Ruten

Man skal ikke have studeret mange af Christian Prudhommes Tour-ruter for at vide, at enkeltstarter ikke står højt på hans favoritliste. I de senere år er antallet af enkeltstartskilometer således styrtdykket, og siden 2017 har der således været færre end 40 kilometers individuel kamp mod uret på et program, der oftest kun har budt på én enkeltstart. Sådan bliver det også i år, hvor der i fraværet af et holdløb for første gang siden 2014 blot er én tidskørsel blandt de 21 etaper. Nok er enkeltstarten med sine 36,2 km den længste siden 2016 og endda tilbage i den klassiske rolle som altafgørende etape på løbets næstsidste dag, men på alle måder er det klatrerne, der har grund til at sende julekort til den franske løbschef. Årets afgørelse bliver nemlig uhyre spektakulær, da den slutter på toppen af den meget stejle Vogeserstigning La Planche des Belles Filles, som siden debuten i 2012 er blevet lidt af en darling hos Tour-arrangørerne. Dermed får klatrerne i hvert fald mulighed for at begrænse tabet, men med 30 relativt flade tonserkilometer i starten er det dog stadig tempostærke folk som Primoz Roglic og Tom Dumoulin, som har overhånden inden det slag, der vil afgøre vinderen af denne højst usædvanlige udgave af verdens største cykelløb.

I alt skal der altså tilbagelægges 36,2 km, som fører feltet fra Lure til toppen af La Planches des Belles Filles. Startbyen ligger umiddelbart vest for Vogeserne, og herfra følger man en lige og næsten helt flad vej mod nordøst frem til Belonchamp, som nås efter 13,2 km. Her fortsætter man mod øst forbi den første mellemtid efter 14,5 km ad en temmelig kringlet vej, som byder på en lille bakke (1,9 km, 3,6%), hvorefter vejen retter sig ud, mens det fortsætter med at stige mod øst, og man passerer gennem byen Frasse. Efter 24,5 km kulminerer det med en bakke (1,8 km, 4,2%), der leder op til Col de la Chevestraye, og samlet set er der tale om et 10,1 km langt stykke, der stiger med 2,6% i snit, og som altså kun er en anelse stejlt i forbindelse med de to bakker i bunden og nær toppen. En kringlet nedkørsel leder nu mod sydøst tilbage til dalen, hvor man kører mod nordøst ad en flad dalvej ind gennem Plaches-les-Mines.

Her bliver det formentlig tid til et cykelskifte. Kort efter passagen gennem byen tages sidste mellemtid efter 30,3 km, når man drejer mod nordøst ind på La Planche des Belles Filles, der er i kategori 1 og over 5,9 km stiger med 8,5% i snit. Der er tale om en stejl sag, som over de første 4 km hovedsageligt stiger med knap 10%, inden den flader lidt ud med ca. 8% nær toppen. Til slut følger et ganske kort plateau, inden man drejer ind på den allersidste rampe på 20%, som leder op til mål. Den nedre del af stigningen følger en lige vej, men til slut er der fem hårnålesving, det sidste i bunden af den stejle rampe med 400 m igen, hvorefter man rammer den 5 m brede opløbsstrækning. Det skal i øvrigt bemærkes, at man i 2019 som noget nyt kørte endnu længere op ad en meget stejl grusvej, men den del indgår ikke på årets etape.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Etapen byder på i alt 962 højdemeter.

La Planche des Belles Filles gjorde Tour-debut i 2012, hvor hjælperytteren Chris Froome spurtbesejrede Cadel Evans og kaptajn Bradley Wiggins, der kørte sig i førertrøjen, mens Vincenzo Nibali tog en knusende solosejr i jubelåret 2014. Stigningen blev også besøgt i 2017, hvor Fabio Aru kørte fra alt og alle og tog en suveræn sejr i løbets første bjergslag, og senest i 2019, hvor Dylan Teuns fra et udbrud slog Giulio Ciccone, der til gengæld kunne trøste sig med en erobring af førertrøjen fra Julian Alaphilippe. I de seneste tre år har Tour Alsace besøgt stigningen med sejre til Markus Hoelgaard, Geoffrey Bouchard og Tom Pidcock i hhv. 2017, 2018 og 2019.

Vejret

Der venter en våd uge i Vogeserne, men heldigvis ser det ud til, at regnen først kommer søndag. Lørdag bliver overskyet, men der er kun en bygerisiko på 10% først på etapen - en risiko, der senere aftager, samtidig med at solen kan kigge lidt frem. Temperaturen i bunden af stigningen vil være 24 grader, og der vil være en ret konstant og let vind (10 km/t) fra øst. Det giver først sidemodvind, siden modvind og slutteligt atter sidemodvind på det sidste stykke frem til stigningen. Her vil der være sidemod- og modvind hele vejen op.

Analyse af 19. etape

Når prædikatet ”Made in Denmark” markedsføres i udlandet, handler det som regel om vindmøller, medicin eller bacon. Det er i hvert fald tre af hovedindtægtskilderne for ”den lille åbne økonomi”, som vi tudes ørene fulde med af diverse økonomer, når vores samfund skal beskrives. Desværre truer corona-krisen jo de danske eksportvirksomheders indtægt, og selvom de tre ovennævnte produkter jo heldigvis ikke er de mest volatile over for en økonomisk nedtur som denne, er det netop nu meget tiltrængt med lidt ekstra at markedsføre i verden.

Måske fik vi i dag understreget, at vi har mere at sælge ud af. Det kunne eksempelvis være en cykellærebog med titlen ”Hvordan underdogs snyder verdensstjernerne?” og undertitlen ”Kunsten at gribe det rette moment”. Det synes nemlig at have udviklet sig til en så rodfæstet dansk specialitet, at man skulle mene, at der var et land eller to, der kunne være interesseret i at lære et enkelt tip.

Lad os bare tage eksemplerne fra de seneste tre år. Det startede vel egentlig, da en snu Jakob Fuglsang greb momentet og udnyttede den gigantiske magtkamp mellem de tidligere holdkammerater (og venner) Richie Porte og Chris Froome til at snige sig væk og stjæle den samlede sejr fra de to kamphaner. Et år senere gentog han endda kunsten på kongeetapen i Romandiet, hvor Egan Bernal og Primoz Roglic havde så travlt med deres kamp om den samlede sejr, at de slet ikke reagerede, da den danske fugl fløj væk og sikrede sig en storslået solosejr.

Læs også

Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar

Han var imidlertid ikke den eneste Astana-dansker, der mestrede den kunst i 2018. I samme forårs klassikere gjorde Michael Valgren minsandten det samme hele to gange. Både i Omloop Het Nieuwsblad og Amstel Gold Race havde han fundet vej til en skræmmende stærk gruppe med snart sagt alle løbets forhåndsfavoritter, og begge gange greb han momentet, sneg sig væk og tog en snu sejr med det nye ”Made in Denmark”-prædikat.

Man må næsten tro, at Søren Kragh har været i lære hos Fuglsang og Valgren. I hvert fald har han nu to gange i årets Tour dokumenteret, at han har præcis samme eminente timing og blik for momentet som sine to landsmænd. Først viste det i Lyon, hvor det ikke var hverken Julian Alaphilippe eller Marc Hirschi - de to stærkeste på finalebakkerne - der kom væk, men derimod den snu dansker, da de store angrebsnavne og en isoleret Peter Sagan kiggede lidt for meget til siden efter deres forceringer.

Med fem af sådanne sejre på lidt over tre år skulle man tro, at rivalerne havde lært den danske specialitet, men sådan er det tilsyneladende ikke. Kragh gentog nemlig præcis samme kunststykke i dag i et scenarium, der var næsten en tro kopi af de fem foregående. Igen var han en af få underdogs i en gruppe, der talte stort set alt, hvad der i det stærke Tour-felt kunne krybe og gå af klassikerstjerner og holdbare sprintere, og minsandten om ikke de igen havde så travlt med hinanden, at der slet ikke blev reageret, da den danske fugl - eller krage - fløj lige så snu væk, som han gjorde seks dage tidligere i Lyon.

Dermed fortsatte han også en sæson, i hvis bæger eneste malurt vel er, at sæsonen har været forkortet. Hvad kunne det ellers ikke være blevet til for Kragh, der endelig har haft et år med friskt og velfungerende helbred, som har muliggjort, at hans hele tiden enormt store potentiale endelig har kunnet udfoldes i fuldt flor? Tredjeplads i Omloop, etapesejr i Paris-Nice og nu to Tour-etaper er det blevet til, og han ligner endda umuligt den måske største favorit til BinckBank Tour om to uger. Senere venter så endda de klassikere, der er det allerstørste mål, og hvor han nok engang ligner en solid outsider, hvis da ikke han rammes af den træthed, der før har slidt ham ned.

Faktisk er det med at være snu underdog ikke kun en dansk specialitet. Det er også blevet det samme for Sunweb. Det tyske hold med løbets yngste trup kom denne gang i sandhed til Frankrig som en miniput, men de ender med at drage hjem med nu i hvert fald tre etapesejre. De er endda alle opnået efter samme inspirerende aggressive opskrift, hvor overtal og holdarbejde har været en nøglekomponent, som det også var det i dag, hvor Nikias Arndt gjorde Kragh selskab og uden en lidt for lang spurt måske endda kunne have sikret en dobbeltsejr. Dermed gentager historien fra 2017 sig næsten fuldstændigt, for dengang kom samme mandskab til løbet som underdogs, men drop hjem med hele fire etapesejre fordelt på to til både Warren Barguil og Michael Matthews, der endda også drog videre med hhv. bjerg- og pointtrøje.

Udover at Kragh bliver den kun tredje dansker - og den første rene af slagsen - til at vinde to etaper i et og samme Tour de France, gør han også noget, som kun er stjerner forundt. Det nemlig kun de allerbedste, der vinder to etaper uden at gøre det enten som klassementsrytter, sprinter eller som tempospecialist via enkeltstarter. Simon Yates gjorde det i 2019, Julian Alaphilippe i 2018, Rafal Majka i 2014 og Rui Costa i 2013, ligesom med lidt god vilje kan argumentere for, at Warren Barguil, der i sidste ende alligevel fik klemt sig ind i top 10 gjorde det i 2017, men der var næppe mange, der havde luret, at danske Kragh skulle føje sig til den eksklusive liste. Desværre slutter løbet for tidligt til, at han kan matche Erik Dekkers jubelår i 2000, hvor hollænderen tog ikke færre end tre udbrudssejre.

Nej, Kraghs sejr var på mange måder usædvanlig og uventet, men det var i virkeligheden en passende afslutning på en etape, der i hele sit væsen gjorde enhver cykellærebog helt ubrugelig. Alt gik ellers efter den drejebog, de fleste havde ventet, da startskuddet lød i udkanten af Alperne. Deceuninck sendte deres TGV-tog Remi Cavagna afsted i et forsøg på at undgå den massespurt, der som det eneste kunne bringe Sam Bennetts grønne drøm i fare, men med det samme viste Bora-mandskabet, at de havde de helt store grønne kupplaner med Sagan, der skulle lave en 70-0-sejr over ireren ved at sætte ham på bakkerne og vinde både indlagt spurt og etape for fortsat at have en reel chance for en ottende tur på podiet i Paris. Derfor var det heller ikke uventet, at Boras autoritative kørsel og åbenlyse kupplaner hurtigt fik folk til at trille om på ryggen og lade tyskerne følge det manuskript, mange havde skrevet forinden.

Men så gik verden af lave. Bedst som feltet ramte de sidste 90 vanskelige kilometer, og Bennet skulle have et uppercut, som kun Mike Tyson kunne servere dem, røg sutten ud af den tyske Bora-mund. Sunweb, der umiddelbart kørte for Cees Bol, fik lov at sætte et afmålt tempo med Nicolas Roche på bakkerne, så end ikke den ellers stærkt lidende Caleb Ewan blev sat af, men så snart feltet igen ramte fladt terræn, satte Bora-drengene sig igen frem. Det var den måde, et Lotto-hold med en skrøbelig sprinter som Ewan burde gribe løbet an, men ingenlunde en opskrift for et Bora-mandskab, hvis eneste chance for at vinde etapen var, at Bennett blev så ristet, at man skulle tro, at han kom direkte fra skovbrandene på den amerikanske vestkyst. Og mens Ewan og Bennett kneb deres arme til blods for at forstå deres held og den tidlige tyske julegave, fortsatte det, der lignede en dødsmarch frem mod en fuld og ikke den ventede reducerede massespurt.

Men måske vidste Bora noget, vi andre ikke vidste. Lukas Pöstlberger var sendt ud af løbet grundet et bistik i munden tidligt på etapen, og dermed var tyskerne reduceret til bare seks mand, der åbenlyst var meget trætte. Emanuel Buchmann og Felix Grossschartner blev brændt af allerede inden bakkerne, og de meget aggressive Maximilian Schachmann og Lennard Kämna havde efterladt så mange kræfter i Alperne og Massif Central, at de ikke kunne kontrollere den byge af angreb, som tempoet og terrænet åbnede op for. Sportsdirektør Enrico Poitschkes efterfølgende udtalelser tyder i hvert fald på, at det var erkendelsen af, at finalen ville blive for vanskelig at kontrollere, hvis ikke de sparede på kræfterne, og da det jo glippede først i Lyon og nu igen i dag, er ræsonnementet jo i virkeligheden meget rimeligt, selvom det slet ikke var den strategi, man havde ventet.

Læs også

Ranglisterne: Visma avancerer og ny verdensetter

Etaper i den tredje uge af grand tours er nemlig bare noget andet. Når trætheden sætter ind, kommer selv de mest stjernespækkede mandskaber til kort, og så er det, at klasse ikke fornægter sig. Det så vi i går med det forrygende Ineos-mandskabs mageløse dobbeltsejr, og det så vi i dag, hvor angrebene gav anledning til en gruppe, der næsten kun savnede en Wout van Aert, som virkelig må have følt lænkerne stramme om de ben, hvori det kriblede for at deltage i løjerne.

Måske var det meget godt, at Van Aert ikke fik lov at gå efter sit hattrick, for det åbnede da i det mindste chancen for, at der kunne blive lidt til dem, der ikke har fået noget ud af løbet endnu. Den chance blev så desværre forspildt, da det i stedet lykkedes Sunweb at tangere Jumbos tre etapegevinster, og da dagens anden vinder var Deceuninck, blev det alligevel ”the usual suspects”, der delte rovet.

Det belgiske storhold kan nemlig juble, selvom det utvivlsomt nager lidt hos manager Patrick Lefevere, at han måtte ofre sin ”altid gå efter sejren”-filosofi for at sikre den grønne trøje. Det var imidlertid åbenlyst, at dagens formål alene var grønt. Ikke blot kørte holdet aggressivt med Cavagna og Tim Declercq og undlod at jagte Kragh, selvom Bennett havde Dries Devenyns ved sin side. Nej, Bennett var også en så irriterende tæge limet til Sagans baghjul, at den rest af venskab, der måtte være fra deres fælles tid som holdkammerater (og ikke mindst rivaler) på Bora endegyldigt må være så flosset, at Sagan nok fluks hiver alle fælles holdbilleder fra de seneste sæsoner ned fra væggen i det monegaskiske hjem.

Dermed er chancen for, at Bennett ikke bryder Sagans grønne monopol nu kun yderst teoretisk - end ikke tidsgrænsen i morgen burde kunne bringe ham til fald - og det er yderst fortjent, at det bliver ham, der ender slovakkens sejrsrække. Forud for sæsonen lignede den i 2019 så overlegne og meget holdbare Bennett allerede manden, der kunne gøre netop det, men et meget rustent 2020 lagde en dæmper på forventninger. I denne Tour har han ganske vist hverken været så hurtig eller holdbar som for et år siden, men hans flotte kørsel de seneste dage - ikke mindst i dagens finale, der endte med at være knaldhård - vidner om, at han præcis er den alsidige sprinter, der fortjener at kunne iføre sig den grønne trøje. Og selvom han dermed med bare en eller to etapesejre ikke bliver den mest vindende Lefevere-sprinter, skriver han sig alligevel ind i historien som den første siden Tom Boonen i 2007 til at tage cykelsportens mest eftertragtede sprintertrøje.

På den måde blev det hele lidt ulige fordelt. Bora-mandskabet har ganske vist deres etapesejr, men den kan slet ikke redde en Tour, der ikke er gået som håbet. Heller ikke de to øvrige hold, CCC og Mitchelton, der sammen med Bora må have udset sig en reduceret massespurt her som deres chance for at tage den etapesejr, de mangler, fik noget ud af strabadserne, selvom de som to af bare fire hold - de øvrige var Deceuninck og Sunweb - med to mand i finalen faktisk havde anbragt sig i en situation, der vel egentlig var endnu bedre end det scenarium, de nok havde tænkt på fra morgenstunden.

Begge mislykkedes bare med at udnytte overtallet. Mitchelton er i forvejen kendt for deres totale uvilje mod at føre, og derfor var det vel egentlig helt fortjent, at de ikke fik kørt Kragh ind, da de alt for sent sendte Jack Bauer til fronten. Dermed må Luka Mezgec nok strege Kragh fra julekortlisten, da danskeren sjovt nok nu to gange har henvist ham til 2. pladsen, som han gjorde det i Lyon, hvor australierne også alt for sent tog et initiativ til at jagte.

Heller ikke CCC fik det mindste ud af at have begge deres stjerner i front. Det gav ganske god mening at forsøge at udnytte en så stærk besætning til offensiv kørsel, men da først Kragh var kørt, gik der alt for lang tid, inden Van Avermaet smed kaptajnuniformen og iførte sig de kanvasbukser, han bestemt ikke holder af. Det er ikke tit, at belgieren ofrer sig for sine holdkammerater, og selvom han fik de beskidte bukser på til sidst, skete det så sent, at der nu skal et mirakel til, hvis det eksistenstruede CCC-mandskab skal have den sejr, som ville gøre alverden for Jim Ochowicz’ forsøg på at holde skuden oven vande.

Som Sunweb har vist er det jo ellers ganske muligt at komme hjem med noget, selvom man stiller til start som underdog. Og selvom Trentin og Van Avermaet i dagens finale bestemt ikke var underdogs, må det beskedne polske mandskab som helhed regnes som et af Tourens mindst profilerede mandskaber. Men de har selvfølgelig heller ikke en dansker til at vise de to stjerner, hvordan man trives i den rolle. Måske vi skulle sende dem et eksemplar af bogen ”Hvordan underdogs snyder verdensstjernerne - Kunsten at gribe det rette moment”. Naturligvis signeret af Kragh og med prædikatet ”Made in Denmark” påtrykt.

Favoritterne

I gamle dage var det fast tradition, at løbet afgjordes med en enkeltstart på næstsidste dag, men efter at det blev logistisk muligt at slutte i bjergene langt fra Paris om lørdagen - alt sammen hjulpet af beslutningen om siden 2013 at afvikle finaleetapen om aftenen - har det kun været tilfældet ca. hver anden gang. Siden man i 2009 for første gang brugte modellen med en bjergetape som sidste klassementsslag, er det kun i 2010, 2011, 2012, 2014, 2017 og 2018 at det er uret, der har været overdommer, mens man i 2009, 2013, 2015, 2016 og 2019 lod bjergene få det sidste ord.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour of the Alps

I år bliver det altså atter en enkeltstart, der finpudser klassementet, men i virkeligheden er der tale om lidt af begge dele. Årets eneste tidskørsel er nemlig i virkeligheden en kombination, når den indledes med 30 km, som er guf for specialisterne, og slutter med nyklassikeren La Plache des Belles Filles, der er så svær, at det er de virkelige klatrere, der trives her.

Den slags enkeltstarter er blevet mere og mere populære i de senere år, og vi har tidligere set noget lignende i eksempelvis Tour de Suisse og Tour of California. Den mest oplagte sammenligning er dog VM-løbet i Bergen i 2017, hvor Tom Dumoulin sejrede foran Primoz Roglic og Chris Froome. Her sluttede man nemlig efter en småkuperet start i stil med det, vi finder lørdag, på den vanskelige Fløyen-stigning. Den var med sine 3,5 km knap så lang som morgendagens udfordring og heller ikke helt så stejl, selvom dens 18% nær toppen, som mine ømme ben kun alt for godt husker, er meget sammenlignelige med de 20%, der venter på den sidste del i Vogeserne. Og i virkeligheden svarer den også meget godt til VM-ruten i Østrig i 2018, hvor den meget vanskelige stigning dog ikke lå til allersidst, men efterfulgtes af en nedkørsel ned til Innsbruck, og hvor Rohan Dennis sejrede suverænt foran Dumoulin og Victor Campenaerts.

Den slags enkeltstarter er slet ikke sjove at skulle spå om, for de er meget svære at tolke. På den ene side er der 30 km, som ganske vist slet ikke er helt flade med deres i alt ca. 450 højdemeter - det er altså ganske meget klatring over så beskeden en distance - men som trods alt tiltaler specialisterne, da bakkerne er bløde og kan tages i store gear. På den anden side er La Planche des Belles Filles så svær, at tempoevner er ligegyldige, og at det som på en bjergenkeltstart alene er klatreevnerne, der tæller.

For at vinde skal man altså mestre begge dele. Fabio Aru har rekorden på stigningen med sin tid på 16.12 fra 2017 (mod 16.44 til Vincenzo Nibali i 2014 og 16.20 til Chris Froome i 2012). Arrangørerne venter en vindertid på 55 minutter, og det er således ca. 30% af enkeltstarten, der kan ventes at gå med ren klatring. Det betyder naturligvis også, at tungere specialister ikke har en chance for at være med i kampen om sejren - der er en grund til, at Stefan Küng og endda Jonathan Castroviejo er taget hjem for at forberede sig til VM - og at det bliver en sag for folk, der både kan køre tempokørsel med de stærkeste og klatre med de letteste.

Det er klart, at det i vidt omfang er klassementsryttere, der har den alsidighed. I forvejen er det meget ofte netop dem, der gør sig gældende på en sen enkeltstart i en grand tour. Deres restitution kommer dem nemlig til gode, mens det sjældent er tilfældet for specialisterne. Og denne gang havde de endda en relativt let 19. etape, som betyder, at de har haft i hvert fald én dag til at komme sig efter sidste virkelige kraftpræstation.

Grundlæggende er der dog én ting, der betyder mere end noget andet, nemlig friskhed. Man kan være nok så god en temporytter, men er man kørt i hegnet efter tre uger, er det hele lige meget. Og tilsvarende er et godt resultat muligt for en ikke-specialist, hvis han er en af de ryttere, der er kommet flyvende ud af løbet.

En vigtig ting at bemærke er, at vi kan regne med, at alle, der vil, kører fuld gas. Normalt ser man ellers ofte hjælpere spare sig til senere opgaver, som særligt Ineos’ mange specialister plejer at gøre det, men da det er 20. etape inden paraden i Paris, får alle, der har lyst, lov at give den et skud. Og det vil formentlig for alle ske med et cykelskifte undervejs, som vi så det i Bergen for tre år siden.

Heldigvis ser det ud til, at vi får en helt fair dyst. Vejret arter sig pænt med relativt konstante vindforhold. Desværre for klatrerne vil der være generel modvind, hvilket på den første del gør det muligt for de aerodynamiske og kraftfulde specialister at gøre større forskelle end i medvind. Der er en ganske lille risiko for en byge og dermed formentlig også lidt mere vind for de først startende, men den er lille og negligerbar - især fordi de først startende er så tunge, at de ikke kommer i spil alligevel på denne voldsomme rute.

Nu er det svært at designe mange ruter, hvor han ikke er favorit, men med dette alsidige design er det umuligt at komme udenom, at Primoz Roglic er manden, der skal slås. VM-sølvet i 2018 på den tilsvarende rute - på et tidspunkt, hvor han slet ikke havde sit nuværende niveau - er en understregning af evnerne i denne type udfordring. Han har nemlig hele pakken som sublim temporytter og fabelagtig klatrer.

Læs også

Efter Vingegaards styrt: Ineos-ejer kræver handling

For det første er der tempoevnerne. Roglic er en af verdens suverænt bedste i disciplinen og vandt alle sine enkeltstarter i 2019 bortset fra den ultrakorte og tekniske prolog i Romandiet (hvor han blev slået med mindre end et sekund, den meget specielle Tirreno-enkeltstart, som passer tungere ryttere, den sidste Giro-enkeltstart (hvor han var syg) og VM-enkeltstarten (der er næsten umulig for en Vuelta-vinder, der er træt og oppe mod specialister, der har specialtrænet i disciplinen). I alle andre tilfælde var han relativt suveræn, som han også var det på de fleste enkeltstarter i både 2017 og 2018. Derfor vil der næppe være mange, hvis nogen overhovedet, der kører stærkere end ham på de første småkuperede 30 km, og på stigningen kan han meget vel køre allerstærkest. Senest på muren på 13. etape viste han nemlig nok engang, at han er en af verdens allerbedste - hvis ikke den bedste - på denne slags stigninger og i hvert fald den lige nu bedste i dette løb.

Så er der friskheden. Den har han som altid masser af i den tredje uge, hvor han ikke har vist skyggen af træthed. Ganske vist har der bredt sig en opfattelse af, at han ikke kan køre enkeltstart i den tredje uge, men det er naturligvis noget vrøvl. Hans defekt i Marseille i 2017 og sygdommen i Verona i 2019 kan ikke ligge ham til last, og under Touren i 2018 underpræsterede han ganske vist efter at have gravet alt for dybt dagen forinden, som man kan se det - spørg bare Chris Froome, der i Vueltaen i 2017 betalte lidt af en regning på Los Machucos for at være gået lidt for dybt på enkeltstarten. Nej, naturligvis kan man ikke være frisk i bjergene og træt på enkeltstarterne, og Roglic har altid været flyvende til slut - også i dette løb. Med hans alsidighed og friskhed må han være den klare favorit.

Faktisk kan det meget vel ende med et rent Jumbo-podium, og efter megen overvejelse er jeg endt på at pege på Wout van Aert som hans værste rival. Det havde jeg ellers forsvoret inden løbet, hvor jeg troede, at en top 10 ville være et fremragende resultat på en rute, hvor Van Aerts mange kilo ikke burde have mange chancer på de sidste 6 km. Men når vilde Wout kan køre tre top 10-ryttere ud af hjulet på de 11% på Glières og slutte som nr. 3 på en etape med 5000 højdemeter, må den opfattelse revideres.

Van Aert vil tabe tid til Roglic og co. på La Planche des Belles Filles. Han kan trods alt ikke klatre med de bedste på så svær en stigning. Til gengæld er han formentlig manden, der kan køre fra Roglic på den fladere del, der med sine rullende bakker burde være skabt til den brølstærke belgier. Vi vidste godt, at han kunne køre enkeltstart, men da han knuste al modstand, herunder en vis Tom Dumoulin, i Dauphiné sidste år, skrev han sig ind i en verdenselite, han bekræftede ved kort derefter at slå Remco Evenepoel og Victor Campernaerts ved de belgiske mesterskaber - samme Campenaerts som han slog ved mesterskaberne lige inden Touren. Kører han lige så stærkt på det flade i morgen, kan han formentlig sikre sig så stor en buffer, at han kan begrænse tabet på stigningen nok til faktisk at tage en forud for løbet hel utænkelig sejr - præcis ligesom gårsdagens 3. plads var fuldstændig utænkelig for vilde og vanvittige Wout.

Naturligvis er ruten også guf for Tom Dumoulin. Alene det forhold, at han knuste Roglic på VM-ruten i Bergen for tre år siden, viser, at han vil elske denne test. Der er imidlertid to forhold, der taler mod Dumoulin. For det første har han ikke kørt en enkeltstart siden den i øvrigt uhyre skuffende 1. etape af Giroen i 2019 og ikke kørt en lang enkeltstart siden et for ham meget skuffende VM-sølv i Østrig i 2018. Med tanke på den lange løbspause har hovedfokus næppe været specialtræning i enkeltstart, men snarere at få genopbygget den store motor, der skulle hjælpe ham i en grand tour, hvor der næsten ikke er enkeltstart.

For det andet er der friskheden. Det er velkendt, at Dumoulin i hvert fald frem til og med Giroen i 2017 ofte har været i rent overlevelsesmode i den tredje uge. Det synes også at være tilfældet denne gang, hvor han mildt sagt har været slidt de seneste dage. I Giroen i 2017, hvor han også var slidt, blev han slået af Jos van Emden, der ellers pr. definition ikke vinder enkeltstarter, som er længere end højst 15 km, og han underpræsterede også på den sidste enkeltstart i Giroen i 2018, hvor han også var en hængt kat i hvert fald i dele af den tredje uge, specielt på 20. etape. Min frygt er, at den manglende friskhed koster dyrt. Det ændrer dog ikke på, at Dumoulin på en rute som denne normalt er uhyggelig, og derfor vil det ikke være en overraskelse, hvis han ender med at vinde. Det kan han nemlig godt i uge 3, som da han slog Froome med det yderste af neglene i Touren for to år siden.

Dernæst vil jeg pege på Sepp Kuss, for det ender nok med otte fra Jumbo i top 8. Nej, spøg til side. Der er faktisk andre i dette løb, og mest interessant er nok Richie Porte. Den lille australier var jo tidligere en af verdens førende specialister med sin 4. plads på tonserruten i København ved VM i 2011 og 3. pladsen bag Tony Martin og Froome på den flade Tour-enkeltstart i 2013, ligesom han suverænt vandt den småkuperede Dauphiné-enkeltstart i 2017.

Desværre har han stort set ikke kørt enkeltstart siden dengang, og derfor var det ret spændende at se ham køre sidste års småkuperede Tour-enkeltstart. Her bekræftede han med en 5. plads, at han stadig er knivskarp, og enhver kan se, at han formentlig kører langt, langt stærkere i år end i sidste års meget formsvage udgave. Heldigvis for ham bliver det heller ikke blæsende, for det er velkendt, at han har det svært med vind på enkeltstarter, og han virker stadig så frisk, at han bør køre stærkt på den første del. Den sidste stigning er fuldstændig skræddersyet til Porte, der med sine knusende magtdemonstrationer på Col d’Eze i Paris-Nice har vist, at han er en af verdens bedste til at blæse op ad en relativt kort stigning. Det bliver svært at hente det nødvendige på Miguel Angel Lopez, men på denne skræddersyede rute er det ikke umuligt for den lille australier.

Jeg vil dernæst pege på Tadej Pogacar, men for ham kan det både gå helt fantastisk eller ganske skuffende. Han er nemlig temmelig ubeskrevet på enkeltstarter, der aldrig har været hans spidskompetence. Han chokerede alt og alle med sin første store enkeltstart i Algarve sidste år, hvor han blandede sig med specialister, men siden kom han ned på jorden i Vueltaen, hvor han lagde alt for hårdt ud på den første bakke og endte med at tabe 1.29 til Roglic. Han slog sin landsmand ved de nationale mesterskaber, men det var en bjergenkeltstart, hvo Roglic begik den fejl ikke at skifte cykel, og den slags enkeltstarter kan slet ikke sammenlignes med det, der venter i morgen.

Læs også

Medie erfarer: Verdens bedste til fransk WorldTour-hold

Når jeg alligevel åbner døren for en Pogacar-overraskelse, skyldes det to ting. Dels viser Algarve, at potentialet er der, og han har utvivlsomt trænet intenst på sin svaghed hen over vinteren. For det andet er det ham, der kan true Roglic på målstigningen, der er af en type, hvor de to hidtil har vist sig som de bedste. Han har lidt overraskende virket en anelse træt i den tredje uge, men ikke mere end at han stort set kørte lige op med Roglic på Col de la Loze. I det lys vil han køre brølstærkt på stigningen. Så må vi se, hvor godt hans forsvar er forinden, og hvor meget vinterarbejdet har givet pote.

Det er også svært ikke at have forventninger til Michal Kwiatkowski. Den lille polak viste med gårsdagens ridt storform, og når han kommer stærkt ud af Touren, plejer han at køre som en motorcykel. Således har han for vane at køre bragende flotte enkeltstarter på 20. etape, som da han med en 2. plads var 1 sekund fra at vinde i 2017, og da han i 2018 blev nr. 4 bag Dumoulin, Froome og Geraint Thomas. Han synes at have både samme friskhed og niveau nu, og den blandede rute passer ham. Han vil elske det let kuperede stykke, og selvom han vil tabe tid til klatrerne på stigningen, så vi med hans kørsel forleden, at han kan begrænse tabet pænt - ikke mindst på en eksplosiv stigning, der burde passe ham fint. Det bliver nok ikke til ny Ineos-sejr, men han kan sagtens gå i top 5 på 20. etapes enkeltstart for tredje gang i træk.

En anden rytter, man kan have forventninger til, er Damiano Caruso. Italieneren har været fremragende i dette løb, hvor han stort set har kørt lige op med klassementsrytterne, og hans soloopkørsel til udbruddet i går var slet og ret imponerende. Han synes at være lige så frisk som i sidste års Giro, hvor han bragede en fornem 4. plads af på sidste etapes enkeltstart på en rute, der passede ham dårligere end denne. Han er egentlig ikke specialist, men sent i etapeløb kører han gerne stærkt som med 13. pladsen i 2018 og ikke mindst 3. pladsen bag Rohan Dennis og Stefan Küng i Schweiz i 2017. Han har en god chance for at gå forbi Alejandro Valverde og sikre sig en uventet top 10, så motivationen vil i hvert fald intet fejle.

Daniel Martinez har mindre at køre for, men han vil utvivlsomt gøre alt for at vise sin mesterskabstrøje flot frem. Han er nemlig noget så sjældent som en colombiansk tempospecialist. Det viste han med 5. pladsen på den flade rute i Paris-Nice sidste år, 2. pladsen på den meget specielle rute i Baskerlandet og siden med en 10. plads på den flade Vuelta-rute, hvor han endda var i håbløs form. Det er han ikke nu, hvor han har virket ganske overbevisende, ikke mindst med sejren på 13. etape. Han har været mere anonym i uge 3, men i går var han afgørende i at hjælpe Rigoberto Uran med at begrænse tabet. Kombinationen af småkuperet terræn og en svær stigning burde være næsten perfekt, og derfor bør han kunne være med helt fremme.

Det bør kaptajnen også. Rigoberto Uran har haft det mærkeligste karriereforløb som temporytter. I starten kunne han ikke finde ud af det, men så blev han i 2014 og 2015 nærmest en sand tempogigant. Det stoppede så brat i de følgende år, hvor han nærmest var at regne som den ringeste temporytter blandt klassementsrytterne, indtil han pludselig kørte en god enkeltstart i Touren i 2017 igen. Og sidste år, hvor alle EF-ryttere blev tempokometer, kørte han en fremragende 4. plads hjem i Touren. Siden da har han ikke kørt en enkeltstart, og det gør ham svær at regne med, men med hans generelle niveau i dette løb bør han som alle andre EF-ryttere igen imponere på enkeltstarten, hvis rute passer ham perfekt. Når han alligevel figurerer lidt nede på listen, skyldes det, at han åbenlyst er i niveaufald og virker temmelig træt.

Løbets måske største joker er Miguel Angel Lopez. Ser man på hans temporesultater frem til og med 2019 - med chokresultatet i Schweiz i 2016 som undtagelsen - skulle man mene, at han får bøllebank i morgen, som han gjorde det i Giroen og Vueltaen sidste år. Lopez har imidlertid arbejdet voldsomt på sin enkeltstart i løbet af vinteren og leverede vel sæsonens største chok inden pausen ved at blive nr. 5 foran adskillige specialister på den relativt flade rute i Algarve. Det er klart, at det er et niveauspring, der skal bekræftes, og derfor kan det sagtens ende i endnu en katastrofe, som vi kender dem - og dermed også en tabt podieplads. Men bekræfter han fremgangen, vil han køre brølstærkt på en rute, hvor der ikke er mange, der kører stærkere end ham på de sidste 6 km.

Der er bestemt også grund til at have tiltro til Enric Mas. Spanieren er slet ikke specialist, men hans tredjeugesmotor gør ham god i grand tours. I den fantastiske Vuelta i 2018 blev han således nr. 6 på en flad rute, og sidste år blev han her i Touren nr. 9, inden han dagen efter ramtes af sygdom. Ruten her burde passe ham endnu bedre end de to ovennævnte, og derfor burde han være endnu tættere på de bedste. Vi har stadig til gode at se, om skiftet til Movistar har påvirket hans tempoevner negativt, som man kan se det ved et materielskifte, men han burde have gode chancer for et topresultat og et avancement til top 10.

Det er dog ikke sikkert, at han bliver bedste Movistar-mand. Marc Soler er ikke specialist, men da han i 2018 vandt Paris-Nice skete det mere end noget andet med en 2. plads på den kuperede enkeltstart. Samme år blev en ellers formsvag Soler nr. 9 på Tourens enkeltstart, og sidste år blev han nr. 8 på Vueltaens flade rute. I år er han bare blevet bedre og bedre i dette løb, kulminerende med hans fantastiske bedrift på Glières i går, hvor han kørte bedre end folk som Adam Yates og Rigoberto Uran. Han har frihed til at køre fuld gas - også af hensyn til holdkonkurrencen, der dog ikke kan komme i fare - og med benene fra i går kommer han rigtigt langt.

Lidt i samme boldgade finder vi Pello Bilbao. Den lille basker er heller ikke specialist, men i grand tours gør han det godt. Sidste år blev han således nr. 11, 9 og 7 på Giroens tre enkeltstarter, der alle var ganske kuperede, og tidligere i år bragede han en fornem 5. plads af i Paris-Nice og en fin 4. plads af i Andalusien, hvor begge ruter tillige var kuperede. Ligesom holdkammeraten Caruso har han været flyvende på det sidste, og han burde kunne køre ganske stærkt på denne rute, selvom han nok havde foretrukket flere tekniske passager og ikke helt så meget power i den indledende del.

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

Jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg skal mene om Nelson Oliveira . Egentlig burde stigningen være alt for svær for portugiseren, men det sagde vi også om stigningerne ved VM i Norge og Østrig. Her endte han alligevel med at være bare 7 sekunder fra Froomes bronze med sin 4. plads i 2017, hvorefter han blev nr. 5 i 2018. Hans form er lidt svær at blive klog på, men efter sin standard har han klaret det ganske fint i bjergene. Han er altid lidt utilregnelig på enkeltstarterne, og denne stigning er så lang og svær, at vi ikke skal regne med en gentagelse af VM-resultaterne, men sidst i en grand tour er Oliveira ofte stærk, som da han i 2016 endte som nr. 3 bag Dumoulin og Froome på en bestemt heller ikke flad rute.

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvor jeg har Maximilian Schachmann. Den store tysker er jo tempospecialist, som han senest viste med sin 2. plads i Paris-Nice, men siden han gravede meget dybt på 13. etape, har han godt nok set træt ud. Jeg frygter, at han er for mærket til at præstere på denne etape. I forvejen er den sidste stigning for svær for store Schachmann, og derfor skal han flyve på det første stykke for at være med i top. Til gengæld ved vi også, at en frisk Schachmann kan køre stærkere end langt de fleste på den indledende del. Det står og falder med hans friskhed, og hvor meget han taber til sidst.

Måske skal Bora sætte lid til Lennard Kämna i stedet, men han er om muligt endnu mere en joker end sin landsmand. Som ungdomsrytter var han verdens bedste i sin årgang, men som professionel er det eneste gode resultat vel 8. plads i Vueltaen i 2017. Det er uhyre længe siden, og han har intet vist på sine øvrige tidskørsler. Til gengæld er han jo så blevet en sand komet i bjergene, og på denne rute tæller det jo ganske meget. Hans aktive tredje uge gør ham tillige til en af løbets mere friske ryttere, og derfor kan der vente endnu et topresultat. Alt står og falder med, om han kan genfinde lidt af de tempoevner, han har mistet.

En anden joker er David De La Cruz . Spanieren er alt andet end specialist, indtil han i 2017 pludselig kørte fremragende i både Paris-Nice og Baskerlandet. Året efter vandt han endda enkeltstarten i Ruta del Sol, blev nr. 7 i Baskerlandet og nr. 9 i Giroen. Det er så også det sidste, vi har set til hans tempoevner, men generelt har han jo også været nede i et gigantisk hul. Det er han på imponerende vis kommet op af i dette løb, hvor han trods brækket haleben har været flyvende her i den tredje uge. Det kunne tyde på, at han også kan genfinde fordums tempostyrke, hvis ikke skiftet fra tempospecialisterne hos Ineos til UAE har kostet for dyrt. Ruten burde passe ham glimrende.

Sidste år vandt Julian Alaphilippe enkeltstarten. Det blev udråbt som en overraskelse, selvom det ingenlunde var tilfældet, for den tekniske puncheurrute passede ham som fod i hose. Denne her passer ham imidlertid noget dårligere med betydeligt mere power. Han vandt dog en lignende enkeltstart for nogle år siden, men dengang var målstigningen kortere. Selvom han på 17. etape rejste sig betydeligt efter skuffelsen på blandt andet 16. etape, tvivler jeg på, om formen er god nok til at være med i front på en etape, hvor målbjerget i forvejen er til den svære side for ham.

Som sagt skal vi ikke regne med mange ikke-klatrere i front, men jeg vil pege på to af de lidt tungere typer. Den ene er Thomas de Gendt , der i går viste, at han langt om længe har fundet noget form. Det holdt ellers hårdt, men nu er han klar til at gå efter en gentagelse. sidste års flotte resultater. Her blev han nemlig nr. 3 på den sidste Giro-enkeltstart, nr. 3 på Tour-enkeltstarten og nr. 7 på Vuelta-enkeltstarten. De Gendt skal altid bruge mange løb for at være varm, og det er han efterhånden, som da han sidste år kørte så stærkt mod slutningen af sin første grand tour i Italien. Desværre er den sidste stigning for svær til, at det kan blive til et absolut topresultat. De Gendt hader nemlig stejle procenter.

Endelig er der Søren Kragh. Al logik siger, at den sidste stigning er for svær for danskeren, og han vil da også bløde masser af tid til klatrerne på de sidste 6 km. Det er imidlertid også åbenlyst, at han er ganske flyvende, ikke mindst efter dagens vilde bedrift. Med sin enkeltstartssejr i Paris-Nice viste han, at han på småkuperede ruter tilhører verdenseliten, og hvis han er frisk efter dagens ridt, vil han køre stærkere end langt de fleste på de første 30 km. Så må vi se, hvor meget målbjerget koster for en stor fyr som ham.

Ruten burde egentlig passe Alejandro Valverde, men hans tempoevner har været i klar tilbagegang på det seneste, og han får nok svært ved at holde Oliveira bag sig. Adam Yates kan køre stærkt på bakken, men taber for meget i starten, og Mikel Landa skal bare stoppe blødningen så meget som muligt. En spændende joker er Marc Hirschi, der slet ikke er temporytter, men som på denne rute godt kan overraske alene i kraft af friskhed, klatreevner og form. Egentlig er Tejay van Garderen stadig en af verdens allerbedste temporyttere, som vi så med 2. pladsen i Dauphiné sidste år - foran Dumoulin - men han har været så skidt kørende hele året, at man næppe skal regne med ham på så svær en rute. Kasper Asgreen er åbenlyst en af verdens bedste temporyttere, men her bør klatreevnerne være for voldsomme i et løb, hvor han har virket en anelse fra sit bedste niveau. Lidt af det samme kan siges om Remi Cavagna, der senest ved EM viste sine fremragende tempoevner og i dag viste uhyre fin form, men som trods alt bør tabe for meget på så svær en stigning dagen efter en kraftpræstation. Thibaut Pinot vil elske ruten og vil sikkert give den et skud, men formen rækker næppe til et topresultat som i Touren sidste år, og det gør det heller ikke for Emanuel Buchmann, der slet ikke har fundet benene. Pavel Sivakov mangler nok fortsat for meget for en ikke-specialist som ham, og Andre Amador, Jesus Herrada, Dario Cataldo, Gorka Izagirre og Luis Leon Sanchez har ikke kørt enkeltstarter i lang tid. Felix Grossschartner har været alt for formsvag, og det samme synes Alessandro De Marchi at være. Klatreudfordringerne er trods alt for voldsomme for Simon Geschke, der heller ikke er specialist, og Bob Jungels er nu om dage både for klatre- og temposvag til at være farlig, mens Neilson Powless synes at have tabt tempoevnerne. Alberto Bettiol må komme til kort på stigningen, og det samme gælder for tungere specialister som Mads Pedersen - trods den fine form - Nikias Arndt, Tony Martin, der slet ikke fokuserer på enkeltstarter længere, Edvald Boasson Hagen, Jack Bauer, Nils Politt, Dylan van Baarle. Endelig skal det blive meget interessant at se, hvor stærkt Richard Carapaz kan køre på stigningen i sin jagt på bjergpoint, men da han ruller de første 30 km så langsomt, som tidsgrænsen tillader, ender han naturligvis langt tilbage i stillingen.

Feltet.dks vinderbud: Primoz Roglic

Øvrige vinderkandidater: Wout van Aert, Tom Dumoulin

Outsidere: Richie Porte, Tadej Pogacar, Michal Kwiatkowski, Damiano Caruso, Daniel Martinez

Jokers: Rigoberto Uran, Miguel Angel Lopez, Enric Mas, Marc Soler, Pello Bilbao, Nelson Oliveira, Maximilian Schachmann, Lennard Kämna, David De La Cruz, Julian Alaphilippe, Thomas de Gendt, Søren Kragh

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Dylan Teuns’ sejr fra 2019, Fabio Arus sejr fra 2017, Vincenzo Nibalis sejr fra 2014 samt Chris Froomes sejr fra 2012.

Starttider

Du finder starttiderne under live-opdateringen.