SÆT DIT MANAGERHOLD TIL ROMANDIET RUNDT

Ruten

De to halvetaper på førstedagen i 2013 var en undtagelse, men derudover har det været en fast tradition siden 2008, at løbet altid er startet med en tidskørsel, ofte på en helt flad rute ved Gardasøen. Frem til 2010 var der tale om en enkeltstart, men efter det foretrak man et holdløb. I 2017 rykkede starten i kraft af det nye samarbejde med Tyrol-regionen imidlertid til Østrig, og det gav anledning til en ændring af formatet. Tidskørslen blev droppet, og i stedet gik man direkte til det, Tour of the Alps handler om: klatring. Således ventede den første af tre bjergafslutninger allerede på 1. etape, og den model fastholdt man i 2018. I 2019 lagde man til gengæld lidt blødere ud, og det gør man også i år, hvor rytterne får lov at varme benene på en kuperet tur fra Italien op over Brennerpasset til Innsbruck i Østrig, hvor to omgange på en lille rundstrækning med en ganske svær stigning lægger op til en uforudsigelig og aggressiv afslutning, hvor en reduceret massespurt dog er et sandsynligt scenarium.

Etaperne i Tour of the Alps er altid korte, og det gælder også for denne åbningsetape, der fører feltet over 140,6 km fra Brixen i Italien til Innsbruck i Østrig. Starten er knaldhård, idet man med det samme kører mod øst og nord væk fra dalen og op ad en ikke-kategoriseret stigning (5,0 km, 6,2%), der har top efter 6,6 km. Herfra går det fladt mod nordøst, inden det falder mod nordvest, hvorefter man følger en let stigende vej mod nordvest frem til Brennermotorvejen, der løber langs Elsack-floden. Man kører parallelt med denne ad en let stigende vej mod nordvest frem til byen Sterzing, hvor dagens spurt kommer efter 38,7 km.

Herfra fortsætter man direkte mod nordøst op over Brennerpasset, der her er en kategori 2-stigning (13,5 km, 3,0%) og bare en jævn opkørsel uden stejle procenter. Toppen rundes efter 52,1 km, og bare 900 m senere passerer man grænsen til Østrig. En let nedkørsel fører nu mod nordvest, mens man stadig kører parallelt med motorvejen hele vejen ned til udkanten af Innsbruck, der nås efter 89,4 km.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

I stedet for at køre ind til centrum kører man igennem den flade dal mod vest frem til den afgørende rundstrækning, hvor der skal køres to omgange. Den er i alt 17,7 km lang og indledes med en lige vej, der leder mod nordvest gennem dalen, som man forlader, når man drejer mod sydvest for at køre frem til bunden af kategori 3-stigningen Axams (3,6 km, 6,7%), der er stejlest over de første 2,5 km, hvor der blandt andet melder 500 m med 10,4%, inden den flader ud med ca. 4% over de sidste 1600 m frem mod toppen, hvor der er en bjergspurt ved første passage efter 104,7 km.

Fra sidste passage af stigningen resterer 18,2 km, der indledes med et kort, fladt stykke, der leder mod øst, inden en helt let og lige nedkørsel leder mod nordøst tilbage til dalen, hvor rundstrækningen afsluttes. Efter sidste omgang kører man første flade stykke af rundstrækningen, der leder mod nordvest, inden man drejer mod nordøst for at køre op over en lille bakke (1 km, 5,1%), der har top med 4 km igen, og derefter først let faldende over 1,8 km og siden fladt over de sidste 2,2 km ind til centrum af Innsbruck. Vejen bugter sig kun, indtil man laver en U-vending ved passagen af Inn-floden med 1200 m igen, hvorefter vejen bugter sig let ind på den 200 m lange, 6 m brede opløbsstrækning. Den sidste kilometer er identisk med den, der gjorde Alejandro Valverde til verdensmester i 2018.

Etapen byder på i alt 1951 højdemeter.

Innsbruck var senest målby for et stor cykelløb ved VM i 2018, hvor Alejandro Valverde som bekendt sejrede foran Romain Bardet og Michael Woods. Forinden sluttede 2018-udgaven af Tour of the Alps i byen med en etape, der brugte dele af VM-ruten, og her kørte Mark Padun alene væk fra en lille gruppe favoritter i en flad finale og tog karrierens første sejr foran George Bennett og Jan Hirt, der ligeledes kørte væk til sidst. I 2017 sluttede man på den nærliggende Hungerburg-stigning, hvor Michele Scarponi bare fem dage inden sin død tog karrierens sidste sejr. Byen har tillige været besøgt af Østrig Rundt, senest i 2015, hvor Lukas Pöstlberger tog en solosejr, og i 2012, hvor Alessandro Bazzana vandt en reduceret massespurt. I 2001 blev Jurgen Pauritsch østrigsk mester i byen.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Vejret                                                                                                     

Vi har kurs mod en våd uge, og allerede på førstedagen viser Østrig, hvorfor landet er kendt for regnvejr. Mandag bliver nemlig en på alle måder trist og våd fornøjelse, idet der ventes regn gennem hele dagen, selvom intensiteten kan ventes at aftage lidt mod slutningen, hvor temperaturen i Innsbruck langsomt vil være kravlet op på 9 grader. Til gengæld vil der ikke være megen vind med bare en svag til let brise (10-11 km/t) fra nordøst. Det giver indledende sidevind og fra bunden af Brennerpasset sidemodvind hele vejen frem til Innsbruck. På rundstrækningen vil der først være sidemedvind frem til toppen af stigningen og derefter direkte modvind. Efter sidste omgang vil der være modvind på turen ind mod centrum, indtil man får medvind på de sidste 1200 m.

Favoritterne

Åbningsetaper i etapeløb kan altid være farlige. Der er nemlig ingen førertrøje, og dermed kan det være lidt uklart, hvem der skal kontrollere. Det er bestemt ikke uset, at et udbrud er kørt hjem på en 1. etape og siden er endt med at afgøre løbet imellem sig.

Hvis ikke der er tale om en tidskørsel, er åbningsetaper dog oftest flade, og det betyder, at der er sprinterhold til at jagte. Sådan er det bare ikke i et bjergløb som Tour of the Alps, der med fem bjergetaper helt naturligt er renset for sprintere. Når så arrangørerne designer en for løbet let åbningsetape med en relativt flad sidste sektion, bliver det derfor pludselig prekært, for hvem skal nu sørge for, at vi ikke får en udbrudssejr, der måske endda kan være løbsafgørende.

Det er nemlig tilfældet til denne åbning. Af gode grunde er der næsten ingen hurtige folk i feltet, og blandt de få, der er, vil mange være i tvivl om, hvorvidt de kan overleve Axams, der bestemt ikke er let. De første 2,5 km er svære nok til, at favoritterne måske kan finde på at teste benene lidt, og selvom der er for langt hjem til, at forskellene kan være varige, kan det betyde, at de hurtige folk, der måtte have jagtet hele dagen, kan blive sat af.

Betyder det så, at et udbrud kan holde? Det kan man ikke helt afvise, særligt fordi det her er et forberedelsesløb for langt de fleste klassementsryttere. Havde det været Tour de France, havde kontrollen været stram, men her er de fleste kommet for at føle benene an. Ingen ved præcis, hvor de står, og derfor er det knap så indlysende, at man skal bede sit hold jagte på en etape, de alligevel kan ikke vinde, og hvor det alene handler om at undgå at smide løbet væk.

Det bør betyde, at vi får en sand angrebsfest fra start, men det er nu ikke så sikkert. Af en eller anden grund kører udbruddet næsten altid tidligt på 1. etape, selv når etapen har en karakter som denne, og det sker særligt, når vejret er ringe og kørelysten tilsvarende lille. Derfor kan det sagtens være, at et relativt lille udbrud kommer tidligt væk.

Herefter starter pokerspillet. Hvem bekender først kulør? Det er ikke helt entydigt, men jeg tror, at der er flere hold, der nok skal sørge for, at udbruddet ikke holder hjem. Således regner jeg med, at Ineos ikke vil lade løbet sejle dem af hænde, og da Gianni Moscon også kan vinde etapen, har de lidt ekstra incitament til at jagte. Dertil kommer, at Astana og Ag2r måske kan lugte etapesejr med hhv. Fabio Felline og Andrea Vendrame, og jeg tror godt, at de kan overtales til at give en hånd med. Endelig er Nairo Quintana som den eneste klassementsrytter kommet med dette løb som et særskilt mål, og derfor vil Arkea måske også sørge for, at et udbrud ikke sejler hjem og afgør løbet.

Man kan altså ikke helt udelukke en udbrudssejr, men jeg tror, at vi får samling. Jeg regner heller ikke med den store action på første tur op ad Axams, der kommer relativt tidligt, men spørgsmålet er, hvad der sker sidste gang. Man kan ikke afvise, at der er en favorit eller to, der skal teste benene efter træningslejren - om ikke andet så at holde varme i det herlige østrigske forårsvejr - men mest af alt tror jeg, at det er de mindre hold, der måske vil angribe, samt en fyr som Luis Leon Sanchez, der næsten altid forsøger noget i finaler som disse. Der er trods alt langt hjem med modvind hele vejen, og ingen har den store lyst til i et løb som dette at skulle køre fuld gas på en drivvåd nedkørsel - heller ikke selvom nedkørslen ikke er teknisk.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Er der hold, der kunne tænkes at lægge pres på? Det har jeg lidt svært ved at se. Jeg ser kun en chance med BikeExchange, der meget vel kunne have fået ny spurtselvtillid med Nick Schultz, som genfandt sin gode spurt i Coppi e Bartali, men som skal bruge et hårdt løb. Jeg tvivler dog, og jeg tror ikke, at farten bliver så opskruet, at vi trods medvind på stigningen får alt for stor udskilning. Med modvind resten af vejen ser jeg heller ikke et sent angreb holde hjem - selvom jeg holder døren åben for særligt Sanchez - og jeg tror derfor, at vi får en spurtafgørelse i et reduceret felt. En joker kan være den sidste lille bakke, der kan bruges til et sent angreb - igen er Sanchez en indlysende kandidat - men mest af alt hælder jeg til en spurt i den teknisk ukomplicerede finale, hvor der i medvinden er masser af plads til at lade farten tale.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL ROMANDIET RUNDT
 

Det får mig til at pege på Andrea Vendrame som favorit, men det er ikke med al for stor sikkerhed. Italieneren styrtede nemlig ud af Coppi e Bartali og har derfor ikke kørt løb i en måned. I forvejen viste han ikke alt for prangende form i Tirreno, men det gjorde han heldigvis forinden. Hans Strade Bianche var godt, men særligt i Laigueglia imponerede han så stort, at han med samme ben klarer bakken her. Til gengæld er en flad spurt ikke hans spidskompetence, men han har faktisk fundet en ny hurtighed. Således fik han 4. pladser i boulevardspurter i både Tirreno og Giroen, og i et felt nærmest uden hurtige folk er han en af de få, der faktisk kan spurte. Han er endda blevet ret god i positionskampen, og tillige har han i Tony Gallopin, der kan agere en plan B, hvis Vendrame skulle falde fra, en ganske stærk mand til at sætte sig op. Spurthierarkiet mellem ham og Fabio Felline er ret lige, men baseret på de spurter, han har kørt det seneste års tid, peger min pil på Vendrame.

I gamle dage havde jeg dog sagt Fabio Felline, der jo før har vundet massespurter i eksempelvis Baskerlandet. Nu om dage spurter han dog knap så meget, men vi så den gamle hurtighed, da han vandt Memorial Marco Pantani i efteråret, hvor han slog folk som Ethan Hayter, Andrea Pasqualon og Carlos Barbero, ligesom han blev nr. 3 i den let stigende spurt i Matera i Giroen. Modsat Vendrame er hans form dog uhyre svingende med meget lang afstand mellem top- og bundniveau, og han var eksempelvis langt væk i Laigueglia og Strade Bianche. Han fandt dog de gode ben med den fremragende 4. plads på murene i Tirreno, men så gik det galt, da også han styrtede ud af Coppi e Bartali. Ligesom Vendrame bør han være i form frem mod Giroen, men han er så svingende, at han sagtens kan falde fra på bakken. Til gengæld klatrede han så godt i Tirreno og Giroen, at en formstærk Felline kommer med hjem, og med et godt lead-out fra Luis Leon Sanchez, kan han meget vel vise sig hurtigere også end Vendrame.

Jeg vil ikke blive forbløffet, hvis vi får en sejr til et af de små hold. Kometen Natnael Tesfatsion har i år vist, at det ikke kun er Biniam Ghirmay, der er en spændende afrikaner, og han burde elske denne etape. Han har været lidt svingende, men med de ben, der sendte ham i kamp med de bedste i Coppi e Bartali og siden gav en 15. plads i Coppi e Bartali, overlever han let denne stigning. Han er meget urutineret, hvilket kan koste i positionskampen, men jeg vil vurdere, at han må være en af de hurtigste, hvis han sidder rigtigt. Han kørte et hav af spurter i Afrika sidste år, og i år blev han nr. 9 i massespurten mod sprinterne i Per Sempre Alfredo, ligesom han viste farten med en 5. plads i den reducerede spurt på 3. etape i Coppi e Bartali. Hvordan en afrikaner har det med iskoldt regnvejr, er nok tvivlsomt, og man kan frygte, at han fryser til is undervejs, men har han sine bedste ben, vil jeg slet ikke blive overrasket over en stor og tiltrængt sejr til både Afrika og Androni.

Hvor står Gianni Moscon? Det aner vi ikke, for italieneren har ikke kørt løb, siden styrtet i Kuurne kostede ham klassikersæsonen. Forinden nåede han dog at se uhyre genfødt ud, og da han faktisk først om morgenen for første etape droppede at starte i Coppi e Bartali for en måned siden, kunne noget tale for, at han har været i stand til at træne fornuftigt i nogle uger. Det kunne pege på, at han efter den mistede klassikersæson i stedet har rettet blikket mod Giroen - noget, der bestyrkes af hans deltagelse her - og har han trænet i højderne med Giro-truppen kan han være ganske velkørende. I det tilfælde kommer han også over denne stigning, hvis han har benene fra februar, hvor han også nåede at vise den hurtighed, der tidligere har givet ham top 3-placeringer i let stigende massespurter i Vueltaen og Burgos. I dette felt er han i hvert fald en af de hurtigste, hvis han vitterligt er i den form, man kan håbe.

For efterhånden mange år siden opdagede jeg i dette løb, at Nick Schultz var ganske hurtig, da han blev nr. 4 i en stigende spurt i dette løb. Desværre er det en evne, han siden slet ikke har dyrket, men det begyndte han på igen i Coppi e Bartali i år. Faktisk blev han nr. 2 bag Hayter - og han slog Tesfatsion - i den reducerede spurt på 3. etape, og det vidner om, at han sagtens kan begå sig i dette felt. At slå Felline og Vendrame er en udfordring, men som en bedre klatrer end alle de ovennævnte, kan han drage fordel af et hårdt løb. Det kan måske anspore BikeExchange til at lægge det pres, der kan gøre det muligt for Schultz at spurte sig til en sejr, han efterhånden har fortjent i nogen tid.

Astana er i den luksussituation, at de har et alternativ til Felline, nemlig Luis Leon Sanchez. Som nævnt ovenfor er Sanchez mit bedste bud på en rytter, der kan køre hjem via et sent angreb på Axams eller på den sidste lille bakke, for det er som bekendt hans speciale at angribe i ukontrollerbare finaler, som vi senest så, da Andreas Kron slog ham i Catalonien, men også ved to af hans tre nyeste sejre i Murcia i 2020 og Tour de Suisse i 2019. Faktisk lavede han præcis samme nummer i dette løb i 2018, hvor han vandt 4. etape, og det vidner om, at han er livsfarlig, måske særligt i dårligt vejr, som han er god i. Samtidig er han et glimrende alternativ til Felline i en spurt, for selvom han ikke har fordums hurtighed - han blev eksempelvis slået af Kron, der dog selv er ganske hurtig - vandt han faktisk i gamle dage en reduceret massespurt i Romandiet. Hvis det har været så hårdt, at Felline er faldet fra, er han i hvert fald ikke uden chance.

Er det realistisk at tro, at Enrico Battaglin overlever? I gamle dage havde man ikke været i tvivl, men det ar man al mulig grund til at være i dag. Den engang så stærke italiener har ikke trådt mange bløde hatte spor bulede de seneste sæsoner, og også i år skal man have løbeskoene på, hvis man skal bevæge sig mellem snapsene. Han har været helt væk i de store løb, han har kørt, og forleden blev han kun nr. 4 i en for ham perfekt let stigende spurt i det lille etapeløb på Rhodos. I det lys vil jeg blive svært forundret, hvis han klarer stigningen, men Battaglin er også så svingende, at han med udsigt til måske begrænset udskilning ikke kan afskrives. Kommer han først med hjem, vil han utvivlsomt være en af de hurtigste - og regnvejr kan han godt lide, hvis man husker på vejret, da han tog sin gennembrudssejr i Giroen i 2013.

Tør man tro på Alexandr Riabushenko? Ligesom Battaglin har også han kun bløde hatte helt uden buler efter en sæson, hvor han konstant har været på det bundniveau, der desværre er uhyre lavt. Til gengæld ved man aldrig, hvornår han pludselig finder formen, og den Riabushenko, der i sin tid slog Lutsenko i Coppa Agostoni, har også en fair chance for at overleve her. Der var et lille håb om fremgang at finde i Brabantse Pijl, selvom der langt fra er nogen garantier, og mest af alt skal vi regne med, at han ikke kommer med hjem. Hvis til gengæld han overlever, står han ret stærkt i spurten. Han er tidligere gået på podiet i en massespurt i Baskerlandet og er blevet nr. 2 i en massespurt i Guangxi, endda bag Pascal Ackermann og foran Matteo Trentin. Sidste år blev han nr. 3 i det omtalte Memorial Marco Pantani, og det vidner om, at han kan vinde, hvis han altså mod forventning overlever. UAE har også et mere stabilt alternativ i erfarne Marco Marcato, men han burde ikke længere kunne komme med hjem på en etape som denne, ligesom hans tidligere hurtighed synes at være gået fløjten.

Bardiani har dog også et andet kort i Davide Gabburo. Italieneren var egentlig mere stabil end Battaglin, og men heller ikke han imponerede på Rhodos forleden. Til gengæld viste han faktisk hæderlig form i Coppi e Bartali, men han skuffede i spurten på 3. etape, hvor han blev slået af flere ”langsomme” folk. Det er desværre for lidt, vi har set til hans spurtstyrke på det seneste, men vi skal ikke glemme, at han for to år siden vandt en reduceret massespurt i Coppi e Bartali, ganske vist kun om en 2. plads. I dette felt bør han ikke være uden chance, og mens han er langsommere end Battaglin, har han større chance for at overleve. De har også Johnatan Canaveral, der godt kan spurte, men ikke har vist nogen form i lang tid.

Læs også

Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt

Arkea er her for Quintana, men måske er det tid for Romain Hardy at vise lidt af den gamle hurtighed. Franskmanden var i hvert fald hurtig som ung, og efter nogle sløje år begyndte han sidste efterår også at klatre ganske pænt igen, ikke mindst med et flot Tour du Luxembourg. Til gengæld har han været helt væk i år, og i det lys skulle det undre, om han kommer med hjem. I et let løb er han dog ikke uden chance. Arkea har også en anden hurtig mand i Markus Pajur, men han kommer ikke med hjem. Den klatrestærke Maxime Bouet var tidligere hurtig, men han har ikke spurtet i en menneskalder.

Hvis løbet bliver hårdt, kommer Ruben Guerreiro også i spil. Portugiseren er ikke verdens hurtigste på flad vej, men han er ikke helt langsom, som han blandt andet viste i Cesenatico under Giroen. Det er efterhånden sjældent, at han spurter, og jeg har måske også lidt svært ved at se ham faktisk vinde etapen, men hvis det har været knaldhårdt, har han vel en chance. Han har i hvert fald vist, at han ikke har problemer med regnvejr. EF har også en hurtigere option i Logan Owen¸ men hans kørsel i det seneste års tid indikerer klart, at han ikke overlever, særligt fordi han i år blot har én enkelt DNF i Brabantse Pijl efter en meget sen sæsonstart.

Et hårdt løb kan måske også bringe Dan Martin i spil, men jeg tvivler på, at ireren deltager i en farlig spurt på våde veje, hvor hans sejrschancer som udgangspunkt er små. Skulle det blive knaldhårdt, kan man dog ikke udelukke, at han griber ud efter sejr og bonussekunder. Flade spurter har aldrig været spidskompetencen, men vi så lidt af hurtigheden, da han slog Matej Mohoric i spurten om 4. pladsen på 5. etape i Catalonien. Det vidner om, at han har en chance, hvis feltet er kørt så langt ned, at sprinterne er væk, og han kan deltage i spurten uden alt for store risici.

Jeg tror, at der er større chance for, at Felix Grossschartner kører spurten. Østrigeren er nemlig ikke langsom, men det er nu mest som puncheur, vi har set ham. I en flad spurt er han mere uprøvet, og derfor er det måske også lidt svært at se ham vinde, men hvis det har været hårdt, og sprinterne er faldet fra, står han måske med en chance. Han er i hvert fald ganske glimrende i regnvejr. Bora har naturligvis også Rüdiger Selig, der imidlertid er totalt fejlcastet til dette løb, som han af en eller anden grund altid skal køre, selvom hans bedste etaperesultat hidtil er en 108. plads skarpt forfulgt af en 109. plads. Med andre ord: han kommer selvfølgelig ikke med hjem!

Hvad med Gianluca Brambilla og Pello Bilbao? Begge var lynhurtige som unge, hvor de med jævne mellemrum fik fine placeringer i spurter som disse, men nu om dage spurter de aldrig. Der var da heller ikke meget af fordums hurtighed, da Bilbao forleden blev slået af Ion Izagirre i Baskerlandet, og derfor er det måske svært at se dem vinde endsige deltage i spurten. Deres historik taler dog for, at de i et lille felt må tilskrives en chance. Lidt af det samme kan siges om Nicolas Roche, der sikkert skal spurte for DSM, men som heller ikke har lavet et spurtresultat i en menneskealder. Bahrain får næppe hurtige Yukiya Arashiro med hjem.

Endelig er der Thibaut Pinot . Franskmanden dyrkede sin hurtighed i 2018, da han vandt løbet og kørte en el serie flotte spurter, der betød, at han gik i top 6 på alle etaper. I lyset af de seneste mange styrt ser jeg ham dog slet ikke tage risici på de våde veje, og det vil undre mig meget, hvis han kaster sig ud i denne spurt lige inden Giroen. Hvis løbet har været hårdt, kan man dog ikke helt udelukke det, og så byrde han også have en fair chance.

En joker kunne måske være Erik Fetter, der blev en flot nr. 5 i spurten i Ain sidste år, men intet tyder på, at han skulle komme med hjem. Hos Uno-X har Idar Andersen og Lars Saugstad spurtet nu og da, men de kommer aldrig med hjem, og det gør Lasse Norman eller Reinardt van Rensburg desværre heller ikke.

Skal man pege på, hvem der kan køre væk på sidste stigning eller på den sidste bakke, har jeg allerede nævnt Luis Leon Sanchez som det mest oplagte bud, men jeg vil også fremhæve Gianni Moscon, Gianluca Brambilla, Nick Schultz, Tanel Kangert, Ruben Guerreiro, Tony Gallopin og Natnael Tesfatsion. Til et tidligt udbrud tror jeg, at vi skal se væk fra de stærkeste hold, der nok vil markere hinanden tæt, og det skal være ryttere, der ikke regnes som alt for farlige på sigt. Her kunne man igen pege på Tony Gallopin og Natnael Tesfatsion, men også formstærke Geoffrey Bouchard, udbryderkongen Alessandro de Marchi, Mark Padun, Torstein Træen, Maxime Bouet, Michael Storer, Nicolas Roche, Romain Combaud, Larry Warbasse, Antonio Tiberi, Mattias Skjelmose og Amanuel Ghebreigzabhier.

LIVESTREAM PÅ TOUR OF THE ALPS

Feltet.dks vinderbud: Andrea Vendrame

Øvrige vinderkandidater: Fabio Felline, Natnael Tesfatsion

Outsidere: Gianni Moscon, Nick Schultz, Luis Leon Sanchez, Enrico Battaglin, Alexandr Riabushenko

Jokers: Davide Gabburo, Romain Hardy, Ruben Guerreiro, Tony Gallopin, Dan Martin, Felix Grosschartner, Gianluca Brambilla, Pello Bilbao, Nicolas Roche, Thibaut Pinot

Kandidater til sent angreb: Se sidste afsnit ovenfor

Kandidater til udbrud: Se sidste afsnit ovenfor