LIVESTREAM ALLE GIRO-ETAPER FRA START TIL SLUT - UDEN REKLAMER

Ruten                                                         

Mens Tour de France varierer mellem en enkeltstart og en linjeløbsetape, og Vuelta a Espana stort set altid lægger ud med en holdtidskørsel, har man langt større opfindsomhed i RCS Sport, der står for Giro d’Italia. Ganske vist var holdtidskørsler i flere år den foretrukne indledning, men enkeltstarter og flade etaper blev også brugt. På det seneste synes præferencen at være skiftet til fordel for enkeltstarter, for efter at man i 2016 startede med en flad enkeltstart i Apeldoorn, i 2018 lagde ud med en let kuperet individuel tidskørsel i Jerusalem, i 2019 skød det hele i gang med en spektakulær åbning i Bologna, og sidste år åbnede ballet med en meget speciel og halsbrækkende enkeltstart på Sicilien, er det for femte gang på seks år en enkeltstart, der indleder showet. Det sker dog ikke på samme spektakulære facon som i de seneste to udgaver, men derimod med en relativt flad og helt klassisk tonserenkeltstart i Torino, hvor en af de sande specialister ventes at skulle iføre sig årets første maglia rosa.

Med en distance på bare 8,6 km er der tale om en næsten halvt så lang åbningsetape som sidste år, og den har både start og mål i Torino. Starten går i byens centrum, hvor man lægger ud med en teknisk og let faldende første kilometer, der byder på to sving, det sidste efter 800 m. Det leder ind på en lige og let faldende vej, der fører mod sydøst ned til floden Po, hvor man drejer mod sydvest for at køre af den flade og lige vej hen langs bredden forbi mellemtiden, der tages efter 3,8 km.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Kort efter venter den mest tekniske fase, hvor man efter to sving efter hhv. 4,7 km og 5,1 km rammer en bro, der leder over floden. På den anden side drejer man igen mod sydvest for at køre ned langs bredden til det sydligste punkt på Piazza Zara, hvor man via to sving lige i rap vender rundt. Herefter går det mod nordøst op langs bredden ad en helt lige og flad vej, der over de sidste 2,8 km er helt uden sving.

Etapen byder på i alt 46 højdemeter.

SÆT DIT GIRO-MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR OVER 50.000 KRONER

Torino er blevet brugt som målby tre gange tidligere i dette årtusinde. Det skete senest i 2016, hvor hele løbet sluttede i byen med en kontroversiel massespurt, der førte til deklassering af Giacomo Nizzolo, hvorfor sejren i stedet gik til Nikias Arndt foran Matteo Trentin og Sacha Modolo. I 2011 startede hele løbet i byen, hvor HTC-Highroad vandt et indledende holdløb, der sendte Marco Pinotti i førertrøjen, da de slog Radioshack og Liquigas som de nærmeste rivaler. I 2005 var der en sen enkeltstart i byen, hvor Ivan Basso rejste sig efter et maveonde, der havde kostet ham en sandsynlig samlet sejr, ved at sejre foran Vladimir Karpets, David Zabriskie og den førende Paolo Savoldelli. Derudover er byen altid mål for klassikeren Milano-Torino, der dog med sidste års udgave som en undtagelse slutter på Superga-stigningen i byens udkant.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Vejret

I disse dage leveres der sikkert gummibåde i stor stil til et Torino, der mandag og tirsdag kan se frem til i alt næsten 50 mm regn, og det rædselsfulde regnvejr vil faktisk lægge sig som så tung en dyne hen over Po-sletten og Norditalien, at rytterne kan se frem til uhyggeligt meget vand i hvert fald fra mandag til og med torsdag. Heldigvis melder det først sin ankomst søndag aften, og derfor vil løbet starte i pæne, men lidt kølige betingelser.  Der vil være relativt skyet de første to timer af etapen, men det vil klare op i løbet af eftermiddagen, hvor skyerne vil være få, og temperaturen vil nå beskedne 16 grader. Det vil være knastørt, og nærmest vindstille med blot en svag til let nordøstlig vind (6-8 km/t), der vil være konstant gennem hele eftermiddagen, måske med en ganske svagt aftagende tendens. Det giver primært sidevind på stykket ud til Po, derefter medvind hele vejen ned til lang s floden og slutteligt modvind på de 2,8 km, der leder op langs floden frem til mål.

Favoritterne

Giro-arrangørerne har altid haft hang til det spektakulære. Det har vi været vidner til ved åbningen af de tre seneste udgaver af den italienske grand tour, hvor der har været en særlig hype om åbningsetapen, der i de senere år igen er gået fra typisk at være et holdløb til nu næsten altid at være en enkeltstart. I 2018 skyldtes det mest af alt den eksotiske placering i Jerusalem, men også en rute, der var ganske kuperet, teknisk og alsidig, og i 2019 skyldtes det den yderst fascinerende afslutning på den ikoniske San Luca-stigning i Bologna. Sidste år skyldtes det den halsbrækkende og faldende rute, der i kraft af en ørkenstorm fra Sahara gjorde turen ned mod den sicilianske kyst til en livsfarlig affære.

I år er der til gengæld skruet ned for det spektakulære. Åbningsetapen i Torino er tværtimod helt klassisk, og der er ikke meget hokuspokus over de 8,6 km på den flade Po-slette, der trods sit mildt sagt intetsigende terræn synes at være omdrejningspunkter for store dele af årets udgave af det italienske løb. Den første i den nærmest endeløse serie af ture hen langs det flade norditalienske billardbord tages lørdag eftermiddag, og her er det ikke klatrebenene, der bestemmer indehaveren af den første maglia rosa.

Nej, det er derimod wattene. Etapen er ganske vist ikke helt flad, men det er først og fremmest tonserterræn skabt til de store specialister. I den forstand minder den meget - både hvad distance og terræn angår - om Italiens mest velkendte enkeltstart, nemlig afslutningsetapen i Tirreno-Adriatico, men der er dog en betydelig forskel. Hvor tonserenkeltstarten i Tirreno bare går op og ned ad en helt lige kystvej ved Adriaterhavet, er dette en klassisk storbyetape. Den slags er altid relativt tekniske, og det er denne bestemt også.

Derfor er det en lidt mere alsidig affære end i Tirreno, hvor største wattmonster altid vinder. Her er der så mange tekniske elementer i forbindelse med starten og vendepunktet, at det ikke kan negligeres. Til gengæld byder de to ture op og ned langs Po også på lange, lige strækninger, hvor wattene kommer til at tælle, og særligt de sidste 2,8 km er guf for de store maskiner. Samtidig er distancen også relativt kort - endda næsten dobbelt så kort som den meget lange åbningsetape i oktober - og vi nærmer os grænsen for at kunne kalde det en prolog. Den slags er sprintere altid gode til, og kombinationen af mange sving og kort distance gør, at mange af afslutterne bør gøre det udmærket. Jeg vil dog tro, at de to powerstykker dog trods alt er for voldsomme og distancen lidt for lang til, at vi for alvor ser andre end de tempostærke sprintere blande sig helt fremme.

Sidste år betød den skiftende vind, at etapen endte som et lille lotteri - i hvert fald for de hold, der ikke kunne læse en vejrudsigt - men sådan går det heldigvis ikke i år. Ganske vist har den første uge som nævnte udsigt til at minde om en tur i badeland, men syndfloden melder først sin ankomst på mandag. Lørdag bør alle mand få lige vilkår, og selvom den meget svage vind måske aftager en anelse og kan give en lille fordel til de sidst startende, er det så begrænset, at det næppe vil spille en rolle - særligt fordi favoritterne alligevel ventes at starte sent på den startliste, der i skrivende stund endnu ikke er offentliggjort.

I de senere år har Giroen haft god appel til feltets mest tempostærke ryttere, fordi det enorme kvantum af enkeltstartskilometer har gjort det til den klart mest tempotunge af de tre grand tours. Sådan er det ikke i år, hvor det særligt er Tourens i moderne sammenhæng sjældent mange enkeltstartskilometer, der har interesse fra de tempostærke folk, men alligevel er der intet af skamme sig over i årets felt. Faktisk har man de to ryttere, der i 2020 vel var verdens to bedste temporyttere, nemlig Filippo Ganna og Remco Evenepoel, til start, og dertil skal lægges en i år flyvende Remi Cavagna samt en serie af andre tempostærke folk og deciderede specialister.

Der er dog tre navne, der skiller sig ud, og det vil være en stor overraskelse, hvis ikke den første førertrøje ender på skuldrene af én af de tre ovennævnte. Der er dog en markant forskel fra sidste år, hvor Gannas sejre på de tre enkeltstarter var så sikre, at man reelt lige så godt kunne have sendt ham på podiet allerede inden etapestart. Sådan er det bestemt ikke denne gang, hvor det i mine øjne er ret åbent, hvem af de tre der vil vinde, og uanset om det bliver den ene, anden eller tredje, vil det ingenlunde være en overraskelse.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Derfor er det heller ikke med den store sikkerhed, at jeg peger på Remco Evenepoel. Ligesom det var et sats at gøre ham til favorit til den samlede sejr, er det naturligvis også et sats - dog i mindre grad - at pege på ham som vinderen af åbningsetapen. Spørgsmålene hober sig nemlig op ved en mand, der på lørdag kan fejre nimånedersdagen for sin seneste sejr og blot er én dag fra at kunne nimånedersdagen for senest gennemførte cykelløb.

Den manglende løbsrytme kan dog hovedsageligt blive et problem på linjeløbsetaperne. Det er næppe den, der bestemmer, hvor stærkt han kører over 8,6 km. Det er derimod hans form, og her taler meget for, at han kan vise sig flyvende. Evenepoels historik viser, at han mere end de fleste mestrer kunsten af træne sig i form, og som jeg skrev i den overordnede analyse af hans vinderchancer i Giroen, har Fausto Masnada i et nyligt interview med La Gazzetta dello Sport muligvis talt over sig og afsløret, at Evenepoel er både ”mere trimmet og motiveret end nogensinde.” På onsdagens pressekonference var han da også langt mindre kategorisk i sin påstand om, at han er kommet til Giroen for at hjælpe Joao Almeida og strakte sig endda så langt som at sige, at han ”føler sig god i træning”. Røgsløret synes stille og roligt at være ved at lette.

Den slags udtalelser bør vække bekymring. Evenepoel var allerede i sin første sæson en sand tempogigant. På den bare 22 km lange og helt flade tonserrute ved EM kørte han folk som Filippo Ganna, Stefan Küng og Kasper Asgreen midt over med en stor sejrsmargin, og selvom det var ham, der ved VM blev kørt over af Rohan Dennis, var han som løbets nr. 2 milevidt foran alle andre, herunder Ganna på 3. pladsen. Den tendens fortsatte på de to enkeltstarter, han kørte i 2020, hvor han som den eneste på hele sæsonen slog Ganna, nemlig på en enkeltstart i San Juan, der ganske vist kørtes på landevejscykler, og senere sejrede foran Dennis og Küng i Algarve.

Evenepoel mestrer altså kunsten at køre tonserenkeltstarter, som han viste ved EM, men alligevel er det ikke den ideelle etape for ham. Spidskompetencen er de lange enkeltstarter, og denne er utvivlsomt alt for kort til at passe ham ideelt. Teknisk er han heldigvis udmærket, og først og fremmest er han powerfuld. Det viste han særligt på enkeltstarten i San Juan, hvor han over 15,5 km slog Ganna med hele 32 sekunder, og også kørte italieneren over på den flade første del af etapen. Manglen på enkeltstartscykel hæmmede store Ganna mere end lille Evenepoel, men også den aerodynamiske belgier led under de forhold.  Kombinerer man det med Evenepoels magtdemonstration på den flade EM-rute og hans angiveligt fremragende form, står han stærkt. Min største bekymring er, at han er så sulten og overmotiveret, at han kommer til at lægge for hårdt ud, som han gjorde på karrierens første enkeltstart i San Juan i 2019, men den lektie har han forhåbentlig lært. Derfor tror jeg på drømmecomeback og en perfekt grand tour-debut til vidunderknægten.

Jeg tror, at hans værste trussel er en holdkammerat. Remi Cavagna stagnerede længe som temporytter, men i 2020 sagde det pludselig klik igen. Siden han blev fransk mester og vandt EM-sølv bag Küng, er han nærmest bare blevet bedre og bedre, og i år har han taget det til nye højder. Allerede hans kørsel på den flade del af sidste års Tour-enkeltstart, hvor han satte klart hurtigste tid - 12 sekunder hurtigere end Tom Dumoulin og 17 sekunder hurtigere end Tadej Poagcar - var svært imponerende, og i år er han bare blevet bedre og bedre. Efter de to 2. pladser i Paris-Nice og Catalonien, hvor han blev slået af to giganter i form af Stefan Bissegger og Rohan Dennis, fik han endelig den store skalp med sejren i Romandiet i søndags, hvor han slog næsten alle verdens allerstørste specialister.

Særligt Romandiet var imponerende. Den korte, tekniske og eksplosive prolog og den stærkt kuperede og tekniske enkeltstart passede ham egentlig ad h… til, men alligevel endte han med at blive hhv. nr. 3 og nr. 1. Det vidner om fremragende form, men først og fremmest om en lige nu helt ustyrlig power på flad vej. Desværre er heller ikke denne både korte og lidt tekniske rute ideel for franskmanden, der har tekniske mangler og mest af alt er en dieselmotor, men når han kan blive nr. 3 på en teknisk prolog over knap halv distance, hvor han endda bliver kørt midt over på en bakke, kommer han med sin nuværende power meget langt på denne rute. Derfor kunne der godt ligge endnu en stor WorldTour-temposejr at vende seks dage efter den første.

Men hvordan kan Filippo Ganna ende som nr. 3? Vi taler om manden, der sidste efterår vandt seks store enkeltstarter over bare to måneder og næsten altid med en margin, der havde gjort det muligt at imitere Bahamontes og snuppe en is på vejen. Det kan da også sagtens være, at Ganna nok engang knuser det hele, for denne slags korte tonserenkeltstarter er grundlæggende smaddergode for manden, der også i særklasse er verdens bedste forfølgelsesrytter på bane.

Problemet er bare, at der ikke har været mere wattmissekat end wattmonster over Ganna i 2021. Trods sejrene i Besseges og UAE Tour var han slet ikke så overbevisende, som man ville have ventet af 2020-Ganna, og det blev helt tydeligt, da han i Tirreno ”blot” blev nr. 3 på det, der vel må være hans yndlingsenkeltstart. Wout van Aert var ganske vist hjulpet af den kraftigt aftagende vind, men Ganna blev altså slået for rent bord af Küng, der kørte stort set samtidig med italieneren. Senest fejlede han slemt i Romandiet, hvor de kuperede ruter bestemt ikke passede ham, men hvor han altså også blev slået klart på de flade dele. På den flade del af prologen var han helt nede som nr. 13, og på enkeltstarten var han blot 4. hurtigst på den afsluttende powerdel, og det vækker altså ganske stor bekymring.

Der er altså grund til at være skeptisk over for Ganna, men at afskrive ham vil være det glade vanvid. Manden slog trods alt Bissegger ganske klart på den flade tonserrute i UAE Tour, og med tanke på Bisseggers seneste enkeltstarter er det mildt sagt lidt af en bedrift. Han kørte også stort set lige op med Küng i Tirreno, og det er de to enkeltstarter, der minder langt mest om denne. Den tekniske del er heller ikke en fordel for ham, men det er den ikke rigtigt for nogen af de tre favoritter. I mine øjne er han ikke favorit denne gang, men Ganna kan trods alt sagtens holde sin flotte Giro-stime i live.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Bag de tre favoritter er hierarkiet langt mere åbent. Alligevel kan det måske synes lidt underligt, at jeg peger på Gianni Moscon , der jo ikke har leveret et enkeltstartsresultat siden 2018. Det hænger imidlertid sammen med, at han jo slet ikke rigtigt har leveret ét eneste resultat i den mellemliggende periode, indtil han fra starten af denne sæson blev genfødt. Klassikerne røg i svinget som følge af et brækket håndled, men hans kørsel i Tour of the Alps blev det endegyldige bevis på, at den italienske traktor er tilbage!

Det er lovende. Sidste vi havde en velkørende traktor, blev han nr. 3 bag Michal Kwiatkowski og Jos van Emden på den 6,6 km lange og meget tekniske prolog i Dauphiné, hvor han endte loge foran Victor Campenaerts, Patrick Bevin og Matthias Brändle, der alle er blandt rivalerne på denne etape. Det vidner om hans evner på korte, tekniske enkeltstarter, og poweren har han også. Han blev nr. 6 til VM i Bergen på en rute, der med det lille bjerg til sidst passede betydeligt bedre til mange andre, og han er som bekendt også tidligere italiensk mester. Vi har bare glemt, hvor god en temporytter Moscon virkelig er, men med en nylig genfødsel minder han os sikkert om det igen på lørdag - særligt fordi han er en af de ryttere, der drager fordel af de tekniske dele.

Jeg er nok ikke den eneste, der havde haft lidt større forventninger til Tour de l’Avenir-vinderen Tobias Foss i bjergene. Her har han stadig lidt at arbejde med, men til gengæld har han imponeret stort på enkeltstarterne. Sidste år åbnede han Giroen med et brag med en 5. plads på enkeltstarten, og senest blev han nr. 4 på den stærkt kuperede enkeltstart i Baskerlandet. I begge tilfælde var det på den flade del, han kørte stærkest, da han var 5. hurtigst på tonserdelen i Giroen og 4. hurtigst på tonserdelen i Baskerlandet, og det vidner om hans store power. Sidste år var mønsteret også, at han kun rigtigt var i topform til Giroen, og hvis det gælder igen, kan vi regne med at se en betydeligt bedre Foss, end vi gjorde i Baskerlandet.

Desværre er han stadig også så ung, at vi mangler for alvor at se ham på denne type enkeltstarter, og han skuffede blandt andet i Tirreno. Dengang var formen dog forventeligt også betydeligt dårligere end nu, og hans kørsel på de flade dele af de to flotte enkeltstarter kunne altså indikere, at han kan gøre det aldeles fremragende her. Jeg er lidt bekymret for, om distancen bliver lidt for kort, men Foss har i kraft af sit potentiale muligheden for at blive den helt store overraskelse.

Apropos Moscons genfødsel… Patrick Bevin havde kurs direkte mod cykelsportens kirkegård i et 2020, der var lige til skraldespanden, men så tog Fanden ved ham. I år har han været bedre end nogensinde, og han har imponeret svært på stigningerne i både Baskerlandet og Romandiet. Desværre måtte han udgå i Schweiz med sygdom, men det var angiveligt alene en sikkerhedsforanstaltning grundet det barske vejr over løbets sidste tre dage. Derfor burde han være fit for fight til denne etape, der bør være et mål.

Bevin har fortjent den store WorldTour-sejr, efter at han tidligere er blevet nr. 2 på enkeltstarter i Californien og Baskerlandet, ligesom han blev nr. 4 ved VM i 2019. I år kørte han en fremragende enkeltstart i Baskerlandet på en rute, der burde være for svær, men til gengæld skuffede han igen på prologen i Romandiet, som han gjorde det i 2019. Det er også min bekymring, for selvom han er kraftfuld, eksplosiv og teknisk dygtig og derfor burde elske denne rute, har han altså skuffet på netop de lidt kortere enkeltstarter. Omvendt blev han nr. 5 på føromtalte Dauphiné-prolog, ligesom hans gennembrud som temporytter var en 3. plads på den seneste Paris-Nice-prolog i 2016. Derfor kan man håbe, at han over den lidt længere distance kan vise, hvor fremragende en temporytter han er.

Deceunincks tredje es er Joao Almeida, men han er en anelse svær at vurdere på denne type rute. Han nærmest snublede ind i tempoeliten, da han sensationelt blev nr. 2 på åbningsetapen sidste år, og at det ikke kun skyldtes de specielle vejrforhold og en tidlig start, viste han senere med 4. pladsen i Milano på en enkeltstart, der også alene handlede om watt, ligesom han på 1. etape jo faktisk var 3. hurtigst af alle også på tonserdelen. Også i år har han dokumenteret evnerne med en 6. plads i UAE Tour, en 7. plads i Tirreno og ikke mindst en 3. plads i Catalonien.

Når han alligevel ender lidt nede på denne liste, skyldes det netop præstationerne i Emiraterne og Tirreno. Her var også tale om korte, flade enkeltstarter, og her så vi, at han manglede lidt i forhold til de ”rigtige” og mere klassiske specialister. Her er ruten heldigvis mere teknisk, hvilket burde være guf for Almeida, og formmæssigt står han formentlig også stærkere, men spørgsmålet er, om han har de sidste få watt, der kræves i dette terræn. Det tvivler jeg på, men særligt sidste års sicilianske åbning viser, at jeg kan tage fejl.

Så er der alle optaktsskribenters hovedpine. At forudsige Victor Campenaerts på enkeltstarter har i de senere år været lige så svært at forudsige, som hvornår den sidste dansker har fået den sidste coronavaccine, og han har mildt sagt kørt, som vinden blæser. Sidste år blev han således bare nr. 8 til VM, nr. 6 i Paris-Nice og nr. 36 og 12 på de to første Giro-enkeltstarter, men han blev også nr. 2 bag Ganna i Tirreno og på Giroens Milano-enkeltstart, hvor han begge gange slog Rohan Dennis. Det vidner om, at Campenaerts stadig kan have sine vilde dage, men det vidner også om, at han kan fejle noget så grusomt.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

I år er risikoen for det sidste blevet større. Han droppede sit fokus på enkeltstarterne til fordel for en for mig helt uforståelig klassikersatsning, og derfor overraskede det ikke ham selv, at han blot blev nr. 30 på enkeltstarten i Paris-Nice. Alligevel var det et næsten chokerende ringe resultat, når han i klassikerne viste, at formen var ganske fremragende. Nu har han heldigvis igen rettet blikket mod paradedisciplinen, men spørgsmålet er, om vi kan vente os samme styrke som i Milano og Tirreno sidste år. Det kan sagtens være, for Campenaerts snyder mig næsten altid, men hans neddroslede fokus kan meget vel koste for meget.

En rytter, der også kan give kronisk hovedpine, er Alberto Bettiol. Italieneren stod for nyere tids måske største enkeltstartssensation, da han i 2019 blev nr. 2 på den meget specialiserede Tirreno-enkeltstart og dermed fandt ud af, at han var specialist. Siden har han dyrket disciplinen, men resultaterne har været blandede. Han vandt suverænt på den specielle rute i Besseges sidste år, hvor selskabet dog var meget svagt, men derudover har han haft sine begrænsninger på WorldTour-niveau, som vi så med 13. pladsen i Dauphiné og 19. pladsen i Touren i 2019. Minsandten om han så ikke hev endnu en Tirreno-kanin op af hatten tidligere i år, da han blev nr. 6 i Tirreno og det endda i et forår, hvor han aldrig kom i nærheden af sin topform. Det bør være løfterigt forud for denne enkeltstart, der med de tekniske elementer burde passe ham endnu bedre, især hvis han efter klassikerne faktisk har fundet den form, han hidtil har manglet. Derfor kan han også overraske mig og gøre det langt bedre end denne relativt lave rangering, men usikkerheden om hans niveau samt de relativt få topresultater på enkeltstarterne gør, at det vil overraske mig, hvis han er med helt i front.

På baggrund af det, vi har set i 2020 og senest i Tirreno, skal vi ikke regne med Edoardo Affini. Nu er dette imidlertid en vurdering af vinderpotentiale, og derfor er man nødt til at rangere italieneren relativt højt. I 2019 var han nemlig skræmmende, da han vandt bronze foran blandt andre Ganna og Küng til EM, blev nr. 2 bag Ganna i BinckBank Tour og vandt enkeltstarten i Tour of Britain. 2020 var desværre en katastrofe, og 2021 startede også skidt i Tirreno. Til gengæld er han skiftet til Jumbo, og de plejer altså at kunne tilføre deres ryttere nogle procent på enkeltstarter, når Mathieu Heijboer får fingre i dem. Den effekt så vi ikke i Tirreno, men frem mod et stort sæsonmål med forventeligt bedre form kan man håbe, at Affini kan genfinde de takter, vi så i 2019. Gør han det, er han et sandt wattmonster på en rute som denne.

SÆT DIT GIRO-MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR OVER 50.000 KRONER

Korte, flade enkeltstarter er bestemt ikke noget for Jan Tratnik, der helst skal have dem både kuperede og tekniske. Han synes dog at have forbedret sig på denne type ruter, for sidste år blev han nr. 10 i Milano og nr. 9 i Tirreno, ligesom han i år fik hæderlig 14. plads i Tirreno. Med de tekniske elementer passer denne rute ham bedre end de førnævnte, og derfor bør man kunne regne med et bedre resultat denne gang. Som vi har set i klassikerne og Romandiet er formen ganske fremragende, selvom han skuffede på sidste enkeltstart i Schweiz, men der er for meget power her til, at Tratnik kan være med helt i front.

På samme måde er det med Daniel Martinez. Colombianeren er en af de få sydamerikanere, der kan køre enkeltstart, men faktisk var min fornemmelse, at dette ikke rigtigt var noget for ham. Derfor blev jeg slemt overrasket, da han i UAE Tour blev nr. 9 på den korte, flade wattenkeltstart, og det vidner om, at han faktisk har rigeligt med power. Dengang var han endda ikke i form, og da Ineos-ryttere sjældent mistimer formen til en grand tour, er der al mulig grund til at vente en flyvende Martinez på lørdag. Det er klart, at han aldrig kan vinde på en rute som denne, men hans kørsel i UAE Tour kombineret med en forventeligt fremragende form gør, at vi bestemt ikke skal udelukke endnu et flot resultat.

Max Walscheid bliver bare bedre og bedre som temporytter. Sidste år blev han nr. 19 til VM og nr. 9 på den kuperede rute i BinckBank Tour, inden han i år blev en flot nr. 7 i Emiraterne på den korte, flade enkeltstart. Som kraftfuld og accelerationsstærk sprinter burde han faktisk elske denne rute, og han går da også til etapen med ambitioner. Hans VM viste, at han på powerdelen stadig mangler lidt i forhold til de sande specialister, men netop fordi distancen er så kort, og ruten er lidt mere teknisk er det meget muligt, at han kan tage endnu et skridt mod toppen her.

Det har været trist at se, hvordan alderen har indhentet Jos van Emden, der i sine bedste år var en sand konge på korte, flade enkeltstarter. Det er han ikke længere, men hans resultater har dog stadig været af en karakter, så han burde kunne gøre det fornuftigt på en rute, der er tæt på at være ideel. En 12. plads på Sicilien sidste år efterfulgt af årets placeringer som nr. 15 og 20 på en tid, hvor formen var haltende, tilsiger i hvert fald, at poweren ikke er helt væk. Vi skal trods alt ikke glemme, at han sidste år blev nr. 7 i Tirreno i meget skrapt selskab, og selvom han næppe er blevet bedre i løbet af de seneste otte måneder, kan der være håb på netop denne rute.

Astana har i år forbedret tempoevnerne hos snart sagt alle deres ryttere, men Matteo Sobrero har været en kedelig undtagelse. Man kan dog håbe, at det bare skyldtes dårlig form, og at han er flyvende til sæsonens store mål. Sidste år blev han trods alt nr. 7 på 1. etape, og selvom han siden viste, at det nok var en anelse for højt i forhold til hans reelle niveau, er der et potentiale for Astana-magien at arbejde med. Han burde som en eksplosiv puncheurtype faktisk være ganske god på denne rutetype, da han på Sicilien også viste en fornuftig power. Men det skal altså være bedre, end det var i UAE Tour og Paris-Nice, hvis det skal blive til noget.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Egentlig har jeg det som princip aldrig at tro på Nelson Oliveira på denne type enkeltstarter. De passer ham nemlig slet ikke, for han er en dieselmotor, der skal bruge både distance og højdemeter, og han er da også stort set altid fejlet i Tirreno. Derfor overraskede det mig også stort, at han pressede Küng ganske meget på den flade tonserenkeltstart i Valencia, hvor han over 14 km kun blev slået med 11 sekunder. Denne enkeltstart er kortere og mere teknisk og passer ham endnu dårligere, og derfor tror jeg ikke rigtigt for alvor på ham. Problemet er bare, at han senest i Asturien viste en næsten guddommelig form, og det skal derfor blive interessant at se, om han kan overraske lige så flot, som han gjorde i Valencia, selvom ruten passer ham lige så dårligt, som solcreme vil gøre til Po-sletten i den kommende drivvåde regnvejrsuge.

Tonserdelen er til gengæld god for Alex Dowsett, men det er godt nok længe siden, han har kørt en god enkeltstart. Faktisk fejlede han slemt gennem det meste af 2020, hvor hans bedste resultat i Giroen i tre forsøg var 17. pladsen i Milano. Til gengæld blev han altså nr. 9 på den flade enkeltstart ved VM, og det er trods alt kun halvandet år siden, at han overraskede stort med en 5. plads på den ret kuperede rute til VM i Yorkshire. I år har han ikke vist noget i UAE Tour, hvor han fejlede, eller på prologen i Romandiet, hvor bakken var for hård, og Dowsetts historik viser, at han fejler langt de fleste gange. Til gengæld hiver han stadig af og til en kanin op af hatten, og VM viser, at det ikke er helt umuligt, at det kan ske igen, hvis han har timet formen til Giroen.

Meget af det samme kan siges om Michael Hepburn. Australieren kører stort set aldrig gode enkeltstarter længere, men år efter år imponerer han i Tirreno. Det gjorde han også i år, hvor det blev til en ganske pæn 9. plads, og det vidner om, at han stadig kan lidt på denne type enkeltstart. Sidste år blev han da også nr. 14 på Sicilien og nr. 15 i Milano, og denne kortere rute passer ham næsten perfekt. Ligesom Dowsett taler meget for, at han flopper igen, men Tirreno viser også, at han på en af sine gode dage stadig skal regnes som top 10-kandidat.

I samme boldgade finder vi Matthias Brändle. I sin storhedstid ville dette være guf for manden, der specialiserede sig i netop denne type enkeltstarter, men det er godt nok længe siden, at han har kunnet tale om storhedstid. Jeg synes dog, at der har været en anelse fremgang at spore på det seneste. I hvert fald blev han nr. 10 i UAE Tour og på 1. etape i Giroen sidste år, og denne rute med sine tekniske elementer passer ham endnu bedre, ligesom den kortere distance gør det. Hvis han nogensinde skal gøre det bedre end en 10. plads på en stor enkeltstart igen, kunne dette være den helt store chance.

En anden falleret temporytter er Jonathan Castrioviejo, der nærmest er kollapset totalt i den gamle paradedisciplin, senest med 40. pladsen i Tirreno. Der var dog håb at hente i 15. pladsen i Catalonien, og selvom det stadig er pauvert for en tidligere VM-bronzevinder, giver det dog lidt håb frem mod et løb, hvor formen må ventes at toppe. Sidste år blev han trods alt også nr. 8 på den lange enkeltstart. Til gengæld fejlede han på de to flade enkeltstarter, og det tyder altså på, at den i dag så godt klatrende Castroviejo i dag skal bruge højdemeter for at præstere. At han havde power i gamle dage, ved vi dog, for hans bronze blev opnået ved VM i Qatar, ligesom han har været på podiet på flade enkeltstarter i både Tirreno og Abu Dhabi Tour.

Skal Peter Sagan igen køre en god enkeltstart, er dette et godt bud. Den er tilstrækkeligt kort og teknisk til, at den er inden for rækkevidde for slovakken, der gerne skal begrænse tabet så meget, at han kan køre sig i lyserødt senest mandag eftermiddag, inden bjergene melder sig. Det er dog klart, at Sagan er milevidt fra fordums styrke, og når han fejlede så stort på Romandiet-prologen, der burde have været skræddersyet til ham, er det svært at være alt for optimistisk. Denne rute har nok også lidt for meget power, men det er i det mindste med de mange sving stadig en rute, hvor Sagan bør gør det fornuftigt.

Man bliver også nødt til at nævne Thomas de Gendt , men dette er altså ikke en rute for ham. Dieselmotoren når slet ikke at blive varm, og de tekniske elementer er jo en katastrofe for en fyr som ham. I år har han endda også kørt katastrofale enkeltstarter, men til hans forsvar skal det siges, at de enten ikke passede ham eller kort, inden han for alvor havde fundet formen. De Gendt plejer først at toppe til sine grand tours, og selvom han først er bedst i den anden af slagsen, må han være bedre nu. Mest af alt regner jeg med, at ruten passer ham alt for dårligt, som da han sidste år lagde ud med en 27. plads og sluttede som nr. 14 i Milano, men hans 4. plads på den lange enkeltstart viser, at han stadig er så tempostærk, at han skal nævnes.

Endelig vil jeg nævne to Astana-ryttere, nemlig Luis Leon Sanchez og Fabio Felline. Det kasakhiske hold har som sagt i år forbedret tempoevnerne hos næsten alle deres ryttere, og det har særligt Sanchez dokumenteret. Den ellers fallerede specialist blev nemlig n. 5 i UAE Tour, men desværre var hans enkeltstarter i Paris-Nice og Catalonien mere i overensstemmelse med hans seneste niveau. Derfor tror jeg ikke rigtigt på em top 10, men Emiraterne viste, at han kan overraske på en rute, der vel ikke er helt ringe for ham. Felline var i gamle dage en storartet temporytter på tekniske ruter, men powerenkeltstarter har aldrig passet ham. Denne rute er dog tilstrækkeligt teknisk til, at han kan gøre det betydeligt bedre end i Tirreno, og med god form og Astana-fremgang kan han måske genfinde fordums styrke.

Ruten passer Maciej Bodnar , men han er faldet så meget af på den, at det er svært at tro på ham. En spændende joker er formstærke Quinten Hermans, der er teknisk dygtig og accelerationsstærk og har kørt så god en enkeltstart i Belgium Tour, at der er grund til at tro, at han har et uudnyttet potentiale nu, hvor fokus er på landevejen. Pello Bilbao gjorde det fornemt i Jerusalem og vil elske de tekniske elementer, men ikke powerdelen, og han har kørt skuffende enkeltstarter i år. Nikias Arndt kan gøre det pænt, men han er ikke så flyvende som i gamle dage. Fausto Masnada har forbedret sig enormt, mens hans prolog i Romandiet viste, at det næppe bliver et mirakel på denne type enkeltstart. Her skuffede også Gorka Izagirre, som derfor næppe genfødes her. Damiano Caruso, Pavel Sivakov og Marc Soler er alle tempostærke, men det er ikke deres rute, og det er det slet heller ikke for Hugh Carthy, der jo ellers sidste år kørte flotte enkeltstarter. Koen Bouwman viste lidt af sine gamle tempoevner i Catalonien og kan måske gøre det pænt, og det er også en type enkeltstart, hvor en formstærk Simon Yates faktisk kan komme tæt på top 10. Ruten er nok for teknisk for en ellers nu igen lidt formstærk Tejay van Garderen , hvis Romandiet enkeltstarter skuffede. Andre, der kan redde lidt på den tekniske del, er Diego Ulissi, Mikkel Honoré, Tony Gallopin, Matej Mohoric og Valerio Conti, men de mangler power. Vincenzo Nibali mangler formentlig form til en rute, der ikke passer ham, og ruten er for kort til Alessandro de Marchi og Tanel Kangert , hvis holdkammerater Cameron Meyer og Callum Scotson ikke har kørt gode enkeltstarter i lang tid. Det har heller ikke Alexis Gougeard, Dario Cataldo, Rein Taaramae, Pieter Serry, Felix Grossschartner og Eduardo Sepulveda, og Senne Leysen er aldrig slået til på dette niveau. Nico Denz har aldrig rigtigt fulgt op på det overraskende resultat i Slovakiet sidste år, og ruten passer heller ikke Bauke Mollema , der endda har sagt, at han hurtigt vil smide noget tid. Endelig kan Lukasz Wisniowski gøre det pænt, men ikke mere end det.

SÆT DIT GIRO-MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR OVER 50.000 KRONER
 

Feltet.dks vinderbud: Remco Evenepoel

Øvrige vinderkandidater: Remi Cavagna, Filippo Ganna

Outsidere: Gianni Moscon, Tobias Foss, Patrick Bevin, Joao Almeida, Victor Campenaerts

Jokers: Alberto Bettiol, Edoardo Affini, Jan Tratnik, Daniel Martinez, Max Walscheid, Jos van Emden, Matteo Sobrero, Nelson Oliveira, Alex Dowsett, Michael Hepburn, Matthias Brändle, Jonathan Castroviejo, Peter Sagan, Thomas de Gendt, Luis Leon Sanchez, Fabio Felline

Starttider

Starttiderne vil kunne findes under liveopdateringen fra fredag aften.

LIVESTREAM ALLE GIRO-ETAPER FRA START TIL SLUT - UDEN REKLAMER