Prøv vores nye app
Optakt: 1. etape af Tour de Pologne
05. august 2020 14:00Foto: © BORA - hansgrohe / Bettiniphoto
af Emil Axelgaard

Tour de Pologne er kendt som et af WorldTourens mest sprintervenlige etapeløb, og det er i særlig grad tilfældet i år, hvor mere end halvdelen af de blot fem etaper er for de hurtige folk. Som altid får de chancen for at kæmpe om den første førertrøje, og det sker i år i lidt af en klassiker, når WorldTourens hurtigste og mest drabelige massespurt på den lange, faldende vej i Katowice vil afgøre den genstartede sæsons første opgør mellem topsprinterne Dylan Groenewegen, Fabio Jakobsen og Pascal Ackermann.

Annonce

Artiklen fortsætter efter videoen.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE FRANCE

Ruten

Hvis der ses bort fra den særlige start i Italien i 2013 samt et par år med et kort holdløb i de tidlige år på WorldTouren, har første del og specielt første etape af løbet altid været et paradis for sprintere. Sådan vil det også være i år, men denne gang betyder det kortere løb, at man ikke starter i Krakow, som man ellers har gjort det i flere år. I stedet lægges der ud med en sand klassiker, når sprinterne endnu engang skal kaste sig ud i WorldTourens hurtigste massespurt i byen Katowice, hvor den faldende finale altid skaber en af de mest specielle, kaotiske og uforudsigelige spurtafgørelser i sæsonen.

 

Efter nogle år med mange korte etaper vender løbet i år i mindre grad tilbage til tidligere tiders tradition med længere etaper - dog ikke i samme ekstreme grad som i de første år på WorldTouren. Således skal der på førstedagen i år tilbagelægges 195,8 km, som fører feltet fra Silesian Stadium i Chorzow til Katowice. Chorzow er faktisk bare en nordvestlig forstad til Katowice, og derfor er der reelt set tale om et rundstrækningsløb i området nord for storbyen. Fra start går det igennem let faldende terræn mod nord, inden man drejer mod øst frem til dagens første spurt, som er placeret efter 13,9 km. Nu stiger det hovedsageligt let, mens man snor sig mod nordøst, og den tendens fortsætter, mens man kører mod øst og siden nordøst frem til etapens nordligste punkt, inden det stiger mod sydøst ned til dagens anden spurt, som kommer på etapens højeste punkt efter 79,5 km.

 

Efter spurten falder det hovedsageligt let mod sydøst, inden det langsomt flader ud mod byen Sosnowiec, hvor der er placeret en special sprint efter 121,8 km. Herfra kører man igennem fladlandet mod vest ind gennem Katowices forstæder forbi den sidste spurt, som kommer efter 139,4 km, inden man drejer mod syd for at køre ind i centrum, hvor man rammer den afsluttende rundstrækning efter 145,9 km. Bare 1000 m senere krydser man stregen for første gang.

 

Læs også
Optakt: Fleche Wallonne

 

Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 16,3 km lange runde, som er modificeret en anelse i forhold til sidste år og er henlagt til området syd for byen. Den er ikke helt flad, idet den byder på to mindre bakker. Fra start snor man sig mod sydøst via et let faldende stykke, inden den første lille bakke leder frem mod det sydligste punkt. Her vender man rundet for at sno sig mod nordvest igennem let faldende terræn, indtil man rammer den lille kategori 4-stigning, Korgantego (800 m, 2,9%) bare 1200 m fra stregen, og der vil være bjergpoint på spil på den de første to omgange efter hhv. 162,0 og 178,3 km. 200 m efter toppen foretager man en U-vending under den røde flamme, og derefter venter en helt lige sidste kilometer, der er let faldende og altid er rammen om en af WorldTourens allerhurtigste massespurter.

 

Etapen byder på i alt 1706 højdemeter.

 

Katowice er med på ruten stort set hvert eneste år, og næsten hver gang er det endt i en massespurt. Sidste år overraskede Luka Mezgec ved at sejre foran Fernando Gaviria og Pascal Ackermann i en afslutning, hvor hastighedsrekorden blev slået. I 2018 tog Ackermann sin anden sejr på to dage ved at slå Alvaro Hodeg og Giacomo Nizzolo, og i 2017 var det Sacha Modolo, der lidt overraskende sejrede. I 2016 slog Gaviria de store rivaler Elia Viviani og Caleb Ewan, mens Matteo Pelucchi og Jonas Van Genechten var hurtigst i henholdsvis 2015 og 2014, sidstnævnte med en spurt, der indtil sidste år var den hurtigste. I 2013 skabte Tyalor Phinney en overraskelse ved med et sent angreb at tage en solosejr, mens Aidis Kruopis (2012), Marcel Kittel (2011) og Yauheni Hutarovich (2010) var hurtigst i spurterne i årene forinden.

Annonce

 

 

 

 

 

 

Vejret

Det er polakkerne, der er leveringsdygtige i det højtryk, som endelig sender sommeren til Danmark, men ligesom os må vores polske venner vente med sommervejret til torsdag. Derfor venter der en overskyet onsdag, hvor temperaturen blot vil nå 23 grader. Vinden vil være let til jævn og komme fra nordøst. Det giver modvind frem til den anden spurt og derefter medvind på turen tilbage til Katowice. På rundstrækningen vil der være sidemedvind på første del og sidemodvind på anden del. Sidstnævnte varer ved frem til U-vendingen på den røde flamme, hvorefter man atter får sidemedvind på opløbsstrækningen.

 

Læs også
Medie erfarer: Verdens bedste til fransk WorldTour-hold

 

Favoritterne

Tour de Pologne var i gamle dage nærmest et rent sprinterløb. Det er heldigvis mange år siden, at det blev ændret, men der er alligevel en grund til, at løbet altid tiltrækker et hav af hurtige folk. Således skydes begivenheden altid i gang med tre stort set helt flade etaper i løbet af de første fire dage, og derfor er det blevet det foretrukne startskud på anden halvdel af sæsonen for mange af de hurtige folk, ikke mindst dem, som har kurs mod Vueltaen. I år, hvor arrangørerne lidt kontroversielt i en forkortet udgave at bibeholde alle de tre flade dage, har løbet nok engang virket som fluepapir på de lidt tungere topsprintere, der ikke har noget at gøre i Milano-Sanremo eller for Pascal Ackermanns vedkommende må indse, at der er andre på holdet, der har forrang i den italienske klassikere.

 

I den sammenhæng tænkes der udover Ackermann naturligvis først og fremmest på Dylan Groenewegen og Fabio Jakobsen, og da ingen af løbets tre store sprinternavne skal køre Tour, har de alle som mål at vinde en hulens masse cykelløb i årets første uger, inden de retter fokus mod for Ackermanns vedkommende Vueltaen og de to hollænderes vedkommende Giroen. Det giver løbet her gode muligheder med sine tre lette etaper, og det vil utvivlsomt være nogle motiverede sprintere, der stiller til start onsdag i håbet om at komme godt fra land og endda sikre sig den gule trøje.

 

Det stærke sprinterfelt betyder også, at 1. etape er lukket land for udbrydere. Dertil er interessen i en massespurt for stort. Naturligvis er der et par hold, der skal på bjergtrøjejagt og have lidt synlighed, og vi kan vente os, at hold som Novo Nordisk, landsholdet og Gazprom-Rusvelo, men måske også Cofidis, Ag2r, Movistar, EF og hjemmeholdet CCC alle gerne vil vise sig frem i et udbrud, der sikkert etableres næsten med det samme. En joker er den tidlige indlagte spurt, som det måske kunne være fristende for Maximilian Schachmann at gå efter, og skulle det ske, kan han vente at skulle kæmpe med blandt andre Diego Ulissi om bonussekunder, hvis ikke konkurrenterne sætter deres sprintere til at samle bonussekunderne op. Herefter vil udbruddet med garanti blive etableret uden store sværdslag.

 

Jeg forventer, at Bora, Deceuninck og Jumbo hurtigt vil tage kontrol, og mens der kæmpes om point i spurterne, vil etapen således nok blive meget klassisk. Der vil ikke være sidevind, men derimod med- og modvind på en relativt stille dag, og der venter derfor en nem dag i det polske. Udbruddet vil blive hentet på rundstrækningen, hvor de håbet at nå at kæmpe om bjergtrøjen, og herefter vil positionskampen intensiveres frem mod den ventede massespurt. Taylor Phinney er før kørt hjem med et angreb på den lille stigning i finalen, men det vil næppe kunne lade sig gøre igen i et felt med så mange sprinterhold. Vi ved, at der altid kommer angreb på bakken til slut, men historien viser klart, at det er næsten umuligt at gøre en forskel. Derfor er der lagt op til massespurt.

Annonce

 

Afslutningen er velkendt og berygtet for at være særdeles halsbrækkende, idet rytterne når ekstreme hastigheder i den faldende finale. Al erfaring viser, at det er afgørende at være i en god position ved U-vendingen på toppen af bakken, og derefter vil det gå med høj fart ned mod målstregen. Bakken vil i teorien trætte de hurtige folk, men vinderlisten viser, at det som regel er de rene sprintere, der vinder, og derfor betyder den i praksis meget lidt. Vigtigere er det at have den rigtige gearing i denne forrygende hurtige spurt, ligesom man ingen chance har for at indhente de forreste fra en dårlig position, når hastighederne når så voldsomme højder, slet ikke år, hvor sidemedvind måske kan bringe os tæt på Luka Mezgecs hastighedsrekord fra sidste år, selvom det dengang blæste kraftigere.

 

Spurten er imidlertid også så specielt, at det er vanskeligt for de hurtigste at bruge deres naturlige hurtighed. I de seneste tre år har vi set to overraskelser med sejr til Mezgec og Sacha Modolo, der har udnyttet et schwung til at komme bagfra i høj fart på de sidste meter. Netop i denne spurt er det særligt kaotisk og åbent for overraskelser, og det kræver altid også lidt held at sidde rigtigt og finde de rette huller i den halsbrækkende finale.

 

Alligevel må de tre store navne være favoritter, og her vil jeg efter moden overvejelse pege på Pascal Ackermann som favorit. Det skyldes alene, at tyskeren har det bedste tog med Michael Schwarzmann og ikke mindst Rudiger Selig, der er den eneste rigtige lead-out man i dette løb. Samtidig er Ackermann den stærkeste på bakken, og sandsynligheden for, at han og Bora vil kunne tage kontrol frem mod U-vendingen er stor. Selvom feltet var svagt, viste Ackermann fremragende form, som han også med egne ord kunne bekræfte, i Rumænien, og han har før vist, at han kan vinde her. På papiret er Groenewegen og måske også Jakobsen hurtigere end tyskeren, der bestemt ikke kom overbevisende fra start i februar, selvom han fik en lidt heldig sejr i skrapt selskab i Emiraterne, men holdet taler til Ackermanns fordel. Groenewegens tog er næsten ikkeeksisterende, og Jakobsen har det altid svært med at holde sig til sit hold. Som sagt er det ikke altid en fordel at starte fra spids i denne spurt, men med sit tog tror jeg, at en formstærk Ackermann kan sejre.

 

Sidste år var dette løb uhyre frustrerende for Fabio Jakobsen. Hollænderen viste sig som den hurtigste i feltet, også hurtigere end Ackermann, men alligevel blev han gang på gang lukket inde, dels grundet et svagt til, dels grundet hans egen svage positionering. Til sidst krydsede han ganske vist med sin enorme fart stregen først på 3. etape, men først efter at have skubbet sig ud af endnu en indelukket position - en manøvre, der kostede en deklassering. I år står han bedre med sit tog med Davide Ballerini og Florian Senechal, men på papiret er de ikke så stærke som Bora og særligt Selig. Til gengæld kan bakken måske være en fordel for de to brølstærke og alsidige lead-out men, og kan han holde sig til, kan det måske alligevel lykkes ham at sidde rigtigt. Hans spurtstyrke i Vueltaen og her samt en lovende sæsonstart, viste i hvert fald, at han er svær at slå, når han kan få plads til at vise sin fart.

 

Egentlig burde Dylan Groenewegen være storfavorit. Efter et lidt svært 2019 viste han i februar, at han er tilbage som verdens ubestridt hurtigste mand. Hans ydmygelse af Jakobsen med sin vanvidsspurt på 1. etape i Valencia er helt umulig at glemme, og han vandt da også i det stjernebesatte felt i Emiraterne. Netop den berømte spurt i Valencia samt Ackermanns spurtsejr i Emiraterne vidner imidlertid også om Groenewegens svaghed, nemlig at han har det svært uden sit tog. Det skal han nu lære at klare sig uden, da Mike Teunissen og Amund Grøndahl Jansen ikke kommer med til Giroen (der køres som bekendt klassikere i oktober), og her skal han klare sig med Christoph Pfingsten, Jos van Emden og Tony Martin i stedet. Det er bestemt ikke skræmmende, og her er han endda uden Martin. Alt taler for, at Groenewegen derfor skal komme bagfra i denne spurt, og derfor kræver det betydeligt held at finde de rette åbninger. Samtidig er det i denne specielle spurt svært for ham at drage fordel af sin naturlige hurtighed, og det kan i princippet lige så godt være Mezgec som Groenewegen, der kommer med schwung bagfra. Det ændrer dog ikke på, at Groenewegen er verdens hurtigste og derfor naturligvis en absolut topkandidat til sejren.

Annonce

 

Læs også
Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar

 

Det allerbedste tog har Trek, men de skal finde ud af, hvem de vil køre for. Det kan i princippet være Edward Theuns, Jasper Stuyven, Emils Liepins og sågar Mads Pedersen , men logikken siger, at det er en af de to belgiere. Da det ikke er en stigende spurt, plejer Theuns at være manden, og det vil han formentlig være igen. Med den skræmmende formation, der tillige tæller Ryan Mullen, Alex Kirsch og Quinn Simmons, kunne meget tale for, at de kommer til at dominere totalt på bakken, og Theuns (eller Stuyven) kan formentlig se frem til et ideelt lead-out. Som sagt er det ikke altid en stor fordel at starte fra spids i denne spurt, men det giver alligevel Theuns et fortrin i forhold til rivalerne. Nok har vi ofte set, at det kniber lidt med farten, men Treks mange forrygende lead-outs har bragt ham tæt på, blandt andet i Vueltaen sidste år. Derfor kan han vinde i denne meget specielle spurt, og det kan Stuyven for så vidt også, hvis de satser på ham i stedet.

 

UAE stiller med Jasper Philipsen og Juan Sebastian Molano. I teorien er Philipsen nr. 1, men Molano var så stærk i Colombia i år, at man ikke helt kan udelukke, at han får chancen. Da belgieren er holdets Vuelta-sprinter, mens Molano primært skal agere lead-out for Gaviria taler meget dog for, at det bør være Philipsen, der satses på. Det er et særligt godt valg i denne spurt, hvor position er meget afgørende. Man skal blot se på Philipsens regularitet i løb som Down Under og BinckBank Tour for at forstå hans eminente positioneringsevne, og den bliver næppe ringere med Molano som lead-out man. Han kører næppe spurten fra spids, men det er heller ikke altid en fordel her. Dette er derfor virkelig en spurt, hvor Philipsen har gode chancer. Og skulle de satse på Molano viste han med sin ydmygelse af Alvaro Hodeg på hjemmebanen i Colombia, at han bestemt også er i stand til at sejre, hvor han sidder rigtigt i den faldende finale.

 

Jeg glæder mig meget til at se sprintertalentet Alberto Dainese. Italieneren viste i Australien og Emiraterne, at han har kurs mod en karriere som topsprinter, og særligt lovende var det, at han også allerede havde ret godt styr på positioneringen. Hans tog med Nils Eeekhoff og Casper Pedersen er desværre lidt urutineret, men Pedersen viste på 4. etape i Algarve, at han har fået ret godt styr på den rolle. Det vil kræve lidt held at få anbragt Dainese fornuftigt, men som sagt synes italieneren selv at kunne klare meget også. Åbner vejen sig for ham, har han allerede nu farten til at blande sig med de allerbedste.

 

For et par måneder siden lignede Rudy Barbier en mand på vej mod tidlig pension, men det har i den grad ændret sig. Hans forrygende start med sejr i San Juan blev fulgt op med lovende præstationer blandt stjernerne i Emiraterne. Han fik også en 2. plads i Rumænien i debuten efter pausen, men her måtte han dog atter sande, at han mangler noget fart i forhold til Ackermann og de andre stjerner. Netop denne spurt er dog en, som Barbier kan vinde, da det ikke nødvendigvis er hurtigste mand, der vinder. Det handler om god position, og her plejer han at være ganske stærk. Toget med Matthias Brändle, Jenthe Biermans og Norman Vahtra ser også fint ud, og med lidt held kan det være Barbier, der laver ”en Mezgec”.

 

Netop Luka Mezgec skal naturligvis også nævnes. Sloveneren er normalt ikke i nærheden af at vinde flade massespurter, men derfor er hans sejr fra sidste år så glimrende et eksempel på spurtens særlige karakter. Mezgec har én gang vist, at han formår at time det rigtigt, men det er klart, at det nok engang kræver lidt held at sidde rigtigt. I år står han imidlertid endnu bedre, da han har brølstærke Daryl Impey til at køre sig frem på bakken, hvor de begge har masser af power. Nok mangler han fart, men åbner vejen sig atter rigtigt for ham, kan Mezgec gentage sejren.

Annonce

 

Af samme grund vil jeg faktisk nævne Mark Cavendish . Præstationen i Burgos var blot endnu en understregelse af, at det vel kun er briten selv, der stadig tror på en Tour-plads, og derfor virker det også som galimatias, at holdet har meldt ud, at de kører for ham og ikke Phil Bauhaus , der var så skræmmende stærk i Saudi Tour tidligere på året. Etapen her er dog så let, at Cavendish kan komme sikkert med frem til finalen, og så står han faktisk slet ikke ringe. Toget med Heinrich Haussler, Marcel Sieberg og Bauhaus er på papiret det eneste, der kan matche Trek, og lige netop i denne spurt er det måske nok til, at Cavendish faktisk kan vinde, selvom han ikke længere har farten til at gøre det på regulær vis. Mest af alt kan man dog ønske sig, at han og Bauhaus bliver væk fra hinanden, og at tyskeren kører sin egen chance. Efter den mellemøstlige præstation vil han nemlig være et endnu bedre bud end sin berømte holdkammerat.

 

Jeg var meget imponeret over Szymon Sajnok i Burgos. Polakken gjorde det fremragende for Matteo Trentin, og nu får han egen chance på hjemmebanen i et løb, der betyder meget for det kriseramte CCC-firma. Han har i Kamil Malecki og Patrick Bevin to hæderlige folk i at køre sig frem, men vi så også i Vueltaen, at han har det svært i positionskampen. Til gengæld viste podiepladsen på Madrid-etapen bag Jakobsen og Bennett også, at han er ganske hurtig. Sidder han med lidt held rigtigt, kan han gå efter at lave ”en Mezgec”.

 

Endelig vil jeg nævne Marc Sarreau. Det er så ærgerligt, at franskmanden har så svært ved at slå igennem på WorldTouren, men vi må nok efterhånden konstatere, at han mangler farten til at blande sig med de helt stor. Det er som sagt heller ikke altafgørende i denne spurt, men Sarreaus største svaghed har altid været hans positionering. Her er hans tog med Anthony Roux, Mickael Delage, Benjamin Thomas og Fabian Lienhard dog ganske potent, og kan de få deres kaptajn bragt fornuftigt frem, kan Sarreau med lidt held måske tage den WorldTour-sejr, han ellers ikke helt har farten til i en mere klassisk spurt.

 

Der er naturligvis også andre sprintere. John Degenkolb har slet ikke sin gamle fart, og hans positionering er så svag, at det bliver meget svært. Ryan Gibbons er helt alene i finalen for NTT, og hos Movistar mangler Jurgen Roelandts og Albert Torres nok begge den fornødne topfart. Moreno Hofland har på EF et stærkt hold, men han har ikke været i nærheden af noget som helst i lang tid, og hos Cofidis er Damien Touze og Piet Allegaert næppe heller hurtige nok. Polakkerne satser på Alan Banaszek og Patryk Stosz, men de får svært ved at finde en ordentlig position, og det samme gør Andrea Peron på Novo Nordisk og Yevgeniy Gidich på Astana. Endelig kan man ikke udelukke, at Dorian Godon og Owain Doull prøver for hhv. Ag2r og Ineos, men det bliver uden megen støtte og derfor umuligt.

 

Feltet.dks vinderbud: Pascal Ackermann

Øvrige vinderkandidater: Fabio Jakobsen, Dylan Groenewegen

Outsidere: Edward Theuns, Jasper Philipsen, Alberto Dainese, Rudy Barbier, Luka Mezgec

Jokers: Mark Cavendish, Phil Bauhaus, Szymon Sajnok, Marc Sarreau, Juan Sebastian Molano, Jasper Stuyven


SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE FRANCE
 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Luka Mezgecs sejr fra 2019 i videoen ude til højre, Pascal Ackermanns sejr fra 2018, Sacha Modolos sejr fra 2017, Fernando Gavirias sejr fra 2016 og Matteo Pelucchis sejr fra 2015.

Annonce

Feltet.dks vinderbud

Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder.
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere.
Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering.
Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig.
Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering.
Pascal Ackermann
Fabio Jakobsen, Dylan Groenewegen
Edward Theuns, Jasper Philipsen, Alberto Dainese, Rudy Barbier, Luka Mezgec
Mark Cavendish, Phil Bauhaus, Szymon Sajnok, Marc Sarreau, Juan Sebastian Molano, Jasper Stuyven
Moreno Hofland, John Degenkolb, Jurgen Roelandts, Albert Torres, Emils Liepins, Mads Pedersen, Piet Allegaert, Damien Touze, Ryan Gibbons, Alan Banaszek, Patryk Stosz, Andrea Peron, Yevgeniy Gidich, Owain Doull, Dorian Godon
INFO
Optakter
Nyheder
Tour de Pologne
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Mandag den 15. april 2024

Landevej
Følg endnu et slag på en stejl mur i Giro-generalprøven
Landevej
Ung WorldTour-rytter ude med hjernerystelse efter vildt højhastighedsstyrt
Landevej
Sprinterkomet får plads på Tour de France-holdet efter styrt: En barndomsdrøm
Landevej
Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar
Landevej
Tidligere verdensmester reagerer på stor sejr
Landevej
Danskerduo klar til endnu en stor klassiker
Landevej
Uno-X afslører vilde WorldTour-planer
Landevej
Nordmand tager første sejr siden VM-triumf
Landevej
Belgisk endagsløb aflyses
Landevej
Optakt: 1. etape af Tour of the Alps
Landevej
Optakt: Tour of the Alps (Giro del Trentino)
Landevej
Medie erfarer: Verdens bedste til fransk WorldTour-hold
Landevej
Talent forlader Amstel med flere brækkede knogler
Landevej
Thomas er bedre inden Grand Tour-duel med Pogacar
Landevej
Efter Vingegaards styrt: Ineos-ejer kræver handling
Landevej
Skovbrand hærger kendt stigning
MTB
Andreassen åbner World Cuppen med top 10-placering
Bane
Danske top fem-placeringer afrunder OL-test

Søndag den 14. april 2024

Landevej
Airtox-sejr i Næstved
Landevej
Israelsk sejr og dansk top-10
Landevej
Hjemmebanesejr i Italien – dansker med fremme

Annonce

Landevej
Wiebes reagerer på kæmpe bommert: Jeg kan sagtens være sur på mig selv
Landevej
Kamp skal køre sin anden Grand Tour
Landevej
ColoQuick tager stor triumf i Frankrig med kun to mand

Annonce

Landevej
Video i artiklenSe afslutningen af Amstel Gold Race 2024
Landevej
Van der Poel belyser ”vanskelig” situation
Landevej
Kæk Pidcock joker: Stort at vinde for anden gang

Annonce

Landevej
Pidcock får sin Amstel-sejr i dramatisk finale
Landevej
Belgier sejrede foran Uttrups holdkammerat i Frankrig
Landevej
Video i artiklenMartinez fuldender flot FDJ-hattrick
Landevej
Sådan blev Amstel igen afgjort med hektisk afslutning
Landevej
Video i artiklenAmstel-fadæse: Se supersprinter juble for tidligt
Landevej
Vos: I sådanne tilfælde er der vigtigere ting end cykling
Motion
Første cykelmagasin på gaden
Landevej
Anerkendt journalist: Asgreen rygtes væk fra Quick-Step
Landevej
Optakt: Amstel Gold Race
Landevej
Supersprinters kæmpe brøler sikrer sejren til 36-årige Vos
Landevej
Optakt: Tour du Doubs
Landevej
Følg Amstel Gold Race på Feltet.dk's app
Landevej
Kvindernes Amstel neutraliseret efter uheld - løbet forkortes
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewUng WorldTour-dansker til trods for vanskelig sæsonstart: Dét giver motivation
Landevej
Pidcock mangler kun øverste trin på Amstel-podiet: Måske er Van der Poel faldet lidt ned
Landevej
Skjelmose: Sådan skal jeg vinde Amstel
Landevej
Matthews drømmer om Amstel-sejr
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interview"Det er helt vildt," siger Søren Kragh om Alpecins historiske sæson
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewFuglsang affinder sig med rolle: Det er logisk
Landevej
Her er startlisten til Amstel Gold Race
Bane
Beskeden dansk placering i Leths comeback
Landevej
Oversigt: 13 Amstel-danskere på spændende søndag

Lørdag den 13. april 2024

Landevej
Startlisten og overblik over kvindernes Amstel Gold Race
Landevej
Dansk topplacering i hollandsk endagsløb
Landevej
Dansker greb ud efter sejren i Frankrig
Landevej
Visma-leder raser: Det gør mig trist og virkelig vred
Landevej
Give- og Aalborg-sejr i Skive
Landevej
Norsgaard udtaget til italiensk bjergløb
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewFuglsang giver afkald på drøm: Bliver nok svært
Landevej
Dobbelt dansk misser akkurat top-10 - Israel-stortalent fortsætter sejrsstimen
Landevej
Toudal mister en placering, men forbliver i top-5
Landevej
Opdateret: Endagsløb med mange danskere forkortet efter store styrt
Landevej
Lykkelig Gaudu tilbage som sejrherre: Skæbnen spillede mig et puds
Landevej
Gaudu åbner sejrskontoen efter spektakulær finale
Landevej
Banestjerne føjer ny titel til CV’et
Landevej
Optakt: Tour du Jura
Landevej
Sensation vender tilbage til Giroen
Landevej
Lefevere betvivler metode brugt af Casper P. og andre på holdet: Skal de det?
Landevej
Uttrup med positiv opdatering efter længere tids skade
Landevej
Fuglsang klar til Amstel
Bane
Danmarks overmænd viser storform inden OL
Landevej
Van der Poel mindes episk sejr: Vil aldrig glemme den
Landevej
Oversigt: 34 danskere i aktion denne lørdag

Fredag den 12. april 2024

Landevej
Mikkel Bjerg har fremtiden på plads
Landevej
Verdensranglisten: Skjelmose tilbage - Vingegaard taber til Pogacar
Landevej
ColoQuick klar til revanche i stort U23-løb
Landevej
Svensk dominans - varm coloQuick-profil med ny top-10
Landevej
UAE-profil forklarer fordel i første sejr
Landevej
Van der Poel har endnu ikke skænket konkurrenterne en tanke
Motion
Veggerby arrangerer Aarhus-København igen i 2024
VIS FLERE

Annonce