte enkeltstarter tidligere i år har denne også en distance, der passer hans motor.

Spørgsmålet er, hvor frisk han er. I år virker Pogacar ikke helt så overlegen, som han var i den første uge, hvor han knuste al modstand i bjergene og på enkeltstarten, og han har slet ikke været så usårlig i Pyrenæerne. Alligevel vandt han de to store bjergetaper, og det vil derfor være en overdrivelse at kalde ham træt. Samtidig ved vi, at hans restitution er eminent, og det er ikke uden grund, at Pogacar har vundet 20. etape i alle de grand tours, han har kørt!

Er han så motiveret? Naturligvis. Hans kørelyst er enorm, og vi så i Pyrenæerne, hvor han absolut ikke havde grund til at angribe, at han var helt unødvendigt offensiv, og at han ville vinde både etaper og bjergtrøje. Selvom OL og Vueltaen venter forude, er det helt i modstrid med hans natur at spare sig, og han sagde da også i dag, at han ville give den fuld skrald. Naturligvis skal han være mere forsigtig i svingene end visse andre, men ikke meget. Ryttere som Stefan Küng og Wout van Aert har et OL ventende forude, og de vil derfor heller ikke sætte alt på ét bræt. Han starter samtidig sidst af alle og kan have fordel af kraftigere vind. Alt sammen taler det for, at Pogacar fortsætter den faste tradition om altid at vinde 20. etape!

Hans værste rival kunne være Wout van Aert. Belgieren skuffede en anelse på den første enkeltstart, men det var ikke noget stort chok. Dengang vidste han nemlig godt, at han ikke var i storform, men han har brugt Touren til at køre sig i form. Siden sejren på Ventoux har han både virket til at være og følt sig flyvende, og vi ved, at han restituerer fremragende. Således kørte han en fornem sidste uge af løbet i 2020, hvor han blev nr. 3 på den sidste bjergetape og nr. 4 på den sidste enkeltstart, der ellers passede ham temmelig dårligt. Få dage senere brød han trenden og kørte med Touren i benene bedre end de fleste af de friske, da han vandt VM-sølv i enkeltstart, og senere vandt han også sølv i linjeløbet.

Alt tyder på, at Van Aert er i en meget bedre situation, end han var i starten af løbet, og han har vist, at han er god også på flade enkeltstarter. Hans belgiske mesterskaber er vundet i meget skrapt selskab på helt flade ruter, og tidligere i år vandt han Tirreno-enkeltstarten foran Stefan Küng og Filippo Ganna - dog ganske vist med hjælp fra vejret. Netop vejret kan også hjælpe ham denne gang, da han starter relativt sent, dog ikke så sent som Pogacar, og han har derfor meget, der taler til sin fordel. Han var dog ikke i nærheden af Pogacar i Laval, og sidste år kørte sloveneren også betydeligt hurtigere end ham på den flade del af enkeltstarten. Der er et stort hul, der skal lukkes, men med bedre form og en fladere rute er det heller ikke umuligt.

Stefan Küng var ”the best of the rest” i Laval, hvor han igen beviste, at han er kommet tilbage på temposporet og i både 2020 og 2021 har været en af de allerbedste temporyttere. Det så vi også tidligere med EM-guldet, VM-bronzen, 2. pladsen bag Van Aert i Tirreno, hvor han var uheldig med vejret, og sejren i Schweiz. I forhold til Van Aert og især Pogacar burde Küng endda få den største fordel af den fladere rute, og det er faktisk svært at designe en rute, der er meget bedre end denne, selvom distancen gerne måtte have været længere. Hvis Küng skal vinde en grand tour-enkeltstart efter to tidligere 2. pladser i Touren, må dette være en oplagt chance.

Jeg er dog i tvivl om friskheden. Han indrømmede, at han slet og ret var tømt for kræfter, da han kørte om sejren, men eksploderede i finalen på 12. etape, og det bekymrede ham meget dengang. Siden har han kørte helt anonymt for alene at satse på denne etape, og det er derfor ret svært at sige, hvor han står. Hans fine kørsel i Pyrenæerne viser, at han stadig har noget at skyde med, men det er ikke sikkert, at det siger det hele. Küng har før gjort det godt i bjergene, men manglede friskheden på enkeltstarterne, og jeg synes, at hans 12. etape var bekymrende, når han er oppe mod to ryttere, der er kendt for deres gode restitution. Samtidig kan han måske endda være uheldig med vejret, og derfor ender han kun på min 3. plads, selvom en flyvende Küng utvivlsomt sagtens kan vinde på denne for ham ret perfekte rute.

Nu er dette en vurdering af vinderpotentiale, og derfor er jeg nødt til at have Stefan Bissegger som nr. 4, men jeg er meget i tvivl om, hvor han står. Han kører sin første grand tour, og hvis Küng eksploderede i finalen på 12. etape, var det intet i forhold til Bissegger, der ligeledes kørte om sejren i Nimes. Siden dengang har han været temmelig anonym, da han alene har arbejdet for Rigoberto Uran, og det er derfor ikke helt let at læse, hvor han står.

Helt død er han dog ikke. Han er kommet ganske fint igennem bjergene, når man husker på hans generelle klatreevner, der er betydeligt ringere end Küngs, og hans store motor synes også at have hjulpet ham sin grand tour-debut. Han synes dog mere mærket end i hvert fald Pogacar og Van Aert, og dertil kommer, at han stadig har til gode at vise sig på så lang en enkeltstart, efter at regnen ødelagde det hele på 5. etape. Til gengæld er det ikke uden grund, at Bissegger vandt enkeltstarten i Paris-Nice, hvor ruten som sagt mindede om denne. Ser man på de fladere dele af enkeltstarterne i det franske løb, Romandiet og Schweiz, har Bissegger virket skræmmende stærk, når man fraregner betydning af vejret - også betydeligt mere skræmmende end Küng. Var denne etape kommet i uge 1, havde jeg haft Bissegger som en af de tungeste favoritter, men med et knap så friskt udtryk i sin grand tour-debut glider han ned af listen - også fordi han starter meget tidligt. Han kan sagtens floppe fælt. Til gengæld kan han også vinde hele det hele, hvis han vitterligt har det niveau, han havde i foråret.

Læs også

Optakt: Tour de Romandie

En af fordelene ved, at alle kan gøre fuld gas, er, at vi med sikkerhed ved, at Brandon McNulty går efter et resultat. Det fik han nu også lov til i Laval, men desværre ødelagde et styrt på de våde veje det hele for ham. Derfor fik vi aldrig lejlighed til at se hans virkelige potentiale, men baseret på de suveræne enkeltstarter, han har kørt i år, er der grund til at tro på ham. Han blev nr. 4 i Paris-Nice og Catalonien og nr. 2 i Baskerlandet, og det vidner om, at McNulty tilhører den absolutte elite. Hans form er lidt svær at vurdere, fordi han har været ren hjælper, men han synes slet ikke at være lige så udkørt, som han var mod slutningen af sidste års Giro. Tværtimod var han meget overbevisende på næstsidste stigning i onsdags, hvor han efterlod et positivt indtryk. Sidste år var han helt udkørt i Italien, men blev alligevel nr. 8 på den sidste enkeltstart, og han synes at have en helt anderledes friskhed nu. Den flade rute er måske ikke ideel, men han blev trods alt nr. 4 i Paris-Nice på en rute, der minder meget om denne. Han er næppe frisk nok til at vinde, men kører han op til sit potentiale, vil han være helt fremme.

Friskheden er også mit problem med Kasper Asgreen. Danskeren virkede ret træt i den tredje uge i både 2019 og 2020, og sidste år kørte han ikke sin bedste enkeltstart, heller ikke på den flade del. I år er det lidt vanskelige at sige, hvor han står, fordi også han har kørt en relativt anonym sidste del i terræn, der ikke har passet ham, men historien taler imod ham. Omvendt burde Asgreens store motor komme ham til gode på dette tidspunkt, og i kampen om at slå Pogacar og Van Aert burde han have en større chance på denne fladere rute end i Laval. Asgreen har dog stadig til gode at tage den helt store internationale enkeltstartssejr, og både i Dauphiné og senest i Laval måtte han se sig slået relativt klart af stærkere folk. Jeg er ikke så meget i tvivl om, at Asgreen vil køre en god enkeltstart, og han er et mere sikkert kort end eksempelvis Bissegger, men jeg har desværre lidt svært ved for alvor at tro, at han kan slå alle de fire førende specialister, som har vundet enkeltstarter på det allerhøjeste niveau - også fordi han har en tidlig starttid.

Asgreen var jo faktisk ikke bedste dansker i Laval. Det var derimod Jonas Vingegaard, der dokumenterede, hvor fremragende en temporytter han er blevet. Det vidste vi egentlig allerede godt efter den flotte enkeltstart i Baskerlandet og den gode enkeltstart i Emiraterne, men det kom alligevel bag på de fleste, at han også kunne slå Van Aert og Asgreen på så flad en rute. Til gengæld er han den af favoritterne, der handicappes mest af det fladere terræn, og når han ikke kunne vinde i det lidt mere kuperede nordfranske terræn, er det svært at se ham gøre det her. På den anden side var den første enkeltstart jo også først og fremmest en fladere sag, og det vidner om, at Vingegaards tempoevner vitterligt er ganske eminente. Han er også fortsat ganske frisk og drager fordel af en sen starttid, men til gengæld talte han selv om en lidt dårligere dag i går. Måske er trætheden langt om længe ved at melde sig en anelse, og det vil derfor nok være svært at levere helt samme suveræne resultat som sidst på en rute, der passer ham dårligere.

Danskerfesten fortsætter, og jeg vil derfor pege på Magnus Cort. Det havde jeg ellers forsvoret at gøre inden løbet. Nok har Cort gennem ganske lang tid vist, at han stille og roligt er blevet bedre og bedre i disciplinen, men det lå bestemt ikke i kortene, at han ville køre så fremragende i Laval. Faktisk skjuler hans 12. plads, hvor god han virkelig var, for han kørte ligesom Bissegger under de værst tænkelige vejrforhold. Resultatet har i hvert fald givet ham motivation, for han droppede dagens udbrud for at satse på morgendagens etape. Han synes fortsat at have ganske meget at skyde med og slæbte Uran hele vejen gennem bjergetapen i går. Hans manglende tempofortid gør, at han stadig er et ret usikkert kort, men hans første enkeltstart var så vild, at han kan overraske stort igen, også selvom den fladere specialistrute måske ikke er helt så god for en mand, der først lige har lært at køre enkeltstart.

Var der nogen, der sagde, at Danmark kan køre enkeltstart? Vi har naturligvis også Mikkel Bjerg, men jeg er en anelse mere usikker på den tredobbelte verdensmester. Dels har han ført som et bæst gennem hele løbet, og han har slet ikke haft samme mulighed for at spare sig som flere af de andre kandidater. Derudover har han generelt haft det lidt svært på enkeltstarter, siden han blev professionel, og det er kun i UAE Tour og på den første Giro-enkeltstart i 2020, at han for alvor viste sine evner. Mest af alt er han endt uden for top 10, og det er en bekymrende tendens. Hvor godt han restituerer, er også lidt svært at sige, efter at han blev syg i den sidste del af Giroen, og vi har derfor til gode at se ham i rask tilstand sidst i en grand tour. Hans flotte arbejde i Pyrenæerne viser, at han stadig har noget at skyde med, men er det nok, når han også skal starte tidligere end næsten alle favoritterne? Sporene fra hans tidligere enkeltstarter i på skræmmer desværre lidt for meget. Til gengæld har han også vist, at hans topniveau kan bringe ham langt.

Dernæst vil jeg pege på Jakob Fuglsang. Astana-rytteren har… Nej, listen over danskere har trods alt nået sin ende, og jeg vil i stedet pege på Michal Kwiatkowski. Polakken har for vane at køre nogle fremragende sidste enkeltstarter i Touren, når han endelig får lov, og han blev således nr. 2 i 2017 og nr. 5 i 2018. Jeg er dog ikke helt overbevist om, at han kan gentage bedriften denne gang. Han har nemlig kørt lutter skuffende enkeltstarter i de seneste to sæsoner, og sidste år, hvor han ellers sluttede løbet med at vinde en etape i den tredje uge, kørte han ikke en god sidste enkeltstart. I år har hans niveau også været temmelig svingende med en offday i onsdags, men til gengæld en solid føring for Richard Carapaz dybt inde i finalen i torsdags. På Ventoux var han fabelagtig, og de store udsving gør ham svær at vurdere, selvom han ikke synes at have den superform, han på det seneste ofte har haft i uge 3. Særligt i lyset af hans ringere enkeltstart i de seneste sæsoner er jeg derfor lidt usikker, men hans historik er bare svær at argumentere imod.

Mattia Cattaneo bekræftede i Laval, hvor god en temporytter han er blevet, men dengang var han også i flyvende god form. Det så vi allerede i Tour de Suisse og i løbets første del, men i denne tredje uge har han virket slidt. Han havde det meget sværere i Pyrenæerne end i Alperne, og den sidste uge har lignet et spørgsmål om ren overlevelse. Det taler mod, at Cattaneo kan gentage det flotte ridt fra den første uge, og ruten passer ham endda betydeligt dårligere. Derfor har jeg svært ved at tro, at han kan være med helt fremme, men til gengæld så vi også i foråret, at selv en formsvag Cattaneo gjorde det pænt på de enkeltstarter, han kørte. Cattaneo bør derfor gøre det fornuftigt igen i morgen, men han synes for træt til at køre med om de allersjoveste placeringer, selvom han kan blive hjulpet lidt af en sen starttid.

På samme måde nævner jeg Geraint Thomas mere for potentialet end for forventningen. Der er ingen tvivl om, at waliseren er en af de bedste temporyttere i et felt, der faktisk ikke længere har mange af slagsen, men det er også klart for enhver, at Thomas har været en skygge af sig selv i dette løb. Senest fejlede han fælt på både 17. og 18. etape, og det gør det svært for alvor at tro, at han kan være med fremme. Omvendt har vi også på 9. og 15. etape, hvor han pludselig klatrede med de allerbedste, vist, at han af og til kan ramme den gode dag. Det synes endda særligt at gælde, når han har haft nogle hårde dage i benene, og det kan måske give håb om, at Thomas alligevel viser de fremragende tempoevner, der for mindre end et år siden gav ham en 4. plads til VM bag Ganna, Van Aert og Küng på en helt flad tonserrute.

Vi kan tage endnu en anden Ineos-rytter rytter. Jonathan Castroviejo har vel aldrig været stærkere, end han er netop nu, og det burde jo betyde, at den tidligere VM-bronzevinder - endda på den helt flade rute i Qatar - burde køre brølstærkt her. Hans gode klatring er imidlertid kommet på bekostning af den gode enkeltstart, og i de senere år er der blevet stadig længere mellem snapsene. Eksempelvis blev han blot nr. 25 i Milano på Giroens sidste etape tidligere i år, hvor han ellers også var sluttet meget stærkt, og forinden blev han bare nr. 13 i Torino, ligesom han blev nr. 40 i Tirreno og nr. 15 i Catalonien. Det er milevidt fra hans tidligere resultater, men to top 15-placeringer på WorldTouren viser dog, at han stadig kan lidt. Han blev også nr. 8 på den lange enkeltstart i Giroen sidste år, og selvom det stadig er milevidt fra det, han engang kunne, viser det, at han bør gøre det fint, hvis han går efter resultat. Form og friskhed har han i hvert fald til overflod.

Læs også

LIVE nu: Hollandsk banerytter i bedste tid på uhyre teknisk, schweizisk prolog

Kan Dylan van Baarle overraske? Hans er bestemt ikke klassisk specialist, og hans enkeltstartsresultater er få. Af og til hiver han imidlertid en kanin op af hatten, som da han blev hollandsk mester for et par år siden og ikke mindst da han blev nr. 8 i Paris-Nice tidligere i år. Som bekendt var det netop den enkeltstart, der mindede mest om denne, og det vidner om, at han stadig har evnerne et sted. Den primære grund til, at jeg nævner ham, er dog hans uhyre overbevisende 18. etape, hvor han ene mand førte feltet op ad Tourmalet og den nedre del af Luz Ardiden. Det vidner om, at han har en friskhed, der kan føre ham langt på denne rute. Han er stadig et meget usikkert kort og kan også vælge at tage den med ro med tanke på det kommende OL, men hans kørsel i går giver håb om endnu en hollandsk kanin, der ligger gemt i hatten.

Wilco Kelderman havde regnet med, at hans enkeltstart skulle være et våben på denne rute, men sådan gik det slet ikke. I Laval kørte han helt katastrofalt, men det skyldtes mest af alt, at han kørte rundt med en forslået albue, der gjorde det umuligt at finde den rigtige position. Ifølge ham selv er det problem nu løst, men til gengæld har Kelderman - som sædvanlig - været i asfalten to gange på tre dage, senest på dagens etape. Han har bare overfladiske skrammer, men det er bestemt ikke en ideel optakt, når man samtidig husker på, at hans enkeltstarter de seneste år måske nok har været pæne, men langt fra det gamle niveau. Hans enkeltstart i Dauphiné giver håb om, at han stadig har det, men det var også på en meget speciel rute, der ikke minder om denne eller den, vi havde i Laval. Her kræver det nok lidt for meget power til, at den ”nye” Kelderman kan være med helt fremme.

Det var opløftende at se Alexey Lutsenko i Laval. Her viste han nemlig, at hans choksejr i Dauphiné ikke var helt uden grund, da han var med fremme på en mere klassisk rute end den meget specielle og kuperede sag, vi havde, da han vandt allerførst i juni. Vi så dog også, at han næppe vinder de klassiske enkeltstarter, og derfor er det svært at se ham vinde denne endnu fladere etape. Vigtigst af alt er det dog, at han har virket træt i Pyrenæerne, og han har i hvert fald ikke samme gode form, som han havde i Dauphiné eller begyndelsen af løbet. Omvendt er han heller ikke helt udkørt, og han har forsvaret sig ganske pænt. Det bør derfor ikke ende i en katastrofe, men i lyset af at han først lige har lært at køre enkeltstarter på dette niveau, skal vi nok dæmpe optimismen på denne flade rute.

Listen over Ineos-ryttere tæller også Richie Porte , men her er der endnu mindre grund til optimisme. Australieren har mildt sagt været en skygge af sig selv i den tredje uge, og mit bedste bud er derfor, at han ruller rundt for måske at nå at komme sig lidt inden OL. Alene hans tempoevner gør dog, at man er nødt til at nævne ham. Han var tydeligvis heller ikke i flyvende form i starten af løbet, og alligevel blev han nr. 9 i Laval. Denne rute passer ham dårligere, men Porte kan stadig godt køre gode flade enkeltstarter, som vi så i Catalonien. Det er ikke så meget terrænet, men snarere hans træthed, der knuser optimismen. Mest taler for, at en træt Porte tager sig en slapper.

Normalt vil jeg aldrig nævne Nils Politt. Siden han blev nr. 2 på en enkeltstart i Paris-Nice i 2018, har hans enkeltstarter nemlig været temmelig middelmådige, men som sagt handler en sen enkeltstart i en grand tour mest om friskhed. Den har Politt masser af efter et imponerende flot løb, hvor han har vundet en etape, og igen i dag var der generel konsensus om, at han var næststærkeste mand i det meget stærke udbrud. Det er langt fra sikkert, at han går efter et resultat, ligesom han kan være træt efter dagens kraftanstrengelse, men hvis han giver den et skud, kommer han langt på sin form, selvom han ikke er specialist.

Specialist er Max Walscheid til gengæld blevet, og han er begyndt at satse stort på enkeltstarter. Derfor undrede det mig også, at han valgte at deltage i dagens udbrud, for det kan koste ham i morgen. På den anden side har han haft en fremragende evne til at slutte grand tours stærkt, som vi så i sidevinden i Vueltaen i 2019 og ikke mindst med 6. pladsen på den sidste enkeltstart i årets Giro. Når han alligevel ender langt nede på min liste, skyldes det alene, at selv denne rute formentlig er for kuperet. Walscheid var langt efter både i Laval og ved de tyske mesterskaber, og han har kun kørt virkelig gode enkeltstarter, når det har været helt fladt. Det hjælper ham heller ikke, at han starter tidligt, men terrænet er trods alt så overkommeligt, at han bør gøre det noget bedre end på 5. etape.

Endelig er jeg nødt til at nævne Julian Alaphilippe. Franskmanden har åbenlyst været et stykke fra formen, hvad han blandt andet erfarede med 14. pladsen på den første enkeltstart. Denne fladere tonserrute passer ham endnu dårligere, og det er slet ikke en rute af en type, hvor han vil være med helt i front. Derfor vil det overraske mig, hvis han ender i top 10, men jeg tror gerne, at han vil gøre en god figur til sidst i det løb, han har valgt at bygge hele sin sommer op omkring. Han skal som bekendt ikke til OL, og dette er derfor hans mulighed for at lave et sidste resultat, inden han skal hjælpe Mark Cavendish på søndag. Han ender næppe helt fremme, men han blev trods alt nr. 14 i Laval. Derfor bør det gå fornuftigt, hvis jeg har ret i, at han kører efter et resultat.

Normalt ville man nævne Thomas de Gendt, men han synes helt desillusioneret og indikerede kraftigt i går, at han slet ikke har tænkt sig at køre fuld gas, når han ikke føler sig i stand til at være med i front. Michael Matthews burde også være en kandidat, men han vil formentlig spare sig til Paris, som han tidligere har gjort, og det regner jeg også med, at Christophe Laporte og Mads Pedersen vil gøre, selvom hans dieselmotor er ved at være varm. Rigoberto Uran burde normalt også være nævnt, men han er på randen af eksplosion og skal vist bare overleve. Luke Durbridge vil sikkert gøre det pænt, men det er efterhånden for sjældent, at han kører i top 10, og han har tillige været i asfalten i dag. Det er min fornemmelse, at Marc Hirschi begynder at finde noget OL-form, men netop på grund af OL regner jeg med, at han tager den med ro. Bruno Armirail er endelig ved at være rask, men han har generelt haft et lidt svært løb og har grundet neddroslet fokus kørt ringe enkeltstarter i år. Pello Bilbao kørte indtil sidste års Tour fremragende enkeltstarter, men siden dengang har han skuffet gang på gang, også i sidste års Giro, hvor han ellers ligesom nu var ganske stærk i den tredje uge. Ruten passer ikke rigtigt til den ellers formstærke Dylan Teuns, der kører gode enkeltstarter på tekniske og kuperede ruter, og selvom han er i form, er enkeltstarter ikke noget for Matej Mohoric og heller ikke længere for Wout Poels. Astana har som bekendt imponeret stort på enkeltstarter i år, og jeg tror også, at Omar Fraile kan gøre det godt, men næppe være med helt i front. Hugo Houle kan gøre det pænt, men både Alex Aranburu og Ion Izagirre synes mærkede og vil ikke bryde sig om ruten. Enric Mas har altid haft for vane at køre gode enkeltstarter i den tredje uge, men det gjaldt ikke i sidste års Vuelta, hvor hans køremønster var det samme som i denne Tour, og generelt har han kørt meget skuffende enkeltstarter i år. Richard Carapaz er meget stærkere end i starten af løbet og vil formentlig gøre det ganske godt, men på denne rute har han sine begrænsninger, og jeg ser ikke en genrejsning af en generel skuffende Tao Geoghegan Hart , selvom han var bedre i går. Så skal man have større forventninger til Neilson Powless , der igen har kørt gode enkeltstarter i Schweiz og i Laval, men som trods alt ikke har niveauet til et absolut topresultat, og det samme gælder for den ellers solide Jonas Rutsch, der også brugte mange kræfter i dag. Pierre Latour genfandt lidt af sin enkeltstart i Laval, men dengang var også flyvende, og selvom han rejste sig i går, har han virket så træt, at han næppe gentager det på denne fladere rute. Brent van Moer har stadig ikke kørt gode enkeltstarter som professionel og er tillige temmelig træt, som også Lukas Pöstlberger er det. Endelig kan Mike Teunissen, Harry Sweeny, Anthony Perez og Ide Schelling gøre det hæderligt, hvis de går efter et resultat, men ikke mere end det, og det bliver desværre heller ikke i morgen, at Chris Froome pludselig viser, hvorfor han har vundet flere grand tour-enkeltstarter - snarere tværtimod.

Feltet.dks vinderbud: Tadej Pogacar

Øvrige vinderkandidater: Wout van Aert, Stefan Küng

Outsidere: Stefan Bissegger, Brandon McNulty, Kasper Asgreen, Jonas Vingegaard, Magnus Cort

Jokers: Mikkel Bjerg, Michal Kwiatkowski, Mattia Cattaneo, Geraint Thomas, Jonathan Castroviejo, Dylan van Baarle, Wilco Kelderman, Alexey Lutsenko, Richie Porte, Nils Politt, Max Walscheid, Julian Alaphilippe

Starttider

Starttiderne findes under liveopdateringen.

NYT MANAGERKONCEPT - VÆLG 20 RYTTERE FRA 5 KATEGORIER I HALVÅRSSPILLET