Ruten

Et af kendetegnene ved Vuelta a Burgos er, at løbet ofte byder på etaper, der med finaler på korte, stejle stigninger er som skabt til eksplosive puncheurs. En af klassikerne er finalen på Alto del Castillo i udkanten af Burgos, og den etape vender i år tilbage som afslutning på åbningsetapen. Som det var tilfældet i både 2017, 2018 og 2019, vil den finde sted på førstedagen og dermed bestemme, hvem der skal bære løbets første førertrøje.

I overensstemmelse med vanlig Vuelta a Burgos-tradition er der tale om en relativt kort etape på bare 157 km med både start og mål i Burgos. Byen ligger midt på den spanske højslette, hvor der er stort set helt fladt, og derfor er der ikke mange terrænmæssige udfordringer. Fra starten ved Catedral de Burgos går det gennem fladt terræn mod nordøst, inden det langsomt begynder at falde let ud mod etapens østligste punkt. Herfra fortsætter man igennem fladt terræn mod nordvest op til det nordligste punkt, hvor man drejer mod syd.

Kort efter drejer man mod vest ind på den normalt flade etapes nyskabelse, kategori 1-stigningen Alto de Altotero (6,3 km, 5,9%), der har to stejle kilometer på knap 8% i bunden, inden den primært stiger med 5-6% resten af vejen op til toppen, som nås efter 75,0 km. Den leder op på Burgos-plateauet, og derfor er der ingen nedkørsel. I stedet følger man en let faldende vej mod sydvest og senere syd, hvor det flader ud med enkelte mindre bakker undervejs. Kort efter drejer man mod sydøst, inden man i udkanten af selve Burgos slår en sløje mod nordøst for at køre mod syd ind mod byens centrum.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Finalen indledes, når det flade terræn kommer til en brat ende i bunden af kategori 3-stigningen Alto del Castillo, hvis top nås for første gang efter 143,0 km, hvor målstregen krydses. Herefter afsluttes løbet med en omgang på den 14 km lange rundstrækning. Den er hovedsageligt flad, men med 3,5 km igen, når man toppen af en lille bakke (900 m, 5,4%). Herfra falder det ned mod 2 km-mærket via en lige vej med kun ét blødt sving, inden en lige flad vej leder frem til bunden af stigningen, hvor det afgørende slag skal slås. Den er 1 km lang, stiger med 6,1% i gennemsnit og følger en meget snoet vej med et enkelt hårnålesving. De første 170 m stiger med ca. 10,6%, men derefter ligger stigningsprocenten på ca. 5, selvom den kortvarigt når 9% nær toppen. Der er 200 m med brosten med 700 m igen, og det sidste sving kommer med ca. 200 m til stregen.

Etapen byder på i alt 1520 højdemeter.

Finalen blev senest benyttet sidste år, hvor Giacomo Nizzolo slog Alex Aranburu i en fascinerende duel, mens Eduard Grosu var hele 5 sekunder efter som nr. 3, og i 2018, hvor Francesco Gavazzi viste sine evner som puncheur ved at sejre foran Pello Bilbao og Alex Aranburu. I 2017 lykkedes det ganske overraskende Mikel Landa, Sergei Chernetckii og Lasse Norman at snige sig væk ved første passage af stigningen. Norman blev hentet op mod mål, hvor Landa kørte fra Chernetckii og sejrede med 2 sekunder ned til russeren og 3 sekunder ned Julian Alaphilippe, der var feltets hurtigste. I 2013 viste Juan Jose Lobato sine evner i denne type finaler ved at slå Daniel Moreno i en knivskarp dyst, mens Thomas Damuseau var 3 sekunder efter på tredjepladsen. Året inden vandt Simone Ponzi foran Daniele Ratto, Sergei Chernetskii og resten af feltet i en tilsvarende afslutning. I 2012 vandt Moreno med 2 sekunder ned til Sergio Henao og 7 sekunder ned til Simon Clarke, mens Joaquim Rodriguez i 2011 var 3 sekunder hurtigere end samme Moreno og 7 sekunder bedre end Samuel Sanchez.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Vejret

Vuelta a Burgos er kendt for varme og vind, men i første omgang er det kun vinden, der kan mærkes. Varmen venter senere på ugen, men tirsdagen er usædvanligt kølig med en temperatur på beskedne 26 grader. Solen vil til gengæld bage fra en skyfri himmel, og vigtigst af alt vil der være en hård vind på 30 km/t fra nordøst. Det giver direkte modvind i den indledende fase, inden der er et sidevindsstykke kort inden første stigning. Herefter følger først et langt medvindsstykke, inden man får sidemedvind på stykket ind mod Burgos. På rundstrækningen inde i byen vil der hovedsageligt først være sidemodvind og så sidemed- og medvind. På målbakken vil der være medvind frem til sidste sving og derefter sidevind på opløbsstrækningen.

Favoritterne

Etapen er som sagt en Burgos-klassiker, og mange af rytterne kender den eksplosive finale. Alligevel er intet, som det plejer i det mærkelige år 2020. Én ting er naturligvis al mystikken om betydning af den sære kalender, som jeg har redegjort for i den overordnede optakt, og som betyder, at det bliver lidt af et gætværk at skulle estimere rytternes formniveau. Noget andet er, at feltet er af en helt anden kaliber, end vi er vant til, og det vil også have en indvirkning på afviklingen af løbet.

Historien har vist, at finale på Alto del Castillo passer til ægte puncheurs som Daniel Moreno, der elskede denne afslutning, men også sprintere med speciale på stigninger som Juan Jose Lobato, Carlos Barbero og Giacomo Nizzolo kan i storform være med på en bakke som denne. Historisk har den dog været domineret af de lettere folk, mens sprinterne som regel er kommet til kort. Det kan imidlertid i meget høj grad være et resultat af, at feltet historisk set har været meget tamt på sprintersiden. Sidste år havde vi for første gang i nogle år en holdbar sprinter i verdensklasse til start, og her lykkedes det - til min overraskelse afslutningens historik taget i betragtning - Nizzolo at slå den ægte puncheur Aranburu, som ellers var i storform og senere vandt en etape i løbet. Det skete endda, selvom Nizzolo trods sin holdbarhed bestemt ikke er kendt som specialist i at spurte på så stejle bakker.

I år er sprinterfeltet af en helt anden kaliber. Sam Bennett, Fernando Gaviria og Arnaud Demare skiller sig ud som holdbare sprintertyper, men de knap så hurtige, men mere robuste Jasper Stuyven og Matteo Trentin vil også elske denne finale. På baggrund af Nizzolos sejr sidste år er det nærliggende at tro, at de lidt tungere drenge vil have den bedste chance, når feltet er af denne klasse. Det er i hvert fald tvivlsomt, om Moreno og Rodriguez ville have kunnet vinde igen, hvis de stadig havde været aktive og på toppen.

Inden vi kommer så langt, er der imidlertid en gigantisk fare, der skal håndteres. Den spanske højslette omkring Burgos er et paradis for vindmøller, da det golde terræn er fladt og åbent, og da det ofte er meget blæsende. Derfor spiller vinden meget ofte en rolle i dette løb, selvom det er et par år siden, at den for alvor har skabt ravage.

Tirsdag er der imidlertid basis for at blive rusket igennem. Vinden bliver meget kraftig, men det står lidt uklart, om retningen er rigtig. I første omgang venter der formentlig en meget begivenhedsfattig og langsom start, når rytterne lægger ud med knaldhård modvind, hvilket formentlig betyder, at angreblysten er fattig, og udbruddet hurtigt vil blive etableret.

Derefter bliver det interessant at se, hvem der tror på sig selv. Nizzolo gør utvivlsomt, så NTT skal nok give en hånd med i jagten. Det er også nærliggende at tro, at FDJ, Deceuninck, Trek, CCC og UAE alle kan se en ide i at tage fat, og derfor bør der være nok interesse i at skabe samling.

Det første nøglemoment kommer lige inden første stigning. Her venter et sidevindsstykke, hvor det meget vel kan blive splittet, og hvor det i hvert fald bliver meget nervøst. Jeg vil dog tro, at det kommer så tidligt, at der vil blive skabt samling igen, når man drejer ind i medvinden i forbindelse med bakken. Forceringen kan dog meget vel koste udbruddet livet tidligt.

Læs også

Pogacar før monument: Det er et af mine yndlingsløb

Der kan være basis for at få dannet et nyt udbrud, når det atter falder til ro, men de vil blive kørt ind. Jeg forventer i hvert fald, at feltet atter vil blive uhyre nervøst, når vi nærmer os sidemedvinden ind mod Burgos. Om den står nok i siden til, at feltet også kan splittes, er stadig lidt uklart, men der er en risiko/chance for, at vi får et gigantisk sidevindsdrama i den afsluttende fase. Uanset hvad vil nervøsitet og delvis medvind utvivlsomt dræbe alle udbrud og gøre det hele lynhurtigt.

Det kan således allerede være et mærket og reduceret felt, der rammer rundstrækningen. I 2017 kører Mikel Landa, Lasse Norman og Sergei Chernetckii lidt overraskende væk ved første passage af stigningen, men en gentagelse heraf er usandsynlig i et felt med så stærke spurtinteresser. Bakken vil første gang skabe udskilning, og man kunne sagtens forestille sig, at eksempelvis Aranburus Astana-hold gerne vil gøre det hårdt for de klassiske sprintere, ligesom CCC og måske Trek kunne have en lignende interesse.

I sidste ende venter jeg den klassiske puncheurspurt, men det kan være i et reduceret felt som følge af sidevinden. Det er samtidig værd at huske på, at finalen er så kringlet, at positionering som regel betyder mere end evner som afslutter. Selve vejen op ad bakken er ret smal og snoet, og derfor er man helt uden chance, hvis man sidder for langt tilbage, når man rammer bakker. Et godt tog kan derfor være altafgørende.

Det er med nogen tøven, at jeg peger på Sam Bennett som favorit. Ireren er nemlig kendt for at være lidt rusten, når han starter et nyt etapeløb, og han har det tillige ofte svært i varmen, som dog heldigvis bliver meget beskeden tirsdag. Forskellen på hans top- og bundniveau kan være gigantisk, også inden for et enkelt løb, og der er en risiko for, at han som så ofte før brokker sig over dårlige ben fra start.

En Bennett i storform er imidlertid blevet en mester i denne slags finaler. Mest imponerende var hans spurt i den langt hårdere og stejlere afslutning i Toledo under sidste års Vuelta, hvor han slog folk som Philippe Gilbert og Zdenek Stybar, men forinden var han også i en helt anden liga på den lettere bakke på etapen til Oviedo, som han vandt i så suveræn, at han knap kunne forstå det.

Samtidig er han en mester i positionskampen og har med Yves Lampaert, Shane Archbold og Michael Mørkøv et af de absolut stærkeste tog til den alt afgørende fase frem mod bakken. Samme hold er også meget solidt i sidevinden, og dermed har han alle forudsætninger. Et andet usikkerhedsmoment er, at Bennett var en af de store skuffelser i sæsonstarten, hvor han var langt under 2019-niveauet, men alligevel blev han nr. 2 i puncheurfinalen på Hatta Dam. Man ved aldrig, hvor Bennett står efter en pause, men med meldinger om glimrende form tror jeg på, at han kan starte stærkt ud og tage revanche for den svage start.

Trek har et skræmmende hold til denne afslutning. I teorien kunne Jasper Stuyven, Mads Pedersen og Edward Theuns alle spurte på bakken, men jeg vil tro, at der satses på Stuyven. Bakken er nok for lang for Theuns, og det er den også for Matteo Moschetti, der er holdets mand til de flade spurter. Pedersen har samtidig for vane at skulle køre 117 løb, inden han er i form, og med tanke på Stuyvens fremragende sæsonstart med sejr i Het Nieuwsblad ligner han førstevalget. Det skyldes også, at han synes at have taget et skridt op i denne slags finaler, da han i Touren sidste år vandt feltets spurt bag Alaphilippe i den stejlere afslutning i Epernay, ligesom han har vundet GP Wallonie på den sværere bakke i Namur.

Ligesom Bennett skal Stuyven køre Tour, hvorfor han må ventes i form, og et tog med Theuns og Pedersen og også Matteo Moschetti og Emils Liepins, hvis de klarer bakken, er fremragende til positionskampen. Faktisk var de fabelagtige i anden halvdel af sæsonen sidste år, og Stuyven kunne meget vel blive ført perfekt frem. Samtidig er de brølstærke i sidevinden, og derfor står Stuyven med gode kort på hånden.

Sidste år sejrede Giacomo Nizzolo¸ og det drømmer han om at gøre igen. Han kommer til løbet med masser af selvtillid efter en drømmestart på sæsonen, hvor han vandt to WorldTour-løb i tillæg til det blot ene, han tidligere havde vundet. Han har dog ikke den store historik i stigende spurter, slet ikke på så stejle bakker, selvom han er blevet nr. 2 på den dog noget kortere Hatta Dam. Noget tyder dog på, at han nærmer sig niveauet fra sin sejr ved de italienske mesterskaber, hvor han kørte som en drøm på bakkerne, og det gør ham meget farlig. I gamle dage var han også en ørn i positionskampen, men den evne synes han desværre at have tabt efter sin knæskade. Samtidig er holdet svagt i sidevinden, hvor han kun kan regne med Danilo Wyss og Max Walscheid, og sidstnævnte klarer næppe bakken første gang. Sidder han rigtigt, er han dog utvivlsomt i stand til at vinde igen.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Jeg er meget i tvivl med Arnaud Demare. På den ene side er finalen fremragende for en mand, der tidligere har vundet en Paris-Nice-etape i en langt vanskeligere finale, og som også har vundet blandt andet Binche-Chimay-Binche. Desværre synes Demare ikke at være helt så skarp som dengang, især nu hvor han atter retter blikket mod mere klassiske massespurter. Han kom dog fint fra land på Hatta Dam, hvor han blev nr. 3, og det giver selvtillid, selvom han ikke var i nærheden af Ewan og Bennett. Formen må være god frem mod Sanremo, der er et stort mål, og hans tog med Miles Scotson, Ramon Sinkeldam og Jacopo Guarnieri er klart et af de stærkeste, hvis de klarer bakken. Samtidig har de en fremragende historik i sidevinden, så nu skal Demare blot vise, at han nærmer sig sit gamle niveau.

Det problem har Matteo Trentin ikke. Italieneren bliver bare bedre og bedre, men trods sine fremragende klatreeevner har han faktisk ikke megen historik i stigende spurter. Dem har han ofte skuffet i, men han viste dog visse evner i sidste års Tour of Britain, selvom Mathieu van der Poel gav ham bøllebank. Positioneringen er fin, og han mestrer sidevinden som få, men holdet er ikke skræmmende, selvom han har Szymon Sajnok og Patrick Bevin til at køre sig frem. Han er helt sikkert i form inden Sanremo og Touren, men spørgsmålet er, om han er hurtig nok på denne slags bakker. I virkeligheden er det også en god afslutning for Bevin, men han må nok indstille sig på en hjælperrolle.

Hvad med Fernando Gaviria? Colombianeren nåede at vise i Guangxi sidste år, at han er tilbage, da han efter en ellers elendig sæson fik Pascal Ackermann til at ligne en junior. Starten på sæsonen var også god i San Juan, men desværre har der været ét stort problem i de seneste år. Gaviria kan slet ikke positionere sig længere, og desværre pegede sæsonstarten på, at Maximiliano Richeze måske er ved at være for gammel. Hvis ikke toget med Juan Sebastian Molano og Richeze er på toppen, får Gaviria det formentlig for svært i positionskampen, selvom formen frem mod Sanremo må ventes god. Gaviria har desværre heller ikke den store historik i stigende spurter - blandt andet var han slet ikke i spil på Hatta Dam i år - og han synes generelt at have tabt holdbarhed. På papiret burde der dog ikke være noget til hinder for ham på denne bakke, som vi så, da han i sin brostensdebut i Dwars door Vlaanderen fløj op ad denne slags stigninger.

Sidste år viste Alex Aranburu sit gigantiske potentiale, blandt andet med en 2. plads på denne etape. Han er næppe blevet ringere i mellemtiden, men desværre er konkurrencen meget skarpere i år. Dertil kommer, at Astana kommer med et meget svagt B-hold, som kan give Aranburu meget store problemer både i positionskampen og i sidevinden. Sidste år var han meget tæt på at slå Nizzolo, så farten mangler ikke, men spørgsmålet er, om ikke han har for mange odds imod sig. Lidt held i finalen får han i hvert fald brug for.

Juan Jose Lobato var engang skræmmende i stigende spurter, og derfor har han naturligvis også vundet denne, der passer ham som fod i hose. Desværre er han slet ikke så stærk som dengang, men han nåede faktisk at vise lidt at fordums klasse, da han vandt feltets spurt på den tilsvarende bakke på 2. etape i Ruta del Sol. Som altid med Lobato er formen et gigantisk spørgsmål, og samtidig ved vi, at hans evner i positionskampen er på månen, ligesom hans hold er meget sårbare i sidevinden. Der er derfor meget, der skal falde i hak, hvis Lobato skal vinde, men sidder han rigtigt til sidst, skal man ikke udelukke, at han stadig har evnerne til faktisk at vinde i dette felt. Finalen passer også Mikel Aristi, der imponerede i denne slags finaler i Limousin sidste år, men han ender formentlig som hjælper.

Så er der naturligvis Alejandro Valverde . I gamle dage ville man have gjort ham til en af de tunge favoritter, for Valverde har før slået sprinterne i også lettere afslutninger end denne, senest i Vueltaen for to år siden, hvor han på 8. etape fik ram på Peter Sagan. Desværre er Valverde efter sit styrt også blevet meget forsigtig i positionskampen, og jeg tvivler stærkt på, at han vil satse liv og lemmer på at tage kampen op med sprinterne. Hvis det har været hårdt i sidevinden, og feltet er reduceret, skal man aldrig sige aldrig, men som udgangspunkt vil jeg tro, at Valverde er fint tilfreds med ikke at tabe tid.

Jumbo har givet Timo Roosen og Pascal Eenkhoorn lov til at teste sig selv i spurterne. Til denne finale må det være Roosen, der satses på. Han er tidligere blevet nr. 3 på Hatta Dam, og selvom denne bakke er sværere, burde han kunne lide den. Holdet er dog ikke i stand til at yde ham den store støtte, og han skuffede desværre lidt på Hatta Dam i år. I det hele taget er han ikke blevet sig selv igen efter de mange skader, men måske har corona-pausen gjort ham godt.

Bora stiller med Jay McCarthy, som desværre er gået lidt i stå. Trods styrtet i Tour Down Under viste han dog lidt af sin klasse i Cadel Evans Great Ocean Road Race, men det har som bekendt altid knebet for ham uden for hjemlandet. Jeg frygter også, at han er overmatchet i dette skarpe selskab, men vi ved, at han kan spurte op ad bakke. En sejr i Stirling i Tour Down Under borger for kvalitet, og denne bakke passer ham endda bedre, hvis han endelig har taget formen med til Europa. Faktisk kan Felix Grossschartner også afslutte i en sådan finale, men her er han ikke hurtig nok.

Israel SUN skal vælge, om de satser på Davide Cimolai eller Tom van Asbroeck, der begge godt kan spurte op ad bakke. Cimolai er utvivlsomt den hurtigste, men jeg tror, at bakken bliver lidt for lang. Han overraskede dog voldsomt på kongeetapen i Tour of Britain, og derfor skal han ikke afskrives. Van Asbroeck vandt Binche-Chimay-Binche sidste år, men umiddelbart er konkurrencen for skrap denne gang.

Caja Rural stiller med Jon Aberaturi, der sidste år viste sig som en glimrende puncheur med sejre i Getxo og i dette løb. Lige netop denne finale viste sig dog for hård, og det vil den formentlig gøre igen. Dengang havde holdet imidlertid Aranburu som førstevalg, og derfor kan han overraske positivt. Det samme kan Gonzalo Serrano, der imponerede alt og alle ved at vinde 2. etape i Ruta del Sol med et tidligt angreb på en lignende bakke op mod mål, men konkurrencen her er nok for skarp.

Gazprom-Rusvelo stiller med Marco Canola, men han er slet ikke som i 2017, hvor han var fremragende i denne slags afslutninger. Alligevel vandt han igen puncheurspurten i Utah sidste år, og lidt skud i stængerne har han endnu. Jeg tvivler dog på, at han er god nok i dette felt med det niveau, han har vist på det seneste. Det kunne også være en god finale For Simone Velasco, ligesom Sergei Chernetskii ofte har gjort det godt her, men de skal formentlig hjælpe.

Andre kandidater tæller Alex Edmondson, der til stadighed bliver bedre, men nok alligevel er overmatchet her, mens Bahrain-McLaren kan prøve med Heinrich Haussler, Marco Haller og Pello Bilbao, der dog formentlig er hhv. for tunge og for lette. Det kunne være sjovt at se Filippo Ganna forsøge sig, men han skal nok bare hjælpe Sosa og Carapaz. Baptiste Planckaert er nok overmatchet, og det samme er holdkammeraten Arjen Livyns. Bakken plejer at være for stejl for Enrique Sanz . Endelig skal det blive meget interessant at følge talentfulde Biniam Girmay, der burde elske denne afslutning og virkelig imponerede i Laigueglia inden corona-pausen.

Feltet.dks vinderbud: Sam Bennett

Øvrige vinderkandidater: Jasper Stuyven, Giacomo Nizzolo

Outsidere: Arnaud Demare, Matteo Trentin, Fernando Gaviria, Alex Aranburu, Juan Jose Lobato

Jokers: Alejandro Valverde, Timo Roosen, Jay McCarthy, Davide Cimolai, Tom van Asbroeck, Jon Aberasturi, Marco Canola, Biniam Girmay, Gonzalo Serrano, Alex Edmondosn

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Giacomo Nizzolos sejr fra 2019, Francesco Gavazzi sejr fra 2018 og Mikel Landas sejr fra 2017.