Ruten

Tidskørsler har som regel ikke spillet en prominent rolle i de arabiske etapeløb, da det har været forbundet med nogen vanskelighed at slæbe specialudstyr med til Mellemøsten. Alligevel har RCS i både 2018 og 2019 trodset trenden ved at åbne først Abu Dhabi Tour med en enkeltstart og siden efter fusionen det nye UAE Tour med et holdløb. Om det er besværet med udstyret, der er årsagen, skal vi lade være usagt, men modellen gentages ikke i år. I 2020 er tidskørslen fjernet igen, og dermed bliver den første førertrøje som det oftest er tilfældet i ørkenløbene formentlig en sag for sprinterne, hvis ikke turen ud i ørkenen splitter feltet i sidevinden, inden de vender tilbage til målet i Dubai.

I alt skal der tilbagelægges beskedne 148,0 km, som fører feltet fra The Pointe til Dubai Silicon Valley, der begge er attraktioner inde i hjertet af Dubai. Startområdet ligger ude på den berømte palmeø, hvor der traditionelt har været mål for en sprinteretape, og herfra begiver feltet sig mod sydøst via tunnelen tilbage til fastlandet, hvor de fortsætter mod sydøst ud gennem storbyen, indtil man i udkanten drejer mod syd for at fortsætte ind gennem ørken frem til den første spurt, der efter 46,3 km kommer ved Al Qudra Cycle Track.

Her kører man mod sydvest ad en flad ørkenvej ud til et vendepunkt, hvorfra man kører tilbage til cykelbanen, der atter nås efter 70,4 km. Nu kører man videre mod nordøst med to retningsændringer undervejs gennem den flade ørken frem til dagens sidste spurt, som kommer efter 111,6 km i ørkenbyen Lahbab. Derfra går det mod nordvest tilbage mod Dubai, inden man drejer mod sydvest for at køre ind gennem byens udkant frem til Dubai Silicon Oasis. Her kører man en tur rundt om komplekset, inden man til slut drejer ind i selve området i en helt flad og kringlet finale, der byder på sving i rundkørsler med 4700, 3800 og 2300 m igen, inden vejen bugter sig i to bløde 90-graderskurver med 1300 og 500 m igen, hvorefter man rammer den 300 m lange, 8 m brede opløbsstrækning. Undervejs er der to rundkørsler med 2000 og 750 m igen.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

der på de sidste 3 km byder på tre skarpe sving, inden man inden for den sidste kilometer følger to bløde 90-graderskurver, den sidste med bare få hundrede meter til stregen.

Etapen byder i alt på 530 højdemeter.

Dubai Silicon Oasis har ikke tidligere været brugt som mål for et stort cykelløb.

Vejret

Studie af vejrudsigten er en nøglekomponent i ethvert ørkenløb, men denne gang kan de fleste ånde lettede op. Søndag bliver solrig og varm med en skyfri himmel og en temperatur på 28 grader, og vinden vil også være ganske pæn med en jævn vind (20 km/t) fra nord. Det giver sidemedvind på første del af etapen og derefter primært sidemodvind. Der kommer et kort sidevindsstykke i udkanten af Dubai, inden der er sidemedvind på det sidste stykke ind gennem byen. På turen rundt om Dubai Silicon Oasis drejer man gradvist rundt i sidemodvind, indtil man igen får sidemedvind på den korte opløbsstrækning.

Favoritterne

Der er en grund til, at UAE Tour har en nærmest magnetisk tiltrækningskraft på alverdens supersprintere. Der findes nemlig intet andet WorldTour-etapeløb - det skulle da lige være Tour of Guangxi - der tilbyder så mange helt flade og på papiret ekstremt lette etaper. Det er den slags meget nemme dage, der dominerer de mange asiatiske cykelløb, og det gælder også for dem, der finder sted i den arabiske del af kontinentet.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Modsat de kinesiske har de mellemøstlige løb dog et særligt element, der gør det hele lidt mere kompliceret. Det er naturligvis den frygtede ørkenvind, der kan få enhver lille klatrer til at ligge søvnløs. Den har primært spillet en rolle i det nu hedengangne Tour of Qatar, men den har også af og til spillet en anelse med musklerne i de emiratiske løb, der nu er forenet i UAE Tour.

Sprinteretaperne kan deles i to i den forstand, at nogle er meget lette storbyetaper, der altid er helt udramatiske. Andre finder sted i ørkenen, og det er her, dramaet kan udfolde. I år er der fire af disse flade etaper, og af dem er 4. og 7. etape den slags sightseeingetaper, som de rene sprintere elsker. Til gengæld kan vinden blive en faktor på 1. og 6. etape.

Derfor vil vejrudsigten blive studeret grundigt inden åbningen, men jeg tror ikke, at vinden kommer i spil. Det er egentlig relativt blæsende, men en nordenvind er ikke optimalt for denne rute. Første del af etapen byder hovedsageligt på sidemedvind, men derefter vil der være sidemodvind stort set hele dagen. Kun lige inden indgangen til Dubai igen er der et kort stykke med direkte sidevind, men på det tidspunkt er vi så tæt på byen, at der nok vil være for meget læ. Det vil der også være på det sidste sidemedvindsstykke ind mod mål.

Jeg forudser derfor en meget rolig åbning. Turen ud gennem byen er udramatisk, og her vil vi formentlig se et udbrud blive etableret fra km 0, næsten med 100% sikkerhed med deltagelse fra Gazprom og Vini Zabu. Derefter vil Deceuninck, UAE, Bora, Jumbo og Lotto formentlig alle deltage i jagten og sørge for at holde udbruddet i snor.

Når vi rammer ørkenen, vil det formentlig blive meget nervøst, men da man efter et kort stykke med sidemedvind, rammer sidemodvinden, falder det hurtigt til ro. Der kommer nogle mindre retningsændringer undervejs med mulighed for et meget nervøst stykke lige inden anden spurt, men skulle der ske splittelser her, vil det formentlig samles, når man derefter får et længere stykke med direkte modvind. Derfor vil alle optræk til stress hurtigt lægge sig igen.

Stressniveauet vil dog stige igen, når vi rammer sidevinden i udkanten af Dubai, men her tror jeg som sagt, at der vil være for megen læ. Udbruddet vil med de mange sprinterhold let blive kørt ind, og derfor burde det ende i den ventede massespurt på en dag, hvor den generelle modvind formentlig vil gøre, at de fleste er relativt friske. Det er derfor en god etape for de rene sprintere.

Helt så enkelt bliver det dog ikke. Den nye finale, der ikke er brugt tidligere, ser ganske kringlet ud med de mange sving på turen rundt om Dubai Silicon Oasis. Der er ganske vist tale om en stor bred boulevard, hvor det sidste rigtige sving kommer med 2300 m igen, men kombinationen af rundkørsler, to bløde kurver og et kort opløb vil stille krav til positioneringen mere end topfarten.

Årets sprinterfelt er ekstremt stærkt, og efter at Elia Viviani i år har virket meget tam, er det vel kun Fabio Jakobsen fra den absolutte elite, vi for alvor mangler. Med tanke på de meget lette etaper bliver UAE Tour dermed formentlig den helt store test af, hvem der lige nu er verdens bedste helt rene sprinter. Den tekniske karakter af 1. etape gør dog, at det ikke er den, der er den bedste målestok, og her vil det nok snarere være en test af lead-outs og positionering mere end topfart.

Det er også begrundelsen for, at jeg peger på Sam Bennett som min favorit. På baggrund af sidste års resultater aspirerer han kraftigt til at være verdens hurtigste, og jeg vil tro, at det kun er Dylan Groenewegen, som stadig har en højere topfart. Ganske vist kom han lidt rustent i gang i et Tour Down Under, hvor Caleb Ewan lignede den hurtigste af de to, men allerede på 5. etape, hvor han var i dårlig position, viste han glimt af den ekstreme hurtighed, der gav ham et hav af sejre sidste år.

Læs også

Optakt: 4. etape af Presidential Tour of Türkiye

Hans største styrke er dog næsten hans positionering. Sidste år sad han stort set altid, hvor han skulle på hjul af det bedste tog. Nu er det imidlertid ham selv, der har et af de bedste lead-outs, og toget med Shane Archbold og Michael Mørkøv dominerede totalt på finalerne på 1. og 4. etape Down Under. Her er konkurrencen større, men Deceuninck kan stadig præstere et af de klart bedste tog. Kombinationen af en positioneringsstærk supersprinter, der formentlig er løbets næsthurtigste, samt et meget stærkt tog gør ham til manden, der skal slås i denne tekniske finale.

Alligevel tror jeg stadig, at Dylan Groenewegen er den hurtigste af de to. Hollænderens spurt på 1. etape i Valencia for et par uger siden var af en anden verden og viser sammen med hans vanvidsspurt i De Panne sidste år, at Groenewegen på sine gode dage kan noget, ingen andre kan. Desværre halter det også med positioneringen, og havde han ikke været så overlegen, havde han aldrig taget sin første sejr i Valencia, hvor han var alt for langt tilbage.

Derfor kan Groenewegen heller ikke være tilfreds med denne tekniske finale. Han er endda uden sit sædvanlige tog, og selvom han har Christoph Pfingsten, Jos van Emden og ikke mindst sin gamle lead-out man, Timo Roosen, til sin rådighed, kommer hans tog til kort i denne finale. Heldigvis for ham er vejen bred, og derfor er der formentlig plads til at komme fri. Spørgsmålet er bare, om en 300 m lang opløbsstrækning er nok til at indhente eksempelvis Bennett, hvis ireren sættes perfekt op.

Det mest positive ved sidste års Tour of Guangxi var, at den signalerede en genfødsel af Fernando Gaviria. Efter et år ødelagt af skader bragede colombianeren tilbage på scenen ved to gange at få Pascal Ackermann til at ligne en junior, og hans tre overlegne sejre i et ganske vist lidt svagere felt i San Juan bekræfter hans comeback. Farten ser ud til at nærme sig niveauet fra 2018, hvor han var i den absolutte elite, og samtidig er han nu genforenet med Maximiliano Richeze, der formentlig stadig er verdens bedste som sidste mand inden en sprinter.

Problemet er bare, at det samarbejde fungerede uventet dårligt i Argentina, hvor det kun var på 4. etape, at deres lead-out sad i skabet. Her er de endda i en svagere formation uden Sebastian Molano, og selvom de også har Oliveiro Troia og Sven Erik Bystrøm til rådighed også, mangler toget dybde. Samtidig har det været et kedeligt træk i både 2019 og i Argentina, at Gaviria har mistet sit flair for positionskampen. Jeg frygter derfor lidt, at det ikke lykkes Richeze og ham at sidde rigtigt i denne kringlede finale. Der er dog ingen tvivl om, at Gaviria bliver meget svær at slå, hvis Richeze giver ham et af de lead-outs, vi ved, han kan levere.

Caleb Ewan har aldrig haft noget stort tog på Lotto, men det har til gengæld lært ham kunsten at positionere sig. Den lille australier sidder stort set altid rigtigt, men desværre så vi også i starten af 2019, at han manglede en del fart og kun kunne vinde på hårde dage. Det var særligt tydeligt i dette løb, men fra Touren og frem var han pludselig i stand til igen at vinde rene sprinteretaper igen. Det gentog sig i Australien, hvor han viste en ganske imponerende topfart, men i det løb havde han også et formmæssigt overskud. Bennett så hurtigt ud til at komme efter det, og hvis hierarkiet fra sidste år genetableres, er der hurtigere folk end Ewan på en helt flad etape som denne. Det ændrer dog ikke på, at han utvivlsomt med den rette timing alligevel kan vinde, hvis han med hjælp fra Jasper de Buyst igen finder det hjul, han udser sig inden den sidste kurve.

Det er sjældent, at Pascal Ackermann er relativt langt nede på favoritlisten til en massespurt. Tyskeren er imidlertid kommet kedeligt fra start med to nederlag til Matteo Moschetti på Mallorca og senest en sejr i Almeria, hvor han var meget tæt på at blive slået af den normalt langsommere Alexander Kristoff. Det er stærkt bekymrende, inden han skal op mod hele sprintereliten her. Alligevel skal man ikke afskrive ham. Sidste år var Ackermann uhyre svær at bide skeer med, særligt i Giroen, og han har stadig sit vigtigste våben, Rudiger Selig. Desværre har tyskeren virket lidt rusten i år, delvist grundet sygdom, men han er stadig en af verdens bedste lead-out men. Kan han sætte sin kaptajn godt op, kan Ackermann stadig vinde, selvom han lige nu ikke ligner den hurtigste.

Det er Arnaud Demare heller ikke. I forvejen er franskmanden ikke en stor fan af disse helt lette sprinteretaper, men til gengæld kan han glæde sig over den tekniske finale. Hans tog med Ramon Sinkeldam og ikke mindst Jacopo Guarnieri hører nemlig fortsat til blandt de ypperste i feltet, hvilket vi senest så i Tour Down Under, hvor Marc Sarreau dog manglede farten til at gøre det færdigt. Det gør Demare formentlig også - ikke mindst i sæsondebuten - men i en kringlet finale handler det mere om position end fart. Laver Guarnieri et af sine bedste lead-outs, vil Demare have en fin chance for i hvert fald podiet.

Supertalentet Alberto Dainese, der utvivlsomt er den mest lovende nyprofessionelle sprinter, viste i Australien, at han allerede nu skal tages seriøst i de helt rene sprinterløb. Trods problemer i positionskampen viste han en imponerende fart i Tour Down Under, og han fulgte det op med en første sejr i det svagt besatte Herald Sun Tour og ikke mindst en podieplads i Race Torquay. Han synes selv at være god i positionskampen, men toget med Asbjørn Kragh og Max Kanter har ikke fungeret ideelt. Derfor bliver det formentlig svært at være med helt i front i denne kringlede finale, men Dainese har helt sikkert farten til at imponere igen.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag

2019 lignede dødsstødet til Jakub Mareczko , men måske er der alligevel håb. Italieneren blev opereret i næsen i løbet af vinteren, og noget kunne tyde på, at bedre vejrtrækning har haft en effekt. I hvert fald lignede han på 1. etape i Provence, hvor spurten dog blev alt for lang, igen lidt af den sprinter, der imponerede med sin tårnhøje topfart i Giroen for et par år siden og spiste kinesiske massespurter til morgenmad. Hvis han har sin gamle fart, er han i stand til at kæmpe med de allerbedste. Problemet er hans altid håbløse positionering, som med et svagt hold og en teknisk finale formentlig sætter ham ud af spillet og helt ud af top 10. Har han heldet med sig i finalen, har han dog måske igen farten til at være med helt i front.

En af åbenbaringerne i Vuelta a San Juan var, at Rudy Barbier pludselig kunne blande sig helt i front efter et svært år. Siden er vi dog kommet ned på jorden igen. Alvaro Hodegs svage spurter i Colombia samt Barbiers egen spurt i Almeria indikerer, at den fine kørsel formentlig mere var et udtryk for et svagt felt end for et pludseligt niveauspring. Jeg tror derfor, at han får kam til sit hår i dette løb. Heldigvis er han god til at positionere sig, og hans tog med Alex Dowsett, Omer Goldstein og Rick Zabel er heller ikke værst, men han mangler formentlig farten til at være med helt i front.

NTT stiller med Max Walscheid, der for nogle år siden lignede en mand med potentiale til at blive skræmmende i disse rene massespurter. Desværre synes han at være gået totalt i stå i 2019, og selvom han kom fint fra start i år med nogle sejre i Malaysia, kan man med nogen ret hævde, at det var kritisk, at han ikke vandt mere i det svagt besatte asiatiske løb. Dertil kommer, at han altid har haft gigantiske problemer i positionskampen, og derfor bekommer denne tekniske finale ham helt sikkert ikke vel. Michael Carbel kørte nogle gode lead-outs i Asien i sidste uge, men her kommer holdet tillige til kort. Selvom han formentlig stadig har god fart, er risikoen for, at han ender uden for top 10 stor, med mindre han har held i positionskampen.

Jeg ville ønske at Mitchelton-Scott kørte spurten for Kaden Groves , der efter sine to sejr i Sun Tour, hvor han slog Dainese, og en 4. plads i Torquay formentlig er deres hurtigste. De kører imidlertid for Luka Mezgec, men det er meget svært at se ham vinde en ren massespurt mod alle supersprinterne. Vi så senest i Valencia hans manglende topfart, og han er heller ikke verdens mest sikre i positionskampen. Kan Groves få ham frem, kan han i denne tekniske finale med lidt held ende pænt, men en sejr synes at være uden for rækkevidde.

Gazprom har den ganske spændende sprinter Imerio Cima , der allerede i en ung alder var med fremme i Asien. Sidste år gik han lidt i stå, men han kom stærkt fra land i 2020 med nogle pæne spurter i Saudi Tour. Dette helt lette sprinterløb burde passe ham perfekt, men man kan frygte, at han får det svært i den kringlede finale. Han synes selv god i positionskampen, men hans tog med Vlasislav Kulikov og Igor Boev er meget mangelfuldt i dette selskab.

Endelig er jeg nødt til at nævne Mark Cavendish . Desværre tror jeg ikke meget på en genfødsel fra den tidligere supersprinter, for selvom han kan bruge Phil Bauhaus som et alibi, virkede han alt andet end overbevisende i Saudi Arabien, hvor det hul, han efterlod på 3. etape, mere lignede et udtryk for dårlige ben end et pludselig indfald af generøsitet. Samtidig er han slet ikke så stærk i positionskampen som tidligere, og hans tog med Enrico Battaglin og Marco Haller er heller ikke imponerende. Han så heldigvis bedre ud i Saudi Tour end i hele 2019, hvor han i Tyrkiet også en enkelt gang viste lidt fart, og da han nu har haft en god vinter, holder jeg stadig døren lidt på klem, men jeg vil blive overrasket, hvis han er med fremme.

Desværre tror jeg, at Attilio Viviani er lidt for alene til at være med i front, især fordi han efter den indledende sejr bestemt ikke imponerede i Tropicale Amissa Bongo. De øvrige sprintere, Andrea Vendrame, Albert Torres, Kiel Reijnen og Umberto Marengo, har ikke farten til at være med i dette selskab.

Feltet.dks vinderbud: Sam Bennett

Øvrige vinderkandidater: Dylan Groenewegen, Fernando Gaviria

Outsidere: Caleb Ewan, Pascal Ackermann, Arnaud Demare, Alberto Dainese, Jakub Mareczko

Jokers: Rudy Barbier, Max Walscheid, Luka Mezgec, Imerio Cima, Mark Cavendish