Ruten

Tidligere i dette årtusinde startede Paris-Nice næsten altid med en relativt flad prolog i en af Paris’ forstæder, mens der til gengæld sjældent var en enkeltstart senere i løbet. Den trend har imidlertid ændret sig, og i de senere år har man øget mængden af tidskørsler ved at have en mellemlang enkeltstart midt i løbet. Den er kommet til på bekostning af prologen, der kun kortvarigt vendte tilbage i 2016, men nu hører til sjældenhederne. I stedet er det nu vanen, at der startes med en rute på en rundstrækning omkring Paris, hvor sprinterne oftest har kunnet spurte sig til den første førertrøje. I 2018 havde man imidlertid twistet åbningen lidt ved at lægge målet på toppen af en kategori 3-stigning, og den slags krydderi genfinder vi i år, hvor den korte åbningsetape omkring Paris ganske vist ikke har mål på en bakke, men med en eksplosiv og stejl brostensbelagt stigning mindre end 5 km fra stregen, lægger op til, at de eksplosive puncheurs kan forsøge sig med et angreb og derved tage livet af alle andre end de allermest holdbare afsluttere.

Som det som regel er tilfældet, er åbningsetapen med sine bare 154,0 km en relativt kort sag, der afvikles med start og mål i Paris-forstaden Plaisir i den vestlige udkant af storbyen, og som består af omgange på to forskellige rundstrækninger med samme finale. Fra start kører man mod sydvest væk fra byen og ud til kategori 3-stigningen Cote des Masnuls (1,2 km, 5,7%), der har top efter 9,0 km. Herefter flader det ud, mens man vender rundt for at køre mod nord, inden man snor sig mod nordvest ud til det vestligste punkt. Herfra går det videre mod nord, inden man fortsætter igennem relativt fladt terræn mod sydøst tilbage til Plaisir. Her når man efter 82,0 km for første gang toppen af kategori 3-stigningen Cote de Neauphle-le-Chateau (1,4 km, 7,8%), der byder på 1 km med 7% på asfalt og slutteligt 400 m med 8% på brosten. Fra toppen fortsætter man mod nordøst ind til Plaisir, som nås efter 87,0 km, men uden en passage af målstregen.

Etapen afsluttes nu med en omgang på en anden 67 km lang rundstrækning i det mere kuperede område nordvest for byen. Fra starter snor man sig mod nord i let stigende terræn, inden en nedkørsel leder mod sydvest ned til byen Maule. Herefter er det relativt fladt, mens man snor sig rundt i landskabet, først mod vest, siden syd og øst og til slut nord, inden man når frem til den første spurt, som efter 124,0 km kommer på toppen af en bakke (900 m, 7,2%). Umiddelbart herefter venter endnu en bakke (600 m, 9,8%), inden det atter flader ud, mens man kører mod sydøst og sydvest ned til den anden spurt, der efter 136,5 km kommer efter et let stigende stykke. Nu bliver det helt fladt, mens man kører mod nordvest og syd, indtil man drejer mod nordøst for atter at passere kategori 3-stigningen Cote de Neauphle-le-Chateau (1,4 km, 7,8%), der som sagt byder på 1 km med 7% på asfalt og slutteligt 400 m med 8% på brosten. Fra toppen resterer bare 4,5 km, som indledes med et højresving, der leder ind på en lang, lige vej, som kun afbrydes, når man med 450 m igen drejer til højre i en rundkørsel ind på den 5 m brede opløbsstrækning. De første 2 km efter bakken er flade, hvorefter de sidste 2,5 km er let faldende, den sidste kilometer med 0,9%.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Etapen byder på i alt 1425 højdemeter.

Plaisir har ikke været mål for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

Vejret

Kun en tåbe frygter ikke vejret i den første del af Paris-Nice, og derfor bliver der skævet nervøst til vejrudsigten i disse dage. Den er bestemt ikke specielt lovende. Søndag byder nemlig på byger gennem hele formiddagen, og det vil gå over i mere vedvarende, let regn under etapens anden halvdel, hvor temperaturen vil nå pæne 13 grader. Samtidig vil det være ganske blæsende med en sydvestlig vind på 25 km/t. Det giver naturligvis vind fra alle tænkelige retninger, herunder en del sidevind, på den meget kringlede rute. Slutteligt er der et sidevindsstykke kort efter den første spurt, men derefter vil der være sidemodvind hele vejen ned til bunden af sidste stigning. Her får man direkte medvind hele vejen frem til sidste sving, hvorefter der er sidemodvind på de sidste 450 m.

Favoritterne

Minsandten om ikke det lykkedes! Ryttere, sportsdirektører, fans, journalister og også ASO selv har formentlig været i syv sind de seneste dage, hvor usikkerheden har været det dominerende tema, og for mange ryttere er det først meget sent blevet kendt, at de skulle køre i Frankrig og ikke Italien. Det har skabt store logistiske udfordringer, men de mange sene ændringer har bestemt ikke svækket de trupper, der sendes til Frankrig. Alligevel er det et mere tamt felt end ventet, når syv af sportens største mandskaber mangler, og ikke mindst kommer vi til at savne Primoz Roglic, Egan Bernal og Tadej Pogacar, der for nogle uger siden lignede løbets tre hovedaktører.

For de ryttere, der slap igennem nåleøjet og vandt kampen om den pludselig meget eftertragtede startpladser i Løbet mod Solen, er alt imidlertid, som det plejer, når løbet skydes i gang ved middagstid søndag. Som altid handler det for klassementsrytterne om at slippe levende fra de første tre dage, der kan vise sig langt vigtigere end selv bjergetaperne. Det så vi sidste år, hvor langt de fleste favoritter var ude af spillet, allerede inden løbet havde passeret andet end småbakker, og mange vil helt sikkert også huske, hvordan storfavoritten Richie Porte blæste væk i en 2017-udgave, som Sergio Henao i høj grad vandt i kraft af Luke Rowes mageløse arbejde i sidevinden, og sidste år var samme Rowe i høj grad medvirkende til, at Egan Bernal sejrede samlet.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Derfor vil mange også ryste i bukserne over udsigten til tre blæsende og halvvåde dage som indledning. Det starter allerede i søndagens rundstrækningsløb i udkanten af Paris, hvor der er udsigt til kraftig vind. Det er dog ikke 1. etape, der på papiret er den farligste. 3. etape byder på modvind, men 2. etape ser derimod ud til at kunne blive rigtigt giftig, når feltet bevæger sig ud på de åbne nordfranske vidder.

Det gør de imidlertid ikke søndag. Med beslutningen om at erstatte prologen med en lidt længere enkeltstart senere i løbet er det blevet kutyme at indlede løbet med denne slags etaper. Det har også lært os, at der er ærgerligt meget skov i området omkring Paris, og derfor er disse etaper ikke helt så farlige som transportetaperne, der fører mod syd og sydøst. Ufarlige er de dog ikke. Sidste år var det kun ca. et halvt felt, der overlevede, og navne som Marc Soler, Miguel Angel Lopez, Daniel Martinez, Patrick Konrad, Dimenico Pozzovivo, Simon Spilak, Dabio Aru, Ion Izagirre og Sergio Henao røg allerede ud af klassementet på dag 1. Og i 2017 gik det endnu værre, da det kun var en snes ryttere, der nåede mål sammen.

Der er derfor al mulig grund til at være på stikkerne søndag. Vinden er kraftig, og der burde være masser af sidevind på den kringlede rute. Styrken er helt sikkert voldsom nok til at skabe splittelse, men om det vil ske, vil afhænge af, hvor åbent terrænet er. Uanset hvad betyder den uhyre kringlede rute, at der skiftes retning i tide og utide, og det vil alt sammen gøre det uhyre nervøst, stressende og knaldhårdt. Det handler om at være velforberedt og ikke forfalde til at tage den med ro på noget tidspunkt.

Starten burde dog blive ganske rolig, da feltet lægger ud med et længere modvindsstykke, og her vil et udbrud formentlig kunne etableres nærmest fra km 0. Herefter må man formode, at Lotto Soudal, Deceuninck-Quick Step, Cofidis og Bora-hansgrohe sammen vil påtage sig ansvaret for at holde situationen under kontrol i den indledende fase.

Roen vil dog ikke var længe. Den store rundstrækning byder allerede på masser af sidevind, og derfor vil positionskampen hurtigt tage til. Det vil betyde, at udbruddet næsten kommer tilbage af sig selv, og vi kan sagtens se de første splittelser allerede her. Særligt det lange sidevindsstykke frem mod første målpassage kan være farligt, og da der også er et sidevindsstykke kort efter målpassagen, bliver hele den sidste halvdel af løbet hurtigt og nervøst. Vi kan sagtens ende i en situation, hvor udbruddet allerede tidligt køres ind, og hvor det ender som stressende sidevindskørsel uden et udbrud nærmest hele dagen.

Om der bliver splittelser, vil afhænge af, hvor åbent terrænet er, og her skal man nok indstille sig på, at der kan være for meget skov. Alligevel kan de mange styrt være nok til at skabe splittelse, og faktisk er det næsten kutyme, at mindst én favorit taber tid som følge af netop styrt den første dag. Uanset hvad vil kombinationen af sidevind, nervøsitet og regn gøre det til en hård dag, hvorfor det må antages at være et meget mærket og næppe heller fuldt felt, der kører ind mod Plaisir til sidst. Her bliver det i øvrigt interessant at se, hvilke klassementsryttere der vil jagte bonussekunder i de indlagte spurter, hvor der meget vel kan være tid at hente, hvis udbruddet køres tidligt ind.

I sidste ende vil et formentlig reduceret felt ramme sidemodvinden på det sidste stykke frem mod Plaisir, hvorefter det store slag skal slås på brostensbakken. Her er spørgsmålet, hvor stor forskel den vil gøre. 1400 m med 7,8% er ganske seriøst, og selvom man kan vinde meget ved at starte bakken forrest i feltet, vil den helt sikkert bringe mange sprintere i problemer. Bedre bliver det ikke af den kraftige medvind, der dels vil bidrage til at øge farten, dels betyde, at farten kan holdes høj på det lange medvindsstykke efter toppen. Havde der været modvind, ville det være svært for et hold at fastholde initiativet alle 4500 m, men i medvind kan feltet trækkes ud hele vejen. Det vil gøre det svært for ryttere at genvinde positioner, især hvis de i forvejen sidder i syre til halsen, og selvom man skulle overleve bakken, er der derfor ingen garanti for, at man dels er frisk nok, dels kan nå langt nok frem til faktisk at køre spurten.

Den kraftige medvind åbner også muligheden for, at man faktisk kan køre væk fra bakken og holde hele vejen hjem. Alligevel er det usandsynligt, at det sker. Dels er bakken trods alt nok ikke svær nok til, at det kan lade sig gøre at slå et afgørende felt i dette klassefelt af klassikerryttere, dels indbyder den lange, lige vej ikke til solokørsel, heller ikke selvom der er en orkan i ryggen. Trods tilstedeværelsen af Sam Bennett er det meget tænkeligt, at Julian Alaphilippe vil prøve, ligesom formstærke Benoit Cosnefroy samt Alberto Bettiol, der begge kører for et sprinterløst mandskab, vil give den et skud. Til gengæld vil folk som Michael Matthews og Peter Sagan sikkert holde sig i skindet for at spare sig selv til spurten.

I kraft af medvinden vil jeg ikke udelukke, at det faktisk kan lade sig gøre for en lille gruppe af eksplosive klassikerspecialister at køre hjem fra bakken, men sandsynligheden taler imod det. I stedet må man formode, at det ender i en reduceret massespurt, men kombinationen af regn, sidevind, styrt og bakke vil formentlig betyde, at der er ryddet godt ud i rækkerne. Samtidig tror jeg i kraft af vindbetingelserne, at man skal overleve stigningen i en ret god position for også at have en chance for at vinde spurten. Den kommer efter et sving med bare 450 m igen, og derfor kan det være helt afgørende at få en holdbar lead-out man med hjem. Og så handler det om ikke at åbne spurten for tidligt, da opløbsstrækningen i modvind faktisk er ganske lang.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Det får mig til at pege på Sam Bennett som favorit. Når ireren er i form, er han en af de allermest holdbare sprintere, og denne lille brostensbakke burde passe ham udmærket. Samtidig viste han fornem form med sin 2. plads på Hatta Dam i UAE Tour, og han synes derfor at have banket den rust, der prægede ham i Australien, af. Bennett er tillige del af det suverænt bedste sidevindshold, og han burde derfor kun kunne drage fordel af de blæsende betingelser, især fordi han også selv er ret robust i sidevinden. Og lægger man dertil, at han formentlig vil have Zdenek Stybar, Yves Lampaert, Bob Jungels, Kasper Asgreen, Julian Alaphilippe samt måske også Michael Mørkøv til at køre lead-out efter den hårde bakke, er det klart, at ireren står bedre rustet end nogen anden.

Normalt må Bennett også regnes som den hurtigste i dette felt, men han har i år været temmelig svingende. Hans spurter i Australien vekslede mellem overbevisende og skuffende, og i UAE Tour kørte han en sjældent ringe spurt på 4. etape, hvor han var helt uden fart. Den fart har han imidlertid haft ved andre lejligheder, og ser man på 2019-sæsonen, var han som regel Caleb Ewan, der på papiret ligner hans værste rival, ganske overlegen. Udfordringen kan være, at Bennett altid klager over dårlige ben på 1. etape, især hvis han skal vænne sig til nyt vejr, som han skal efter hjemkomsten fra Mellemøsten, men på papiret ligner han stadig manden, der skal slås på denne etape, ikke mindst i kraft af holdet.

Hans værste rival må være Caleb Ewan. Sidste år var den lille australier synligt langsommere end Bennett både i UAE Tour, dette løb og senere også Tour of Turkey, men i år har det været lidt anderledes. I hvert fald viste Bennett sig hurtige end Bennett i de fleste af de australske spurter, hvor han dog også havde et synligt formmæssigt overskud. Også i UAE Tour var han imidlertid meget bedre i de flade spurter, end han var for et år siden, og det følger alt sammen tendensen, vi også så i 2019, hvor han fra juli og frem fandt en fart, han ikke havde haft i flere år.

Ewan er også en holdbar sprinter, men han er normalt ikke helt så klatrestærk som Bennett, der har større fordel af bakken. Dertil kommer, at Ewan ikke er specielt robust i sidevinden, og selvom hans hold er stærkt, er det trods alt ikke Deceuninck. Derfor vil han både kunne mærkes mere og måske endda sættes af inden finalen. Til gengæld har også han et fremragende tog, for selvom Roger Kluge næppe klarer bakken, har han stadig Philippe Gilbter, John Degenkolb og Jasper de Buyst. Faktisk kan de vise sig stærkere end Deceuninck, hvis Mørkøv falder fra. Til gengæld kan Bennett formentlig overleve bakken i en bedre position, og det vil koste for Ewan at skulle genvinde eventuelt tabt terræn. Det ændrer dog ikke på, at Ewan i år har vist, at han kan slå Bennett, og det kan han gøre igen, uanset om Lotto faktisk giver ham det bedste lead-out, eller om han kommer fra Bennetts hjul, som han har det for vane.

Bora har den luksus, at de har to sprintere, og på denne etape er det nok Peter Sagan, der er det bedste bud. Slovakkens form er ukendt, men ser man bort fra sidste år, hvor han var syg, kommer han altid stærkt ud fra sine ture til højderne. Derfor må vi også antage, at Sagan er klar til at vise klassikerform, og i den situation er dette naturligvis en næsten perfekt etape for ham.

Sagan kan egentlig selv tage initiativet på bakken, men formentlig vil han forsøge at spare sig til en spurt. Normalt er han langsommere end både Ewan og Bennett, men det kan vise sig anderledes efter denne hårde sidevindsetape med en eksplosiv finale. Der er i hvert fald ikke tvivl om, at han vil komme bedre over toppen end både Bennett og Ewan, og dermed skal han ikke bruge de samme kræfter på at genvinde position. Kombinerer man det med hans altid eminente positionering og timing i en finale med et sent sving og modvind, er det på en dag som denne, at Sagan sagtens kan vinde en massespurt.

Bora har imidlertid også den endnu hurtigere Pascal Ackermann, men det er nok tvivlsomt, om tyskeren klarer bakken. Egentlig viste han vis robusthed i både 2018 og 2019, men det har set lidt sløjt ud i år. Særligt var det skuffende, at han blev sat som en af de allerførste på 2. etape i Emiraterne, selvom han havde intention om at jagte et resultat. Nok kan man håbe, at han har forbedret formen siden da, men hvis ikke det er sket, er det svært at se ham klare denne ganske svære bakke.

Hvis det til gengæld lykkes, er han farlig. Ganske vist kom han sløjt fra start, men hans sejr på 1. etape i Emiraterne viste, at han har genfundet den fart, der gjorde ham så suveræn i sidste års Giro. Man må derfor også formode, at Bora kører spurten for ham, hvis han er i position og frisk efter bakken. Sker det, har han Maximilian Schachmann og ikke mindst Sagan til at sætte sig op, og det kan blive svært for selv Deceuninck at matche den styrke. Problemet er bare, at han først skal op over de 1400 m først.

Det var en fornøjelse at se Giacomo Nizzolo i Kuurne og Le Samyn i sidste uge. Italieneren var med i alt på bakkerne og i sidevinden og synes efterhånden at have genvundet den robusthed, der tidligere gjorde ham til italiensk mester på en knaldhård rute. Med de ben synes denne hårde finale at være ganske glimrende for den alsidige italiener, der dog ikke helt har genfundet den hurtighed, der to år i træk gjorde ham til Giroens hurtigste mand. Han synes dog at nærme sig efter sejren Down Under, 2. pladsen bag Bennett i Torquay og senest med spurtsejren i Kuurne, hvor Kasper Asgreen dog snød ham for 1. pladsen. Med den form, han har nu, vil han kunne overleve bakken med en vis friskhed, og han synes også at have genfundet lidt af den positionering, han ellers havde tabt. Med det sene sving ligner det derfor en spurt, Nizzolo godt kan vinde.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Sunweb har meldt ud, at de satser på Cees Bol til de lette spurter og på Michael Matthews til de svære spurter. Derfor går de nok ind til etapen med en plan om at køre for Bol, hvis han klarer bakken, mens det ellers bliver op til Matthews at afslutte. Med den fine kørsel, han viste på bakkerne i Kuurne, kunne noget tyde på, at han har en fin chance for at komme med hjem. Vi så samtidig i Algarve, at han altså er lynhurtig og har farten til at blande sig her, især efter en hård dag, men hans problem har altid været positioneringen. Den kan han imidlertid få styr på her, hvor hans tog med Matthews, Søren Kragh, Nikias Arndt og Nils Eekhoff, hvis han klarer bakken, ser så stærkt ud, at de kan blande sig med de bedste. Får Bol et lead-out som i Algarve, har han farten til at true de bedste.

Hvis han falder fra, skal Matthews køre spurten, men det er svært at se ham vinde en flad spurt i dette selskab. Faktisk kører Matthews efterhånden meget sjældent flade spurter, men hvis det hele bliver hårdt nok, kan det lade sig gøre. Medvinden taler i hvert fald til Matthews’ fordel, og han har før vundet også flade spurter i netop dette løb. Selvom det er hans sæsondebut, skal formen nok være der, for han er en mester i at træne sig i form - præcis som han gjorde, da han for nogle år siden vandt løbets prolog på sin allerførste løbsdag.

Bakken burde også kunne klares af Elia Viviani, der i de senere år er blevet uhyre holdbar og sidste år blandt andet imponerede stort i Bretagne Classic, der havde mere end 3000 højdemeter. Desværre har italieneren været temmelig formsvag i år, og han kommer også direkte fra et VM i Berlin, hvor han indrømmede, at han stadig havde meget at arbejde med. Netop en tur på banen er heller ikke den allerbedste forberedelse til dette, og hvis man ser på de uhyre skuffende spurter, han har kørt i år, senest i Almeria og Algarve, er det svært at være optimistisk. Omvendt kan der være vendt op og ned på det hele efter en hård dag, og Viviani viste på sidevindsetapen i sidste års Tour, at han sagtens kan afslutte efter en svær dag. Toget er ikke skræmmende, men Viviani er snu og god i positionskampen, og han vil have klatrestærke Piet Allegaert og Damien Touze til at bringe sig i position inden svinget.

En af årets positiver oplevelser har været genfødslen af Nacer Bouhanni. Sandt er det dog også, at han endnu har til gode at spurte mod sprintere af denne kaliber, og hvis man ser på, hvor langt fra de bedste han var i sit sejrsløse 2019 og hans generelle spurter i de seneste mange år, er det svært at tro, at han pludselig kan slå til i dette selskab. Omvendt var jeg meget imponeret over hans kørsel for Warren Barguil på den knaldhårde rute i Drome sidste søndag, og det viser, at han måske er ved at genfinde lidt at tidligere tiders holdbarhed. Klatrer han som i sin storhedstid, kan han sagtens klare en bakke som denne, men desværre vil han næppe have megen støtte i spurten. Det kan blive for dyrt, hvis han på egen hånd skal bevæge sig frem i feltet og siden bokse mod de andre tog, men han kan i det mindst håbe, at Connor Swift kan give ham en hånd. Herefter vil det være op til ham selv at vise, at den gamle fart er tilbage.

Circus stiller med feltets lottokupon. Hvis han er på toppen, er denne finale ganske perfekt for Danny van Poppel, der er ganske fremragende på sådanne brostensbakker, men til gengæld aner vi ikke, hvor vi har ham. Han er kommet meget svingende fra start, men meldte i går ud, at han endelig har fundet sine gode ben. Hvis det er sandt, er dette et glimrende løb for ham, men han har stadig til gode at vise, at han efter et sløjt 2019 har lidt af den fart, der tidligere gjorde ham stærk også i dette selskab. Heldigvis har han Andrea Pasqualon til at støtte sig i spurten, hvor han nok må klare sig uden bror Boy. Skulle Van Poppel falde fra, kan Pasqualon helt sikkert spurte, men han mangler farten til at vinde.

Trek vil køre spurterne for Edward Theuns, men desværre er belgieren kommet skidt fra start. Han så i hvert fald temmelig tam ud i åbningsweekenden, hvor han skuffede fælt, og lige nu ligner han ikke en mand, der kan overleve bakken. Til gengæld står han stærkt, hvis det lykkes, for så kan han regne med et lead-out fra Alex Kirsch, Mads Pedersen og Jasper Stuyven, der alle burde have en god chance for at klare bakken. Han er ikke så hurtig som tidligere, men kører Trek lead-outs, som de gjorde sidste efterår, kan han måske blive sat helt perfekt op. Så skal han bare vise, at han også har fundet lidt form. Ellers kan formstærke Stuyven selv køre spurten, men i en flad spurt er han nok overmatchet i dette felt.

Bryan Coquard fik ligesom Van Poppel i sidste øjeblik en invitation til løbet. Han har haft en svær sæsonstart med et brud på skulderen og siden beskæftigelse på banen. Han imponerede dog i Le Samyn, hvor han trods et uheld i den absolutte finale endte med at sidde med de bedste, indtil han til allersidst eksploderede. Med hans begrænsede forberedelse kan man frygte, at han får det for svært i denne finale, men kørslen i tirsdags giver optimisme. Til gengæld skal han nok køre spurten på egen hånd, og da han ikke har samme fart som tidligere og er svag i positionskampen, får han svært ved at vinde.

Bahrain-Merida stiller med Ivan Garcia, der normalt vil elske en hård finale som denne. Desværre missede han både Ruta del Sol og åbningsweekenden som følge af sygdom, og derfor kan han umuligt være på toppen. For det spanske stortalent kan mindre også gøre det, hvis det handler om at overleve, men det er nok svært for ham at vinde. Han er ganske enkelt ikke hurtig nok på flad vej, men hvis det bliver rigtigt hård, kan han gøre det godt, ikke mindst hvis formstærke Heinrich Haussler kan sætte ham godt op til sidst.

Egentlig burde finalen være en gave til Marc Sarreau, der efterhånden er blevet en ganske holdbar fyr. Desværre kom franskmanden sløjt fra start i Australien, hvor han var langt fra formen, og siden blev han syg i åbningsweekenden. Det vil derfor være en overraskelse, hvis han sidder med hjem, men omvendt er det en finale, der kunne passe ham, hvis han har fundet de procent, han manglede for en måned siden, og er kommet sig over sygdommen. Farten er også ganske fin, men udfordringen er, at han er svag i positionskampen og formentlig skal køre spurten på egen hånd, da FDJ er bygget op om Thibaut Pinot.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

John Degenkolb skal også nævnes. Ganske vist skal han som udgangspunkt køre for Ewan, men han er mere holdbar end australieren. Ewan har sine offdays, og skulle han falde fra på brostensbakken, vil Degenkolb kunne køre spurten. Han spurtede som en mindre katastrofe sidste efterår, men i år viste han lidt af sin gamle fart med en podieplads i Valencia. Formen så god i Kuurne, selvom han blev lukket inde i spurten, og selvom han nok ikke længere er hurtig nok til at vinde, har hans speciale altid været at spurte efter en hård dag, som han senest viste med 2. pladsen bag Kristoff i Gent-Wevelgem.

Endelig er der Hugo Hofstetter. Israel SUN har ganske vist den hurtigere Rudy Barbier¸ men han klarer ikke bakken. Det bør Hofstetter til gengæld have en god chance for med den fornemme form, der gav ham en uhyre sjælden sejr i et knaldhårdt Le Samyn. Desværre er han ikke specielt hurtig på flad vej, og han er derfor næsten uden chance for at vinde, men med den fine form og den gode positionering burde der vente et godt resultat. I lyset af formen må man også formode, at Tom van Asbroeck skal køre for Hofstetter.

Skulle det lade sig gøre at køre væk på bakken, vil jeg fremhæve Julian Alaphilippe, Benoit Cosnefroy, Maximilian Schachmann, Alberto Bettiol, Michael Matthews, Jasper Stuyven og Sep Vanmarcke som de bedste kandidater, selvom jeg tror, at sidstnævnte skal lege støttepædagog for Sergio Higuita. Oliver Naesen kan køre en god spurt efter en hård dag, men ikke vinde. Pierre Barbier og Max Walscheid klarer formentlig ikke bakken, og det tror jeg heller ikke, at en indtil for nylig sygdomssvækket Niccolo Bonifazio gør. Endelig skal Ryan Gibbons utvivlsomt køre for Nizzolo.

Feltet.dks vinderbud: Sam Bennett

Øvrige vinderkandidater: Caleb Ewan, Peter Sagan

Outsidere: Pascal Ackermann, Giacomo Nizzolo, Cees Bol, Elia Viviani, Nacer Bouhanni

Jokers: Danny van Poppel, Edward Theuns, Bryan Coquard, Michael Matthews, Ivan Garcia, Marc Sarreau, John Degenkolb, Jasper Stuyven, Hugo Hofstetter