SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIRO D'ITALIA

Ruten

Mens Tour de France varierer mellem en enkeltstart og en linjeløbsetape, og Vuelta a Espana stort set altid lægger ud med en holdtidskørsel, har man langt større opfindsomhed i RCS Sport, der står for Giro d’Italia. Ganske vist synes holdtidskørsler at være den foretrukne indledning, men enkeltstarter og flade etaper har også været brugt i de senere år. På det seneste synes præferencen at være skiftet til fordel for enkeltstarter, for efter at man i 2016 startede med en flad enkeltstart i Apeldoorn, i 2018 lagde ud med en let kuperet individuel tidskørsel i Jerusalem, og i 2019 skød det hele i gang med en spektakulær åbning i Bologna, er det igen i år en enkeltstart, der indleder showet. Det sker endda med en usædvanligt lang åbningsenkeltstart over hele 15,1 km, men til gengæld kommer det til at gå lynhurtigt, da man højst usædvanligt har lavet et design, der stort set udelukkende er faldende ned mod den sicilianske hovedstad, Palermo.

Den 15,1 km lange åbning fører feltet fra Monreale til Palermo. Startbyen ligger i bakkerne sydvest for Palermo, der ligger helt ude ved kysten, og det falder derfor næsten hele vejen. Man lægger dog ud med næsten med det samme at dreje skarpt mod nordøst for at køre op ad kategori 4-stigningen Monreale-Cattedrale (900 m, 4,3%), som er en helt jævn stigning, hvorefter den første mellemtid tages allerede efter 1,1 km for at finde indehaveren af den første bjergtrøje.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Herefter begynder det at falde kraftigt mod nordøst ad en helt lige vej, der afbrydes af to hårnålesving efter 3,8 km. Herfra venter en snorlige vej, der kun falder let og leder ind gennem udkanten af Palermo, indtil man helt ude ved kysten tager den sidste mellemtid efter 9,4 km. Her drejer man skarpt mod nordvest for at køre op langs vandet ad en vej, der er ganske let stigende, og som byder på hele seks skarpe sving over de næste 3,7 km. Efter 13,1 km foretager man en U-vending for nu over de sidste 2 km at følge en helt lige og 7 m bred vej, der først falder ganske let, indtil den sidste kilometer er helt flad.

Etapen byder på i alt 74 højdemeter.

Palermo har to gange tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb. Første gang var ved Giroens indledende holdløb i 2008, hvor opkomlingene fra Garmin sejrede foran CSC og Columbia og sendte Christian Vande Velde i den første førertrøje. Sidste år sluttede en etape i det nye Giro di Sicilia i byen, og her vandt Manuel Belletti en massespurt foran Riccardo Stacchiotti og Sebastian Molano. Giroen har i alt været forbi otte gange tidligere.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Vejret

Mange er bekymrede for, hvad der sker med vejret i den nordlige del af landet i den tredje uge, men syd på er der stadig masser af varme. Alligevel er vejret ikke alt for prangende på Sicilien denne lørdag. En hovedsageligt skyet dag med kun enkelte kig til solen byder på lidt opklaringen for de sidste ryttere. Det vil dog være meget varmt med en temperatur på hele 33 grader for de første startende.  Udfordringen bliver i stedet en sjældent kraftig vind, for det vil blæse voldsomt med helt op til 32 km/t fra syd, men den vil aftage ganske meget til blot 22-23 km/t for de sidst startende, samtidig med at den vil begynde at dreje over i en mere vestlig retning. Det giver sidemedvind på hele stykket ind til Palermo, hvor man først har sidemodvind og siden sidemedvind.

Favoritterne

Mens Touren og Vueltaen på mange måder er nytænkende med deres ruter, synes Giroen med deres lange distancer, store bjergetaper og mange enkeltstarter at gå i den helt modsatte og en langt mere traditionel retning. Det gælder også med deres tilbagevenden til enkeltstarter som åbning, og det er således nu fjerde gang på fem år, at vi får en tempospecialist i den første maglia rosa.

Til gengæld er der ikke meget tradition over designet af åbningsetapen. Det er svært at huske en så særegen enkeltstart, hvor det på store dele af etapen går nedad, og hvor det kobles med en sjov start, hvor de første 1,1 km skal afgøre den første bjergtrøje. Samtidig er 15,1 km en sjældent lang distance for en åbningsenkeltstart, og det bør åbne større forskelle end vanligt, hvor de korte tidskørsler skaber så små forskelle, at de efter tre uger som regel er ligegyldige. Det faldende terræn betyder dog, at det vil gå lynhurtigt, og arrangørerne regner med hastigheder på mellem 51 og 55 km/t samt et tidsforbrug på mellem 16.26 og 17.50. I det lys vil forskellene stadig være små, når regnskabet skal gøres op i Milano på Super Sunday den 25. oktober.

Det interessante design gør den også lidt vanskeligere at fortolke, men det er en sand specialistenkeltstart for wattmonstrene. Naturligvis kan bakken ikke helt negligeres på en kort enkeltstart, hvor forskellene trods alt forventeligt vil være små, og den er en hæmsko for de tungeste. Mest af alt bliver det dog afgjort af de folk, der kan træde mange watt på den lange, let faldende vej ned mod Palermo og ikke mindst på de flade veje inde i selve byen. Her er tekniske evner dog også ganske væsentlige med de seks sving og en U-vending, og det stiller lidt større krav til alsidigheden.

Desværre kan man frygte, at vejret vil få en indvirkning. Den meget kraftige vind, som næsten kan måle sig med den lille storm, som også rammer Danmark på lørdag, er en udfordring, og jeg er faktisk lidt bekymret over, hvordan kraftig sidemedvind harmonerer med pladehjul på en til tider ganske stejl nedkørsel. Det kan godt blive en lidt halsbrækkende affære, som forhåbentlig ender godt for alle deltagerne.

Samtidig er vinden kraftigt aftagende. Med sidemedvind på hele turen ind mod Palermo taler det for, at de først startende kan have en fordel - hvis de da tør give sig i kast med de farligste forhold - og også inde i byen er der mere med- end modvind. Det er klart, at det ikke er sjovt at skulle slås med så kraftig en modvind på det første stykke, men samlet set må de tidligt startende altså begunstiges. En joker er dog, at vinden begynder at dreje mere over mod vest, og sker det lidt tidligere end antaget, kan de sidst startende jo ende med at få mere medvind end de sidst startende.

Konklusionen er, at vejrforholdene bliver yderst relevante, og da startrækkefølgen endnu ikke er kendt, opfordrer jeg alle til at konsultere de senest opdaterede vejrmeldinger fredag aften samt startlisten, når den foreligger. Særligt bliver det interessant at se, hvordan Ineos fordeler de tre nedennævnte esser, der jo ikke alle kan få den optimale starttid.

Det første interessante moment bliver kampen om bjergtrøjen. Vi vil utvivlsomt se en del ryttere spurte op ad bakken i en forsøg på at sikre sig denne for siden at tage den med ro. Det er ikke en option for ryttere, der har ambitioner om et resultat, og det bør udelukke en mand som Michael Matthews, der ellers var en oplagt kandidat. Det vil nemlig formentlig være sprintere eller puncheurs, der gør det bedst, og derfor er mit forsigtige bud, at Peter Sagan meget vel kunne få en tur i en sjælden bjergtrøje, hvis han giver den et skud. Andre kandidater kunne være særligt Arnaud Demare (hvis ikke han går efter et resultat i stedet) og Davide Ballerini, men også Diego Ulissi, Andrea Vendrame, Davide Cimolai, Jhonatan Narvaez, Giovanni Visconti, Ben Swift, Tony Gallopin, Jhonatan Restrepo, Fabio Felline, Enrico Battaglin, Elia Viviani, Nathan Haas, Simone Consonni, Fernando Gaviria, Juan Sebastian Molano, Valerio Conti og Luca Wackermann. Også her gælder det, at startrækkefølgen er vigtig, da en tidlig start giver knaldhård medvind hele vejen op, hvorfor det vil være en klar fordel.

Med udsigt til at det er en etape for wattmonstrene, har vi en nylig reference. Enkeltstarten i Tirreno er nemlig kendt som verdensmesterskabet i korte, flade tidskørsler, og den kan i et vist omfang sammenlignes med denne. Forskellene er, at denne har en lille bakke, er lidt længere og er mere teknisk, men det bør i alt væsentligt være de samme ryttertyper, der dominerer her. Dengang endte Ineos med deres tre store esser, Filippo Ganna, Rohan Dennis og Geraint Thomas, som nr. 1, 3 og 4, og meget taler for, at vi ender med en lige så ensidig favoritliste som til Tourens enkeltstart, hvor Jumbo kom med de tre store forhåndsfavoritter.

Det gør Ineos også her, men der er ingen tvivl om, at Filippo Ganna er manden, der skal slås. Italieneren har været skræmmende efter corona-pausen, hvor han har leveret to gigantiske magtdemonstrationer. Vi så ganske vist ved VM, at distancen som ventet var en udfordring, men den bekymring har han ikke her, hvor enkeltstarten tidsmæssigt svarer nogenlunde til Tirreno, hvor han med sit vanvidsridt viste, at der lige nu ikke er nogen, der kommer i nærheden af ham, når det handler om ren power.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser

Power bliver der som bekendt brug for på denne rute, hvor der er masser af plads til, at han kan åbne for gassen. Bakken er ikke til hans fordel, men Ganna klatrer glimrende, som vi så i San Juan tidligere på året samt med VM-bronzen på sidste års kuperede rute. Som tekniker er han relativt ubeskrevet, og han vil næppe drage fordel af de mange sving nede i Palermo, men det ændrer ikke på, at han lige nu er så meget stærkere end alle andre, at det vil være overraskende, hvis han ikke tager sin fjerde enkeltstartssejr i Italien efter pausen og får en grand tour- og regnbuedebut, man kun kan drømme om.

Efter moden overvejelse vælger jeg at pege på Rohan Dennis som hans værste konkurrent. Den dobbelte verdensmester fik sig en gigantisk lussing ved VM, hvor han slet og ret eksploderede i løbets anden fase. Forinden viste han dog lidt af sin gamle power ved at være klart næstbedst ved mellemtiden, og noget tyder på, at han ganske enkelt lagde for ambitiøst ud i et forsøg på at gå efter sejren og ikke blot en sikker medalje.

Det er naturligvis en risiko igen på denne rute, men her er der tale om en kortere distance, som i virkeligheden passer både ham og Ganna bedre. Bakken bør også være en styrke for den klatrestærke og eksplosive Dennis, der tillige også er en udmærket tekniker. Det kræver noget at køre lige op med Ganna, men er der en, der kan gøre det, må det være manden, der tidligere ejede korte powerenkeltstarter som denne.

Vi fuldender Ineos-triumviratet med Geraint Thomas. Efter et tempomæssigt sløjt 2019 har waliseren i Tirreno og ved VM været genfødt i den disciplin, han tidligere var blandt verdens bedste i. Mest markant er det, at det i begge tilfælde skete på flade tonserruter, som man ellers fornemmede, at han havde tabt sit flair for. På det seneste har han heldigvis lignet den rytter, der over en distance som denne vandt 1. etape af Touren i 2017, og her har endda en bakke, der taler til hans fordel. Til gengæld er han nok knap så risikovillig i svingene som særligt Ganna, der vil give sin højre arm for den lyserøde trøje, og det vil nok være en ulempe. For Thomas handler det imidlertid først og fremmest om at vinde tid på rivalerne, og meget taler for, at han vil gøre det med en podieplads her.

Jeg er næsten nået til det punkt, hvor jeg er stoppet med at spå om Victor Campenaerts . Når jeg tror på ham, kører han langsomt, og når jeg tvivler på ham, kører han stærkt. I år har skuffelserne dog været altdominerende, og blandt 2020-enkeltstarterne er det kun i Tirreno, at han har kørt op til sin standard. Her gik det til gengæld også fremragende, for selvom han ikke var i nærheden af Ganna, slog han både Dennis og Thomas ganske klart. Denne rute minder langt mere om Tirrenos ditto, end det vi ellers har set, og det bør tale for, at det går ganske godt. Bakken er heller ikke noget videre problem for manden, der sidste år overraskede stort på Giroens kuperede enkeltstarter. Måske er de tekniske dele en ulempe, men har han samme power som i Tirreno, kan han igen ende som Gannas værste rival.

Ruten rimer også ganske pænt på Michael Matthews, der utvivlsomt har blik på at køre i trøjen på 2. etape. Det kræver en god præstation her, og han står stærkt. Meget få kan køre stærkere end ham på en bakke som denne, og den tekniske del passer også perfekt til en accelerationsstærk fyr som ham. Han skuffede til gengæld på powerdelen i Tirreno, hvor han dog stadig blev nr. 10, men han viste med 3. pladsen i Tour de Suisse sidste år, at han kan køre op med selv de største specialister, også når det handler om fladt tempotons. Formen var mildt sagt imponerende ved VM, og det taler for, at Matthews fyrer et brag af en enkeltstart af.

Mens der næppe er tvivl om, at Ganna og Dennis får lov at give den gas, er jeg mere i tvivl med Jonathan Castroviejo . Ineos beder altid deres hjælpere spare sig, men denne enkeltstart er så kort, at de før har gjort undtagelser i lignende situationer - bare se på Kiryienkas flotte ridt ved Tour-åbningen i 2017. Desværre kommer Castroviejo fra et 2019, hvor hans enkeltstarter alle var skuffende, og noget tyder på, at hans gode klatring har kostet. Han har dog også tidligere været svingende, og når han er på toppen, kan han selv være god på powerenkeltstarter, som vi så med 3. pladsen i Tirreno i 2018, hvor hans prolog i Romandiet også vidner om tekniske evner (faktisk har han jo tidligere vundet en af Romandiets prologer). Han skal vise, at han er kommet stærkt ud af Touren, men kører han som i 2018 og ikke i 2019, bliver han farlig.

Alex Dowsett kørte ikke helt så stærkt til VM som sidste år, men han blev stadig en pæn nr. 9. Det vidner om god form, og han burde ikke være helt på spanden på denne rute. Det er klart, at bakken ikke just er en fordel for den tunge brite, men hans VM sidste år viste, at han faktisk godt kan klatre. Han er altid meget svingende, men han viste god power i Imola, og han har for vane at køre meget stærkt på tekniske ruter. Det har han vist på Romandiets altid kringlede ruter. Undgår han uheld som i Tirreno, kan han give Israel SUN en god start på løbet, selvom han nok trods alt ikke tager Giro-etapesejr nr. 2.

Løbets største joker er vel Tony Martin. Angiveligt har han helt droppet sit fokus på enkeltstarter, og da han er som hjælper, kan det sagtens være, at han bare ruller igennem. Som for Castroviejo gælder dog, at distancen kan give ham chancen, hvis han vil, og hans tempoevner er trods alt ikke værre, end at han sidste år blev nr. 9 på en for ham for kuperet rute ved VM, ligesom han blev nr. 5 på en ligeledes kuperet rute i Romandiet. Til gengæld er distancen her for kort til hans store motor, og i de senere år har han generelt skuffet, når distancen har været kort, selvom han sidste år pludselig overraskede på prologerne i Romandiet og ZLM Tour.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

Benjamin Thomas måtte ved VM sande, at han stadig har sine mangler i forhold tilde virkelige specialister over lange distancer. Til gengæld kørte han en fremragende enkeltstart i Tirreno, hvor han blev en fornem nr. 6, og denne enkeltstarter minder som bekendt meget mere om netop den. Bakken er næppe heller en ulempe for franskmanden, der også viste sin klasse ved at køre lige op med Remi Cavagna ved de franske mesterskaber. Med en distance, der minder mere om hans baggrund fra banen, er der håb om en gentagelse af det flotte resultat fra Tirreno.

En positiv overraskelse i Tirreno var 9. pladsen til Jan Tratnik. Sloveneren er ellers ikke glad for tonserenkeltstarter, og derfor burde denne heller ikke være hans kop te. Nu kan det imidlertid forholde sig anderledes, og denne rute med en bakke samt mange sving passer endda meget bedre til Tratnik, der netop excellerer, når det er kuperet og teknisk. Han kan sagtens falde igennem som til VM, men denne rute bør ikke passe ham helt skævt.

Det står klart, at Jos van Emden ikke er det monster, han engang var, men han blev stadig nr. 8 i Tirreno, hvor ruten også er skabt til ham. Denne passer ham dårligere, da han er blandt de tungeste, og han vil tabe lidt tid på bakken. Den længere distance er også til ulempe for manden, der sjældent begår sig over distancer på mere end 15 km, som vi også så ved VM. Til gengæld har vi i BinckBank Tour set, at han klarer tekniske udfordringer fint, og bakken er trods alt så kort, at den ikke sender ham ud af spillet.

Edoardo Affini har i år været en gigantisk skuffelse trods den lovende kørsel sidste år, men han rejste sig lidt ved VM. Da alle havde været igennem, var han imidlertid gledet helt ned som nr. 14, og der er således stadig meget langt til sidste års niveau. Her passer ruten med bakken og svingene ham endda endnu dårligere, og det er svært at se, at det er her, at han rejser sig igen. VM-præstationen var dog trods alt så opløftende, at man ikke kan afvise, at han vil gøre det godt over en distance, der passer ham betydeligt bedre.

Thomas de Gendt kører altid stærkt i sin anden grand tour, og han følte sig så meget i fremgang under Touren, at han valgte at tage direkte til Giroen og droppe Vuelta-planerne. Det taler for, at han lægger stærkt fra land, og han viste jo sidste år med. 3 pladsen i Touren, at han har genfundet de tempoevner, der ellers var forsvundet. Distancen her er nok for kort til De Gendt, der er mere kraftmonster end aerodynamisk specialist, og den tekniske del tiltaler ham heller ikke. Man skal dog ikke udelukke, at den De Gendt, der netop i Touren sidste år viste, hvor stærk han er med en grand tour i benene, kan gøre det godt igen her.

Danmark holder øje med Mikkel Bjerg, men vi har både i Tirreno og ved VM set, at han fortsat har et stykke op til eliten. Umiddelbart passer denne lidt mere kuperede rute ham bedre end Tirrenos fladland, men det er stadig en kort tonserenkeltstart, som næppe passer ham så godt som en længere, kuperet sag. I Tirreno blev det dog trods alt til en 13. plads bare 1 sekund efter Matthews, og med den rette dag bør han kunne gøre det endnu bedre på denne rute.

Jeg vil også pege på Wilco Kelderman . Efter to år, hvor enkeltstarten har været forvandlet fra styrke til akilleshæl, var det opløftende at se ham præstere igen i Tirreno. Han var stadig langt fra fordums styrke, hvor han også kørte med om sejren på flade powerenkeltstarter, men har han lagt lidt til forud for årets store mål, bør han ikke været helt væk på denne rute, der med sine sving og sin bakke passer ham bedre end den, der gav en hæderlig 15. plads i Tirreno.

Sidste år kulminerede en langsom opstigen for Chad Haga, da han dybt imponerende vandt den sidste enkeltstart. Siden har han imidlertid været langt fra på alle sine enkeltstarter, og senest blev han blot nr. 7 i Slovakiet i et ganske svagt felt. Denne rute passer da slet heller ikke til Haga, der altid - som i Slovakiet - har haft det svært, når det mest handler om at træde mange watt. Hvis han har benene fra sidste år - og det er svært at vurdere på baggrund af hans hidtidige kørsel trods fine placeringer i svage feltet i Slovakiet og Tjekkiet - kan han dog levere en lille overraskelse igen, selvom han ikke vinder denne gang.

Jeg er også lidt spændt på at se, hvordan Arnaud Demare griber det an. Han er ikke specialist, men han har i Algarve og særligt i Poitou-Charentes vist, at han sagtens kan køre enkeltstart. Han skuffede måske lidt med årets 3. plads i sidstnævnte, men her passer distancen ham langt bedre. Bakken er også god for den Demare, der har kørt som en drøm i år, og det samme er de tekniske passager naturligvis for en sprinter som ham. Spørgsmålet er mest, om han overhovedet går efter et resultat, men hvis han vitterligt tror på sig på 2. etape, skal han naturligvis gøre det, da lyserøde drømme så er tilladte.

Læs også

Se Tobias Lunds anden store sejr

Manden, der slog ham i Poitou-Charentes, var Josef Cerny. Vi så til VM, at han mod eliten er overmatchet, men han kørte stadig lige op med folk som Van Emden, Benjamin Thomas og Tratnik. Sidste år blev han tillige nr. 6 på den sidste enkeltstart her, og det vidner om niveauet. Terrænet er nok lidt for fladt og distancen for kort, men han kan gøre det hæderligt.

Lawson Craddock skuffede desværre ved VM, og selvom han gjorde det hæderligt i Tirreno, er det svært at se ham helt fremme på denne flade rute. Michael Hepburn faldt igennem i Tirreno, og med bakken her kommer han nok til kort. Maciej Bodnar er stadig en skygge af sig selv, og det samme er Mathias Brändle, der heller ikke er glad for bakken. Der er for meget watt, power og tons for Brandon McNulty, Tanel Kangert, Tao Geoghegan Hart, Tobias Foss, Tony Gallopin, Fabio Felline, og Pello Bilbao, og distancen er for lang for Peter Sagan og for kort for Joey Rosskopf , og Cameron Meyer, Jonathan Dibben, Brent Bookwalter og Damien Howson kører ikke længere gode enkeltstarter. Endelig er Kamil Gradek overmatchet i dette selskab, mens Miles Scotson helt har mistet de ellers fine tempoevner, og selvom han kan gøre det fint, er det ikke en rute for Simon Yates trods den flotte præstation i Tirreno.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIRO D'ITALIA

BEMÆRK: Optakten er skrevet inden den endelige startrækkefølge er kendt. Som sagt kan meget tale for, at vejret får en betydelig indvirkning, og jeg opfordrer alle til at tjekke dels de seneste vejrmeldinger fredag aften samt starttiderne, når de foreligger. Ovenstående analyse er baseret på en antagelse om, at alle har samme forhold.

OPDATERING: Vejrudsigten er fredag aften uforandret, dvs. med kraftigt vind fra start, men også et voldsomt fald i styrken undervejs. Det taler stadig for, at de først startende har en fordel, men ikke al hold har ladet deres bedste starte tidligt. Ineos synes dog enige med mig og lader alle deres esser køre som deres 2., 3., 4. og 5. rytter. Det er sandsynligt, at de ikke starter allerførst for at undgå de mest voldsomme betingelser, hvor brug af pladehjul kan være på grænsen til det livsfarlige (som Chris Froome kan skrive under på).

Feltet.dks vinderbud: Filippo Ganna

Øvrige vinderkandidater: Rohan Dennis, Geraint Thomas

Outsidere: Victor Campenaerts, Michael Matthews, Jonathan Castroviejo, Alex Dowsett, Tony Martin

Jokers: Benjamin Thomas, Jan Tratnik, Jos van Emden, Edoardo Affini, Thomas de Gendt, Mikkel Bjerg, Wilco Kelderman, Chad Haga, Arnaud Demare, Josef Cerny 

Starttider

Starttiderne findes under live-opdateringen

SE SAMTLIGE 21 ETAPER UDEN REKLAME FOR KUN 99 KRONER