Ruten

For ottende år i træk starter løbet i Middelhavsbyen Calella, der igen er rammen om både start og mål på åbningsetapen. De syv foregående etaper har alle haft forskellige ruter, men finalen har altid været den samme, og derfor ved rytterne, hvad de skal forvente på en etape, der traditionelt har været god for sprintere med rimelige klatreben. Også i år benyttes samme afslutning, og historien viser derfor, at vi kan se frem til, at en massespurt vil bestemme, hvem der skal have løbets første førertrøje

Med sine bare 163,7 km er 1. etapen en relativt kort sag, der som i tidligere år både har start og mål i kystbyen Calella. Fra starten går det mod sydvest lang den flade kystvej, indtil man drejer ind i landet for at køre mod nordvest op over kategori 3-stigningen Port de Collsacreu (3, 0 km, 6,0%, max. 7%), der også figurerer i finalen, men denne gang bestiges fra den modsatte side. Toppen nås efter 16,5 km, hvorefter det falder let mod nordvest, indtil man rammer dagens sværeste udfordring. Der er tale om kategori 1-stigningen Port de Santa Fe del Montseny (17,5 km, 5,4%, max. 13%), der er en lang, jævn opkørsel, som hovedsageligt stiger med ca. 5%. Toppen rundes efter 50,8 km, hvorefter man fortsætter mod nordvest via et langt let faldende stykke, inden det flader ud, når man drejer mod sydvest og syd for at køre forbi den første spurt, der er placeret efter 50,8 km.

Den anden del af etapen indledes, når man drejer mod nordøst for at tage hul på kategori 1-stigningen Alt El Muntanya (3,9 km, 7,3%, max. 18%), der er en for Catalonien sjældent stejl sag og har top efter 96,9 km. Derfra flader det ud, mens man kører mod nordøst, inden man drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 1-stigningen Coll Formic (6,6 km, 4,9%, max. 9%), der over de sidste 3 km stiger med 6-7%. Fra toppen efter 108,9 km resterer stadig 54,8 km, som består af en lang, mod slutningen meget nem og hurtig nedkørsel, der fører mod sydøst med retning mod kysten, hvor man rammer den helt klassiske finale. Den indledes med den anden spurt, der kommer efter 142,1 km, hvorefter man kører op over kategori 3-stigningen Port de Collsacreu (3 km, 4,3%, max. 8%), der dog er relativt let og aldrig bliver stejl. Fra toppen resterer bare 18,2 km, og den efterfølges af en ikke specielt vanskelig nedkørsel, der leder tilbage mod kysten. Man når vandet med 8 km igen, hvorefter man følger kystvejen mod nordøst ind til centrum af Calella. Der er en lille bakke med 5,3 km til mål, men derefter falder det let stort helt frem til de sidste 200 m, der er svagt stigende. Rytterne drejer til venstre med 2300 m til mål og passerer gennem rundkørsler med henholdsvis 1,9 og 1,3 km igen, men derefter er det en lang, lige vej frem til målstregen.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Sidste år var ruten undervejs næsten helt flad, men i årene forinden var der ligesom i år ganske mange stigninger undervejs. Selve finalen med Alt de Collsacreu og den efterfølgende nedkørsel er den samme, som er blevet benyttet hvert år siden 2012.

Etapen byder på i alt 2991 højdemeter.

I 2012 hentede man ikke udbruddet, og Michael Albasini lagde med en etapesejr grunden til sin senere samlede sejr. I 2013 var der lagt op til massespurt, men Sky splittede feltet på nedkørslen, hvor 13 ryttere - herunder Bradley Wiggins, Alejandro Valverde, Joaquim Rodriguez, Daniel Martin og Michele Scarponi - kom fri og spurtede om sejren 28 sekunder foran feltet. Gianni Meersman vandt let den første af sine to etapesejre det år. I 2014 endte det i en massespurt, som blev vundet af Luka Mezgec, mens Maciej Paterski slog Bart De Clercq og Pierre Rolland i 2015, hvor det lykkedes trioen at snyde sprinterne. I 2016 blev det igen afgjort i en spurt, der blev vundet af Nacer Bouhanni, men da det i 2017 atter endte i en spurt, blev franskmanden overraskende slået af Davide Cimolai. Det gjorde han også i 2018, hvor Alvaro Hodeg efter et sublimt lead-out af Michael Mørkøv slog Sam Bennett og resten af feltet.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

Vejret

Både regn og vind har ofte været afgørende faktorer i et løb, der sjældent byder på ideelle betingelser, men i år går rytterne en fantastisk uge i møde. Det åbnes med en flot mandag med kun få skyer og en temperatur, der i Calella når 17 grader. Den farlige catalanske vind vil være jævn og komme fra syd, hvilket giver medvind på det meste af etapens første halvdel, indtil man kort inden den første spurt får modvind. Derefter vil der være medvind på den første kategori 1-stigning, inden der igen vil være modvind helt frem til den afsluttende kyststrækning. Her vil der være sidemedvind, som varer ved over de sidste 8 km helt frem til mål.

Favoritterne

For feltets sprintere kan forårets mange WorldTour-etapeløb inddeles i to kategorier. Mens Paris-Nice og Tirreno-Adriatico typisk har mindst et par flade etaper, der kan passe også til ”rigtige” sprinter, forholder det sig helt anderledes i bjergløbene Volta a Catalunya, Vuelta al Pais Vasco og Tour de Romandie. De er alle kendt for deres stigninger og deres nærmest magnetiske tiltrækning på alverdens topklatrere, og selvom der som regel er etaper, der ender i spurter, indebærer også de som regel så meget klatring, at det kun er for de mere hårdføre folk. Derfor ser man også kun yderst sjældent, at de klassiske sprintere drager til disse tre løb, der falder på tidspunkter, hvor det er langt mere opportunt at gå efter resultater andetsteds, ikke mindst i de mindst sprintervenlige af klassikerne.

Sådan har det også været i Catalonien, der derfor har været et godt løb for holdbare sprintertyper som Gianni Meersman, Luka Mezgec, Simon Gerrans og Daryl Impey, der alle har taget spurtsejre i løbet. En undtagelse fra reglen har dog i et vist omfang været åbningsetapen til Calella, der i hvert fald i visse år har givet anledning til mere klassiske massespurter. Det har vi i hvert fald set i de seneste tre år, hvor kun de færreste af de hurtige folk er blevet sat på den ganske nemme Collsacreu-stigning i finalen, der historisk har set sværere ud på papiret, end den reelt har vejret. Således er det blevet til sejre til Nacer Bouhanni og Davide Cimolai og sågar i 2018 til den tunge Alvaro Hodeg, der ellers ikke overlever mange motorvejsbroer.

Det siger alt om, at den afsluttende del med Collsacreau og den efterfølgende nedkørsel næppe vil gøre den store skade, slet ikke i år, hvor der vil være en ganske betragtelig modvind hele vejen op, hvilket vil gøre det næsten umuligt at sætte selv ret tunge folk af. Alligevel er det slet ikke så sikkert, at vi får en fuldtonet massespurt, for i forhold til sidste år er resten af ruten ændret ganske betydeligt. I 2018 var ruten således den letteste hidtil, og reelt var der ingen klatring inden Collsacreu, hvilket naturligvis var en stor del af forklaringen på Hodegs succes.

Årets etape minder langt mere om det, vi så i 2015, 2016 og 2017, hvor man også skulle over flere stigninger midtvejs, herunder ikke mindst Formic. I de år så vi da også langt større udskilning, men alligevel var det felter på mere end 100 mand, der nåede mål, og i flere tilfælde med folk som Bouhanni, Cimolai og André Greipel. Det viser derfor, at der slet ikke er garanti for, at den hårdere rute vil give en stor oprydning i løbets få sprintere.

Det hele afhænger af, hvor meget initiativ de enkelte hold vil tage. Lægges der ikke pres på på de to kategori 1-stigninger, får vi utvivlsomt en massespurt med deltagelse af de fleste af feltets hurtige folk, ganske enkelte fordi modvinden gør Collsacreau næsten ubetydelig. Til gengæld er det også hævet over enhver tvivl, at de to store stigninger vil være alt for vanskelige for de ”rigtige” sprintere, hvis et eller flere hold ønsker at udnytte terrænet.

Er der så nogen med den slags interesser? Det kunne se sådan ud. Sidste år forspildte Mitchelton-Scott i hvert fald ikke én eneste mulighed gennem hele løbet for ikke at sætte sprinterne under pres og gå efter en sejr med Daryl Impey. Faktisk førte australierne nærmest uafbrudt gennem hele ugen, og selvom de primært er her for klassementet med Yates-brødrene er det meget tænkeligt, at de denne gang kunne have lignende planer. Også Sunweb burde være meget interesserede i at give uheldige Michael Matthews lidt tiltrængt selvtillid ved at sikre ham en tidlig sejr, og han kunne helt sikkert godt tænke sig ikke at skulle slås med folk som André Greipel, Phil Bauhaus og Alvaro Hodeg i finalen. Endelig kan også det succeshungrende Dimension Data med kometen Ryan Gibbons og Bora med Jay McCarthy utvivlsomt også se en mening i galskaben, hvis løbet skal gøres hårdt, og derfor tror vi ikke, at det bliver helt så ligetil som i tidligere år.

Inden vi kommer til finalen, skal udbruddet dog holdes i snor, og det kan godt blive lidt at en magtkamp. I både 2012 og 2015 så vi nemlig, hvordan sprinternes manglende tro på at overvinde stigninger fik dem til at nægte at føre, og da heller ikke klassementsholdene tog initiativ, endte udbrud med at holde hjem, hvilket senere skulle give løbets forhåndsfavoritter nogle gevaldige hovedpiner, der i 2012 endda betød, at Michael Albasini endte med at vinde samlet. Så galt går det dog næppe denne gang, for selvom der sikkert er mange, der belært af erfaringen er indstillede på at gå i udbrud, hvorfor vi kan få en ret begivenhedsrig start, har vi også siden 2015 set, at Movistar og Sky har lært lektion og påtager sig det ansvar, de ikke gjorde i tidligere udgaver. Derfor burde de holde udbruddet i snor, og mon ikke også de kan forvente hjælp fra Sunweb og måske også Deceuninck og Arkea, der næsten skal gå efter denne som en af kun få sprintermuligheder.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Vi tror bare ikke, at de får den. Når vi rammer den kuperede zone, forventer vi, at Mitchelton med deres eminente hold af klatrere vil sætte så hårdt et tempo, at det i hvert fald bliver for svært for Bauhaus og Hodeg. Greipel er den eneste af de mere klassiske sprintere, der har en fornuftig chance, men næsten 7 km med 5% er altså for voldsomt for tyskeren, hvis australierne med mulig hjælp fra Sunweb, Bora og Dimension Data for alvor åbner for gassen. Sker det ikke, burde næsten alle de hurtige folk imidlertid kunne klare Collsacreau, der med modvinden i hvert fald ikke kan sætte Greipel af, heller ikke selvom Mitchelton næsten med sikkerhed lægger pres på der.

Det synes derfor at være givet, at vi får en eller anden form for spurt. Om det bliver en ”rigtig” massespurt eller bare en reduceret en af slagsen, bestemmes af især Mitcheltons kørelyst på den svære del af ruten. Vi hælder til, at de vil lægge fra land og komme af med de rigtige sprintere, men en mere fuldtonet spurt er stadig en option.

I selve finalen vil modvinden lægge en dæmper på angrebslysten, og vi regner med, at Mitchelton og Sunweb vil styre de sidste 25 km med hård hånd. Der kan være en del nervøsitet, når man får sidevind langs kysten i de sidste 8 km, men det bør ikke kunne splitte feltet. Derefter venter en helt ukompliceret og velkendt spurt, hvor den lange opløbsstrækning som regel gør det muligt for hurtigste mand at vinde.

I lyset af vores manglende tro på en klassisk massespurt vil vi pege på Michael Matthews som vores favorit. Det har ganske vist været et skodår for australieren, der trods et styrt ellers viste gode ben i sæsondebuten i Omloop Het Nieuwsblad. Et styrt på 1. etape i Paris-Nice betød imidlertid, at han først kunne starte med at træne igen i sidste weekend, og selvom han nåede at blive klar til Milano-Sanremo, har det naturligvis sat ham tilbage. Alligevel er han ganske fortrøstningsfuld på baggrund af det høje niveau, han havde efter sin vintertræning, og selvom pausen har tvunget ham til at tage til Catalonien og skippe de første brostensløb, regner han med nok at skulle være på et fornuftigt niveau.

Under alle omstændigheder bør stigninger som disse ikke kunne bringe en fyr som Matthews i problemer, og kommer han først af med de hurtige folk, Greipel, Hodeg og Bauhaus, står han med gode kort på hånden. Selvom han ikke er vild med flade spurter, bør han i feltet af klatrestærke afsluttere vel være den hurtigste. Hans tog er ikke imponerende, men Jan Bakelants burde nok kunne holde ham fremme i et felt, hvor intet hold har et rigtigt lead-out. Matthews er også selv god i positionskampen, og herefter er det op til ham selv at vise, at han er den hurtigste af de overlevende. Hvis der bliver lagt pres på undervejs, er det sandsynligt, og derfor tror vi, at australieren styrker sin selvtillid ved at tage en tiltrængt sejr, som han så ofte har gjort det i Baskerlandet Rundt, der for sprintere minder meget om dette løb.

Hans værste rival kunne meget vel være Ryan Gibbons. Den unge sydafrikaner havde et lovende 2017, men forsvandt totalt fra radaren i 2018. Vueltaen gav håb om et comeback, men alligevel havde ingen - heller ikke ham selv - drømt om, at han i år skulle udvikle sig lidt af en klatrer. Hans samlede 11. plads i Tour Down Under var et chok for manden, der regnede med at være sit holds dårligste klatrer, og siden er han blevet nr. 4 i WorldTour-løbet Cadel Evans Great Ocean Road Race, inden han i Tour of Oman fortsatte med at imponere på stigningerne, ikke mindst med en 10. plads på den hårde stigning i Qurayaat, ligesom han var tæt på at vinde de reducerede massespurter på 2. og 4. etaper. Med de ben kan Gibbons naturligvis ikke få det hårdt nok, men han har stadig til gode faktisk at vinde en spurt. Down Under blev det til 5. og 8. pladser i de klassiske spurt, og i Oman til 3. og 4. pladser på de hårde dage og en 5. plads i den sidste rigtige massespurt, hvor han kørte for Nizzolo. I dette felt burde han dog have en fin chance, hvis først de hurtigste falder fra. Mod Matthews, Impey og McCarthy shtår han i hvert fald ikke dårligt, ikke mindst fordi et lead-out med Enrico Gasparotto og Danilo Wyss er noget af det bedste, vi finder i dette felt.

Det kan stadig gøre helt ondt at tænke på, hvordan et dumt styrt muligvis kostede Patrick Bevin den samlede sejr i Tour Down Under. Uheldene fortsatte endda, da han også røg i asfalten i UAE Tour, og det er først nu, at han er tilbage i sadlen. Selv siger han imidlertid, at formen er ganske god, og han er ret fortrøstningsfuld i forhold til chancerne for at vinde en etape i dette løb. Hans sejr på 2. etape i Tour Dwon Under viste, at han kan så selv rigtige sprintere i stigende spurter, men også på flad vej har han en vis fart. Det viste han igennem det meste af det australske løb, hvor han og Impey i de mange indlagte spurter fordelte rovet mellem sig, men hvor newzealænderen syntes at have en fartmæssig overhånd. Sidste år blev han faktisk også nr. 5 i en rigtig massespurt i Tirreno-Adriatico, ligesom han konsekvent var med fremme i alle spurterne i Tour of Britain. Han synes at have en ret god næse for positionering, og hvis de hurtigste sprintere er væk, er han ikke uden chance, ikke mindst fordi han i Simon Geschke har en ikke helt ueffen lead-out man.

Sidste år sled og slæbte Mitchelton-Scott dag ud og dag ind for Daryl Impey, men hver eneste gang blev han slået på stregen. For to år siden lykkedes det ham til gengæld at vinde spurten på den episke regnvejrsdag, der sendte Froome og resten af Sky helt ud af klassementet, og også i Baskerlandet har han vundet reducerede massespurter som den, der ventes mandag. Som sagt var han og Bevin meget jævnbyrdige i de flade spurter i Tour Down Under, og selvom CCC-rytteren måske havde et lille overtag, var det altså Impey, der vandt, da man endelig skulle spurte om en etapesejr på 4. etape. Impey har haft en lang pause, siden han satte hele det sydafrikanske felt - herunder det meste af Dimension Data - fra hjul ved de nationale mesterskaber og var først tilbage i sadlen i Sanremo, men det følger mønsteret fra sidste år, hvor han var glimrende i dette løb. Om han er hurtig nok til at slå de andre holdbare afsluttere, er måske mere tvivlsomt, men da han i Brent Bookwalter og Dion Smith har hurtige folk til at føre sig frem, er det bestemt ikke umuligt.

Sidste år tog Jay McCarthy endelig en stor WorldTour-sejr i Europa, da han vandt den eneste massespurt i Baskerlandet. Det vidner om, at den lille australier er en ganske glimrende afslutter i disse kuperede etapeløb, også selvom de rigtige sprintere naturligvis manglede. Også I Tour Down Unders indlagte spurter har han gang på gang vist, at han på flad vej er lynhurtig, og han er bestemt ikke uden chancer, hvis de rigtige sprintere falder fra. Efter en lang pause så han stærk ud, da han arbejdede for Pascal Ackermann i denne uges belgiske løb, og han burde med sikkerhed være med i front i en reduceret massespurt. I Maximilan Schachmann har han endda en glimrende lead-out man, som kan være nøglen til at sl de ryttere, der på papiret er hurtigere end ham. Holdets klassiske sprinter, Erik Baska, har til gengæld ikke mange chancer for at komme med hjem.

Læs også

Hjerteproblemer får stort talent til at indstille karrieren

Blandt de rigtige sprintere er det André Greipel, der står med de bedste muligheder. Den tyske stjerne har haft en elendig start, hvor det blot er blevet til en enkelt sejr i Afrika. Det skyldes imidlertid ikke manglende form, men derimod hans ringe positionering og et svagt tog, for hans kørsel på Kwaremont i Kuurne og ikke mindst i Paris-Nices sidevind viste, at Greipel har gode ben. Da han endelig havde sin gyldne mulighed på 6. etape i Frankrig, sov han imidlertid på en nedkørsel på en dag, hvor han ifølge eget udsagn havde benene til at være i front. Om han har det her, er mere tvivlsomt. Køres der stærkt på de svære stigninger, bør det blive for vanskeligt for store Greipel. Klarer han Formic - og det er trods alt ikke umuligt for den ikke helt tunge tysker - er han den naturlige favorit, for i dette felt er det kun Bauhaus og Hodeg, der matcher hans topfart, og de er begge langt tungere. Toget er igen et problem, men i et felt uden rigtige lead-outs og kun få sprintere burde folk som Florian Vachon og Anthony Delaplace kunne holde ham fremme i en powerspurt, der er stort set uden sving. For Greipel er den virkelige test først og fremmest Formic-stigningen.

Cofidis giver endelig Hugo Hofstetter chancen for at spurte i andet og mere end mindre belgiske og franske løb. Han er ikke verdens hurtigste mand, men man må være fuld af beundring for den stabilitet, han udviser. Det er måske kun blevet til en enkelt sejr i sidste års Tour de l’Ain, men antallet af top 5-placeringer er enormt. Det vidner om hans uhyggelige stabilitet og eminente positioneringsevne, som burde gøre ham til en garant for et topresultat, hvis han klarer stigningerne. Det er bestemt realistisk, for hans 5. plads i det knaldhårde Ronde van Drenthe vidner om form, og han slog sig ikke voldsomt i styrtet i fredagens løb i Koksijde. Han klatrer bedre end en fyr som Greipel, men er til gengæld også betydeligt tungere end vores fem topfavoritter. Det er derfor langt fra givet, at Hofstetter kommer med hjem, men lykkes det, er det slet ikke umuligt, at han tager karrierens anden sejr, hvis han samtidig er kommet af med Greipel og de andre rigtige sprintere.

Stakkels Nathan Haas har igen fået en stor del af sin sæson ødelagt af sine helbredsproblemer, og denne gang slog de ham endda ud allerede fra sæsonstart. Det tvang ham til en pause efter et tidligt exit fra Oman, men siden da har han nu fået kørt et par løb. Det har ganske vist været ganske anonymt, men ugens løb i Belgien passede ham heller ikke på nogen måde. Han burde i hvert fald have en vis chance for at sidde med hjem her, og i en reduceret massespurt er han ganske hurtig. Således blev han sidste år nr. 4 i en spurt i Tour de Suisse, ligesom han spurtbesejrede en vis Greg Van Avermaet på den hårde 2. etape i Oman. Falder de rigtige sprintere fra, er han i hvert fald ikke helt uden chance, men det kræver, at formen er blevet bedre efter den katastrofale sæsonstart.

Phil Bauhaus gør klogt i at have sendt julekort til Mitchelton og Sunweb. Han har nemlig i den grad brug for, at de to hold ikke lægger pres på undervejs, for sker det, er der ingen chancer for, at den store tysker kommer med hjem. End ikke på 6. etape i Tirreno, der ikke var voldsomt svær, kunne han følge feltet, og det viser, at han kun kommer med hjem, hvis feltet tager den med ro i den svære fase. Gør de det, har han imidlertid en chance i modvinden på Collsacreu, og er han først med i feltet, når de når Calella, er han en af de store favoritter. Han har i hvert fald en topfart, der kan matche alles i dette felt, og da han i Grega Bole har en af feltets få rigtige lead-out men, vil han være meget vanskelig at besejre på opløbet i Calella.

Meget af det samme kan siges om Alvaro Hodeg, der vandt etapen sidste år. Som sagt var ruten dengang betydeligt lettere, og da colombianeren klatrer nogenlunde lige så ringe som Bauhaus, får også han det svært, hvis de tidlige stigninger denne gang udnyttes. Collsacreu i modvind kan han fint klare, men resten af bakkerne kan blive for vanskelige. Hvis han mod forventning overlever, står han imidlertid glimrende, da han med sejr i Polen, Tyrkiet og senest i Colombia har vist, at han også kan vinde mod nogle af verdens hurtigste. Samtidig har han i Fabio Sabatini feltets bedste lead-out man, og derfor burde han også kunne true både Greipel og Bauhaus, der ellers på papiret nok er en anelse hurtigere. For ham handler det derfor også først og fremmest om at overleve stigningerne.

En spændende kandidat er Mikel Aristi. Det er ellers ikke meget, vi har set til baskeren i de første år, men i 2019 er der virkelig sket noget. Først spurtede han sig til en 3. plads i Etoile de Besegges, og siden viste han imponerende holdbarhed i Oman, ikke mindst på 3. etape. Han burde derfor have ganske gode chancer for at overleve stigningerne, men om han også har farten til at vinde, er nok mere tvivlsomt. Det kneb i hvert fald lidt med resultaterne, når der skulle afsluttes i Oman.

Bliver det lidt for hårdt for Bauhaus, har Bahrain en plan B i Grega Bole. Den erfarne slovener spurter ellers ikke meget længere, men da han sidste år fik chancen i Tour of Japan kom han hjem med to etapesejre, adskillige topplaceringer samt en pointtrøje. Det er klart, at han ikke længere har farten til at vinde på dette niveau, men han er en yderst klatrestærk herre, der nok burde kunne komme med hjem. I et felt uden mange sprintere kan det derfor godt blive til et pænt resultat.

Og ja, så er der naturligvis ham med regnbuetrøjen. Alejandro Valverde har måske ikke for vane at køre lige netop denne spurt, men han har før grebet chancen for at sikre sig bonussekunder i dette løb, når de hurtigste folk er blevet sat af. Således vandt han massespurter i både 2015 og 2018, og det viser, at man aldrig, aldrig skal udelukke noget fra hans hånd i dette løb. De foregående gange er det dog sket i let stigende finaler efter gode lead-outs fra Jose Joaquin Rojas, som han denne gang mangler, og han vil formentlig undlade at spurte denne gang. Historien har bare lært os, at man alligevel altid skal holde lidt ekstra øje med den spanske veteran.

Andre ryttere, der kan tænkes at blande sig i en spurt, er Jarlinson Pantano, Rui Oliveira, Maurits Lammertink, Xandro Meurisse, Bjorg Lambrecht, Dries Devenyns, Egan Bernal, Maximilan Schachmann, Tony Gallopin, Domingos Goncalves, Matthias De Witte og Nick van der Lijke, men de får svært ved at vinde. Vi formoder, at det bliver alt for hårdt for de to tunge Caja Rural-sprintere Alan Banaszek og Nelson Soto, som ellers begge har en fin topfart.

OPDATERING: UAE har hentet Alexandr Riabushenko ind som erstatning for uheldige Fabio Aru. Efter 2. pladsen bag McCarthy i sidste års massespurt i Baskerlandet er han en kandidat til et godt resultat på denne etape.

Feltet.dks vinderbud: Michael Matthews

Øvrige vinderkandidater: Ryan Gibbons, Patrick Bevin

Outsidere: Daryl Impey, Jay McCarthy, André Greipel, Hugo Hofstetter, Nathan Haas

Jokers: Phil Bauhaus, Alvaro Hodeg, Mikel Aristi, Alexandr Riabushenko, Grega Bole, Alejandro Valverde

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Alvaro Hodegs sejr fra 2018, Davide Cimolais sejr fra 2017, Nacer Bouhannis sejr fra 2016, Maciej Paterskis sejr fra 2015, Luka Mezgecs sejr fra 2014, Gianne Meersmans sejr fra 2013 samt Michael Albasinis sejr fra 2012.