Livestream Volta a Catalunya og brostensklassikerne til halv pris

Ruten

I de seneste ni udgaver har vi vænnet os til, at løbet er startet med en etape omkring middelhavsbyen Calella, hvor det trods en sen bakke oftest er endt i en massespurt. Fra i år skal vi vænne os til noget nyt, da arrangørerne har indgået en aftale med en anden middelhavsby, Sant Feliu de Guixols, om at være vært for løbets indledning de kommende to år. Det vil løbets puncheurs kunne glæde sig over, da etapen slutter med samme rundstrækning, som blev brugt i 2019, og som var rammen om en spurtsejr til Michael Matthews foran Alejandro Valverde. Etapen er designet efter samme mønster som Calella-etapen, da en finalebakke, der kommer med 25 km igen og er stejlere end på den gamle rute, vil kunne skabe nogen udskilning, inden alt peger på en reduceret massespurt, hvor vi for tre år siden så, at puncheurs have en overhånd i forhold til lidt tungere afsluttere.

I alt skal der tilbagelægges 171,2 km, der har både start og mål i den nye værtsby, Sant Feliu de Guixols, som ligger helt ud til Middelhavet. Starten er ganske hård, idet man lægger ud med at køre mod nordvest væk fra vandet via første del af kategori 3-stigningen Alt de Romanya, der skal bestiges i fuld længde i finalen. Denne gang drejer man dog mod sydvest kort inden toppen for i stedet at køre mod sydvest og nord ad et let faldende og fladt plateau, der leder op et højdedrag. Her fortsætter man mod nordøst op ad kategori 3-stigningen Alt de Santa Pellaia (4,4 km, 4,4%), der er stejlest over de sidste 1400 m, hvor den stiger med 5,5%.

Læs også

Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet

Toppen rundes efter 25,8 km, og det signalerer afslutningen på den hårde start. En teknisk nedkørsel leder mod nordøst, inden det falder let i samme retning ned til byen La Bispal d’Emporsa, der ligger i den sydlige del af et helt fladt område, som man nu kører en rundstrækning på. Først kører man mod nordvest, øst og slutteligt nord op til etapens nordligste punkt, hvor man drejer mod sydøst for at køre ud til kystbyen l’Escala. Herfra kører man mod sydvest ind i landet igen, stadig i fladt terræn, inden man slår en sløjfe mod øst ved at køre mod øst hen til og derefter mod vest væk fra byen Torroella de Montgri. En lige og flad vej leder nu mod syd og sydøst tilbage til La Bisbal d’Emporda, der nås igen efter 104 km.

Som sagt ligger den by lige nord for det højdedrag, man tidligere besøgte, og det møder man igen, når man igennem let stigende terræn kører mod syd og sydøst. Herfra fortsætter man mod sydøst op ad kategori 3-stigningen Alt de la Ganga (2,3 km, 4,7%), der efter en let første kilometer byder på 500 m med 6,4% som det stejleste stykke, inden den stiger med 4-6% over de sidste 800 m frem mod toppen, som rundes efter 112,3 km. Herefter leder en lidt kringlet nedkørsel mod sydøst ned til byen Calonge, hvor man rammer den afsluttende rundstrækning, og hvorfra det går fladt mod sydøst ud til kystbyen Sant Antoni de Calonge. Herfra kører man mod sydvest ned langs den flade kyst til målbyen, hvor man kører man ind gennem centrum ad en ganske snoet vej, der byder på to mindre bakker, inden man drejer mod nordvest for at køre frem til stregen, der ligger på toppen af en tredje bakke, og hvor man efter 134,5 km kører dagens første spurt.

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 36,7 km lang rundstrækning, der indledes med at man kører fladt mod nordvest frem til startområdet. Herfra kører man for anden gang mod nord op ad kategori- 3-stigningen Alt de Romanya (4,1 km, 5,9%), der har en let kilometer 2 med 3,7%, men derefter stiger jævnt med 6-7%. Modsat første gang kører man hele vejen til toppen, der rundes efter 145,7 km, hvorefter de sidste 25,5 km indledes med en kun i starten lidt teknisk nedkørsel, som leder mod øst tilbage til byen Calogne, hvor man ramte rundstrækningen.

Herfra går det igen fladt mod sydøst ud til Sant Antoni de Calogne, hvor dagens anden spurt kommer efter 158,0 km, inden det igen går mod sydøst og syd ned langs den flade kystvej. Til slut kører man igen ad den meget snoede vej ind gennem målbyen, hvor man til slut altså skal over de sidste tre bakker, hvoraf den sidste leder op til mål. Den næstsidste af bakkerne har top med 3 km igen, hvorefter det falder ned til den røde flamme, inden den sidste kilometer stiger med 5,2% i snit, men bliver stejlere og stejlere frem til stregen med 6-7% over de sidste 7-800 m. Finalen er kringlet, idet den snoede vej afbrydes af en rundkørsel med 1500 m igen, hvorefter man drejer to gange i rap. Umiddelbart herefter drejer man skarpt med 1200 m igen, hvorefter to bløde sving lige efter den røde flamme leder ind på opløbsstrækningen.

Etapen byder på i alt 1653 højdemeter.

Sant Felius Guixols hark kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i dette løb i 2019, hvor Michael Matthews i samme finale sejrede foran Alejandro Valverde og Daryl Impey.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

 Livestream Volta a Catalunya og brostensklassikerne til halv pris

Vejret

Dårligt vejr bliver ugens tema, og det vil rytterne få at mærke fra start. Det meste af regnen falder dog om formiddagen, mens nedbørsrisikoen igennem de første timer af etapen ventes at ligge på 45-60% i klassisk bygevejr, inden der mod slutningen ventes en opklaring med en smule sol og en bygerisiko på kun 20-25%. Temperaturen i mål vil være beskedne 14 grader, og det vil være uhyre blæsende med en hård vind (30-31 km/t) fra øst. Det giver primært sidemed- og sidemodvind på første tur gennem højdedraget, men derefter hovedsageligt sidevind i den flade fase, inden man får sidemod- og siden sidemedvind på den sidste del frem til stregen. På rundstrækningen vil der være sidemedvind frem til bakken, hvor der vil være sidevind, inden man får mod- og sidemodvind frem til spurten. Derfra vil der være sidemedvind, indtil man får medvind med 3 km igen og slutteligt sidemedvind over de sidste 1300 m.

Favoritterne

Nu troede man lige, at Volta a Catalunya ikke kunne starte på anden måde end med den klassiske Calella-etape, men nytænkningen er åbenbart også nået til Catalonien, hvor arrangørerne ellers står bag et af de WorldTour-løb, der har mest hang til genbrug. Megen nytænkning er der da heller ikke over den nye åbningsetape, der vil blive benyttet i 2022 og 2023, for vi vender blot tilbage til den afslutning, vi så på 2. etape for tre år siden.

Det er nu meget rart. Finalen kan nemlig være lidt svær at læse, da finalebakkens sværhedsgrad kan være vanskelig helt at fastlægge. Vi fik dog en god fornemmelse for tre år siden. Her var Michael Matthews ganske suveræn, og vi så, at det var en finale mere for puncheurs. Det hænger dog selvfølgelig også sammen med, at de få sprintertyper, der var til start, var blevet sat på stigningen forinden, og derfor fik vi en top 10, der foruden Matthews talte eksplosive puncheurtyper som Alejandro Valverde, der ikke kunne gøre andet end at sidde i Matthews’ baghjul, Maximilian Schachmann, Odd Christian Eiking, Enrico Gasparotto, Davide Formolo og Dan Martin samt holdbare sprintere som Daryl Impey og Patrick Bevin. De var dog begge lidt overmatchet, og Impey, der ellers åbnede en lang spurt, måtte se sig klart slået af både Matthews og Valverde.

Etapen slutter altså på samme rundstrækning, og dermed kan den ret svære sidste stigning skabe udskilning, som den gjorde for tre år siden, hvor færre end 100 mand sluttede inden for et minut af vindertiden. Noget Monte Zoncolan er der ikke tale om, men med to kilometer med 6-7% mod toppen og en længde på hele fem kilometer er det ikke noget under, at den sidst satte Phil Bauhaus og Alvaro Hodeg til vægs, men også den ellers holdbare Hugo Hofstetter. Det er i hvert fald en stigning, der sagtens kan skabe noget ravage, hvis der lægges pres på.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Denne gang får etapen dog et ekstra krydderi i kraft af blæsten. Elendigt vejr bliver et tema det meste af ugen, og rytterne kan lige så godt vænne sig til byger og sidevindskørsel. Det er før set i Catalonien, men det er trods alt relativt sjældent. Det er nemlig ikke så pivåbent som i første del af Paris-Nice, og derfor er det langt fra sikkert, at kraftig vind automatisk omsættes i splittelse.

Denne gang er vinden uhyre kraftig, og den står også helt rigtigt på stort set hele det flade stykke mellem de to første stigninger. Her kunne den meget vel splitte, da terrænet i dette fladland også kunne være mere åbent. Til gengæld er der sikkert for meget læ, når de med ca. 70 km igen atter skal ind gennem højdedraget, og derfra er det kun på de to ture ned langs kysten frem mod de to passager af målstregen, at splittelse kan komme i spil.

Det får mig til at hælde til, at det går i sig selv. Er vi heldige, får vi et vildt sidevindsræs over de sidste 70-100 km, fordi vigtige folk er sat af undervejs, men da der synes at være byzone næsten hele vejen ned langs kysten, tvivler jeg på, at der kan skabes splittelse over de sidste 70 km. Det er langt til at skabe en regruppering, når der undervejs er modvindsstykker, hvor første gruppe ofte går i stå. Mit bedste bud vil derfor være, at vi sagtens kan se splittelse midtvejs på etapen, men at det nok alligevel ender med, at sidevinden mest vil skabe nervøsitet, opskruet tempo og sikkert styrt på de våde veje. Men håbet om et vildt sidevindsdrama med et stort forfølgelsesløb mellem forskellige grupper med klassementsryttere over de sidste mange kilometer lever.

Uanset hvad bør vinden give en meget nervøs etape. Udbrud har før holdt hjem på 1. etape i dette løb, og med en hård start kan det sagtens være, at der skal kæmpes om at komme afsted. Denne gang tvivler jeg dog på, at det vil holde. Det er altid lidt tricky, hvem der skal føre, men jeg vil tro, at i hvert fald BikeExchange vil jagte, når nu Matthews tidligere har vundet etapen. Til gengæld er jeg usikker på, om de vil få meget hjælp. Movistar og Bahrain er oplagte kandidater, men jeg tvivler på, at spanierne vil gå efter denne form for etape, og Bahrains arbejde vil afhænge af, hvordan Sonny Colbrelli har det efter sin sygdom. Mere sandsynligt er det måske, at Quick-Step med Andrea Bagioli, Arkea med Hugo Hofstetter og Israel-PT med Daryl Impey tager del i jagten.

Den usikkerhed kan give udbruddet håb, men sidevinden bør gøre det så nervøst, at de kommer tilbage af sig selv. Som sagt vil jeg tro, at vi får en regruppering, når de forlader fladlandet, og så bliver det interessant at se, om nogen vil udnytte stigningen. Det er jeg usikker på. Faktisk ser jeg kun Movistar som kandidat, men de kunne også sagtens finde på det. De lægger meget, meget ofte pres på i disse spanske løb, og da finalen ikke er skæv for Valverde, vil det være oplagt - også for at gøre finalen mindre nervøs i et mindre felt og ramme den lidt kringlede første del af nedkørslen på måske våde veje i en god position. I det lys regner jeg med udskilning af mindst samme størrelsesorden som sidst, inden det bliver nervøst, når de igen skal ned langs kysten, hvor jeg altså ikke tror, at den splitter. I det lys regner jeg med samme reducerede massespurt som for tre år siden.

Selve finalen er ikke helt enkel. Turen ind gennem byen er kringlet, men de sidste 1300 m er meget enkle. Vi så sidst, at vejen var relativt bred, og at det mest af handlede om power og knap så meget om position. Et godt hold vil stadig være vigtigt på den kringlede tur gennem byen, men har man styrken på bakken, er positionen ikke altafgørende i denne sidemedvindsspurt, hvor man kan åbne relativt tidligt.

Jeg vælger at pege på Michael Mattews. Australieren har som sagt én gang vundet i denne finale, og selvom han i de senere år ikke har syntes at være på helt samme niveau længere, er det stadig en finale, der passer ham som fod i hose. Hans kørsel i Milano-Sanremo bekræfter, at han er i glimrende form trods styrtet i Strade Bianche, og han viste for tre år siden, at han sagtens kan præstere i dette løb med Sanremo, der jo ikke er det hårdeste løb, i benene. Da Kaden Groves næppe overlever bakken, har han et svagt lead-out, men det havde han også for tre år siden. Heldigvis er han god i positionskampen, og finalen er som sagt ganske enkel. Det handler først og fremmest om power, og den så han ud til at have masser af i går. Sidevind mestrer han også, som vi så i Gent-Wevelgem sidste år, og han plejer ikke at være typen, der bekymrer sig alt for meget om at skulle vente på Simon Yates, hvis sidevinden alligevel kommer i spil. Først og fremmest er han en af de bedste afsluttere på en bakke som denne, og derfor tror jeg, at han endelig bryder sin alt, alt for lange sejrstørke.

Der er dog én rytter, der formentlig er bedre end ham i denne form for finale. Sonny Colbrelli har altid været uhyggelig i stigende spurter, og dette er et opløb, der passer ham som fod i hose. Når jeg alligevel tvivler på ham, skyldes det naturligvis han bronkitis, der kostede ham Paris-Nice og Milano-Sanremo. Nu dropper han de første brostensklassikere i et håb om at nå at indhente det forsømte i dette løb, og derfor er spørgsmålet, hvor han står. Vi så jo i Omloop Het Nieuwsblad, hvor hans soloopkørsel til Van Aert-gruppen var uhyre overbevisende, at han var i forrygende form, og derfor starter han langt fra på bar bund, men mod en formstærk Matthews kan han i denne finale mangle lidt for meget. Vi ved også, at han har det svært i positionskampen, men heldigvis er denne finale ret enkel, og i en afslutning som denne burde Dylan Teuns, der selv kan agere plan B, hvis Colbrelli ikke er på toppen, kunne sætte ham godt i scene, særligt i et mindre felt. Sidevinden klarede han også godt i Wevelgem, men kommer den alligevel i spil, er der nok større chance for, at han kan blive bedt vente på Jack Haig, hvis han er faldet fra. Det burde dog ikke ske, og det primære spørgsmål er, hvor frisk han er blevet igen.

Jeg regner ikke med, at Phil Bauhaus klarer stigningen, som han heller ikke gjorde i 2019, og finalen er formentlig også for hård. Teuns ligner en plan B, men han er også på vej tilbage, og derfor kan Santiago Buitrago, der tog en flot sejr i en dog noget vanskeligere puncheurfinale i Saudi Tour samt Wout Poels måske lave en yderlig top 10, hvis etapen kommer for tidligt for Colbrelli.

Læs også

Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege

For tre år siden blev Alejandro Valverde nr. 2 i denne finale, og han vil utvivlsomt elske at forbedre det resultat i sin sidste optræden i løbet. Desværre er han ikke så hurtig som dengang, men han har dog med nylige sejre i stigende spurter i Dauphiné og på Sicilien vist, at han stadig må regnes som en af favoritterne. De finaler var dog på toppen af meget længere stigninger, og på en kortere bakke som denne kommer han formentlig lidt til kort mod mere kraftfulde typer som Colbrelli og Matthews, ligesom vi ved, at han i dag er blevet mere tøvende i positionskampen. Heldigvis er finalen enkel, og han har i Jose Joaquin Rojas en god lead-out man. Først og fremmest ved vi, at han er i forrygende god form, og selvom han ikke rigtigt var tæt på at true Matthews for tre år siden, synes det ikke umuligt, at han kan få en drømmestart på sit farvel til løbet.

Ligesom Colbrelli kommer Andrea Bagioli til løbet med store spørgsmålstegn. Efter en hæderlig, men stadig skuffende start i det svagt besatte Saudi Tour var han helt væk i Drome-Ardeche, og det så bestemt heller ikke godt ud i Sanremo i går. Denne finale burde han dog nok kunne køre, og den ligger ganske fremragende til ham. I 2020 blev han nr. 3 i Vueltaen i en lidt vanskeligere spurt end denne, og i sidste års Vuelta var han næstbedst i feltet bag Roglic i en dog betydeligt hårdere afslutning end denne. Hurtighed på flad vej så vi i hans spurt mod Magnus Cort i Cordoba i august, og det taler for, at han også har fart til en lettere afslutning som denne. I Dries Devenyns har han også en god og meget erfaren lead-out man, og det kan trods finalens enkelhed give ham en lille overhånd, ligesom sidevinden aldrig bør blive et problem for Quick-Step. Spørgsmålet er mest, om han har formen, og om han kan matche de mest kraftfulde folk. Jeg regner ikke med, at holdets sprinter, Ethan Vernon, klarer bakken.

Bora har ganske vist Martin Laas, men han når ikke mange meter op ad stigningen, inden han er sat. I stedet skal holdet satse på Sergio Higuita, der som nævnt i den store optakt har fået en forrygende sæsonstart, som indikerer, at han har forbedret sig markant efter skiftet til Bora. Han har ikke de store resultater i puncheurspurter, men han viste sine evner i Algarve, hvor han vandt spurten på Malhao og formentlig havde vundet på Foia, hvis ikke han var styrtet. Det er klart, at denne finale er lettere, og derfor ligger den knap så godt til Higuita, der kan komme til kort mod mere kraftfulde hold, og han vil formentlig tabe noget på sin positionering med et svagt hold til at støtte sig. Med den fart, han senest viste i Algarve synes det dog ikke umuligt, at han kan vinde.

UAE har et overflødighedshorn af ryttere, der kan køre denne finale, men skal de vinde, skal det formentlig være med Joao Almeida. Portugiseren viste senest i Luxembourg og Polen, hvor stærk en puncheur han er, og denne finale burde ikke være helt umulig for ham. Jeg frygter dog, at den kan være en anelse for let, når han er oppe mod mere kraftfulde typer, men han var sidste år hurtigere, end jeg havde ventet. Formen synes stadig at mangle lidt, men den er utvivlsomt god nok til, at han kan blande sig her, hvis sidevinden ikke giver ham problemer undervejs.

Holdet har også Sebastian Molano, men jeg vil tro, at den bliver for hård. For det første ryger han formentlig af på stigningen, men selv hvis det ikke sker, bør disse procenter være lidt for stejle. Han viste dog en imponerende power i den stigende spurt i Valencia, og derfor tør jeg ikke helt udelukke ham. Mere tror jeg dog på supertalentet Juan Ayuso, der også er lynhurtig og har bekræftet sin superform de seneste uger og sin hurtighed, da han sågar overspurtede Alessandro Covi ved UAE-legestuen i Laigueglia. Mit bedste bud er dog, at han skal køre for den erklærede kaptajn, Almeida. Det samme gælder formentlig for Rui Costa , der ellers også kan lide denne slags finaler, men vi så i det arabiske løb, at hans punch ike var som tidligere.

For tre år siden kørte Daryl Impey en lang spurt på denne bakke, men han var klart overmatchet af både Matthews og Impey. Han endte dog som nr. 3 og beviste dermed, at det er en finale, der passer ham, og mange vil også huske, hvordan han gjorde den på det tidspunkt ellers skræmmende Wout van Aert rangen stridig i den stigende spurt på 1. etape i Dauphiné i 2020. Desværre har Impey i 2021 og begyndelsen af 2022 været et stykke fra fordums styrke, og alderen synes langsomt at indhente ham. Han har også brugt sæsonstarten på at komme tilbage efter det grimme styrt helt tilbage i maj sidste år, men vi så i UAE Tour, at han efterhånden har nået så fint et niveau, at han bør være fremme her. Han har også i Mads Würtz og Simon Clarke, der selv kunne lave et resultat her, to gode lead-out men, men da han var ganske langt fra at vinde i 2019, er det svært at tro, at ”gamle” Impey kan gøre, hvad ”yngre” Impey ikke kunne, når rivalerne nu er de samme som dengang. Holdet har selvfølgelig også kaptajnen, Michael Woods, der bør ende langt fremme, men den er for let til, at han kan køre med om sejren.

Giver Ineos Michal Kwiatkowski lov til at spurte her? Det må man håbe, men det er langt fra sikkert. Det er nemlig efterhånden en menneskealder siden, vi sidst har set Kwiatkowski i en spurt som denne, men det er noget, han mestrer. Eksempelvis blev han i begyndelsen af 2018-Vueltaen nr. 2 bag Valverde i en ganske vist hårdere spurt, men også mange andre gange har han vist sine puncheurevner. Efter en skidt sæsonstart grundet helbredsproblemer så han igen godt ud i Sanremo, hvor han desværre blev bremset af Benoit Cosnefroys styrt, og dermed synes formen at være til at køre en lettere finale som denne, hvor hans positionering og sidevindsevner altid er i top. Spørgsmålet er bare, om han får lov. Jeg gad faktisk også godt se, hvad Luke Plapp kunne lave i denne spurt, men det synes helt usandsynligt, at det vil være en prioritet på et hold med et hav af kaptajner.

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal mene om Hugo Hofstetter. Franskmanden har med sin urimeligt lange serie af podiepladser i februar og marts bevist, at han er flyvende lige nu, og stigende spurter passer ham. Denne er dog stejlere, og jeg vil tro, at den bliver for svær til, at han kan blande sig med de rigtige puncheurs. Dertil skal lægges, at han efter spurten i Koksijde i fredags brokkede sig over stadig at lide under sit styrt i Nokere - dog ikke mere end at han endte som nr. 2! For tre år siden røg han tillige af på stigningen, og den risiko eksisterer igen i år, men med sin nuværende form burde han klare den. Sidevind er heller ikke et problem for hverken ham eller kaptajn Nairo Quintana, men jeg tror stadig, at bakken er for stejl til, at vi vil se ham helt fremme i kampen om sejren. Som alternativ har Arkea Elie Gesbert , men det virker helt usandsynligt, at han kører denne spurt.

En rytter, jeg virkelig glæder mig til at se, er Tobias Johannessen. Det norske supertalent er først og fremmest klatrer, men han har flere gange vist, at han er hurtig, senest da han vandt i Besseges. Det er klart, at han stadig er helt uprøvet i en finale som denne, i hvert fald på dette niveau, og han er derfor et helt åbent spørgsmålstegn. Han mangler tillige noget rutine i positionskampen, og det samme gør hans hold, og derfor er der mange ting, der skal flaske sig - særligt, hvis vinden kommer i spil. Jeg vil også tro, at bakken er lidt for let for ham, men lad os se, hvor langt han kan komme. Overraske kan han i hvert fald. Vi har også set, at Anthony Charmig er ganske god i eksplosive finaler, men denne må være en anelse for let.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

For tre år siden blev Odd Christian Eiking nr. 5 i denne spurt, og det bør anspore ham til at prøve igen. Desværre så vi i Galicien, at han var i overraskende ringe form, og selvom han stadig bør kunne køre en ”let” etape som denne, er det næppe noget, der borger for en sejr. I forvejen er der hurtigere og mere eksplosiv folk end ham i denne finale, som nok er for let for en mand, der er bedre på stejlere procenter.Og så skal vinden i hvert fald ikke blæse, for så ender hele EF-mandskabet på månen.

I gamle dage ville man rangere Eduard Prades meget højt i en afslutning, der ikke kunne passe ham meget bedre. Det har dog været sløjt for spanieren siden styrtet i begyndelsen af 2021, selvom han nåede at køre et par gode løb i efteråret. I år startede han meget svagt, men hans kørsel på kongeetapen i Algarve indikerer, at han er ved at være i form. Siden har han haft en måned med forberedelse, men han må ventes at have lagt en første formtop ind til de kommende to spanske WorldTour-løb. Hans positionering halter altid, men først og fremmest er spørgsmålet hvor meget af sin tidligere power han fortsat har intakt. Alternativt har Fernando Barcelo i år vist, at han formentlig kan gøre det hæderligt i en spurt som denne.

Ag2r stiller med Dorian Godon . Franskmanden er ganske uprøvet som puncheur, men denne bakke burde passe ham udmærket. Desværre imponerede hans form i Paris-Nice mig ikke, og der er en risiko for, at han ikke klarer den sidste stigning. Det burde dog være inden for rækkevidde for den Godon, der var så imponerende sidste år. Til gengæld er der hurtigere folk end ham, og han vinder næppe.

Hos Astana burde det være en perfekt finale for Alexandr Riabushenko, men den hviderussiske puncheur har holdbarhedsmæssigt været så langt væk i det seneste lange stykke tid, at jeg bliver overrasket, hvis han sidder med hjem. I stedet håber jeg, at Simone Velasco giver den et skud. Det er ikke meget, han spurter, men han har før vist ganske fin hurtighed, og dette burde være en finale, der passer ham glimrende. I efteråret nåede han et hidtil helt uset niveau, og efter en lidt anonym sæsonstart fandt han benene med sin 2. plads på muretapen i Tirreno. Til gengæld skal det ikke blæse, for så er det slut med lyseblå Astana-trøjer i feltet. Et alternativ kunne være Javier Romo, men han har ikke vist puncheurevner siden sidste års Coppi e Bartali.

Jeg håber også, at FDJ prøver at køre spurten med Quentin Pacher. Franskmanden har aldrig vist den vilde hurtighed, men i år har han været overraskende spurtstærk, først i Var og siden i Drome-Ardeche. Han har været bedre klatrende end nogensinde i de seneste uger og sad da også med i den lille gruppe efter Cipressa i går. Han er helt uprøvet i denne slags finaler, men med årets hurtighed og form håber jeg, at vi får at se, hvor langt han kan komme. Også for ham og FDJ gælder dog, at det ikke må blæse.

Det må det heller ikke for Euskaltel og Kern Pharma, men undgår de det, har de et par klatrestærke afsluttere. Hos baskerne gælder det særligt for Antonio Soto og Gotzon Martin, men også for den i år overraskende klatrestærke Carlos Canal. Alle bør de kunne deltage i denne spurt, men top 10 synes at være det maksimalt opnåede. Hos Kern Pharma har man Kiko Galvan, der ligesom Canal dog kan blive et offer på stigningen, og vi så i både Andalusien og Besseges, at han var en ringere puncheur end ventet.

Endelig er det en finale, hvor alle klassementsrytterne skal spurte af frygt for huller på bakken, og derfor vil vi i denne afslutning se langt de fleste af dem ende langt fremme, i hvert fald dem, der har en smule punch.

Hos Jumbo er David Dekker stadig alt for formsvag til at overleve stigningen, og selvom de normalt kunne køre denne spurt, regner jeg slet ikke med, at det er et tema for Tom Dumoulin og Rohan Dennis . Hos Trek har Giulio Ciccone og Mattias Skjelmose begge et punch, men næppe til et absolut topresultat i denne finale. Hos Intermarché kommer Tom Devriendt ikke med hjem, mens Jan Bakelants ikke længere kan være med helt fremme i denne slags spurter, og hos Cofidis er Jesus Herrada stoppet med at køre denne slags finaler. Hos DSM kunne det være en finale for Casper Pedersen, men han synes desværre ikke på toppen, og den er nok for hård for Marius Mayrhofer. Hos Lotto er det vel kun Matthew Holmes, der måske kan tænkes at forsøge sig, og hos Burgos er den for hård for Manuel Penalver og Alex Molenaar, mens Jetse Bol aldrig spurter længere.

Feltet.dks vinderbud: Michael Matthews

Øvrige vinderkandidater: Sonny Colbrelli, Alejandro Valverde

Outsidere: Andrea Bagioli, Sergio Higuita, Joao Almeida, Daryl Impey, Michal Kwiatkowski

Jokers: Hugo Hofstetter, Tobias Johannessen, Juan Ayuso, Odd Christian Eiking, Eduard Prades, Dorian Godon, Sebastian Molano, Simone Velasco, Quentin Pacher, Antonio Soto, Gotzon Martin, Kiko Galvan

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Michael Matthews’ sejr fra 2019.

 Livestream Volta a Catalunya og brostensklassikerne til halv pris