Ruten

Desværre fik coronavirus og franske restriktioner berøvet os løbets sidste bjergmaraton, men arrangørerne har dog fundet en erstatning, der mod slutningen af den tredje uge nok kan skabe godt cykelløb. Ganske vist skal vi ikke op over mægtige Agnello og Izoard, og ganske vist er opkørslen til Sestriere ikke Alpernes sværeste, men tre ture op til skisportsbyen på en dag med i alt 3700 højdemeter skal efter en så voldsom menu de seneste dage ikke undervurderes. Som sidste chance for bjergrytterne til at vinde tid inden søndagens enkeltstart er etapen skabt til at blive grebet aggressivt an.

I denne maratonernes uge er også den sidste bjergetape med sin 190,0 km lang, og den fører fortsat som oprindeligt planlagt fra Alba til Sestriere, denne gang dog via en meget mere direkte rute. Startbyen ligger på den flade Po-slette lidt syd for Torino, og fra start stiger det således kun ganske let, mens man kører langs sletten mod sydvest. I Termine efter 44,0 km drejer man mod nordvest, hvor det falder let ned til den første spurt, som kommer efter 52,0 km, inden det kort efter atter begynder at stige svagt op gennem dalen med kurs mod Alperne. Man slår et smut mod vest, inden det går videre mod nordvest, hvor det begynder at stige mere og mere.

Kort efter byen Perosa Terme indledes den første stigning op til Sestriere officielt. Der er tale om en kategori 2-stigning, der herfra over de næste 31,8 km stiger med 4,0% i snit. Det er en lang, jævn opkørsel, der aldrig for alvor bliver stejl, men er en anelse vanskeligere mod slutningen, hvor det efter 24 km, når man drejer mod sydvest, stiger med 6-7%, inden den flader lidt ud med knap 5% på de sidste 1800 frem mod toppen, der rundes efter 137,9 km i Sestriere.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Målstregen krydses ikke, men i stedet fortsætter man ind gennem byen mod sydvest via en kun mod slutningen en anelse teknisk nedkørsel ned til byen Cesana Torinese. Her vender man rundt for at køre ad en let stigende vej mod sydøst og øst frem til byen Sauze di Cesana. Her drejer man mod sydøst in på den afsluttende kategori 1-stigning, der over 6,9 km stiger med 7,2% i gennemsnit. Den første del er relativt jævn med stigningsprocenter på hhv. 5,6%, 7,3% og 6,3% over de første 3 km, inden der venter en kilometer med hele 10,0%. Derefter flader den ud over 1000 m med 4,4%, inden den bliver stejl igen med en kilometer med 9,7%, som leder frem til de sidste 900 m, som stiger med 7,2%. Der er et enkelt tidligt hårnålesving, hvorefter en lige vej leder mod nord, inden man i udkanten af Sestriere drejer mod nordøst for at følge en let bugtende vej, der kun har et helt blødt sving i en rundkørsel med 300 m igen, hvorefter vejen bugter sig ind på den 250 m lange, 7 m brede opløbsstrækning.

Stregen krydses for første gang efter 163,3 km, hvorefter løbet afsluttes med en omgang på en 26,7 km lang rundstrækning. Først kører man videre ind gennem byen, inden man kører hele turen med nedkørsel og opkørsel én gang til. Eneste ændring er, at der denne gang er dagens sidste spurt efter 183,2 km i bunden af sidste stigning.

Etapen byder på i alt 3716 højdemeter.

Sestriere er blevet besøgt fire gange i dette årtusinde, hver gang enten på 19. eller 20. etape. Senest skete det i 2015, hvor Fabio Aru kronede sit fantastiske comeback ved at tage sin anden sejr på bare to dage, mens Alberto Contador afværgede en gigantisk nedtur på Finestre og alligevel forsvarede førertrøjen. I 2011 kørte Vasil Kiryienka hjem til en stor solosejr fra et udbrud, mens samme Contador i kamp med favoritterne nok engang sikrede sig en samlet sejr, der dog siden er blevet ham frataget. I 2005 fortsatte Jose Rujano sit gennembrudsløb ved at køre alene hjem til sejr foran Gilberto Simoni og Danilo Di Luca, og i 2000 vandt Jan Hruska en bjergenkeltstart, mens Stefano Garzelli med en 3. plads sikrede sig den samlede sejr på næstsidstedagen. Kun én af gangene blev denne opkørsel dog benyttet, nemlig i 2000. I 2011 og 2015 benyttede man den opkørsel, som bruges første gange på denne etape. Forinden har løbet været forbi også i 1991, 1993 og 1994.

Touren var senest forbi i 1999, hvor Lance Armstrong kørte alene hjem til sin anden sejr på to dage, og så husker de fleste, at Bjarne Riis ligeledes tog en solosejr på en forkortet etape i 1996.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Vejret

Verdens bedst timede vejrudsigt betyder, at det dårlige vejr faldt på den eneste dag i fladlandet, og lørdag bliver derimod en herlig dag. Det vil være stort set skyfrit med en temperatur i målbyen i mere end 2000 m på 9 grader, og vinden vil bare være svag (5-8 km/t) og komme fra vest. Det giver modvind først på etapen og derefter sidemodvind hele vejen frem til toppen af første stigning. I finalen vil der være modvind på nedkørslen og medvind på det let stigende dalstykke. På finalestigningen vil der første være sidemedvind, så sidevind og til slut sidemedvind på den sidste tredjedel.

Analyse af 19. etape

Man siger, at man bliver klog af skade. Det kan der være noget om. Hvis ikke kunne vi nemlig lige nu have talt om, hvor håbløst FDJ havde hovedløst havde kastet en stensikker sejr i pointkonkurrencen væk for andet år i træk. Men vi kunne også have talt om, hvordan Arnaud Demare med fem etapesejre og pointtrøje havde været den mest succesrige Giro-sprinter siden de glade Petacchi-dage, hvor massespurter var lige så forudsigelige som hviderussiske præsidentvalg.

Det er nemlig svært ikke at få et deja-vu til situationen for et år siden. Det var dengang, Demare havde lukreret på et styrt til den ellers dominerende Pascal Ackermann til at sikre sig det, der lignede en stensikker i pointkonkurrencen. Faktisk skulle han fejle helt i den sidste massespurt, hvis ikke han skulle være cyclamenfarvet på podiet i Verona.

Bare 1 km fra stregen var sejren endda stensikker. Bora havde undervurderet medvinden og var løbet tør for kræfter for tidligt til at få indhentet det ellers uskyldige udbrud. Nu kunne intet gå galt for Demare, for med udbruddet forsvandt de store point, der i teorien stadig kunne sende maglia ciclamino til Tyskland.

Men så tog grådigheden over. En anden etapesejr var alligevel en tand for fristende, når nu udbruddet hang bare få meter forude. Demare sendte tropperne frem, og minsandten om de ikke nåede at indhente alle mand på nær Damiano Cima, der mirakuløst snød alle stjernerne. Problemet var bare, at Demare fejlede fælt, endte etapen som nr. 8 og kunne se Ackermann med en 2. plads sikre sig sejren i pointkonkurrencen.

I det lys forstår man godt, at FDJ i dag sad demonstrativt bag Bora-mandskabet, da tyskerne for andet år i træk skulle forsøge at køre Demare ud af pointtrøjen på løbets sidste sprinteretape. Hvis Peter Sagan vandt etapen, skulle Demare ganske vist helt ned på 5. pladsen for at tabe den eftertragtede trøje - ganske usandsynligt i et felt med vel kun fem reelle sprintere tilbage - men klog af skade var der ingen grund til at løbe nogen risiko. For et år siden havde ingen heller regnet med, at Demare ville blive slået af folk som Florian Senechal og Ryan Gibbons, og for en mand, der er notorisk kendt for at restituere betydeligt dårligere end gennemsnittet, er det uklogt at have alt for stor tiltro til egne evner i den tredje uge.

Situationen gentog sig endda. Bora mislykkedes i deres forsøg på at holde styr på udbruddet, og da først tyskerne efter en alenlang og knaldhård jagt, hvor afstanden endda undervejs var kørt helt ned til 30 sekunder, slutteligt måtte strække våben, kunne franskmanden konstatere, at det nu kun er et styrt, en misset tidsgrænse eller en positiv corona-test, der kan forhindre ham i at vinde pointtrøjen med et års forsinkelse - og dermed gøre Sagan sjældent pointtrøjeløs i 2020. Eneste forskel i forhold til sidste år var vel, at det denne gang ikke var et svagt udbrud, der blev undervurderet, men derimod en skræmmende samling af tempomonstre, der slet og ret kørte Pawel Poljanski, Maciej Bodnar og Cesare Benedetti over.

Man kan selvfølgelig spørge, hvorfor ingen andre gav tyskerne en hånd. Forståeligt er det med Deceuninck, der har ført uafbrudt i tre uger og endda brugt Alvaro Hodeg til arbejdet. I det lys forstår man godt, at det måtte være andres tur, især fordi ingen vidste, hvor mærket colombianeren ville være efter tre uger med mange timer i front.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Man kunne også spørge, om Israel Start-Up Nation, der er her med et nærmest rent sprinterhold, ikke skulle satse på Davide Cimolai. På den anden side er der ikke meget, der tyder på, at den satsning ville bære frugt, og når man ser på, hvordan etapen blev afgjort, var det vel mere sandsynligt, at tempomonsteret Alex Dowsett, der havde fundet vej til udbruddet, for anden gang i løbet kunne køre alene hjem.

Endelig var der naturligvis Cofidis, der nok havde den mest tvivlsomme taktik. Egentlig havde de bragt sig selv i en ganske fordelagtig position med både Nathan Haas og Marco Mathis i udbruddet, for Haas var på papiret en af gruppens hurtigste. Begge var imidlertid også åbenlyst svagere end mange af gruppens kraftkarle, og for at give dem en bedre chance skulle man måske spille på to heste, som man også gjorde i den indledende fase. Det havde vel været nærliggende at lade dem sidde på hjul i front og samtidig jagte for en massespurt med Elia Viviani. Det havde i hvert fald givet dem en betydeligt bedre chance for ikke at blive kørt midt over af gruppens stærkere ryttere, som det i sidste ende skete, og som efterlod Cofidis tomhændede tilbage - og med en sejrsløs supersprinter igennem et på alle måder trist 2020 for deres store stjernenavn.

Den hjælp kunne Bora i hvert fald godt have ønsket sig, men CCC sender nok et julekort til franskmændene. Dermed lykkedes det nemlig polakkerne i absolut sidste øjeblik at sikre sig årets første WorldTour-sejr og en af meget få betydelige triumfer i to svære sæsoner for det tidligere BMC-mandskab. Og samtidig gav det den kontraktløse Josef Cerny chancen for at vise, at han fortjener en ny WorldTour-kontrakt.

Det er nemlig ikke uden grund, at jeg under dagens live-opdatering pegede på tjekken som mit vinderbud i den ellers stærke gruppe. Efter en lidt svær første sæson på WorldTouren har Cerny nemlig imponeret i år med tjekkisk mesterskab, enkeltstartssejr i Poitou-Charentes, hvor kun Demare akkurat snød ham for den samlede sejr og to fremragende enkeltstarter i dette løb. Netop den form, han viste i lørdags, gjorde, at han måtte være et glimrende etapevinderbud, også fordi han er en ganske hurtig herre, og med tanke på den ret stærke gruppe han slet og ret satte til vægs, må der snart være et hold, der kommer viftende med en kontrakt.

Det er der nok også til Victor Campenaerts. Belgieren har ganske vist skuffet fælt i sin paradedisciplin i år, men i dag viste han lidt af sin enorme styrke. Desværre blev han snydt af en stærkere mand, men når nu det ene af de to sejrsfattige mandskaber jo faktisk allerede vandt for to dage siden, var det vel ikke helt urimeligt, at det denne gang var CCC, der var den rette bogstavkombination, og ikke NTT.

Den mest rigtige kombination var dog FDJ. Selvfølgelig solgte de en sandsynlig etapesejr i dag, men om få år er der trods alt næppe mange, der husker, om Demare lige vandt fire eller fem etapesejre denne gang. Til gengæld vil de fleste nok huske, at det nu ikke kun er ærkerivalen Nacer Bouhanni og Laurent Jalabert, der har vundet Giroens pointtrøje. Særligt det at kunne udligne netop Bouhanni på den konto tæller utvivlsomt meget i den franske bog. At det så krævede lidt dyre lærepenge at nå dertil, er nok hurtigt glemt.

Favoritterne

Det er svært at finde noget at glæde sig over ved hele corona-situationen, men hedder man Wilco Kelderman er der i hvert fald ét lys i mørket. Det blev ikke vejret, men de franske corona-restriktioner, der i sidste ende kostede os det femte og sidste af løbets mange bjergmaratoner, og desværre bliver årets sidste bjergslag ikke det brag, som der var lagt op til.

I lyset af de ærgerlige omstændigheder - og når risikoen for sne gjorde, at man ikke turde binde an med plan B med en herlig tur op ad Finestre - er arrangørerne dog kommet med et hæderligt alternativ. Da jeg i første omgang hørte om planen og ture op og ned til Sestriere, var begejstringen ellers til at overse, for man skal ikke have set mange finaler i Sestriere for at vide, at de to opkørsler, der typisk er blevet brugt, ikke just er noget at skrive hjem om.

Heldigvis er der en tredje, som jeg ikke kendte. Det er kun første tur op til skisportsbyen, som er den kedelige og bløde klatretur, som vi kender som afslutning på Finestre-etaperne i 2005, 2011 og 2015. Fra den vestlige side, hvor løbet også skulle være kommet uden ændringen af planerne, har man samtidig droppet den oprindeligt planlagt halvbløde klatretur ved at slå et smut mod syd. Det giver en ganske vist kortere, men mere irregulær og periodevis ganske stejl opkørsel, der burde have et vist potentiale for at skabe godt cykelløb på næstsidste dag i en grand tour - især efter en vild og voldsom uge, som alle kan mærke.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

Centrum for etapen bliver naturligvis opgøret mellem Tao Geoghegan Hart og Ineos-duoen bestående af Wilco Kelderman og Jai Hindley. Og selvom jeg som skrevet i gårsdagens analyse slet ikke ville føle mig helt tryg med det nuværende forspring forud for enkeltstarten, hvis jeg var Kelderman, er det også klart, hvem der skal i offensiven, og hvem der skal forsvare sig. Kelderman har hidtil været klart svagere end Geoghegan Hart i bjergene, og derfor er han nødt til at stole på, at forspringet holder i Milanos gader på søndag. Og selvom Geoghegan Hart kan håbe på, at han kan overraske på søndag, er det klart, at han skal bruge sit klatremæssige overtag til at styrke sin position inden finaledagen.

Derfor er er også lagt op til stor Ineos-offensiv, og det gør det meget svært at tro på en udbrudssejr. Briterne kan nemlig under ingen omstændigheder give afkald på bonussekunder i et løb, der er så tæt som dette, så naturligvis skal de gøre alt for at skabe samling. Med tanke på hvor let første del af etapen er, og på at Filippo Ganna efter min bedste erindring godt kan tage en føring på flad vej, er det lidt svært at se, at Ineos ikke kan holde et udbrud i så kort snor, at de reelt er dødsdømt allerede inden stigningerne.

Det betyder ikke, at der ikke gås til stålet fra start. Det er sidste chance for langt, langt de fleste i dette løb, så naturligvis skal forsøget gøres. Det er også en dag, hvor alle hold gerne vil have forposter afsted, og det skal såmænd nok lykkes for mange. Det bliver dog nok hverken Ineos eller Sunweb, for de vil formentlig vide at markere hinanden så effektivt, at den slags taktik ikke bliver en mulighed.

Når udbruddet er kørt, vil Sunweb elske at sende det til månen, men den går nok ikke. Jeg regner med, at Ganna og Salvatore Puccio vil lægge løbet i et jerngreb og sørge for, at forspringet aldrig bliver så stort, at det på nogen måde kan blive farligt. Herefter regner jeg med, at briterne vil lægge et hårdt pres allerede på den lette og bløde første opkørsel til målbyen, og i det lys vil det være en kæmpe overraskelse, hvis en udbrudssejr bliver mulig.

Scenen er således sat til et gigantisk opgør på de to sidste opkørsler, og jeg regner med, at Ineos trykker til allerede første gang. Og nøglen til etapen er for mig at se ingen af de tre hovedpersoner. Det er Rohan Dennis, der meget vel kan bestemme, om Ineos’ offensiv lykkes eller ej.

Jeg har nemlig svært ved at se Geoghegan Hart gøre forskellen første gang op ad stigningen. Det kan sagtens være, at han kan ryste Kelderman, men derefter venter en lang, let nedkørsel i modvind. Hvis briten er alene, vil jeg tro, at Sunweb vil lade Jai Hindley blive hos Kelderman, så de sammen kan neutralisere ham inden sidste stigning.

Hvis derimod Dennis igen kan rive hele løbet i stykker, som han gjorde det i går, bliver det mere interessant. Det store spørgsmål er nemlig så, hvad Sunweb gør. Som jeg skrev i analysen i går, mener jeg, at det var en fejl at sætte sig mellem to stole ved ikke at lade enten Hindley blive hos Kelderman eller at lade ham angribe Geoghegan Hart, der 99 ud af 100 gange slår ham i Milano. Denne gang er man nødt til at vente: enten tror man 100% på Keldermans enkeltstart og lader de to ryttere blive sammen, eller også tror man på Hindleys klatreevner, lader ham sidde på hjul og satser på, at han kan køre væk fra Geoghegan Hart i finalen.

Hvis Dennis og Geoghegan Hart igen sætter Kelderman allerede første gang på stigningen, mener jeg, at det eneste rigtige valg må være at lade Hindley blive. I det tilfælde vil Dennis køre Kelderman midt over i modvinden på powernedkørslen, og så risikerer de at smide det hele ved at lade Hindley vente. Hvis til gengæld Kelderman og Hindley begge overlever stigningen første gang, kan der være megen ræson i at holde dem sammen på sidste stigning. Den er trods alt så kort, at der er grænser for dels hvor meget Kelderman kan tabe, dels hvor meget Hindley kan vinde.

Om Sunweb følger den strategi, tør jeg ikke sige, men jeg tror det. Hvis de alle er samlet i bunden af sidste stigning, indikerer Keldermans og Hindleys udtalelser fra forleden, at man tror 100% på Kelderman. Hvis til gengæld både Dennis og Geoghegan Hart kan sætte Kelderman allerede første gang, vil det være alt for risikabelt at satse alt på hollænderen.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Min konklusion er altså, at Dennis er etapens hovedperson. Er han lige så stærk som forleden og kan sætte Kelderman tidligt, ligner det et opgør mellem Hindley og Geoghegan Hart på sidste stigning. Hvis ikke det lykkes, tror jeg mere, at de to Sunweb-drenge holder sig samlet i et forsøg på at begrænse et evt. tab til Geoghegan Hart.

Mest af alt tror jeg på, at Kelderman overlever første gang. Dennis er for det første svær at regne med - bare se på forskellen på hans præstation onsdag og torsdag - og for det andet er opkørslen altså ikke Stelvio. Jeg tror, at den er for let og kort til, at de igen kan slide Kelderman ned første gang, og derfor tror jeg, at favoritterne vil være samlet i bunden af sidste stigning.

Derfor vælger jeg at pege på Tao Geoghegan Hart som min favorit. Jeg har meget svært ved at vurdere, hvem af de to der er stærkest, for Hindley var ikke just helt tydelig i sine udmeldinger i går i forhold til, om det var taktik eller ben, der afholdt ham fra at angribe. Hvis de er samlet i bunden af stigningen, tror jeg som sagt på, at de to Sunweb-ryttere vil blive sammen, og jeg tror samtidig, at Geoghegan Hart lige nu er så stærk, at han kan sætte Kelderman på det stejleste stykke, især fordi der er gunstig vind på store del af stigningen. I det tilfælde kan vi få et forfølgelsesløb, og lige nu ser jeg ikke andre, der kan følge briten end Hindley og måske Kelderman. Selv hvis han skulle få selskab af andre, er Geoghegan Hart på papiret den vel nok bedste afslutter, og selvom han utvivlsomt vil tænke mest på klassementet, kan han sagtens spurtsejre også. Hvis Sunweb og Dennis kører, som jeg tror, regner jeg med, at Geoghegan Hart får sin anden etapesejr og føjer endnu en triumf til den alenlange liste for Ineos.

Den anden oplagte kandidat er naturligvis Jai Hindley. Hvis enten Kelderman ryger tidligt, eller Sunweb vælger at tro mere på Hindleys klatre- end Keldermans tempoevner, vil australieren få lov at holde sig til Geoghegan Hart. I det tilfælde kan han vinde på to måder. Han vil nemlig igen naturligvis sidde på hjul hele vejen, og det vil give ham friskheden til at vinde en spurt, som han gjorde det forleden. Det logiske er dog som sagt, at han i det tilfælde skal angribe og vise, at han vitterligt er stærkere end Geoghegan Hart. Det kan sagtens vise sig at være tilfældet, og derfor er der også gode muligheder for dobbeltsejr til Hindley, hvis taktikken tillader det.

Det er dog slet ikke sikkert, at vinderen bliver en af de tre kamphaner. Det er nemlig også meget sandsynligt, at stigningen er for let til, at de kan sætte hinanden, og så kan det blive en ukontrollerbar angrebsfest. Sunweb vil formentlig elske at se en anden klassementsrytter end Geoghegan Hart snige sig væk og løbe med bonussekunderne, og det åbner pludselig døren for alle de ryttere, der er stærke nok til at køre finale og samtidig har nok i benene til at snige sig væk.

Hvem kunne det så være? Jeg vil pege på Jakob Fuglsang. Nok står det klart, at holdbarheden stadig ikke er danskerens største force, og at han er en skygge af den rytter, han var i uge 1, men han viste forleden, at han er en af de bedste. Holder han samme niveau, bør han sidde med længe, og jeg vil også tro, at han i denne finale er bedre end Pello Bilbao, der i de høje bjerge mest af alt bare kører sin egen enkeltstart og holder sit tempo. Fuglsang har før i Romandiet og Dauphiné vist sig snu til at udnytte magtkampen mellem stærkere ryttere, og derfor mener jeg, at der er en glimrende chance for dansk etapesejr på falderebet, hvis omstændighederne bliver de rette.

Den anden, jeg vil pege på, er Vincenzo Nibali. Det er tydeligt, at dåbsattesten efterhånden kan mærkes, men helt væk er veteranen trods alt ikke. Mest af alt vil han nok helst iværksætte en offensiv fra distancen, men det bliver svært, når Dennis trykker til. Hans chance er i stedet at snige sig væk til slut, og selvom alderen trykker, plejer han at have lidt at skyde med mod slutningen af en grand tour. Han har altid været snu og har erfaringen på sin side, og med hans store tidstab vil Sunweb elske at lade ham køre væk.

Naturligvis kan det også blive Pello Bilbao. Spanieren har taget alle - i hvert fald mig - på sengen ved bare at blive bedre og bedre, selvom han som den eneste har Tour de France i benene. Hans problem er naturligvis, at han måske ligger lidt for tæt på de bedste til, at Sunweb vil lade ham køre, men han skal godt nok vinde megen tid, hvis han for alvor skal blive en trussel. For tyskerne er det bedre, at han tager de 10 bonussekunder, og derfor burde han i hvert fald til allersidst have nogen frihed. Samtidig er han en af de få, der kan vinde en spurt, hvis det mod forventning slet ikke bliver selektivt. Udfordringen er, at han på disse stigninger kører lidt for dieselagtig en kørsel til, at det bliver let at være med i en finale, der kan blive ret eksplosiv grundet stigningen begrænsede længde.

Jokeren er Ben O’Connor. Vi aner nemlig ikke, hvor god han er i forhold til de bedste, men med Pozzovivo ude af top 10-kampen burde han nu få lov at køre sin egen chance. Fornemmelsen er, at han kan komme ganske langt, og han har den fordel, at alle er helt ligeglade med ham. Bliver det taktisk, er han den rytter, alle kan lade stikke af uden at behøve at løfte et øjenbryn.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Så er der naturligvis Wilco Kelderman selv. Det er lidt svært at se ham faktisk vinde etapen, men umuligt er det ikke. Han har trods alt været en af de tre bedste klatrere i dette løb, og han har den fordel, at han hele dagen bare skal sidde limet til Geoghegan Harts baghjul. Denne eksplosive finale er en helt anden end gårsdagens maraton, og det er i denne slags terræn, Kelderman har været bedst i de senere år. Han er ganske hurtig i en spurt, og har Geoghegan Hart brugt lidt for meget krudt, er han ikke uden chance.

Hvor står Joao Almeida? Tendensen er klart, at han har det svært på de store bjergetaper, men derfor er denne etape måske slet ikke så skidt for ham endda. Her er stigningerne betydeligt kortere, og på dem har han virkelig været i hopla, senest på 16. etape. Han befinder sig i en ganske fin position i klassementet, hvor det kun er Bilbao og Fuglsang, der vil reagere på ham, og derfor kan han, hvis han finder benene på denne lidt mere eksplosive etape, måske få sneget sig væk. Og så er han jo en af de ryttere, der kan vinde en spurt, hvis forskellene ikke gøres.

Deceuninck har nu også Fausto Masnada. Hidtil har han skullet hjælpe sin kaptajn, men i morgen burde han i langt højere grad kunne køre sin egen chance. Forleden var det ham, der måtte vente på Almeida, og i et løb, hvor han har været meget svingende, kan han sagtens vise sig stærkest igen. Modsat Almeida er han langt bedre på længere stigninger, og selvom dette ikke er et stort bjerg, burde han kunne bringe sig i en position, hvor han måske kan snige sig væk.

En anden af løbets overraskelser har været Patrick Konrad. I de høje bjerge kører han dog lidt som Bilbao, dvs. i sit eget jævne tempo, hvor han begrænser tabet. Det vil altid gøre det svært at vinde en etape som denne, men i teorien burde denne lidt mere eksplosive finale passe ham bedre end et rigtigt bjerg. Han synes åbenlyst at være en af de mest friske, og han er en rytter, der kan få lov at snige sig væk. Og så er han også en af de få, der vil have en chance i en spurt.

Forleden viste Hermann Pernsteiner nok engang, at disse store bjergetaper i den tredje uge passer ham godt. Desværre er denne lidt for eksplosiv til hans dieselklatring, og han havde været bedre stillet med etapens oprindelige design. Alligevel synes hans motor at være blevet ganske varm, og han burde komme relativt langt. Også han er en rytter, de store navne sagtens kan lade slippe væk til sidst.

Den af klassementsrytterne, jeg tilskriver den mindste chance, er Rafal Majka . Polakkens formkurve synes nemlig at have været ret entydig og det kun i den forkerte retning. Lige nu ligner han ikke en mand, der pludselig finder nogle ben, han ikke har haft i nogen tid, men i den tredje uge sker der af og til mærkelig ting - ikke også, Bilbao? Skulle han genfinde sit sande niveau, er han en mand, de fleste vil lade køre.

Endelig kunne James Knox være en joker. Den lille brite var særligt i uge 2 en af de allerbedste, og selvom han synes at have været i lidt tilbagegang, har han stadig været en af de bedste klatrere. Nu burde han måske kunne få lidt frihed til faktisk at jagte en etapesejr, hvis det bliver taktisk til sidst. Det er lidt spekulativt at tro, at han vitterligt sidder med hos de bedste, men i sidste uge manglede han altså ikke meget.

Til gengæld har jeg meget svært ved at se Domenico Pozzovivo pludselig finde benene og vinde etapen.

Som sagt tror jeg ikke på et udbrud, for Ineos vil ikke lade det glide af hænde. Den eneste, jeg kan se levere overraskelsen er Ben O’Connor samt måske James Knox, Domen Novak og Thomas de Gendt . Ilnur Zakarin er jokeren med det rette topniveau, men så skal han finde nogle ben, han endnu ikke har haft. Brandon McNulty virker for træt og vil sikkert hellere spare sig til søndag.

Feltet.dks vinderbud: Tao Geoghegan Hart

Øvrige vinderkandidater: Jai Hindley, Jakob Fuglsang

Outsidere: Vincenzo Nibali, Pello Bilbao, Ben O’Connor, Wilco Kelderman, Joao Almeida,

Jokers: Fausto Masnada, Patrick Konrad, Hermann Pernsteiner, Rafal Majka, James Knox

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Jan Hruskas sejr på bjergenkeltstarten fra 2000, hvor samme opkørsel til Sestriere benyttedes.