Ruten

For niende udgave i træk starter løbet i Middelhavsbyen Calella, der igen er rammen om både start og mål på åbningsetapen. De otte foregående etaper har alle haft forskellige ruter, men finalen har altid været den samme, og derfor ved rytterne, hvad de skal forvente på en etape, der traditionelt har været god for sprintere med rimelige klatreben. Også i år benyttes samme afslutning, og historien viser derfor, at vi kan se frem til, at en massespurt vil bestemme, hvem der skal have løbets første førertrøje, men tre udbrudssejre ud af otte mulige viser, at intet kan udelukkes på åbningsdagen

I alt skal der tilbagelægges 178,4 km på en etape, der som i tidligere år både har start og mål i kystbyen Calella. Fra starten går det mod nordøst ad den relativt flade kystvej frem til dagens første spurt, der kommer efter 25,1 km. Her drejer man mod nordvest for at køre ind i landet via en lille bakke (2,5 km, 5,6%), inden man kører i fladt terræn mod sydvest frem til dagens anden spurt, der kommer efter 49,5 km. Nu går det igennem fladlandet mod nordvest og nord frem til etapens nordligste punkt.

Her ændrer ruten karakter, når man drejer mod vest væk fra det flade og ind i bjergene. Herfra begynder det at stige let, mens man kører mod sydvest og syd frem til dagens specielle ”Udgave 100-spurt”, der kommer efter 98,9. Kort efter drejer man mod sydvest for at køre op til kategori 2-bjergspurten på Port de Les Guilleries (3,7 km, 4,5%, max. 6%), der er en relativt jævn stigning med top efter 103,6 km. Reelt er der dog tale om en 28,9 km lang opkørsel med en gennemsnitlig stigningsprocent på 2,9, og som aldrig for alvor bliver stejl.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Nu følger en lidt kringlet nedkørsel, der leder videre mod sydvest, inden man kører mod syd op ad kategori 1-stigningen Port de Santa Fe del Montseny (12,2 km, 4,0%, max. 10%), der er en todelt stigning med to kilometer med 7,7% på den nedre del efterfulgt af et plateau og siden tre km med 4-6% frem mod toppen, der rundes efter 124,1 km i hele 1270 m højde.

Nu er den vanskelige del af etapen overstået. Herfra går det via en indledningsvist teknisk nedkørsel mod sydøst, vest og igen sydøst ned til byen Sant Celoni, hvor man rammer en let stigende vej, der leder mod syd og sydøst ned til den helt klassiske finale. Her kører man op over kategori 3-stigningen Port de Collsacreu (1,6 km, 5,5%, max. 6%), der dog er relativt let og aldrig bliver stejl, inden toppen rundes efter 161,4 km.

Herfra resterer bare 17,0 km, og den efterfølges af en ikke specielt vanskelig nedkørsel, der leder tilbage mod øst og syd mod kysten. Man når vandet med 7,7 km igen, hvorefter man følger kystvejen mod nordøst ind til centrum af Calella. Der er en lille bakke med top ca. 4 km fra mål og et stigende stykke med top 1500 m fra stregen, men derudover er det mest af alt let faldende frem til den sidste kilometer, der er stort set helt flad. Kystvejen bugter sig let hele vejen og slutteligt skal rytterne igennem en rundkørsel med 700 m til stregen.

Etapen byder på i alt 2804 højdemeter, hvilket er knap 200 færre end i 2019.

I 2018 var ruten undervejs næsten helt flad, men ellers har der ligesom i år ganske mange stigninger undervejs. Selve finalen med Alt de Collsacreu og den efterfølgende nedkørsel er den samme, som er blevet benyttet hvert år siden 2012, men denne gang er målstregen rykket 1200 m tættere på stigningen.

I 2012 hentede man ikke udbruddet, og Michael Albasini lagde med en etapesejr grunden til sin senere samlede sejr. I 2013 var der lagt op til massespurt, men Sky splittede feltet på nedkørslen, hvor 13 ryttere - herunder Bradley Wiggins, Alejandro Valverde, Joaquim Rodriguez, Daniel Martin og Michele Scarponi - kom fri og spurtede om sejren 28 sekunder foran feltet. Gianni Meersman vandt let den første af sine to etapesejre det år. I 2014 endte det i en massespurt, som blev vundet af Luka Mezgec, mens Maciej Paterski slog Bart De Clercq og Pierre Rolland i 2015, hvor det lykkedes trioen at snyde sprinterne. I 2016 blev det igen afgjort i en spurt, der blev vundet af Nacer Bouhanni, men da det i 2017 atter endte i en spurt, blev franskmanden overraskende slået af Davide Cimolai. Også i 2018 blev han slået, da Alvaro Hodeg efter et sublimt lead-out af Michael Mørkøv slog Sam Bennett og resten af feltet. I 2019 undervurderede feltet nok engang Thomas de Gendt, der kørte hjem til en solosejr med 2.38 ned til Maximilian Schachmann, der med et sent angreb stjal 4 sekunder til et felt, hvis spurt blev vundet af Grega Bole foran Michael Matthews og Mikel Aristi.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Vejret

Volta a Catalunya har Ganske ofte været ramt af dårligt vejr, men sådan ser det ikke ud til at blive i en solrig 2021-udgave. Der startes fornemt ud med en mandag med kun få skyer og en temperatur på 15 grader i målområdet. Den kraftige vind, man kan se i området, udebliver, da der blot vil være en let til jævn vind (10-17 km/t) fra syd. Efter indledende sidemedvind giver det hovedsageligt medvind, indtil man rammer bunden af den lange opkørsel af Guilleires. Herfra er der skiftevis mod- og sidemodvind stort set hele vejen, herunder på Collsacreu. På nedkørslen er der skiftevis mod- og sidevind, indtil man får sidemedvind de sidste 7,7 km langs vandet, herunder på opløbsstrækningen.

Favoritterne

Er der ét af WorldTourens etapeløb, som formentlig fører til total stilhed, når sportsdirektørerne spørger, hvilke sprintere der er friske på at deltage, må det være Volta a Catalunya. Der findes nemlig intet af de øvrige etapeløb i det fineste selskab, hvor der er så lidt at komme efter for de hurtige folk. Selv ellers bjergrige løb som Dauphiné, Tour de Suisse og Vueltaen har som regel undervejs etaper, der er så flade, at de kan kaldes ”rigtige” sprinteretaper.

Den slags finder man aldrig i Catalonien, og det er kun Baskerlandet og til dels Romandiet Rundt, der kan konkurrere med det spanske løb i kampen om at være det mest sprinterfjendtlige. Derfor er der aldrig mange sprintere, der melder sig frivilligt til en tur til Spanien, for de risikerer meget let at komme tomhændede hjem. Nok er der også i år to potentielle massespurt i det spanske løb, men når en åbningsetape med knap 3000 højdemeter, er en af de lette, siger det meget om, hvor stor risiko det indebærer at tage til Catalonien. Man risikerer at køre sig selv i hegnet gennem en hel uge og ende helt uden chance for at spurte, enten fordi man bliver sat af undervejs, eller fordi et udbrud snyder feltet.

Det er Calella-etapen, der for niende gang i træk åbner løbet, et godt eksempel på. Heldigvis for sprinterne ”fører” de dog 5-3 i den interne kamp mod udbryderne, da fem af de første otte udgaver af etapen er gået de hurtige folks vej. Michael Albasinis, Maciej Paterskis og senest Thomas de Gendts sejre viser dog, at intet er sikkert på denne åbningsetape.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Det er der en god forklaring på. Nok er der en del hold, der stiller med en sprinter, men mange er også tøvende, når det handler om at kontrollere så svær en etape. I 2019 kiggede alle eksempelvis på Alvaro Hodeg, der havde vundet en betydeligt lettere udgave af etapen i 2018, men det skulle vise sig at være klogt, at Deceuninck ikke tog ansvar. Det viste sig nemlig, at den tunge colombianer slet ikke kom med hjem, og de havde heldigvis ikke spildt kræfter på at hente De Gendt.

Hvis sprinterholdene tøver, er det klassementsholdene, der skal sørge for, at det ikke kommer helt ud af kontrol, og det har de før brændt nallerne på. I 2012 betød den efterfølgende aflysning af kongeetapen, at Albasini såmænd endte med at vinde hele løbet grundet sin tidlige udbrudssejr, og i 2015, hvor fejlagtige informationer over radioen havde givet udbruddet et alt for stort forspring, fik favoritterne et gevaldigt hyr med at få indhentet det tabte til Pierre Rolland og Bart de Clercq. Selv i 2019 spekulerede man undervejs, om De Gendt måske havde fået så stort et forspring, at han kunne ende som den samlede vinder.

I år kan det bestemt heller ikke udelukkes, at vi får en udbrudssejr. Der er nemlig tale om en af de vanskeligste udgaver af etapen. Den er dog nok ikke så svær som i 2019, hvor vi havde 3000 højdemeter og en meget svær start, men den er meget sværere end i 2018, hvor der nok var 2610 højdemeter, men ingen høje bjerge. Den minder meget om de 2017-udgaven med de 2887 højdemeter, om endte i en massespurt med sejr til Davide Cimolai og 2016-ydgaven med de 2634 højdemeter, der ligeledes endte med en massespurt vundet af Nacer Bouhanni. 2015-udgaven med 2539 højdemeter, hvor vi fik en udbrudssejr, var dog faktisk lettere med en nærmest helt flad første halvdel, men 2014- og 2013-udgaverne vel var de hidtil letteste med hhv. 1901 og 2079 højdemeter.

Statistikken viser altså, at det kan gå begge veje, uanset om vi har en relativt svær eller relativt let udgave, men da årets version vel i sværhedsgrad kun overgås af den meget vanskelige 2019-udgave, er det klart, at chancerne for en udbrudssejr er særligt gode denne gang. Som altid er det dog i høj grad feltets intentioner, der bestemmer udfaldet, og i særlig grad, hvilke af de få sprinterhold der kunne tænkes at jagte.

Der er aldrig mange sprintere i Catalonien, men som regel har de fleste hold dog en eller anden, der kan forsøge sig i spurten, hvor top 10-placeringer er relativt billigt til salg. I år er det dog meget påfaldende, hvor mange hold der er så spurtsvage, at de slet ikke har en rytter, der end kan tænkes at forsøge sig. For sjældent mange hold handler denne etape alene om overlevelse.

Det betyder også, at der naturligvis kan lugtes blod fra udbryderne, der drømmer at kopiere De Gendt, Paterski og Albasini. Derfor må vi regne med en meget mere aggressiv start, end man typisk ser det på åbningsetaper, der som regel køres meget passivt. Det kan derfor sagtens tage tid at få udbruddet etableret, og det ligger som minimum i kortene, at De Gendt vil forsøge at gøre det igen, ligesom også Remi Cavagna kan have ideer, hvis ikke han vil spare sig til tirsdagens enkeltstart, hvor han meget vel kan lugte sejr og førertrøje.

I forhold til 2019 er starten dog meget nemmere, og de første 75 km er stort set flade. Det betyder, at det er meget lettere at kontrollere for de hold, der måtte ønske en spurt. Spørgsmålet er bare, hvem der har den slags planer.

Det kan meget vel igen ende med et pokerspil, hvor ingen tager ansvar, og at det derfor må være favoritholdene Ineos, måske Jumbo og de lokale helte fra Movistar, der skal kontrollere. Ingen af de tre hold har den store interesse i at hente udbruddet, for med to store bjergetaper er der tid til at få styr på det hele igen, hvis ikke man som i 2015 ligefrem har ladet folk som Rolland og De Clercq køre væk. Har vi for meget poker, tror jeg, at vi får endnu en udbrudssejr.

Jeg vælger dog at tro, at der er hold til at tage ansvar. Det gælder først og fremmest Bora med Jordi Meeus og Peter Sagan, der virkelig tankede selvtillid med den flotte kørsel i Sanremo. Det tyske hold må i dette felt i den grad kunne lugte en sejr, og da i klassementet kun er outsidere, må det være oplagt at gå efter en etapesejr, enten med den store stjerne eller den unge komet.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Spørgsmålet er så, om de kan få hjælp. Det er jeg ikke helt sikker på, men der burde være muligheder. Pilen peger vel først og fremmest på UAE med Juan Sebastian Molano, der vel nok kan ofre Joe Dombrowski eller Andres Ardila til at føre lidt fra den ellers stjernebesatte trup. Ag2r har aldrig taget ansvar på sprinteretaper på WorldTouren, men dette er så gylden en mulighed for Clement Venturini, at det meget vel kan være, at der kommer en undtagels. Derudover er det meget tænkeligt, at Israel SUN ser muligheder med Daryl Impey, der før har vundet spurter i dette løb, og det kan heller ikke helt udelukkes, at vi ser initiativ fra BikeExchange og DSM, selvom det nok er yderst tvivlsomt.

Først og fremmest tror jeg dog, at Bora går så målrettet efter etapen, at de sørger for et relativt svagt udbrud i den hektiske indledning, og at de sørger for et begrænset forspring i den lette indledning. Sidevinden langs kysten kommer næppe i spil med den ventede styrke, men til gengæld betyder det forhold, at der er modvind i hele den kuperede del, at chancerne for en udbrudssejr bliver betydeligt mindre. Samtidig bliver det meget lettere for sprinterne at overleve, særligt fordi stigningerne i forvejen er mere lange end de er stejle, og med modvind er det relativt let at overleve den slags. Jeg ser heller ingen hold, der har interesse i at lægge et væsentligt pres så langt fra mål, men vi har før set, at Movistar har sat sig frem, måske mest for at køre med lidt autoritet på hjemmebanen.

Jeg tror altså, at der kommer samling, og jeg tror heller ikke, at vi skal vente os action i finalen, som vi kender til hudløshed. Collsacreu er en let hovedvejsstigning, som selv Hodeg klarede i 2018, og med modvind på den åbne hovedvej vil udskilningen formentlig være begrænset, ligesom det vil være umuligt at angribe. Heller ikke her tror jeg, at der vil blive lagt pres på, og skulle det ske, skal det nok være fra særligt Israel SUN. Selvom Sky splittede feltet på nedkørslen i 2013, er den også så let, at den ikke siden har gjort en forskel.

Min konklusion er, at jeg tror på en massespurt, og selvom der sagtens kan være faldet en sprinter eller to, tror jeg også, at modvinden gør, at de fleste sprintere kommer med hjem. Selve spurten er ændret en anelse, da opløbet er rykket tættere på mål, men det er en teknisk ukompliceret sag, hvor man bare skal sidde fornuftigt i rundkørslen med 700 m igen. Samtidig betyder den store mangel på sprintere, at positionskampen slet ikke er så hektisk som i andre løb, men til gengæld er der heller ikke ét hold, der kan mønstre et reelt tog i et felt, der stort set udelukkende består af klatrere.

Det store spørgsmål er, hvem Bora vælger at køre for, men jeg vælger at pege på Peter Sagan som favorit. Slovakken var nærmest rystende dårlig i Tirreno, men hans tårnhøje klasse kom til udtryk, da han alligevel var uhyre tæt på at vinde Milano-Sanremo. Den oplevelse må have givet selvtillid, og jeg tror meget gerne, at Bora vil have Sagan i gang hurtigst muligt. Slovakken har ikke just vundet et hav af cykelløb de seneste sæsoner, og en sejr her vil være voldsomt tiltrængt inden klassikerne.

Derfor tror jeg også, at tyskerne kører for deres stjerne, og i dette felt er der ikke mange, der har Sagans fart. Jeg tror ikke, at han er den hurtigste, men til gengæld vil han være den eneste, der har en decideret lead-out man i Meeus. Nok er i finalen ikke kompliceret, men da hans værste rivaler er stort set helt alene, kan det være ganske afgørende at blive sat godt op. De mange højdemeter undervejs taler også til Sagans fordel, og efter et par skuffende spurter i Tirreno viste han god fart i Sanremo. Derfor tror jeg, at Sagan får en højst tiltrængt sejr mandag eftermiddag.

Den værste rival er utvivlsomt Juan Sebastian Molano. Spurter han, som han gjorde i Colombia sidste år, hvor han tre gange nærmest ydmygede Alvaro Hodeg, må han utvivlsomt være hurtigste man i dette felt. UAE ser da også ud til at give ham en decideret sprinterrolle nu, hvor han synes at være taget helt ud af Gavirias tog for at køre sit helt eget program. Han virkede ganske stærk i Nokere forleden, indtil han pludselig forsvandt i finalen, og normalt er han også en relativt holdbar fyr, selvom han naturligvis ikke er i nærheden af Sagan-klassen. Med modvind bør han have en fair chance for at komme med hjem, og jeg tror altså, at hans fart er den højeste.

Når han alligevel ender som nr. 2 på min liste, skyldes det, at han på et hold af klatrere vil være temmelig alene til sidst. Ganske vist kan han forhåbentlig regne med et lead-out fra Rui Costa eller Marc Hirschi, men de har ikke samme fart som Meeus. Derfor afhænger det hele af, hvor han sidder efter rundkørslen. Sidder han fornuftigt, tror jeg, at han vinder. Hvis ikke, bliver det formentlig for svært.

Det kan bestemt heller ikke udelukkes, at Bora kører for Jordi Meeus. Belgieren er hentet til holdet som en fremtidig sprinter, og selvom han ligesom Sagan også er en klassikeragtig sprintertype, er han vel i en klassisk massespurt i dag hurtigere end den slovakiske stjerne. I hvert fald vandt han sidste år to etaper i Tjekkiet, hvor han begge gang fik skovlen under en vis Tim Merlier, og det vidner om fin fart. Senest kørte han en fremragende spurt i Nokere, hvor han fra en dårlig position viste sig som feltets hurtigste. Denne flade spurt passer ham dårligere, men hurtig er han stadig. Med et lead-out fra Sagan har jeg faktisk meget svært ved at se, at han kan blive slået, men til gengæld tror jeg ikke, at han får chancen, når han er på hold med en sejrssulten og lidt kriseramt superstjerne, der har brug for selvtillid.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Dernæst vælger jeg at pege på Max Kanter, men det er uden den store overbevisning. Tyskeren kan nemlig vel få det for hårdt med de næsten 3000 højdemeter, men heldigvis overraskede han mig i 2020 flere gange med sin holdbarhed, blandt andet i Limousin og Vueltaen. I sidstnævnte viste han tillige med sine to 3. pladser, at han er i stand til at vinde i dette felt, og faktisk blev han nr. 2 og 3 på de to etaper i Tjekkiet, der blev vundet af Meeus. Kanters problem er hans svage positionering, der i år har betydet, at hans bedste resultat i hans tre ”rigtige” massespurter i år blot er en 12. plads, men farten viste han i Tirreno, hvor han på 6. etape blev nr. 4 bag det sejrende udbrud. Her er han helt uden tog igen, men heldigvis er finalen så ukompliceret og feltet så sprintersvagt, at positionskampen ikke bliver helt så afgørende. Det kan måske gøre det muligt for Kanter endelig at vise sin fart i en betydende spurt i år.

Løbet her er en stor chance for Clement Venturini, der endelig befinder sig i et sprinterfelt, hvor han har en reel chance for at vinde. Den hårde profil er også en gave til den holdbare og klatrestærke franskmand, der kan håbe, at silken bliver slidt af de mere klassiske sprintere. Formen er også fabelagtig med en 17. plads i Strade Bianche og en 18. plads i Laigueglia, men til gengæld er han ikke verdens hurtigste i en flad spurt som denne. Hans store styrke er hans positionering, men den drager han ikke fuld fordel af i en let finale med relativt begrænset positionskamp. Venturini ligner nok mere en stensikker mand i top 10 end en reel vinder, medmindre det bliver så hårdt, at de rigtige sprintere falder fra.

Dette kunne også være den store chance for Juan Jose Lobato. Det er ingen hemmelighed, at spanieren hører til blandt de ringeste i positionskampen, og her er han endda en del af et Euskaltel-hold, der er nærmest ude af stand til at støtte ham. Flade spurter er heller ikke favoritdisciplinen, men faktisk viser han af og til overraskende fart, når han en sjælden gang sidder så godt, at han faktisk kan spurte, som vi senest så med 5. pladsen i Valencia sidste år. I dette felt burde han endelig kunne sidde rigtigt, men til gengæld er hans form et åbent spørgsmål efter en meget løbsfattig periode, og vi ved af erfaring, at Lobatos bundniveau er så lavt, at han lige pludselig kan ende med at blive sat af undervejs, selvom han normalt klatrer hæderligt.

Qhubeka stiller med Reinardt van Rensburg, der heller ikke en klassisk sprinter, men som kan begå sig i dette felt. Sydafrikaneren kommer endda til løbet med form efter ret overbevisende arbejde for Max Walscheid i ugens belgiske endagsløb. Nogen stor klatrer er han ikke, men han er heller ikke verdens tungeste, og han bør kunne sidde med hjem. Med Sean Bennett ved sin side har han også en eller anden form for lead-out, men vi så til gengæld i Vueltaen, at farten nok ikke helt er høj nok til at vinde, heller ikke i dette selskab.

Med sejre i både Baskerlandet og Catalonien har Daryl Impey en fremragende statistik i de sprinterfjendtlige spanske løb, hvor han har udnyttet højdemeterne og det svage sprinterfelt til at tage flotte triumfer. I de senere år er han dog kommet til kort, og da han senest kørte løbet i 2019 blev han hhv. nr. 2, 3 og 5 i de tre flade spurter, han kørte. Meget taler for, at det også bliver lige-ved-og-næsten i dette felt, men han har i det mindste en lead-out man i Omer Goldstein, der dog næppe får lov at spurte selv. Til gengæld viste han fornem form med 2. pladsen i Drome, og hvis det bliver knaldhårdt, skal man ikke udelukke endnu en anden sejr til Impey.

Mitchelton er her for klassementet, men de har givet plads til Dion Smith. Newzealænderen er dog mere puncheur end sprinter, og vi så hans manglende fart i de flade spurter i Vueltaen, hvor han blot blev nr. 13 i den spurt, der var ”hans”. Selv da han på 16. etape spurtede i et meget lille felt, blev han slået af en senere deklasseret Rui Costa og Primoz Roglic, der nok er hurtige, men ikke sprintere. Derfor har jeg lidt svært ved at se ham vinde i dette felt, også fordi han formentlig skal klare finalen alene. Hans store chance er som for Impey, at det bliver hårdt undervejs.

Bahrain stiller med Matej Mohoric, der jo bestemt ikke er sprinter, men i dette felt kan begå sig. Sidste år blev han i Valencia i en helt klassisk massespurt faktisk nr. 3 bag Dylan Groenewegen og Fabio Jakobsen, og det siger lidt om, hvor langt han kan komme. Det skyldtes dog i altovervejende grad hans positionering mere end hans fart, og den fører ikke helt så langt i denne enkle finale med begrænset modstand. Han er dog et glimrende bud på top 10, som han var det i 2018-udgaven af løbet, hvor han endte i top 9 på alle de seks etaper, der ikke var en regulær bjergetape!

Skal Alexander Kamp have sin første chance siden skiftet til Trek? Danskeren er jo ingenlunde sprinter, men i dette felt må han regnes som en af de hurtigste. Han slog trods alt Greg van Avermaet og Chris Lawless i Yorkshire i 2019, hvor han også kørte nogle flotte spurter i Coppi e Bartali. Han har som bekendt haft en meget svær tid på WorldTouren, men hans kørsel i sidevinden i fredags giver håb om, at han endelig kan genfinde det tårnhøje topniveau fra 2019. Han vinder næppe i dette felt, men tager han chancen, er et godt resultat muligt, særligt hvis det har været hårdt undervejs.

Rally stiller med Colin Joyce , der egentlig er en holdbar sprintertype, men som i de senere år har været nærmest helt uden den holdbarhed, han tidligere havde. Derfor vil jeg slet ikke blive overrasket, hvis han sættes af under vej, men som udgangspunkt bør han kunne klare den. Han er bestemt ikke verdens hurtigste - langt fra faktisk - men sidste fik han dog et par top 10-placeringer i det ganske viste meget svage sprinterfelt i Colombia. Her er der heller ikke mange sprintere, og derfor bør en gentagelse være mulig.

Læs også

Søren Kragh udtaget til Liège-Bastogne-Liège

Endelig vil jeg pege på Viacheslav Kuznetsov. Den russiske veteran er ikke sprinter, men han har nu og da kørt massespurter i blandt andet Giroen. Det gjorde han også et par gange i 2020, hvor han fik et par top 10-placeringer i Coppi e Bartali og Slovakiet. Til gengæld er han ikke spor holdbar længere, og man skal bestemt ikke blive overrasket, hvis han ikke kommer med hjem for at jagte den top 10, der er det maksimale, hans hurtighed kan række til.

Som sagt er der et hav af hold, der næppe vil deltage i spurten. Måske kunne Andreas Kron finde på det for Lotto, Natnael Berhane for Cofidis, Jan Bakelants for Intermarché, Francisco Galvan for Kern Pharma og Josef Cerny, Joao Almeida, Dries Devenyns eller Pieter Serry for Deceuninck, men de vinder ikke. Rui Costa eller Marc Hirschi vil måske prøve, hvis Molano falder fra, men til gengæld er de dage, hvor Alejandro Valverde satser liv og lemmer på en massespurt ovre.

Som sagt skal man ikke udelukke en udbrudssejr, men med en flad start tror jeg ikke, at man giver plads til feltets to udbryderkonger Thomas de Gendt og Remi Cavagna, der som nævnt også kan tænkes at spare sig til tirsdag. Andre bud kunne være Matej Mohoric, Alexander Kamp, Andreas Kron, Tony Gallopin, Jan Bakelants, Tomasz Marczynski, Sean Bennett, Laurent Pichon, Sergei Chernetskii, Francisco Galvan og Gotzon Martin, der også alle burde kunne gøre det færdigt.

OPDATERING: Kuznetsov kommer ikke til start, hvorfor Gazprom føjer sig til den lange liste af sprinterløse mandskaber.

Feltet.dks vinderbud: Peter Sagan

Øvrige vinderkandidater: Juan Sebastian Molano, Jordi Meeus

Outsidere: Max Kanter, Clement Venturini, Juan Jose Lobato, Reinardt van Rensburg

Jokers: Daryl Impey, Dion Smith, Matej Mohoric, Alexander Kamp, Colin Joyce

Kandidater til et udbrud: Matej Mohoric, Alexander Kamp, Andreas Kron, Tony Gallopin, Jan Bakelants, Tomasz Marczynski, Sean Bennett, Laurent Pichon, Sergei Chernetskii, Francisco Galvan, Gotzon Martin, Thomas de Gendt, Remi Cavagna

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Thomas de Gendts sejr fra 2019, Alvaro Hodegs sejr fra 2018, Davide Cimolais sejr fra 2017, Nacer Bouhannis sejr fra 2016, Maciej Paterskis sejr fra 2015, Luka Mezgecs sejr fra 2014, Gianne Meersmans sejr fra 2013 samt Michael Albasinis sejr fra 2012.