Ruten

I de senere år har løbet totalt droppet de flade etaper, og derfor starter klassementskampen fra første færd. Der lægges nemlig ud med en decideret bjergafslutning på den 14 km lange Col de Gourdon, men man skal nu passe på med at overfortolke ordet bjerg. Der er nemlig tale om en lang og meget blød stigning, hvor det mere er de eksplosive puncheurs, der kan drømme om den første førertrøje efter en slidsom dag, hvor der skal klatres mere end 3500 højdemeter i det smukke sydfranske terræn.

I alt skal der tilbagelægges 183,9 km med start i Biot og mål på Col de Goudon, der ligger lidt nord for den af cykelmotionister måske kendte by Grasse. Første del af etapen består af en 74,7 km lang rundstrækning i det kuperede område nord for Biot, der ligger tæt på storbyen Cannes. Fra start går det mod nordvest, nordøst og øst igennem først stigende og siden faldende terræn, inden man drejer mod nord for at følge et langt let stigende stykke mod nord frem til byen Vence, hvor dagens første spurt kommer efter 29,5 km.

Derfra falder det mod sydvest og nordvest ned til den afsluttende rundstrækning. Man kører dog ikke en omgang, men bare den første halvdel af målbjerget, som er ganske blødt med lette procenter, inden man drejer mod sydøst for igennem småkuperet og generelt faldende terræn at sno sig videre ned til byen Sophia Antipolis, hvor dagens anden spurt kommer efter 66,7 km. Herfra falder det videre mod øst tilbage til Biot, hvor man afslutter rundstrækningen. Nu kører man hele den første del af den indledende rundstrækning igen - denne gang dog uden en spurt i Vence - men når man når finalerundstrækningen, kører man hele vejen op ad målstigningen Col de Gourdon (14,0 km, 3,9%) for efter 131,7 km at krydse stregen for første gang.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Løbet afsluttes nu med to hele omgange på den 26,1 km lange rundstrækning, der er ganske enkel. Fra start kører man mod nordøst, nord, syd og sydvest ad en kun kortvarigt teknisk nedkørsel til byen Pont du Loup, hvor man tidligere ramte rundstrækningen. Herefter går det igen mod syd, sydvest, nord og nordøst op ad målbjerget, der kan deles i tre dele. De første 6 km er lette med stigningsprocenter på 3-4 det meste af vejen, inden der følger tre svære kilometer på i gennemsnit hhv. 6,4%, 7,4% og 6,5%. Derefter følger fire meget lette kilometer med stigningsprocenter på mellem 0 og 3,5, inden den sidste kilometer tager lidt fat med 5,9%. Stigningen følger hovedsageligt en let bugtende vej, der dog byder på et hårnålesving ved den røde flamme, hvorefter vejen kun bugter sig let. Der er en kategori 2-bjergspurt ved de første to passager af stregen, men ingen bjergspurt i forbindelse ved målgang.

Etapen byder på i alt 3648 højdemeter.

Col de Gourdon har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Vejret

Rytterne kunne ikke ønske sig bedre vejr til årets løb. Der lægges ud med en forårsagtig dag med kun få skyer og en temperatur på 15 grader i bunden af målbjerget. Vinden vil kun være svag til let (5-10 km/t og) og komme fra sydøst. Det giver naturligvis vind fra elle tænkelige retninger på den kringlede rute. På finalerundstrækningen vil der være først være sidemed- og siden sidemodvind på nedkørslen, mens der på stigningen først vil være sidemod- og siden sidemedvind på den anden halvdel, dog med sidevind efter det sidste hårnålesving.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag

Favoritterne

Ruten til årets Tour du Var gør det som beskrevet i den overordnede optakt til et løb, der på alle måder er meget svært at spå om, og det kommer allerede til udtryk på åbningsetapen. Profilen ser ganske skræmmende ud og kunne ved første øjekast ligne en sag for de rene klatrere, men man skal ikke lade sig snyde af Col de Gourdon. Der er blot tale om en ganske blød bakke, der næppe kan gøre de store forskelle, og det er først på 2. og 3. etape, at løbet skal vindes - særligt fordi der end ikke er bonussekunder at hente i løbet og dermed heller ikke i en sandsynlig spurt på målbjerget på denne etape.

Etaper med mål på målbjerge som disse ender nemlig meget ofte med en spurt til slut, men måske er det ikke helt så enkelt denne gang. Som beskrevet i den store optakt er løbet her nemlig så svært fortolkeligt, at der ikke er entydige favoritter. Dermed er det langt fra givet, hvem der skal kontrollere en etape som denne. Bedre bliver det ikke af, at alle vil være i tvivl om, hvor svært målbjerget reelt vil være, og derfor er det lidt af en opgave at bede sit hold føre hele dagen, når det med mere end 3500 højdemeter kræver lidt af en jætteindsats at kontrollere etapen.

Ruten minder da også meget om den, vi så på 1. etape for et år siden, og her endte det med, at de store hold så alt for meget på hinanden. Inden et par hold endelig tabte pokerspillet og gik i gang med at føre, var det for sent, og udbruddet endte med at holde hjem. Noget lignende kan sagtens ske igen denne gang, for selvom der er mange store navne, er det helt umuligt at pege på en, to eller tre entydige favoritter.

Terrænet indbyder til angreb, og det vil formentlig blive en herlig start med en byge af forsøg. Jeg vil også tro, at de store hold er aktive, særligt Ineos, der har så mange kort at spille, og jeg udelukker ikke det scenarium, at der kører et udbrud med så store navne, at de ved at holde hjem ender med også at skulle afgøre hele løbet mellem sig. Jeg vil dog tro, at de tre stærkeste hold, Ineos, Astana og FDJ, kontrollerer hinanden så grundigt, at det ikke kommer til at ske, men udelukkes kan det ikke. Efter Aleksandr Vlasovs afbud har Astana nu også en mere entydig kaptajn, og det er derfor tænkeligt, at de vil køre mere kontrollerende og naturligvis vide, at de under ingen omstændigheder må lade en Ineos-rytter komme afsted.

Jeg tror derfor mest af alt på et på sigt ufarligt, men stadig stærkt udbrud. Herefter bliver det meget interessant at se, hvor meget poker der skal spilles i år. Jeg vil dog tro, at Ineos og Astana kan finde ud af tale sammen og sørge for, at løbet ikke glider dem af hænde, og mon ikke også Trek, FDJ, Ag2r og måske også Israel SUN kan overtales til at give en hånd med? Således vil jeg tro, at de denne gang får udbruddet hentet, men da etapesejren er mindre vigtig, kan man bestemt ikke udelukke, at et ufarligt udbrud holder hjem med en beskeden margin i stil med det, vi så sidste år.

Får de udbruddet hentet - og det hælder jeg til - kan rundstrækningen godt blive kørt ganske offensivt. Et er som bekendt blevet Ineos-mandskabets nye filosofi, som vi så det i Besseges og Provence, og det kan godt blive ganske vanskeligt at kontrollere. Igen vil jeg dog tro, at de store hold er gode til at markere hinanden, og hvis Astana kører meget entydigt for Fuglsang, får Ineos svært ved at slippe væk. Sene udbrud på rundstrækningen er bestemt en mulighed, men stigningen er så blød, at mest taler for en spurt.

Hvor selektiv vil etapen så være? Det stejle stykke midtvejs kan nok skabe nogen udskilning, hvis der lægges pres på - og det vil der formentlig blive godt, enten fra Ineos eller Astana eller i kraft af en serie angreb - men man må stadig formode, at det er en relativt stor gruppe, der skal spurte til sidst, også selvom medvinden vil gøre det lidt hårdere. Til slut venter så en puncheurspurt med en rampe på 5,9%, og det er en afslutning, der efter så lang en stigning burde give ideer både til lettere puncheurs fra Ardennerne og til lidt tungere folk som Greg van Avermaet og måske endda Magnus Cort.

Netop fordi både stigningen opslidende længde og den lille rampes både høje og ikke skræmmende procenter inviterer til så mange forskelle ryttertyper, er det også en spurt, der er uhyre svær at forudsige. Jeg vover pelsen ved at pege på Jhonatan Narvaez som min favorit. Ecuadorianeren gjorde gigantiske fremskridt i 2020, hvor han viste sit fremragende punch, da han i Vallonien kørte fra alt og alle, blandt andre Greg van Avermaet, og hans hurtighed kom til skue i Coppi e Bartali, hvor han med sine spurter sikrede sig den samlede sejr. Hvor han står formmæssigt, aner vi ikke, men er han kørende, burde dette være en finale lige for ham. Samtidig bakkes han op af det i særklasse stærkeste mandskab, hvis Ineos vælger at køre for ham - og det er langt fra sikkert - og hvis de bruger deres muskler til at sætte ham op, tror jeg på, at han nu er så god, at han kan vinde en spurt som denne, som han to gange var tæt på i Burgos sidste år. Derfor tror jeg på en flot sejr til Narvaez.

Løbets førende puncheur er dog Greg van Avermaet, og han viste i Besseges, at han som altid er i fin form fra start. Samtidig ved vi, at han altid klatrer godt i februar, og selvom denne stigning er lidt lang for ham, er det ikke noget, han ikke kan overleve. Desværre har han ikke haft fordums hurtighed i de senere år, og senest var han ikke alt for overbevisende på 4. etape i Besseges, efter at han var blevet lukket inde på 1. etape. Det ændrer dog ikke på, at dette bør være en finale for Van Avermaet, der tillige bakkes op af et ganske stærkt Ag2r-hold, der utvivlsomt vil forsøge at sætte ham i scene, selvom Oliver Naesenogså kan køre en spurt som denne, hvis ikke stigningen er lidt for lang.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Efter 2. etape i Provence er man også nødt til at nævne Giulio Ciccone . Italieneren er i storform, og hvis hans 2. plads skal tages som udtryk for nye spurtevner, skal han tages seriøst i en stejlere finale, der burde passe ham endnu bedre. Man skal være varsom med at lægge for meget i bare én god spurt, men der er ingen tvivl om, at resultatet forleden har givet ham selvtillid. Trek har et ganske fint hold til både at gøre det hårdt for de tungere folk og at sætte ham op i finalen, og så må Ciccone vise, at farten vitterligt er blevet forbedret. Det er også en fin finale for Bauke Mollema og Gianluca Brambilla, men i lyset af resultatet fra Provence vil jeg tro, at de agerer hjælpere.

Set med danske øjne skal vi håbe på Magnus Cort, men desværre kan det med ham gå begge veje. Han er ret svær at forudsige fra sæsonstart, men hvis er han lige så flyvende som i Provence sidste år, kan han vinde denne etape. Selve stigningen er lang, men overlever han de tre svære kilometer, burde den sidste rampe ikke være uoverskuelig for Cort, der slog Van Avermaet på en stejlere stigning i Yorkshire og altså imponerede stort på Cretes-stigningen i Besseges sidste år. Alt sammen kræver det dog, at han er i form, for han skal være oppe på ganske mange procent af sit topniveau for at kunne vinde på toppen af så lang en stigning. EF har også Julien El Fares som alternativ, men han er ikke hurtig nok til at vinde, og finalen passer ikke Simon Carr, der bare skal holde sig til.

Kunne Ineos finde på at køre for Tom Pidcock? Jeg tror, at de går med den mere erfarne Narvaez, men det kan ikke udelukkes, at briten får chancen. Som nævnt i den store optakt er der efter crosssæsonen al mulig grund til at tro, at Pidcock er i form, og han har både klatreevnerne og hurtigheden til at begå sig i en finale som denne. Vi skal stadig forstå, hvor god en puncheur han vitterligt er, men det burde være en afslutning, han kan vinde. Faktisk er det også en god spurt for Tao Geoghegan Hart, Rohan Dennis og endda Geraint Thomas , men med en hurtig mand som Narvaez er det kun Pidcock, jeg anser som et realistisk alternativ til denne spurt. De andre kan til gengæld få lov at angribe på skift på rundstrækningen.

Israel Start-Up Nation har hele fire mand, der kan køre denne spurt, nemlig Daryl Impey, Michael Woods, Dan Martin og Patrick Bevin (jeg tror, at stigningen er for lang for Sep Vanmarcke og i hvert fald for Hugo Hofstetter). Skal de vinde etapen, ligner Impey bedste mand, men det er stadig usikkert, om han er i den flyvende vinterform, han plejer, nu hvor han ikke har kunnet satse på Tour Down Under. Med Down Under-form burde dette dog være en glimrende finale for ham - i hvert fald hvis han kører en lige så vild spurt som i Dauphiné, hvor han med en bedre position meget vel kunne have truet den ellers uovervindelige Wout van Aert. Bevin har også startet som lyn og torden Down Under, men jeg tror, at denne etape har for mange højdemeter. Jeg tror snarere, at Woods og Martin er plan B, men jeg frygter lidt, at stigningen er lidt for let til, at de kan gå glæde af deres evner på særligt høje procenter.

Rui Costa er faldet lidt af på den som afslutter, men sidste år viste han sine gamle takter ved at vinde en puncheurspurt i Saudi Tour. Selskabet her er betydeligt stærkere, men Costa burde være en af de bedre på en rampe som denne, når den ikke ar de stejle procenter, der kan volde ham problemer. Costa plejer at være brandvarm i februar, og sidste år var han endda endnu bedre end længe. Det er bestemt ikke umuligt, at han kan vinde i første hug også denne gang. UAE har også Ryan Gibbons, der viste fornem form i Marseille, men jeg tror, at etapen bliver for svær. Det gør den formentlig også for holdets puncheur Alexandr Riabushenko, der næsten med garanti heller ikke er i form.

Hvad med Valentin Madouas? Den unge franskmand har stadig til gode for alvor at slå igennem som puncheur, men han har alle de rette evner til at køre en finale som denne. Problemet er bare, at hans form er uhyre svingende, og vi aner ikke, hvor han står. Sidste år lagde han dog stærkt ud i Marseille, og med klassikerne forude kan man håbe, at det bliver her, han slår igennem som puncheur. Da Thibaut Pinot er med som ren hjælper, skal David Gaudu utvivlsomt også køre spurten, men selvom han har vundet en puncheurspurt i Romandiet, tror jeg, at denne er lidt for let til, at han kan vinde.

Hvis han har samme form som i foråret 2019, er Simon Clarke også knivskarp i denne slags finaler. Hans form var svær at vurdere i Besseges, men her agerede han også ren hjælper. Desværre var hans 2020 så skidt, at man kan være bekymret for, om han stadig har det i sig, men han plejer at have gode ben på denne tid af året, som vi så i dette løb og med sejren i Drome sidste år. Qhuebka kan også køre for den relativt hurtige Robert Power, men han bør ikke kunne vinde.

Ag2r har hele tre mand, der kan spurte på en bakke som denne, nemlig Anthony Turgis, Pierre Latour og Alexis Vuillermoz. Turgis virkede ganske formstærk i Marseille og Besseges, men han har stadig til gode for alvor at slå igennem som puncheur. Desværre frygter jeg, at stigningen her og de mange højdemeter nok er lidt for meget. Latour har i blandt andet Polen vist sig som en ganske skarp afslutter på bakker som disse, men trods fornuftig (ikke prangende form) er det måske vanskeligt at vinde. Vuillermoz skulle have arbejdet på at genfinde sit gamle punch, men da han trives bedst på stejle procenter, er denne finale ikke helt ideel for ham.

Jeg er lidt spændt på, hvordan Astana griber etapen an. Vigtigst er det, at Jakob Fuglsang ikke taber tid, men selvom han er blevet en ganske god puncheur, må denne finale være for let til, at han kan vinde. Samtidig tror jeg, at den sidste rampe er for stejl for Fabio Felline, der aldrig har været fremme i denne slags finaler, og den ligger umiddelbart mere til Gorka Izagirre og Omar Fraile. Izagirre har ikke spurtet i 117 år, og jeg tror, at Fraile er bedste bud på faktisk at vinde etapen, men desværre er han sjældent flyvende på denne tid af året. Fuglsang kan meget vel ende som bedste mand, men altså næppe vinde.

Læs også

Sensationel hollænder stryger til tops på teknisk Romandiet-prolog

Cofidis har også flere gode kort. Selvom han åbenlyst er i fabelagtig form, burde det være umuligt for Christophe Laporte at vinde en etape med mere end 3500 højdemeter. Et bedre bud er Anthony Perez, der før har slået Van Avermaet i en puncheurspurt, som synes delvist genfødt, og som faktisk var udbrudsvinderen af 1. etape sidste år. Jeg tror dog også, at etapen bliver for voldsom for ham. I stedet handler det nok snarere om Jesus Herrada og Simon Geschke¸ men selvom Herrada igen er i fremragende form, og Geschke meget vel kan være det samme, tror jeg, at de mangler hurtigheden til at vinde.

På de øvrige hold er der også nogle interessante kandidater. Alpecin har i Xandro Meurisse en god puncheur, der dog får svært ved at vinde, samt ikke mindst Petr Vakoc, der er på vej tilbage. Jeg tror dog, at højdemeterne kan være for mange. Jeg ville også gerne pege på Biniam Ghirmay, der burde elske denne finale, men efter præstationen i Provence synes det ikke realistisk, og hans holdkammerat Mauro Finetto spurter aldrig mere. B&B har to glimrende puncheurs i Jonathan Hivert og den spændende Nicola Bagioli , men jeg tror, at højdemeterne er for mange for dem begge, nu hvor Hivert stadig er et stykke fra fordums styrke. Hos Arkea har Romain Hardy ikke længere niveauet, og Elie Gesbert må mangle den sidste hurtighed, som det også gælder for Kevin Vermaerke hos DSM. Hos Bingoal kan Jelle Vanendert, hvis han for en gangs skyld er tidligt i form, samt den spændende Arjen Livyns spurte, men næppe vinde, og det samme gælder for Jetse Bol på Burgos, selvom han næppe er skarp allerede nu. Kern Pharma kan måske prøve med Roger Adria, men kontinentalholdene alle bør komme til kort.

Feltet.dks vinderbud: Jhonatan Narvaez

Øvrige vinderkandidater: Greg van Avermaet, Giulio Ciccone

Outsidere: Magnus Cort, Tom Pidcock, Daryl Impey, Rui Costa, Valentin Madouas

Jokers: Michael Woods, Dan Martin, Simon Clarke, Anthony Turgis, Pierre Latour, David Gaudu, Omar Fraile, Jesus Herrada, Anthony Perez, Tao Geoghegan Hart, Fabio Felline, Patrick Bevin