Prøv vores nye app
Optakt: 1. etape af Itzulia Basque Country (Baskerlandet Rundt)
08. april 2019 12:30Foto: A.S.O.
af Emil Axelgaard

I mange år har det været en fast tradition, at Itzulia Basque Country er sluttet med den vigtige enkeltstart, men som noget helt nyt er den afgørende tidskørsel i år flyttet til 1. etape. Dermed handler det for klassementsrytterne om at være knivskarpe fra start, når der lægges ud med en typisk baskisk enkeltstart, der både byder på lidt fladt terræn, en rigtig baskisk mur samt en afsluttende, meget teknisk nedkørsel ned til målet i Zumarraga.

Annonce

Artiklen fortsætter efter videoen.

Ruten

Indtil sidste år var det en helt fast tradition, at Itzulia Basque Country altid sluttede med enkeltstarten, der meget ofte har været løbets klart vigtigste etape. Den kutyme blev der imidlertid lavet om på i 2018, hvor man helt usædvanligt flyttede tidskørslen til 4. etape, hvor den dermed kom inden de to helt afgørende etaper i regionen omkring Eibar. I år fortsætter man den nyskabende trend og tager det endda til et nyt niveau, da enkeltstarten i 2019 vil blive afviklet allerede på den allerførste dag. Samtidig har man reduceret distancen til bare 11,2 km og efter et år med en helt flad rute igen designet en mere klassisk baskisk tidskørsel, der involverer en typisk baskisk mur undervejs. Dermed er der lagt op til et helt afgørende slag allerede fra første færd på en dag, hvor der bliver brug for både tempo- og klatreben.

 

Årets enkeltstart som sagt bare 11,2 km lang og afvikles i det kuperede terræn omkring byen Zumarraga. Starten er ganske tilforladelig, idet man kører ad en lige og flad vej mod sydvest ud af byen. Her når man et vendepunkt, hvorefter det går tilbage mod nordøst med retning mod centrum, hvor man drejer mod øst og derefter sydøst for igen at køre igennem fladt og derefter let faldende terræn ud til et vendepunkt.

 

Herefter ændrer etapen karakter, når man vender rundt for at køre mod nordvest tilbage mod byen. Et let stigende stykke leder direkte ind på dagens stigning, La Antigua, der over 2,3 km stiger med 9,7%, og som er en typisk baskisk mur. Således stiger de sidste 700 m med 16,0% i snit og byder endda på hele 21% undervejs. Toppen rundes med 3,13 km igen, hvor der uddeles bjergpoint, og derefter går det via en yderst teknisk nedkørsel med adskillige hårnålesving mod vest ind mod byens centrum. Her flader det ud over den sidste kilometer, hvor man kører frem til et sidste hårnålesving med bare 400 m til stregen i en yderst teknisk finale.

 

Læs også
Verdensmesteren dropper Tour de France

 

Etapen byder på i alt hele 268 højdemeter over den korte distance.

 

Zumaragga var senest vært for en etape i 2015, hvor Joaquim Rodriguez overspurtede Sergio Henao og Nairo Quintana, efter at de tre var kørt væk på den mur, der også findes på årets enkeltstart. Det samme scenarium gentog sig i samme finale i 2011, og denne gang var Rodriguez igen hurtigst, da han til slut spurtede mod Samuel Sanchez, Andreas Klöden og Chris Horner.

 

Annonce

 

 

 

Vejret

Baskerlandet er kendt og frygtet for sit regnvejr, og efter den seneste justering af vejrudsigten ser det ud til at blive en helt igennem våd uge. Der lægges ud med en mandag, der byder på solskin fra morgenstunden, men allerede fra middagstid vil der være 50% risiko for byger. Risikoen aftager dog mod slutningen af etapen, men kun til 30-40%. Temperaturen vil nå 15 grader, og der vil være en relativt konstant sydvestlig vind, der blot vil være let. Det giver med- og modvind på den første del af den flade indledning og derefter et længere sidevindsstykke, der varer ved indtil anden halvdel af stigningen. Her vil der derefter være medvind, inden man får mod- og sidemodvind på det meste af nedkørslen, herunder på opløbsstrækningen.

 

Favoritterne

Årets åbningsetape er på én gang helt nyskabende og samtidig en slags tilbage til rødderne. Det nye består naturligvis i, at den i år består af løbets altid helt afgørende enkeltstart, der ellers frem til og med 2017 var den helt faste afslutningsetape. Det vil skabe en helt ny dynamik i løbet, at vi allerede fra start ved, hvordan tidskørslens regnebræt skal gøres op, og det kan forhåbentlig anspore til lidt mere offensiv kørsel på særligt kongeetapen, at alle nu ved, hvor meget der skal hentes i bjergene. Det kræver samtidig, at rytterne skal være klar fra start, hvilket kan være en udfordring for de mange ryttere, der ikke har kørt siden Paris-Nice eller Tirreno, ikke mindst fordi der er tale om en kort, eksplosiv affære, hvor der ingen tid er til at løsne benene op og genfinde løbsrytmen. Særligt vigtigt bliver det af, at det sammen med kongeetapen ligner det afgørende slag på årets ikke alt for vanskelige rute.

 

Samtidig er det en tilbagevenden til rødderne. Det baskiske løb er kendt for sine nærmest uhørt kuperede enkeltstarter, hvor der ofte har været mange ekstremt stejle mure på menuen. Det afspejler sig i resultatlisterne, hvor vi har set noget så uhørt som andenpladser til folk som Joaquim Rodriguez (tænk en ekstra gang over det) og Nairo Quintana, ligesom Adam Yates har en 4. plads på cv’et. Selv stakkels Sergio Henao, der hele tre gange har tabt førertrøjen på den sidste enkeltstart, er blevet nr. 3 og 4, ligesom Damiano Cunego har været på podiet. Det siger alt om, at de baskiske enkeltstarter er noget helt andet end almindelige tidskørsler, hvilket også Tony Martin, der trods adskillige forsøg kun har sejret en enkelt gang, har måttet sande.

 

Sidste år designede man på uhørt vis en helt flad tonserrute, hvor det var de sande specialister, der boltrede sig. I år er det i stedet et helt klassisk format med en brutal mur og en tilsyneladende uhørt teknisk nedkørsel, der vil betyde, at det slet ikke er en sag for tempokongerne. Det vil således være stærkt overraskende, hvis rytterne benytter sig af en enkeltstartscykel, og distancen er formentlig for kort til, at et cykelskifte kan betale sig.

 

Læs også
Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

 

Ruten har dog også sine flade strækninger, og den indledende del er meget enkel. Her har specialisterne godt halvdelen af distancen til at træde mange watt og vinde tid på de lettere folk. Til gengæld er muren guf for de eksplosive puncheurs, som elsker de stejleste af de stejle mure, og her kan der gøres så store forskelle, at vi kan vente os ret fine præstationer også af folk som Yates, Dan Martin og måske endda Michael Woods, der vil elske en bakke som denne. Endelig er der den uhørt tekniske nedkørsel, der ligeledes bliver meget vigtig, og her vil risikovillighed og mod også spille en afgørende rolle.

 

Det skyldes ikke mindst vejret. Det ser ud til, at vi får et ”rigtigt” Baskerlandet Rundt med regn i overdådige mængder de fleste dage, og det starter desværre allerede fra dag 1. Det er dårligt nyt på en rute med så svær en nedkørsel, og derfor kan villigheden til at tage chancer formentlig ikke overvurderes.

 

Det giver også et element af tilfældighed. Der er risiko for byger gennem hele etapen, men netop fordi det er byger, kan forholdene være forskellige fra rytter til rytter. Der er en større chance for tørvejr for de sidst startende, men grundlæggende må vi nok forvente våde veje for dem alle. Det kan gøre etaperesultatet til lidt af et lotteri, for det er helt sikkert, at tørre veje vil være en ualmindeligt stor fordel på denne rute, og det synes fuldstændig udelukket, at en rytter kan vinde i vådt føre, hvis andre har haft tørre veje. Med det element af uforudsigelighed er vi nødt til at basere analysen på, at alle har ens betingelser, men det er bestemt ikke sikkert, at det vil være tilfældet.

 

Rutens specielle karakter gør også, at det er en ret åben affære med gode muligheder for overraskelser, men vi mener, at Julian Alaphilippe skiller sig ud som favorit. Franskmanden er bestemt ikke tempospecialist, men skulle han designe en rute til en tidskørsel, ville han formentlig komme frem med denne. Den minder nemlig ganske meget om den, han i 2017 vandt i Paris-Nice, hvor han efter en flad indledning blæste op ad Mont Brouilly hurtigere end nogen anden. Den væsentligste forskel på de to ruter er alene den tekniske nedkørsel samt den stejlere mur, men begge elementer er kun til forskel for franskmanden, der elsker de stejleste procenter og er en fabelagtig og også meget risikovillig nedkører.

Annonce

 

Alaphilippes problem er den flade tonserdel, men der er så mange sving, at det slet ikke er dumt for franskmanden, der i San Juan viste, at han har ganske god power på korte, flade enkeltstarter også, ligesom han i Californien har vundet en flad, teknisk enkeltstart. Her skal han begrænse tabet til specialisterne, og herefter er det svært at se, at nogen kan køre den sidste del lige så hurtigt som det franske fænomen, der har været i flyvende form fra sæsonstart. Der er ingen grund til at tro, at pausen har ændret på detm og vi ved alle, at Alaphilippe altid starter sine etapeløb som lyn og torden. Det tror vi også., at han gør denne gang, hvor han kan tage den første af formentlig mange etapesejre allerede på første dag.

 

En anden rytter, der må være begejstret for ruten, er alsidige Michal Kwiatkowski¸ der bør være en af de bedste på alle dele af ruten. I de seneste to år har han nået nye højder som temporytter og er blandt andet blevet hhv. nr. 2 og 4 på de seneste to Tour-enkeltstarter og nr. 4 ved det seneste VM. Han skuffede måske i Paris-Nice, hvor han burde have vundet etapen, men han endte trods alt helt i front og har bekræftede også sin gode form med et flot Milano-Sanremo. Nu har han haft en pause, og selvom han ikke altid har været helt skarp i Baskerlandet, der primært er forberedelse, burde han stadig være på et højt niveau.

 

Kwiatkowski er med sin eksplosivitet god på korte enkeltstarter, og han har langt mere power end Alaphiilippe på det flade. Muren kan til gengæld synes en anelse stejl for polakken, men vi skal ikke glemme, at han har været på podiet på Mur de Huy i Fleche Wallonne. Denne stigning er en anelse længere, men umiddelbart burde Kwiatkowski være blandt de bedste også her. Det samme vil han være på den tekniske nedkørsel, der er guf for en cykelekvilibrist som ham. Den største tvivl går på hans evne til at matche de allerbedste på så stejl en stigning, men grundlæggende er det en glimrende rute for Kwiatkowski

 

Sky har imidlertid også en anden topkandidat. Sammen med Rohan Dennis er Geraint Thomas utvivlsomt løbets bedste temporytter, for siden etapesejren i Touren i 2017 har han været skræmmende stærk i kampen mod uret. Nu meldes han endda også endelig i form igen efter en lidt for kalorietung vinter, og han skulle være kommet sig over den sygdom, der slog ham ud i Tirreno. Dette løb er derfor nu hans første store mål, og forventningen er, at Thomas vil køre med i kampen om sejren.

 

Hans store chance er at vinde tid på denne etape, og som en af løbets bedste klatrere og temporyttere burde han kunne lide de fleste dele af ruten. Den første del passer ham fremragende i forhold til de små folk, og her bør han i hvert fald være en af de allerstærkeste. Han kunne måske nok have ønsket sig en knap så stejl stigning, men med de klatreevner, han har vist på det seneste, er også en mur som denne overkommelig for ham. Den store udfordring er i stedet nedkørslen, der måske kan ende med at koste ham sejren. Thomas er bestemt ikke en dårlig nedkører, men han er ikke en Alaphilippe eller Kwiatkowski, og det er også tvivlsomt, om han vil sætte alt på et bræt i et år, hvor det helt store mål først kommer i juli måned.

Annonce

 

Læs også
Optakt: Prolog til Tour de Romandie

 

Med tre samlede 3. pladser elsker Ion Izagirre sit hjemmebaneløb, hvor han altid har benyttet de kuperede enkeltstarter til at vinde tid på rivalerne. I gamle dage var kuperede tidskørsler nemlig baskerens absolutte speciale, og han var en af verdens allerbedste i disciplinen. Desværre har det i den grad knebet på tempocyklen i både 2017 og 2018, og ser man bort fra hans lille opblomstring med 2. pladsen i Valencia først på året, har han slet ikke været på sit gamle niveau på det seneste. Denne rute handler imidlertid om noget helt andet end traditionelle tempoevner, og den burde passe godt til Izagirre, der i de senere år har forbedret sig mærkbart på stigningerne og i dette løb også har vist god smag for korte, stejle stigninger. Hans nedkørselsevner er uovertrufne, specielt på våde veje, og han er topmotiveret på hjemmebanen. I forhold til de lettere folk vil han endda være begunstiget af den første flade del, og derfor kunne dette være en enkeltstart, der fører til en genrejsning af Izagirre som tempospecialist.

 

Enkeltstartens store joker må være Maximilian Schachmann. Som dobbelt sølvvinder ved U23-VM og senest bronzevinder ved elitens EM ved vi, at han er en sand specialist, der også har vist sine evner over kortere distancer i blandt andet Giroen, Romandiet og BinckBank Tour. Enhver, der har set Scachmann køre på cykel i år, vil vide, at han ikke blot er i storform, men også i et overdådigt kørehumør, der sikrede ham en 1., 2., 3. og 4. plads ved det netop overståede Volta a Catalunya. Han er samtidig en alsidig fyr med speciale på korte stigninger, og han er en glimrende nedkører. Derfor har han alle forudsætninger - ikke mindst formen - til at køre med om sejren på denne etape, men spørgsmålet er alligevel, om ikke muren bliver lidt for stejl for den lidt store tysker. Det er i hvert fald en mistanke, men med den form, han har nu, skal man vente sig lidt af hvert fra den tyske multikunstner.

 

En anden stærk kandidat er Daniel Martinez. Modsat de fleste andre colombianske klatrere har han nemlig også enkeltstarten som et våben, hvilket han først viste i Californien sidste år og senest med den fremragende præstation i Paris-Nice. Her viste han med kongeetapesejren foran navne som Miguel Angel Lopez og Simon Yates tillige forrygende klatreevner, og hvis han har samme form nu efter en lille pause, bliver han ikke let at bide skeer med på stigningerne i dette løb. Han har stadig til gode at blive udfordret på en rute som denne, men i teorien burde den passe ham endnu bedre end en mere klassisk enkeltstart. Spørgsmålet er måske snarere, om ikke den er lidt for kort og eksplosiv for Martinez, der umiddelbart er en mere klassisk klatrer end en puncheurtype.

 

Rohan Dennis har fået en katatstrofal start på tiden i regnbuetrøjen. Først blev han sensationelt slået af Luke Durbridge ved de australske mesterskaber, og senest kørte han en chokerende ringe enkeltstart i Tirreno. Det har med det samme rejst tvivl om, hvorvidt hans nye Merida-cykel kan vise sig at koste ham hans tempotrone, for det er en slet skjult hemmelighed, at man sjældent bliver en bedre temporytter af at skifte en BMC ud med en cykel af det mærke. Det er dog ikke cyklen, der er problemet på denne etape, for som nævnte forventer vi, at de fleste vil køre på almindelige cykler. I stedet er det rutens karakter. Det er nemlig kun på det første flade tonserstykke, at Dennis kan gøre brug af sin evner som wattmonster. Til gengæld er den sidste stigning formentlig en anelse for stejl for australieren, der er betydeligt større end sine rivaler og i denne tidlige del af sæsonen heller ikke har arbejdet meget med sine klatreevner. Omvendt er Dennis faktisk ret eksplosiv netop på korte, stejle stigninger, og vi skal ikke glemme, at han som bekendt blev verdensmester på en overordentlig vanskelig rute. Spørgsmålet er bare om ikke mere end 20% er lidt for meget for en stor fyr som ham, ikke mindst fordi han heller ikke på nedkørslen vil kunne matche de bedste.

 

Adam Yates er bestemt ikke tempospecialist, men vi forventer faktisk, at han vil gøre det godt på denne etape. Vi ved nemlig fra Tirreno og Catalonien, at han måske er i sit livs form i disse dage, og der er ikke mange i denne verden, der har hans punch på korte, eksplosive mure som denne. Han er også en glimrende nedkører, og udfordringen er derfor alene den flade første del. Den er imidlertid også relativt teknisk, og Yates har faktisk tidligere vist, at han på kuperede ruter kan gøre det godt. Det så vi med 4. pladsen på den meget kuperede enkeltstart i 2016, ligesom han trods dårlig form kørte en hæderlig sidste enkeltstart i Touren sidste år. I øjeblikket er han i storform, og særligt fordi muren er så stejl, som den er, skal man slet ikke blive overrasket, hvis Yates er med helt i front på lige netop denne enkeltstart.

Annonce

 

Også Enric Mas kan være ganske spændende på denne etape. Det spanske supertalent er egentlig slet ikke tempospecialist, men han viste i sidste års Vuelta, at han har forbedret sig enormt i disciplinen. Denne klatrerute er selvsagt langt bedre for den stærke spanier, der vil se frem til den stejle mur. Han havde et skuffende Catalonien, men blev konstant bedre igennem løbet og kunne ligne en mand, der ligesom sidste år har timet formen til dette løb, hvor han i 2018 vandt kongeetapen efter at have ofret sit klassement for Alaphilippe. Desværre er han også bedst sidst i et etapeløb, og man kan frygte, at denne enkeltstart dels kommer lidt for tidligt, dels er lidt for eksplosiv for en mere ren klatrer som ham.

 

En anden spændende kandidat er Dylan Teuns. Der findes ikke mange i denne verden med samme evner på korte, stejle mure som manden, der fik sit store gennembrud med sin podieplads i Fleche Wallonne i 2017. Samtidig lærte han i sidste års Vuelta pludselig at køre enkeltstart - en evne, han bekræftede i Valencia i februar, hvor han på en lidt tilsvarende rute kørte fornemt. Desværre har han været syg flere gange siden da, og selvom han meldes at have trænet fint på det seneste, hersker der en del usikkerhed om hans form. Til gengæld burde det være en næsten ideel rute, hvis han har de ben, han skal finde til Ardennerne, der er hans store mål igen i år.

 

Mange danske blikke vil være rettet mod Jakob Fuglsang og det med god grund. Danskeren har vel aldrig været stærkere end netop nu, og han går ind til løbet som en af de tungeste favoritter. Hans største udfordring er netop enkeltstarten, men efter de seneste præstationer i Tour de Suisse og Ruta del Sol er der en vis grund til at tro, at han har forbedret sig i den disciplin, der hidtil har været hans akilleshæl. På flade enkeltstarter har han stadig sine begrænsninger, men i Andalusien viste han, at han nu mestrer kunsten at køre stærkt på kuperede ruter. Derfor burde han med sin gode form kunne gøre det ganske hæderligt på denne etape, men spørgsmålet er alligevel, om ikke det bliver lidt for stejlt og eksplosivt for en dieselmotor som Fuglsang. Han havde nok haft fordel af en længere rute med mere jævne stigninger, og derfor skal vi ikke vente os at se ham helt i front. En god præstation burde dog være inden for rækkevidde.

 

En spændende outsider er Patrick Bevin. Newzealænderen gjorde stormskridt mod verdenstoppen sidste år, hvor han hele to gange blev nr. 2 på en WorldTour-enkeltstart, blandt andet i dette løb. I år lagde han endda også ud som lyn og torden med det mindeværdige, men svært uheldsramte Tour Down Under. Siden styrtet har han arbejdet på at genfinde formen, og det så ud til at være lykkedes ganske pænt i Catalonien, hvor han særligt imponerede som del udbruddet på den bjergrige 4. etape. Der er ingen tvivl om, at han kommer til løbet som en af de bedste temporyttere, og han er også glimrende på korte stigninger. Vi har dog en frygt for, at muren her er lidt for stejl for den ellers alsidige Bevin, der ikke just er nogen letvægter.

 

Læs også
Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt

 

En mand, der er alt andet en tempospecialist, er Dan Martin. Ireren har tabt et hav af etapeløb på gulvet som følge af en ringe tidskørsel, men lige netop på denne rute burde han gøre det godt. Der er i hvert fald ikke mange, der kan forcere en mur i samme hast som Martin, og vi har tidligere i år i Valencia samt på den berømte bjergprolog i Dauphiné i 2016 set, at hans tempoevner på denne type enkeltstarter slet ikke er så ringe endda. Han viste samtidig god form i Catalonien, hvor kun et styrt på sidste etape ødelagde hans løb. Det er klart, at Martin aldrig vil vinde en enkeltstart, men lige netop her kan han måske levere en fin lille overraskelse.

Annonce

 

Kometen Tadej Pogacar var kendt som ren klatrer uden mange tempoevner. Det gjaldt i hvert fald lige indtil årets Volta ao Algarve, hvor han chokerede de fleste ved at blive nr. 5 på den relativt flade tidskørsel. I forvejen var det lidt af en drømmedebut at vinde en bjergetape i det portugisiske løb, men enkeltstarten slog hovedet på sømmet. Nu står han så foran den opgave at bevise, at det ikke bare var en tilfældighed, og han burde i hvert fald bedre kunne lide denne rute end den, han mødtes af i Portugal. Hans form i GP Miguel Indurain var hæderlig uden at være prangende, og man kan da også frygte, at etapen her bliver en anelse for eksplosiv for den lidt mere sejlivede slovener. Vi er dog spændt på at se, om ikke han kan overraske os igen.

 

En af de ryttere, der er sværest at vurdere, er Jonathan Castroviejo . På den ene side er han ubetinget en af feltets bedste temporyttere, og samtidig har han siden skiftet til Sky forbedret sine klatreevner helt enormt. Omvendt tilsiger al logik, at den ikke specielt eksplosive Castroviejo vil finde en stejl, baskisk mur lidt for hidsig, og spørgsmålet er, om ikke han alligevel kommer til kort, når procenterne for alvor tager fat. Omvendt vil han kunne vinde tid på den flade del, og han har også vist sig som en glimrende tekniker til den afsluttende nedkørsel. Det er nok ikke en enkeltstart, han vinder, men han kan sagtens gøre det hæderligt.

 

Hvor står Alexey Lutsenko formmæssigt? Efter den vilde sæsonstart har han nu holdt lidt pause, og det plejer desværre at betyde, at de gode ben forsvinder som dug for solen. Omvendt har han i år nået et niveau, de færreste vel havde turdet drømme om, og derfor har han potentiale til at overraske igen. Problemet er bare, at kasakken ikke har kørt én eneste god enkeltstart siden sejren i Danmark Rundt for efterhånden en menneskealder siden, og han vil derfor formentlig tabe en del tid på den første del. Omvendt vil han med sine superben fra første del af sæsonen kunne blæse op ad muren, selvom den nok er lidt for stejl efter hans smag. Vi forventer ikke at se Lutsenko helt i front, men med det, han har vist i år, skulle det ikke undre, om han overrasker igen.

 

En anden rytter, der er på vej mod genrejsning, er Lawson Craddock. Det gør ham automatisk til en spændende fyr på en enkeltstart. Han viste nemlig så sent som i Paris-Nice, at han stadig er glimrende i kampen mod uret, og han viste endda også hæderlig form i Coppi e Bartali. Han bør kunne vinde tid på den første del, og selvom han ikke er verdens bedste klatrer, har han faktisk en samlet top 10 fra dette løb i den første del af karrieren. Det viser, at han slet ikke er så ringe på stejle mure, og derfor kan man tro på, at han vil kunne gøre det ganske god igen her.

 

På mange måder kunne vi gentage hele smøren om Ion, når det gælder Gorka Izagirre. Den eneste forskel er, at storebror aldrig har været helt så god på enkeltstarter som lillebror, og at han heller ikke klatrer helt på samme niveau. Samtidig er han først netop kommet tilbage efter styrtet i Paris-Nice, og han ventes derfor ikke at være i storform. Han arbejdede da også for holdet i GP Miguel Indurain, men her så han nu alligevel slet ikke så dårlig ud. Normalt burde en enkeltstart med en eksplosiv stigning og ikke mindst en teknisk nedkørsel være god også for Gorka, men spørgsmålet er, om ikke etapen kommer lidt for tidligt for ham i hans nuværende tilstand.

Annonce

 

Endelig vil vi pege på Michael Woods og Simon Clarke. Begge er egentlig håbløse temporyttere, men denne rute er af en type, der bør give dem muligheder for at overraske. Woods er i hvert fald en af verdens absolut bedste på stejle mure, og Clarke har haft en drømmesæson, der kulminerede med hans fornemme Milano-Sanremo. Begge vil helt sikkert tabe en god portion sekunder på den flade første del, og de vil derfor med sikkerhed ikke være med helt fremme. Man kan til gengæld ikke udelukke, at de på muren kan sikre sig et bedre resultat, end man normalt ser på enkeltstarter. Det samme kunne i øvrigt være tilfældet for kometen David Gaudu, der har haft et fabelagtigt 2019, men mon ikke han alligevel får lidt for store klø på den flade del?

 

Normalt kunne man også have forventninger til Pello Bilbao på en eksplosiv rute som denne, men efter at bronkitis kostede ham deltagelse i GP Miguel Indurain er det svært at være optimistisk. Klassementsrytterne Emanuel Buchmann, Mikel Landa og George Bennett vil helt sikkert gøre det hæderligt, men spørgsmålet er, om ikke stigningen er for eksplosiv for typiske dieselmotorer som dem. Nicolas Edet og Diego Ulissi har før overrasket på denne type enkeltstarter, og svingende Alexandre Geniez kunne også være en mand, der hiver en kanin op af hatten. Bauke Mollema er også meget svingende som temporytter, men ruten her burde egentlig passe ham, og det kunne også være på en dag som denne, at Nicolas Edet ige overrasker på en enkeltstart. Til gengæld bør stigningen være for stejl for Jose Goncalves og Luis Leon Sanchez, hvis tempoevner heller ikke er, hvad de engang var, og vi har desværre tabt det meste håb for David De La Cruz efter endnu en sløj sæsonstart. Det samme gælder for Fabio Felline, der ellers normalt ville have elsket en rute som denne. Og endelig skal det blive interessant at se de formstærke talenter Lucas Hamilton og Marc Hirschi.

 

OPDATERING: Michael Woods skipper løbet.

 

Feltet.dks vinderbud: Julian Alaphilippe

Øvrige vinderkandidater: Michal Kwiatkowski, Gerant Thomas

Outsidere: Ion Izagirre, Maximilian Schachmann, Daniel Martinez, Rohan Dennis, Adam Yates

Jokers: Enric Mas, Dylan Teuns, Jakob Fuglsang, Patrick Bevin, Dan Martin, Tadej Pogacar, Jonathan Castroviejo, Patrick Bevin, Alexey Lutsenko, Lawson Craddock, Gorka Izagirre, Simon Clarke

INFO
Optakter
Nyheder
Itzulia Basque Country
Nyheder Profil Startliste Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Tirsdag den 23. april 2024

Udstyr og test
Video i artiklenProduktnyt: Cannondales nye Scalpel er bygget til at begejstre
Landevej
LIVE nu: Godon i bedste tid på uhyre teknisk, schweizisk prolog
Landevej
Optakt: 3. etape af Presidential Tour of Türkiye
Landevej
Optakt: Prolog til Tour de Romandie
Landevej
Optakt: Tour de Romandie
Landevej
Verdensmesteren dropper Tour de France
Landevej
Verdensstjerne sæsondebuterer i stort etapeløb
Landevej
Pogacar øger - tronskifte hos kvinderne
Landevej
Fem danskere stiller til start i WorldTour-etapeløb
Udstyr og test
Elcyklernes kvalitet stiger: Nu er producent klar med elcykel fra øverste hylde
Landevej
Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt
Landevej
Første rytter fra nyt samarbejde: Visma sikrer talentfuld polak
Landevej
To danskere indgår: Se Uno-X Tour de France-bruttotrup

Mandag den 22. april 2024

Landevej
Ineos tager bomstærkt klatrehold med til WorldTour-etapeløb
Landevej
Tobias Lund reagerer på tredjeplads i hård spurt
Landevej
Bernal bedre end før det skæbnesvangre styrt: Vil være verdens bedste
Landevej
Cykelsportens Myter: Oplev Rolf, Holm og Bastian Emil
Landevej
Stortalent tager førertrøjen: Philipsen bliver glad, når han ser det
Udstyr og test
Test: Ekoi Gara MIPS Air
Landevej
Tysker i tårer efter triumf: Der står mange mennesker bag
Landevej
Dansk sprintertalent på podiet i tysk jomfrusejr
Landevej
Verdens bedste sprinter skriver lang kontrakt
Landevej
Quick-Step vil overveje ny Evenepoel-satsning
Landevej
Optakt: 2. etape af Presidential Tour of Türkiye

Annonce

Landevej
Tidligere toprytter om sportsdirektørjob: Et helvedes job
Landevej
Kron udtaget til stort etapeløb
Motion
Vi vil lave Danmarks bedste cykelmagasin - hjælp os!

Annonce

MTB
Video i artiklenHør dansk MTB-stjerne sætte ord på triumf
Landevej
Stærke danskere udtages til WorldTour-etapeløb
Landevej
Sådan gik søndagens A-løb i Uvelse
MTB
Video i artiklenSe Simon Andreassen vinde stor World Cup-sejr
Landevej
Det smadrede mine ben, siger frustreret Pidcock
Udstyr og test
Test: ABUS Gamechanger 2.0

Søndag den 21. april 2024

MTB
Video i artiklenSimon Andreassen vinder i World Cuppen
Landevej
Tre danskere i top-10 i hollandsk endagsløb
Landevej
Cort med skadesopdatering: Min mor ville køre hurtigere ned end mig
Landevej
Brown reagerer på første monumentsejr
Landevej
FDJ – SUEZ-rytter snyder favoritterne i imponerende spurt
Landevej
Danmarksmester kører sig til nyt topresultat
Landevej
ColoQuick vinder dobbeltsejr i Vejle
Landevej
Van der Poel fik "stof til eftertanke" i Liège
Landevej
Video i artiklenSe Pogacars kraftfulde angreb på La Redoute
Landevej
Rørt Pogacar tog revanche med svigermor i tankerne
Landevej
Malmberg henter topresultat i Bosnien-Hercegovina
Landevej
Skjelmose: Dét kostede mig løbet
Landevej
Pogacar pulveriserer konkurrenterne med den perfekte opskrift
Landevej
Sådan var Pogacar atter suveræn
Landevej
Vidunderbarn fuldender UAE-dominans i tilbagevendt løb
Landevej
Jakobsen fremhæver dansk stortalent efter første dsm-triumf
Landevej
Video i artiklenSe Tobias Lund hjælpe Jakobsen til sin første sejr i år
Landevej
Topplacering giver dansk avancement på sidstedagen
Landevej
Video i artiklenFabio Jakobsen overlegen i Tyrkiet
Landevej
Optakt: Liege-Bastogne-Liege
Landevej
Optakt: Giro della Romagna
Landevej
Fléche Wallonne-vinder håber at kunne holde fast i momentum i Liége
Landevej
Van der Poel skal køre Liége-Bastogne-Liége på ny cykel
Landevej
Optakt: 1. etape af Presidential Tour of Türkiye
Landevej
Optakt: Presidential Tour of Türkiye
Landevej
Van Gils kom på podiet i Fléche Wallonne, og nu vil han gentage succesen i Liége
Landevej
Quick-Step-profil: Kan jeg redde vores forår?
Landevej
Her er startlisten til Liège-Bastogne-Liège 2024
Landevej
Skjelmose med stærk udmelding inden monument
Landevej
EF-profil tror på podiet, men 'Pogacar er i en liga for sig'
Landevej
Pogacar er glad for, at han sprang stort forberedelsesløb over
Landevej
Alaphilippe: Min moral blev knust

Lørdag den 20. april 2024

Landevej
21-årig hollænder vinder i hjemmebaneløb
Landevej
Benoot: Vi var virkelig overraskede over det
Landevej
Bora-stjerne afslører stort mål: Det bliver episk
Landevej
Van der Poel vurderer sine chancer mod Pogacar
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewFuglsang: Dét kan få mig til at stoppe karrieren
Landevej
Danskerduo skal op imod Cavendish og andre stjerner
Landevej
Dumoulin har klar holdning til Van der Poel vs. Pogacar
Landevej
Oversigt: Se alle danske UCI-sejre i 2024
Landevej
To danskere slutter langt fremme i Holland
Landevej
Cavendish tilbage efter sygdom, men uden Mørkøv
Gravel
Valverde vinder igen
Landevej
Medie: Alaphilippe i forhandlinger med nyt hold
Landevej
Jakobsen må sætte større lid til dansker - vigtig hjælper misser Giroen
VIS FLERE

Annonce