SE MASSER AF OL-CYKLING PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING OG TIL TILBUDSPRIS

Ruten

Et af kendetegnene ved Vuelta a Burgos er, at løbet ofte byder på etaper, der med finaler på korte, stejle stigninger er som skabt til eksplosive puncheurs. En af klassikerne er finalen på Alto del Castillo i udkanten af Burgos, der i mange år var med ved enkelte lejligheder, men nu er blevet den helt faste åbning på løbet. Som det var tilfældet i 2017, 2018, 2019 og 2020, vil den lille, men ganske stejle bakke i løbets hovedby formentlig sørge for, at det er en puncheur eller en stærk sprinter, der bliver første mand i den lilla førertrøje.

I overensstemmelse med vanlig Vuelta a Burgos-tradition er der tale om en relativt kort etape på bare 161,0 km med både start og mål i Burgos. Byen ligger midt på den spanske højslette, hvor der er stort set helt fladt, og derfor er der ikke mange terrænmæssige udfordringer. Fra starten ved Catedral de Burgos går det gennem relativt fladt terræn ad en helt lige vej mod sydvest ned til byen Anta Maria del Campo, der nås efter 32,0 km. Her drejer man mod nordvest for i stedet at følge en næsten lige så lige vej mod nordvest, idet der denne gang dog er to mindre bakker omkring 50 km-mærket, hvorefter det til gengæld bliver helt fladt.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Næste retningsændring kommer efter 74,0 km i Melgar de Fernamental, hvor man drejer mod øst for at følge en lidt snoet vej, der leder direkte ind mod centrum af Burgos. Fladt er terrænet fortsat, selvom det bliver lidt mere rynket, når man nærmer sig byen. I stedet for at fortsætte ind til centrum drejer man efter 113,0 km mod nordøst for at slå en lille sløjfe, der sender feltet op over en lille bakke, inden det går mod sydøst tilbage mod Burgos igennem fladt terræn. I udkanten af byen kører man kortvarigt mod nordøst og siden igen syd for at ramme tre små bakker, inden man når ind til centrum, hvor rundstrækningen rammes.

Finalen indledes, når det flade terræn kommer til en brat ende i bunden af kategori 3-stigningen Alto del Castillo, hvis top nås for første gang efter 147,0 km, hvor målstregen krydses. Herefter afsluttes løbet med en omgang på den 14,0 km lange rundstrækning. Den er hovedsageligt flad og teknisk meget enkel, men med 3,5 km igen når man toppen af en lille bakke (900 m, 5,4%). Herfra falder det ned mod 2 km-mærket via en lige vej med kun et blødt sving, inden en og lige flad vej leder frem til bunden af stigningen, hvor det afgørende slag skal slås. Den er 1 km lang, stiger med 6,1% i gennemsnit og følger en meget snoet vej med et enkelt hårnålesving. De første 170 m stiger med ca. 10,6%, men derefter ligger stigningsprocenten på ca. 5, selvom den kortvarigt når 9% nær toppen. Der er 200 m med brosten med 700 m igen, og den sidste kurve kommer med ca. 200 m til stregen.

Etapen byder på i alt 1517 højdemeter.

Finalen blev senest benyttet sidste år, hvor Felix Grossschartner overraskede alt og alle ved at køre alene væk fra bunden, mens alle tøvede, og vinde med 8 sekunder ned til et felt anført af Joao Almeida og Alejandro Valverde. I 2019 slog Giacomo Nizzolo flot Alex Aranburu i en fascinerende duel, hvorefter Eduard Grosu var hele 5 sekunder efter som nr. 3, mens Francesco Gavazzi i 2018 viste sine evner som puncheur ved at sejre foran Pello Bilbao og Aranburu. I 2017 lykkedes det ganske overraskende Mikel Landa, Sergei Chernetckii og Lasse Norman at snige sig væk ved første passage af stigningen. Norman blev hentet op mod mål, hvor Landa kørte fra Chernetckii og sejrede med 2 sekunder ned til russeren og 3 sekunder ned Julian Alaphilippe, der var feltets hurtigste. I 2013 viste Juan Jose Lobato sine evner i denne type finaler ved at slå Daniel Moreno i en knivskarp dyst, mens Thomas Damuseau var 3 sekunder efter på tredjepladsen. Året inden vandt Simone Ponzi foran Daniele Ratto, Sergei Chernetskii og resten af feltet i en tilsvarende afslutning. I 2012 vandt Moreno med 2 sekunder ned til Sergio Henao og 7 sekunder ned til Simon Clarke, mens Joaquim Rodriguez i 2011 var 3 sekunder hurtigere end samme Moreno og 7 sekunder bedre end Samuel Sanchez.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

SE MASSER AF OL-CYKLING PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING OG TIL TILBUDSPRIS

Vejret

Vuelta a Burgos er kendt for vind og varme, men i år får vi ikke rigtigt nogen af delene, selvom vinden kan komme i spil på netop denne etape. Tirsdagen bliver for en af de varmeste dage med en temperatur på 29 grader, men selvom der vil være en del sol først på etapen, ventes det at sky til mod slutningen, dog uden skyggen af risiko for nedbør. Det vil være den mest blæsende dag med en jævn til frisk og generelt tiltagende vind (14-20 km/t) fra sydvest og vest. Det giver primært mod- og sidemodvind over de første 74 km, inden der venter et længere stykke med næsten ren medvind. Med 48 km drejer man dog ind i noget, der kunne ligne sidevind, indtil man rammer rundstrækningen. Her vil der også primært være sidevind, dog med modvind stort set hele vejen op ad målbakken.

Favoritterne

Etapen er som sagt en Burgos-klassiker, og mange af rytterne kender den eksplosive finale. Historien har vist, at finalen på Alto del Castillo passer til ægte puncheurs som Daniel Moreno, der elskede denne afslutning, men også sprintere med speciale på stigninger som Juan Jose Lobato, Carlos Barbero og Giacomo Nizzolo kan i storform være med på en bakke som denne. Historisk har den dog været domineret af de lettere folk, mens sprinterne som regel er kommet til kort.

Det kan imidlertid i meget høj grad være et resultat af, at feltet historisk set har været meget tamt på sprintersiden. I 2019 havde vi for første gang i nogle år en holdbar sprinter i verdensklasse til start, og her lykkedes det - til min overraskelse afslutningens historik taget i betragtning - Nizzolo at slå den ægte puncheur Aranburu, som ellers var i storform og senere vandt en etape i løbet. Det skete endda, selvom Nizzolo trods sin holdbarhed bestemt ikke er kendt som specialist i at spurte på så stejle bakker. Sidste år var det til gengæld en ren puncheurfest, hvor sprinterne over en bred kam kom til kort, men her endte etapen også som en overraskende hård affære, hvor der blev gået til stålet allerede ved første passage, og hvor en kraftig vind gjorde det hele meget nervøst.

Der er relativt mange hold med begrænsede chancer både i klassementet og på etapen, og derfor forventer jeg en ret aggressiv start. Med generel modvind over de første 74 km vil der næppe være den store nervøsitet, og når udbruddet er etableret, bliver det i stedet interessant at se, hvilke hold der vil vise deres intentioner om at gå efter etapen. Jeg vil tro, at BikeExchange, Movistar, UAE og Caja Rural alle kan tænkes at tage ansvar, men der kan godt opstå lidt pokerspil undervejs, da etapen i år ikke har en klar favorit. Det kan måske give udbruddet et større forspring, end det er hensigtsmæssigt.

Jeg vil dog tro, at interessen i etapen er for stor, og udbruddet bør ikke have en chance. De vil formentlig blive holdt i snor af et eller flere af de nævnte hold, og med først mod- og siden medvind regner jeg ikke med den store nervøsitet, før vi rammer de sidste 48 km. Her kan det til gengæld blive farligt. Jeg plejer at regne med en grænse på 20 km/t for, hvor kraftig en vind der kan give sidevindskørsel, og her når vi akkurat op på det niveau. Derfor vil jeg tro, at det bliver enormt nervøst, og jeg vil heller ikke udelukke, at det kan splittes på den åbne og golde højslette. Styrken er dog ikke voldsomt stærk, og mit bedste bud er, at det bliver ved nervøsiteten, men det vil bidrage til at gøre finalen hård og hektisk. Samtidig vil det bidrage til at hente udbruddet, og jeg tror faktisk, at det over de sidste 50 km mest af alt vil gå med en nervøs og bred front og ikke en decideret jagt. Udbruddet kommer på den måde næsten tilbage af sig selv.

Derefter vil der formentlig være hektisk positionskamp frem mod første passage af stigningen. I 2017 kører Mikel Landa, Lasse Norman og Sergei Chernetckii lidt overraskende væk ved første passage af stigningen, men en gentagelse heraf er usandsynlig i et felt, der er meget stærkere. I stedet vil jeg tro, at Ineos med det samme viser deres dominans ved at tage fronten for at undgå problemer. De vil samtidig sikkert sætte et hårdt tempo, der kan trætte sprinterne og øge Jhonatan Narvaez’ chancer i spurten.

I sidste ende venter jeg den klassiske puncheurspurt, men det kan være i et reduceret felt som følge af sidevinden, selvom jeg ikke tror det. Det er samtidig værd at huske på, at finalen er så kringlet, at positionering som regel betyder mere end evner som afslutter. Selve vejen op ad bakken er ret smal og snoet, og derfor er man helt uden chance, hvis man sidder for langt tilbage, når man rammer bakken. Det så vi blandt andet med den ellers meget hurtige Alex Aranburu sidste år. Et godt tog kan derfor være altafgørende.

Årets felt gør det til en uhyre åben affære, og der er ingen entydig favorit. Efter moden overvejelse peger jeg på Gonzalo Serrano. Allerede i 2020 gav han prøver på sine puncheurevner i det tidligere forår, hvor han med et tidligt angreb vandt i Andalusien, men det kneb lidt med for alvor at slå igennem. Det gjorde han imidlertid i år, hvor han imponerede mig stort med sin fuldstændig suveræne sejr i puncheurspurten i Andalusien, hvor feltet ellers var ganske skrapt.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Har han de samme ben her, kan han blive svær. Han skuffede i Ordizia, men det kan skyldes, at han valgte hovedløst valgte at angribe tidligt. Han viste i stedet fornem form i San Sebastian, hvor han sad med favoritterne hjem inden en skuffende spurt. Benene burde altså være der, og evnerne er der også. Han har samtidig stærke Nelson Oliveira og erfarne Jose Joaquin Rojas til at positionere sig. Lykkes det, og har han farten fra Andalusien, tror jeg på, at han kan sikre lidt tiltrængt hjemmebanesucces til Movistar. I gamle dage kunne Jose Joaquin Rojas også have kørt denne spurt, men nu må det være alle for Serrano.

Jeg vil dog ikke blive spor overrasket, hvis Jhonatan Narvaez slår ham. Ecuadorianeren har ganske vist været sat tilbage af styrtet i foråret, men forinden nåede han at vise, hvor meget han har forbedret sig. Han var fremragende på klassikernes eksplosive stigninger i starten af sæsonen, ikke mindst da han kørte med Mathieu van der Poel i Kuurne, eller da han tog kampen op med Michael Woods i Var, og vi så allerede hans klasse i Vallonien i 2020. Denne stigning burde være guf for ham, men spørgsmålet er, hvor formen er. Han var meget skidt kørende sidst i juni, men hans OL indikerer, at han ikke er helt ringe. Større er min bekymring for, at han måske ikke kommer ind på stigningen i den allerbedste position, da Ineos har andre og vigtigere prioriteter og lidt for mange mand, der skal beskyttes. Hvis de går målrettet efter det, bør de dog være blandt de stærkeste, og er han på toppen, kan Narvaez blive meget svær at bide skeer med her.

Jeg er meget i tvivl om, hvad jeg skal mene om Matteo Trentin. Egentlig troede jeg ikke rigtigt på ham for et par dage siden, da han har en overraskende ringe historik i stigende spurter. Men så var han til start i Getxo, og så ændrede alt sig. Her var han skræmmende stærk, og han satte en fed streg under, at han har trænet benhårdt frem mod Vueltaen. Han var stærkeste mand i et brølstærkt udbrud og endte alligevel i løbets top 10, selvom han blev hentet inden den stejle mur. Med de ben kommer han langt i denne finale, også selvom han aldrig har vundet en spurt af denne type. Han er tillige god i positionskampen, og han har Juan Sebastian Molano til at køre sig frem - den måske bedste mand til den opgave. Nu skal han bare vise, at han også kan vinde denne slags spurter. Molano kunne egentlig også selv køre denne spurt, men den er nok trods alt en anelse for hård, og det vil være naturligt, at de kører for holdets stjerne.

Jeg glæder mig meget til at se Robert Stannard. Med sin spurt i Suances i Vueltaen og tidligere i årets Tirreno har han bevist, at han hører til blandt de førende puncheurs, men til gengæld skuffede han lidt på 1. etape i Andalusien, hvor han klart blev slået af Serrano. Mere bekymret er jeg dog for en form, der bestemt ikke har virket overbevisende i år, hvor han har klatret skuffende. Samtidig består hans hold mest af klatrere, og han kunne ligne en taber i positionskampen. Hvis til gengæld han sidder rigtigt og har sine bedste ben, er jeg ikke i tvivl om, at han vil være i stand til at vinde i dette felt.

Hvor står Jon Aberasturi? Det er det store spørgsmål efter løbene i Castilla y Leon og Getxo, hvor han aldrig kom med, da toget kørte tidligt. Han virkede dog ikke specielt overbevisende mod slutningen, hvor han lod feltet køre, men det kan lige så meget handle om manglende motivation som dårlige ben. Han blev nr. 5 i 2018 og i 2020 var han den eneste sprintertype, som kunne holde sig fremme med de mange puncheurs, og det er derfor en glimrende finale for ham. Han har også vist sine puncheurevner med sejren i Getxo, men jeg frygter lidt, at denne er lidt for hård til, at han kan vinde - i hvert fald hvis formen ikke er i top, som de seneste løb måske kan indikere. Jonathan Lastra ville også kunne køre denne spurt, men han synes meget formsvag, og det vil naturligt handle om Aberasturi i denne finale.

Israel SUN har en spændende kandidat i Sep Vanmarcke. Belgieren er ikke den rytter, han var engang, men han er stadig brølstærk. Senest viste han fornem form med den samlede 2. plads på Sardinien, og her viste han også lidt af den hurtighed, han skal bruge på denne etape. Han har aldrig vundet en puncheurspurt af denne type, men det punch, han viser i klassikerne, passer glimrende til denne afslutning. Han er også god i positionskampen, hvor holdet med Mads Würtz Schmidt også står relativt stærkt, men jeg frygter lidt, at farten ikke helt rækker mod de rigtige puncheurs. Würtz vil også kunne køre spurten, og det er bestemt ikke udelukket, at Vanmarcke, der er kendt for gerne at ofre sig, giver danskeren chancen. Danskerens form er dog ukendt, og han har næppe farten til at slå favoritterne.

Kunne Astana finde på at køre spurten med Gorka Izagirre? Det er ganske sjældent, at han spurter, men i gamle dage var han altså en god puncheur. Det så vi tydeligst, da han blev nr. 2 bag Arnaud Demare på 1. etape i Paris-Nice for nogle år siden, og han viste også sin hurtighed, da han i 2019 vandt samlet i Provence via bonussekunder. Løbet skal nok være hårdt, hvis han skal have en chance, men med en god position med hjælp fra Luis Leon Sanchez kan han ikke afskrives. Sanchez ville i gamle dage også selv kunne have kørt spurten, men han er ikke så hurtig som tidligere.

En joker kunne være Edward Planckaert , men det kræver, at han har fundet sig selv. Belgieren har været helt fra den siden sidste sæson, men nu har han haft en lang pause over sommeren til at finde noget form. Genfinder han det niveau, der i begyndelsen af 2020 gjorde, at han var den eneste, der kunne følge Benoit Cosnefroy i en puncheurafslutning i Besseges, burde han være konkurrencedygtig her. Det kræver dog både, at han har fundet formen, og at han klarer positionskampen. Alpecin kan også køre finalen med Tobias Bayer, der er urutineret, men som type kunne passe godt til denne spurt, samt måske Floris de Tier, der har et vist punch, men ikke kan vinde.

Bora vil helt sikkert køre spurten med Jordi Meeus, der er glad for stigende spurter. Det så vi blandt andet på 1. etape af Besseges, men historien viser desværre, at man som sprinter skal være ganske holdbar for at kunne begå sig her. Meeus er måske nok en stærk type, men logikken siger, at denne bakke er lidt for svær. Han er dog stadig så ubeskrevet et blad, at jeg ikke helt tør udelukke, at han kan overraske. Med Daniel Oss, Marcus Burghardt og Patrick Gamper har han i hvert fald et af de stærkeste hold til positionskampen.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

En anden tidligere vinder er Francesco Gavazzi, men desværre er der stor forskel på Gavazzi anno 2018 og Gavazzi anno 2021. Han er slet ikke på samme niveau længere, og senest viste han alt andet end overbevisende på Sardinien. Det er dog nu snart en lille måned siden, og han melder selv, at formen er ganske god. Derfor kan han gøre det godt, men vinder burde han ikke kunne. Jeg har langt større tro på holdkammeraten Vincenzo Albanese, der så meget overbevisende ud i det stærke udbrud i Getxo. Han er generelt blevet stærkere og stærkere på det sidste, og finalen kunne passe ham, selvom den formentlig e for hård til, at han kan vinde.

Endelig vil jeg pege på Anthony Roux, Reinardt van Rensburg og Damien Touzé, der alle formentlig vil køre spurten. Mest tror jeg også Touzé, der burde passe fint til denne afslutning. Han er desværre gået meget i stå de seneste år, men hans 3. plads ved de franske mesterskaber gør, at han - hvis han er i form igen - kan gøre det fornuftigt. Roux havde i gamle dage været perfekt til denne afslutning, men han er faldet kraftigt af på den og er efter sit grimme styrt tillige blevet usikker og bange i positionskampen. Han har næppe styrken til at vinde. Van Rensburg har både tabt hurtighed og holdbarhed i de seneste år, og selvom han tidligere var god til at spurte på en bakke, tror jeg, at denne er for hård for ham.

Hos de øvrige hold vil EF måske prøve med Jens Keukeleire, men det er tvivlsomt, da han er stoppet med at spurte og slet ikke har fordums styrke. Ag2r har også Lilian Calmejane og Marc Sarreau ved siden af Touzé, men med sit nuværende niveau kommer Sarreau til kort på denne bakke. Den passer bedre til Calmejane, men ikke nok til, at han kan vinde. DSM vil måske prøve med Nico Denz, men heller ikke han kan vinde, mens Burgos har Angel Madrazo og Jetse Bol. Finalen er for hård for Adrien Petit hos Total, og hos Arkea er Thomas Boudat for formsvag, hvorfor de måske i stedet vil prøve med Kevin Ledanois. Kern Pharma har Kiko Galvan, Alex Jaime og Roger Adria, der alle kan forsøge sig, mens Euskaltel må prøve med Gotzon Martin.

Feltet.dks vinderbud: Gonzalo Serrano

Øvrige vinderkandidater: Jhonatan Narvaez, Matteo Trentin

Outsidere: Robert Stannard, Jon Aberasturi, Sep Vanmarcke, Gorka Izagirre

Jokers: Juan Sebastian Molano, Edward Planckaert, Jordi Meeus, Vincenzo Albanese, Damien Touzé, Luis Leon Sanchez, Francesco Gavazzi, Mads Würtz Schmidt, Reinardt van Rensburg, Anthony Roux

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Felix Grossschartners sejr fra 2020, Giacomo Nizzolos sejr fra 2019, Francesco Gavazzi sejr fra 2018 og Mikel Landas sejr fra 2017.

SE MASSER AF OL-CYKLING PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING OG TIL TILBUDSPRIS